Tip:
Highlight text to annotate it
X
Vi bringe fra Veronas skønne stad
et sagn om tvende stolte adelsætter.
De fejdede med gammelt, arvet had,
og borgerblodet flød i deres trætter.
I disse fjenders skæbnesvangre rod
dør to elskende for egen hånd.
De måtte stor modgang lide,
til slægters had blev slukt i deres blod.
Af deres elskovs sorrigfulde bane
og af de hårde fædres blinde kiv, -
- der først fjik ende med de unges liv,
et flygtigt billede vi frem vil mane.
VERONAS SKØNNE STAD
Vi bringe fra Veronas skønne stad
et sagn om tvende stolte adelsætter.
De fejdede med gammelt, arvet had, -
- og borgerblodet flød
i deres trætter.
I disse fjenders
skæbnesvangre rod -
- dør to elskende
for egen hånd!
JULIES FAR
JULIES MOR
ROMEOS FAR
ROMEOS MOR
POLITIDIREKTØREN
GUVERNØRENS SØN
ROMEOS BEDSTE VEN
ROMEO OG JULIE
En hund af de Capuletters hus rører mig!
- Tiggerskarn!
- Kong Uringlas!
MONTAGUE-
DRENGENE
- Striden står mellem vore herrer.
- Og os, deres mænd!
CAPULET-
DRENGENE
Snart jeg lover gryden koger!
Jeg er kendt som et godt stykke kød!
EN CAPULET
- Der komme en af Capuletternes hus.
- Yp kiv, så dækkerjeg din ryg.
Jeg vil bide tommel ad dem.
Det er en skam for dem, hvis de tåler det.
Jeg vil dække din ryg!
Bider I tommel ad os, herre?
Bider I tommel ad os ... herre?
Er loven på vor side, hvis jeg sigerja?
Jeg bider ikke tommel ad jer!
- Søger I klammeri?
- Nej!
- Jeg tjener lige så god herre som I.
- Heller ingen bedre?
- Der kommer en frænde. Sig bedre!
- Det er løgn!
Træk, hvis I er mænd!
I narre, skilles!
ROMEOS FÆTTER
SVÆRD 9mm
Stik de sværd i skeden.
BÆR BRÆNDSTOF TIL BÅLET
JULIES FÆTTER
Hvad? Trækker du
blandt disse feje slaver?
Benvolio,
vend dig om og sku din død!
Jeg stifter fred. Hold hellere
styr på disse folk med mig.
Fred?
Jeg hader freden som helvede, -
- alle Montaguer ...
Og dig!
Af sted!
- Giv mig mit slagsværd!
- Du tager ej af sted mod din fjende!
Fredens fjender, kast fluks
til jord de lumsk forgjorte våben!
Nu, under pinselsstraf: Kast fluks
til jord de lumsk forgjorte våben!
Tre borgerfejder vakte ved et ord
af eder, Capulet og Montague -
- afbrød tre gange vore gaders fred.
Hvis I forstyrrer gadens fred på ny,
skal eders liv betale dette fredsbrud.
Men hvor er Romeo? Så du ham i dag?
Et held, han ej var med i dette lag.
Hvor morbærlunden breder
sine skygger, der så jeg eders søn.
Mangen morgen har man set ham der
forøge morgnens dug med sine tårer.
Da lister mørk min søn fra lyset hjem,
stænger sig ensom i sit kammer, -
- slår skodden i for dagens fagre lys
og bringer så en kunstig nat til stede.
Ufredselskov, elskovshad.
Du alt, som først blev skabt
ud af et intet.
Du letsindstynge, alvorsgækkeri!
Forvredne kaos
af fuldskønne former.
Sort, uheldsvanger
må den stemning blive.
- Kan gode råd dens grund fordrive?
- Jeg beder eder, gå.
- Jeg skal få hans sorg at vide.
- Kone, lad os gå.
Godmorgen, fætter.
Er dagen end så ung?
Den tid er lang, som sorg gør tung.
Var det min fader?
- Hvad sorg gør Romeos timer lange?
- At savne det, som kunne korte dem.
- Elskov?
- Kun had og hån er min elskovs høst.
Elskov, derjo synes blid og god, er
da så grusom, når først den slår rod.
Elskov, skønt dens syn er hyllet til,
ser uden øjne vej, hvorhen den vil.
Hvor skal vi spise?
Ak, hvad strid var her?
Sig det ikke, jeg har hørt det hele.
Her stormer elskov mer end had.
Ufredselskov, elskovshad.
Du alt, som først blev skabt ud af et intet.
Du letsindstynge, alvorsgækkeri!
Forvredne kaos af fuldskønne former.
Du fjer, så tung som bly.
- Så le dog.
- Jeg har mere lyst at græde.
- Hvorfor, mit hjerte?
- For dit hjertes pine.
Bi, jeg går med. Vær god og dvæl,
thi ellers gør du mig imod.
ÅRETS UNGKARL
Samme straffebod truer Montague.
To som os har ej svært at holde fred.
I gælder begge to for hædersmænd.
Beklages må jer lange tvist.
- Hvad siger I til min begæring nu?
- Jeg siger, hvad jeg før har sagt.
End bør to somres pragt gå ud,
før min datter er moden til at kaldes brud.
- Der gives yngre, som er mødre.
- Tidligt dør, hvad tidligt blomstrer.
I aften fejrerjeg en årlig fest,
så kom og nyd -
- blandt friske jomfruknopper
denne fryd.
Og lad os se, på hvem jert valg
vil falde. Går I med mig?
