Tip:
Highlight text to annotate it
X
Pendrill: Velkommen til YouTubes masterclass for engelskhorn.
Jeg hedder Christine Pendrill,
og jeg spiller 1.-engelskhorn
i London Symphony Orchestra.
I dag vil jeg give dig nogle råd
om forberedelsen af to orkestersoloer
til en audition.
Den første er nok den mest berømte i repertoiret,
nemlig largoet fra Dvoraks symfoni Fra den nye verden,
og den anden er Berlioz' Ouverture til Le Carnaval Romain.
Før jeg begynder, vil jeg lige beskrive
instrumentet for dig.
Der hersker lidt forvirring om, hvad et engelskhorn er.
Det har forskellige navne på forskellige sprog.
I Amerika hedder det English horn,
og i England hedder det cor anglais.
Det er hverken engelsk eller et horn.
Og der er mange teorier om, hvordan det fik sit navn...
Men det er ikke dem, jeg er her for at fortælle om.
Engelskhornet tilhører obofamilien,
og det har et dobbelt rørblad,
som laver sådan en lyd...
ligesom oboen, bare større.
[Dvoraks symfoni nr. 9]
Denne solo er tilsyneladende enkel.
Tonerne er i sig selv ikke svære,
men noget af det første, du skal overveje, er,
hvornår du skal trække vejret.
Når du har bestemt dig for en hastighed,
skal du give dig selv et par taktslag til at tælle,
og brug optakten til at tage din indånding.
Det er en god ide at tælle denne solo i fjerdedele.
Det kan være fristende at dele igen til ottendedele
for at ramme sekstendedelsnoderne helt nøjagtigt.
Men på den måde kommer du til at tabe melodien,
og det kan blive meget opsplittet og hoppende.
Den anden ting, du skal overveje,
før du begynder at spille, er dynamikken.
Der står piano i stykket,
men nogle få takter længere henne,
står der pianissimo.
Så du skal sørge for at starte på et solopiano,
som du kan sænke til pianissimo, når du når dertil.
Der er et enormt spænd i dynamikken i denne solo,
fordi to takter efter pianissimo
skal du op i forte på et højt c.
Dette kan være noget af en udfordring på engelskhornet,
fordi det generelt bliver noget kraftløst på de højere toner.
Et godt tip er at holde embouchuren meget afslappet
og virkelig understøtte vejrtrækningen.
Husk, at du bruger en meget lille mængde luft
ved meget højt tryk.
Hvis du bruger et syngende udtryk,
skal du holde rørbladet åbent,
så det kan vibrere.
Du ville jo heller ikke gå hen til en operasanger,
som skal til at synge en høj tone,
og klemme vedkommende om halsen.
Det er præcis det samme princip.
Soloen i Berlioz'·Ouverture til Le Carnaval Romain
minder meget om en sangstemme,
hvilket skyldes, at den stammer fra materiale
fra Belioz' opera Benvenuto Cellini,
hvori den er en arie for tenor.
Cellini sværger evig kærlighed til Teresa
i begyndelsen,
så den er temmelig fuldblods og passioneret.
Nogle takter længere henne bliver den mere eftertænksom.
Her spørger han hende, om håbet for hans kærlighed vil dø
i hans hjerte, når han er langt væk fra hende.
[Berlioz'·Ouverture til Le Carnaval Romain]
Denne solo starter i mezzo forte,
så du skal ikke være bange for at starte med selvsikkerhed.
Det er ikke begyndelsen på ouverturen.
Jeg ved ikke, om du kender værket,
men det starter med en meget, meget livlig og energisk åbning
efterfulgt af en horntone,
som dør ud og glider over i en klarinettone...
og så begynder du.
Det er en noget usædvanlig første takt,
fordi selvom stykket er i 3/4,
er der fare for, at man får det til at lyde som om,
det er i 4/4
ved at spille det i to grupper af to, som det står skrevet.
Det skal vi forsøge at undgå.
Det skal virkelig være tydeligt, at det er i 3,
så du spiller det, som han synger: Oh, Teresa,
hvilket måske kan hjælpe dig.
Undskyld min sang.
Når du er kommet igennem de første to takter,
skal du gå ned fra et d til et fis,
hvilket kan være noget akavet.
Først og fremmest skal du sørge for,
at bladet er frit nok til, at du kan gøre det
nogenlunde behageligt.
Hvis du stadig har problemer,
er det nok fingersætningen,
hvor du skal sørge for,
at du får sat venstre hånds pegefinger virkelig tidligt.
Du kan sætte den, mens du stadig spiller d.
Det hjælper.
Hvis du er i tvivl, er en god måde at øve det på
at overdrive fejlen og sætte den meget sent,
så du helt sikkert ikke rammer et fis,
og dernæst sætte den virkelig tidligt, sådan her:
Nu gør jeg det sent...
[spiller tone sent]
Eller tidligt...
[spiller tone tidligt]
Jeg vil lade dig finde ud af, hvad der fungerer bedst.
Selvom frasen i denne solo er meget lang,
er den opdelt i mindre dele
med ottendedelspauser.
Disse er meget nyttige til at trække vejret.
Du skal ikke tvinge dig selv til altid at trække vejret ind på en pause.
De kan også bruges til at ånde ud.
En almindelig fejl
er at trække for meget luft ind.
På den måde bliver du som en ballon
med en masse ubrugelig luft, som du ikke kan gøre noget med
andet end at ånde ud, og det er spild af tid.
Overordnet set tager jeg til de fleste soloer
ikke mere luft ind, end jeg ville gøre
for at sige en almindelig sætning.
Det er et spørgsmål om at bruge luften
mest økonomisk.
Husk, at du kun skal bruge en meget lille mængde luft
ved meget højt tryk.
