Tip:
Highlight text to annotate it
X
Hej allesammen! Markiplier her, og MANGE tak for at følge mig gennem 1,000 videoer.
Det er svært at forstille sig hvor langt vi er kommet fra det her punkt, og jeg ville virkelig gerne gøre noget specielt for denne 1,000 subscriber milepæl.
Eller, ikke 1,000 subscriber, men 1,000 video milepæl. Og jeg tror virkelig at denne video vil forklare hvordan jeg er nået her fra punkt A til punkt B.
Og hvordan i har hjulpet med at ændre mit liv. Fordi, disse ting er meget vigtige for mig, da de fortæller hvordan jeg er blevet den person jeg er.
Og jeg er virkelig taknemlig for at i stadig er med mig.
Så, LAD OS KOMME IGANG!
Jeg blev født på en ø i midten af Stillehavet kaldt O'ahu, som er den tredje største ø i Hawaii,
som er hjem for byen Honolulu, hvor jeg blev født på en militærbase.
Min far gjorde karriere i militæret, og han var i hæren i 23 år før han sagde op.
Åbenbart mens han var udstationeret i Korea mødte han min mor. En meget normal historie, jeg hører.
Men resultatet af deres møde var mig. En smuk baby.
Som... ikke er så smuk dér, da jeg er ikke er så artistisk.
I hvert fald, ud over alt det, blev jeg født, og jeg blev født fantastisk. Og muskuløs.
Jeg var en gigantisk baby, hvilket min mor minder mig om en gang imellem.
Jeg vejede fire kilo og 585 gram, og derfor kaldte de mig Mark.
Kun muskler selvfølgelig. TRO MIG!
Kort tid efter jeg blev født sagde min far op i militæret for at få et job som layout-kunstner for et bogfirma af en slags.
Men ja, af alle steder så endte vi i Cincinnati Ohio.
Jeg er ikke sikker på hvorfor, da jeg ikke tror at vi har noget familie her.
Ah, men ja vi flyttede ind i det her seje hus med en kæmpe baghave.
som ledte ind i en meget dejlig skov, hvor mig og min
bror brugte mest af vores tid. Altså, hvis vi ikke var ved computeren
så var vi i skoven og legede i bækken, hvor vi fangede haletusser, skar grene og svang os i dem.
Så ja, vi blev virkelig forbundet i den skov, og det er en af de ting jeg savner mest
ved det hus. Men når vi ikke var i skoven så spillede vi på det magiske
apparat kaldt computeren, som min far introducerede os til i en meget ung alder.
Altså, seriøst, den blæste mit sind på det tidspunkt fordi
jeg ikke kunne forstille mig nogensinde at leve uden den.
Men altså, han fortalte mig historier om hvordan computere var ældgamle og fyldte hele rum
men jeg var bare forbløffet over at den kunne gøre hvad den gjorde.
Dengang kendte jeg ikke engang til internettet endnu.
Der var nogle få spil på computeren, men den rigtige oplevelse
som jeg fik fra gaming kom fra Super Nintendo systemet som min bror fik til Jul.
Jeg tror at den er grunden til at mig og min bror er så tætte idag,
fordi vi spillede så mange spil sammen på den. Det er min bror ovre til venstre.
Hans navn er Tom, og det er mig til højre, som du kan se så er jeg stadig den sejeste, men
han er en ret sej fyr, og jeg tror ikke jeg ville være hvem jeg er idag uden ham.
Desværre var det ikke kun sjov dengang. Min mor og far skændes meget.
Og ved skændes så mener jeg at min mor skændtes meget og min far var nødt til at svare igen.
Eh, hun var ikke glad for hvor hun var og, ja, vi forstod ikke hvorfor, men mig og min bror
prøvede bare at distrahere os selv med videospil. Du ved, prøvede at ignorere det når vi kunne.
Men til sidst stoppede det med at virke. Det var temmelig uundgåeligt og så kom skilsmissen endelig.
