Tip:
Highlight text to annotate it
X
The Age of Innocence af Edith Wharton KAPITEL XXIII.
Den næste morgen, da Archer kom ud af Fall River toget, han kom på en
dampende midsommer Boston.
Gaderne i nærheden af stationen var fuld af duften af øl og kaffe og rådnende
frugt og en skjorte ærmer befolkningen bevæget sig gennem dem med intime løssluppenhed af
pensionærer gå ned i passagen til badeværelset.
Archer fandt en taxa og kørte til Somerset klubben til morgenmad.
Selv de fashionable kvarterer havde luften i uordentlige hjemlighed, som ikke overstiger
varme nogensinde nedbryder de europæiske byer.
Care-takers i Calico henslængt på dør-trin de rige, og den fælles kiggede
som en fornøjelse jorden i morgen af en frimurerisk picnic.
Hvis Archer havde forsøgt at forestille Ellen Olenska i usandsynlige scener kunne han ikke
har indkaldt nogen ind, som det var sværere at passe hende, end denne varme-
bøjede og forladt Boston.
Han spiste frokost med appetit og metode, begyndende med en skive melon, og
studere en formiddag papir, mens han ventede på sin toast og røræg.
En ny følelse af energi og aktivitet havde besat ham, lige siden han havde annonceret
til maj natten før, at han havde forretning i Boston, og bør tage
Fall River båd, nat og gå videre til New York den følgende aften.
Det havde altid været meningen, at han ville vende tilbage til byen tidligt på ugen, og når
han kom tilbage fra sin ekspedition til Portsmouth et brev fra kontoret, som
skæbnen havde iøjnefaldende placeret på et hjørne
af hallen bordet, nok til at retfærdiggøre hans pludselige ændring af planen.
Han var endda skamme sig over den lethed, hvormed det hele var blevet gjort: det mindede
ham, for en ubehagelig øjeblik, af Lawrence Lefferts mesterlige frembringelser
for at sikre sin frihed.
Men det var ikke længe forfærder ham, for han ikke var i en analytisk humør.
Efter morgenmaden han røg en cigaret og kiggede over Commercial Advertiser.
Mens han således var ansat to eller tre mænd, han vidste kom i, og de sædvanlige hilsener
Der blev udvekslet: det var den samme verden trods alt, selvom han havde sådan en underlig følelse af
har smuttede gennem maskerne i tid og rum.
Han kiggede på sit ur, og konstateringen af, at det var halv ni stod op og gik ind i
skrivning-værelse.
Der skrev han et par linier, og bestilte en budbringer at tage en taxa til Parker House
og vente på svaret.
Han satte sig ned bag en anden avis, og prøvede at beregne, hvor lang tid det vil
tage en taxa for at komme til Parker House.
"Damen var ude, sir," hørte han pludselig en tjener stemme på hans albue, og han
stammede: "Out -?" som om det var et ord på et mærkeligt sprog.
Han rejste sig og gik ind i salen.
Det må være en fejl: hun kunne ikke være ude på denne time.
Han skylles med vrede på hans egen dumhed: Hvorfor havde han ikke sendt note, så snart han
ankom?
Han fandt sin hat og stok og gik ud i gaden.
Byen var pludselig blevet så mærkeligt og stort og tomt som om han var en rejsende
fra fjerne lande.
Et øjeblik stod han på døren trin tøvende, da han besluttede at gå til
Parker House. Hvad nu hvis budbringeren var blevet misinformeret,
og hun var der stadig?
Han begyndte at gå på tværs af fælles, og på den første bænk, under et træ, så han
hende siddende.
Hun havde en grå silke parasol over hendes hoved--hvordan kunne han nogensinde har forestillet sig hende med en
pink en?
Da han nærmede sig blev han ramt af hendes sløv holdning: hun sad der, som om hun
ikke havde andet at gøre.
Han så hende hængende profil, og den knude af hår fast lav i nakken under hendes
mørk hat, og den lange rynkede handske på den hånd, der holdt parasol.
