Tip:
Highlight text to annotate it
X
Goddag, jeg hedder Helmut Mebert.
Jeg har spillet violin i 40 år i Berliner Filharmonikerne,
og jeg er glad for at have muligheden for at hjælpe dig med nogle tip.
Det drejer sig om Adagio i Beethovens 9.
Blæserne spiller samtidig hovedtemaet.
Adagio betyder roligt,
og blæserne spiller temaet med inderlig og pålidelig ro.
Vi er også underlagt dette princip om ro,
selvom vi, som blot bidrager med omgivelserne til dette hovedtema,
spiller en passage bestående af forholdsvis små nodeværdier.
Når vi gør dette, skal vi undgå,
at der ikke skabes en følelse af uro,
hektisk aktivitet og frem for alt ikke bue- og strengeskift.
Alt skal forblive blødt og glat. 0:01:15.400,0:01:17.9200:01:17.920,0:01:22.680 For at finde den rette klang, piano dolce,
som ikke er for stille,
men stadig ikke ren dolce,
vil jeg foreslå at starte med
at svinge buen én gang i et raskt forte for at komme i den rette stemning
♪ (spiller)
og dernæst lette trykket på buen,
sænke hastigheden på buen,
og nu er strengen stadig i svingninger, og klangen stråler.
Det er præcis sådan, det skal være.
Forslaget i begyndelsen,
buen på strengen,
♪ (spiller)
ikke fra luften,
♪ (spiller)
men på strengen og så henover.
Så du kommer herfra, og når du er klar
og har fundet klangfarven, så kan du øve det.
Så går det løs.
♪ (spiller)
Nu har vi allerede bemærket to ting
fra første til anden takt,
nemlig at bueskiftene skal være næsten lydløse.
Vi må altså under ingen omstændigheder spille sådan:
♪ (spiller)
Det ville være fuldstændig modsigende for karakteren.
Altså smidigt: 0:02:37.000,0:02:40.2800:02:40.280,0:02:41.760 Nu kommer vi til noget interessant,
nemlig en lille harmonisk drejning fra c til cis.
Det kunne lyde sådan... Nu overdriver jeg lidt...
♪ (spiller)
Det er naturligvis for meget.
Men måske forklares det bedst ved blot at belyse den lidt
for at gøre det interessant.
Sådan her:
♪ (spiller)
Det er bestemt tilstrækkeligt...
Og denne nedadgående linje nedtones igen med det samme.
♪ (spiller)
Så begynder linjen at gå opad igen.
Her glider jeg fra e til f med min førstefinger i anden position,
og så bliver jeg der indtil videre.
♪ (spiller)
Denne opadgående linje,
før den blev nedtonet,
fører til noget interessant:
♪ (spiller)
og så kommer der en takt, hvor hovedstemmen lyder sådan:
♪ (spiller)
Og det spilles der også ornamentering rundt om.
♪ (spiller)
Så for at fremhæve det lidt er det bedst, hvis vi
ikke understreger det for kraftigt, men blot belyser det, som jeg kalder det,
hvis vi gør det, at vi flytter os til anden
♪ (spiller)
og igen til den tredje...
♪ (spiller)
Så når vi når til:
♪ (spiller)
lyder det på denne måde, ikke mere.
Så nu har hele forløbet et crescendo og et diminuendo i denne dobbeltsløjfning.
Her er det en stor fordel, hvis vi 0:04:18.800,0:04:23.4000:04:23.400,0:04:27.800 er mere generøse med buen under crescendoet,
og så igen spiller med korte strøg i diminuendoet.
Om muligt skal vi ende på den øverste halvdel eller for enden af buen.
Fordelen for os er så,
♪ (spiller)
at denne sidste fritstående sekstendedel ikke har nogen betydning.
Det er afslutningen på diminuendoet.
Og fordelen ved at være i denne ende af buen er,
at der er god plads til det kommende crescendo.
♪ (spiller)
Og så er den interessante belysning forbi.
Nu går vi videre til en meget almindelig og afslappet del,
en helt almindelig B-dur. 0:05:03.720,0:05:06.9200:05:06.920,0:05:10.000 Så kommer vi igen til den rolige tilstand.
Okay, nu prøver jeg igen at demonstrere det hele i sammenhæng.
♪ (spiller)
Det var den første frase.
Et andet mere generelt tip til øvning:
Ofte har vi mange toner, men kun ét buestrøg.
Man siger altid, at man skal øve hurtige passager langsomt,
men jeg mener også, at de langsomme passager skal øves langsomt.
Grunden er, at vi ved øvning tvinger os selv til
♪ (spiller)
at nøjes med et meget kort stykke bue.