Du skal ikke blive fristet til at blæse for hårdt.
Du vil blive overrasket over, hvor lidt luft du faktisk skal bruge.
I takt 27 kan du se den opadgående skala,
hvor sekstendedelsnoderne ikke har legatobuer.
Personligt synes jeg, at de skal spilles med lidt legato,
men kun lige antydet med tungen.
Forsøg at undgå enhver form for staccato.
For eksempel synes jeg, at dette ville være upassende.
[spiller staccato]
Det er sådan, det ser ud.
Hvis du forestiller dig, at du skal spille tonerne med legatobuer,
men blot lige berører bladet med tungen,
så får du en defineret legato.
[spiller legato]
Selvom næste takt faktisk ikke er markeret som mere stille,
bliver den det ved slutningen af det diminuendo.
Her synger operasangeren
i et mere eftertænksomt humør.
Derfor synes jeg, at det ville være fint
at spille en smule mere afdæmpet
og en smule mere dybsindigt.
I takt 32 skal du ikke lade dig slå ud af rytmen.
Det ser noget frygtindgydende ud på papiret,
men det er faktisk meget ligetil.
Du skal ikke forhaste dig.
Hvis du forestiller dig, at det er sekstendedelsnoder
og gør den sidste punkteret,
så er det slet ikke så hurtigt.
[spiller takt 32 langsomt]
Igen, hvis du tæller langsomt til tre
og får det hele til at passe ind.
Soloen skal være varm og udtryksfuld,
men den skal også følge tempoet,
fordi dit akkompagnement er celloer,
som spiller pizzicato på ottendedelsnoder,
og de angiver hvert slag for dig.
Du har ikke plads til at manøvrere.
En anden tone, du skal holde øje med,
er optakten til takt 34.
Det er en sekstendedelsnode.
Den ser ud til at være meget kort,
men den er faktisk ret lang,
hvis man tænker over det.
Hvis du tæller: et-og-to-og
tre-og-,
så siger sekstendedelsnoderne
et, to, tre, fire et, to, tre, fire, da da.
Så sørg for at lave en meget fast optakt.
Dette er et fantastisk stykke.
Forestil dig, at du er operatenor,
og du skal glide helt op på dit høje h.
På nogle instrumenter kan det høje h hjælpes på vej,
hvis man trykker c eller cis ned
eller en kombination af fingre på højre hånd.
På et konservatorieinstrument har du en ulempe,
fordi dit h i de fleste tilfælde vil blive til et c.
Dette skal undgås for enhver pris.
Men det er værd at eksperimentere med ens eget instrument
for at finde ud af noget, som måske kan gøre det
til en lidt stærkere tone.
Det er det højeste punkt i frasen,
og det står som sforzando,
så du skal gøre det så godt som muligt.
Når du er nået gennem dit sforzando
og det dejlige høje h,
er det fristende at tage en indånding.
Faktisk er det et ganske fornuftigt sted at tage en indånding
til praktiske formål.
Men musikalsk synes jeg, at det er bedre,
hvis du kan undgå det.
Det knækker frasen for meget.
Det er meget sværere, hvis du ikke trækker vejret ind der,
fordi din embouchure
er som den skal være til den høje tone,
men det er ikke behageligt, når du kommer ned af skalaen
til bunden af den.
Men jeg lover dig, at det er værd at øve.
Jeg demonstrerer denne passage med indånding,
og derefter uden.
Så kan du selv beslutte dig.
[spiller takt 34 med indånding]
Og nu uden indåndingen.
[spiller takt 34 uden indånding]
En pointe, som jeg synes er værd at nævne,
er, at du skal være opmærksom på, hvordan du afslutter tonerne,
samt hvordan du påbegynder dem.
Der er mange, der koncentrerer sig om, hvordan de skal komme ind på en tone,
og de er lettede, hvis de rammer den.
Tænk også over, hvordan du vil afslutte den.
Det ville f.eks. være en skam
i første frase at spille...
[spiller skala, som kortes af]
Det ophører med at være musik.
Lad tonen dø ud naturligt.
[spiller skala, som ikke kortes af]
Jeg er sikker på, at du også synes, det er noget flottere.
Tænk også over, hvordan du vil bruge vibrato.
Som jeg sagde tidligere, minder denne solo meget om en sangstemme.
Der skal være varme og næring i lyden,
og det kan skabes med bare en lille smule vibrato.
Det hjælper dig også med tonerne i afslutningen af fraserne.
I takt 30 skal du spille med legato fra e til c.
Jeg synes, det hjælper en hel del
at lade de to fingre blive nede på højre hånd til at tage e,
mens du spiller c.
Igen hjælper det tonen på vej,
som kan være meget svag på instrumentet.
Det varmer den ligesom lidt op.
På denne måde har du også bedre fat i instrumentet,
og du kommer ikke til at tabe det.
[spiller takt 30]
Når du har optakten til takt 34,
en sekstendedelsnode,
kan det være meget fristende at fyre ottendedelsnoden
i starten af næste takt af lidt for hurtigt.
Dette er starten på dit dramatiske øjeblik,
så hold dig til tempoet.
Jeg synes, at det hjælper
at tænke på to sekstendedele på ottendedelsnoden.
Så fræser jeg ikke af sted op ad skalaen. Altså:
[spiller langsom skala]
I stedet for...
[spiller hurtig skala]
Det kan også hjælpe at øve det
ved at definere tonerne.
[spiller defineret skala]
Den skal blive længere på fis, end du måske tror.
Tak, fordi du så denne masterclass.
Jeg håber, at du har kunnet bruge noget af det,
og at du vil være en del af dette fantastiske projekt.
Husk, at musikken drejer sig om dig.
Det handler om at nyde musikken og udvikle dine egne evner.
Hav det godt, og held og lykke.