Han kom et skridt eller to nærmere, og hun vendte sig om og så på ham.
"Åh" - sagde hun, og for første gang bemærkede han et forskrækket udtryk i ansigtet, men i
et øjeblik gav vej til en langsom smil af undren og tilfredshed.
"Åh" - mumlede hun igen på en anden bemærkning, da han stod og så ned på hende, og
uden stigende hun lavet en plads til ham på bænken.
"Jeg er her for forretning - er lige kommet her," Archer forklaret, og uden at vide hvorfor,
han pludselig begyndte at foregive forbløffelse over at se hende.
"Men hvad i alverden laver du i denne ørken?"
Han havde virkelig ingen anelse om, hvad han sagde: han følte, som om han råbte til hende
tværs af endeløse afstande, og hun kan forsvinde igen, før han kunne overhale hende.
"Jeg?
Åh, jeg er her på forretningsrejse også, "svarede hun og drejede hovedet imod ham, så
at de var ansigt til ansigt.
Ordene næppe nået frem til ham: han var klar kun hendes stemme, og overraskende
kendsgerning, at ikke et ekko af det havde været i hans hukommelse.
Han havde ikke engang huske at det var lavt sat, med en svag ruhed på
konsonanter.
"Du gør dit hår anderledes," sagde han, hans hjerte slå, som om han havde sagt
noget uigenkaldeligt. "Anderledes?
Nej - det er kun, at jeg gør det så godt jeg kan når jeg er uden Nastasia ".
"Nastasia, men er hun ikke med dig?" "Nej, jeg er alene.
I to dage var det ikke værd at bringe hende. "
"Du er alene -? På Parker House" Hun kiggede på ham med et glimt af hendes gamle
ondskab.
"Er det slå dig så farligt?" "Nej, ikke farligt -"
"Men ukonventionelle? Jeg ser, jeg formoder, det er ".
Hun betragtes som et øjeblik.
"Jeg havde ikke tænkt over det, fordi jeg lige har gjort noget så meget mere
ukonventionelle. "Den svage anstrøg af ironi dvælet i hendes
øjne.
"Jeg har bare nægtede at tage tilbage en sum penge - der tilhørte mig."
Archer sprang op og flyttet et skridt eller to væk.
Hun havde rullet sin parasol og sad adspredt tegne mønstre på grus.
I øjeblikket han kom tilbage og stod foran hende.
"Nogle en - er kommet her for at møde dig?"
"Ja." "Med dette tilbud?"
Hun nikkede. "Og du nægtede - på grund af
betingelser? "
"Jeg nægtede," sagde hun efter et øjeblik. Han satte sig ved hende igen.
"Hvad var de betingelser?" "Åh, det var ikke byrdefuld: bare at sidde ved
hovedet af hans bord nu og da. "
Der var et andet interval af stilhed. Archer hjerte havde smækket sig lukket inde
den *** måde, det havde, og han sad forgæves famler efter et ord.
"Han vil have dig tilbage - for enhver pris?"
"Nå - en betydelig pris. Mindst summen er stor for mig. "
Han tav igen, slå om det spørgsmål, han følte, at han skal sætte.
"Det var at møde ham her, at du kom?"
Hun stirrede, og derefter brast i en latter. "Mød ham - min mand?
HER? På denne sæson er han altid i Cowes eller
Baden. "
"Han sendte nogen?" "Ja."
"Med et brev?" Hun rystede på hovedet.
"Nej, bare en besked.
Han skriver aldrig. Jeg tror ikke, jeg har haft mere end ét bogstav
fra ham. "
Den hentydning bragte farven til hendes kind, og det afspejlede sig i Archers
levende rødme. "Hvorfor han aldrig skrive?"
"Hvorfor skulle han?
Hvad kan man have sekretærer for? "Den unge mands rødme uddybes.
Hun havde udtalt ordet, som om det ikke havde nogen større betydning end nogen anden i hendes
ordforråd.
