Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XIV EN UNG Rajah
Mosen blev skjult i tåge, da det blev morgen, og regnen ikke havde stoppet
hælde ned. Der kunne ikke være nogen vej ud af døre.
Martha var så travlt, at Mary ikke havde mulighed for at tale med hende, men i
eftermiddagen hun bad hende om at komme og sidde med hende i børnehaven.
Hun kom bringe strømpe hun var altid strikke, da hun gjorde ingenting
andet. "Hvad er der i vejen med dig?" Spurgte hun som
snart de satte sig ned.
"Tha 'ser ud som om tha'd Somethin' at sige." "Jeg har.
Jeg har fundet ud af, hvad gråd var, "sagde Mary.
Martha lod sit strikketøj falde på hendes knæ og stirrede på hende med forskrækkede øjne.
"Tha 'har ikke!" Udbrød hun. "Aldrig!"
"Jeg hørte det i nat," Mary gik videre.
"Og jeg stod op og gik for at se, hvor det kom fra.
Det var Colin. Jeg fandt ham. "
Marthas ansigt blev rødt af skræk.
"Eh! Miss Mary! "Sagde hun halv græder. "Tha 'skulle ikke have gjort det - Tha'
bør ikke! Tha'll få mig i problemer.
Jeg har aldrig fortalt dig ingenting om ham - men tha'll få mig i problemer.
Jeg mister min plads, og hvad vil mor gør! "
"Du vil ikke miste din plads," sagde Mary.
"Han var glad for at jeg kom. Vi talte og talte, og han sagde, han var
glad for jeg kom. "" Var han? "råbte Martha.
"Kunst tha 'sikker?
Tha 'ikke vide, hvad han kan lide, når noget piner ham.
He'sa store dreng til at græde som en baby, men når han er i en passion han vil retfærdige skriger bare for at
skræmme os.
Han kender os tør ikke ringe til vores sjæle vores egen. "
"Han var ikke vred," sagde Mary. "Jeg spurgte ham, om jeg skal gå væk, og han
fik mig til at blive.
Han stillede mig spørgsmål, og jeg sad på en stor fodskammel og talte med ham om Indien og
om robin og haver. Han ville ikke lade mig gå.
Han lod mig se sin mors billede.
Før jeg forlod ham, at jeg sang ham til at sove. "Martha temmelig gispede med forundring.
"Jeg kan næsten ikke tro dig!" Hun protesterede.
"Det er som om tha'd gik lige ind i en løvens hule.
Hvis han havde været som han er de fleste gange, han ville have throwed sig ind i en af hans
raserianfald og vækkede th 'hus.
Han vil ikke lade fremmede se på ham. "" Han lod mig se på ham.
Jeg så på ham hele tiden, og han kiggede på mig.
Vi stirrede! "Sagde Mary.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Råbte ophidset Martha.
"Hvis Fru Medlock finder ud af, vil hun tror, jeg brød ordrer og fortalte dig, og jeg skal
pakket tilbage til mor. "
"Han kommer ikke til at sige til fru Medlock noget om det endnu.
Det er at være en slags hemmelig bare i første omgang, "sagde Mary fast.
"Og han siger, alle er forpligtet til at gøre som han lyster."
"Ja, det er sandt nok -! Th 'dårlig dreng" sukkede Martha, tørrer hendes pande med hende
forklæde.
"Han siger Mrs Medlock must. Og han vil have mig til at komme og tale med ham
hver dag. Og du skal fortælle mig, hvornår han vil have mig. "
"! Me" sagde Martha, "jeg skal miste min plads - jeg skal helt sikkert!"
"Man kan ikke, hvis du laver, hvad han vil have dig til at gøre, og alle er beordret til at adlyde
ham, "Mary hævdet.
"Er tha 'betyder at sige," sagde Martha, med vidt åbne øjne, "at han var sød til dig!"
"Jeg tror, at han næsten kunne lide mig," Mary besvaret.
"Så tha 'skal have forhekset ham!" Besluttede Martha, trak den en lang ånde.
