Tip:
Highlight text to annotate it
X
Howards End af EM Forster KAPITEL 11
Begravelsen var forbi. Vognene rullede væk gennem den bløde
mudder, og kun de fattige forblev.
De henvendte sig til den nyligt gravede aksel og så deres sidste på kisten, nu næsten
skjult under spadefuls af ler. Det var deres øjeblik.
De fleste af dem var kvinder fra den døde kvindes distrikt, til hvem sorte klæder
var blevet serveret ved Mr. Wilcox ordrer. Ren nysgerrighed havde bragt andre.
De begejstret med spændingen ved en død, og en hurtig død, og stod i
grupper eller flyttes mellem de grave, som dråber af blæk.
Som søn af en af dem, en træ-kutter, der sad højt over deres hoveder, stævningsskov
en af kirkegården Elms.
Fra hvor han sad han kunne se landsbyen Hilton, spændt på North Road, med
sine accreting forstæder, solnedgangen over, røde og orange, blinkede til ham under
bryn af grå, Kirken, de plantager;
og bag ham en uspoleret land marker og gårde.
Men han blev også rullende tilfælde luksuriøst i munden.
Han prøvede at fortælle sin mor ned under alt, hvad han havde følt, da han så kisten
nærmer sig: hvordan han kunne ikke forlade sit arbejde, og alligevel ikke ønsker at gå videre med
det, hvordan han havde næsten gledet ud af
træ, var han så ophidset, de råger havde cawed, og ikke så underligt - det var som om råger vidste også.
Hans mor hævdede profetiske magt selv - hun havde set et underligt udseende om
Mrs Wilcox et stykke tid.
London havde gjort fortræd, sagde andre. Hun havde været en venlig dame, hendes bedstemor
havde været god, også - en tydeligere person, men meget venlig.
Ah, var den gamle slags uddø!
Mr. Wilcox, han var en slags gentleman. De avancerede til emnet igen og igen,
sløvt, men med ophøjelse.
Begravelsen af en rig person var til dem, hvad begravelsen af Alcestis eller Ophelia er
den uddannede.
Det var kunst, men fjernt fra livet, er det forstærkes livets værdier, og de vidne
den begærligt.
Graven-gravere, der havde holdt sig en understrøm af utilfredshed - de ikke brød
Charles, det var ikke et øjeblik at tale om sådanne ting, men de gjorde ikke som Charles
Wilcox - graven-skovle afsluttede deres
arbejde og stablet op kranse og kors over den.
Solen gå ned over Hilton: de grå bryn af aftenen skyllet lidt, og var
kløvet med en scarlet panderynken.
Snakkende desværre til hinanden, sørgende passeret gennem lych-gate og
gennemvandret de kastanje alléer, der førte ned til landsbyen.
Den unge brændehuggeren blev lidt længere, klar over stilhed og
svajende rytmisk. Til sidst gren faldt under hans sav.
Med et grynt, nedstammede han, hans tanker bolig ikke længere på døden, men om kærlighed,
thi han var parring.
Han stoppede, da han passerede den nye grav, et bundt af tawny krysantemum havde fanget
øjet. "De havde ikke burde have farvede blomster
på buryings, han "er afspejlet.
Trudging på et par skridt, stoppede han igen, så smug på skumringen, vendte tilbage,
revet en krysantemum fra neg, og gemte det i lommen.
Efter ham kom stilhed absolut.
Huset, der ligger an på kirkegården var tom, og ingen anden huset stod i nærheden.
Time efter time skueplads for jordfæstelsen forblev uden øje for at overvære det.
Skyer drev over det fra vest, eller kirken kan have været et skib, høj-
prowed, styring med al sin virksomhed mod det uendelige.
Mod morgenen luften voksede koldere, himlen klarere, at jordens overflade hårde
og funklende over den liggende død.
Brændehuggeren, vender tilbage efter en nat med glæde, reflekteret: "De liljer, de
chrysants, det er en medlidenhed jeg ikke tage dem alle ".