Og vi var temmelig triste, men vi var endnu mere triste over at se vores far
bare sådan falde sammen, altså, vi havde ingen penge.
Halvdelen af indtjenesten var væk så vi var nød til at forlade huset og vi kunne ikke købe så mange spil
som vi havde kunne før, så vi gik glip af en masse spil, men i det mindste
kunne vi beholde computeren og det var hvad virkelig udløste
min kærlighed for computere og teknologi. Jeg burde også nævne
at jeg var et ret dumt barn. Min og min bror havde en konkurrence
hvor vi ville hoppe så højt som vi kunne ned af trapperne
og se hvem der kunne lande på en pude ved bunden af trappen.
Jeg ville have vundet, men jeg endte med at slå hul i mit kranium på det
sidste trin. Det her vil give mere mening senere, men som jeg nævnte
før, var jeg et MEGET dumt barn. Da vi flyttede ud af huset,
kunne jeg ikke længere gå på den privatskole vi gik på
hvilket var helt perfekt for mig, da jeg var ret ligeglad,
men det var alt hvad jeg vidste. Jeg forstod ikke engang hvad var med skabene da jeg startede på den nye skole.
Så ja, alt var simpelhen bare vidunderligt fremmet for mig og jeg havde ingen
flugtplan, jeg gik ikke i skoven mere, og jeg mistede
stort set alle mine venner og var nødt til at starte forfra.
Det var en ret mørk tid for mig fordi jeg ingen idé havde om hvad jeg havde gang i.
Men, ud over det, så fik jeg nogle venner, men ved et uheld
gjorde jeg noget andet dumt, og deltog i en "Hvor langt ud på
klatrestativ kan du hoppe konkurrence" og jeg ville have vundet...
men jeg endte med at falde ned på jorden... og brækkede min arm
sådan, rigtig slemt, både knogler og sådan stikkede ud overalt
MEN, det var faktisk en god ting, (dét er min bror der i chok)
men det var en god ting fordi det ledte mig til at finde nogle
nye venner, og du spørger måske, "Nå, hvordan kan det være?"
Tja, det skete sådan her, jeg havde min arm i gips,
og jeg kunne ikke gøre ting som at spidse min blyant. Så den her
rigtig seje gut som hed Drew besluttede sig for at han ville
hjælpe mig. Og Drew er høj og rødhåret, men han var en sej
fyr alligevel. Han fik mig også ind i orkestret, som er hvor
jeg også fik en masse nye venner, og hvor jeg også blæste hans ansigt af
med mine fantastiske tumpet evner. HUCHA!
Til sidst, efter at have datet rundt i lang tid, fandt min far endelig
en som vi alle kunne lide, at hun var stort set den
sødeste person vi nogenside havde mødt og hendes navn var Dee.
Og, altså, jeg kunne lide hende fordi hun købte os en Playstation 2,
og jeg var ret spændt dengang, men hun gjorde også
noget som vi ikke kunne gøre dengang, og det det var at hun gjorde
min far glad. Og det var nok den mest vigtige
ting nogen som helst kunne gøre. Og, fra det af begyndte High School
at være en leg. Jeg kom gennem klasserne,
du ved, klarede mig fint, og var en god elev. Jeg fik en masse
gode venner, både i og udenfor orkestret. Jeg fik spillet nogle
fede spil, du ved. Jeg var virkelig glad for det jeg gjorde, som, Half-Life 2 og sådan noget.
Og jeg havde nogle få kærester her og der, du ved.
