Tip:
Highlight text to annotate it
X
Paul: Goddag. Mit navn er Paul Milner,
og jeg spiller 1. basbasun i London Symphony Orchestra.
Dette er min anden videomasterclass til YouTubes symfoniorkester,
og jeg vil gerne starte med at sige tak til jer, som har set min forrige video.
Det er dejligt at se, at så mange har benyttet sig af den.
Jeg vil også sige tak for alle de fine kommentarer.
Det er dejligt og givende for mig at vide,
at jeg forhåbentlig har hjulpet og inspireret nogle
til at tage deres basbasun og øve lidt ekstra.
Så det er dejligt.
Der var også en reference til min hånd, nogle bevægelser, der blev kommenteret.
Det har jeg tænkt over, og måske skulle jeg forsøge at holde min hånd i ro,
eller måske skulle jeg tale lidt mere sådan her, men nu må vi se,
hvad der sker i videoen.
Der var også nogle få nedsættende kommentarer,
og det vil der altid være.
Men det er vigtigt at huske, hvad det hele handler om.
Nemlig essensen og ånden i YouTubes symfoniorkester,
og vi er her kun for at forsøge at hjælpe lidt med,
hvordan man kan gribe det an at gå til en audition hvor som helst i verden.
Men også en audition til YouTubes symfoniorkester.
Det, jeg siger, er ikke den endegyldige sandhed.
Det er, hvad jeg har erfaret gennem 20 år i britiske orkestre,
i 14 af disse år har jeg arbejdet med opera,
og jeg er i gang med mit fjerde år hos London Symphony Orchestra.
Så det er det eneste, jeg kan kommentere.
Hvis jeg siger, at du skal gøre noget på en bestemt måde, så er det min mening.
Det er ikke nødvendigvis den rigtige måde.
Det skal gøres rigtigt i en situation som denne.
Og hvis du laver en video for at komme med i YouTubes symfoniorkester,
tja, så skal du egentlig gøre det på min måde, for det er mig, der er dommeren.
Så ha-ha.
En anden ting, du skal huske, er, at jeg spiller i et britisk orkester.
Hvis du hører uddragene blive spillet af en basbasunist fra et russisk orkester,
et fransk orkester,
et amerikansk orkester,
et tysk orkester eller hvad det nu
måtte være for et orkester,
så har vi alle sammen forskellige måder at spille på.
Du synes altså muligvis ikke, at den britiske spillemåde er den rigtige,
men sådan er det.
0:02:26.320,0:02:31.120 Det første værk, jeg vil spille, er Wagners Valkyrien.
Det svære er punkteringerne af førsteslaget i hver takt.
Du kan opfatte dette på flere måder.
Det vigtigste er, at du undgår at få det til at lyde for meget som trioler.
♪ [spiller]
Det lyder lidt for slapt.
Der skal være lidt smæld over det.
Jeg har lært at øve dette på en måde, som fungerer fint.
Du kan selvfølgelig starte med at øve det med en metronom
for at få rytmen på plads.
Prøv så derefter at fjerne metronomen,
så du kan fornemme og finde en følelse i musikken –
og prøve at tænke i dobbelt tempo.
[synger] ♪ ba-ba-baba-ba-bam-bam-bam-bam-bam-bam
Hvis jeg prøver at gøre det –
♪ [spiller]
og så videre.
Men så bliver den også meget ur-ur-ur, og det er ikke meningen.
Men det er en god måde at sikre, at vi rammer triolrytmen rigtigt.
Også optakten skal være en trioliseret ottendedelsnode,
ikke sådan: et-to-tre –
♪ [spiller]
Ikke sådan,
men: et-to-tre –
♪ [spiller]
Okay?
Der findes to forskellige versioner af dette.
Der er en mol-version og en dur-version.
Jeg har en optagelse,
og jeg nævner ingen navne,
men jeg har en version, hvor det er rimeligt åbenlyst, at der er en,
der spiller mol-versionen, der hvor dur-versionen skal spilles,
og det lyder rimelig forfærdeligt, som du nok kan forestille dig.
Så sørg for at være klar over, hvilken version du skal spille:
mol- eller dur-versionen.
Jeg vil spille dem begge for dig.
0:04:21.680,0:04:23.240 Nu spiller jeg det første uddrag,
som er mol-versionen af Valkyrieridtet.
0:04:28.960,0:04:46.240 ♪ [spiller]
Det var så den første version.
Det var faktisk i et temmelig raskt tempo.
Den anden version, dur-versionen,
som faktisk kommer, når tubaen kommer med, kan ofte virke noget tungere.
Vi skal give den et noget tungere udtryk,
men den må ikke blive for langsom, for så bliver den virkelig meget haltende.
Mol-versionen, som er den første version,
er kun forte, og den anden version er fortissimo.
Vi skal forsøge at skelne.
Sørg for at gøre det til en audition,
forsøg at adskille forte og fortissimo.
Du vil forhåbentlig kunne høre forskellen i videoen.
En anden ting er de korte toner.
Du har sikkert lagt mærke til, eller du kommer til at lægge mærke til i den
næste version, at jeg virkelig fremhæver de korte toner.
Når jeg tænker tilbage på de optagelser, jeg har hørt
samt radioudsendelser og koncerter,
så hører man ofte noget i retning af dette:
♪ [spiller]
Man hører nærmest ikke den korte tone overhovedet.
Derfor forsøger jeg
fra min plads bagerst i orkesteret og også til en audition
virkelig at fremhæve de korte toner.
♪ [spiller]
Og det kan lyde noget overdrevet her,
men for publikum lyder det helt rigtigt.