Oppe på Howards End de forsøgte morgenmad.
Charles og Evie sad i spisestuen, med fru Charles.
Deres far, der ikke kunne bære at se et ansigt, frokost ovenpå.
Han led akut.
Smerter kom over ham i spasmer, som hvis det var fysisk, og selv mens han var ved at
spiser, ville hans øjne fyldes med tårer, og han ville fastsætte bid untasted.
Han huskede sin kones selv godhed i løbet af tredive år.
Ikke noget i detaljer - ikke frieri eller tidlige begejstring - men bare uforanderlig
dyd, der syntes ham en kvindes ædleste kvalitet.
Så mange kvinder er lunefuld, at bryde ind i underlige fejl af lidenskab eller pjat.
Ikke så hans kone.
År efter år, sommer og vinter, som bruden og mor, havde hun været den samme, han
altid havde tillid til hende. Hendes ømhed!
Hendes uskyld!
Den vidunderlige uskyld, der var hendes ved Guds gave.
Ruth vidste ikke mere verdslig ondskab og visdom end gjorde blomsterne i sin have,
eller græs i hendes område.
Hendes idé om business - "Henry, hvorfor folk, der har penge nok til at forsøge at få flere
penge? "
Hendes idé om politik - "Jeg er sikker på, at hvis mødre i forskellige nationer kunne mødes,
ville der ikke være flere krige "Hendes idé om religion -. Ah, havde det været en
sky, men en sky, der gik.
Hun kom af Quaker lager, og han og hans familie, tidligere afvigere, var nu
medlemmer af Church of England.
Rektors prædikener først havde frastødt hende, og hun havde udtrykt et ønske om "en
mere indad lys, "tilføjer," ikke så meget for mig som for baby "(Charles).
Aktiv lys skal have fået, for han hørte ingen klager i de senere år.
De bragte deres tre børn uden tvist.
De havde aldrig har bestridt.
Hun lå under jorden nu. Hun var gået, og som om at få hende til at gå
de mere bitre, var gået med et strejf af mystik, der var alt i modsætning til hende.
"Hvorfor har du ikke fortalt mig, at du vidste det?" Havde han stønnede, og hendes svage stemme havde
svarede: "Jeg havde ikke lyst til, Henry - jeg kunne have været forkert - og hver en hader
sygdomme. "
Han havde fået at vide af rædsel ved en mærkelig læge, havde som hun hørt i løbet af sin
fravær fra byen. Var det helt lige?
Uden helt at forklare, var hun død.
Det var en fejl fra hendes side, og - tårer styrtede ind i hans øjne - hvad en lille fejl!
Det var den eneste gang, hun havde bedraget ham i de tredive år.
Han rejste sig og kiggede ud af vinduet, for Evie var kommet ind med
breve, og han kunne mødes ikke ens øje. Åh ja - hun havde været en god kvinde - hun havde
været stabil.
Han valgte ordet bevidst. For ham stabilitet medtaget alle ros.
Han selv, stirrede på vinterlige haven, er i udseende en stabil mand.
Hans ansigt var ikke så firkantet som hans søn, og, ja, på hagen, men fast nok
i hovedtræk, trak lidt, og de læber, tvetydige, var forhæng af en
overskæg.
Men der var ingen ekstern antydning af svaghed. Øjnene, hvis der kan venlighed og
goodfellowship, hvis rødmosset for øjeblikket med tårer, var de øjne, der kunne
ikke køre.
Panden var også ligesom Charles '. Høj og lige, brun og poleret,
sammenlægning brat i templer og kranium, det har den virkning, en bastion, der er beskyttet
hovedet fra verden.
Til tider har virkningen af et råemne væg. Han havde dvælet bag det, intakt og glad,
i halvtreds år. "Stillingen er kommet, Fader," sagde Evie
akavet.
"Tak. Sæt det ned. "
"Har morgenmad været all right?" "Ja, tak."
