Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL 10
I den tidlige del af vinteren havde familien havde penge nok til at leve og et
lidt over at betale deres gæld med, men da indtjeningen i Jurgis faldt fra ni
eller ti dollars om ugen til fem eller seks, der
ikke længere var noget til overs.
Vinteren gik, foråret kom, og fandt dem stadig bor således fra hånd til
munden, hængende på dag efter dag, med bogstaveligt talt ikke en måneds løn mellem dem
og sult.
Marija var fortvivlet, for der var stadig ingen ord om genåbning af konserves
fabrik, og hendes opsparing var næsten helt væk.
Hun havde måttet opgive alle tanken om at gifte sig da; familien ikke kunne blive sammen
uden hende - selv for den sags skyld hun var sandsynligvis snart bliver en byrde, selv når
dem, for da hendes penge var helt væk, de
skulle betale tilbage, hvad de skyldte hende i bestyrelsen.
Så Jurgis og Ona og TETA Elzbieta ville holde ængstelig konferencer til sent på
natten, forsøger at finde, hvordan de kunne klare dette også uden at sulte.
Sådanne var de grusomme vilkår, som deres liv var muligt, at de måske aldrig
har heller ikke forvente et enkelt øjeblik er pusterum fra rolig, et enkelt øjeblik, hvor de
ikke blev hjemsøgt af tanken om penge.
De ville næppe undslippe, som ved et mirakel, fra den ene vanskeligheder, end en ny
man ville komme til syne.
Ud over alle deres fysiske strabadser, var der således et konstant pres
på deres sind, de var fortravlet hele dagen og næsten hele natten af bekymring og frygt.
Dette var i sandhed ikke leve, det var næppe endnu eksisterende, og de følte, at
det var for lidt for den pris, de betalte.
De var villige til at arbejde hele tiden, og når folk gjorde deres bedste, burde de ikke
at være i stand til at holde i live?
Der syntes aldrig at være en ende på de ting, de skulle købe og til
uforudsete situationer.
Når deres vandledninger frøs og brast, og når de i deres uvidenhed, de optøet dem
ud, de havde en frygtindgydende oversvømmelse i deres hus.
Det skete mens mændene var væk, og fattige Elzbieta styrtede ud på gaden
skreg om hjælp, for hun ikke engang ved, om oversvømmelse kunne være stoppet, eller
om de blev ødelagt for livet.
Det var næsten lige så slemt som de sidstnævnte, fandt de i sidste ende, for opkrævet blikkenslager
dem 75 cents i timen, og 75 cent for en anden mand, der havde
stod og iagttog ham, og omfattede alle de
tid, de to havde stået og kommende, og også et gebyr for alle former for materiale og
ekstramateriale.
Og så igen, når de gik til at betale deres januars afdrag på huset,
agent skræmte dem ved at spørge dem, hvis de havde haft forsikring deltaget til endnu.
Som svar på deres forespørgsel viste han dem en klausul i skødet, som forudsat at de
var at holde huset forsikret tusind dollars, så snart den nuværende
politik løb ud, hvilket vil ske i et par dage.
Dårlig Elzbieta, på hvem en gang faldt slaget, forlangte hvor meget det ville koste dem.
Syv dollars, sagde manden, og den nat kom Jurgis, grim og beslutsom,
anmoder om, at agenten ville være godt nok til at informere ham, én gang for alle, som til
alle de udgifter, de var ansvarlige for.
Skødet blev underskrevet nu, sagde han, med sarkasme rigtigt at den nye livsstil han
havde lært - skødet blev underskrevet, og så agenten havde ikke længere noget at vinde ved at
holder stille.
Og Jurgis kiggede fyren holdent i øjet, og så stipendiaten spildte ingen tid
i konventionelle protester, læse, men ham gerning.
De ville have at forny forsikringen hvert år, de ville have til at betale
skatter, omkring ti dollars om året, de ville have til at betale vandafgiften, omkring seks
dollars om året - (Jurgis lydløst besluttet at lukke for brandhanen).
Dette, ud over den interesse og de månedlige afdrag, ville alle - medmindre der ved
chance for byen skulle ske at beslutte at sætte i en kloak eller til at lægge et fortov.