Så bliver det nemmere for os, når vi skal spille det i det rette tempo,
fordi alting bliver mere flydende:
♪ (spiller)
Så har det den flydende smidighed og samtidig den nødvendige ro over sig.
Så går vi videre til anden del med en kort overgang.
♪ (spiller)
Her kan vi også fremhæve denne passage lidt,
♪ (spiller)
men så straks falde tilbage igen.
♪ (spiller)
Altså:
♪ (spiller)
Og sørg for
ikke at overdrive disse små espressivo-tegn.
Det vil bestemt være forkert og meget kedeligt, hvis det hele bare spilles:
♪ (spiller)
Det lyder som en etude.
Det er det, jeg mener, når jeg siger,
at når du spiller små harmonier eller drejninger, skal du også vise det.
Efter denne takt kommer der pludselig noget helt anderledes.
Og så kommer vi til:
♪ (spiller)
Pludselig kommer disse tætte ligaturer.
Her ændres karakteren noget.
På en måde
ved man ikke helt, hvor man skal gå hen rent harmonisk.
♪ (spiller)
Du kan i denne sammenhæng også vise denne interesse ved ikke at spille:
♪ (spiller)
men nærmere:
♪ (spiller)
og nu kan du også trække lidt tilbage.
♪ (spiller)
Du kan også fange opmærksomheden ved at trække den lidt tilbage.
Okay, endnu en gang herfra.
♪ (spiller)
CRESCENDO
♪ (spiller)
og afslapning.
♪ (spiller)
Her slapper vi af på et diminuendo.
Grundlæggende er der to måder, man kan skabe et diminuendo på.
Jeg kan sænke hastigheden på buen,
så forte diminuendo f.eks. lyder:
♪ (spiller)
Men jeg kan også lade buens hastighed være,
tage noget af trykket af og fortsætte.
Så lyder forte diminuendo sådan:
♪ (spiller)
Og igen.
♪ (spiller)
Fordelen ved dette er,
at afslapningen har bedre virkning, det er som en udånding.
Og jeg tror, at denne type diminuendo passer godt ind her, når vi spiller:
♪ (spiller)
Så skabes der fri genlyd. 0:09:07.760,0:09:10.0800:09:10.080,0:09:12.200 Det, der kommer nu,
et større buestrøg,
med meget legato over strengene.
Der skal være ro over det,
og selvom triolerne er relativt hurtige,
skal det bevæge sig som en elastik.
♪ (spiller)
Jeg prøver igen.
♪ (spiller)
Nu kommer betoningerne.
Du må under ingen omstændigheder lave betoningerne med tryk.
♪ (spiller)
Du kan også frembringe betoningen
ved at starte med højere hastighed
således, når vi kommer hertil:
♪ (spiller)
blot sådan.
♪ (spiller)
Det giver et fint fjedrende udtryk.
Og igen herfra:
♪ (spiller)
Igen med dette smukke diminuendo.
Det fortsætter med:
♪ (spiller)
og så kommer crescendoet over to takter.
Ofte laver vi den fejl, at vi for tidligt gør det kraftigere.
Crescendo betyder stille til at starte med, og så skal det blive kraftigere,
ikke være kraftigt.
Vi gemmer crescendoet til slutningen.
Jeg beklager.
♪ (spiller)
Og nu noget, som betoner det agogisk.
♪ (spiller)
Og så lidt mere om strengeskift.
Disse
♪ (spiller)
Jeg sagde til at starte med, at det aldrig må lyde kantet.
Det skal, til trods for det, vi vil vise,
alt sammen være inden for en meget blød ramme.
Ofte er fejlen ved krydsning af strenge eller strengeskift,
at amplituden, som jeg kalder den, er for stor.
Så du spiller
♪ (spiller)
Det er ikke nødvendigt.
Hvis du starter med et dobbeltgreb.
♪ (spiller)
En lile amplitude er tilstrækkelig.
♪ (spiller)
Det er rigeligt.
Sådan bliver det også mere smidigt.
♪ (spiller)
er meget bedre end:
♪ (spiller)
Det strider igen mod musikkens karakter.
Okay, herfra og mod slutningen:
♪ (spiller)
Og her skal vi være forsigtige med det meget lange buestrøg, som vi deler,
pas på,
at bueskiftene ikke betones. 0:12:01.880,0:12:03.0000:12:03.000,0:12:03.920 Helt sikkert ikke:
♪ (spiller)
Helt forkert.
Det er et diminuendo,
og det vil sige, at den første tone fra buen spilles svagere end den foregående,
som om det var legato.
♪ (spiller)
Altså,
♪ (spiller)
Okay. Jeg håber,
at mine tip er til hjælp, og jeg ønsker dig god øvelyst!