For et øjeblik var det på spidsen af tungen til at spørge: "Har han sende sin sekretær,
så? "Men erindringen om Grev Olenski er kun
brev til hans kone var for til stede for ham.
Han tav igen, og derefter tog en anden springet.
"Og den person?" - "The udsending?
Udsending, "Madame Olenska svarede, stadig smilende," kan, for alle jeg pleje, har
forlod allerede, men han har insisteret på at vente indtil denne aften ... i tilfælde af ... om
chancen ... "
"Og du kom ud her for at tænke chancen forbi?"
"Jeg kom ud for at få et pust af luft. Hotellet er for kvælende.
Jeg tager på eftermiddagen toget tilbage til Portsmouth. "
De sad tavse, ikke ser på hinanden, men lige frem på de mennesker passerer
langs banen.
Endelig vendte hun øjnene igen sit ansigt og sagde: ". Du er ikke ændret"
Han havde lyst til at svare: "Jeg var, indtil jeg så dig igen," men i stedet han stod op
brat og kiggede om ham på uordentlige kvælende parken.
"Det er forfærdeligt.
Hvorfor skulle vi ikke gå ud lidt på bugten?
There'sa vind, og det vil være køligere. Vi kan tage dampskib ned til Point
Arley ".
Hun kiggede op på ham, tøvende, og han fortsatte: "På en mandag morgen, vil der ikke
være nogen på båden. Min tog ikke efterlader til aften: Jeg troede jeg
går tilbage til New York.
Hvorfor skulle vi ikke "insisterede han, ser ned på hende, og pludselig udbrød han:
"Har vi ikke gjort alt, hvad vi kunne?" "Åh" - mumlede hun igen.
Hun stod op og åbnede hendes parasol, kigger omkring hende, som om at tage råd
scenen, og forsikre sig om umuligheden af at forblive der.
Da hendes øjne tilbage til hans ansigt.
"Du skal ikke sige ting som, at for mig," sagde hun.
"Jeg vil sige noget, du ønsker, eller ingenting. Jeg vil ikke åbne min mund, medmindre du fortælle mig
til.
Hvad skade kan det gøre for nogen? Alt hvad jeg ønsker, er at lytte til dig, "han
stammede. Hun trak en lille guld-faced vagt på
en emaljeret kæde.
"Åh, beregner ikke," udbrød han, "giv mig den dag!
Jeg ønsker at få dig væk fra den mand. På hvilket tidspunkt blev han komme? "
Hendes farve steg igen.
"Ved elleve." "Så må du komme på en gang."
"Du behøver ikke være bange - hvis jeg ikke kommer." "Heller ikke du - hvis du gør.
Jeg sværger jeg kun ønsker at høre om dig, at vide, hvad du har gjort.
Det er en hundrede år siden, vi har mødt - det kan være en anden hundred, før vi mødes
igen. "
Hun stadig vaklede, hendes ivrige øjne på hans ansigt.
"Hvorfor kom du ikke ned til stranden for at hente mig, den dag jeg var på Bedstes?" Hun
spurgte.
"Fordi du ikke kigger rundt - fordi du ikke vidste jeg var der.
Jeg svor, jeg ville ikke, medmindre du kiggede rundt. "
Han lo, da barnlighed af tilståelse slog ham.
"Men jeg ser ikke rundt på formålet." "On formål?"
"Jeg vidste du var der, da du kørte i genkendte jeg ponyerne.
Så jeg gik ned til stranden. "" For at komme væk fra mig så langt som du kunne? "
Hun gentog med lav stemme: "At komme væk fra dig så langt som jeg kunne."
Han lo igen, denne gang i drenget tilfredshed.
"Nå, du kan se det nytter ikke noget.
Jeg kan lige så godt fortælle dig, "tilføjede han," at den virksomhed jeg kom her til var bare at
finde dig. Men se her, må vi starte eller skal vi
glip af vores båd. "
"Vores båd?" Hun rynkede panden perplexedly, og derefter smilede.
