Tip:
Highlight text to annotate it
X
Cobb: Goddag, og velkommen til denne masterclass for trompet
til YouTubes symfoniorkester.
Mit navn er Philip Cobb, og jeg er førstetrompetist
i London Symphony Orchestra.
På min højre side sidder Nigel Gomm.
Gomm: For to år siden, da vi lavede det her med YouTube,
havde vi den gamle trompetist i LSO,
Maurice Murphy, som nu er pensioneret.
En meget berømt mand.
Maurice er 50 år ældre end dig.
Cobb: [klukker]
Gomm: Så det er noget af et spring.
Hvordan føles det?
Cobb: Det er ærligt talt et kæmpe privilegium.
Ligesom det også er at arbejde sammen med Rod og dig.
Jeg er jo vokset op med
at lytte til orkesteret.
Og på grund af baggrunden og arven
i gruppen er det et helt enormt privilegium.
Det er det virkelig.
Gomm: Vil du give os din version af Mahlers Femte.
[Mahlers Femte symfoni]
Fantastisk.
Hvordan griber du
sådan noget an?
Cobb: Altså, til at starte med,
så ved mange folk, at Mahlers Femte
er et af de mest berømte trompetstykker,
og at hele symfonien
begynder med trompeten helt alene.
Og det er nok vigtigt med en vis portion selvsikkerhed
i sin tilgang til stykket.
Og det er ikke den slags – måske lige med undtagelse
af de første tre takter –
så er det ikke den slags åbning, hvor man kan trække sig tilbage igen.
Så for mig personligt – og jeg ved,
at det kan virke arrogant,
men det handler om bare at tage fat i den og sætte den i gang,
sådan som du har tænkt dig at fortsætte.
Det er, hvad jeg lige...
Gomm: Og hvad med dynamikken og alt det –
du ved, du tager nogle ordentlige vejrtrækninger
meget hurtigt.
Hvad tænker du på, når du begynder?
Når du sidder på scenen, og du tager hul på dette
ud af ingenting.
Så er det naturligvis et øjeblik med flossede nerver.
Men tænker du på musikken,
eller tænker du: "Åh nej"?
Cobb: Altså, første gang jeg oplevede det,
troede jeg, at jeg ville have det nøjagtigt på den måde.
Jeg troede, at jeg ville tænke: "Åh nej,
hvad skal jeg gøre?
Skal jeg være nervøs?"
Men jeg tror –
rent faktisk blev jeg
ikke nervøs.
Og det skyldtes nok delvist, at jeg var spændt og begejstret
ved den første opførelse eller de første par stykker.
Men jeg synes, at –
for mig, som er rimelig ung,
at starte lige på, du ved,
i LSO, med Mahlers Femte – det er en meget spændende oplevelse.
Det er en trompetåbning.
Det er en fantastisk åbning.
Den er dramatisk.
Spil den, som om du virkelig mener det.
Gomm: Når folk skal forsøge sig med dette,
børn, unge eller hvem det måtte være,
hvad er det så, du lytter efter?
Cobb: Jeg lytter efter karakter...
at hver lille detalje bliver udtrykt,
at fraserne fører de rigtige steder hen.
Men også at lyden ikke bliver for –
Når jeg taler om selvsikkerhed, skal man samtidig sørge for,
at lyden ikke bliver for aggressiv,
og at lyden ikke forceres for meget.
Og du kan have nok så god en teknik
på trompeten som messingblæser.
Og det gælder sikkert – selvom jeg ikke rigtigt ved noget om det –
så gælder det sikkert også
for strygeinstrumenterne,
men hvis du ikke har
tilsvarende god lyd,
så er der nok ikke ret mange, der gider lytte til dig spille.
Gomm: Det er sandt. Cobb: Måske nogle få.
Gomm: Det er helt korrekt.
Så til jer, der skal indspille disse uddrag,
I kan opfatte disse uddrag
som tekniske øvelser,
men det er de ikke.
Vi lytter efter mere end det.