Ja, sagde agenten, ville de have disse, uanset om de ville have dem eller
ikke, hvis byen sagde det.
Kloakken ville koste dem omkring 22 dollars, og fortovet femten, hvis det
var træ, 25 hvis det var cement.
Så Jurgis gik hjem igen, det var en lettelse at vide det værste, i hvert fald, så han
kunne ikke mere blive overrasket af frisk krav.
Han så nu, hvordan de var blevet plyndret, men de var i for det, var der ingen vej
tilbage.
De kunne kun gå videre og gøre kampen og vinde - for nederlaget var en ting, der kunne
ikke engang være tænkt på.
Da foråret kom, blev de leveret fra den forfærdelige kulde, og at
var en hel del, men derudover havde de regnet med de penge, de ikke skulle
betale for kul - og det var netop på dette tidspunkt, at Marija bestyrelse begyndte at svigte.
Så også det varme vejr bragte forsøg af sin egen; hver sæson havde sine forsøg, som
de fandt.
I foråret var der kolde regn, der gjorde gaderne i kanaler og moser;
mudderet ville være så dyb, at vognene skulle synke op til nav, så et halvt dusin
Hestene kunne ikke flytte dem.
Så selvfølgelig var det umuligt for nogen at komme til at arbejde med tørre fødder, og dette
var dårligt for mænd, der var dårligt klædt og skoet, og endnu værre for kvinder og
børn.
Senere kom midsommer, med den kvælende varme, når nusset drab senge
Durham er blev et meget skærsild, en gang, på en enkelt dag, tre mænd faldt død fra
solstik.
Hele dagen lang de floder af varmt blod strømmede frem, til, med solen at slå ned,
og luften ubevægelig, stanken var nok til at banke en mand forbi, alle de gamle
lugter af en generation vil blive trukket ud
af denne varme - for der var aldrig nogen vask af vægge og spær og
søjler, og de var kage med snavs af en levetid.
De mænd, der arbejdede om drabet senge ville komme til at stinke med foulness, således at
du kunne lugte en af dem halvtreds meter væk, og der var simpelthen ikke sådan noget som
holde anstændigt, den mest omhyggelige mand gav
det op i sidste ende, og væltede sig i Urenhed.
Der var ikke engang et sted, hvor en mand kunne vaske sine hænder, og mændene spiste som
meget rå blod som mad til aftensmad.
Da de var på arbejde de kunne ikke engang tørre deres ansigter - de var som hjælpeløse
som nyfødte babes i den henseende, og det kan synes som en lille sag, men når
sveden begyndte at løbe ned af deres halse og
kildre dem, eller en flue til at genere dem, det var en tortur som at blive brændt levende.
Om det var slagterierne eller lossepladser, der var ansvarlige for, kunne man ikke
siger, men med det varme vejr er der sænkede sig over Packingtown en veritabel
Egyptiske plage af fluer, der kunne være nogen
beskriver det - husene ville være sort med dem.
Der var ingen flygter, og du kan give alle dine døre og vinduer med skærme,
men deres summende udenfor ville være som sværmer af bier, og når du har åbnet
døren de ville styrte ind, som om en storm af vinden kørte dem.
Måske sommeren foreslår dig tanker om landet, visioner af grønne
marker og bjerge og glitrende søer.
Den havde ingen sådanne forslag for de mennesker i værfter.
Den store pakkemaskine jorden på nådesløst, uden at tænke på grøn
felter, og de mænd og kvinder og børn, der var en del af det har aldrig set noget grønt
ting, ikke engang en blomst.
Fire eller fem miles øst for dem lå det blå vand i Lake Michigan, men for
alle de gode det gjorde dem det kunne have været så langt væk som Stillehavet.
De havde kun søndagen, og da de var for trætte til at gå.
De blev bundet til den store pakkemaskine, og bundet til det resten af livet.
De ledere og superintendents og dommerfuldmægtige af Packingtown var alle rekrutteret fra
en anden klasse, og aldrig fra arbejderne, de foragtede arbejderne, den meget ringeste
af dem.