"Åh, men jeg må gå tilbage til hotellet for første gang: Jeg må efterlade en seddel -"
"Da mange noter, som du vil.
Du kan skrive her. "Han trak en note-sag og en af de nye
stylographic penne. "Jeg har endda fået en konvolut - du kan se hvordan
alt er forudbestemt!
Der - støt den ting på dit knæ, og jeg får pennen går i en anden.
De skal være humør, vente - "Han slog den hånd, der holdt pennen mod
bagsiden af bænken.
"Det er ligesom ryk ned kviksølv i et termometer: bare et trick.
Prøv nu - "
Hun lo, og bøjet over det ark papir, som han havde lagt på sin note-sagen
begyndte at skrive.
Archer gik et par skridt og stirrede med strålende useende øjne på
forbipasserende, der på deres side, standsede for at stirre på uvant synet af en
moderigtigt klædt dame at skrive et notat om hendes knæ på en bænk i den fælles.
Madame Olenska gled pladen i kuverten, skrev et navn på den, og sætte det
ind i hendes lomme.
Så hun også stod op.
De gik tilbage mod Beacon Street, og i nærheden af klubben Archer fik øje på
plys-foret "Herdic", som havde ført sit notat til Parker House, og hvis føreren
blev hvilende fra denne indsats ved at bade hans Pande på hjørnet brandhanen.
"Jeg fortalte dig alt var forudbestemt! Her er kabinen for os.
Du kan se! "
De lo, forbavset over det mirakel for at afhente en offentlig transport på det
time, og i det usandsynlige sted, i en by, hvor cab-står stadig var en "fremmed"
nyhed.
Archer, ser på sit ur, så at der var tid til at køre til Parker House
før du går til The Steamboat landing. De raslede gennem de varme gader og
trak op på døren til hotellet.
Archer rakte hånden for brevet. "? Skal jeg tage det i", spurgte han, men Madame
Olenska og rystede på hovedet, sprang ud og forsvandt gennem glasdøre.
Det var knap halv ti, men hvad hvis udsending, utålmodig for hendes svar, og
ikke vide, hvordan andre til at ansætte sin tid, sad allerede blandt de rejsende
med køling drinks på deres albuer hvoraf Archer havde fanget et glimt, da hun gik i?
Han ventede, frem og tilbage før Herdic.
En siciliansk unge med øjne som Nastasia har tilbudt at skinne hans støvler, og en irsk
oldfrue til at sælge ham, ferskner, og hvert øjeblik dørene åbnet til udlejet varmt mænd
med stråhatte vippes langt tilbage, som kiggede på ham, som de gik forbi.
Han undrede sig, at døren skal åbne så ofte, og at alle de mennesker, det udlejet
skal se så ligner hinanden, og så gerne alle de andre varme mænd, der på denne time,
gennem længde og bredde af jorden,
passerede kontinuerligt i og ud af svingdørene af hoteller.
Og så pludselig kom et ansigt, at han ikke kunne relatere sig til de andre ansigter.
Han fangede, men et glimt af det, for hans pacings havde båret ham til det fjerneste
punkt i hans beat, og det var i at vende tilbage til det hotel, han så, i en gruppe
typiske ansigtsudtryk - de lank og
træt, den runde og overrasket, lygten-kæbet og mild - denne anden ansigt
der var så mange flere ting på én gang, og tingene så anderledes.
Det var som en ung mand, bleg for, og halv-slukket af varmen, eller bekymre sig, eller
begge dele, men en eller anden måde, hurtigere, vivider, mere bevidst, eller måske tilsyneladende, fordi han
var så anderledes.
Archer hang et øjeblik på en tynd tråd af hukommelse, men det knækkede og flød af sted med
den forsvinder ansigt - tilsyneladende, at nogle udenlandske business mand, ser dobbelt
fremmed i en sådan indstilling.
Han forsvandt i strømmen af forbipasserende, og Archer genoptog sin patrulje.
