Tip:
Highlight text to annotate it
X
Island er et stabilt demokrati
med høj levestandard -
- og indtil for nylig, meget lav
arbejdsløshed og offentlig gæld.
Vi havde hele infrastrukturen
af et moderne samfund:
- ren energi, fødevareproduktion,
- fiskeri med et kvotesystem
til at styre dem.
God sundhedspleje og god uddannelse,
- ren luft, ikke meget kriminalitet,
Det var et godt sted for familier.
Vi havde næsten "end of history" status.
Men i 2000 iværksatte Islands regering
en bred politik for deregulering -
- der ville få katastrofale følger -
- først for miljøet
og derefter for økonomien.
De startede med at tillade
multinationale selskaber som Alcova -
- til at bygge gigantiske aluminium smelteanlæg -
- og udnytte Islands
naturlige geotermiske -
- og hydroelektriske energikilder.
Mange af de smukkeste områder
i højlandet -
- med de mest spektakulære farver
er geotermiske.
Så intet kommer uden konsekvenser.
På samme tid privatiserede regeringen
Islands tre største banker.
Resultatet var et af de mest gennemførte
eksperimenter i finansiel deregulering -
- der nogensinde er gennemført.
Finansverdenen tog over og øh,
smadrede mere eller mindre stedet.
I løbet af 5 år, havde de tre små banker -
- som aldrig tidligere havde drevet
bank uden for Island -
- lånt 120 milliarder dollars,
ti gange Islands økonomi.
Bankfolk øsede penge på dem selv,
hinanden og deres venner.
Der var en massiv boble.
Aktiekurserne steg med en faktor ni,
- huspriserne mere end fordoblede.
Islands boble gav fremgang til folk
som Jon Asgeir Johannesson.
Han lånte milliarder fra bankerne til at opkøbe
eksklusive detailforretninger i London.
Han købte også et nålestribet privat jetfly,
en 40 millioner dollar yacht
og en penthouse på Manhattan.
Aviserne havde altid overskrifter som:
denne millionær købte dette firma -
- i England eller i Finland
eller i Frankrig eller hvor som helst.
I stedet for at sige denne millionær
tog et milliard-dollars lån -
- til at købe dette selskab.
Og det blev taget i din lokale bank.
Bankerne oprettede investeringsforeninger
og anbefalede derefter deres indehavere at -
hæve deres penge og sætte dem
i en investeringsforening.
Ponzi planen havde brug for alt.
Amerikanske firmaer som KPMG reviderede de
islandske banker og investeringsselskaber -
- og fandt intet galt.
Og de amerikanske kreditvurderingsbureauer,
sagde at Island var fantastisk.
I februar 2007 besluttede
kreditvurderingsbureauerne -
- at opgradere bankerne
til den højeste vurdering: AAA.
Det gik så vidt at regeringen her
rejste med bankfolk, som et PR-show.
Da Islands banker kollapsede
ved udgangen af 2008 -
- tredoblede arbejdsløsheden på 6 måneder.
Alle er påvirket på Island.
- Så rigtig mange mistede deres opsparing.
- Ja det er tilfældet.
De politiske tilsynsmyndigheder som burde
have beskyttet borgerne i Island -
- havde ikke handlet.
Du har to advokater fra en tilsynsmyndighed
der kommer til en bank -
- for at tale om et anliggende.
Da de nærmer sig banken vil de se nitten
firehjulstrækkere uden for banken.
Inde i banken er der nitten advokater, foran dig,
som, meget grundigt forberedt -
- er klar til at underkende ethvert
argument du laver.
Og derefter, hvis du gør det godt,
tilbyder de dig et job.
En tredjedel af Islands
finansielle tilsynsmyndigheder -
- forlod deres job til fordel for banksektoren.
Men dette er et universelt problem.
Det samme problem
eksisterer vel også i New York?
Hvad mener du om indkomsterne
på Wall Street i dag?
Overdreven høj.
Jeg har fået at vide at IMF har utroligt svært
ved at kritisere USA.
Det vil jeg nu ikke sige.
Vi beklager dybt vores overtrædelser
af amerikansk lovgivning.
Det er forbløffende hvor meget kokain
disse Wall Streeters kan tage -
- og stadig komme op
og gå på arbejde den næste dag.
Jeg vidste ikke hvad
"credit default swaps" var.
Jeg er lidt gammeldags.
Har Larry Summers nogensinde udtrykt anger?
Jeg hører ingen tilståelser.
Regeringen udskriver bare checks,
det er plan A, plan B, og plan C.
Ville du støtte lovpligtig kontrol
af direktørlønninger?
Det ville jeg ikke.
Har du det fint med loven om lønninger
i den finansielle branche?
Hvis de har fortjent det, så ja.
- Synes du de har fortjente det?
- Ja, det synes jeg.
- Så du hjælper disse folk med at afsløre det hele?
- Det kan man godt sige.
De havde massive private gevinster
på bekostning af offentlige tab.
Når du begynder at tro at du kan
skabe noget ud af ingenting.
Det er meget svært at modstå.
Jeg er bekymret for, at en mange
vil gå tilbage til den gamle måde -
- den måde, de handlede
forud for krisen.
Jeg fik en del anonyme e-mails
fra bankerne -
- der sagde: "Du kan ikke citere mig,
men jeg er virkelig bekymret".
Hvorfor tror du der ikke gennemføres
en mere systematisk undersøgelse?
Fordi så ville vi finde de skyldige.
Synes du at Columbia Business School
har nogen interessekonflikter?
Det kan jeg ikke se at vi har.
Tilsynsmyndighederne gjorde ikke det arbejde
de havde magt til at gøre.
Alle de sager jeg samlede
da jeg var juridisk rådgiver blev forkastet.
I løbet af weekenden, blev Lehman Brothers,
som er en af de mest solide -
- og største investeringsbanker,
tvunget til at gå konkurs -
- en anden bank, Merrill Lynch,
blev tvunget til at sælge sig selv.
Krise forhandlingerne er i gang...
...verdens finansielle markeder er langt nede i dag -
- en dramatisk udvikling
for to Wall Street giganter...
I september 2008 udløste konkursen af den
amerikanske investeringsbank Lehman Brothers -
- og sammenbruddet af verdens største
forsikringsselskab AIG, den globale finansielle krise.
Frygten lammede markederne natten over,
og med de asiatiske aktier der smækkede i...
...aktierne var i frit fald,
med det største enkelte fald i historien.
Aktiekurserne fortsatte med at styrtdykke
i kølvandet på Lehmans kollaps.
Resultatet var den globale recession der
kostede verden mange billioner dollars,
- gjorde 30 millioner mennesker arbejdsløse,
og fordoblede USA's nationale gæld.
Hvis du kigger på omkostningerne ved det:
Sammensætningen af aktiekapital, af boligformuen,
så fordelingen af indkomst, af jobs.
15 millioner mennesker på verdensplan,
kunne ende under fattigdomsgrænsen igen.
Dette er en enormt dyr krise.
Krisen var ikke en ulykke.
Det blev forårsaget af en ukontrolleret industri.
Siden 1980'erne har den
amerikanske finansielle sektors vækst -
- medført en række stadigt mere
alvorlige finansielle kriser.
Hver krise har medført mere skade
imens industrien har tjent flere og flere penge.
Del I. Hvordan vi endte her.
Efter Den Store Depression
havde USA 40 års økonomisk vækst -
uden en eneste finansiel krise.
Den finansielle sektor
var stramt reguleret.
De fleste banker var lokale,
og de måtte ikke spekulere i indskydernes formuer.
Investeringsbankerne, der håndterer aktier og obligationer,
var små private partnerskaber.
I den traditionelle investeringsbanks
partnerskabsmodel -
- tilførte partnerne pengene, og naturligvis fulgte
partnerne pengene meget nøje.
De ønskede at leve godt,
men de ønskede ikke at satse hele gården.
Paul Volcker arbejdede
i det amerikanske finansministerium -
og var formand for den amerikanske
centralbank fra 1979 til 1987.
Inden han gik ind i politik, var han økonom
for Chase Manhattan Bank.
Da jeg forlod Chase for finansministeriet i 1969,
var min indkomst i omegnen af -
- 45.000 dollars om året.
- 45.000 dollars om året?
Morgan Stanley havde i 1972
ca. 110 ansatte i alt.
Et kontor og et budget på 12 millioner dollars.
Nu har Morgan Stanley 50.000 arbejdere -
og et budget på flere milliarder
med kontorer over hele verden.
Den finansielle sektor eksploderede i 1980'erne.
Investeringsbankerne blev børsnoteret,
hvilket tilførte dem enorme mængder aktiekapital.
Folk på Wall Street begyndte at blive rige.
Jeg havde en ven, der handlede med obligationer
hos Merilyn Lynch i 1970'erne.
Han havde et job som tog kontrollør
om natten.
Fordi han havde 3 børn, og ikke kunne forsøge dem,
med det han tjente på obligationerne.
I 1986 tjente han millioner af dollars
og mente det var fordi han var smart.
Det vigtigste arbejde for nationen
er at genoprette vores økonomiske velstand.
I 1981 udvalgte præsident Ronald Reagan
ny finansminister -
- den administrerende direktør for
investeringsbanken Merrill Lynch: Donald Regan.
Wall Street og præsidenten er helt enige.
Jeg har talt med mange ledere af Wall Street
der også vil stå 100% bag præsidenten.
Reagan-administrationen, understøttet af økonomer
og finansielle lobbyister,
- startede en 30 årig periode
af finansiel deregulering.
I 1982, valgte Reagan-administrationen
at deregulere låne- og sparrekasserne -
så de kunne lave risikofyldte investeringer
med indskydernes penge.
Ved udgangen af årtiet havde hundredvis
af låne- og sparrekasser slået fejl.
Denne krise kostede skatteyderne 124 milliarder dollars,
og kostede mange mennesker deres opsparinger.
Det er nok det største bankrøveri
i vores historie.
Tusindvis af bankdirektørere kom i fængsel
for at plyndre deres egne virksomheder.
En af de mest ekstreme sager
omhandlede Charles Keating.
I 1985, da de statslige tilsynsmyndigheder
begyndte at undersøge ham -
- hyrede Keating en økonom
ved navn Alan Greenspan.
I dette brev til tilsynsmyndighederne, roste Greenspan
Keating's gode forretningsplan og ekspertise -
- og sagde, at han ikke så nogen risiko ved at lade
Keating investere hans kunders penge.
Efter sigende betalte Keating
Greenspan 40.000 dollars.
Charles Keating blev sendt
i fængsel kort tid efter.
Alan Greenspan derimod, blev
af præsident Reagan udnævnt -
- til formand for USA's centralbank:
"The Federal Reserve".
Greenspan blev genudnævnt
af præsident Clinton og af George W. Bush.
Under Clinton-administrationen
fortsatte dereguleringen under Greenspan.
Og under finansminister Robert Rubin,
- den tidligere administrerende direktør
af investeringsbanken Goldman Sachs,
- og Larry Summers,
en Harvard-økonomiprofessor.
Den finansielle sektor og Wall Street
var magtfuld,
- med lobbyister,
der havde masser af penge.
Trin for trin blev det politiske system eroderet.
Både på den demokratiske
og den republikanske side.
Ved slutningen af 1990'erne havde den finansielle sektor
cementeret sig i nogle få gigantiske virksomheder.
Hver af dem så store at deres svigt
kunne true hele systemet.
Og Clinton-administrationen
hjalp dem med at vokse sig endnu større.