Ofte hører man basunerne spille derudad, og det er kun fra tredjetrompeten,
at man rent faktisk kan høre de små, korte toner pga. trompetens klangfarve.
Så sørg for, at du gør det.
Nu vil jeg spille dur-versionen.
0:06:30.440,0:07:08.000 ♪ [spiller]
0:07:09.120,0:07:12.080 Okay, det næste værk, jeg vil tale om,
er Schumanns 3. symfoni, 4. sats.
Problemet her,
og med så mange andre stille ting, vi skal spille,
er, at du skal sidde på scenen
i tre satser af Schumann uden at foretage dig noget
andet end at kigge på publikum og nyde den dejlige musik,
hvilket selvfølgelig er fantastisk med den atmosfære, der er.
Og så skal du komme ind,
hvor det er meget stille, og der er spænding på.
Det kan være virkelig, virkelig svært.
Så prøv at øve dig i at lave ingenting,
se lidt tv måske,
du må ikke spille,
ikke blæse, og fat så dit instrument, og se, om du kan ramme den i første hug.
Det er faktisk rigtig svært.
Jeg kan huske min audition til LSO,
hvor jeg er nu.
Vi tog første runde om morgenen, og jeg slap fint igennem,
og så i anden runde
var det første, jeg skulle spille, Tannhauser-ouverturen,
som er rimelig lang og spilles rimeligt højt.
Jeg kom halvvejs igennem den, og så ringede 1.-basunisten, Dudleys telefon.
Så jeg måtte stoppe og begynde forfra.
Så spillede jeg hele vejen igennem igen,
og tænkte: "Pyha, jeg kom igennem."
Så rejste Patrick sig og ville have mig til at spille den på en anden måde.
Så jeg måtte spille den igennem to og en halv gang, hvilket kan
være rimelig svært til en audition, hvor du spiller for fuld udblæsning.
Så bad han mig om at spille Schumanns tredje, som jeg spiller om lidt.
Så det kan også være svært, når man ikke har siddet tre satser uden aktivitet,
men når man sidder til en audition
og lige har spillet noget virkelig langt og højt.
Og det er igen en anden måde at øve det på.
Spil noget virkelig langt, højt og vedholdende eller Tannhauser.
Det ville være fint.
Når du så når til Schumann, er dine læber blevet tunge.
Og så skal du forsøge at have kontrol over åndedræt og læber
for at spille Schumann.
0:09:10.760,0:09:53.520 ♪ [spiller]
Til en audition,
hvor tempoet er lidt højt, og der måske er et par takters hvile,
så sørg for at tælle dem, så du viser, at du har rytmesans.
Men i Schumann er der tre en halv-fire takters stille, langsomt noget.
Så i stedet for at tage den sidste tone og så tælle "tre, fire, en, to...",
så alle ser på uret og undrer sig over, hvad der foregår,
så lad der være måske en takt for at markere, gør dig klar, og fortsæt igen.
Det gør mig ikke noget.
Okay?
Dette er så det andet uddrag.
0:10:31.880,0:11:01.960 ♪ [spiller]
Okay, tredje uddrag er "la Gazza Ladra", "Den tyvagtige skade" af Rossini.
Det skal være meget let og hoppende.
Det blev komponeret af Rossini til én basun i operaen.
Du kan altså forestille dig, hvor kraftfuldt det skal være.
Det skal ikke være alt for tungt, og det skal ikke være for fuld kraft.
Der er flere forskellige versioner af dette stykke.
Nogle med tre basuner, som gør det virkelig monotont og dumpt.
Så prøv at holde det let.
Det, jeg holder øje med, er et rent og glidende træk.
En virkelig nøjagtig trækbevægelse.
Naturligvis god stemning.
Det fis, der står i starten, står som et d i Rossinis originalpartitur.
[synger] ♪ bum-bum-bum-bum-bump
Det er et d.
Jeg tror, at den basunist, som Rossini skrev det til,
muligvis ikke kunne spille fis og heller ikke g,
da der er nogle versioner, hvor de også spiller det overliggende g.
Du vil støde på nogle versioner med et d,
men lad være med at spille det, spil altid fis.
Spil den første arpeggio, arpeggio i G
i oktaven derunder, og spring op til fis.
I en optræden, jeg lavede med Opera North,
kørte dirigenten ouverturen i et meget raskt tempo,
og vi nærmede os det stykke, hvor jeg skulle falde ind,
og efter at have spillet nogle få småstykker tænkte jeg:
"Det klarer jeg aldrig. Det går alt for hurtigt."
Jeg var chokeret,
men det var virkelig godt for min trækteknik.
Jeg vil ikke spille det så hurtigt i dag.
Det var vist, hvad jeg havde at sige om det.
Så lad os spille det.
Altså "la Gazza Ladra", det første uddrag.
0:12:49.840,0:13:06.920 ♪ [spiller]
Selvom det er det eneste uddrag, du er blevet bedt om at spille til din
YouTube-audition, så kan du blive bedt om at spille stykket i slutningen
af ouverturen, piú mosso-stykket.
Jeg synes, at det er meget svært.
Nogle gange er det i den version, du spiller, og andre gange er det ikke.
Det er en god ide at få fat i det, så jeg spiller det, så du kan genkende det.
Den er god at få ind under huden,
fordi den kører som sagt i et raskt tempo.
Jeg spiller den for dig nu.
♪ [spiller]
Endnu engang tak, fordi du så med.
Jeg glæder mig til at høre nogle af jeres videoer samt jeres kommentarer,
så længe de er søde, naturligvis.
Jeg vil ikke høre nogen dårlige.
Held og lykke.
God øvning. Jeg håber, at du når hele vejen til Sydney.
Tak.