"Mener du Magic?" Spurgte Mary. "Jeg har hørt om Magic i Indien, men jeg
kan ikke gøre det.
Jeg gik bare ind i hans værelse og jeg var så overrasket over at se ham, at jeg stod og stirrede.
Og da han vendte sig om og stirrede på mig. Og han syntes jeg var et spøgelse eller en drøm, og
Jeg troede han måske var.
Og det var så underligt at være der alene sammen midt om natten og ikke
vide om hinanden. Og vi begyndte at stille hinanden spørgsmål.
Og da jeg spurgte ham, om jeg skal gå bort han sagde, at jeg ikke må. "
"Th 'verdens Comin' til en ende!" Gispede Martha.
"Hvad er der i vejen med ham?" Spurgte Mary.
"Ingen ved med sikkerhed og sikker," sagde Martha.
"Mr. Craven gik hovedet, ligesom da han blev født.
Th 'lægerne troede, han ville have til at blive sat i en' sylum.
Det var fordi Mrs Craven døde som jeg fortalte dig.
Han ville ikke sætte øjne på th 'baby.
Han har lige raved og sagde, det ville være en anden pukkelrygget lide ham og det må hellere dø. "
"Er Colin en pukkelrygget?" Mary spurgte.
"Han lignede ikke én."
"Han er ikke endnu," sagde Martha. "Men han begyndte helt forkert.
Mor sagde, at der var nok problemer og raser i th 'hus for at indstille ethvert barn
forkert.
De var bange for hans ryg var svag en 'de har altid været Takin' sig af det -
Keepin 'ham lyin' ned og ikke lettin 'ham gå.
Når de fik ham til at bære en skinne, men han slap af, så han var ligefrem syg.
Så en stor læge kom til at se ham en »made dem tage det af.
Han talte med th "andre læge temmelig groft - på en høflig måde.
Han sagde, at der havde været alt for meget medicin og for meget lettin 'ham få sin egen måde. "
"Jeg tror, he'sa meget forkælet dreng," sagde Mary.
"Han th 'værste unge nowt som nogensinde var!" Sagde Martha.
"Jeg vil ikke sige, da han ikke har været syg en god bid.
Han havde hoster en 'forkølelse, der er næsten dræbte ham to eller tre gange.
Når han havde gigtfeber en 'gang, han havde tyfus.
Eh! Fru Medlock fik en forskrækkelse da.
Han havde været ude af hovedet en 'hun var Talkin' to th 'sygeplejerske, thinkin' han ikke
kender Nothin ', en' sagde hun, "han vil dø denne gang ganske rigtigt, en 'bedste ting for ham
en 'for alle'.
En "Hun kiggede på ham en" der var han med sine store åbne øjne, starin 'på hende som
fornuftigt, da hun selv var.
Hun vidste ikke wha'd ske, men han stirrede bare på hende et 'siger' Du giver mig nogle
vand en 'stop Talkin'. '"" Tror du, han vil dø? "spurgte Mary.
"Mor siger, at der er ingen grund til, at ethvert barn skal bo, der får noget frisk luft
en 'gør ikke Nothin', men ligge på ryggen en 'læse billedbøger en' tage medicin.
Han er svag og hader th 'problemer o' Bein 'taget ud o' døre, en 'han bliver kold, så
let han siger, at det gør ham syg. "Mary sad og så på ilden.
"Jeg spekulerer på," sagde hun langsomt, "hvis det ikke ville gøre ham god til at gå ud i en have og
se ting vokse. Det gjorde mig godt. "
"En af th 'værste passer han nogensinde har haft," sagde Martha, "var en tid, tog de ham ud
hvor roserne er ved springvandet.
Han havde været readin 'i et papir om folk Gettin' Somethin 'kaldte han rejste sig kold' en '
han begyndte at nyse en 'sagde, at han havde fået det en' derefter en ny gartner, som ikke vidste th '
regler vedtaget af en 'kiggede på ham nysgerrig.