I 1999, fusionerede Citicorp og Travelers
til Citigroup.
Den største finansvirksomhed i verden.
Fusionen overtrådte "Glas-Steagal" bankloven.
En lov vedtaget efter den store depression -
- der forhindrede bankerne i at bruge kundernes indlån
på risikable bankinvesteringer.
Det var ulovligt at opkøbe "Travelers".
Greenspan sagde ingenting.
Centralbanken gav dispensation i et år,
og så fik de loven vedtaget.
I 1999, på opfordring af Summers og Rubin,
vedtog kongressen "Gramm-Leach-Bliley" loven.
Ofte omtalt som Citigroup genoplivningsloven.
Den underkendte "Glass-Steagal" loven
og banede vejen for fremtidige fusioner.
Hvorfor har man store banker?
Fordi bankerne ønsker monopol.
Fordi bankerne eftertragter lobbyisme, og fordi de ved
at når de er store nok, vil de blive reddet.
Markeder er ustabile i sagens natur,
eller i det mindste potentielt ustabile -
- og en passende metafor er
de gamle tankskibe -
- der var meget store og derfor
måtte inddeles i ekstra rum -
- for at forhindre olien i at skvulpe rundt
og kæntre båden.
Konstruktionen af båden
måtte tage hensyn til dette -
- og efter depressionen medførte reguleringen
faktisk sådanne "vandtætte" rum.
Og dereguleringen har nu ført til
enden på rumopdeling.
Den næste krise kom i slutningen af 90'erne.
Investeringsbankerne opbyggede
en boble på internetaktier.
Som blev fulgt af et sammenbrud i 2001
der medførte investeringstab for 5 billioner dollars.
Den uafhængige kommission SEC,
der blev oprettet i USA -
- under depressionen, for at overvåge børshandler,
gjorde intet.
Uden reelle konsekvenser fra statens side,
og der har ikke været nogen,
- og i lyset af selvreguleringens tydelige fiasko,
er det nødvendigt at andre træder til -
- og vedtager den påkrævede beskyttelse.
Eliot Spitzers undersøgelse afslørede,
- at investeringsbankerne havde støttet
internetselskaber de vidste ville krakke.
Børsanalytikere blev betalt
efter hvor mange handler de gennemførte -
- og hvad de sagde offentligt,
var diametralt modsat af det de sagde privat.
"Infospace" der har fået den bedst mulige vurdering,
er blevet afvist af analytikere som noget ragelse.
"Excite"... der også er højt vurderet,
er blevet kaldt "sådan noget bras".
Den modargumentation, der blev fremsat
af mange investeringsbanker -
- var ikke, at analytikerne tog fejl, men at -
- "alle gør det, og alle vidste hvad der foregik
og derfor bør man aldrig stole på analytikerne".
I december 2002, indgik ti investeringsbanker
forlig i sager for 1,4 milliarder dollars -
- og lovede at ændre praksis.
Scott Talbott er toplobbyist
for "Financial Services Roundtable" -
- som er en af de mest magtfulde grupper
i Washington -
- der repræsenterer næsten alle
verdens største finansielle virksomheder.
Finder du det faktum, at flere af din medlemsvirksomheder,
er involveret i anselige kriminelle aktiviteter, acceptabelt?
- Du bliver nødt til at være mere specifik.
- Okay...
Og først og fremmest, kriminelle aktiviteter
bør aldrig accepteres, punktum.
Siden dereguleringen begyndte
er verdens største finansielle virksomheder -
- blevet fanget i at hvidvaske penge, bedrage kunder
og forfalske deres regnskaber -
- igen og igen og igen.
"Credit Suisse" hjalp med at kanalisere penge
til Irans atomprogram -
- og til "Aerospace Industries Organization of Iran"
der byggede ballistiske missiler.
Alle oplysninger, som kunne identificere det,
og forbinde det til Iran, blev fjernet.
Banken blev idømt en bøde på
536 millioner dollars.
Citibank hjalp med at kanalisere halvanden
milion dollars, fra narko, ud af Mexico.
Sagde du at hun skulle;
"rydde alle dokumenter der var forbundet til kontoen".
Det sagde jeg for sjov,
det var i den tidlige fase af alt dette.
Jeg mente det ikke alvorligt.
Mellem 1998 og 2003, overdrev Fannie Mae
deres indtjening med mere end 10 milliarder dollars.
Disse regnskabsstandarder
er meget komplekse, og kræver fortolkninger -
- som eksperter ofte er uenige om.
Administrerende direktør, Franklin Raines,
der var præsident Clintons finansleder -
- modtog over 52 millioner dollars i bonus.
Da investeringsbanken UBS blev afsløret i at hjælpe
velhavende amerikanere med at unddrage skatter -
- nægtede de at samarbejde
med den amerikanske regering.
- Vil du være villig til at udlevere navnene?
- Hvis vi kan lave en juridisk aftale...
Der er ingen aftale,
du har indrømmet at have deltaget i bedrageri.
Hm...
Men imens selskabet står
overfor en hidtil uset høj bøde -
- bliver investeringsselskaberne
ikke bedt om at indrømme deres fejl.
Når du er så stor, og har så mange produkter,
og så mange kunder, så sker der fejl.
Sektoren for finansielle tjenesteydelser synes
at være præget af en kriminalitet,
- der tilsyneladende er relativt fremherskende.
Altså, hvornår var sidste gang -
- at CISCO eller Intel eller Google
eller Apple eller IBM...
Jeg er helt enig med dig
i forhold til højteknologi vs. finansielle ydelser -
- men højteknologi er grundlæggende
en kreativ branche -
- hvor værdiakkumulation og indtægt,
afhænger af -
- at du rent faktisk skaber
noget nyt og anderledes.
I begyndelsen af 1990'erne medførte dereguleringen,
og de teknologiske fremskridt,
- en eskalering af komplekse finansielle produkter,
kaldt derivater.
Økonomer og bankfolk hævdede
at de gjorde markedet sikrere.
Men i stedet gjorde de det ustabilt.
Siden slutningen af den kolde krig,
har mange tidligere fysikere og matematikere -
- besluttet sig for at anvende deres færdigheder,
- ikke på koldkrigs-teknologi,
men på de finansielle markeder.
Og sammen med investeringsbanker
og investeringsforeninger...
- Udvikle andre våben?
- Lige præcis.
Som Warren Buffett sagde:
"Masseødelæggelsesvåben".
Lovgivere, politikere og erhvervsfolk,
har ikke taget truslen -
- om finansiel fornyelse alvorligt,
i forhold til det finansielle systems stabilitet.
Ved at anvende derivater,
kunne bankerne gamble på stort set alt.
De kunne gamble på stigende eller faldende oliepriser,
selskabers konkurs. Sågar vejret.
Ved slutningen af 1990'erne var derivaterne
et 15 billioner dollars ureguleret marked.
Det blev forsøgt at regulere dem i 1998.
Brooksley Born dimitterede højest i hendes
klasse på Stanford Law School -
- og var den første kvinde der redigerede
tidsskriftet "the major law review".
Efter at have arbejdet med derivater hos Arnold & Porter,
blev Born udnævnt af præsident Clinton -
- til at lede CFTC,
som førte tilsyn med derivaterne.
Brooksley Born spurgte mig,
om jeg var interesseret i at arbejde for hende.
Vi vurderede at derivaterne var et alvorligt,
potentielt destabiliserende, marked.
I maj 1998 fremsatte CFTC
et forslag om at regulere derivater.
Clintons finansministerie reagerede med det samme.
Jeg kom forbi Brooksleys kontor
og hun havde lige lagt telefonen fra sig -
- og hun var helt hvid i ansigtet.
Hun kiggede på mig og sagde: "Det var Larry Summers.
Han havde 13 bankfolk på sit kontor".
Han udtrykte det på en meget intimiderende måde.
Han beordrede hende mere eller
mindre til at stoppe.
Bankerne var blevet stærkt afhængige
af denne type aktiviteters indtjening -
- og det førte til en intens kamp for
at forhindre reguleringen af disse instrumenter.
Kort efter telefonopkaldet fra Summers,
udsendte Greenspan, Rubin og SEC formand Arthur Levitt -
- en fælles erklæring, der fordømte Born,
og anbefaldte en lovgivning der holdt derivater ureguleret.
En regulering af derivater, der er forhandlet privat,
af professionelle, er unødvendig.
Hun blev desværre underkendt, først af
Clinton-administrationen og derefter af kongressen.
I 2000, spillede Senator Phil Gramm
en vigtig rolle i vedtagelsen af et lovforslag -
- der mere eller mindre fritog derivater
fra al regulering.
Det er forenende markeder
der reducerer de administrative byrder.
Jeg mener vi er nødt til at gøre det.
Efter at have forladt Senatet, blev Phill Gramm
næstformand i UBS.
Hans kone Wendy, havde siden 1993
siddet i bestyrelsen for Enron.
Men det er vores store håb, at det er muligt,
i løbet af dette år, at gennemføre en passende lovgivning -
- der skaber retssikkerhed for OTC-derivater.
Jeg ønskede at forbinde mig selv med alle
de bemærkninger finansminister Summers fremsatte.
I december 2000 vedtog kongressen loven:
"Commodity Futures Modernization Act".
Skrevet med hjælp fra finanslobbyister.
Den forbød regulering af derivater.
Da den var gennemført, var det ud over stepperne.
Og anvendelsen af derivater og finansielle
sikkerhedsfornyelser, eksploderede dramatisk efter 2000.
- Hjælp mig Gud.
- Hjælp mig Gud.
Da George W. Bush tiltrådte embedet i 2001 var den
amerikanske finansielle sektor, langt mere rentabel,
- koncentreret og magtfuld,
end nogensinde før.
Industrien var domineret af fem investeringsbanker,
to store finansielle koncerner,
- tre forsikringsselskaber,
og tre kreditvurderingsbureauer.
Og at forbinde dem til hinanden,
var en fødekæde af gældsatte værdipapirer,
- et nyt system som forbandt billioner af dollars,
ejendomslån og andre lån -
- med investorer over hele verden.
For 30 år siden, hvis du ønskede at låne penge til et hus,
ville den person, der lånte dig pengene -
- forvente at du betale ham eller hende tilbage.
Du fik et lån fra en långiver
der ønskede at du betalte ham tilbage.
Sidenhen har vi udviklet sekuritiseringen,
og dermed er de mennesker, der leverer et lån -
- ikke længere i risiko for en
manglende tilbagebetaling.
Når en boligejer, i det gamle system,
betalte deres ejendomslån hver måned -
- gik pengene til deres lokale långiver.
Og da ejendomslån tog årtier at tilbagebetale,
var långiverne forsigtige.
I det nye system solgte långiverne
deres ejendomslån til investeringsbankerne.
Investeringsbankener kombinerede
tusindvis af ejendomslån og andre lån -
- herunder billån, studielån og gæld på kreditkort,
til at skabe komplekse derivater -
kaldet "collateralized debt obligation", eller CDO.
Investeringsbankerne solgter derefter
CDO'erne til investorer.
Når boligejerne nu betalte deres ejendomslån,
gik pengene til investorer over hele verden.
Investeringsbankerne betalte kreditvurderingsbureauer
til at vurdere CDO'erne -
- og mange af dem fik en AAA mærkning,
der er den højest mulige investeringssats.
Det gjorde CDO'erne populære som pensionsopsparing,
der kun kan købe højt vurderede værdipapirer.
Systemet var en tikkende bombe.
