Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XXV DEN CURTAIN
Og den hemmelige haven blomstrede og blomstrede og hver morgen afsløret nye mirakler.
I robin er reden der var Æg og robin mage satte sig på dem holde dem
varme med sin flagrende lille bryst og omhyggelig vinger.
I begyndelsen var hun meget nervøs og robin selv var indigneret vagtsom.
Selv Dickon gik ikke nær tæt dyrket hjørne i disse dage, men ventede indtil ved
den rolige bearbejdning af nogle mystiske spell han syntes at have videregivet til sjæl
den lille par, i haven er der
var intet, som ikke var helt som sig selv - ikke noget, der ikke
forstå vidunderlighed af, hvad der skete med dem - det enorme, tilbud,
forfærdelige, hjerteskærende skønhed og højtidelighed af æg.
Hvis der havde været en person i haven, som ikke havde kendt gennem alle hans eller hendes
inderste væsen, at hvis et æg blev taget væk eller ondt i hele verden ville hvirvel
runde og nedbrud gennem rummet og komme til
en ende - hvis der havde været endnu en, der ikke føler det, og handle i overensstemmelse hermed kunne der
Der er ingen lykke selv i det gyldne foråret luft.
Men de alle vidste det og følte det, og Robin og hans mage vidste, at de vidste det.
Ved første robin set Mary og Colin med skarpe angst.
Af en eller anden mystisk grund, han vidste, at han ikke behøver at se Dickon.
Den første øjeblik han satte sin dug-blanke, sorte øje med Dickon han vidste, at han ikke var en
fremmed, men en slags robin uden næb eller fjer.
Han kunne tale Robin (som er en helt forskellige sprog, ikke at forveksle med
noget andet). Hvis du vil tale robin til en robin er som at tale
Fransk til en franskmand.
Dickon altid talte det til robin selv, så underlig volapyk han brugte
da han talte til mennesker gjorde ikke noget i det mindste.
The Robin troede, han talte dette volapyk for dem, fordi de ikke var intelligente
nok til at forstå fjervildt tale. Hans bevægelser også var Robin.
De har aldrig forskrækket én efter at være pludselige nok til at virke farlig eller truende.
Enhver robin kunne forstå Dickon, så hans tilstedeværelse var ikke engang foruroligende.
Men i starten var det nødvendigt at være på vagt over for de to andre.
For det første drengen væsen kom ikke ind i haven på benene.
Han blev skubbet ind på en ting med hjul og skind af vilde dyr blev kastet over
ham. Det i sig selv var tvivlsomt.
Så da han begyndte at stå op og bevæge sig omkring, han gjorde det på en *** uvant måde
og de andre syntes at have til at hjælpe ham.
The Robin bruges til at udskille sig i en busk og se denne ængsteligt, hans hoved vippes
først på den ene side og så på den anden.
Han mente, at den langsomme bevægelser kan betyde, at han var klar til at angribe, da
katte gør. Når katte er klar til at kaste de
kryber hen over jorden meget langsomt.
The Robin talte dette over med hans kammerat en stor aftale for et par dage, men efter at han
besluttet ikke at tale om emnet, fordi hendes rædsel var så stor, at han var bange
det kan være skadelige for æggene.
Da drengen begyndte at gå for sig selv og endda til at bevæge sig hurtigere det var en enorm
relief.
Men i lang tid - eller det virkede lang tid at Robin - han var en kilde til nogle
angst. Han ikke har handlet som de andre mennesker gjorde.
Han virkede meget glad for at gå, men han havde en måde at sidde eller ligge ned i et stykke tid
og derefter komme op på en foruroligende måde at begynde igen.
En dag robin huskede, at da han selv var blevet gjort for at lære at flyve af
hans forældre havde han gjort meget den samme slags ting.
Han havde taget korte flyvninger på et par meter, og da havde været forpligtet til at hvile.
Så gik det op for ham, at denne dreng var at lære at flyve - eller rettere at gå.
Han nævnte det til sin kammerat, og da han fortalte hende, at Æg sandsynligvis ville
opfører sig på samme måde, efter at de var flyvefærdige, hun var helt trøstet
og selv blev ivrigt interesseret og
afledt stor glæde i at se drengen over kanten af hendes reden - selvom hun
altid ment, at Æg ville være meget klogere og lære hurtigere.
Men så sagde hun overbærende, at mennesker altid var mere klodset og langsom end Æg
og de fleste af dem aldrig syntes virkelig at lære at flyve overhovedet.
Du har aldrig mødt dem i luften eller på træ-toppe.
Efter et stykke tid drengen begyndte at bevæge sig rundt som de andre gjorde, men alle tre
børn til tider gjorde usædvanlige ting.
De ville stå under træer og flytte deres arme og ben og hoveder rundt i en
måde, der var hverken gå eller løbe eller sidde ned.
