Tip:
Highlight text to annotate it
X
Goddag, jeg hedder Helmut Mebert.
Jeg har spillet violin i 40 år i Berliner Filharmonikerne, og jeg er
glad for at have mulighed for at hjælpe dig med at øve til din audition.
I dag kigger vi på starten af første sats af Den italienske symfoni,
som blev uropført i London i 1833.
Den 24-årige Mendelssohn var selv dirigent ved opførelsen,
og han skrev om denne symfoni:
"Jeg har aldrig komponeret noget så lystigt."
Det holder i hvert fald stik i første sats.
Det er en sats fuld af livsglæde og appetit på livet.
Begyndelsen er en meget kort indledning.
Den er uden omsvøb, tonearten er A-dur, som er en klar og glad toneart, som
træder frem med dette pizzicato:
♪ (spiller)
så spiller blæserne disse ottendedele:
♪ (spiller)
sammen med de højtstemte fløjter.
Så den starter meget energisk.
♪ (spiller)
Og så kommer temaet allerede.
Mere er der ikke før det.
Men i dette pizzicato lægges grundstenen allerede for denne vivace-karakter.
Og nu til vores hovedtema.
♪ (spiller)
Det er vigtigt, at vi lægger intensitet i disse betoninger.
Men lad være med at gøre det med tryk, hvilket lyder sådan:
♪ (spiller)
Det lyder ikke pænt.
Det er bedre med energisk intensistet, altså hurtigere buestrøg,
og løft så buen let fra strengen til ***.
♪ (spiller)
Så får tonen lov at give genlyd.
Hvis vi bliver på strengen, så er tonen død.
Altså:
♪ (spiller)
Så er der også en anden fingersætning til denne sidste takt, som indebærer
at glide tilbage: 3 2 1, og så er vi i anden position.
Dette er der denne fordel ved:
Det, som kommer nu, er nemlig to sekvenser, som er i anden position.
Vi spiller begge sekvenser med den samme fingersætning,
blot én gang i anden og én gang i femte position.
♪ (spiller)
Teknisk og musikalsk er det ofte ganske nyttigt
at spille de samme sekvenser i forskellige tonehøjder.
Således kan sekvenser spilles med den samme fingersætning.
Det behøver ikke at være sådan. Man kan selvfølgelig også
♪ (spiller)
blive i fjerde position.
I så fald anbefaler jeg
at gå i første position og over den løse e-streng.
♪ (spiller)
Sørg for, at disse sidste fjerdedelsnoder ikke bliver for korte.
♪ (spiller)
Det er en fjerdedelsnode, så der skal også spilles en fjerdedelsnode.
Og nu:
♪ (spiller)
Her er slutningerne igen en smule længere, nemlig en punkteret fjerdedel.
Det kan man tydeligt vise.
Og det er der god grund til.
Hvis det ikke var for dette:
♪ (spiller)
så havde vi et stykke her og et stykke der, og hvad mangler der?
Melodilinjen mangler.
Den overordnede melodi skal holde fast i denne glædelige beslutsomhed.
♪ (spiller)
Da jeg sagde,
♪ (spiller)
at betoningerne skulle spilles med højere buehastighed,
♪ (spiller)
der er det kun forte, ikke fortissimo.
Men så i crescendoet kan vi give den lidt tryk.
Altså først kun:
♪ (spiller)
og nu sforzato.
♪ (spiller)
Et sforzato er kun et sforzato, når der straks derefter bliver mere stille.
Så har vi også mulighed for at fremhæve crescendoet,
som kun varer to takter.
Jeg overdriver lidt og spiller langsommere:
♪ (spiller)
Den sidste ottendedel i denne takt er også en del af crescendoet.
Og som om det hele blot var en vittighed,
♪ (spiller)
afsluttes det med dette piano-stykke.
♪ (spiller)
Og denne betoning er kun et lille stik.
♪ (spiller)
Det var den første del.
En gang i sammenhæng.