Han kastede sig ind i en lidenskab en 'han sagde, at han havde kigget på ham, fordi han skulle
være en pukkelrygget. Råbte han sig ind i en feber en 'var syg
hele natten. "
"Hvis han nogensinde bliver vred på mig, vil jeg aldrig gå hen og se ham igen," sagde Mary.
"Han vil have dig, hvis han vil have dig," sagde Martha.
"Tha 'kan lige så godt ved, at th' start."
Meget hurtigt bagefter en klokke ringede, og hun rullede sit strikketøj.
"Jeg tør sige th 'sygeplejerske vil have mig til at bo hos ham en smule," sagde hun.
"Jeg håber han er i godt humør."
Hun var ude af rummet omkring ti minutter og så kom hun tilbage med et forvirret
udtryk. "Nå, har tha 'fortryllet ham," sagde hun.
"Han er op på sin sofa med sine billedbøger.
Han fortalte sygeplejersken at holde sig væk indtil 06:00.
Jeg skal vente i det næste rum.
Th 'minut hun var borte, kaldte han mig til ham ", siger,' Jeg ønsker Mary Lennox til at komme og
tale med mig, og husk du ikke at fortælle nogen. '
Du må hellere gå så hurtigt som du kan. "
Mary var helt villig til at gå hurtigt. Hun havde ikke lyst til at se Colin så meget som
hun ønskede at se Dickon, men hun ville se ham meget.
Der var en lysende Ild paa Arnen, da hun trådte ind i hans værelse, og i dagslys
Hun så det var et meget smukt rum faktisk.
Der var rige farver i tæpper og hængninger og billeder og bøger om
vægge, som gjorde det til at se glødende og behagelig selv på trods af den grå himmel
og faldende regn.
Colin kiggede lidt ligesom et billede selv. Han var pakket ind i en velour slåbrok
og satte sig imod en stor brocaded pude. Han havde en rød plet på hver kind.
"Kom ind," sagde han.
"Jeg har tænkt på dig hele morgenen." "Jeg har tænkt om dig, også,"
svarede Mary. "Du ved ikke, hvor bange Martha er.
Hun siger Mrs Medlock vil tror, hun fortalte mig om dig, og så vil hun blive sendt
væk. "Han rynkede panden.
"Gå hen og fortælle hende at komme her," sagde han.
"Hun er i det næste rum." Mary gik hen og bragte hende tilbage.
Dårlig Martha rystede i hendes sko. Colin var stadig vred.
"Har du at gøre, hvad jeg lyster, eller har du ikke?" Spurgte han.
"Jeg er nødt til at gøre hvad du vil, sir," Martha vaklede, dreje helt rød.
"Har Medlock til at gøre hvad jeg vil?"
"Alle har, sir," sagde Martha. "Nå, så, hvis jeg bestiller du at bringe Miss
Mary til mig, hvordan kan Medlock sende dig væk, hvis hun finder ud af det? "
"Please lad ikke hende, sir," bønfaldt Martha.
"Jeg vil sende hende væk, hvis hun vover at sige et ord om sådan noget," sagde Mester
Craven grandly.
"Hun vil ikke gerne det, kan jeg fortælle dig." "Tak, sir," bobbing en neje, "Jeg vil
til at gøre min pligt, sir. "" Hvad jeg ønsker, er din pligt ", sagde Colin mere
grandly stadig.
"Jeg vil tage sig af dig. Gå nu væk. "
Når døren lukkes bag Martha, Colin fundet jomfru Maria stirrede på ham som om han
havde sat hende undrende.
"Hvorfor ser du sådan på mig?" Spurgte han hende.
"Hvad tænker du på?" "Jeg tænker på to ting."
"Hvad er de?
Sæt dig ned og fortæl mig. "" Dette er den første, "sagde Mary, siddepladser
sig på den store skammel. "Engang i Indien så jeg en dreng, der var en Rajah.
Han havde rubiner og smaragder og diamanter hængende over ham.
Han talte til sit folk, ligesom du talte til Martha.