Pigen kiggede på ham og på det med tvang.
Hun vidste ikke hvad de skal gøre. "Charles siger, vil du tiden?"
"Nej, jeg vil læse den senere."
"Ring hvis du ønsker noget, Far, vil du ikke?"
"Jeg har alt hvad jeg ønsker."
Efter at have sorteret de skrivelser fra cirkulærer, gik hun tilbage til spise-
rum.
"Fars spist noget," erklærede hun, at sidde ned med rynkede bryn bag
te-urne -
Charles svarede ikke, men efter et øjeblik, han løb hurtigt ovenpå, åbnede døren,
og sagde: "Se her, Fader, skal du spise, du kender", og efter at have standset for et svar
, som ikke kom, listede sig ned igen.
"Han kommer til at læse hans breve først, tror jeg," sagde han undvigende, "jeg tør sige, at han
vil gå videre med sin morgenmad bagefter. "
Så tog han op Times, og i nogen tid var der ingen lyd undtagen klirren af
kop mod underkop og kniv på plade.
Dårlig Fru Charles sad mellem hendes tavse ledsagere, rædselsslagen ved løbet af
begivenheder og lidt kede sig. Hun var en rubbishy lille væsen, og hun
vidste det.
Et telegram havde slæbt hende fra Napoli til dødslejet af en kvinde, som hun havde
næppe kendt. Et ord fra hendes mand havde kastet hende
i sorg.
Hun ønskede at sørge indadtil så godt, men hun ønskede, at fru Wilcox, da skæbnebestemt til at
dø, kunne have døde før ægteskabet, for så mindre ville have forventet af
hende.
Smuldrer hendes toast, og for nervøs til at bede om smør, hun var næsten
ubevægelig, taknemmelige kun for denne, at hendes svigerfar var at have sin morgenmad
ovenpå.
Til sidst Charles talte. "De havde noget at stævningsskov
disse Elms går, "sagde han til sin søster.
"Nej virkelig."
"Jeg må gøre et notat om det," fortsatte han. "Jeg er overrasket over, at rektor tilladt
det. "" Måske kan det ikke være rektors
affære. "
"Hvem skulle det ellers være?" "The Lord of the Manor."
"Umuligt". "Smør, Dolly?"
"Tak, Evie kære.
Charles - "" Ja, kære? "
"Jeg vidste ikke man kunne Pollard Elms. Jeg troede man kun stynede piletræer. "
"Åh nej, kan en Pollard Elms."
"Så hvorfor ikke burde de elmetræer på kirkegården for at blive stynet?"
Charles rynkede panden lidt, og vendte igen til sin søster.
"Et andet punkt.
Jeg må tale med Chalkeley "" Ja, snarere;. Skal du klage til
Chalkeley. "Det er ikke godt han siger, at han ikke er
ansvarlig for disse mænd.
Han er ansvarlig. "" Ja, i stedet. "
Bror og søster var ikke afstumpede.
De talte således, dels fordi de ønskede at holde Chalkeley op til mærket - et
sund ønske i sin måde - dels fordi de undgik den personlige tone i livet.
Alle Wilcoxes gjorde.
Det syntes ikke at dem af allerstørste betydning.
Eller det kan være som Helen meningen: de indså dens betydning, men var bange for
den.
Panik og tomhed, kunne man kaste et blik bag.
De var ikke afstumpede, og de forlod Kaffebordet med smertende hjerter.
Deres mor aldrig var kommet ind til morgenmad.
Det var i de andre rum, og især i haven, de, der følte hun tab
mest.
Som Charles gik ud til garagen, blev han mindet på alle trin i den kvinde, der havde
elskede ham og som han aldrig kunne erstatte. Hvad kæmper han havde kæmpet mod hende
blid konservatisme!
Hvordan hun havde brød forbedringer, men hvordan loyalt hun havde accepteret dem, når de gøres!
Han og hans far - hvilket Besvær de havde for at få denne meget garage!