- Sig i rigtig alvor, hvem du elsker.
- I rigtig alvor elskerjeg en kvinde.
Det trafjeg,
da jeg nævned elskov før.
- Og skøn er den, jeg elsker.
- Det skønne mål er skønt at træffe.
Hun nærer ingen frygt
for Amors skud.
Hun døjer ingen blikkes stormløb,
og hun lukker sit skød for guld.
- Har hun svoret evig kyskheds ed?
- Og ødsler vildt i al sin karrighed.
- Glem at tænke mere på hende.
- Hvordan glemmer man at tænke?
Giv din øjne deres frihed.
Se på andres skønhed.
- Romeo, er du gal?
- Nej, men bunden værre end en gal.
Og spærret inde i et fængsel, sultet,
hudflettet ... God dag, min ven.
Den rige Capulet holder aftengilde.
Et herligt lag.
Signor Placentio med frue og døtre, -
- enkefrue Vitruvio og hendes
smukke niece Rosalin ...
Ved denne Capulets familiefest vil
da skøn Rosalin, din flamme, sidde.
Hvis I ikke er af Montagues hus,
så kom og knæk halsen på en flaske.
Gå som uvildig mand derhen og prøv
i andres træk at finde hendes mage.
Og du vil tro, din svane er en krage.
Ej for at skue det gårjeg til dans,
men for at nyde min egens glans.
CAPULETS HUS
Julie!
Julie!
- Amme, kald på min datter.
- Jeg harjo kaldt.
Her er jeg, mor.
Hvad skal jeg?
Amme, du kan gå.
lmens vi plejer råd.
Nej, kom igen. Jeg har betænkt mig.
Du skal være med.
- Min datter har en ret smuk alder.
- Det smukkeste barn, jeg har ammet.
Hvis jeg husker ret, varjeg alt
moder til dig i den alder.
Du er end jomfru.
Altså, kort sagt:
Den bolde Paris bejler til dig.
Det er en mand, min unge frøken.
En mand som ... var han gjort af voks!
- Vor sommer har ej slig en blomst.
- Ja! Han erjust en blomst.
I aften skal du se ham ved vor fest.
Læs i unge Paris' ansigts bog, -
- se glæden skrevet der
med skønheds pen.
Så kostelig en elskovsbog
vil kræve et kostbart bind.
Du skal dele alt, hvad han kan give.
Besidde ham og selv ej mindre blive.
Jovist. Når har man hørt,
en brud blev mindre?
- Hvad tykkes dig om hans bejlen?
- Jeg vil se, om jeg kan lide ham.
Dog skal ej længer nå mit blik,
end I tillader det at gå.
- Gæsterne er kommet.
- Så gå!
Julie...!
Gå, barn. Du har haft skønne dage.
De skønne nætter har du end tilbage.
MORBÆRLUNDEN
Du tøs i taftestøj!
Dø, din tigger!
- Romeo, du må danse med.
- Nej.
I har lette fødder og er lette
om hjertet. Mit er tungt som bly.
Lån dog Amors vinger,
så kan du fare såre højt mod sky.
- Elskov trykker mig til jorden.
- Elskov? Det blide, kælne barn?
Elskov er hvas og hård
og vild og stikker som en tjørn.
Er elskov hård ved dig, vær hård igen.
Stik du igen, så får du ende på den.
Så hver mand fluks på gulvet
op til dans!
Med til festen går ikke vor forstand.
- I natjeg drømte...
- Drømmeri er tant.
En natlig drøm spår stundom sandt.
O, dronning Mab var hos dig,
kan jeg tro.
Alfernes jordemoder, som kommer
i skikkelse ej større end agaten, -
- der sidder i en borgmesters ring.
Hun kører med et spand af solgran
hen over næserne på folk i søvne.
Kareten er en hasselnød.
En gråklædt myg er kusk.
I sådant optog farer
hun hen hver nat -
- snart gennem elskerhjerner.
Så drømme de om elskov.
Snart over en lovkyndig,
der drømme om salarium.
Rører hun soldatens hals, drømmer
han om at knække fjendens hals, -
- og i sin angst bander han
et par bønner og sover ind igen.
Hun er den trold, som trykker unge
piger, når de lægge sig på ryggen, -
- og lærer dem at bære
livets byrde. Hun er den!
Hun er den!
Hold op, Mercutio,
du taler om lutter dårskab.
Javist.
Om drømme,
som er den ørkesløses hjernes fostre.
lndbildningskraftens hule gøglespil
så tyndt og let som luften selv, -
- så flygtigt som den vind, der
spøger nu om nordens frosne bryst -
- og pludselig farer fortørnet bort
mod det dugbesprængte syden.
Den vind blæser os bort fra os selv.
Man har alt spist. Vi komme for sent.
For tidligt, frygterjeg.
Mit sind spår ondt.
Jeg aner, at en skæbne,
som end hænger i stjernerne, -
- i nat ved denne fest vil begynde
sit frygtelige kredsløb og forkorte...
..det spildte liv, der gemmes i mit bryst,
ved en brat fremskyndet død.
Men han, som holder roret
på min fart, han styre mine sejl.
Kom, muntre brødre!
FESTEN BEGYNDER
I CAPULETS HUS
Nu stoffet virker.
Jeg har levet den dag, jeg selv
hvisked de smukke damer ting i øret.
Min frøken,
eders moder spørger efterjer.
- Kan I nu sige nej til dansen?
- En mand, hvilken mand.