Og noget, der gælder ved alle musikinstrumenter,
er, at du forsøger at fange nogens interesse
med lyden, og ofte – helt underbevidst –
handler det ikke om, hvor vildt og smart
man spiller.
Det er faktisk lyden af instrumentet,
så når du beskæftiger dig med sådan noget her,
så er der det tekniske aspekt,
men der er også et andet og lige så vigtigt aspekt,
nemlig det musikalske aspekt,
og det er at lave den smukke lyd med instrumentet,
selv når du spiller højt.
Det skal stadig lyde smukt.
Okay, det her er det lange midterste solostykke
i Don Juan.
Den kører i E.
[griner]
[Strauss' Don Juan]
Det er fantastisk, Phil.
Du gjorde det med to indåndinger.
Hvorfor gjorde du sådan?
Var det bare –
var det bare almindelige indåndinger eller reguleringer,
eller hvad er det...
Cobb: Altså, den sidste indånding, jeg tog,
hjælper, når du går opad
i registeret.
Men jeg mener, at der er flere forskellige muligheder for,
hvis du er nervøs, eller hvis du virkelig har brug for det,
at tage en indånding et andet sted.
For eksempel
i figur 138 – eller, takt 138.
Andet taktslag. Gomm: Efter... ja.
Cobb: Der er mulighed for hurtigt
at tage en indånding,
og fire takter senere
er der endnu en mulighed.
Gomm: For det er en meget lang frase, ikke?
Især første del.
Cobb: Og på dette tidspunkt skal du,
hvis jeg ikke tager fejl, nærmest føre orkesteret.
Gomm: Ja. Cobb: Men stadig ikke
på aggressiv vis,
men du skal drive orkesteret
med en passende – Gomm: Men det lykkedes dig
at spille det, og det lyder smukt,
men du spiller rent faktisk rimelig højt hen ad vejen.
Som du siger, skal du drive orkesteret.
Hvordan beholder du den lyd,
når du ligesom skubber, uden det bliver for skarpt?
Er det bare noget, som du hele tiden kan lytte dig frem til
Cobb: Ja. Gomm: Fordi vi talte
med Maurice om dette, og jeg sagde: "Maurice,
du spiller jo melodier."
"Nej, du er kendt for at spille melodier, de mest enkle melodier.
Hvordan får du det til at fungere?"
Og han sagde, du ved –
jeg mener, han sagde at – han var jo i orkesteret,
da de spillede salmer,
og han tænkte altid på at sætte ord på ting.
Så han tænkte på det, som om han sang.
Han fraserede som en sanger.
Og du gør det samme.
Du spiller frasen naturligt.
Cobb: Ja, jeg har altid godt kunnet lide melodier.
Jeg synes personligt,
at noget af den nyere musik
er meget teknisk udfordrende,
og det er meget virkningsfuldt.
Men for mit vedkommende får jeg mere ud af at spille en melodi,
end jeg gør af noget andet.
Det handler også om at lytte, du ved –
siden jeg var barn, har jeg lyttet –
Gomm: Du har spillet kornet.
Cobb: Ja, jeg har spillet kornet
i Frelsens Hær, ja.
Og lyttet til folk –
måske lidt ligesom Maurice, med rødder i melodierne
og associationerne til ord.
Altså, det er ikke nødvendigvis noget, jeg tænker på.
Men der er denne her gennemgående ting i den slags orkestre,
og sikkert også i andre typer orkestre,
omkring frasering og så videre –
og jeg tror, at man ligesom bare finder ud af det.
Gomm: Ja, så jer, der skal spille dette:
Én ting er at spille tonerne,
men du skal finde ud af ting, såsom hvor du vil trække vejret,
hvor mange gange og, som Phil siger,
stadig forsøge at gøre uddraget til
én lang frase, hvilket er svært,
fordi den slutter på det høje harmonislag.
Cobb: Skal jeg spille det igen med indåndingen?
Gomm: Ja, tag en mere.
Tag den ekstra indånding.
[Strauss' Don Juan]
Okay, det her er trompetkaldet fra Leonore.