De gik gennem disse bevægelser med mellemrum hver dag, og robin blev aldrig
stand til at forklare hans kammerat, hvad de gjorde, eller binde at gøre.
Han kunne kun sige, at han var sikker på at æggene aldrig ville klap om i en sådan
måde, men som drengen, der kunne tale robin så flydende lavede ting med
dem, kan fugle være helt sikker på, at handlinger ikke var af en farlig karakter.
Selvfølgelig hverken Robin eller hans kammerat havde nogensinde hørt om mester wrestler,
Bob Haworth, og hans øvelser for at gøre musklerne skiller sig ud som klumper.
Robins er ikke som mennesker, deres muskler er altid udnyttes fra den første
og så de udvikler sig på en naturlig måde.
Hvis du skal flyve om at finde hvert måltid du spiser, gør dine muskler ikke bliver
forkrøblede (forkrøblede betyder spildt væk gennem ønsker at bruge).
Da drengen gik og løb rundt og grave og luge ligesom de andre,
reden i hjørnet var rugede over af en stor fred og indhold.
Frygten for Æg blev ting fra fortiden.
Vel vidende, at dine æg var så sikker som om de var låst inde i en bankboks og
faktum, at man kunne se så mange besynderlige ting i gang lavet indstilling en yderst
underholdende besættelse.
På våde dage Eggs 'mor nogle gange følte endda lidt kedelig, fordi børnene havde
ikke komme ind i haven. Men selv på våde dage kunne det ikke siges
at Mary og Colin var kedelige.
En morgen, da regnen strømmede ned uophørligt og Colin var begyndt at føle sig
lidt urolig, da han var nødt til at forblive på hans sofa, fordi det ikke var sikkert
at komme op og gå omkring, Mary havde en inspiration.
"Nu hvor jeg er en rigtig dreng," Colin havde sagt, "mine ben og arme og hele min krop er så
fuld af magi, at jeg ikke kan holde dem stadig.
De ønsker at gøre tingene hele tiden.
Vidste du at når jeg vågner om morgenen, Mary, når det er ret tidligt og
fuglene er bare råber udenfor og alt synes bare råbe af fryd -
selv træer og ting, vi kan ikke rigtig
høre - Jeg føler som om jeg skal hoppe ud af sengen og råbe mig selv.
Hvis jeg gjorde det, tænk bare hvad der ville ske! "Mary fniste uforholdsmæssigt.
"Sygeplejersken ville komme kørende og Mrs Medlock ville komme løbende og de ville
være sikker på at du var blevet sindssyge, og de ville sende bud efter lægen, "sagde hun.
Colin fnisede sig selv.
Han kunne se, hvordan de ville alle se - hvordan forfærdet ved hans udbrud og hvordan forbløffet over at
se ham stå oprejst. "Jeg ville ønske, min far ville komme hjem," siger han
sagde.
"Jeg vil fortælle ham selv. Jeg er altid tænker over det - men vi
kunne ikke fortsætte på denne måde ret meget længere. Jeg kan ikke stå ligge stille og lade som,
og desuden jeg ser alt for forskellige.
Jeg ville ønske, at det ikke regnede i dag. "Det var dengang Mistress Mary havde sin
inspiration.
"Colin," begyndte hun på mystisk vis, gør "du ved, hvor mange værelser der er i denne
huset? "" Om tusind, formoder jeg, "svarede han.
"Der er omkring hundrede ingen nogensinde går ind i," sagde Mary.
"Og en regnfuld dag, jeg gik og kiggede ind i nok så mange af dem.
Ingen har kendt, men Mrs Medlock næsten fundet mig ud.
Jeg har mistet min vej, når jeg kom tilbage og jeg stoppede i slutningen af din korridoren.
Det var anden gang, jeg hørte dig græde. "
Colin startede op på hans sofa. "Hundrede værelser ingen går ind i," siger han
sagde.
"Det lyder næsten som en hemmelig have. Antag, at vi går og se på dem.
Wheel mig i min stol, og ingen ville kende gik vi. "
"Det er, hvad jeg tænkte," sagde Mary.
"Ingen ville vove at følge os. Der er gallerier, hvor man kunne køre.
Vi kunne gøre vores øvelser. Der er en lille indisk rum, hvor der
er et skab fuld af elfenben elefanter.
Der er alle mulige rum. "" Ring på klokken, "sagde Colin.
Da sygeplejersken kom ind, han gav sine ordrer. "Jeg vil have min stol," sagde han.
"Miss Mary og jeg kommer til at se på den del af huset, der ikke benyttes.
John kan skubbe mig så langt som på billedet-galleri fordi der er nogle trapper.
Så han skal gå væk og lade os være alene, indtil jeg sende bud efter ham igen. "
Regnvejrsdage mistede deres rædsler den morgen.