Långiverne var ikke længere interesseret i,
om låntagerne kunne tilbagebetale lånet.
Så de begyndte at lave mere risikobetonede lån.
Investeringsbankerne var også ligeglade.
Jo flere CDO'er de solgte,
jo højere var deres overskud.
Og kreditvurderingsbureauerne, som blev betalt
af investeringsbankerne -
- havde intet ansvar, hvis deres vurderinger
af CDO'erne var forkerte.
Du ville ikke komme i knibe,
og der var ingen regulerende begrænsninger.
Så der var grønt lys
til at pumpe flere og flere lån ud.
Mellem 2000 og 2003, blev antallet af ejendomslån,
foretages hvert år, næsten firedoblet.
Alle i denne sekuritiseringskæde,
var helt fra begyndelsen til slutningen -
- ligeglade med kvaliteten af ejendomslånene.
De bekymrede sig kun om at øge mængden
og få et honerar ud af det.
I begyndelsen af 00'erne var der en enorm stigning,
i de mest risikable lån, kaldet subprimelån.
Men da tusindvis af subprime lån
blev kombineret for at skabe CDO'er,
- fik mange af disse stadig en AAA vurdering.
Man kunne vel godt have udviklet derivater,
uden disse risici?
Der tilsvarede selvrisikoen. Der begrænsede
de risici der kunne tages, og så videre.
Men det gjorde de ikke, vel?
Nej, men set i bakspejlet
burde de have gjort det.
- Så disse fyre vidste de lavede noget farligt?
- Ja, det tror jeg.
Alle de incitamenter som de finansielle
institutioner, tilbød lånemæglerne,
- var baseret på at sælge de mest profitable
produkter, hvilket var destruktive lån.
Bankfolkene tjener flere penge på et subprime lån.
Så det er hvad de giver dig.
Pludselig strømmer der mange milliarder dollars
gennem sekuritiseringskæden hvert år.
Da alle kunne få et ejendomslån
steg huspriserne voldsomt.
Resultatet var den største
finansielle boble i historien.
Fast ejendom er fast,
man kan se ens aktiver -
- man kan leve i aktiverne,
man kan udleje aktiverne.
Der var et enormt boom på boligmarkedet,
der slet ikke gav mening.
Appetiten i den finansielle sektor,
drev det samme som alle andre.
Den sidste gang vi oplevede en boligboble
var i slutningen af 80'erne.
Dengang steg huspriserne forholdsvis lidt.
Den boligboble medførte
en ret alvorlig recession.
Fra 1996 til 2006 fordoblede huspriserne.
For 500 dollars kan man komme og høre
hvordan man køber en del af den amerikanske drøm.
Goldman Sachs, Bear Stearns, Lehman Brothers,
Merrill Lynch, de var alle med i dette.
Alene subprime udlånene
steg fra 30 milliarder om året i finansiering -
- til over 600 milliarder om året, på ti år.
De vidste hvad der foregik.
"Countrywide Financial", den største subprime lånudbyder,
udstedte lån for 97 milliarder dollars.
Det tjente de over 11 millioner dollars på.
På Wall Street kulminerede de årlige kontante bonusser,
- mæglere og direktører blev enormt
velhavende under boblen.
Lehman Brothers var den største garant
for subprime lån.
Og deres adm. direktør Richard Fuld
tjente 485 millioner dollars.
På Wall Street, medførte bolig- og kreditboblen
en fortjeneste på hundreder af milliarder af dollars.
I 2006 kom 40% af al overskud i de 500 virksomheder,
på aktieindekset S&P, fra finansielle virksomheder.
Det var ikke et reelt overskud,
det var ikke en egentlig indkomst.
Det var bare penge, der blev skabt af systemet,
og bogført som indtægt -
- indtil 3 år senere hvor det hele var forsvundet.
Jeg tror i virkeligheden, set i bakspejlet,
at dette var en stor stor national,
- og ikke kun national, men også global, "Ponzi Scheme".
Gennem loven om boligejerskab, havde centralbanken
myndighed til at regulere ejendomslånene.
Men nationalbankdirektør Alan Greenspan
nægtede at gøre det.
Alan Greenspan sagde "nej, det er regulering,
jeg tror ikke engang på det".
I 20 år, var Robert Gnaizda leder af Greenlining,
en magtfuld forbruger-interesseorganisation.
Han mødtes med Greenspan på regelmæssig basis.
Vi gav ham et eksempel af Countrywide,
med 150 forskellige komplekse rentetilpasningslån.
Han sagde, at selvom du havde
en doktorgrad i matematik -
ville du ikke være i stand til at forstå dem nok til at vide,
hvilke var gode for dig og hvilke der ikke var.
Så vi tænkte at han ville tage affære.
Men som samtalen skred frem, blev det klart,
at han var fanget af sin egen ideologi.
Vi mødtes med Greenspan igen i 2005.
Vi mødtes ofte med ham to gange om året.
Men han ville ikke ændre mening.
Alan Greenspan afviste
at blive interviewet til denne film.
I denne fantastiske verden
med konstant global kommunikation.
Er den frie og effektive kapitalbevægelse med til
at skabe den største velstand i menneskehedens historie.
146 mennesker blev afskediget
fra SEC's kontrolenhed,
- var det hvad du også vidnede om?
Ja, jeg tror der har været en systematisk nedskæring,
eller hvad du nu vil kalde det,
- af agenturet og dets kapacitet,
gennem nedskæringer af personalet.
SEC kontoret for risikostyring blev reduceret til...
siger du én ansat?
Ja, når han gik hjem om aftenen,
kunne han slukke alt lyset.
Under boblen lånte investeringsbankerne massivt
for at købe flere lån og skabe flere CDO'er.
Forholdet mellem de lånte penge og bankernes
egne penge, blev kaldt gældsætningsgraden.
Jo mere bankerne lånte,
jo højere var deres gældsætningsgrad.
I 2004 hjalp Goldman Sachs
administrerende direktør Henry Paulson -
- med at påvirke SEC til at lempe
grænserne for gældsætningsgraden.
Det gjorde det muligt for bankerne
at øge deres låntagning markant.
SEC besluttede af en eller anden grund at
lade investeringsbankerne satse meget mere.
Det var tosset. Jeg ved ikke hvorfor de gjorde det,
men det gjorde de altså.
Vi har sagt at disse er de store drenge
og det er tydeligvis sandt.
Men det betyder, at hvis noget går galt,
så bliver det en frygtelig misere.
På dette niveau beskæftiger vi os naturligvis med
de mest sofistikerede finansielle virksomheder.
Det er disse virksomheder, der står bag de
fleste derivater i USA.
Vi talte med nogle af dem om deres sikkerhedsniveau.
Virksomhederne troede faktisk
at niveauet var passende.
Stemmer kommissærerne for lovændringerne,
som anbefalet af embedet?
Ja, det gør vi. Enstemmigt.
Og mødet er afsluttet.
Gældsætningsgraden i det finansielle system
blev aldeles skræmmende.
Investeringsbanker med en gældsætningsgrad
op til niveau 33 til 1,
- hvilket betyder, at et lille fald på 3%
i deres formueværdi, ville gøre dem insolvente.
Der var en anden tikkende bombe
i det finansielle system.
AIG, verdens største forsikringsselskab -
- solgte store mængder af kreditderivater,
kaldt "credit default swaps".
For de investorer som ejede CDO'er var
"credit default swaps" (CDS) en slags garanti.
En investor, der købte CDS'er, betalte
hvert kvartal en forsikringspræmie til AIG.
Hvis CDO'erne gik konkurs, lovede AIG
at udbetale investorernes tab.
Men i modsætning til normale forsikringer,
kunne spekulanter også købe CDS'er fra AIG -
- med henblik på at gamble imod
de CDO'er de ikke selv ejede.
I forsikringsbrancen kan man normalt
kun forsikre det man selv ejer.
Lad os sige at jeg ejer et hus.
Jeg kan kun forsikre dette hus én gang.
Men derivaterne gjorde det imidlertid
muligt for alle, at forsikre det samme hus.
Så man kunne forsikre det samme som andre,
så 50 mennesker kunne forsikre mit hus.
Så det der sker, hvis mit hus brænder ned, er,
at antallet af tab bliver forholdsmæssigt store i systemet.
Eftersom "credit default swaps"
var uregulerede -
- behøvede AIG ikke at lægge penge til side
til dækning af eventuelle tab.
I stedet udbetalte AIG store kontante
bonusser til deres ansatte -
- lige så snart en kontrakt var underskrevet.
men hvis en CDO senere krakkede
ville AIG være i knibe.
Folk blev i princippet belønnet
for at tage massive risici.
I gode tider indbringer det kortsigtede indtægter
og overskud, og derfor bonusser.
Men det vil føre til virksomhedens konkurs over tid.
Det er et helt forvrænget belønningssystem.
AIG Financial Products' afdeling i London,
udstedte CDS'er for 500 milliarder dollars under boblen.
Mange af dem til CDO'er
der var forsikret af subprime-lån.
AIG "FP" tjente 3,5 milliard dollars
mellem 2000 og 2007.
Direktøren Joseph Cassano,
tjente personligt 315 millioner dollars.
"Det er svært for os, uden at være useriøse,
at se et scenarium, i et hvilket som helst tilfælde -
der ville tabe bare 1 dollar
i en af disse transaktioner."
I 2007 anførte AIG's revisorer advarsler.
En af dem, Joseph St. Denis,
trak sig i protest.
Efter direktør Cassano gentagne gange havde
afholdt ham fra at undersøge regnskabet.
Lad mig fortælle dig om en person der ikke
fik en bonus, da alle andre gjorde det.
Det var St. Denis.
Mr. St. Denis, der forsøgte at alarmere jer,
om det faktum, at i løb ind i store problemer.
Han sagde op i frustration
og han fik ikke en bonus.
I 2005, afleverede Rajan Raghuram en rapport
på den årlige "Jackson Hole" økonomikonference.
Den mest ansete bankkonference i verden.
Hvem var til stede?
Det var verdens topbankfolk...
lige fra Mr. Greenspan selv,
- Ben Bernanke,
- Larry Summers var der,
Tim Geithner var der.
Titlen på rapporten var i hovedtræk:
Gør den finansielle udvikling verden mere risikabel?
Og konklusionen var, at det gør den.
Rajan's rapport fokuserede på
incitamentsstrukturer, med store bonusser,
- baseret på kortsigtet overskud, der ikke
blev sanktioneret ved senere tab.
Rajan hævdede, at disse incitamenter
opfordrede bankfolk til at tage risici,
- der i sidste ende kunne ødelægge
deres egne virksomheder -
- eller endda hele det finansielle system.
Det er meget nemt at skabe
præstationer gennem øget risici.
Så man er nødt til at kompensere for risikostyrede
præstationer, og det er her alle ligene ligger begravet.
Rajan ramte hovedet på sømmet.
Det han især sagde, var: "I hævder at I har fundet
en måde at tjene mere, med en mindre risiko,
- jeg siger, at I har fundet en måde at tjene mere,
med en højere risiko. Og der er en stor forskel".
Summers var oprørt. Han mente dybest set, at jeg
kritiserede ændringerne i den finansielle verden.
Og var bekymret for regulering,
som er det modsatte af hele ændringen.
Så han beskyldte mig for at være modstander af udviklingen.
Han ville sikre, at vi ikke indførte nye reguleringer der
begrænsede den finansielle sektor på dette tidspunkt.