Det i des.
Det er offstage, og...
de otte takter op til er der et langt
strygerstykke, et meget højt crescendo,
som slutter på den første tone af dette kald, som er offstage.
Så det skal være –
ja, det er som sagt offstage.
Det skal være temmelig storladent og nærværende.
Og andet kald skal i endnu højere grad være det.
[Beethovens Leonore-ouverture nr. 2]
Godt.
Rigtig godt. Cobb: Den anden?
Gomm: Ja, spil det næste. Det andet kald.
Lad os se, om du kan gøre det lidt anderledes.
[Beethovens Leonore-ouverture nr. 2]
Ja. Meget flot.
Rent teknisk er det ikke svært,
før du begynder at spille det hurtigere.
Altså, når du spiller dette,
så spil begge to, spil begge kald.
Det, vi skal forsøge – selvom det er det samme kald,
skal vi gøre det andet kald mere indtrængende
rent musikalsk,
så du kan skubbe lidt på med sekstendedelsnoderne
og måske med triolerne, hvis det er muligt,
hen mod det lange a.
Og så er det her, du skal koncentrere dig om
nøjagtigheden af dit arpeggio.
Har du nogle tip til det?
Andet end at starte med at øve langsomt.
Cobb: Øv det langsomt, og sørg for virkelig at banke –
hamre ventilerne ned. Gomm: Ja.
Cobb: Prøv bare at få det ind rent psykologisk.
Gomm: Okay, og overordnet set –
af alle disse tre uddrag,
er dette nok det nemmeste rent teknisk
af dem alle tre.
Men lad være med at miste modet.
Vi har en helt fantastisk førstetrompetist
siddende her, ved du nok, og vi forventer ikke,
at folk kan gøre ham efter.
Du skal ikke lade dig slå ud. Gør et forsøg.
Giv det endelig et forsøg.
Og det, vi kigger efter,
er ikke bare teknik.
Vi leder efter musik.
Vi leder efter melodier og fraseringer,
smuk lyd.
Det handler ikke alt sammen om teknikken
og nøjagtigheden, hvormed man rammer tonerne
på et messinginstrument.
Cobb: En ting...
jeg synes, vi skal komme ind på,
er, at mange af jer måske
ikke har spillet så mange af disse værker
og uddrag i orkestre
eller sammen med orkestre før.
Og personligt kan jeg godt lide –
og det gælder ikke nødvendigvis kun for trompetister,
men at lytte til forskellige typer musik
og stilarter inden for musik.
Og det vil virkelig være en god ide
at lytte godt til disse uddrag,
lytte efter, hvor trompeten kommer ind,
og hvad forskellige trompetister gør hver især,
bare så du får en ide om,
hvad du har med at gøre,
når du aflægger din audition.
Personligt. Gomm: Ja.
Ikke for at kopiere. Cobb: Nej, nej, ikke for at kopiere.
For at beslutte, hvordan du vil gøre det.
Gomm: Hvis du lytter til seks forskellige optagelser,
vil du høre vidt forskellige versioner.
Cobb: Og det gælder generelt, og ikke kun for disse uddrag.
Sådan er det ofte. Du skal ikke kopiere andre solister,
som Nigel sagde, men blot lytte
til andre musikere, som gør tingene på forskellig vis.
Og det er altid – jeg synes altid, at det er et plus.
Gomm: Så mor dig med det.
Du skal ikke være bange for det.
Hvis du spiller med meget høj lydstyrke,
så sørg for at holde lidt afstand til mikrofonen,
da man nemt kan ende med en forvrænget optagelse,
når man spiller trompet.
Og hav det sjovt.
Det er meningen, at man skal nyde det,
og hvis du ikke nyder det,
så vil lytteren heller ikke nyde det.
Cobb: Så er vi nået til vejs ende af denne mini-masterclass.
Nigel og undertegnede siger farvel.
Gomm: Held og lykke, gå til den, og nyd det.
Cobb: Jeg er enig.
[latter]