(starter)
En ting vedrørende dette pizzicato:
Klangen bliver bedst,
når venstre håndflade holdes så langt som muligt fra gribebrættet.
Så breder pizzicatoet sig bedre i rummet.
(starter)
Så giver det genklang.
♪ (spiller) 0:05:19.720,0:05:22.7200:05:22.720,0:05:25.560 Nu kommer en delikat sag.
Vi har piano spiccato med ubekvemme krydsninger af strengene.
Som øvemetode er det bedst at starte med hurtige ottendedele,
hvor buehårene bliver på strengen, og så tage diminuendoet,
indtil stregen vibrerer og får buen til at løfte sig en smule fra strengen,
uden at den springer for meget op fra strengen.
♪ (spiller)
Bliv på strengen, så diminuendo.
♪ (spiller)
Sådan skal det gøres.
Så til at øve vil jeg foreslå:
♪ (spiller)
Det var det.
Det samme gælder, når du øver anden passage:
♪ (spiller)
Denne passage er også meget svær,
fordi der ikke sker andet i orkesteret i denne passage.
Celloerne spiller det samme, men en oktav dybere.
Det betyder, at man kan høre enhver lille fejl, der måtte være.
Overordnet sker der følgende:
Blæserne spiller hovedtemaet, og vi svarer med denne ottendedelsfigur.
Altså:
♪ (spiller)
Sådan.
Fra takt 43 ser det ganske enkelt ud, men vi har denne ottendedelspause
og så efterfølgende ottendeldelsnoder.
Denne ottendedelspause er ekstremt kort.
I dette tempo (slår tempoet an).
Den begynder praktisk talt på slaget.
Ofte kommer man ind for sent, man løber, og det lyder forhastet.
Og de forskellige dele hænger ikke længere sammen.
Orkesteret spiller derudad med ottendedelstrioler.
Så det skal forblive intakt (demonstrerer).
Nu gentages der en hel del.
Jeg kan også tilføje, at i takt 51 ser hovedtemaet lidt anderledes ud.
Først havde vi forte, nu er det fortissimo.
Ikke kun det: Begyndelsen er legato.
♪ (spiller)
Og nu har vi
♪ (spiller).
Virkelig tydeligt.
Dette kan opfattes som en bekræftelse af denne
ungdommelige energi fra begyndelsen,
som er iboende for denne sats.
Altså:
♪ (spiller)
Det har vi allerede haft.
Nu starter vi igen for enden af buen.
Hvorfor? Fordi så har vi plads og kraft til det her:
♪ (spiller)
Her er det meget højere. Orkesteret spiller meget dybere.
Derfor skal vi bruge hele buen.
♪ (spiller)
Kun første takt er Sforzato, ikke længere i anden takt.
Men vi kan stadig betone første slag i anden takt,
fordi blæserne tager en forte-akkord på førsteslaget i begge takter.
Og ellers ville man ikke kunne høre vores smukke violiner.
Altså:
♪ (spiller)
Nu
♪ (spiller)
en mordent i A.
♪ (spiller)
Mordent begyder at "bide".
Så det skal vi gøre.
Bide lidt i strengen,
♪ (spiller)
angribe lidt, så det kan høres tydeligt.
Så når du når til:
♪ (spiller)
er det ikke nemt i det rette tempo.
♪ (spiller)
Pas på igen i det følgende:
en kort ottendedelspause (slår tempo an),
takt 67 og efterfølgende.
Det sidste, jeg vil sige, vedrører afslutningen.
Hvis vi stilistisk har Wienerklassiken som udgangspunkt,
så ville vi måske nedtone afslutningen lidt.
Altså:
♪ (spiller)
Det synes jeg ville virke forkert her.
Afslutningen er endnu en bekræftelse af denne dionysiske livsglæde i satsen.
♪ (spiller) 0:09:51.920,0:09:54.2000:09:54.200,0:09:58.120 Så siger jeg tak, fordi du lyttede og så med, og som altid:
God fornøjelse med at øve!