Tip:
Highlight text to annotate it
X
Alice's Adventures in Wonderland af Lewis Carroll
Kapitel XII. Alice's Beviser
»Her! 'Råbte Alice, helt glemmer i
den byge af det øjeblik, hvor stor hun havde
dyrket i de sidste par minutter, og hun
sprang op i sådan en fart, at hun tippet
over juryen-box med kanten af hendes
nederdel, forstyrre alle jurymen videre til
lederne af mængden nedenfor, og der er de
lå spredt omkring, mindede hende meget
meget af en globus af guldfisk hun havde
uheld ked ugen før.
"Åh, undskyld! 'Udbrød hun i en
tone af stor bestyrtelse, og begyndte at plukke
dem op igen så hurtigt som hun kunne, for
ulykken af guldfisk rodfæste
i hendes hoved, og havde hun en *** form for
idéen om, at de skal være indsamlet på en gang
og sat tilbage i juryen-box, eller de
ville dø.
»Forsøget kan ikke fortsætte," sagde kongen
i en meget alvorlig stemme, indtil »alle
jurymen er tilbage i deres rette steder -
ALLE, »gentog han med stor vægt,
ser hårdt på Alice, som han sagde gør.
Alice kiggede på juryen-boks, og så det,
i hendes Hast, havde hun sat Lizard i
hovedet nedad, og den stakkels lille ting
var vinkede sin hale om i en melankolsk
måde, idet helt ude af stand til at flytte.
Hun snart fik det ud igen, og sætte det
ret, »ikke at det betyder meget,« hun
sagde til sig selv, 'jeg skal tænke det ville
være helt så meget brug i forsøget én måde
op som den anden. "
Så snart juryen havde en lille genvundet
fra chokket over at blive forstyrret, og deres
skifer og blyanter var blevet fundet og
rakte tilbage til dem, de satte til at arbejde meget
flittigt med at skrive en historie
ulykke, alle undtagen Lizard, der syntes
for meget overvindes for at gøre noget, men sidder
med sin mund åben, og stirrede op i
tag af banen.
»Hvad ved du om denne virksomhed?" Den
Kongen sagde til Alice.
»Ingenting,« sagde Alice.
'Intet UANSET? "Fortsatte kongen.
»Intet uanset,« sagde Alice.
»Det er meget vigtigt," sagde kongen,
dreje til juryen.
De var lige begyndt at skrive det ned
på deres tavler, når den hvide kanin
afbrød: »ligegyldig, Deres Majestæt
betyder selvfølgelig, "sagde han i en meget
respektfuld tone, men rynker og gøre
ansigter på ham, da han talte.
»Uden betydning, selvfølgelig, betød at jeg, 'Kongen
hastig sagde og gik videre til sig selv i en
undertone,
»Vigtigt - uvæsentligt - ligegyldig -
vigtigt - »som om han prøvede som
Ordet lød bedst.
Nogle af juryen skrev det ned 'vigtigt',
og nogle "ubetydelige".
Alice kunne se dette, da hun var i nærheden
nok at se over deres tavler «, men det
betyder ikke noget en smule, "tænkte hun at
sig selv.
På dette tidspunkt kongen, der havde været for
nogen tid travlt skriver i sit notat-bog,
kaglede ud 'Silence! "og læs ud fra
hans bog, »Regel Fyrre-to.
ALLE PERSONER mere end en kilometer høj til FORLADE
Domstolen. '
Alle kiggede på Alice.
»Jeg er ikke en mile højt,« sagde Alice.
'Du er, "sagde kongen.
»Næsten to miles højt,« tilføjede dronningen.
»Nå, skal jeg ikke gå, i hvert fald,« sagde
Alice: "Ud over, det er ikke en almindelig regel:
De opfandt det bare nu. '
"Det er den ældste reglen i bogen,« sagde
Kongen.
"Så det burde være nummer et,« sagde
Alice.
Kongen blegnede og lukkede hans noter
bog hurtigt.
»Overvej dit dom,« sagde han til
jury, i en lav, skælvende stemme.
»Der er flere beviser til at komme endnu, bedes
Deres Majestæt, "sagde den hvide kanin,
springer op i en stor fart, «dette papir
er netop blevet samlet op. "
»Hvad er der i det?" Sagde dronningen.
»Jeg har ikke åbnet det endnu," sagde White
Kanin ', men det synes at være et brev,
skrevet af fangen til - med nogen «.
»Det må have været," sagde kongen,
»Medmindre det var skrevet til nogen, som
er ikke normalt, du kender. '
»Hvem er det rettet til?" Sagde den ene af de
jurymen.
»Det er ikke rettet mod alle," sagde Det Hvide
Kanin «i virkeligheden er der intet skrevet
på ydersiden. '
Han foldede papiret, mens han talte, og
tilføjet »Det er ikke noget brev, efter at alle: Det er en
sæt af vers. "
»Er de i den indsattes håndskrift?"
spurgte en anden af jurymen.