Hvor tør den usling komme her
til hån for vor højtidelige fest?
Nu, ved min hæderkronte adelsæt,
at dræbe ham er ikke mer end ret!
- Hvi stormer du så vild?
- Der står Romeo, vor arvefjende.
Ung Romeo? Nå, styr dig, fætter.
Lad ham gå med fred.
Jeg ville ikke for al stadens rigdom,
at her i mit hus sker ham overlast.
- Lad, som ej du ser ham.
- Jeg tåler ham ej her!
Tåles skal han.
Forstår du, lange dreng?
Han skal! Jovist!
- Det er en skændsel.
- Du vil vække splid til min fest?
Har jeg da elsket før?
Forsværg det, øje.
Thi først i nat
jeg ægte skønhed så.
Har jeg for dristig rørt en helligdom
med syndig hånd, så vil jeg bøde.
Min læbe kommer som en pilgrim
for med et kys at slette ud min brøde.
Hvorfor vil eders hånd I uret gøre?
Den hilste sømmeligt i fromheds ånd.
En pilgrims hånd tør en helgen røre,
en hellig vandrers kys er hånd i hånd.
Mon da en helgen ingen læber fik
såvel som pilgrimmen?
Jo, til bøn.
Lad læberne da følge håndens skik.
De bede. Nægt ej deres tro sin løn.
En helgen plejer ej at røre sig,
omend han giver, når man beder smukt.
Rør ej heller dig,
imens jeg tager mine bønners frugt.
Dave!
- Så svandt min synd fra mine læber.
- På mine læber må den altså være.
Min synd? O, søde bod,
giv mig igen min synd.
I kysser efter kunstens lære.
Julie... Julie...!
Min frøken,
eders moder spørger efterjer.
Kom, lad os gå.
Er hun en Capulet?
Hans navn er Romeo, en Montague,
enbårne søn af eders arvefjende.
Det bedste er forbi. Kom, lad os gå.
Det frygterjeg. Det værste følger på.
Så alt mit had blev
al min elskovs kilde.
For tidlig ukendt set
og kendt for silde.
Hvor sært begynder min elskovs vej.
Min fjende, den forhadte, elskerjeg.
Jeg går, men han,
som selv til gæst sig byder, -
- han skal betale dyrt sin korte lyst.
Romeo!
Du grille! Galning!
Brynde! Sværmer!
Han må manes op
ved Rosalins de klare øjestene.
Ved hendes høje pande, rosenlæber,
ved hendes søde fødder, strunke ben.
Romeo, gid hun var
en mispel blot og du en pergamot.
Den ler ad ar,
som aldrig kendte sår.
Jeg tyr nu til min dyne.
Den feltseng her er kold at sove i.
Men tys.
Hvad stråler gennem vinduet der?
O, det er østen selv
og Julie solen.
Stå op, du fagre sol, og dræb kun
månen, der er bleg af harme, -
- fordi hun ser, at tjenerinden
er langt skønnere end hun.
Hvorfor vil du tjene hende?
Se, hendes vestalindedragt er gusten
og bleg, kun skabt for dårer.
Læg den bort!
Det er min dronning. Hende harjeg kåret.
O, gid hun vidste det.
Ak ja!
Tal atter, lysets engel.
O Romeo, hvorfor er du Romeo?
Fornægt din fader og forsag dit navn.
Eller sværg, at du er min, -
- og jeg er ikke mer en Capulet.
Mon jeg skal høre mer?
Mon tale nu?
Det er kun dit navn, der er min fjende.
Du er dig selv og ingen Montague.
Hvad er da Montague? Ej hånd, -
- ej fod, ej arm, ej ansigt...
eller nogen anden del af manden.
Hed dog noget andet.
Hvad er et navn? Det, vi kalde rose,
dufter lige sødt, hvordan den kaldes.
Så ville Romeo, hvad end han hed,
beholde al den herlighed, han ejer.
Bortkast dit navn, det er ej del af dig.
Og tag i stedet mig fuldt og helt.
Jeg tager dig på ordet.
- Er du ej Romeo, en Montague?
- lkke hvis det mishager dig.
Hvorledes kom du dog herind?
Den høje mur er svær at klatre over, -
- og dette sted er død for den,
der bærer dit navn.
På elskovs lette vinger fløj jeg over.
Stenmure lukker ikke elskov ude.
Hvad elskov kan, tør elskov prøve,
og dine frænder kan ej standse mig!
lfald de se dig, vil de dræbe dig.
For deres blik
mig nattens kåbe dækker.
Og elsker du mig ej,
så lad dem komme.
Langt heller falde straks
for deres had end langsomt dø...
..din kærlighed berøvet.
Du ved, nattens slør er på mit ansigt,
thi ellers farved rødme mine kinder -
- for det,
som du i nat har hørt mig sige.
O gerne agted jeg sædvanens lov.
Jeg fragik gerne, hvad jeg sagde.
Men bort med omsvøb...
Elsker du mig da?
Jeg ved, du sigerja, og jeg vil tro dig.
Men sværger du, kan du blive troløs.
Såfremt du elsker,
sig det da oprigtigt.
Jeg sværger ved den hellige måne,
der strør med sølvglans frugttrætoppe.
Sværg ej ved månen, den ustadige,
der skifter månedlig sin runde skive.
- Ej din elskov skal lig den omskiftes.
- Hvad skal jeg sværge ved?
Ved intet. Dog, sværg
ved dit eget elskelige væsen, -
- som er det gudebilled,
jeg tilbeder. Så vil jeg tro dig.