Larry Summers afviste
at blive interviewet til denne film.
Du tjener 2 eller 10 millioner dollars ekstra om året.
For at sætte dit pengeinstitut i risiko.
Andre betaler regningen.
Vil du indgå den aftale?
De fleste mennesker på Wall Street sagde:
"Ja, hvorfor ikke".
The Hamptons,
2 timers kørsel fra New York.
Det var aldrig nok.
De vil ikke nøjes med én bolig.
De ønsker at eje 5 boliger og de vil have
en dyr penthouse lejlighed på Park Avenue.
Og de vil have
deres eget private jetfly.
Tænker du at dette er en industri hvor
meget høje lønninger er passende?
Jeg tror man skal være forsigtig
med begrebet "meget høje",
- jeg mener, det er jo relativt.
Du har et hus til 14 millioner dollars
ved havet i Florida,
- du har et sommerhus i Sun Valley, Idaho,
- du og din kone har en kunstsamling
til flere millioner dollars.
Richard Fuld dukkede aldrig op i forhandlingsrummet.
Der var kunstrådgivere deroppe hele tiden.
Han havde sin egen private elevator.
Han gjorde sit for at være fraværende.
Altså, de hyrede teknikere til at programmere elevatoren,
så hans chauffør kunne ringe om morgenen,
- og en sikkerhedsvagt ville holde den,
- og der er kun 2 eller 3 sekunder,
hvor han rent faktisk er nødt til at se folk,
- og han hopper ind i elevatoren
og kører direkte til 31. etage.
Lehman ejede en række forretningsfly,
vidste du det?
Ja.
- Hvor mange var der?
- Der var 6, inklusiv 767'eren.
- De havde også en helikopter.
- Okay.
Er det ikke mange fly til at have?
Vi har at gøre med en speciel type mennesker
og de ved alt i verden.
At drive bank blev en pissekonkurrence, du ved;
"min er større end din", og den slags.
Det var jo kun mænd.
Aftaler på 15 milliarder dollars var ikke store nok
så der blev lavet nye på 100 milliarder dollar.
Disse mennesker er risikovillige,
de er impulsive.
Jonathan Alpert er terapeut for flere
højtstående Wall Street ledere.
Det er en del af deres adfærd
det er en del af deres personlighed,
- og det manifesterer sig
også uden for arbejdet.
Det er ganske typisk for dem
at gå på stripbar,
at tage stoffer. Jeg har set et stort forbrug af
kokain og prostituerede.
For nylig har neuroforskere foretaget forsøg,
hvor de har taget personer,
- og placeret dem i MR-scannere, og ladet dem
spille et spil, hvor gevinsten er penge.
Her har de bemærket,
at når personerne tjener penge,
- stimuleres den samme del af hjernen,
som stimuleres af kokain.
Mange føler, at de er nødt til at deltage
i den slags adfærd,
- for at blive forfremmet, og blive anerkendt.
Ifølge en artikel i Bloomberg udgør
underholdningsbranchen 5% af omsætningen,
- for New York CDO børsmæglere, og det
inkluderer ofte stripklubber, prostitution og stoffer.
En New York mægler lagde i 2007
sag an mod hans firma.
Han hævdede at han var forpligtet til at skaffe
prostituerede for at underholde børsmæglere.
Der er en tydelig ligegyldighed i forhold til de
konsekvenser deres handlinger kan have,
- for samfundet, eller familien.
De har ikke noget problem med at gå til en prostitueret,
og gå hjem til deres kone bagefter.
Kristin Davis drev et elite-prostitutionsbureau
fra hendes lejlighed.
Den lå et par blokke
fra New York-børsen.
- Hvor mange kunder?
- Omkring 10.000 på det tidspunkt.
- Hvilken andel var fra Wall Street?
- Af de ekslusive kunder, nok 40 til 50 procent.
Og var alle de store Wall Street firmaer
repræsenteret? Goldman Sachs...
...Lehman Brothers,
ja, de var alle derinde.
Morgan Stanley var mindre involveret i det.
Jeg tror Goldman var ret aktiv.
Mange kunder ville ringe til mig og sige,
"kan du skaffe mig en Lamborghini til i aften?"
Disse fyre brugte selskabets penge.
Jeg fik mange kort fra de finansielle virksomheder.
Det der sker, er, at ydelserne
bliver bogført som computer reparation.
markedsundersøgelser... rådgivninger.
Jeg gav dem normalt bare et stykke firmapapir,
og sagde, at de kunne lave deres egen faktura.
Så tror du at dette adfærdsmønster
strækker sig helt til den øverste ledelse?
Helt sikkert. Det er en kendsgerning.
Det strækker sig helt til tops.
En af mine venner, der er involveret
i en større økonomisk virksomhed, sagde:
- "det er på tide du lærer
om subprime boliglån"
Så han arrangerede et møde
på hans arbejdsplads,
- og en nørd, som normalt gjorde alt det her,
bliver meget ophidset, han løber til hans computer,
- og i cirka tre sekunder, trækker han en udstedelse
af et Goldman Sachs værdipapir frem.
Det var en komplet katastrofe.
Låntagere havde i gennemsnit lånt
99,3 procent af prisen på huset.
Hvilket betyder, at de ikke har penge i huset.
Hvis noget gik galt, ville de kun sidde tilbage med lånet.
Det er ikke en type lån man laver, vel?
Man er nødt til at være sindssyg.
Men alligevel, tager du 8.000 af disse lån,
- og efter at have været igennem
Goldman Sachs og kreditvurderingsbureauerne,
- var to tredjedele af lånene stemplet som AAA,
- hvilket betød, at de blev vurderet
ligeså sikre som statspapirer.
Det er komplet vanvittigt.
Goldman Sachs solgte for mindst
3,1 milliarder dollars -
- af disse værdiløse CDO'er i første halvår af 2006.
Den administrerende direktør for Goldman Sachs,
var Henry Paulson,
- den højest betalte direktør på Wall Street.
Godmorgen, velkommen til Det Hvide Hus.
Jeg er glad for at annoncere, at jeg vil
udnævne Henry Paulson som finansminister.
Han har et helt livs erhvervserfaring, han har et
indgående kendskab til de finansielle markeder,
- han har ry for åbenhed og integritet.
Du tror måske at det var svært for Paulson,
at tilpasse sig en lille regeringsløn.
Men at tage jobbet som finansminister,
var den bedste finansielle beslutning i hans liv.
Paulson var tvunget til at sælge sine
Goldman aktier til 485 millioner dollars,
- da han begyndte at arbejde for regeringen.
Men på grund af en nyindført lovgivning,
af den første præsident Bush,
skulle han ikke betale skat af det.
Det sparede ham 50 millioner dollars.
Artiklen kom ud i oktober 2007.
En tredjedel af ejendomslånene blev allerede forsømt.
Nu er de fleste forsvundet.
En gruppe, der havde købt
disse nu værdiløse værdipapirer,
- var de offentligt ansattes pensionssystem i Mississippi,
- der står for månedlige ydelser
til over 80.000 pensionister.
De mistede millioner af dollars,
og sagsøger nu Goldman Sachs.
I slutningen af 2006 havde Goldman taget
tingene et skridt videre.
De solgte ikke bare værdiløse CDO'er,
de begyndte også at satse imod dem,
- på samme tid som de fortalte kunderne,
at det var kvalitetssikrede investeringer.
Ved at købe "credit default swaps" fra AIG,
kunne Goldman satse mod CDO'er de ikke selv eje,
- og tjene penge, når CDO'erne krakkede.
Jeg spurgte dem, om nogen
kontaktede kunderne,
- og fortalte dem, at de ikke længere brød sig om
denne lånetype. For at informere dem.
De sagde ikke rigtig noget, men man kunne
mærke latteren i den anden ende af telefonen.
Goldman Sachs købte CDS'er
for mindst 22 milliarder dollars af AIG.
Det var så meget, at Goldman realiserede
at AIG selv kunne gå konkurs,
- så de brugte 150 millioner dollars på at forsikre
sig imod AIG's mulige sammenbrud.
Så i 2007, gik Goldman skridtet videre.
De begyndte at sælge CDO'er
der var specielt designet -
- så jo flere penge deres kunder tabte,
jo flere penge tjente Goldman Sachs.
Du solgte Timberwolf aktier for 600 millioner dollars.
Før du solgte dem,
informerede dit salgsteam følgende internt:
"Uha, den Timberwolf aftale var elendig."
Dette var en e-mail til mig i slutningen af juni.
- Ja, og du kalder Timberwol...
- Efter transaktionen.
Nej, nej, du solgte også Timberwolf efter.
- Vi gennemførte handler efter det.
- Ja, okay.
Den næste e-mail, d. 1. juli '07, fortæller afdelingen,
at "den højeste prioritet er Timberwolf".
Din topprioritet er at sælge denne "elendige aftale".
Hvis du har modstridende interesser til din klient,
har du så pligt til at oplyse det til din kunde,
til at fortælle kunden om dine modstridende interesser?
Det er mit spørgsmål.
Hr. formand,
jeg prøver bare at forstå...
Nej, jeg tror du forstår det.
Jeg tror bare ikke du ønsker at besvare det.
Mener du, at du har en pligt til at handle
i dine kunders bedste interesse?
Igen, øh... Senator. Jeg vil gentage,
vi har en pligt til at servicere vores kunder,
- ved at vise priserne på de handler de beder os om.
Hvad mener du om at sælge værdipapirer,
som dit personale mener er... lort?
Generer det dig?
- Jeg tror de ville... hypotetisk set?
- Nej, det her er ægte.
- Jamen så ved jeg ikke...
- Vi hørte det i dag.
- Tja...
- Vi hørte det i dag:
Dette er en elendig aftale, det er noget lort.
Jeg... Jeg hørte ikke noget i dag,
der får mig til at tænke at noget, um...
- gik galt.
Er der ikke en konflikt
når du sælger noget til nogen,
- og derefter er fast besluttet på at satse
mod samme sikkerhed,
- og du ikke afslører dette til vedkommende?
- I...
- Ser du et problem?
I forbindelse med markedsudvikling,
er det ikke en konflikt.
Da du hørte, at dine medarbejdere,
i disse e-mails, sagde,
"Gud, hvor en elendig aftale,
hvor er det noget lort",
- følte du så noget?
Hvis... Jeg tænker at det er meget uheldigt
at have på e-mail.
Er du...
Og, og, og meget uheldigt...
Jeg kan ikke...
På e-mail?
Hvad med at føle sådan?
Jeg synes det er meget uheldigt
at have sagt sådan, i enhver form.
Er det din opfattelse at dine konkurrenter
var engageret i lignende aktiviteter?
Øh... ja. Og i højere grad
end os, i de fleste tilfælde.
Investeringsmanager John Paulson, tjente12
milliarder dollars på at satse imod ejendomslånene.
Når John Paulson løb tør for
ejendomslån at satse imod,
- arbejdede han med Goldman Sachs og
Deutsche Bank for at udvikle flere af dem.
Morgan Stanley solgte også lån,
som de samtidig satsede imod,
- og de bliver nu sagsøgt for bedrageri, af de
statsansattes pensionsfond, på *** Islands.
Retssagen hævder, at Morgan Stanley
vidste, at CDO'erne var værdiløse.
Selv om de var vurderet som AAA, satsede
Morgan Stanley alligevel på at de ville krakke.
Et år senere, havde Morgan Stanley tjent
hundreder af millioner af dollars,
- imens investorerne havde mistet
næsten alle deres penge.
