Tip:
Highlight text to annotate it
X
Siddhartha af Hermann Hesse KAPITEL 12.
Govinda
Sammen med andre munke, der anvendes Govinda at tilbringe tid hvile mellem pilgrimsrejser
i glæden-lund, Kamala som kurtisane havde givet til tilhængerne af Gotama
for en gave.
Han hørte tale om en gammel færgemand, der levede en dagsrejse væk af floden, og
der blev betragtet som en klog mand af mange.
Når Govinda gik tilbage på sin vej, valgte han vejen til færgen, ivrige efter at se den
Færgemanden.
Fordi, selvom han havde levet hele sit liv efter reglerne, men han var også
betragtede med veneration af de yngre munke på grund af hans alder og hans
beskedenhed, rastløshed og søgen endnu ikke havde omkomne fra hans hjerte.
Han kom til floden og spurgte den gamle mand til at fragte ham over, og da de kom ud
båden på den anden side, sagde han til den gamle mand: "Du er meget godt for os munke og
pilgrimme, har du allerede færget mange af os over floden.
Er du ikke også, færgemanden, en søgepersonens for den rette vej? "
Mælte Siddhartha, smiler fra hans gamle øjne: "Har du kalde dig en minesøger, oh
ærværdige en, selvom du allerede er en gammel i år og er iført kappe
Gotama s munke? "
"Det er sandt, jeg er gammel," sagde Govinda, "men jeg har ikke stoppet søge.
Aldrig vil jeg stoppe søgningen, dette synes at være min skæbne.
Du også, så det forekommer mig, har været på jagt.
Vil du fortælle mig noget, oh hæderlig en? "
Mælte Siddhartha: "Hvad skal jeg måske nødt til at fortælle dig, oh ærværdige en?
Måske du søger alt for meget? Det er i alt, søgning, behøver du ikke kan finde
tid til at finde? "
"Hvordan kommer?" Spurgte Govinda.
"Når nogen søger," sagde Siddhartha, "så det kan let ske
at det eneste, hans øjne stadig ser, er, at hvad han søger for, at han er
ude af stand til at finde noget, at lade noget
ind i hans sind, fordi han altid tænker på ingenting, men genstanden for sin søgen,
fordi han har et mål, fordi han er besat af målet.
Søgning betyder: at have et mål.
Men at finde betyder: at være fri, være åben, ikke har nogen mål.
Du, åh ærværdige en, måske faktisk en minesøger, fordi stræben efter dit mål,
der er mange ting, du ikke ser, som er direkte foran dine øjne. "
"Jeg forstår ikke helt endnu," spurgte Govinda, "hvad mener du med det?"
Mælte Siddhartha: "En lang tid siden, OH ærværdige en, for mange år siden, du har gang
før været på denne flod, og har fundet en sovende mand ved floden, og har siddet
ned med ham at vogte hans søvn.
Men, åh Govinda, har du ikke genkende den sovende mand. "
Forbavset, som om han havde været genstand for en trylleformular, munken kiggede ind i
Ferryman øjne.
"Er du Siddhartha?" Spurgte han med en frygtsom stemme.
"Jeg ville ikke have genkendt dig denne gang så godt!
Fra mit hjerte, jeg hilser jer, Siddhartha, fra mit hjerte, er jeg glad for at se
dig igen! Du har ændret en del, min ven -. Og så
du har nu er blevet en færgemand? "
På en venlig måde, lo Siddhartha. "En Færgemanden, ja.
Mange mennesker, Govinda, nødt til at ændre en masse, er nødt til at bære mange en kappe, jeg er en af
dem, min kære.
Vær velkommen, Govinda, og tilbringe natten i min hytte. "
Govinda overnattede i hytten og sov i sengen, der plejede at være
Vasudeva seng.
Mange spørgsmål han stillede til ven af hans ungdom, mange ting Siddhartha var nødt til at
fortælle ham fra hans liv.
Når der i næste morgen var det tid til at starte dagens rejse, Govinda sagde,
ikke uden tøven, disse ord: "Før jeg fortsætter på min vej
Siddhartha, tillade mig at stille et spørgsmål.
Har du en undervisning?
Har du en tro, eller en viden, du følger, som hjælper dig til at leve og til at gøre
rigtige? "
Mælte Siddhartha: "Du ved, min kære, at jeg allerede som ung mand i disse dage
da vi boede med skriftebørn i skoven, begyndte at mistillid lærere og
lære og til at vende ryggen til dem.
Jeg har holdt med denne. Alligevel har jeg haft mange lærere
siden da.
En smuk kurtisane har været min lærer i lang tid, og en rig købmand var min
lærer, og nogle spillere med terninger.