Alle havde at gøre alt, hvad han fortalte dem - i et minut.
Jeg tror, de ville have været dræbt, hvis de ikke havde. "
"Jeg skal gøre jer fortælle mig om Rajahs i øjeblikket," sagde han, "men først fortælle mig
Hvad den anden ting var. "" Jeg tænkte, "sagde Mary," hvordan forskellige
du er fra Dickon. "
"Hvem er Dickon?" Sagde han. "Sikke en underlig navn!"
Hun kan lige så godt fortælle ham, at hun troede, hun kunne tale om Dickon uden at nævne
The Secret Garden.
Hun havde holdt af at høre Martha tale om ham.
Desuden er hun længtes efter at tale om ham. Det ser ud til at bringe ham nærmere.
"Han er Marthas bror.
Han er tolv år gammel, "forklarede hun. "Han ligner ikke nogen anden i verden.
Han kan charme ræve og egern og fugle, ligesom de indfødte i Indien charme slanger.
Han spiller en meget blød melodi på et rør, og de komme og lytte. "
Der var nogle store bøger på et bord ved sin side, og han slæbte man pludselig i retning af
ham.
"Der er et billede af en slange-charmør i dette," udbrød han.
"Kom og se på det."
Bogen var en smuk én med fremragende farvede illustrationer og han vendte sig til én
af dem. "Kan han gøre det?" Spurgte han ivrigt.
"Han spillede på sin pibe, og de lyttede," Mary forklaret.
"Men han gør ikke kalde det Magic. Han siger, at det er fordi han bor på heden
så meget, og han kender deres måder.
Han siger, at han føler sig nogle gange som om han var en fugl eller en kanin selv, han kan lide dem så.
Jeg tror han spurgte robin spørgsmål. Det virkede som om de talte til hinanden
i blød hyletoner. "
Colin lå tilbage på hans pude, og hans øjne blev større og større og pletterne på hans
kinder brændte. "Fortæl mig noget mere om ham," sagde han.
"Han ved alt om æg og reder," Mary gik videre.
"Og han ved, hvor ræve og grævlinge og oddere leve.
Han holder dem hemmelige, så andre drenge ikke vil finde deres huller og skræmme dem.
Han ved om alt, der vokser eller lever på heden. "
"Kan han lide mosen?" Sagde Colin.
"Hvordan kan han, når det er sådan en stor, nøgne, trøstesløse sted?"
"Det er det smukkeste sted," protesterede Mary.
"Tusindvis af dejlige ting vokse på det, og der er tusindvis af smådyr alle
travlt med at bygge rede og gøre huller og huler, og chippering eller synge eller
knirkende til hinanden.
De er så travlt og har det så sjovt under jorden eller i træer eller lyng.
Det er deres verden. "" Hvordan kan du vide alt det? "Sagde Colin,
tænder på hans albue til at se på hende.
"Jeg har aldrig været der én gang, virkelig," sagde Mary pludselig huske.
"Jeg har kun kørte over det i mørke. Jeg troede, det var hæsligt.
Martha fortalte mig om det først og derefter Dickon.
Når Dickon taler om det du føler som om du så ting og hørte dem, og som om du
stod i lyngen med solen skinner og tornblad lugter honning -
og alle fulde af bier og sommerfugle. "
"Du ser aldrig noget, hvis du er syg," sagde Colin uroligt.
Han lignede en person lytter til en ny lyd i det fjerne, og spekulerer på, hvad det
var.
"Man kan ikke, hvis du bor i et værelse," sagde Mary.
"Jeg kunne ikke gå på heden," sagde han i en bitter tone.
Mary var tavs et øjeblik og så sagde hun noget fed.
"Du kunne - engang." Han flyttede som om han var forskrækkede.
"Gå på heden!
Hvordan kunne jeg? Jeg skal dø. "
"Hvordan kan du vide det?" Sagde Mary usympatisk.
Hun kunne ikke lide den måde, han havde at tale om at dø.