»Nej, de er ikke," sagde den hvide kanin,
«, Og det er det queerest ting om det. '
(Juryen alle så forundret.)
»Han må have efterlignet en andens
hånd, "sagde kongen.
(Juryen alle lyste op igen.)
'Vær venlig at Deres Majestæt, "sagde Valet,' jeg
ikke skrive det, og de kan ikke bevise, at jeg
gjorde: der er ikke noget navn underskrevet i slutningen '.
'Hvis du ikke har tegnet det, "sagde kongen,
»At det kun gør sagen værre.
Du SKAL have betydet fortræd, ellers
du har underskrevet dit navn som en ærlig
mand. '
Der var en generel klappe hænder på
dette: Det var det første rigtig smart ting
Kongen havde sagt den dag.
»Det beviser hans skyld," sagde dronningen.
»Det viser noget af den slags!" Sagde
Alice.
»Hvorfor, behøver du ikke engang ved, hvad de er
om! "
»Læs dem," sagde kongen.
Den hvide kanin satte brillerne på.
»Hvor skal jeg begynde, skal du Deres Majestæt?"
spurgte han.
»Begynd ved begyndelsen,« sagde kongen
alvorligt, "og gå på indtil du kommer til
ende: derefter stoppe '.
Disse var vers den hvide kanin
læses: -
| "De fortalte mig, at du havde været til hende,
| Og nævnte jeg for ham:
| Hun gav mig en god karakter,
| Men sagde, at jeg ikke kunne svømme.
| Han sendte dem ord, jeg ikke havde gået
| (Vi kender det at være sandt):
| Hvis hun skulle skubbe sagen på,
| Hvad vil der blive af dig?
| Jeg gav hende en, de gav ham to,
| Du gav os tre eller flere;
| De er alle tilbage fra ham til dig,
| Selv om de var mine før.
| Hvis jeg eller hun bør chance for at blive
| Involveret i denne sag,
| Han stoler på dig at sætte dem fri,
| Præcis som vi var.
| Min opfattelse var, at du havde været
| (Før hun havde dette passer)
| En hindring, der fulgte mellem
| Ham, og os selv, og det.
| Lad ham ikke ved, at hun kunne lide dem bedst,
| Til dette skal altid være
| En hemmelig, holdt fra alle de andre,
|. Mellem dig og mig '
»Det er det vigtigste stykke
beviser, vi har hørt endnu, "sagde kongen,
gned sig i hænderne «, så lad nu juryen - '
»Hvis nogen af dem kan forklare det,« sagde
Alice, (hun var blevet så store i de sidste
par minutter, at hun ikke var en smule bange for
afbryde ham,) 'Jeg vil give ham sixpence.
_I_ Tror ikke der er en atom af
mening i det. '
Juryen alle skrev ned på deres tavler,
»Hun mener ikke der er en atom af
mening i det, »men ingen af dem forsøgt
at forklare papiret.
"Hvis der ikke er nogen mening i det,« sagde
Kongen, »som sparer en verden af problemer, du
kender, da vi ikke har brug for at forsøge at finde nogen.
Og dog ved jeg ikke, "fortsatte han,
spredning ud Vers på hans knæ, og
at kigge på dem med det ene øje, "Jeg synes at
se en mening med dem, trods alt.
"- Sagde jeg kunne ikke svømme -" du kan ikke svømme,
kan du? "tilføjede han, vendte sig til Knave.
The Knave rystede sørgmodigt på hovedet.
»Ser jeg kan lide det?" Sagde han.
(Hvilket han helt sikkert ikke gjorde det, der gøres
udelukkende af pap.)
'Okay, så langt, "sagde kongen, og han
gik på mumler over vers til
selv: »" Vi ved, at det er sandt - "det er
juryen, naturligvis - "Jeg gav hende den ene, DE
Gav ham to - "hvorfor, der skal, hvad han
gjorde med tærter, du kender - '
»Men det går på" De vendte tilbage fra
HAM TIL DIG, «sagde Alice.
"Hvorfor, der er de!" Sagde kongen
triumferende, der peger på tærter på
tabel.
»Intet kan være tydeligere end det.
Så igen - "før hun havde dette passer -" du
aldrig havde kramper, min kære, jeg tror? "sagde han
til dronningen.
"Aldrig!" Sagde dronningen rasende, kastede
en blækhuset på Lizard, som hun talte.
(Den uheldige lille Bill slap
skriver på sin tavle med en finger, da han
fandt det gjorde intet mærke, men han nu hastig
begyndte igen, ved hjælp af blæk, der blev
rislende ned ad hans ansigt, så længe det
varede.)
»Så ordene ikke passer dig," sagde
Kongen af dem vendte retten med et smil.
Der var en død tavshed.