Med hvad besvær de havde overtalt hende til at give dem til folden for det -
indhegning, at hun elskede høiere end haven i sig selv!
Den vin - hun havde fået sin måde om vin.
Det er stadig behæftet den sydlige væg med sine uproduktive grene.
Og så med Evie, taler da hun stod til kokken.
Selvom hun kunne tage sin mors arbejde inde i huset, ligesom manden kunne
tage det op uden, at hun følte, at noget unikt var faldet ud af hendes liv.
Deres sorg, om end mindre gribende end deres fars, voksede fra dybere rødder, for
en kone kan erstattes, en mor aldrig. Charles ville gå tilbage til kontoret.
Der var ikke meget at gøre på Howards End.
Indholdet af hans mors vilje havde været længe kendt til dem.
Der var ingen arv, ingen annuiteter, ingen af de posthume travlhed med, som nogle af
de døde forlænge deres aktiviteter.
Tillid hendes mand, havde hun forlod ham alt uden reserve.
Hun var en fattig kvinde - i huset havde været hele hendes medgift, og huset ville
kommer til Charles i tide.
Hendes vand-farver Mr. Wilcox er beregnet til reserve for Paul, mens Evie ville tage
smykker og blonder. Hvor let gled hun ud af livet!
Charles mente vane prisværdig, selvom han ikke havde til hensigt at vedtage det selv,
mens Margaret ville have set i det en næsten culpøs ligegyldighed over for jordiske
berømmelse.
Kynisme - ikke den overfladiske kynisme, som snarls og vrænger, men den kynisme, der
kan gå med høflighed og ømhed - det var notatet af Fru Wilcox vilje.
Hun ønskede ikke at plage folk.
Det er udført, kan jorden fryse over hende for evigt.
Nej, der var ikke noget for Charles til at vente på.
Han kunne ikke gå videre med sin bryllupsrejse, så han ville gå op til London og arbejde - han følte
for elendig hængende omkring.
Han og Dolly ville have møbleret lejlighed, mens hans far hvilede roligt i
land med Evie.
Han kunne også holde øje med sit eget lille hus, som blev malet, og
dekoreret for ham i en af Surrey forstæder, og hvor han håbede at installere
sig hurtigt efter jul.
Ja, ville han gå op efter frokost i sin nye motor, og byens tjenere, der var kommet
ned til begravelsen, går skulle op med tog.
Han fandt sin fars chauffør i garagen, sagde: "Morgen" uden at se på
mandens ansigt, og, bøjet over bilen, fortsatte: "Hallo! min nye bil har været
drevet! "
"? Har det, sir" "Ja," sagde Charles, få lidt rød;
"Og hvem er drevet det ikke har renset den ordentligt, for der er mudder på akslen.
Tag det ud. "
Manden gik til duge uden et ord.
Han var en chauffør så grim som arvesynden - ikke at det gjorde ham bjørnetjeneste med Charles, som
tanke charme i en mand temmelig rådne, og havde snart sluppet af med den lille italiensk bæst
med hvem de var begyndt.
"Charles -" Hans brud var snuble efter ham i løbet af rimfrost, en lækker sort
kolonne, hendes lille ansigt og omfattende sorg hat danner hovedstaden herom.
"Et minut, jeg har travlt.
Nå, Crane, der har kørt det, tror du? "
"Ved ikke, jeg er sikker på, sir.
Ingen har drevet det siden jeg har været tilbage, men selvfølgelig er der det to uger jeg har
været væk med den anden bil i Yorkshire. "Mudderet kom ud nemt.
"Charles, din far er nede.
Noget er sket. Han vil have dig i huset på én gang.
Oh, Charles! "" Vent, kære, vent et minut.
Hvem havde nøglen til garagen, mens du var væk, Crane? "
"Gartneren, sir." "Mener du at fortælle mig, at gamle Penny kan
drive en motor? "
"Nej, sir, ingen har haft motoren ud, sir." "Så hvordan gør man tage højde for mudder på
aksel? "" Jeg kan naturligvis ikke sige, for den tid, jeg har
været i Yorkshire.