Hun følte sig ikke meget sympatisk. Hun følte sig snarere, som om han nærmest pralede
om det.
"Åh, jeg har hørt det lige siden jeg kan huske," svarede han tvært.
"De er altid hviske om det, og tænke jeg ikke mærke.
De ønsker, ville jeg også. "
Mistress Mary følte sig helt modsatte. Hun kneb læberne sammen.
"Hvis de ville jeg ville," sagde hun, "Jeg ville ikke.
Hvem ønsker du ville? "
"De tjenere - og selvfølgelig Dr. Craven, fordi han ville få Misselthwaite og være
rige i stedet for fattige. Han tør ikke sige det, men han ser altid
glad når jeg er værre.
Da jeg havde tyfus hans ansigt fik ret fedt.
Jeg tror, min far ønsker det, også. "" Jeg tror ikke han gør, "sagde Mary ganske
stædigt.
Det gjorde Colin tur og se på hende igen. "Kan du ikke?" Sagde han.
Og så lagde han sig tilbage på hans pude og var stille, som om han tænkte.
Og der var en lang tavshed.
Måske var de begge at tænke mærkelige ting, børnene ikke normalt
tror.
"Jeg kan lide den store læge fra London, fordi han fik dem til at tage jern ting
off, "sagde Mary til sidst" Sagde han siger, at du skulle dø? "
"Nej".
"Hvad sagde han?" "Han har ikke hviske," Colin besvaret.
"Måske han vidste, at jeg hadede hvisken. Jeg hørte ham sige én ting ganske højt.
Han sagde, 'Drengen kunne leve, hvis han ville gøre op hans sind til det.
Sæt ham i humor. "Det lød som om han var i et temperament."
"Jeg skal fortælle dig hvem ville sætte dig i den humor, måske," sagde Mary reflekterende.
Hun følte, som om hun kunne tænke sig denne ting skal afgøres ene eller det andet.
"Jeg tror Dickon ville.
Han taler altid om live ting. Han aldrig taler om døde ting eller ting
, der er syge.
Han er altid på udkig oppe i himlen at se fugle flyve - eller ser ned på jorden
at se noget vokse. Han har sådan runde blå øjne og de er så
vid gab med at se ca.
Og han griner sådan et stort grin med sin brede mund - og hans kinder er så røde - som
rød som kirsebær. "
Hun trak sin skammel tættere på sofaen og hendes udtryk ganske ændres på
erindring af det brede buede mund og opspilede øjne.
"Se her," sagde hun.
"Lad os ikke tale om at dø, jeg kan ikke lide det.
Lad os tale om at bo. Lad os tale og tale om Dickon.
Og så vil vi se på dine billeder. "
Det var det bedste, hun kunne have sagt.
At tale om Dickon betød at tale om mosen og om huset og den
fjorten mennesker, som levede i det på seksten shillings om ugen - og de børn, som fik
fedt på heden græsset kan lide de vilde ponyer.
Og om Dickon mor - og springe-reb - og hede med solen på
det - og om lysegrønne punkter stikke op af den sorte muld.
Og det hele var så levende, at Mary talte mere end hun nogensinde havde talt før - og
Colin både talte og lyttede, som han aldrig havde gjort enten før.
Og de begyndte begge at grine mere end Nothings som børn vil, når de er glade
sammen.
Og de lo, så de til sidst gjorde så meget støj, som hvis de havde
været to almindelige sunde naturlige ti-årige skabninger - i stedet for en hård, lille,
ukærlig pige og en syg dreng, der troede, at han skulle dø.
De morede sig så meget, at de glemte de billeder, og de glemte
tiden.
De havde været griner temmelig højt i løbet af Ben Weatherstaff og hans robin, og Colin
var faktisk sidder op, som om han havde glemt alt om hans svage ryg, når han
pludselig huskede noget.
"Kender du der er én ting, vi har ikke engang tænkt på," sagde han.
"Vi er kusiner."
Det virkede så underligt, at de havde talt så meget og aldrig huske denne simple ting
at de lo mere end nogensinde, fordi de havde fået ind i humor til at le ad
noget.