Hvis mit hjertes elskov...
Godt, sværg ej. Skønt du glæder mig,
jeg er ej glad ved denne pagt.
Den er for rask, for lidt betænkt,
for lig et lyn, der er forsvundet, -
- før man får sagt: Det lyner.
Nu godnat, du kære.
Til dejlig blomst vor elskovs knop
i sommerluften måske sig lukker op.
Godnat... Godnat.
Du går da bort
og skænker mig slet intet?
Og hvilken gave kan jeg skænke dig?
Dit troskabsløfte,
som jeg gav dig mit.
Det gav jeg dig, alt før du bad.
Julie!
Et ord, min Romeo, og så godnat.
Såfremt din hensigt er ægteskab, -
- så lad mig vide i morgen, når,
hvor, du vil fuldbyrde kirkens pagt.
Da læggerjeg min lykke for din fod
og følger dig, husbond, hvor du går.
- Frøken!
- Straks!
Men har du ej godt i sinde mod mig,
besværger jeg dig... Straks!
..da bejl ej mere,
men overlad mig til min smerte.
- I morgen senderjeg dig bud.
- Så sandtjeg håber...
- Tusinde godnat.
- Med dig den sidste stjerne slukker.
Julie!
Godnat.
Mand går til mø
så let som barn fra bogen, -
- men bort så nødig
som til skole pogen.
Når skal jeg sende bud
i morgen tidlig til dig?
- Klokken ni.
- Godt. lndtil den tid er det tyve år.
Godnat.
Så sød er afskedssorgen,
at jeg godnat vil sige til i morgen.
Stor er dog den magt, et kyndigt blik
kan se i urters, planters, stenes indre.
Så ringe ting på jorden findes ej,
den harjo noget særligt godt at give.
Og intet godt, som til ondt kan blive
ved frafald fra sin rette art og vej.
Dyd blir fejl, når den på vildspor kom.
Tid og sted kan bringe fejl til ære.
Se, denne spæde blomst kan bære
skjult i sit bæger gift og lægedom.
Duften er sød og fylder dig med lyst.
Smagen steder dig i dødens vande.
Og som i planten så i mandens bryst
to magter stride: Synd og guds nåde.
Men er det onde stærkest i den kiv,
da gnaver dødens orm på plantens liv.
- Godmorgen, fader.
- Herrens fred med dig.
Hvem er det, som så tidligt hilser mig?
Godmorgen, Romeo.
Min søn, det røber et uroligt sind,
at med så kort en søvn, du lod dig nøje.
Ellers vil jeg snarest tro, min dreng,
at du aldeles ikke var i seng.
- Og desto sødere gik natten hen.
- Nu, Gud forlade dig, hos Rosalin?
Hos Rosalin? Fromme fader, nej.
Ej mer for det navn jeg sørger.
Du er min gode søn. Men dølg da ej.
Ved min fjendes fest voldte en
mig vunde, og hun blev såret selv.
Men du kan bedst os begge
hellig lægedom forunde.
Min søn, forklar mig ligefrem din sag.
Hvo gåder skrifter, aflad får i gåder.
Nu ligefrem: Jeg gav mit hjerte hen
til Capulets den fagre datter.
Vi sås og bytted løfte.
Det fortællerjeg dig, mens vi gå.
Til dig mit håb nu står, -
- at du vil vie os, før dagen hælder.
O, Sankt Franciscus, hvilket vankelmod.
Og Rosalin, din tilbedte, hun er glemt?
Ja, ungdomselskov slår ej rod
i hjertets dyb, den bor i øjet kun.
- Min kærlighed til hende dadled du.
- Afguderiet, søn, ej kærligheden.
O, skænd ej.
Hun, som nu mit hjerte har,
har al sin kærlighed til gengæld givet.
Det gjorde ej den anden.
Hun blev var, din elskov var
som vindens leg i sivet.
Det kan vel hænde,
at eders pagt kan bringe held og fred -
- og eders slægters kiv
i venskab ende.
Kom, min unge sommerfugl, kom med.
Jeg vil dog stå dig bi.
Eders pagt kan bringe held og fred
og eders slægters kiv i venskab ende.
Så kom da, lad os gå!
Jeg kan ej hvile.
Så sagte, søn.
Den snubler, som vil ile.
Hvor djævelen kan den Romeo være?
Kom han ikke hjem i nat?
lkke til sin faders.
Jeg har talt med hans tjener.
Ha, denne blege, grumme Rosalin
piner ham til sidst fra vid og sans.
- Tybalt har sendt et brev hjem.
- Et fejdebrev, så sandtjeg lever.
- Romeo vil give ham et svar.
- Det kan enhver, der kan skrive.
- Han er mand for at møde ham.
- Romeo er allerede så godt som død.
Gennemboret af en piges sorte øjne,
Amors pil har ramt hans hjertes midte.
- Han er mand for at møde Tybalt?
- Ej, hvad er den Tybalt?
Oh, mer end Kattenes Konge.
Han er den gode tones vovehals.
Han kæmper, som du synger efter noder,
og holder nøje takt og tone.
Gør blot en sekstendels pause.
En, to og tre! Der har du den i maven!
Han støder en silkeknap
tværs igennem.
Det er en fægtemester,
som kan opregne dig alle tvekampens regler.
Ah, den guddommelige passado.
- Den herlige punto reverso. Den...
- Hvad for en?
Her kommer Romeo.
Signor Romeo, bonjour.
En fransk hilsen til dine franske bukser.