En fattig djævel af en bogholder, der havde arbejdet i Durham er i tyve år ad
løn på seks dollars om ugen, kan og arbejde der for tyve flere og ikke gøre
bedre, ville dog overveje at selv en
herre, så langt væk som polerne fra de mest kvalificerede arbejdstager om drabet
senge, han ville klæde sig anderledes, og bor i en anden del af byen, og komme til
arbejde på et andet tidspunkt af dagen, og i
alle måder sørge for, at han aldrig gned albuer med en arbejdende mand.
Måske skyldtes det repulsiveness af det arbejde, i hvert fald, hvem de mennesker
arbejdede med deres hænder var en klasse for sig, og blev gjort til at føle det.
I slutningen af foråret konservesfabrik startet op igen, og så endnu engang Marija
hørtes at synge, og den kærlighed-musik Tamoszius tog på en mindre melankolsk tone.
Det var ikke længe, dog, for en måned eller to senere en forfærdelig ulykke faldt på
Marija.
Bare et år og tre dage efter hun var begyndt at arbejde som en kan-maler, hun mistede sin
job. Det var en lang historie.
Marija insisterede på, at det var på grund af sin aktivitet i Unionen.
Packers, selvfølgelig, havde spioner i alle fagforeninger, og derudover lavede de et
praksis med at købe et vist antal af de fagforeningsfolk, så mange som de
troede, de havde brug for.
Så hver uge, de har modtaget rapporter om, hvad der foregik, og ofte de kendte
ting, før medlemmerne af fagforeningen kendte dem.
Enhver, der blev anset for at være farlige af dem ville opdage, at han ikke var en
favorit med sin chef, og Marija havde været en stor hånd for at gå efter de udenlandske
folk og præ*** for dem.
Men der kan være, de kendte fakta var, at et par uger før fabrikken lukkede,
Marija var blevet snydt for sin løn for 300 dåser.
Pigerne arbejdede på et langt bord, og bag dem gik en kvinde med blyant og
notesbog, holde optælling af det antal, de færdige.
Denne kvinde var, selvfølgelig, kun mennesker, og nogle gange begik fejl, når dette
skete, var der ingen erstatning - hvis lørdags du fik færre penge end du havde
optjent, du havde til at få det bedste ud af det.
Men Marija ikke forstår dette, og lavede en forstyrrelse.
Marija er forstyrrelser betød ikke noget, og mens hun havde kun kendt
Litauiske og polske, havde de gjort nogen skade, for folk kun lo af hende og
fik hende til at græde.
Men nu Marija var i stand til at kalde navne på engelsk, og så fik hun den kvinde, der gjorde
den fejl at ikke lide hende.
Sandsynligvis, som Marija påstod, hun begik fejl med vilje, efter at; på ethvert
sats, hun lavede dem, og det tredje gang det skete Marija gik på krigsstien og
tog sagen først til forelady, og
da hun fik ingen tilfredsstillelse der, til Overlægen.
Det var uhørt formodning, men Overlægen sagde, at han ville se om det,
som Marija tog til at betyde, at hun ville få sine penge, efter at have ventet tre
dage, gik hun til at se Overlægen igen.
Denne gang manden rynkede panden og sagde, at han ikke havde haft tid til at tage sig af det, og når
Marija, mod råd og advarsel for hver eneste, prøvede det én gang mere, han beordrede
hende tilbage til hendes arbejde i en passion.
Bare hvordan tingene skete efter, at Marija ikke var sikker, men det eftermiddag
forelady fortalte hende, at hendes ydelser, der ikke ville være nogen længere er nødvendig.
Dårlig Marija kunne ikke have været mere målløs havde kvinden slået hende over
hovedet, først kunne hun ikke tro, hvad hun hørte, og så blev hun rasende
og svor, at hun ville komme alligevel, at hendes plads tilhørte hende.
I sidste ende satte hun sig ned midt på gulvet og græd og jamrede.
Det var en grusom lektion, men da Marija var stædig - hun skulle have lyttet til
dem, der havde haft erfaringer.
Den næste gang hun ville vide sin plads, da forelady udtrykt det, og så Marija
gik ud, og familien står over for problemet med en tilværelse igen.
Det var særligt hårdt denne gang, for Ona skulle være begrænset inden længe, og Jurgis
prøvede hårdt på at spare penge op til dette.
Han havde hørt frygtelige historier om de jordemødre, der vokser så tyk som lopper i
Packingtown, og han havde taget sin Beslutning, at Ona skal have en mand-læge.
