Tip:
Highlight text to annotate it
X
0:00:02.970,0:00:05.180 Det, jeg har bidt mest mærke i,
når jeg har set alle de indsendte klip, er, hvor ens folk er
rundt omkring i verden.
Folk lader en se ærlige og personlige optagelser,
som man ikke normalt ville se i en dokumentar.
Disse klip handler om fødsler, og de handler om kærlighed,
børn, sygdom og døden.
Ja, de fleste klip
falder faktisk ind under de kategorier.
Efter en dag, hvor man har set ca. 200 klip,
fem eller seks timers materiale, så føler man sig lidt
ligesom en terapeut nok føler sig sidst på dagen,
når folk har udleveret endeløse og stærke følelser
og personlige oplysninger, og man føler sig udmattet.
Når almindelige mennesker udtrykker
de her grundlæggende følelser og idéer, er det meget stærkt og direkte.
Og jeg tror, at det smukke ved denne her film generelt er,
at den er meget ærlig
og direkte.
Det gennemgående tema i denne film er tidsfornemmelsen,
og det føltes som om, at det var det åbenlyse tema, synes jeg.
Men det fungerer også, for man får fornemmelsen
af starten på en ny dag, hvor alle folk står op sammen.
Man starter hos en teenager i New York, som fortæller,
hvad han bedst kan lide i denne verden, og så kommer man til denne
utrolige masaikvinde med sine halskæder, som står uden for sin hytte
og fortæller, hvad hun bedst kan lide,
og den modsætning er bare fantastisk.
På en måde opbygger vi en sekvens, hvor det ser ud som om,
at én ting sker, men det sker gennem mange klip.
En fyr i Indien tager en avis
fra sin aviskurv.
En avisdreng går op ad trapperne i Canada.
Han smider avisen gennem en brevsprække i Italien,
en fyr i Spanien samler den op, og en person i Peru læser den.
Man følger avisen, som om det var én samlet historie,
men den er faktisk sammensat af Frankenstein-dele.
Det er en film, som på en seriøs måde forsøger at udforske,
hvordan det er at leve i dag, og hvordan det var at leve den 24. juli
med al den smerte, vold og rædsel
men også kærlighed, glæde og håb,
og den forventning, som fandtes den dag,
og som også findes hver dag.