- Tyv og røver, det var du i nat.
- Hvad stjal og røvede jeg da?
Du røvede os dit selskab.
Jeg havde vigtigt ærinde,
og så er man ikke så stiv i fraserne, altid.
Nej, i tilfælde som dit bliver man
snarere blød i haserne, somme tider.
Det er en uartighed.
Du er en såre artig herre.
- Jeg er selve artighedens nellik.
- Nellik? Det er et søm uden hoved.
Se da, i dit sømlige nelliksprog,
blomst ved blomst i mine... skohæle!
Nu er du til at tale med igen.
Nu er du Romeo, -
- nu er du,
hvad du er båren og skåren til.
- Hvad er der i farvandet?
- Guds fred og godaften, skønjomfru.
Jeg ønskede gerne at tale
med jer under fire øjne.
En lokkedue! En lokkedue!
Romeo... Romeo!
Kommer du hjem til din faders?
Vi vil spise til middag der.
Jeg kommer siden.
Farvel, min gamle dejlighed!
Dersom I ville lade hende sidde
med en lang næse, som man siger, -
- så var det ret
en skammelig opførsel afjer.
For frøkenen er purung, og derfor,
hvis I havde to tunger i én mund, -
- så var det en grumme slet
behandling og ret en nedrig streg.
Bed hende søge lejlighed
at komme til skrifte henad aften.
Hos Lorenzo skal hun finde både
skriftestol... og brudeskammel.
- Søde, kære amme, hvad nyt?
- Jeg er så træt. Lad mig puste først.
Uf, mine ben.
Åh, hvor harjeg dog rendt.
Tag mine ben, men giv mig blot
dit budskab. Tal dog, tal!
Ej, hvilken hast. I kan vel vente lidt?
I serjo, jeg er ganske åndeløs.
Du åndeløs? Når du har ånde
til at sige mig, at du er åndeløs?
Er dit bud godt eller ondt? Svar blot.
I har gjort et valg som en lille tosse.
I forstårjer ikke på at vælge en mand.
Romeo? Jo, skønt hans ansigt er
smukkere end enhver anden mands, -
- overgår hans ben alle andre mænds.
Og hvad hænderne angår
og fødderne og hele kroppen...
Men alt det vidste jeg jo før.
Hvad siger han om vielsen? Svar dog.
O, Gud, mit hoved.
Det stakkels hoved. Og så i ryggen...
- Den anden side! O, min ryg.
- Det gør mig ondt, at du ikke er vel.
Men søde, kære, gode amme,
sig mig, hvad siger Romeo?
Han siger som en ærlig ridder, smuk,
beleven, venlig og sikkert dydig...
- Hvor er eders moder?
- Hvor svarer du sært.
''Han siger som en ærlig ridder:
Hvor er eders moder?''
Så hidsig!
Gå I en anden gang jert ærinde selv.
O, hvor du piner mig.
Hvad siger han?
Har I forlov i dag at gå til skrifte?
Ja.
Nu, så skynd jer til Lorenzos celle.
Der er den herre, som gørjer til frue.
Så voldsom glæde
får en voldsom ende -
- og dør midt i sin sejr,
som ild og krudt fortæres, når de kysses.
Honningen er vammel
ved sin overdrevne sødme.
Elske længe, elske lidt.
Romeo skal takke for os begge, kære datter.
Kom nu, Mercutio, kom, lad os gå.
Det er så varmt,
og Capulets slægt er ude.
Mødes vi, kan slagsmål ikke undgås.
I heden kommer blodet let i kog.
Du er næsten som en af de karle, der, -
- når han træder ind i et værtshus,
straks smider kården og siger:
''Gud lade mig ikke have dig nødig.''
Og når det andet glas virker, -
- trækker han den mod svenden,
hvor han slet ikke havde den nødig.
- Erjeg som en af de karle?
- Du er så hidsig som en kamphane.
Ved mit hoved,
der kommer Capuletterne.
Ved min hæl, mig er det lige meget.
Følg efter mig.
Et ord med en afjer, I gode herrer?
Og kun et ord med en af os?
Lad det ikke gå således alene.
Lad et ord og et slag følges ad.
I skal finde mig flink nok til det,
hvis I vil give mig anledning.
Kunne I ikke tage en smule anledning,
uden at man gav jer den?
Mercutio! Du slår
på de samme stænge som Romeo!
Slår på de samme stænge?
Hvad, gør du os til spillemænd?
Gør du det, må du ikke vente
at høre andet end skærende toner.
Her er min fiolbue.
Her er den, der skal lære jer at danse!
Tal med rolighed om jeres tvist eller
gå hvert til sit. Folk står og stirrer.
Ej, lad folk stirre. Dertil fik de øjne.
Jeg viger ej et skridt for nogen, jeg!
Godt, gå med Gud.
Her kommer mand for mig.
Romeo!
Mit had til dig har ikke råd til
en bedre hilsen end: Du er en usling!
Tybalt...
Den grund,
jeg har til venskab for dig, -
- formilder stærkt det vredens svar,
som hører til slig en hilsen.
Jeg er ingen usling.
Farvel.
Jeg ser, du kender mig kun slet.
Dreng, det formilder ej den hån,
som du har vist mig.
Vend dig om og træk!
- Vend dig om og træk!
- Jeg har aldrig vist dig hån.
Jeg er din ven langt mer,
end du kan ane, -
- før du har indset grunden
til mit venskab.
Nu, gode Capulet, det navn,
jeg agter så højt som mit...
Vær rolig.