Jurgis kunne være meget stædig, når han ville, og han var i dette tilfælde, til stor
fortrydelse for de kvinder, der følte, at en mand-læge var en utilbørlig adfærd, og at
sagen virkelig tilhørte dem.
Den billigste læge, de kunne finde ville oplade dem femten dollars, og måske
mere, når regningen kom, og her var Jurgis, erklærede, at han ville betale det,
selv om han var nødt til at stoppe med at spise i mellemtiden!
Marija havde kun omkring 25 dollars tilbage.
Dag efter dag, hun vandrede omkring yards tigge et job, men denne gang uden håb
at finde det.
Marija kunne gøre arbejdet i en våbenfør mand, da hun var munter, men
modløshed bar hende ud let, og hun ville komme hjem om natten er en ynkelig objekt.
Hun lærte sin lektie denne gang, stakkels skabning, hun lærte det ti gange over.
Hele familien har lært det sammen med hende - at når man har en gang fået et job i
Packingtown, du hænger på den, koste hvad det vil.
Fire uger Marija jaget, og halvdelen af en femte uge.
Selvfølgelig er hun holdt op med at betale sit kontingent til foreningen.
Hun mistede al interesse i EU, og forbandede sig selv for et fjols, at hun nogensinde havde
blevet trukket ind i én.
Hun havde ca består hendes sind, at hun var en fortabt sjæl, når nogen fortalte hende om en
åbning, og hun gik hen og fik en plads som en "okse-trimmer."
Hun fik det, fordi chefen så, at hun havde musklerne af en mand, så han
afladet en mand og satte Marija at gøre sit arbejde, betale hende lidt mere end halvdelen
hvad han havde betalt før.
Da hun først kom til Packingtown, ville Marija have hånet sådant arbejde som denne.
Hun var i en anden konserves fabrik, og hendes arbejde var at trimme kød af de syge
kvæg, der Jurgis havde fået at vide, om ikke længe før.
Hun blev lukket inde i et af de rum, hvor folk sjældent så dagslys; under
hende var det isnende lokaler, hvor kødet er frosset, og over hende var madlavning
værelser, og så hun stod på en iskold
gulvet, mens hendes hoved var ofte så varmt, at hun næsten ikke kunne trække vejret.
Trimning oksekød fra knoglerne af de hundrede-vægt, mens du står op fra den tidlige
morgen til sent om aftenen, med tunge støvler på og gulvet altid fugtige og fuld
af vandpytter, risikerer at blive kastet ud i arbejdsløshed
ubestemt tid på grund af en slække i branchen, og som kan igen at blive holdt overarbejde i
Rush sæsoner, og der arbejdede indtil hun skælvede i hver nerve og mistede sit greb
på hendes slimede kniv, gav og sig selv en
forgiftede sår - det var det nye liv, der udfoldede sig, inden Marija.
Men fordi Marija var en menneskelig hest hun bare lo og gik på den, og det ville
gøre det muligt for hende at betale hende ombord igen, og holde familien i gang.
Og som for Tamoszius - ja, havde de ventet i lang tid, og de kunne vente lidt
længere.
De kunne umuligt komme sammen på hans løn alene, og familien kunne ikke leve
uden hendes.
Han kunne komme og besøge hende, og sidde i køkkenet og holde hendes hånd, og han skal
formår at være tilfreds med det.
Men dag for dag musik Tamoszius 'violin blev mere lidenskabelig og
hjerteskærende, og Marija ville sidde med hænderne foldede og hendes kinder våde og
alle hendes krop en-skælver, høring i
jammer melodier stemmerne fra de ufødte generationer, der råbte i hende for
liv. Marija er lektion kom lige i tide til at redde
Ona fra en lignende skæbne.
Ona var også utilfreds med sin plads, og havde langt mere grund end Marija.
Hun fortalte ikke halvdelen af sin historie derhjemme, fordi hun så, det var en pine at Jurgis,
og hun var bange for, hvad han kunne gøre.
I lang tid Ona havde set, at Miss Henderson, de forelady i hendes afdeling,
kunne ikke lide hende.
Ved første hun troede det var den gamle tid fejltagelse hun havde gjort i beder om en
ferie for at blive gift.