Man skulle tro, at pensionskasserne ville sige;
"det er subprime, så hvorfor købe dem?"
Og de havde disse fyre på Moody's og
Standard and Poor's, der sagde, at det var en AAA'er.
Ingen af disse værdipapirer blev opkøbt
uden et blåt stempel,
- fra de vigtigste kreditvurderingsbureauer.
De tre bureauer Moody's, S&P, og Fitch -
- tjente milliarder af dollars på at vurdere
risikable værdipapirer som sikre.
Moody's, det største kreditvurderingsbureau,
firedoblede indtjeningen mellem 2000 og 2007.
Moody's og S&P bliver betalt på baggrund
af deres vurderingsrapporter.
Og jo flere værdipapirer de gav et AAA-stempel,
jo højere blev deres indtjening.
Forestil dig, at du sagde til New York Times,
at de fik 500.000 dollars for at skrive en positiv historie.
Men intet ved at lade være.
Bureauerne kunne have stoppet festen, og sagt:
Beklager, vi vil forbedre vores niveau.
Og med det samme have stoppet
en stor del af de risikable udlån.
AAA-vurderingerne voksede fra ganske få
til tusinder og atter tusinder.
Hundredvis af milliarder af dollars,
blev vurderet...
- Om året?.
- Ja, om året.
Nu har jeg tjent for begge kamre i Kongressen
over for kreditvurderingsbureauerne.
Og begge gange,
trak de meget prominente advokater frem,
- der hævdede, at når de
vurderede noget som AAA,
så var det blot deres opfattelse,
hvilket man ikke kunne stole blindt på.
S&P's vurderinger udtrykker vores mening.
Vurderingerne er, øh... vores meninger.
Men de er meninger.
Meninger... men det er kun meninger.
Jeg tror vi understreger det faktum,
at vores vurderinger er vores meninger.
De er ikke et udtryk for markedsværdien
af et værdipapir,
- for prisvariationerne,
eller en investerings hensigtsmæssighed.
Vi har så mange økonomer der advarer om,
at dette er en boble, og at den kommer til at briste,
- og at dette vil være et reelt problem for økonomien.
Nogle hævder sågar at det kan føre
til recession på længere sigt.
Hvad er den værst tænkelige situation, hvis priserne
rent faktisk faldt betydeligt over hele landet?
Tja, jeg køber ikke rigtig din antagelse.
Det er en temmelig usandsynlig situation.
Vi har aldrig haft et fald i huspriserne,
på nationalt niveau.
Ben Bernanke blev direktør for
Centralbanken i februar 2006,
året hvor subprime-lånene toppede.
Men trods talrige advarsler, gjorde
Bernanke og Centralbanken intet.
Robert Gnaizda mødtes med Ben Bernanke
og den amerikanske centralbank,
- tre gange efter at Bernanke var blevet formand.
Kun på det sidste møde antydede han,
at der var et problem,
- og at regeringen burde se nærmere på det.
- Hvornår? Hvornår var det? Hvad år?
- I 2009, den 11 marts, i Washington
- I år?
- Ja.
Så de to foregående år mødtes du med ham?
- Selv i 2008?
- Ja.
En af de seks bestyrelsesmedlemmer
der arbejdede under Bernanke -
- var Frederic Mishkin, der blev udnævnt
af præsident Bush i 2006.
Deltog du i de halvårlige møder, som Robert Gnaizda
og Greenlining havde med Centralbanken?
Ja, det gjorde jeg. Jeg sad faktisk i det
udvalg der håndterede det.
Han advarede meget kraftigt om
hvad der foregik, og kom med -
- den type lånedokumenter,
der regelmæssigt blev lavet.
Og I lyttede høfligt på ham,
men intet skete.
Ja, igen... jeg kender ikke detaljerne,
- i forhold til...
- jeg ved faktisk ikke hvilke oplysninger han kom med,
jeg er ikke helt sikker på...
- for at være ærlig,
så kan jeg ikke huske en sådan diskussion,
- men der har helt sikkert været problemer,
som er blevet diskuteret.
- Men så er spørgsmålet, hvor udbredte de var?
- Hvorfor undersøgte I det ikke nærmere?
Det tror jeg også folk gjorde. Vi havde et helt team
der undersøgte dette, så af en eller anden grund...
Undskyld, men det kan du ikke mene alvorligt.
Hvis I havde set efter, havde I også set problemerne.
Tja, det er altid nemt at sige,
at man altid kan finde det.
Så tidligt som i 2004, blev FBI advaret om
en epidemi af bedrageri med boliglån.
De rapporterede oppustede vurderinger, forfalskede
lånedokumenter, og andre bedrageriske forhold.
I 2005, advarede Den Internationale Valutafonds
cheføkonom, Raghuram Rajan,
- om, at farlige incitamenter
kunne føre til en krise.
Så kom Nouriel Roubini's advarsler i 2006.
Allan Sloan's artikler i Fortune Magazine
og Washington Post i 2007,
- og gentagne advarsler fra IMF.
Jeg sagde det, på vegne af Valutafonden:
Den krise der er foran os, er en enorm krise.
Hvem talte du med?
Regeringen, Finansministeriet,
Centralbanken, alle sammen.
I maj 2007, udsendte investeringsmanager Bill Ackman
et debatindlæg kaldt "Hvem holder posen?" -
- der beskrev hvordan boblen ville revne.
Og i begyndelsen af 2008, offentliggjore Charles Morris
sin bog om den forestående krise.
"Hurtige penge, storspillere,
og kontanter på kredit".
Du er bare ikke sikker på, hvad du kan gøre.
Du kan have en mistanke om,
at afsætningsgarantierne bliver svækket,
- men så er spørgsmålet,
om du skal gøre noget ved det?
I 2008, var tvangsauktionerne på himmelflugt,
og sammenkædningen af gældsatte værdipapirer imploderede.
Långivere kunne ikke længere sælge deres lån
til investeringsbankerne,
- og da lånene krakkede,
begyndte långiverne at gå konkurs.
Chuck Prince, fra Citibank, er kendt for at have sagt,
at vi er nødt til at danse indtil musikken stopper.
Men musikken var allerede stoppet,
dengang han sagde det.
Markedet for CDO'erne kollapsede,
- hvilket efterlod investeringsbankerne med
hundredvis af milliarder af dollars i lån,
- CDO'er og fast ejendom, som de ikke kunne sælge.
Da krisen kom var såvel Bush-regeringen,
som Centralbanken, helt bag om dansen.
De forstod ikke omfanget af krisen.
På hvilket tidspunkt, tænkte du for første gang,
det er farligt, det er kritisk?
Jeg husker det meget tydligt.
Jeg tror det var til et G7 møde,
i februar 2008.
Og jeg husker at jeg diskuterede
det med Hank Paulson.
Og jeg husker tydeligt at jeg sagde til Hank:
Vi ser en tsunami komme,
og jeg foreslog at vi undersøgte
hvilket badetøj vi skulle tage på.
Hvad var hans svar,
Hvad var hans holdning?
"Alt er stort set under kontrol.
Ja, vi ser på situationen meget omhyggeligt,
- det er alt sammen under kontrol".
Vi vil fortsætte med at vokse, ikke?
Og naturligvis betyder det:
At hvis du vokser, så er du ikke
i recession. Altså, det ved vi jo alle.
I marts 2008, løb investeringsbanken
Bear Stearns tør for kontanter,
- og blev opkøbt for to dollars pr. aktie
af JP Morgan Chase.
Handlen blev understøttet af Centralbanken
med 30 milliarder dollars.
Det var det tidspunkt, hvor administrationen
kunne være kommet ind,
- og iværksat forskellige foranstaltninger
der ville have reduceret systemfejl.
De oplysninger, som jeg har modtaget, er,
at det ikke er *** her. At andre vil falde.
Jeg har set investeringsbankerne arbejde med
Centralbanken og SEC for at styrke deres likviditet,
- for at styrke deres aktiver.
Jeg får rapporter hele tiden.
Vores lovgivere er meget på vagt.
Den 7. september 2008, annoncerede Henry Paulson
statens overtagelse af Fannie Mae og Freddie Mac,
- to gigantiske realkreditinstituter,
på randen af sammenbrud.
Disse handlinger afspejler på ingen måde,
en ændret opfattelse -
- af boligmarkedet, eller styrken
af andre amerikanske finansielle institutioner.
To dage senere, anoncerede Lehman Brothers
et rekordstort tab -
- på 3,2 milliarder dollars,
hvilket fik aktien til at kollapse.
Virkningerne af Lehman og AIG i september,
kom stadig som en overraskelse.
Altså, det her er efter
Fannie og Freddie.
Så der var helt klart mange afgørende problemer,
helt hen i september, som ingen viste noget om.
Ja, det har du nok ret i.
Bear Stearns blev stemplet som AAA,
en måned før de gik konkurs?
- Nej, mener det var A2.
- A2?
- Ja.
- Okay.
- Men A2 står vel ikke for konkurs?
- Nej, nej... Nej...
- det er en høj og sikker investeringsvurdering.
Lehman Brothers: A2, kun få dage før de krakkede.
AIG: AA, få dage før de blev reddet.
Fannie Mae og Freddie Mac
var AAA, da de blev reddet.
Citigroup, Merrill, de havde alle høje
vurderinger. Hvordan kan det være?
Tja, det er et godt spørgsmål.
Det er et rigtig godt spørgsmål
På intet tidspunkt tog administrationen kontakt
til de vigtigste institutioner, og sagde,
- det her er alvorligt, så fortæl os
hvad jeres status er,
- helt ærligt, hvordan ligger landet?
Det er det de regulerende myndigheder
har til opgave, ikke?
Deres opgave er at forstå
eksponeringen -
- på tværs af disse forskellige institutioner,
og de har en meget raffineret -
- forståelse, som jeg mener blev forstærket
som krisen skred frem. Så...
Tilgiv mig, men det er tydeligvis ikke sandt.
Hvad mener du?
I august 2008: Var du klar over -
- de kreditvurderinger der blev anført på det tidspunkt
af Lehman Brothers, Merrill Lynch, AIG -
- og synes du at de var korrekte?
Tja, på det tidspunkt stod det klart
at de tidligere kreditvurderinger var unøjagtige,
- fordi de blev nedgraderet betydeligt.
- Nej, det blev de ikke.
Der var stadig en nedgradering af finansindustrien,
set i forhold til aktiekurserne.
Alle disse selskaber var stemplet som mindst
A2 indtil få dage før de blev reddet.
Nå, så er svaret, at jeg ikke ved nok om sagerne,
til at besvare spørgsmålet.
Bestyrelsesmedlem Fred Mishkin træder tilbage,
den 31. august.
Han planlælgger at vende tilbage til hans
undervisningsjob på Columbia's handelshøjskole.
Hvorfor forlod du Centralbanken i august 2008?
I midten af den værste finansielle krise?
Jeg skulle revidere en undervisningsbog.
Hans afgang efterlader Centralbankens bestyrelse
med tre ud af sine syv sæder ledige -
- lige som økonomien har mest brug for deres ekspertise.
Jeg er sikker på at din bog er vigtig,
men i august 2008 var der nogle problemer,
- som forekom mere vigtige, synes du ikke?
Fredag den 12. september
var Lehman Brothers løbet tør for kontanter,
- og hele investeringsindustrien sank hurtigt.
Det globale finanssystems stabilitet
var i stor fare.