Engang har selv en tilhænger af Buddha, rejser til fods, har været min lærer, han sad med
mig, når jeg var faldet i søvn i skoven, på pilgrimsrejse.
Jeg har også lært af ham, jeg er også taknemmelig for ham, meget taknemmelig.
Men mest af alt, har jeg lært her fra denne flod og fra min forgænger,
Færgemanden Vasudeva.
Han var en meget enkel person, Vasudeva, var han ikke tænker, men han vidste, hvad er
nødvendigt lige så godt som Gotama, han var en fuldkommen mand, en helgen. "
Govinda sagde: "Still, åh Siddhartha, du elsker lidt at håne mennesker, som det ser ud til at
mig. Jeg tror på dig og vide at du ikke har
fulgte en lærer.
Men har du ikke fundet noget ved dig selv, selvom du har fundet nogen lære,
du stadig fandt, at visse tanker, nogle indsigter, som er din egen, og som bidrager
du at leve?
Hvis du gerne vil fortælle mig nogle af disse, ville du glæde mit hjerte. "
Mælte Siddhartha: "Jeg har haft tanker, ja, og indsigt, igen og igen.
Nogle gange, for en time eller en hel dag, har jeg følt viden i mig, som en
ville føle livet i ens hjerte. Der har været mange tanker, men det ville
være svært for mig at overbringe dem til dig.
Se, min kære Govinda, dette er en af mine tanker, som jeg har fundet: visdom kan ikke
videregives. Wisdom, som en klog mand forsøger at give videre til
nogen altid lyder som tåbelighed. "
"Laver du sjov?" Spurgte Govinda. "Jeg er ikke sjov.
Jeg fortæller dig, hvad jeg har fundet. Viden kan formidles, men ikke visdom.
Det kan ses, kan det levet, er det muligt at blive båret af det mirakler kan
skal udføres med dette, men det kan ikke udtrykkes i ord og underviste.
Det var, hvad jeg selv som en ung mand, sommetider mistænkt, hvad er drevet mig
væk fra lærerne.
Jeg har fundet en tanke, Govinda, som du igen betragter som en vittighed eller
dårskab, men som er min bedste tanke. Det siger: Det modsatte af enhver sandhed er
lige så sandt!
Det er sådan her: enhver sandhed kan kun udtrykkes og sætte ord på, når det er
ensidig.
Alt er ensidig, som kan tænkes med tanker og sagde med ord,
det hele er en ensidig, alle bare en halv, alle mangler fuldstændighed, rundhed, enhed.
Når ophøjede Gotama talte i hans lære i verden, måtte han dele den
i Sansara og Nirvana, ind i bedrag og sandhed, i lidelse og frelse.
Det kan ikke gøres anderledes, er der ingen anden vej for ham, der ønsker at undervise.
Men verden selv, hvad der eksisterer omkring os og i os, er aldrig ensidig.
En person eller en handling er aldrig helt Sansara eller helt Nirvana, en person er
aldrig helt hellig eller helt syndigt.
Det er virkelig ud som dette, fordi vi er underlagt bedrag, som om tiden var
noget virkeligt. Tid er ikke reel, Govinda, har jeg
oplevet dette ofte og ofte igen.
Og hvis tiden ikke er virkeligt, så den kløft, der synes at være mellem verden og
evigheden, mellem lidelse og blissfulness, mellem ondt og godt, er
også et bedrag. "
"Hvordan kommer?" Spurgte Govinda frygtsomt. "Hør godt, min kære, lytte godt!
Synderen, som jeg er, og hvor du er, er en synder, men i en tid til at komme han vil
være Brahma igen, vil han nå Nirvana, vil blive Buddha - og nu ser: disse 'gange
til at komme 'er et bedrag, er kun en lignelse!
Synderen er ikke på vej til at blive en Buddha, han er ikke i færd med
udvikling, om vores evne til at tænke ikke ved hvordan skulle man ellers billede
disse ting.
Nej, inden for synderen er nu, og allerede i dag fremtidens Buddha, hans fremtid er
allerede alt der, du er nødt til at tilbede i ham, i dig, i alle Buddha, der
kommer til at være, det er muligt, den skjulte Buddha.
Den verden, min ven Govinda, er ikke perfekt, eller på en langsom vej mod
perfektion: nej, det er perfekt i hvert øjeblik, al synd allerede bærer det guddommelige
tilgivelse i sig selv, alle små børn
allerede har den gamle person i sig selv, alle spædbørn har allerede død, alle døende
mennesker det evige liv.