Og midt i det sjove gik døren op og gik Dr. Craven og Mrs Medlock.
Dr. Craven startede i aktuelle alarm og Fru Medlock næsten faldt tilbage, fordi han havde
ved et uheld stødte imod hende.
"Du gode Gud," udbrød stakkels Fru Medlock med øjnene næsten starter ud af hende
hoved. "Du gode Gud!"
"Hvad er dette?" Sagde Dr. Craven, der kommer frem.
"Hvad betyder det?" Da Mary blev mindet om drengen Rajah
igen.
Colin svarede, som om hverken lægens alarmen eller Mrs Medlock er terror var af
mindste konsekvens.
Han var så lidt forstyrret, eller bange, som hvis en ældre kat og hund var gået ind
rummet. "Dette er min fætter, Mary Lennox," sagde han.
"Jeg bad hende om at komme og tale med mig.
Jeg kan lide hende. Hun må komme og tale med mig, når jeg
sende bud efter hende. "Dr. Craven vendte sig bebrejdende til fru
"Åh, Herre" hun stønnede. "Jeg ved ikke, hvordan det er sket.
Der er ikke en tjener på det sted tha'd vover at tale. - De har alle deres ordrer "
"Ingen fortalte hende noget," sagde Colin.
"Hun hørte mig græde og fandt mig selv. Jeg er glad for, hun kom.
Vær ikke dum, Medlock. "
Mary så, at dr Craven ikke ser tilfreds, men det var helt klart, at han
tør ikke modsætte sig hans patient. Han satte sig ned af Colin og følte hans puls.
"Jeg er bange for, at der har været for meget spænding.
Spænding er ikke godt for dig, min dreng, "sagde han.
"Jeg ville være begejstret, hvis hun holdt sig væk," svarede Colin, hans øjne begynder at se
faretruende mousserende. "Jeg er bedre.
Hun gør mig bedre.
Sygeplejersken skal opdrage sine te med mine. Vi vil have te sammen. "
Fru Medlock og Dr. Craven kiggede på hinanden på en urolig måde, men der var
åbenbart ikke noget at gøre.
"Han ser ud snarere bedre, sir," vovede Mrs Medlock.
"Men" - at tænke sagen igennem - "han set bedre ud i morges, inden hun kom ind
rummet. "
"Hun kom ind i rummet i aftes. Hun boede hos mig i lang tid.
Hun sang en hindustani sang til mig, og det fik mig til at sove, "sagde Colin.
"Jeg var bedre, da jeg vågnet op.
Jeg ønskede min morgenmad. Jeg vil have min te nu.
Fortæl sygeplejerske, Medlock. "Dr. Craven ikke blive meget lang.
Han talte til sygeplejersken i et par minutter, når hun kom ind i stuen og sagde et par
advarende ord til Colin.
Han må ikke tale for meget, og han må ikke glemme, at han var syg, han må ikke glemme
at han var meget let træt.
Mary tænkte, at der syntes at være en række ubehagelige ting, han var ikke
at glemme.
Colin så irritabel og holdt hans mærkelige sorte-fastsurret øjne fast på Dr. Craven er
ansigt. "Jeg ønsker at glemme det," sagde han omsider.
"Hun får mig til at glemme det.
Det er derfor, jeg vil have hende. "Dr. Craven så ikke glad, da han forlod
rummet. Han gav et forvirret blik på den lille pige
sidder på den store skammel.
Hun var blevet stiv, stille barn igen, så snart han kom ind, og han kunne ikke se
hvad attraktion var.
Drengen rent faktisk gjorde ser lysere ud, men - og han sukkede temmelig tungt, da han
gik ned ad korridoren.
"De er altid ville have mig til at spise ting, når jeg ikke vil," sagde Colin, som
Sygeplejersken bragte i te og sætte det på bordet ved sofaen.
"Nu, hvis du spiser jeg vil.
De muffins ser så dejligt og varmt. Fortæl mig om Rajahs. "