Vær rolig.
O, feje, æreløse ydmyghed!
Jeg hader dig af sjælen!
Tybalt!
Din rottefænger. Op til dansen!
- Hvad vil du mig?
- More mig med et af dine ni liv.
Jeg er til tjeneste!
Kære Mercutio, stik dit våben ind!
- Er du såret?
- Ja, ja, en rift, en rift.
En rift!
Ja, en rift, en rift.
Fat mod, min ven.
Det kan ej være farligt.
Spørg efter mig i morgen, så skal I se,
hvad jeg er for en alvorlig mand.
Gid pest må ramme begge eders huse.
Mig har de lavet ormeføde af.
Gid pest må ramme begge eders huse!
Hvorfor djævelen gik du imellem os?
Jeg blev såret under din arm.
Jeg mente alting godt.
Gid pest må ramme begge eders huse.
Nej!
- Af sted!
- Mercutio!
Nej!
Kom, blide nat. Kom, elskovsrige nat
med sorte bryn. Giv mig min Romeo.
Når han dør, del ham i stjerner små.
Da vil han så
forskønne himlens åsyn, -
- at verden vil forelske sig i natten
og ikke hylde solens flitterglans.
Ak, jeg har købt en elskovsbolig,
men endnu ej tiltrådt den, -
- og jeg er solgt,
men endnu ej modtagen.
Dagen er lang, som natten før en fest
er lang for barnets utålmodighed, -
- der fik den nye pynt
og tør ej bære den.
Mercutios sjæl er ej kommen langt
og venter efter din til rejsefælle.
Du usle dreng, så følg ham hist!
Du ellerjeg går med ham.
Eller begge!
Du ellerjeg går med ham.
Eller begge!
Du ellerjeg går med ham.
Eller begge!
Hvor lykken driver gæk med mig!
Fly, Romeo! Stå ikke der forstenet!
Fly, Romeo!
Tybalt!
Hvor er den frække,
som har brudt vor fred?
Benvolio, hvo havde skyld
i striden af de to?
Romeo råbte: ''Stands, venner.''
Tybalts lumske stød traf
den kække Mercutios hjerte.
Tybalt ligger dræbt ved Romeos hånd.
Vær retfærdig nu!
Jeg kræver blod for blod af Montague!
Romeo kunne ikke stemme til freden
Tybalts vildt oprørte sind.
Han er i slægt med Montague.
Han følger kun venskabs bud!
Vær retfærdig, skaf os bod.
For Tybalts liv jeg kræver Romeos blod!
Romeo var hans, han Mercutios død.
Hvo betaler mig det blod, her flød?
Romeo tog, hvad loven havde
givet hen til døden. Tybalts liv.
Derfor han fra denne stund forvises
fra vort land. Nu er mit hjerte lukt!
Ej bønner eller gråd skal eder både,
thi spar dem!
Romeo skal fly på stand.
lfald han findes,
er han dødens mand.
Romeo er forvist!
Forvisning...
Vær nådig dog, sig død.
Forvisning har langt større rædsel
i sit blik end døden. Sig ej forvisning.
Ulykken har forelsket sig i dig,
og du er viet til genvordigheden.
Min søn, du er forvist her fra Verona.
Men verdens kreds er vid og stor.
Der er ej verden uden for Verona.
Forvist herfra er jeg forvist fra verden.
Forvisning bort fra verden hedder død.
Når du giver død det navn forvisning,
halshugger du mig med gylden økse.
O, dødssynd! Vilde utaknemlighed!
Det er høj nåde, og du ser den ikke?
Stå op!
Jeg er fra frøken Julie.
Hvor er min frøkens husbond?
Romeo, kom frem.
- Amme.
- Ak, herre, ak. Den vej skal vi alle.
Du nævned Julie. Hvad siger min
brud til denne bratte adskillelse?
Hun siger intet, herre.
Hun græder kun -
- og kalder så på Romeo
og segner så igen.
Som om det navn skudt af kanonens
dødelige svælg var hendes død.
Som min hånd slog hendes frænde.
Jeg troede, dit sind var bedre artet.
Din Julie lever. Det er en lykke.
Tybalt ville dræbt dig,
du dræbte Tybalt. Det er atter lykke.
Den lov, som bød din død,
nøjes med forvisning. Det er lykke.
En byrde af velsignelser gives dig.
Hvi skælder du din fødsel,
jord og himmel? Alle tre forenes i dig.
Her er den ring,
hun bød mig give Dem.
O, hvor min sjæl er nu på ny oplivet.
ll til din elskede, som aftalt var.
Stig op til hendes kammer.
Gå, trøst hende.
Gå nu. Godnat!
Men tøv ej der, til vagten stilles ud.
Så slipper du ej bort til Mantua, -
- hvor du skal bo, til tiden er inde
til at forkynde eders ægtepagt, -
- forsone eders venner, bede loven
om nåde og få dig tilbagekaldt -
- med hundredtusind gange større glæde,
end du med jammer gik herfra.
ll nu, og rejs, før dagen gryr.
Forbliv i Mantua.
Farvel.
O, Gud.
Flød Tybalts blod for Romeos hånd?
O, slangehjerte
under blomstermaske.
Når fik en bog med så afskyeligt
indhold så smukt et bind?
O, at dog svig kan bo
i slig en herlig borg.
- I aften kommer hun ikke ned.
- I sorgens tid er det ej tid at bejle.
- Hun elsked højt sin frænde Tybalt.
- Såvel som jeg.
Nu... vi skal alle den vej.