Ikke mere mudder nu, sir. "Charles blev vred.
Manden blev behandle ham som et fjols, og hvis hans hjerte ikke havde været så tung at han ville
har indberettet ham til hans far.
Men det var ikke en morgen for klager. Bestilling af motoren til at være rund efter frokost,
Han sluttede sin kone, som havde alt imens er strømmet nogle usammenhængende historie
om et brev og en Miss Schlegel.
"Nu, Dolly, kan jeg deltage til dig. Miss Schlegel?
Hvad vil hun? "Når folk skriver et brev Charles altid
spurgte, hvad de ønskede.
Vil du var for ham den eneste årsag til handling. Og spørgsmålet i denne sag var korrekt,
for hans kone svarede: "Hun ønsker Howards End."
"Howards End?
Nu Crane, bare ikke glemme at sætte på Stepney hjul. "
". Nej," "Nu, vel at mærke glem ikke, for jeg - Kom,
lille kvinde. "
Da de var ude af chauffør øjne han lagde armen om hendes talje og pressede
hende mod ham.
Alle hans hengivenhed og halvdelen af hans opmærksomhed - det var, hvad han gav hende hele deres
lykkelig gift liv. "Men du har ikke lyttet, Charles -"
"Hvad er der galt?"
"Jeg bliver ved med at fortælle dig - Howards End. Miss Schlegels fik det. "
"Got hvad?" Spurgte Charles, unclasping hende. "Hvad pokker snakker du om?"
"Nu, Charles, du lovede ikke at sige dem, uartig -"
"Hør her, jeg er ikke i humør til narrestreger. Det er ikke morgenen for det heller. "
"Jeg siger dig - jeg holder på at fortælle dig - Miss Schlegel - hun fik det - din mor er venstre
det til hende - og du har alle nødt til at flytte ud "" Howards End? "!
"Howards End" skreg hun, at efterligne ham, og da hun gjorde det, Evie kom styrtende ud af
buskadset. "Dolly, gå tilbage på en gang!
Min far er meget irriteret med dig.
Charles "- hun slog sig vildt -" kom ind på en gang til Fader.
Han har haft et brev, der er for forfærdeligt. "Charles begyndte at løbe, men kontrolleret sig selv,
og trådte kraftigt på tværs af grussti.
Der var huset - de ni vinduer, unprolific vin.
Han udbrød: "Schlegels igen!", Og som om at fuldføre kaos, Dolly sagde: "Åh nej, det
oldfrue af plejehjemmet har skrevet i stedet for hende. "
"Kom ind, alle tre af dig!" Råbte hans far, der ikke længere inaktivt.
"Dolly, hvorfor har du adlød mig?" "Åh, Mr. Wilcox -"
"Jeg fortalte dig ikke til at gå ud til garagen.
Jeg har hørt jer alle råbe i haven. Jeg vil ikke have det.
Kom ind "Han stod i våbenhuset, forvandlet, breve
i hånden.
"Into spisestuen, en hver af jer. Vi kan ikke diskutere private forhold i
midten af alle tjenere. Her, Charles, her, læs disse.
Se, hvad du gør. "
Charles tog to bogstaver, og læse dem som han fulgte optoget.
Den første var en, der dækker notat fra oldfruen.
Fru Wilcox havde ønsket hende, når begravelsen skal være over, at videresende
lukket. Den medfølgende - det var fra hans mor
sig selv.
Hun havde skrevet: "Til min mand: Jeg vil gerne Miss Schlegel (Margaret) at få
Howards End. "" Jeg tror vi skal have en snak om
det? "bemærkede han, ildevarslende ro.
"Bestemt. Jeg kom ud til dig, når Dolly - "
"Nå, lad os sætte os ned." "Kom, Evie, ikke spilde tiden, sætte sig ned."