Og det er altid ret sjovt når du er en ung teenager,
der for første gang oplever det vidunderlige ved et forhold, ved at
kysse og sådan nogle ting. Og alt i alt så var tingene
ved at se lysere ud i forhold til perioden hvor vi ikke rigtig havde noget
og ikke havde nogen spil, hvor vi var sådan ulykkeligt
flydende gennem livet, så, det så lyst ud
hele vejen til college. Jeg var rigtig spændt på at endelig kunne
gå min egen vej. But, så kom min far med nogle
dårlige nyheder. Han lagde et stykke papir foran mig og lod
mig bare læse det uden at sige noget, og jeg var en ret
klog knægt, så jeg forstod hvert ord der stod, alt det der
tekniske mumbo jumbo, men det vigtigste er at kort sagt i
store tykke bogstaver stod der, "KRÆFT", og den virkelig dårlige slags
kræft. Så, det var en ret hård tid for mig fordi jeg
mistede synet over hvad jeg lavede. Det virkede alt ret
klart for mig før det her, men lige nu var alt bare
ved at slippe fra mig. Jeg troede jeg vidste hvad jeg
ville med mit liv, og det var at lave videospil. Jeg ville
det, men min far var ikke enig med mig, men jeg tænkte at det var
havd jeg ville lave. Men, så begyndte jeg at indse at
videospil måske ikke ville virke, så jeg tog det på en måde af bordet
og fokuserede på at blive ingeniør. Jeg var oprindelig
anlægsarbejder men flyttede til bio-medicinsk ingeniør
fordi de havde et medicinsk skoleprogram, men det virkede heller
ikke. Jeg havde ikke lyst til det. Så jeg skiftede tilbage
til anlægsarbejder igen. Så tænkte jeg, "Hey, hvis jeg skal lave
hvad jeg har lyst til at lave, så er jeg nødt til at lave spil." Og jeg kunne virkelig ikke
vælge hvad jeg skulle gøre med mit liv. Jeg var på en måde ved en
skillevej og var bare fustreret.
Så et år senere, var vi alle hjemme i sommerferien, og min
far havde det rigtig slemt med kræften og var ikke sig selv mere.
Men en morgen vågnede vi alle da min
stedmor, Dee, skreg og vi gik nedenunder for at se
at min far var døende. Og de sidste ord han sagde til mig
var "Jeg elsker dig så meget". Jeg holde min far's hånd da han døde.
Efter min far døde, blev jeg endnu mere forvirret end jeg allerede var.
Fordi jeg var så langt inde i ingeniør-uddannelsen at jeg ikke troede at jeg
kunne komme ud af det mere, og at jeg nu sad fast i de her hjerne-trættende
samarbejds-jobs sombogstavligtalt var mig siddende ved en computer otte
timer om dagen, med to timers arbejde og intet andet.
Det var absolutlig forfærdeligt og jeg ville ikke gøre det resten af mit liv.
Jeg havde ikke tid til at spille. Jeg havde ingen flugtvej.
Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre, så jeg slappede
bare af nogle få år. Og jeg begyndte at date forskellige piger,
men så mødte jeg denne her ene pige som jeg syntes ret godt om og hun
var virkelig sej og virkelig sød, og hendes navn vil være... Barbara.
Det er hvad vi kalder hende for nu. Hendes navn vil blive
Barbara med et C. Men, så fik jeg endelig hende til at møde min mor
som jeg boede med fordi min far var død og jeg ikke havde
mit eget sted, og min mor sagde ikke god for hende, hvilket gjorde mig vred.
Og hun var rimelig forvirret. Jeg var virkelig oprevet fordi min
mor blev så sur at hun til sidste smed mig ud af huset.
Der er mere at sige, men det er bare det korte og det lange.
Så jeg blev vred og hun blev vred, og jeg skred
og fik min egen lejlighed, fordi jeg havde et job på det tidspunkt,
et skod-job, men det var stadig et job. Desværre,
efter jeg fik min nye lejlighed, sagde min chef til mig 3 dage før at
jeg skulle starte på det nye kvartal, at jeg ikke
behøvede at dukke op. Hvilket gjorde mig mere vred, men jeg råbte
ikke af min chef, professionalisme og alt det der, men kort fotalt
løb jeg tør for penge, og min kæreste hjalp mig ikke
og så begyndte hun at blive vred på mig fordi
jeg ikke kunne gøre et eller andet, jeg kan ikke rigtig huske
hvorfor hun var vred, og hun var ofte vred men til sidst
førte det til en pause i forholdet, og stressen begyndte at
genere mig. Jeg var mere nedtrykt end jeg var før og jeg
kunne bare ikke være i forholdet længere, men efter vi gik
fra hinanden og jeg var fanget i min lejlighed, vidste jeg ikke
hvad jeg skulle gøre. Og jeg havde denne her mistænkelige smerte i siden
som blev til en ekstrem smerte i siden. Og denne
ekstreme smerte plagede mig i et sykke tid, indtil jeg en dag vågnede
i så meget smerte at jeg var nødt til at tage på hospitalet. Så jeg tog
på hospitalet hvor de fortalte mig at min blindtarm var på
størrelse med en beach bold og at den var nødt til at blive opereret ud med det samme.