Så sluttede hun det må være fordi hun ikke gav forelady en gave
lejlighedsvis - hun var den slags, som tog gaver fra pigerne, Ona lært, og
lavet alle former for diskrimination til fordel for dem, der gav dem.
I sidste ende, dog Ona opdagede at det var endnu værre end det.
Miss Henderson var en nybegynder, og det var et stykke tid, før rygtet gjorde hende ud, men
Endelig viste det sig, at hun var en holdt kvinde, den tidligere frue
forstander for en afdeling i samme bygning.
Han havde sat hende der for at holde hende rolig, det syntes - og det ikke helt med
succes, for én eller to gange de var blevet hørt skændtes.
Hun havde temperament af en hyæne, og snart stedet løb hun var en heks i Gryden.
Der var nogle af de piger, der var af hendes egen slags, der var villige til at toady til
hende og fladere hende, og disse ville bære fortællinger om resten, og så Furierne
blev Unchained på det sted.
Værre end dette, at kvinden boede i en sjofel-house centrum, med en grov, rød-
står irer ved navn Connor, som var chef for lastning-banden udenfor, og ville
foretage gratis med pigerne, da de gik til og fra deres arbejde.
I slap sæsoner nogle af dem ville gå med Miss Henderson til dette hus downtown-
-I virkeligheden, ville det ikke være for meget at sige, at det lykkedes hende hendes afdeling på Brown
sammen med dette.
Undertiden kvinder fra huset ville blive givet steder langs af anstændigt piger, og
efter at andre anstændige piger var blevet slukket for at gøre plads til dem.
Når du har arbejdet i denne kvindes afdeling i huset downtown blev aldrig ud af din
tanker hele dagen - der var altid whiffs af det at blive fanget, ligesom duften af det
Packingtown destruktionsanstalter om natten, når vinden skiftede pludseligt.
Der vil være historier om det går den runder; pigerne modsatte du ville være
fortælle dem, og blinkede til dig.
I et sådant sted, Ona ville ikke have opholdt sig en dag, men for sult, og, som det var,
Hun var aldrig sikker på, at hun kunne blive den næste dag.
Hun forstod nu, at den virkelige grund, at Miss Henderson hadede hende var, at hun
var en anstændig gift pige, og hun vidste, at talebearers og toadies hadede
hende af samme grund, var og gjorde deres bedste for at gøre hendes liv elendigt.
Men der var ingen plads en pige kunne gå i Packingtown, hvis hun var specielt om
ting af den slags, der var ingen plads i den, hvor en prostitueret ikke kunne enes
bedre end en anstændig pige.
Her var en befolkning, lav-klasse og hovedsageligt udenlandske, hænger altid på randen af
sult, og afhængig af dets muligheder for liv på indfald af mænd
lige så brutale og skruppelløse som de
gammeldags slave chauffører; under sådanne omstændigheder usædelighed var præcis, som
uundgåelig, og så udbredt, som det var under ordningen med slaveriet.
Ting, der var helt ubeskrivelige gik der i pakkeriet husene hele tiden,
og blev taget for givet af alle, bare de ikke viste, som i de gamle
slaveri gange, fordi der ikke var
forskel i farve mellem master og slave.
En morgen Ona blev hjemme, og Jurgis havde manden-læge, efter hans forgodtbefindende, og
hun var sikkert leveret en fin baby.
Det var en enorm stor dreng, og Ona var sådan et lille væsen selv, at det
syntes helt utroligt.
Jurgis ville stå og stirre på den fremmede time for time, ude af stand til at tro, at det havde
der virkelig skete. Den kommende denne dreng var en afgørende begivenhed
med Jurgis.
Det gjorde ham uigenkaldeligt en familie, mand, det dræbte den sidste dvælende impuls, som han
kunne have haft til at gå ud om aftenen og sidde og snakke med mændene i
saloner.
Der var ikke noget han brød sig om nu så meget som at sidde og se på barnet.
Det var meget nysgerrig, for Jurgis aldrig havde været interesseret i babyer før.
Men så, det var en meget usædvanlig form for en baby.
