Tip:
Highlight text to annotate it
X
Af sin rådsnare Kløgt skal ingen sig rose, heller være forsigtig i Sind.
Naar tavs og klog Mand til Hjemsgård kommer, sker ham intet ondt,
thi ypperligere Ven har Mand aldrig end meget Mandevid.
Véd du - om du har en Ven, som vel du tror, og vil du godt af ham vinde,
da skal du blande Sind med ham og skifte Gaver og ofte gå til hans Gård.
Ung var jeg fordum; ene jeg rejste; da blev jeg vild på Vejen.
Rig jeg mig tyktes, da en anden jeg traf. Mand er Mands Gammen.
Milde, kække Mænd leve bedst; sjælden Sorg de få.
Men usnild Mand ængstes for alt; skævt til Gaver han ser.
Ejendom dør, Frænder dø, selv man dør tilsidst.
Eftermælet aldrig dør, når det vel er vundet.
Ejendom dør, Frænder dø, selv man dør tilsidst.
Ét jeg véd, som aldrig dør: Dom over hver en Død
Jeg råder dig, Lodfavne! og Råd du tage; du nyder, om du nemmer; til dit Gavn jeg dem giver:
Hvor Øl du drikker, dér vælg dig Jordsmon, thi Jord virker mod Rus og Ild mod Sot,
Eg til Afføring, Ax mod Trolddom og Hal mod Hustvist.
Mod Harme skal man påkalde Månen; Bider er god mod Bidsot, Runer mod ondt Ønske, og Vang skal drikke Væde.
Jeg véd, at jeg hang i Vind på Træet hele ni Nætter,
såret af Spyd, skænket til Odin, selv til mig selv,
oppe i Træet, hvorom ingen véd, af hvad Rod det sig rejser.
Ej Brød de mig rakte, ej Horn de mig bød. Nedad jeg spejded
og Runer jeg nemmed, råbende jeg nemmed; så faldt jeg ned.
Ni mægtige Sange lærte jeg af den berömte Sön af Bølthorn, Bestlas Fader,
og en Drik jeg nød af den dyre Mjød, som af Odrörer østes.
Da monne jeg vokse og vorde vís, tage til og trives.
Ord førte fra Ord til andre Ord; Dåd førte fra Dåd til anden Dåd.
Runer vil du finde, tolkende Runer, hel store Stave, hel stærke Stave
som den mægtige Taler tegned, som de hellige Guder gjorde og den ypperste As risted,
Odin hos Aser og Dåin hos Alfer, Dvalin hos Dværge,
Åsvid hos Jætter; selv risted jeg somme.
Forstår du at riste? Forstår du at råde? Forstår du at lære? Forstår du at prøve?
Forstår du at bede? Forstår du at blote? Forstår du at sende? Forstår du at øde?
Bedre ej at bede end formeget at offre. Altid vil Gave Gengæld.
Bedre ej at sende end formeget at øde. Så ristede Thund för Slægternes Tider.
Der rejste han sig op, hvorhen han atter kom.
Jeg kender Sange, som Fyrstens Hustru ej kender og ingen Mands Ætling.
Én Hjælp der er; den kan dig hjælpe i Strid og Smerter og alle Sorger.
Det kan jeg for det andet, som Mændenes Sönner må kende, når de vil leve som Læger.
Det kan jeg for det ottende, som for alle er nyttigt at nemme;
når Had vokser mellem den vældiges Sönner, kan jeg stille det straks.
Det kan jeg for det ellevte, når drage jeg skal med Venner til Valen:
jeg synger under Skjolde, og stærke de fare uskadte til Kamp, uskadte af Kamp; altid vende de uskadte Hjem.
Det kan jeg for det trettende, når jeg den unge Dreng med Vand skal væde:
ej mon han falde, om i Fylking han kommer; ej segner den Mand for Sværd.
Det kan jeg for det fjortende, når jeg for Folkets Skare Gudernes Navne skal nævne:
jeg véd om alle Aser og Alfer; ej kender den uvise sligt.
Det kan jeg for det femtende, som Dværgen Thjodrörer gol for Dellings Döre:
Kraft gol han for Aser, Held for Alfer og Visdom for den vældige Gud.
Det kan jeg for det attende, som jeg aldrig røber for Mø eller Mands Kone
- alt er bedre, når kun én det véd - så sluttes Sangene -,
uden for hende ene, som i Arm mig favner eller min Søster er.
Nu er den höjes Taler sungne i den höjes Hal, til Tarv for Menneskenes Sönner. til Utarv for Jætternes Sönner.
Hil den, som kvad dem! Hil den, som kan dem! Nyde, hvo nemmed! Hil dem, som lytted!