Det er ikke muligt for en person at se, hvor langt en anden er allerede i gang
på sin vej, i røveren og terningerne-gambler, er Buddha venter, i
Brahman, er røveren venter.
I dyb meditation, er der mulighed for at sætte tiden ud af eksistens,
at se hele livet, som var, er og vil være som den var samtidig, og der
alt er godt, alt er perfekt, alt er Brahman.
Derfor ser jeg hvad der findes lige så god, døden er for mig ligesom livet, synd ligesom
hellighed, visdom ligesom tåbelighed, er at alt skal være som det er, alt
kræver kun mit samtykke, kun min
vilje, min kærlige aftale, at være godt for mig, at gøre ingenting, men arbejde for min
fordel, at være ude af stand til nogensinde skade mig.
Jeg har oplevet på min krop og min sjæl, at jeg havde brug for synd meget, havde jeg brug for
begær, ønsket om ejendele, forfængelighed og mest brug for det skammelige fortvivlelse, i
For at lære at give op hele
modstand, for at lære at elske verden, for at stoppe at sammenligne det
nogle af verdens jeg ønskede, jeg havde forestillet mig, en form for perfektion, jeg havde gjort op, men at forlade
det som det er, og at elske det og nyde
være en del af det -. Disse, åh Govinda, er nogle af de tanker, der er kommet ind
mit sind. "
Siddhartha bøjede sig ned, tog en sten op fra jorden, og vejede den i sin
hånd.
"Dette her," sagde han leger med det, "er en sten, og vil, efter en vis tid,
måske blive til jord, og vil vende sig fra jord til en plante eller et dyr eller menneske.
I fortiden, ville jeg have sagt: Denne sten er blot en sten, det er værdiløst, det
hører til en verden af Maja, men fordi det måske kunne blive også en
menneske og en ånd i den cyklus af
transformationer, derfor vil jeg også give det betydning.
Derfor ville jeg måske have tænkt i fortiden.
Men i dag tænker jeg: denne sten er en sten, er det også dyr, er det også Gud, er det
også Buddha, jeg ikke ærer og elsker det, fordi det kunne blive til dette eller hint,
men snarere fordi det allerede er og altid
alt - og det er denne kendsgerning, at det er en sten, at det forekommer mig nu
og i dag som en sten, er det derfor, jeg elsker det og se værd og formål i hver sin
vener og hulrum i det gule, i
grå, i hårdhed i lyden det gør, når jeg banker på det, i tørhed eller
vådhed af dens overflade.
Der er sten, som har lyst til olie eller sæbe, og andre som blade, mens andre gerne
sand, og hver og en er speciel, og beder den Om på sin egen måde, hver enkelt er Brahman,
men samtidigt, og lige så meget er det en
sten, er fedtet eller saftigt, og det er netop denne kendsgerning, som jeg kan lide og betragter som
vidunderlige og værdig for tilbedelse -. Men lad mig tale ikke mere af dette.
Ordene er ikke godt for det hemmelige mening, alting altid bliver en smule
anderledes, så snart den sættes i ord, bliver forvrænget lidt, lidt fjollet - ja, og
Det er også meget godt, og jeg kan lide det en
masse, Jeg er også meget enig i dette, at det, hvad er en mands skat og visdom
altid lyder som dårskab for en anden person. "
Govinda lyttede tavst.
"Hvorfor har du fortalt mig om stenen?" Spurgte han tøvende efter en pause.
"Jeg gjorde det uden nogen specifik hensigt.
Eller måske, hvad jeg mente var, at elske denne meget sten, og floden, og alle disse
ting, vi kigger på, og hvorfra vi kan lære.
Jeg kan elske en sten, Govinda, og også et træ eller et stykke bark.
Dette er ting, og ting kan blive elsket. Men jeg kan ikke elske ord.
Derfor, lære er ikke godt for mig, har de ingen hårdhed, ingen blødhed, ingen
farver, ingen kanter, ingen lugt, ingen smag, de har intet, men ord.
Måske er disse, der holder dig fra at finde fred, måske er de mange
ord.
Fordi frelse og dyd så godt, er Sansara og Nirvana så godt, blot
ord, Govinda. Der er ingen ting, som ville være Nirvana;
Der er bare ordet Nirvana. "
Mælte Govinda: "Ikke bare et ord, min ven, er Nirvana.
. Det er en tanke "Siddhartha fortsatte:" En tanke, det måske
være tilfældet.
Jeg må indrømme, at du, min kære: Jeg skelner ikke meget mellem tanker og
ord. For at være ærlig, jeg har også nogen høj mening
af tanker.
Jeg har en bedre mening af tingene. Her på færge, for eksempel en
Manden har været min forgænger og lærer, en hellig mand, der har i mange år blot
troede på floden, intet andet.