Da tjenerne havde hjul stolen ind i billedet-galleri og efterladt de to
sammen i lydighed mod ordrer, så Colin og Mary på hinanden glade.
Så snart Mary havde sørget for, at Johannes virkelig var på vej tilbage til sin egen kvartaler
nedenfor trappen, fik Colin ud af sin stol.
"Jeg kommer til at køre fra den ene ende af galleriet til den anden," sagde han, "og så er jeg
jeg kommer til at hoppe og så vil vi gøre Bob Haworth øvelser. "
Og de gjorde alle disse ting og mange andre.
De så på portrætter og fandt sletten lille pige klædt i grøn brokade
og holde papegøjen på hendes finger.
"Alle disse," sagde Colin, "må være min relationer.
De levede for længe siden. Det papegøje én, tror jeg, er en af mine
stor, stor, stor, stor tanter.
Hun ser lidt ligesom dig, Mary - ikke som man ser nu, men som du så ud, da du kom
her. Nu du er en meget federe og bedre
ser. "
"Så er du," sagde Mary, og de lo begge to.
De gik til den indiske værelse og morede sig med elfenben elefanter.
De fandt rosen-farvet brokade boudoir og hullet i puden musen havde
venstre, men musene var vokset op og køre væk, og hullet var tomt.
De så flere værelser og har gjort flere opdagelser end Mary havde gjort på sin første
pilgrimsfærd.
De fandt nye korridorer og hjørner og trapper og nye gamle billeder, de
kunne lide og underlige gamle ting, de ikke vidste brug af.
Det var en besynderlig underholdende morgenen og følelsen af at vandre rundt i de samme
hus med andre mennesker, men samtidig følelse, som om man var miles væk fra
dem var en fascinerende ting.
"Jeg er glad for, vi kom," Colin sagde. "Jeg har aldrig vidste, at jeg boede i sådan en stor ***
gamle sted. Jeg kan lide det.
Vi vil vandre omkring hver regnvejrsdag.
Vi skal altid være at finde nye *** hjørner og ting. "
Den morgen havde de fundet blandt andet så gode appetit, at når de
vendte tilbage til Colin værelse var det ikke muligt at sende frokost væk
uberørt.
Når sygeplejersken udføres bakken ned-ad trappen hun slog det ned i køkkenet kommoden
så Mrs Loomis, kokken, kunne se blankpolerede fade og tallerkener.
"Se der!" Sagde hun.
"Dette er et hus af mystik, og de to børn er de største mysterier i det."
"Hvis de holder det op hver dag," sagde den stærke unge Tjener Johannes, "der ville være
mindre mærkeligt, at han vejer dobbelt så meget i dag, som han gjorde for en måned siden.
Jeg skulle have til at opgive min plads i tide, af frygt for at gøre mine muskler en skade. "
Om eftermiddagen Mary bemærket, at noget nyt var sket i Colin værelse.
Hun havde lagt mærke til det dagen før, men havde ikke sagt noget, fordi hun mente, at ændringen
kunne have været gjort ved en tilfældighed.
Hun sagde ikke noget i dag, men hun sad og så ufravendt på billedet over
Mantel. Hun kunne se på det, fordi tæppet
var blevet trukket til side.
Det var ændringen hun bemærket. "Jeg ved, hvad du vil have mig til at fortælle dig," sagde
Colin, efter at hun havde stirret et par minutter. "Jeg har altid vide, når du vil have mig til at fortælle dig
noget.
Du er undrende, hvorfor forhænget er trukket tilbage.
Jeg kommer til at holde det på den måde. "" Hvorfor? "Spurgte Mary.
"Fordi det ikke gør mig vred mere at se hende grine.
Jeg vækket, da det blev lyst måneskin to nætter siden, og følte som om Magic blev
fylde rummet og gøre alt, så dejligt, at jeg ikke kunne ligge stille.
Jeg stod op og kiggede ud af vinduet.
Rummet var ganske lys, og der var et plaster på måneskin på gardinet og
en eller anden måde, som fik mig til at gå og trække i ledningen.
Hun kiggede lige ned på mig som om hun grinede, fordi hun var glad for jeg var
stod der. Det fik mig til at lide at se på hende.
Jeg ønsker at se hende grine sådan hele tiden.
Jeg tror, hun må have været en slags Magic person, måske. "
"Du er så ligesom hende nu," sagde Mary, "at jeg nogle gange tror måske du er hendes spøgelse
gjort til en dreng. "Denne idé syntes at imponere Colin.
Han tænkte over det og så svarede hende langsomt.
"Hvis jeg var hendes spøgelse - min far ville være glade for mig."
"Vil du have ham til at være glad for dig?" Spurgte Mary.
"Jeg plejede at hade det, fordi han ikke holdt af mig.
Hvis han kom til at holde af mig, jeg tror, at jeg skulle fortælle ham om Magic.
Det kan gøre ham mere glad. "