Han brød sig ikke at være set ur i hånden i lyset af hotellet, og hans uden hjælp
anerkendelse af den tid, førte ham til at konkludere, at hvis Madame Olenska var så
lang i igen, og kunne det kun være
fordi hun havde mødt Udsending og er blevet waylaid af ham.
På tanken Archers angst steg til kvaler.
"Hvis hun ikke snart kommer jeg vil gå ind og finde hende," sagde han.
Dørene svinges op igen, og hun var ved hans side.
De kom ind i Herdic, og da det kørte han tog sit ur og så, at hun
havde været fraværende blot tre minutter.
I klapren af løse vinduer, der gjorde snakke umuligt stødte over
usammenhængende brosten til kaj.
Siddende ved siden af hinanden på en bænk i den halvtomme båd, fandt de, at de havde næppe
noget at sige til hinanden, eller rettere, at hvad de havde at sige kommunikeres
sig bedst i den velsignede stilhed deres løsladelse, og deres isolation.
Da padle-hjulene begyndte at vende, og kajer og søfart at aftage gennem
slør af varme, syntes Archer, at alt i den gamle velkendte verden
vane blev vigende også.
Han længtes efter at spørge Madame Olenska hvis hun ikke havde den samme følelse: følelsen af, at
de var begyndt på nogle lange rejse fra som de måske aldrig vende tilbage.
Men han var bange for at sige det, eller noget andet der kan forstyrre den skrøbelige
balance af hendes tillid til ham. I virkeligheden havde han intet ønske om at forråde, at
tillid.
Der havde været dage og nætter, hvor mindet om deres kys havde brændt og brændt
på hans læber, dagen før selv, på det drev til Portsmouth tanken om hende, havde
løbe gennem ham som ild, men nu, at hun
var ved siden af ham, og de blev glide ud i denne ukendte verden, de syntes
at have nået den form for dybere nærhed, som en berøring kan ej skilles ad.
Da båden forlod havnen og vendte søværts en vind rørt om dem og
bugten brød op i lange olieholdige bølger, derefter ind i krusninger tippet med spray.
The Fog of sultriness stadig hang over byen, men foran lå en frisk verden
pjusket farvande, og fjerne forbjerge med lys-huse i solen.
Madame Olenska, lænede sig tilbage mod båden-skinne, drak i kølighed mellem
skiltes læber.
Hun havde viklet et langt slør om hendes hat, men det efterlod hendes ansigt afsløret, og Archer
blev ramt af den rolige munterhed i hendes udtryk.
Hun syntes at tage deres eventyr som en selvfølge, og at være hverken i frygt
af uventede møder, eller (hvad der var værre) uretmæssigt opstemt af deres mulighed.
I den nøgne spisestuen af kroen, som han havde håbet de ville have for sig selv,
fandt de en skinger parti uskyldigt udseende unge mænd og kvinder - skole-
lærere på en ferie, udlejer fortalte
dem - og Archer hjerte sank ved tanken om at skulle tale gennem deres støj.
"Dette er håbløs - æ bede om et privat værelse," sagde han, og Madame Olenska, uden
tilbyde nogen indsigelse, ventede mens han gik på jagt efter den.
Rummet åbnes på en lang træ veranda, med havet kommer ind på vinduerne.
Det var nøgne og kølig, med et bord dækket med en grov ternet stof og pyntet
af en flaske pickles og en blåbær pie under et bur.
Aldrig mere troskyldig udseende kabinet particulier nogensinde har tilbudt sin husly til en
hemmelige par: Archer troede han så følelsen af sin forsikring i den svagt
morede smil som Madame Olenska satte sig overfor ham.
En kvinde, der var stukket af fra sin mand - og efter sigende med en anden mand - var sandsynlig
har mestret kunsten at tage tingene for givet, men noget i kvalitet
af hendes fatning tog kanten fra hans ironi.
Ved at være så stille, undren så og så simpelt at hun havde formået at børste væk
konventioner og gøre ham til at føle, at for at forsøge at være alene, var det naturligt for to
gamle venner, der havde så meget at sige til hinanden ....