I stilhed, de trak op til morgenmad-bord.
Begivenhederne i går - ja, i morges - pludselig trukket sig tilbage til en fortid, så
fjernbetjening, at de syntes næppe at have levet i det.
Tunge breathings blev hørt.
De beroligende selv. Charles, til steady dem yderligere, læse
kabinet højt: "En note i min mors håndskrift, i en kuvert adresseret til min
far, forseglet.
Inside: "Jeg vil gerne Miss Schlegel (Margaret) at få Howards End."
Ingen dato, ingen underskrift. Sendes gennem oldfruen denne
plejehjem.
Nu er spørgsmålet - "Dolly afbrød ham.
"Men jeg siger, at notatet ikke er lovlig. Huse burde ske ved en advokat,
Charles, sikkert. "
Hendes mand arbejdede hans kæbe alvorligt. Små klumper viste foran enten
øre - et symptom, at hun endnu ikke havde lært at respektere, og hun spurgte om hun kunne
se noten.
Charles kiggede på sin far om lov, der sagde åndsfraværende, "Give it
. hendes "Hun greb den, og straks udbrød:" Hvorfor,
det er kun med blyant!
Sagde jeg så. Pencil aldrig tæller. "
"Vi ved, at det ikke er juridisk bindende, Dolly," sagde Mr. Wilcox, taler fra ud
af hans fæstning.
"Vi er opmærksomme på dette. Lovligt, skal jeg være begrundet i at rive
den op og kaste den ind i ilden.
Selvfølgelig, min kære vi betragter dig som en af familien, men det vil være bedre, hvis du
ikke i konflikt med det, du ikke forstår. "
Charles, vred både med sin far og hans kone, og derefter gentog: "Spørgsmålet er -" Han
havde ryddet et rum af morgenmad-bordet fra plader og knive, så kunne han
tegne mønstre på dugen.
"Spørgsmålet er, om Miss Schlegel, i løbet af to uger vi var alle væk,
om hun uretmæssigt - "Han standsede. "Jeg tror ikke," sagde hans far,
hvis naturen var ædlere end hans søns
"Du skal ikke tænke på, hvad?" "At hun ville have - at det er et tilfælde af
utilbørlig påvirkning. Nej, efter min mening er spørgsmålet - det
ugyldig tilstand på det tidspunkt hun skrev. "
"Min kære far, rådføre sig med en ekspert, hvis du vil, men jeg kan ikke indrømme det er min mors
at skrive. "" Hvorfor skal du bare sagde det var! "råbte Dolly.
"Skidt, hvis jeg gjorde," sagde han brændte ud ", og holde din mund."
Den stakkels lille kone farvet på dette, og trække hendes lommetørklæde fra hendes lomme,
kaste et par tårer.
Ingen lagde mærke til hende. Evie blev skulende som en vred dreng.
De to mænd blev gradvist at påtage sig måde udvalgets-rummet.
De var begge fra deres bedste side, når man serverer til udvalgene.
De havde ikke begå den fejl at håndtere menneskelige anliggender i løs vægt, men bortskaffes
dem punkt for punkt, skarpt.
Kalligrafi var emnet før dem nu, og det vendte de deres veluddannede
hjerner.
Charles, efter en lille kny, accepterede skriftligt som ægte, og de gik videre til
det næste punkt. Det er det bedste - måske den eneste - måde
dodging følelser.
De var den gennemsnitlige menneskelige artiklen, og de havde anset bemærkningen som en helhed,
ville have drevet dem ulykkelige eller gal.
Anses punkt for punkt, blev følelsesmæssigt indhold minimeres, og alt gik fremad
jævnt.
Den afkrydset ur, kul brændte højere, og kæmpede med den hvide udstråling, der
strømmede ind gennem vinduerne.
Ubemærket hen, solen besat sin himmel, og skyggerne af træet stammer,
overordentlig solid, faldt som skyttegrave i lilla på tværs af mat græsplænen.