I morgen ved jeg hendes mening.
I aften er hun ene med sin ***.
Skal jeg da tale ilde
om min husbond? Min arme herre.
Hvem skal kærligt værge dit navn,
når jeg, din hustru, skænder det?
Hvorfor, du onde mand,
har du min frænde dræbt?
Jeg tør svare eder for min datters
kærlighed. Hun vil lyde mig i alt.
Jeg ved det vist.
- Hvad mener I om torsdag?
- Jeg...
- Jeg ønsked, torsdag var i morgen.
- Så lad det være torsdag.
Gå I til Julie, før I går til sengs.
Sig da, -
- at på torsdag skal hun formæles
med den ædle Paris.
Vil du alt gå?
Der erjo langt til dag.
Nu må jeg gå herfra og frelse livet.
Det lys er ikke dagslys, det ved jeg.
Det er et luftsyn, sendt af solens
ånde, der lyse på din vej til Mantua.
O, tøv dog lidt. Det haster ej endnu.
Lad dem gribe, lad dem dræbe mig.
Jeg tøver gerne. Nødig vil jeg gå.
Kom, død. Velkommen!
Julie vil det så.
Mit hjerte. Tal. Det er ej morgengry.
Ak, jo, det er. Det er! Bort!
Det lysner mer og mer. Skynd dig, fly.
Det mørker mer og mer
med sorgens sky.
Min frøken!
- Eders moder kommer!
- Er du vågen?
Nu kommer lyset ind, men livet flyr.
- Julie.
- Tror du, vi skal ses engang igen?
Jeg tvivler ej.
Og al vor sorg skal tjene
til tidsfordriv i vore fremtidsdage.
Julie!
O, Gud, mit hjerte aner intet godt.
Mig synes nu, som du dernede står,
jeg ser dig dybt i graven som et lig.
O, lykke, vær ustadig.
Så håberjeg, du vil ej beholde ham
ret længe, men sende ham tilbage.
Du har en kærlig fader.
For al din sorg at slukke har han
straks udtænkt en glædesdag, -
- der kommer dig vist helt uventet,
som den kommer mig.
- Så glædeligt. Hvilken dag er det?
- Så tænk dig, næste torsdag morgen.
Den kække, unge, gæve Paris -
- vil dig i Sct. Peters kirke
til altret føre som sin glade brud.
Ved Sct. Peters kirke og Sct. Peter!
Ret aldrig bliverjeg hans glade brud.
Her kommerjo din fader. Sig det selv.
Nu, kone, har I sagt hende vor vilje?
Ja. Men hun siger nej. Hun takkerjer.
Gid hun var viet til sin grav, den tåbe.
Hvad? Vil hun ikke? Er hun ej stolt?
Og priser sig lyksalig -
- at vi har skaffet hende en herre,
som hun har så lidt fortjent?
Ej stolt deraf, men taknemlig er jeg.
Jeg er ej stolt af det, jeg hader.
Snak ej om tak, men lav
de smukke ben til næste torsdag!
Lån mig et øjeblik øre!
- Ti! Kny ej! Svar ej!
- Er I fra forstanden?
Bort, unge tøjte. Bort, ulydige skarn!
- Det er ej ret så hårdt at skælde!
- Stille, sludderkæft!
Jeg siger dig, på torsdag gå i kirke.
Hvis ej, kom mig aldrig mer for øjne!
Er du mit barn, da er du Paris' brud.
Hvis ej, -
- da hæng, tig, sult og dø på gaden.
Tro mig! Betænk dig!
Hvad jeg svor, det står.
O, kære moder, stød mig ikke bort.
Opsæt det bryllup blot en uge.
Eller red min brudeseng i samme
skumle grav, hvor Tybalt ligger.
Tal ej til mig.
Jeg siger ej et ord.
Gør, som du vil.
Jeg kendes ikke ved dig.
O, Gud.
Sig, amme, ser du nogen redning?
Hvad siger du? Slet intet glædesord,
slet ingen trøst?
Minsandten harjeg trøst.
Jeg tror, det bedste er,
at I nu ægte Paris.
En dejlig herre er han jo.
Jeg tror,
det ægteskab er eders lykke.
Langt mere end det første.
Og i al fald -
- er eders første mand jo død...
..eller så godt som død. Thi skønt
han lever, er han jer til ingen nytte.
- Taler du af hjertet?
- Hvis ikke, gid det gå mig ilde.
- Amen.
- Hvad?
Du har trøstet mig forunderligt.
Gå, sig min moder, -
- dajeg har fortørnet min fader,
går jeg til Lorenzos celle, -
- for der min synd at skrifte
og få aflad.
Hun græder uden måde over Tybalt.
Nu anser hendes fader det for farligt,
at hun så ganske lader sorgen råde, -
- og tror det viist at haste med vort
bryllup for at standse hendes tårer.
Hvor glædeligt,
jeg traf min hustru her.
- Kanske. Nårjeg eders hustru er.
- Det skal ske. Torsdag er her snart.
- Hvad ske skal, vil ske.
- Det er ganske klart.
- Kommer I at skrifte?
- Er det belejligt nu, min fader?
Nu harjeg tid, min tankefulde datter.
Tillad os at være ene, herre.
Gud fri mig
for at hindre eders andagt.
På torsdag årle vækkerjeg jer, Julie.
Farvel da. Modtag dette hellige kys.
- Sig, hvorledes det kan ændres!
- Det piner mig fra vid og sans.
Formår din visdom ej at skaffe hjælp,
så kald blot min beslutning vis.