De sagde også at jeg havde en svulst på størrelse med en knytnæve i min binyre
og at den også var nødt til at blive opereret ud, men på et senere tidspunkt. Så det
var meget chokerende nyheder, oven i alt dette
der allerede var sket, og jeg var mere eller mindre stresset nok som det var
men jeg formåtte at komme igennem chokket på en eller anden måde, til tak for at
jeg blev genforenet med min mor, og min stedmor stadig var der for mig.
Operationerne gik godt, og jeg endte med at komme mig
på hospitalet i ca. 2 uger, og havde en masse tid til at
tænke på hvad jeg havde lavet. Og jo mere jeg tænkte,
jo mere frustreret blev jeg. Det virkede bare som om at alting
i mit liv var fuldstændigt uden for min kontrol, og jeg havde intet at skulle sige i den sag.
Så til sidst besluttede jeg mig for at nu var det nok og
jeg ville begynde at gøre det jeg brændte for. Men jeg var stadig indlagt
så jeg blev mere vred dag for dag... ARGH!
Så da jeg endelig blev udskrevet besluttede jeg mig for at jeg ville gå min
egen vej, og det jeg besluttede mig for at jeg ville gøre, var
sketch-comedy videoer. Så jeg endte med at bruge de penge jeg fik tilbage i skat
til at købe et kamera. Jeg brugte det kamera meget lidt
i begyndelsen. Så jeg besluttede mig for at fokusere
på et par ting inden jeg gik igang. Jeg fik bedre karakterer på ingeniør-uddannelsen.
Jeg dedikerede mig selv til at spille de spil jeg havde lyst til
at spille, og det jeg i sidste ende besluttede mig for, var at jeg ville skabe min
egen identitet på internettet, mere specifikt, på YouTube.
Der fik jeg skabt en kanel som endelig gjorde mig glad.
Jeg var endda ligeglad med at jeg ikke havde særligt mange følgere
i begyndelsen, fordi selv for de få personer der så mine videoer,
var jeg mere end glad for at gøre alt hvad det krævede for at underholde dem.
Men da jeg blev ved med at spille begyndte alting at ekslodere.
Bl.a. gik antallet af subscribers amok, og nu har jeg flere subscribers
end jeg ved hvad jeg skal stille op med. Og jeg er bare glad for at nogen som helst ser mine videoer.
Og det er det der virkelig ændrede mit liv. Og dette skete
for nylig. Altså, før havde jeg ingen kontrol over noget.
Og nu kan jeg endelig lave det jeg elsker. Så tusind tak skal I have.
Helt seriøst. Jeg skylder alt i mit liv lige nu, til den støtte
som I har givet mig. Jeg var fortabt før. Jeg havde ikke noget formål før.
Men nu er det muligt for os at ændre verden, gøre gode ting,
skaffe penge til velgørenhed, og bare gøre alt det vi har lyst til for at hjælpe med
at forbedre verden. Og jeg er så taknemmelig for at I besluttede
jer for at jeg var værd at følge. Så virkelig,
tusind tak venner. Jeg skylder jer alt hvad jeg har nu.
Og jeg ville ikke ønske at det var på nogen anden måde.
I er de bedste fans i verden. Så endnu engang tak.
Så meget.
Og som altid, VI SES, i den næste video. HEJ HEJ!