I løbet af den weekend, forsøgte Henry Paulson,
og Timothy Geithner, formand for New Yorks Centralbank,
- at indkalde de vigtigste bankdirektører
til et hastemøde i forsøget på at redde Lehman.
Men Lehman var ikke alene.
Merrill Lynch, en anden stor investeringsbank,
var også på randen af konkurs.
Og søndag, blev Merrill overtaget af Bank of America.
De eneste der var interesseret i at købe
Lehman var britiske Barclay's.
Men de britiske tilsynsmyndigheder krævede en
finansiel garanti fra den amerikanske regering.
Men det nægtede Paulson.
Vi hoppede alle ind i en taxa
og kørte ned til Centralbanken.
De ville påbegynde konkurssagen før midnat,
den 14. september.
Vi blev ved med at understrege,
at det her ville ende grusomt.
På et tidspunkt brugte jeg ordet "ragnarok".
Forstod de konsekvenserne
af det de foreslog?
At markedspåvirkningen ville være enorm.
- Det forklarede du dem?
- Ja.
De sagde, at de havde overvejet alle
vores bemærkninger, men at de stadig mente,
- at for at berolige markederne,
var det nødvendigt at Lehman gik konkurs.
- Berolige markederne?
- Ja.
Hvornår blev du først orienteret om,
at Lehman faktisk ville gå konkurs?
- Da det var en kendsgerning.
- Efter det var en kendsgerning?
Wow. Okay.
Og hvad var din reaktion
da du fandt ud af det?
Jøsses.
Paulson og Bernanke havde
ikke konsulteret andre regeringer -
- og forstod ikke konsekvenserne
af de udenlandske konkurslovgivninger.
I henhold til britisk lov, var Lehman's afdeling i London
tvunget til at lukke omgående.
Alle transaktioner gik i stå.
Og der er tusinder og atter tusinder af transaktioner.
Investeringsforeningerne, som havde aktiver
i Lehmans Londonafdeling,
- opdagede i løbet af natten, til deres store rædsel,
at de ikke kunne få disse aktiver tilbage.
Et af de vigtigste midtpunkter var krakket.
Og det havde store bivirkninger for hele systemet.
Den ældste investeringsfond i nationen,
afskrev ca. trekvart milliard dollars gæld,
- fra det nu konkursramte Lehman Brothers.
Lehman's konkurs ramte også de
kortfristede gældsbeviser hårdt,
som mange virksomheder var afhængige af,
for at kunne betale driftsudgifter og løn.
Det betød at virksomhederne måtte afskedige medarbejdere,
at de ikke kunne købe produktdele. Virksomhederne stoppede.
Pludselig sagde folk: Hør, hvad kan vi tro på?
Der er ikke noget vi kan stole på længere.
Den samme uge, skylder AIG 13 milliarder dollars
til indehaverne af "credit default swaps",
- og de havde ikke pengene.
AIG var et andet midtpunkt.
Hvis AIG havde krakket, var alt gået i stå.
Den 17. september, overtager regeringen AIG.
Og dagen efter, beder Paulson og Bernanke
Kongressen om 700 mia. dollars til at redde bankerne.
De advarer om, at alternativet
vil være et katastrofalt økonomisk kollaps.
Det var skræmmende. Du ved, hele systemet frøs til,
alle dele af det finansielle system, hele kreditsystemet.
Ingen kunne låne penge. Det var som et hjertestop,
på det globale finansielle marked.
Jeg spiller den hånd som jeg fik.
En stor del af det jeg beskæftiger mig med, er
følger af ting, der skete for mange år siden.
Finansminister Paulson talte hele efteråret
om alle de potentielle årsager til dette...
og der er mange...
han tog fat på dem...
så jeg er ikke sikker...
Det mener du ikke alvorligt,
- Gør du?
- Jo, jeg mener det alvorligt.
Hvad havde du forventet...
hvad var det du manglede at høre?
Han var den ledende fortaler for at fjerne
reguleringen af credit default swaps,
- og for at hæve investeringsbankernes
gældsætningsgrad.
- Så, ja...
- Nævnte han det?
Jeg har aldrig hørt ham tale om dette.
Kan vi stoppe et øjeblik?
Da AIG var reddet, blev ejerne af credit default swaps,
hvor den mest fremtrædende var Goldman Sachs -
- betalt 61 milliarder dollars, dagen efter.
Paulson, Bernanke samt Tim Geithner, tvang AIG -
- til at betale den fulde pris, i stedet for
at forhandle en lavere priser.
Redningsaktionen kostede i sidste ende
skatteyderne over 150 milliarder dollars.
160 milliarder dollars gik gennem AIG,
14 milliarder gik til Goldman Sachs.
På samme tid tvang
Paulson og Geithner AIG -
- til at afstå retten til at sagsøge
Goldman og de andre banker for bedrageri.
Er det ikke et problem, når den person
der er ansvarlig for at forvalte krisen,
- er den tidligere administrerende direktør
for Goldman Sachs -
- en person, der har en stor rolle i krisens udvikling?
Jeg vil sige, at de finansielle markeder
i dag er utroligt komplicerede.
...skaffe de nødvendige penge...
Den 4. oktober 2008, underskrev præsident Bush,
en redningsplan på 700-milliarder dollars.
Men verdens aktiemarkeder fortsatte med at falde,
imens frygten for global recession kom snigende.
Redningsplanen gør intet for at
begrænse fyringer og tvangsauktioner.
Arbejdsløsheden i USA og Europa
steg hurtigt til 10 procent.
Recessionen accelererer,
og spreder sig globalt.
Jeg begyndte at blive rigtig bange,
fordi jeg ikke havde forudset,
- at hele verden gik ned
med samme hastighed, på samme tid.
I december 2008, er General Motors
og Chrysler truet af konkurs.
Og som amerikanske forbrugere skære ned på udgifterne,
ser de kinesiske producenter deres salgstal styrtdykke.
Over 10 millioner tilflyttere
mister deres job i Kina.
Som altid, er det de fattigste,
der betaler den dyreste pris.
Her kan du tjene mange penge,
som 70, 80 dollars per måned.
Man kan ikke tjene så meget som landmand.
Arbejderne sender deres løn
hjem til deres familier.
Krisen startede i Amerika.
Vi ved alle at det vil komme til Kina.
Nogle af fabrikkerne nedskærer arbejdsstyrken.
Nogle vil blive fattige, fordi de mister deres job.
Livet bliver sværere.
Vi voksede med omkring 20 procent.
Det var et super godt år.
Og så gik vi pludselig
til minus ni, dette kvartal.
Eksporten kollapsede.
Og vi taler om 30 procent.
Så vi blev hårdt ramt, du ved,
vi faldt ud over en klippe, bum!
Selv som krisen udviklede sig, vidste vi ikke,
hvor omfangsrigt det ville blive, eller hvor alvorligt.
Og vi håbede stadig på, at vi ville finde ly
og undgå den værste del af stormen.
Men det var ikke muligt.
Det er en meget globaliseret verden,
hvor økonomierne hænger sammen.
Hver gang et hjem går på tvangsauktion,
påvirker det alle, der bor omkring det hus.
For når ejendommen kommer på markedet,
vil den blive solgt til en lavere pris.
Den bliver måske ikke vedligeholdt
før den sendes på markedet.
Vi anslår at omkring 9 millioner boligejere
vil miste deres hjem.
En weekend, kørte vi ud for at se
hvilke huse der var til salg.
Vi så et vi kunne lide.
Udbetalingen var 3200 dollars.
Alt var smukt,
huset var meget pænt.
Betalingerne var lave.
Alting var som om vi havde vundet i lotteriet.
Men virkeligheden kom,
sammen med det første afdrag.
Jeg havde virkelig ondt af min mand,
fordi han arbejder for meget. Og vi har tre børn.
Langt de fleste jeg har set på det sidste,
er mennesker, der er ramt af økonomien.
De levede, en dag af gangen,
fra den ene løn til den anden,
og desværre, løb det ud...
og arbejdsløsheden kan ikke betale et huslån -
- eller bilregningen.
Jeg kørte med træstammer.
Og så lukkede de alle kævlesystemerne deroppe.
De lukkede savværket og alting.
Så jeg flyttede herned, og fik et bygningsarbejde.
Og så blev bygningspladsen også lukket,
så det er hårdt,
- og der er mange mennesker derude,
og meget snart vil man se flere lejre som denne,
- for der er bare ingen jobs lige nu.
Da virksomhederne klarede sig godt,
klarede vi os godt,
- da selskaberne løb ind i problemer,
løb vi også ind i problemer.
Dem der ødelagde deres egne virksomheder,
og kastede verden ud i en krise,
- forlod vraget med deres formuer intakte.
De fem øverste ledere hos Lehman Brothers,
tjente over en milliard dollars mellem 2000 og 2007,
og da firmaet gik konkurs,
fik de lov til at beholde alle deres penge.
Systemet fungerede.
Det giver ikke nogen mening for os
at yde et lån, der vil krakke, fordi vi taber på det.
Låntagerne taber,
samfundet taber, og vi taber.
Contrywide's adm. direktør Angelo Mozilo,
tjente 470 millioner dollars mellem 2003 og 2008.
140 millioner kom fra salget
af hans Countrywide aktier -
- i de sidste 12 måneder
før selskabet kollapsede.
I sidste ende, finder jeg bestyrelsen ansvarlig
når en virksomhed krakker.
For bestyrelsen er ansvarlig
for ansættelsen af den adm. direktør -
- og fører tilsyn med de store
strategiske beslutninger.
Problemet med bestyrelsernes sammensætning
i USA er den måde medlemmerne bliver valgt.
Bestyrelsen bliver mere eller mindre,
håndplukket af den adm. direktør.
Bestyrelsen og revisionskomiteen
er de to organer der er bedst egnede -
- til at fastsætte ledernes lønninger.
Hvordan synes du de har klaret det,
de sidste 10 år?
Tja, hvis man ser på dem,
vil jeg nok give dem karakteren B.
- Et B?
- Ja.
- Ikke et F?
- Nej, ikke et F.
Stan O'Neal, adm. direktør for Merrill Lynch
fik 90 millioner dollars alene i 2006 og 2007.
Efter at have kørt firmaet i sænk, tilbød
Merrill Lynch's bestyrelse ham at træde tilbage -
- med en fratrædelsesgodtgørelse
på 161 millioner dollars.
I stedet for at blive fyret, får Stan O'Neal mulighed
for at træde tilbage med 151 millioner dollars.
Det er en beslutning, som den
bestyrelse foretog på det tidspunkt.
Og hvilken karakter giver du den beslutning?
Uh, den er sværere. Jeg ved ikke
om jeg også ville give den et B.
O'Neal's efterfølger, John Thain,
blev udbetalt 87 millioner dollars i 2007 -
- og i december 2008, to måneder efter
at Merrill blev reddet af skatteyderne -
- uddelte Thain og Merrill's bestyrelse
milliarder i bonus.
I marts 2008, tabte AIG's FP-afdeling
11 milliarder dollars.
I stedet for at blive fyret, blev direktøren
Joseph Cassano, bibeholdt som konsulent -
- til en million dollars om måneden.
Og vi vil være sikre på at de centrale aktører,
nøglemedarbejderne, inden for AIG FP...
- ja, at vi fastholder den intellektuelle viden.
Jeg deltog i en meget interessant middag,
arrangeret af Hank Paulson for et års tid siden,
- med nogle embedsmænd og et par
adm. direktører fra de største banker i USA.
Og overraskende nok, understregede de alle,
at de var alt for grådige -
- at de havde en del af ansvaret.