Det var en herlig vintermorgen.
Evie har fox terrier, der var gået for hvide, var kun en beskidt grå hund nu, så
intens var den renhed, der omgav ham.
Han blev miskrediteret, men de solsorte, at han var jagter glødede med Arabian
mørke, havde for alle konventionelle farvning af liv blevet ændret.
Inde, slog klokken ti med en rig og sikker note.
Andre ure bekræftede det, og diskussionen bevæget sig i retning sin afslutning.
At følge det er unødvendigt.
Det er snarere et tidspunkt, hvor kommentatoren skulle træde frem.
Burde de Wilcoxes har tilbudt deres hjem til Margaret?
Jeg tror ikke.
Klagen var for spinkelt.
Det var ikke lovligt, det var blevet skrevet i sygdom, og under fortrylles af en pludselig
venskab, det var i strid med den døde kvindes intentioner i fortiden, i modsætning til
hendes natur, så vidt, at naturen blev forstået af dem.
For dem Howards End var et hus: de kunne ikke vide, at for hende var en ånd,
for som hun søgte en åndelig arving.
Og - at skubbe et skridt videre i disse tåger - måske de ikke har besluttet engang
bedre end de skulle? Er det troværdigt, at de ejendele
ånd kan testamenterede det hele?
Har sjælen afkom? En Wych-elmetræ, en vin, en tot hø med
dug på det - kan passion for sådanne ting ske, hvis der ikke er nogen binding af
blod?
Nej, de Wilcoxes er ikke skylden. Problemet er for fantastisk, og de kunne
ikke engang opfatter et problem.
Nej, det er naturligt og rimeligt, at efter behørig debat bør de rive sedlen op og
smide det videre til deres spisesal brand. Den praktiske moralist kan frikende dem
absolut.
Han, der bestræber sig på at kigge dybere kan frikende dem - næsten.
For en hård kendsgerning tilbage. De gjorde forsømme en personlig appel.
Den kvinde, der døde har sagt til dem: "Gør det", og de svarede: "Vi vil ikke."
Hændelsen gjort mest smertefulde indtryk på dem.
Sorg monteres i hjernen og arbejdede der foruroligende.
I går havde de klagede: "Hun var en kær mor, en hustru: i vores fravær
hun forsømte hendes helbred og døde. "
I dag er de tænkte: "Hun var ikke så sandt, så kære, som vi skulle."
Ønsket om et mere indad lys havde fundet udtryk til sidst, det usynlige havde
påvirket den set, og alt, hvad de kunne sige var "Forræderi".
Fru Wilcox havde været forræderisk til familien, at de love ejendom, til sin egen
skrevne ord. Hvordan har hun forventer Howards End at være
transporteres til Miss Schlegel?
Var hendes mand, til hvem det lovligt tilhørte, at gøre det over for hende som en fri
gave? Var sagde Frøken Schlegel at have et liv
interesse i det, eller eje det helt?
Var der ikke nogen kompensation for garagen og andre forbedringer, de havde
i henhold til den antagelse, at alle ville være deres en dag?
Forræderiske! forræderiske og absurd!
Når vi tænker de døde både forræderisk og absurd, er vi gået langt i retning af
forene os til deres afrejse.
Dette notat, skrevet med blyant, sendt via oldfruen, var unbusinesslike som
samt grusom, og faldt på en gang værdien af den kvinde, der havde skrevet det.
"Ak, ja!" Sagde Mr. Wilcox, stiger op fra bordet.
"Jeg skulle ikke have troet det muligt." "Mor kunne ikke have ment det," sagde Evie,
stadig vred.
". Nej, min pige, selvfølgelig ikke", "Mor troede så i forfædre også - det
ikke kan lide hende til at overlade noget til en outsider, vil der aldrig sætter pris på. "
"Det hele er i modsætning til hende," bekendtgjorde han.
"Hvis Miss Schlegel havde været dårlig, hvis hun havde ønsket et hus, kunne jeg forstå det en
lille.