- Min datter, stands!
- Jeg længes efter døden!
Jeg ser et glimt af håb.
Men det fortvivlede, som vi vil fly,
udkræver lige så fortvivlet handling.
Har du den viljestyrke, at du heller
vil dø for egen hånd end ægte Paris, -
- da vil du også vove det,
der ligner død til forsvar for den skændsel.
Hvis du har modet...
giver jeg dig midlet.
lntet åndedrag og ingen varme røber,
at du lever.
Al rørig myghed svinder af dit legem,
og stiv og stind og kold du synes død.
Om morgnen når så gommen kommer
at kalde dig af senge, er du ''død''.
De bærer dig til eders gamle grotte,
hvor hele Capuletterslægten hviler.
Så skal du i den visne dødeham
henligge fire og tyve timer -
- og derpå vågne som af dejlig søvn.
I tiden til du vågner op igen, -
- får Romeo brev fra mig om dette og
kommer hid at hente dig til Mantua.
Tag denne flaske, når du er i seng,
og drik det urteafkog, der er i den.
Jeg skal ilsomt få mit brev til Mantua.
VlGTlGT BREV
Sæt nu, at dette bryg slet ikke virker.
Skal jeg da vies i morgen tidlig?
- Har I travlt? Behøver I min hjælp?
- Nej, vi har udsøgt det fornødne.
Men giv mig lov at være ene nu,
thi sikkert har I alle hænder fulde.
Godnat.
Gå i din seng og hvil.
Du har det nødig.
Farvel.
Gud ved, hvornår vi ses igen.
Godnat.
Romeo, dette tømmerjeg for dig.
Som skikken er, bær hende hen
i højtidsdragt til kirken.
Hele dagen har et uvant mod med
glade tanker løftet mig fra jorden.
Jeg drømte, min kone fandt mig død
og kyssed sådant liv til mine læber, -
- at jeg stod op af døde
og var kejser.
Sødt er kærlighedens kød og blod,
når selv dens skygge bringer glæde.
Nyt fra Verona!
Vel mødt, Balthasar! Jeg tænker,
du har brev til mig fra præsten?
Min hustru, hvordan lever hun?
Alt er godt, hvis hun blot har det godt.
Hun har det godt,
og da er altjo godt.
I fædregraven slumrer hendes legem,
og mellem engle færdes hendes sjæl.
Jeg så, hun blev lagt ned.
Tilgiv mig, jeg bringer dårligt nyt.
Således?
Vel, jeg trodserjer, I stjerner!
Julie!
- Jeg vil bort i aften.
- Vær rolig.
- Gå nu!
- I tænker på noget slemt.
Du tager fejl. Men har du
intet brev til mig fra præsten?
Lige meget.
I nat, min Julie, soverjeg hos dig.
Jeg vil bort i aften.
Romeo er tilbage i Verona.
Jeg gruer...!
Jeg frygter såre, det står ilde til.
Det brev var såre vigtigt!
- Jeg kunne ikke få det sendt.
- Det kan volde stor fortræd.
Hvor er de fjender? Capulet! Montague!
Giv mig en dosis gift, et hurtigt kram,
der spreder sig igennem alle årer, -
- så livstræt mand segner om.
Jeg har så ram en gift, men loven er
død for hver, som byder den tilfalds.
Verden er ej din ven, dens lov ej
heller, så bryd dens lov og tag dette.
- Mit armod, ej min vilje, sigerja.
- Dit armod køberjeg, din vilje ikke.
Drik det ud, og om I havde styrke
som tyve mænd, så var I fældet straks.
Mit guld.
En værre sjælegift
end disse arme bryg du må ej sælge.
Romeo har ej fået bud om disse ting.
Jeg skriver end en gang til Mantua.
En time er der kun, til Julie vågner.
Nu rører pigen sig.
- Jeg trygler eder ...
- Lev vel og vær lykkelig. Farvel.
Nu gårjeg.
Frist ikke en fortvivlet mand.
Hold inde!
Min elskede, min hustru.
Døden, som sugede din åndes sødme,
var magtesløs imod din dejlighed.
Besejret er du ikke.
Skønheds banner end vajer rødt
i læbe og på kind, -
- og dødens blege flag
er end ej hejst.
Hvorfor er du endnu så smuk,
min egen Julie?
Skal jeg tro,
at den ulegemlige død kan elske -
- og gemmer dig her i skyggen
som sin elskerinde?
Her vil jeg i evighed slå mig til ro.
Og ryste onde stjerners åg
fra dette livstrætte kød.
Se, øjne...
Favn, I arme, for sidste gang.
I læber, åndens døre...
..besegl med et ærligt kys...
..min handel
med den store køber, døden.
Romeo!
Hvad knuger du?
Gift...
Drak alt og levned ej en venlig dråbe
til mig til rejsehjælp!
Så vil jeg kysse din mund.
Måske der sidder end derpå lidt gift.
Din mund er varm.
Så i et kys...
..jeg dør.
Se, hvordan himlen tugter eders had.
Med kærlighed
den dræber eders glæde.
Og jeg, som tog for mildt på eders kiv,
jeg misted tvende frænder.
Alle straffes.
Alle straffes!
En skummel fred
med morgenen bryder frem.
Selv solen synes klædt i sorg
at vandre.
Lad os i fortsat drøftelse gå hjem.
For nogle er der nåde, andre straffes.
En større sorg i verden ingen ved,
end Romeo og Julies kærlighed.
DVD tekster: Visiontext