Og henvendte sig så til finansministeren,
- for at sige, at der skulle reguleres mere, fordi de
var for grådige. De kunne ikke lade være.
Den eneste måde at undgå dette på,
er gennem mere regulering.
Jeg har talt med mange bankfolk
om dette spørgsmål, også ældre bankfolk.
Og det er første gang
at jeg nogensinde har hørt nogen sige -
- at de faktisk ønskede at deres
belønninger skulle reguleres.
Men det var da de alle var bange.
Senere, da løsningerne på krisen kom til syne,
ændrede de sikkert deres holdning.
I USA er bankerne i dag større, mere magtfulde,
og mere lukkede end nogensinde før.
Der er færre konkurrenter,
og mange små banker er overtaget af de store.
JP Morgan er i dag endnu større end før.
JP Morgan overtog først Bear Stearns
og derefter WAMU.
Bank of America overtog
Contrywide og Merrill Lynch.
Wells Fargo overtog Wachovia.
Den finansielle sektor, har efter krisen,
herunder "Financial Services Roundtable" -
- arbejdet hårdere end nogensinde før,
på at bekæmpe reformer.
Den finansielle sektor har 3.000 lobbyister,
mere end fem for hvert medlem af Kongressen.
Tror du at den finansielle sektor
har stor politisk indflydelse i USA?
Nej, jeg tror alle mennesker i landet,
er repræsenteret her i Washington.
Og du mener at alle segmenter
af det amerikanske samfund -
- har lige og retfærdig adgang til systemet?
Du kan gå ind i et hvilket som helst
retslokale du ønsker. Ja, det gør jeg.
Alle kan nok gå ind i ethvert retslokale,
men ikke alle kan skrive den slags "lobbychecks",
- som din branche skriver,
eller deltage i det samme politiske arbejde,
- som din branche er engageret i.
Mellem 1998 og 2008, brugte den finansielle
sektor over 5 milliarder dollars -
- på lobbyvirksomhed og kampagnebidrag.
Og siden krisen,
bruger de endnu flere penge.
Den finansielle sektor udøver også
dens indflydelse på en mere diskret måde -
- en måde, kun de færreste kender til.
Den har fordærvet selve forskningen i økonomien.
Dereguleringen havde enorm finansiel
og intellektuel støtte.
Fordi mange argumenterede herfor,
for egen vindings skyld.
Den økonomiske videnskab,
var hovedkilden til denne illusion.
Siden 1980'erne, har akademiske økonomer
været fortalere for deregulering,
- og haft afgørende betydning for
udformningen af USA's politik.
Meget få af disse økonomiske eksperter
advarede om krisen.
Og selv efter krisen,
var mange af dem imod reformer.
Dem der underviste i disse ***,
tjente ofte mange penge som konsulenter.
Erhvervs- og økonomiprofessorer
lever ikke på en undervisningsløn.
De klarer sig meget, meget godt.
I det seneste årti, har den finansielle sektor,
bidraget med 5 milliarder dollars -
- i politiske bidrag i USA.
Det er rimelig mange penge.
- Generer det dig ikke?
- Nej.
Martin Feldstein er professor på Harvard,
og en af verdens mest fremtrædende økonomer.
Som præsident Reagan's økonomiske rådgiver,
var han en af hovedarkitekterne bag deregulering.
Og fra 1988 til 2009, sad han i bestyrelsen for
både AIG og AIG Financial Products,
- som betalte ham millioner af dollars.
Fortryder du at have siddet i AIG's bestyrelse?
Jeg har ingen kommentarer...
Nej, jeg fortryder intet i forhold til AIG's bestyrelse.
- Intet?
- Det kan jeg sige, absolut intet.
Absolut intet.
Okay. Um...
- Fortryder du nogen af AIG's beslutninger?
- Jeg kan ikke sige mere om AIG.
Jeg har undervist på Northwestern og Chicago,
Harvard og Columbia.
Glenn Hubbard er dekanen
af Columbia Business School -
- og var formand for Det Økonomiske Råd
under George W. Bush.
Tror du den finansielle sektor
har for meget politisk magt i USA?
Nej, det tror jeg ikke.
Det indtryk får man bestemt ikke af de
regelmæssige afklapsninger, de får i Washington.
Mange fremtrædende akademikere
opbygger stille og roligt formuer -
- imens de hjælper den finansielle sektor med at
forme den offentlige debat og regeringens politik.
"The Analysis Group", "Charles River Associates",
"Compass Lexecon",
- og "The Law and Economics Consulting Group"
tjener milliarder på at udleje akademiske eksperter.
To bankfolk, der anvendte disse tjenester
var Ralph Ciofi og Matthew Tannin,
- Bear Stearns investeringsledere,
retsforfulgt for svindel med værdipapirer.
Efter ansættelsen af Analysis Group,
blev de begge frikendt.
Glenn Hubbard blev betalt
100.000 dollars for at vidne i deres forsvar.
Tror du, at den økonomiske disciplin,
har en interessekonflikt her?
Jeg er ikke sikker på jeg forstår dig.
Tror du, at en stor del af det økonomiske *** -
- at en række økonomer, har finansielle
interessekonflikter, der kan præge deres udsagn.
Nå, jeg forstår. Det tvivler jeg på.
Du ved, de fleste akademiske økonomer,
er ikke velhavende forretningsfolk.
Hubbard tjener 250.000 dollars om året
som medlem af bestyrelsen for Met Life -
- og sad tidligere i bestyrelsen for Capmark, en
større kommerciel ejendomslångiver under boblen,
- der gik konkurs i 2009.
Han har også rådgivet Nomura Securities,
KKR Financial Corporation,
- og mange andre finansielle virksomheder.
Laura Tyson, der afviste
at blive interviewet til denne film,
- er professor ved universitetet
i Californien, Berkeley.
Hun var formand for det
Økonomiske Råd,
- og derefter bestyrelsesmedlem i det Nationale
Økonomiske Råd i Clinton-administrationen.
Kort efter at have forladt regeringen, blev
hun medlem af bestyrelsen hos Morgan Stanley,
- som betalte hende 350.000 dollars om året.
Ruth Simmons,
rektor ved Brown University,
- tjener over 300.000 dollars om året
i bestyrelsen for Goldman Sachs.
Larry Summers, der som finansminister stod bag
dereguleringen af derivater,
- blev Harvards rektor i 2001.
Imens han var på Harvard, tjente han millioner
som rådgiver for investeringsforeninger -
- og flere millioner som foredragsholder,
hvor en stor del kom fra investeringsbanker.
Ifølge statens offentliggørelse, er Summers god
for mellem 16,5 millioner og 39,5 millioner dollars.
Frederic Mishkin, der vendte tilbage
til Columbia Business School,
- efter at have forladt Centralbanken -
- indberettede til staten at hans nettoformue
var mellem 6 millioner og 17 millioner dollars.
- I 2006, var du medforfatter til en undersøgelse
af Islands finansielle system. - Ja.
"Island er også et avanceret land med
fremragende institutioner -
- lav korruption, retsstatsprincipper".
"Økonomien har allerede tilpasset
sig finansiel liberalisering -
- imens de tilsynsmæssige reguleringer og
overvågningen, generelt forekommer meget høj".
Ja, og det var fejlen.
At det viste sig -
- at den tilsynsmæssige regulering og
kontrol ikke var stærk i Island.
- Specielt i denne periode...
- Så hvad fik dig til at tro, at den var det?
Du bruger de oplysninger du har,
og generelt var opfattelsen den,
- at Island havde meget gode institutioner.
Det var et meget avanceret land.
Hvem fortalte dig det?
Hvilken slags forskning foretog du?
Man taler med personer man har tiltro til,
i Centralbanken -
- som faktisk mistede jobbet efterfølgende.
...det er klart, det er denne...
Hvorfor har du "tiltro" til Centralbanken?
Tja, det har man...
man følger de oplysninger, man har.
Hvor meget blev du betalt
for at skrive dette?
Jeg blev betalt, øh... Jeg tror...
Det er offentligt tilgængeligt.
På dit CV, er titlen på denne rapport blevet ændret -
- fra "Finansiel Stabilitet på Island"
til "Finansiel Ustabilitet på Island".
Okay. Jeg ved ikke, uanset hvad...
...hvis det er en tastefejl,
er det en tastefejl.
Jeg mener, det skal oplyses,
når nogen udarbejder forskning om et emne,
- hvor der kan være finansielle
konflikter i relation til forskningen.
Men hvis jeg husker korrekt,
eksisterer der ikke en sådan politik.
Jeg kan ikke forestille mig nogen
der ikke skrev det i selve rapporten.
Hvis man gjorde det, ville der være betydelige
akademiske sanktioner. For at udelade det.
Jeg kunne ikke se noget som helst sted
i undersøgelsen, hvor det var oplyst,
- at du var blevet betalt af det islandske
handelskammer, for at udarbejde det.
- Nej, jeg...
- Okay.
Richard Portes, den mest berømte
økonom i Storbritannien -
- og professor på London Business School -
- blev også bestilt af det islandske
handelskammer i 2007 -
- til at skrive en rapport, der roste
den islandske finansielle sektor.
Selve bankerne er meget likvide. De har sågar
tjent penge på den islandske krones fald.
Det er stærke banker. Deres
finansieringer er sikret året ud.
- Der er tale om veldrevne banker.
- Mange tak, Richard.
Ligesom hos Mishkin, afslørede Portes's rapport
ikke betalingen fra det islandske handelskammer.
Forlanger Harvard offentliggørelse af finansielle
interessekonflikter i videnskabelige publikationer?
Ikke så vidt jeg ved.
Forlanger du offentliggørelse
af økonomiske kompensationer -
- fra eksterne aktører?
- Nej.
- Ser du ikke et problem i det?
- Nej, det gør jeg ikke.
Martin Feldstein, der sad i AIG's bestyrelse,
Laura Tyson der indtrådte i Morgan Stanleys bestyrelse,
Larry Summer's der tjente 10 millioner dollars om året,
på at rådgive finansielle virksomheder...
- Irrelevant?
- Ja, det er dybest set irrelevant.
Du har skrevet utroligt mange artikler
om en meget bred vifte af emner.
Du fandt det aldrig relevant at undersøge risikoen
ved uregulerede "credit default swaps"?
Nej, det gjorde jeg aldrig.
Hvad med hensyn til direktørlønninger,
reguleringen af selskabsledelse,
- effekten af politiske bidrag...
Jeg har ikke noget
at sige om de emner.
Nu ser jeg på dit CV.
Det ser ud som om, at de fleste
af dine eksterne aktiviteter -
- er rådgivning og supervision
af den finansielle industri.
Er du enig i den karakterisering?
Nej, så vidt jeg ved er mit konsulentarbejde
ikke engang på mit CV.
- Okay, hvem laver du konsulentarbejde for?
- Det behøver jeg vist ikke at diskutere med dig.
Okay.
Hør her, du har et par minutter mere,
og så er interviewet ***.
- Laver du konsulentarbejde for finansielle virksomheder?
- Ja, det gør jeg.
Og...
Men jeg ønsker ikke at diskutere det i detaljer.
- Indbefatter det andre finansielle virksomheder?
- Muligvis.
- Det husker du ikke?
- Det her er ikke en afhøring.
Jeg var høflig nok til at tale med dig.
Du har tre minutter mere.
Kom med dit bedste bud.
I 2004, på toppen af boblen,
- var Glenn Hubbard medforfatter til en
populær artikel med William C. Dudley,
- cheføkonom hos Goldman Sachs.