Men hun har et hus af hendes egen. Hvorfor skulle hun have en anden?
Hun ville ikke have nogen brug af Howards End. "" Denne gang kan vise sig, "mumlede Charles.
"Hvordan?" Spurgte hans søster.
"Formentlig hun kender - mor vil have fortalt hende.
Hun fik to eller tre gange ind i plejehjemmet.
Formentlig er hun afventer udviklingen. "
"Det var en fæl kvinde!" Og Dolly, der var kommet, råbte: "Hvorfor,
hun kan komme ned at vende os ud nu! "Charles sætte hende ret.
"Jeg ville ønske hun ville," sagde han ildevarslende.
"Jeg kunne så beskæftige sig med hende." "Så kunne jeg," lød hans far, som var
føler snarere i kulden.
Charles havde været god til at iværksætte de begravelse ordninger og fortælle ham at
spise sin morgenmad, men drengen, da han voksede op var lidt diktatorisk, og antog
posten som formand for let.
"Jeg kunne beskæftige sig med hende, hvis hun kommer, men hun vil ikke komme.
Du er alle en smule hårdt på Miss Schlegel. "" Det Paul forretning var temmelig skandaløst,
selv. "
"Jeg ønsker ikke mere af Paul forretning, Charles, som jeg sagde dengang, og
Desuden er det helt bortset fra denne forretning.
Margaret Schlegel har været nævenyttige og trættende i løbet af denne forfærdelige uge, og vi
har alle lidt under hende, men på min sjæl, hun er ærlig.
Hun er ikke i ledtog med oldfruen.
Jeg er helt sikker på det. Hun var heller ikke med lægen.
Jeg er lige så sikker på det.
Hun havde ikke skjule noget fra os, op til, at meget eftermiddag hun var så uvidende
som vi er. Hun, ligesom os selv, var et godtroende fjols - "Han
stoppede et øjeblik.
"Du ser, Charles, i sin frygtelige smerter din stakkels mor satte os alle i falsk
positioner.
Paulus ville ikke have forladt England, ville du ikke have gået til Italien, eller Evie og jeg ind
Yorkshire, hvis bare vi havde vidst. Nå, har Miss Schlegel holdning har været
lige så falsk.
Tag alt i alt, er hun ikke kommet ud af det dårligt. "
Evie sagde: "Men de krysantemum -" "Eller kommer ned til begravelse på alle -"
gentog Dolly.
"Hvorfor skulle hun ikke komme ned? Hun havde ret til, og hun stod langt
tilbage blandt Hilton kvinder.
Blomsterne - sikkert bør vi ikke har sendt disse blomster, men de kan have forekommet
det rigtige til hende, Evie, og for alt hvad du ved, at de kan være sædvane i
Tyskland. "
"Åh, jeg glemmer hun ikke rigtig engelsk," råbte Evie.
"Det ville forklare en masse." "Hun er kosmopolitisk," sagde Charles,
ser på sit ur.
"Jeg indrømmer jeg hellere ned på kosmopolitter. Min fejl, uden tvivl.
Jeg kan ikke fordrage dem, og en tysk kosmopolitisk er den grænse.
Jeg tror, det er om alt, er det ikke?
Jeg vil gerne køre ned og se Chalkeley. En cykel vil gøre.
Og ved den måde, ønsker jeg Dem ville tale med Crane stykke tid.
Jeg er sikker på at han har haft min nye bil ud. "
"Har han gjort det noget ondt?" "Nej."
"I så fald vil jeg lade det passere. Det er ikke værd at have en række. "
Charles og hans far nogle gange uenige.
Men de altid skiltes med en øget hensyntagen til hinanden, og hvert ønskede ikke
gævere kammerat, når det var nødvendigt at rejse til en lille forbi følelser.
Så sejlere i Ulysses sejlede forbi Sirenerne, efter først at have stoppet en andens
ører med uld.