Han havde den lyseste små sorte øjne, og lille sorte Lokker over hele hovedet, han
var det levende billede af hans far, alle sagde - og Jurgis fundet dette en
fascinerende omstændighed.
Det var tilstrækkeligt uforståeligt, at denne lille mide af livet skulle være kommet ind i
Verden overhovedet i den måde, at det havde, at det skulle være kommet med en komisk
efterligning af sin fars næse var simpelthen uhyggelig.
Måske, Jurgis troede, det var beregnet til at betyde, at det var hans barn, og at det
var hans og Ona er, at drage omsorg for alle sine liv.
Jurgis havde aldrig ejet noget nær så interessant - en baby var, da du kom
at tænke over det, sikkert en fantastisk besiddelse.
Det ville vokse op og blive en mand, en menneskelig sjæl, med en personlighed alle sine egne, en vilje af
sig selv!
Sådanne tanker ville holde uforglemmelige Jurgis, fyldte ham med alle mulige mærkelige og
næsten smertefulde Ophidselser.
Han var vidunderlig stolt af lille Antanas, han var nysgerrig om alle detaljerne i
ham - vask og bandagen og spise og den sovende af ham, og spurgte
alle slags absurd spørgsmål.
Det tog ham lang tid at komme over hans alarm på den utrolige korte
lille skabning ben.
Jurgis havde desværre meget lidt tid til at se sit barn, han aldrig følte kæderne om
ham mere end bare dengang.
Da han kom hjem om natten, vil barnet blive i søvn, og det ville være den sande
chance, hvis han vågnede, før Jurgis var nødt til at falde i søvn selv.
Så i morges var der ikke tid til at se på ham, så virkelig den eneste chance for
far havde, var om søndagen.
Dette var mere grusom endnu for Ona, der burde have opholdt sig hjemme og plejede ham,
Lægen sagde, for hendes egen sundhed såvel som barnets, men Ona var nødt til at gå på arbejde, og
forlade ham for TETA Elzbieta at fodre på
den blege blå gift, der blev kaldt mælk på hjørnet købmand.
Ona barsel mistede sin kun en uges løn - hun ville gå til fabrikken
anden mandag, og det bedste, Jurgis kunne overtale hende, var at køre i bilen,
og lad ham løbe langs bag og hjælpe hende til Browns, da hun satte sig.
Efter at det ville være okay, siger Ona, var det ikke belaster sidde stille syede skinker
hele dagen, og hvis hun ventede længere at hun kunne finde, at hendes frygtelige forelady havde sat
nogen anden i hendes sted.
Det ville være en større katastrofe end nogensinde nu, Ona fortsatte, på grund af barnet.
De ville alle nødt til at arbejde hårdere nu på sin konto.
Det var sådan et ansvar - de må ikke have barnet vokse op til at lide, som de
havde.
Og det virkelig havde været den første ting, der Jurgis havde tænkt på sig selv - han havde
knyttede sine hænder og afstivet sig på ny for kampen, af hensyn til det lille
mide af menneskelig mulighed.
Og så Ona gik tilbage til Browns og gemte hendes sted og en uges løn, og så hun
gav sig selv nogle en af de tusind lidelser, at kvinder gruppe under titlen
af "livmoder problemer," og var aldrig mere en godt person, så længe hun levede.
Det er svært at formidle i ord alt, hvad dette betød at Ona, det var sådan en lille
overtrædelse, og straffen var så ude af proportioner, at hverken hun eller nogen
anden, der er tilsluttet de to.
"Livmoder problemer" for at Ona betød ikke en specialist diagnose, og et kursus for
behandling, og måske en operation eller to, det betød bare hovedpine og smerter i
tilbage, og depression og heartsickness, og
neuralgi, da hun var nødt til at gå på arbejde i regnvejr.
Det store flertal af de kvinder, der arbejdede i Packingtown lidt på samme måde,
og fra den samme årsag, så det var ikke anset for en ting at se lægen om;
i stedet Ona ville forsøge patenterede lægemidler, en
efter den anden, hendes venner, som fortalte hende om dem.
Da disse alle indeholdt alkohol eller andre stimulanser, fandt hun, at de alle
gjorde hende godt, mens hun tog dem, og så hun var altid jagter The Phantom of god
sundhed, og miste det, fordi hun var for fattige til at fortsætte.