I artiklen roste Hubbard derivater,
og sekuritiseringskæden -
- ved at hævde at de havde forbedret
den økonomiske omfordeling,
- og styrket den finansielle stabilitet.
Han henviste til mindre prisvariation i økonomien
og erklærede, at recessioner -
- kom sjældnere og var mildere.
Derivaterne beskyttede banker mod tab
og hjalp med at sprede risici.
En medicinalforsker
skriver en artikel, der siger:
- at en bestemt sygdom,
bør behandles med et bestemt lægemiddel.
Det viser sig efterfølgende, at forskeren tjener 80% af
sin personlige indkomst fra lægemiddelets producent.
Det generer dig ikke?
Jeg mener bestemt det er vigtigt at oplyse...
...om den...
Nu, synes jeg også at det adskiller sig fra de tilfælde
som vi taler om her. Fordi, tja...
Så, hvad mener du dette siger
om den økonomiske disciplin?
Tja, det har egentlig
ingen betydning for noget.
Og jo, jeg mener bestemt at det er
en central del af problemet.
DEL V: Hvor vi er nu.
Den stigende magt i USA's finansielle sektor
var en del af en større forandring i USA.
Siden 1980'erne er USA blevet et mere ulige samfund,
og landets økonomiske dominans er faldet.
Virksomheder som General Motors,
Chrysler, og U.S. Steel -
- der før udgjorde kernen i USA's økonomi,
blev ledet dårligt -
- og sakkede agterud i forhold til
deres udenlandske konkurrenter.
Og da lande som Kina
åbnede deres økonomier,
- sendte amerikanske virksomheder
jobs til udlandet for at spare penge.
I mange, mange år, var de 660 millioner
mennesker i den udviklede verden,
- effektivt beskyttet fra den restrende
arbejdskraft på jordkloden.
Pludselig faldt "bambus-" og "jerntæppet"
foran 2,5 milliard ekstra mennesker.
Amerikanske fabriksarbejdere
blev afskediget i titusindvis.
Vores produktionsgrundlag blev,
bogstaveligt talt, ødelagt på ganske få år.
Som fabriksproduktionen faldt,
steg andre industrier.
USA er førende indenfor informationsteknologien,
hvor højt betalte jobs er nemme at finde.
Men disse job kræver en uddannelse.
Og for den gennemsnitlige amerikaner, er høj
uddannelse mindre og mindre inden for rækkevidde.
Imens de største private universiteter, som Harvard,
får milliarder af dollars via deres donationer -
- skrumper finansieringen af offentlige universiteter,
imens undervisningsgebyret stiger.
Gebyret på Californiens offentlige universiteter
steg fra 650 dollars i 1970'erne,
- til over 10.000 dollars i 2010.
Det der er mest afgørende for om
amerikanerne kommer på universitetet -
- er om de kan finde pengene
til at betale for det.
I mellemtiden, er USA's skattepolitik
ændret til fordel for de rige.
Da jeg først kom til magten, mente jeg at
skatterne var for høje, og det var de.
Den mest dramatiske ændring var en række
skattelettelser udviklet af Glenn Hubbard -
- der dengang var præsident Bush's
økonomiske rådgiver.
Bush-regeringen sænkede skatten markant på
investeringsgevinster og aktieudbyttet -
- og fjernede boligskatten.
Vi havde en omfattende plan
der overlod næsten 1,1 billion dollars,
- i hænderne på amerikanske arbejdere, familier,
investorer, og ejere af små virksomheder.
Størstedelen af udbyttet endte hos
de rigeste 1% af amerikanerne.
Og det var virkelig grundstenen
i vores økonomiske opsvingspolitik.
Uligheden i USA er nu højere
end i noget andet I-land.
De amerikanske familier reagerede
på disse ændringer på to måder:
Ved at arbejde flere timer,
og ved at øge deres gæld.
Da middelklassen faldt længere og længere bagud,
kom der en politisk trang til at reagere,
- ved at gøre det lettere at låne penge.
Du behøver ikke at have et dårligt hjem.
Lavindkomst-familier kan få
et ligeså fint hus som alle andre.
Familierne lånte til finansieringen af deres hjem,
deres biler, deres sundhedsforsikringer,
- og deres børns uddannelse.
Folk fra de nederste 90 %
tabte terræn mellem 1980 og 2007.
Det hele gik til den øverste ene procent.
For første gang i historien, har den amerikanske
middelklasse, mindre uddannelse -
- og er mindre velstående
end deres forældre.
Grådigheden og uansvarligheden
på Wall Street og i Washington -
- har ført os ud i den værste
finansielle krise, siden depressionen.
Da den finansielle krise ramte
lige før valget i 2008,
- pegede Barack Obama på Wall Streets
grådighed og de lovgivningsmæssige svigt -
- som eksempler på behovet
for forandring i USA.
En mangel på kontrol i Washington og på Wall Street
er netop hvad der fik os ind i dette rod.
Efter at være indtrådt som præsident, talte Obama
om behovet for at reformere den finansielle sektor.
Vi vil have en systemisk regulering af risici...
...et øget kapitalkrav.
Vi har brug for beskyttelse af forbrugerne...
...vi er nødt til at ændre Wall Streets kultur.
Men da reformen blev vedtaget i 2010
var de finansielle reguleringer svage,
- og på visse kritiske områder,
herunder kreditvurderingsbureauerne -
- lobbyismen og lønningerne,
blev intet af betydning vedtaget.
Om Obamas såkaldte "lovgivningsreform",
kan jeg ikke sige andet end: Ha!
Der er meget lidt reform over den.
- Hvordan kan det være?
- Det er en Wall Street regering.
Obama har valgt Timothy Geithner
som finansminister.
Geithner var formand for New Yorks Centralbank
under krisen, og var en af hovedaktørerne -
- bag beslutningen om at betale Goldman Sachs
alle deres tab fra gamblingen imod boliglånene.
Da Tim Geithner blev taget i ed som finansminister,
sagde han: "Jeg har aldrig været en regulator".
Det fortalte mig, at han aldrig havde forstået sit
job som formand for New Yorks Centralbank.
Den nye præsident for New Yorks Centralbank er William
C. Dudley, tidligere cheføkonom for Goldman Sachs -
- der roste derivaterne i hans rapport
sammen med Glenn Hubbard.
Geithner's stabschef er Mark Paterson,
der er tidligere lobbyist for Goldman -
- og en af de ledende rådgivere er
Lewis Sachs der førte tilsyn med Tricadia -
- en virksomhed der var kraftigt involveret i
at gamble imod lånepapirer, de selv solgte.
Som leder af "CFTC" valgte Obama Gary Gensler.
En tidligere leder hos Goldman Sachs,
- der havde hjulpet med at forhindre
reguleringen af derivater.
Som bestyrer af SEC,
valgte Obama Mary Shapiro -
- den tidligere adm. direktør for FINRA,
investeringensbankernes eget reguleringsorgan.
Obamas stabschef, Rahm Emanuel,
tjente 320.000 dollars -
- ved at sidde i Freddie Macs bestyrelse.
Både Martin Feldstein og Laura Tyson -
- er medlemmer af Obamas
økonomiske genopretningspanel.
Og Obamas vigtigste økonomiske
rådgiver er Larry Summers.
De allervigtigste økonomiske rådgivere er de
samme mennesker, som opbyggede strukturen.
Da det blev klart, at Summers og Geithner
ville have centrale roller som rådgivere -
- vidste jeg, at intet ville blive anderledes.
Obamas regering modsatte som
reguleringen af bankernes direktørlønninger -
- selv efter udenlandske ledere tog affære.
Jeg mener, den finansielle sektor
er en servicesektor.
Den burde tjene andre
før den tjener sig selv.
I september 2009, tog Christine Lagarde
og finansministrene fra Sverige, Holland -
- Luxembourg, Italien, Spanien og Tyskland,
kontakt til G20 landende, herunder USA -
for at opfordre til regulering
af bankers direktørlønninger.
Og i juli 2010, vedtog Europa-Parlamentet
at gennemføre disse reguleringer.
Imens gjorde Obamas regering intet.
Deres opfattelse er, at det er midlertidigt
og at alt snart er normalt igen.
Og det er grunden til, at jeg genudnævner ham
til 2. periode som formand for Centralbanken.
Mange tak, Ben.
I 2009, genudnævnte Barack Obama
Ben Bernanke.
Tak, hr. præsident
I 2010, var endnu ikke en eneste finansiel leder
blevet retsforfulgt eller arresteret.
Ingen anklager var udnævnt.
Ikke en eneste finansiel virksomhed var retsforfulgt
for bedrageri med værdipapirer eller regnskaber.
Obamas regering har intet gjort for at få tilbageført
de udbetalinger direktørerne fik under boblen.
Jeg tror bestemt der kunne føres sag imod
nogle af Countrywide's topledere, som Mozilo.
Jeg ville helt sikkert kigge på Bear Stearns,
Goldman Sachs, Lehman Brothers og Merrill Lynch.
- Strafferetligt?
- Ja.
Det ville være svært at vinde.
Men jeg tror det kunne lade sig gøre, hvis nok
undersåtter stod frem om fortalte sandheden.
I en industri, hvor stofmisbrug, prostitution,
og forfalskede papirer, forekommer jævnligt -
- ville det ikke være svært at få folk i snak,
hvis man virkelig gerne ville.
De gav mig en strafnedsættelsesaftale.
De var ikke interesserede i mine registreringer,
de var ikke interesseret i noget.
- De var ikke interesserede i dine registreringer?
- Det er korrekt.
Der er berøringsangst overfor personlige forhold,
i Wall Street sager -
- der aldrig bruges til at få dem i tale.
Måske skyldes det de katastrofer
vi har været igennem.
Måske vil folk revurdere dette.
Men jeg er ikke den rette
til at pege fingre af det.
Du kommer her i dag, og fortæller os:
Vi er kede af det, vi mente det ikke.
Vi vil ikke gøre det igen, stol på os.
Der er nogle mennesker i min valgkreds
der faktisk røvede nogle af jeres banker.
Og de siger det samme!
De er ked af det, de mente det ikke
og de vil ikke gøre det igen.
I 2009, da arbejdsløsheden
nåede sit højeste niveau i 17 år -
- udbetalte Morgan Stanley over
14 milliarder dollars til sine ansatte -
- og Goldman Sachs udbetalte
over 16 milliarder.
I 2010 var bonusserne endnu højere.
Hvorfor skal en finansiel ingeniør tjene hundrede
gange mere end en rigtig ingeniør?
En rigtig ingeniør bygger broer,
en finansiel ingeniør bygger drømme.
Og når disse drømme viser sig at være mareridt,
betaler andre mennesker for det.
I årtier, var det amerikanske
finansielle system stabilt og sikkert.
Men så skete der noget.
Den finansielle sektor
vendte ryggen til samfundet -
- beskadigede vores politiske system,
og kastede verdensøkonomien ud i en krise.
Via enorme omkostninger, har vi undgået katastrofen,
og vi er ved at komme os.
Men de mænd og institutioner
der forårsagede krisen, er stadig ved magten -
- og det må ændres.
De vil fortælle os at vi har brug for dem -
- og at det de gør, er alt for
kompliceret for os til at forstå.
De vil fortælle os at det ikke vil ske igen.
De vil bruge milliarder på at bekæmpe reformer.
Det bliver ikke let.
Men nogle ting er værd at kæmpe for.