»Det er et ordspil! 'Kongen tilføjet i fornærmet en
tone, og alle lo, "Lad juryen
overveje deres dom, »Kongen sagde, for
om tyvende gang den dag.
»Nej, nej!" Sagde dronningen.
»Sætning først - dommen bagefter. '
»Stuff og vrøvl!" Sagde Alice højt.
»Ideen med at have sætningen først! '
'Hold tungen! "Sagde dronningen, at dreje
lilla.
»Jeg vil ikke!" Sagde Alice.
»Af med hovedet!" Dronningen råbte
toppen af hendes stemme.
Ingen flyttet.
"Hvem bekymrer sig for dig?" Sagde Alice, (hun havde
vokset til sin fulde størrelse på dette tidspunkt.)
»Du er intet andet end et spil kort!"
På dette hele pakken steg op i
luft, og kom flyvende ned over hende: hun
gav en lille skrig, halvdelen af forskrækkelse og
halvdelen af vrede, og forsøgte at slå dem ud,
og fandt sig liggende på banken, med
hendes hoved i skødet på sin søster, der var
forsigtigt børster væk nogle døde blade,
havde flagrede ned fra træerne på hende
ansigt.
"! Vågn op, Alice kære« sagde hendes søster;
"Hvorfor, hvad en lang søvn, du har haft!"
"Åh, jeg har haft sådan en underlig drøm!" Sagde
Alice, og hun fortalte hendes søster, samt
hun kunne huske dem, alle disse mærkelige
Eventyr af hendes, som du netop har
læse om, og da hun var færdig,
hendes søster kyssede hende og sagde: "Det var en
nysgerrig drøm, kære, helt sikkert: men nu køre
ind på din te, det er blevet sent «.
Så Alice rejste sig og løb ud, tænker mens
hun løb, samt hun kunne, hvad en
vidunderlig drøm det havde været.
Men hendes søster sad stadig lige som hun forlod
hende, lænet Hovedet på hendes hånd, ser
den nedgående sol, og tænker på lidt
Alice og alle hendes vidunderlige Adventures,
indtil hun begyndte også at drømme efter en
mode, og dette var hendes drøm: -
Først, hun drømte om lille Alice sig selv,
og endnu en gang den lille hænder var foldede
på hendes knæ, og den lyse ivrige øjne
søgte op i hendes - hun kunne høre
den meget toner af hendes stemme, og se, at
*** lille Kast med hovedet for at holde tilbage
den omflakkende hår, der altid ville få
ind i hendes øjne - og stadig som hun lyttede,
eller syntes at lytte, hele sted omkring
hende blev levende de mærkelige skabninger
hendes lille søster's drøm.
Den lange græs raslede ved hendes fødder, da
White Rabbit skyndte af - den skræmte
Mus sprøjtede sin vej gennem
tilgrænsende pool - hun kunne høre
rasle af tekopper, da haren og
hans venner delte deres uendelige måltid,
og skingrende stemme Dronningen bestilling
ud for hendes uheldige gæster til udførelse -
endnu en gang svine-baby blev nysen på
Hertuginde's knæ, mens tallerkner og fade
styrtede omkring det - endnu en gang Skrig
griffen, den knirkende af Lizard's
griffel, og kvælning af
undertrykt marsvin, fyldte luften,
blandet op med en fjern hulken af
elendig forlorne skildpadde.
Så hun sad på, med lukkede øjne, og halvdelen
troede sig i Eventyrland, selvom hun
vidste, hun havde, men at åbne dem igen, og
alle ville skifte til sløve virkelighed - græsset
ville kun være raslen i vinden, og
pulje rislende til de bølgende af rør -
en raslende tekopper ville skifte til
bjældeklang fåre-klokker, og dronningens
skingrende skrig til stemmen af Hyrden
dreng - og nyse af baby, de skrige
af Gryphon, og alle de andre ***
lyde, ville ændre (hun vidste) til
forvirret Skrig af den travle gård-værftet -
mens gende af kvæg i
Afstanden vil træde i stedet for den forlorne
Skildpadde tunge Hulken.
Endelig hun forestillede sig, hvordan dette
samme lille søster af hendes ville, i
efter tid, være sig selv en voksen kvinde, og
hvordan hun ville holde, gennem alle hendes moden
år, den enkle og kærligt hjerte af hendes
barndommen: og hvordan hun ville samle ca
hendes andre små børn, og gøre deres
øjne lyse og ivrig med mange mærkelige
fortælling, måske endda med drømmen om
Eventyrland for længe siden: og hvordan hun ville
føler med alle deres enkle sorger, og
finde en glæde i alle deres simple glæder,
huske sit eget barn-liv, og
glade sommerdage.
DET ***
cc prosa ccprose lydbog lydbog klassisk litteratur lukket billedtekster captioning undertekster ESL synkroniseret tekst