Han havde bemærket, at flodens talte til ham, han lærte af den, uddannet og
lærte ham, floden syntes at være en gud for ham, han i mange år vidste ikke, at
hver vind, hver sky, hver fugl, hvert
Beetle var lige så guddommelig og kender lige så meget og kan lære lige så meget som
tilbad floden.
Men når dette hellige mand gik ind i skoven, han vidste alt, vidste mere end
dig og mig, uden lærere, uden bøger, blot fordi han havde troet på
flod. "
Govinda sagde: "Men er det hvad man kalder 'ting', faktisk noget virkeligt,
noget som har eksistens? Er det ikke bare et bedrag af Maja, bare
et billede og illusion?
Din sten, dit træ, din flod - er de faktisk en realitet "?
"Også dette," sagde Siddhartha, "Jeg er ligeglad meget om.
Lad de ting, være illusioner eller ej, når jeg ville da også være en illusion, og
således bliver de altid lide mig. Dette er hvad der gør dem så kære og værdig
af veneration for mig: de er ligesom mig.
Derfor kan jeg elsker dem. Og det er nu en undervisning, vil du grine
om: kærlighed, OH Govinda, forekommer mig at være det vigtigste af alt.
Til grundigt at forstå verden, at forklare det, at foragte det, kan være ting
store tænkere gør.
Men jeg er kun interesseret i at være i stand til at elske verden, ikke at foragte den, ikke at
hader det og mig, at være i stand til at se på det og mig og alle væsener med kærlighed og
beundring og stor respekt. "
"Det forstår jeg," sagde Govinda. "Men netop dette blev opdaget af
ophøjet til at være et bedrag.
Han befaler godgørenhed, mildhed, sympati, tolerance, men ikke kærlighed, han
forbød os at binde vores hjerte med kærlighed til jordiske ting. "
"Jeg ved det," sagde Siddhartha, hans smil skinnede gyldne.
"Jeg ved det, Govinda.
Og se, dette er vi lige i midten af krat af udtalelser, i
tvist om ord.
For jeg kan ikke nægte, mine ord for kærlighed er i en selvmodsigelse, en tilsyneladende selvmodsigelse
med Gotama ord.
Af netop denne grund, mistillid jeg i ord så meget, for jeg kender, denne modsigelse er
et bedrag. Jeg ved, at jeg er enig med Gotama.
Hvordan skulle han ikke vide, kærlighed, han, som har opdaget alle elementer af den menneskelige eksistens
i deres forgængelighed, i deres meningsløshed og alligevel elskede mennesker således
meget, at bruge en lang, møjsommelig levetid kun for at hjælpe dem, til at lære dem!
Selv med ham, selv med din store lærer, foretrækker jeg noget over ordene,
lægge mere vægt på hans handlinger og liv end på sine taler, mere på de bevægelser,
af hans hånd end hans meninger.
Ikke i sin tale, ikke i hans tanker, ser jeg hans storhed, kun i hans handlinger, i
hans liv. "I lang tid, sagde de to gamle mænd
intet.
Derefter talte Govinda, mens bukkende for en afsked: "Jeg takker dig, Siddhartha, for
fortæller mig nogle af dine tanker.
De er delvist mærkelige tanker, ikke alle har været det samme forståeligt for
mig. Det er, som det kan, jeg takker dig, og jeg
ønsker dig at have rolige dage. "
(Men hemmelighed han tænkte ved sig selv: Dette Siddhartha er en bizar person, han
udtrykker bizarre tanker, hans lære lyde dumt.
Så anderledes lyde ophøjede sine rene lære, klarere, renere, mere
forståelig, intet mærkeligt, tåbelige, eller dum er indeholdt i dem.
Men forskellig fra sine tanker forekom mig Siddhartha hænder og fødder, hans øjne,
panden, hans ånde, hans smil, hans hilsen, hans tur.
Aldrig igen, har efter vores ophøjet Gotama blive ét med Nirvana, aldrig siden
så har jeg mødt en person, om hvem jeg følte: dette er en hellig mand!
Kun ham, er dette Siddhartha, har jeg fundet at være sådan.
Kan hans lære være mærkeligt, kan hans ord lyd dum, ud af hans blik og hans
hånd, hans hud og hans hår, ud af hver del af ham skinner en renhed, skinner
ro, skinner en munterhed og
mildhed og hellighed, som jeg har set i nogen anden person, da den endelige død
vores ophøjede lærer.)
Som Govinda tænkte på denne måde, og der var en konflikt i sit hjerte, han igen
bukkede for Siddhartha, tegnet af kærlighed. Dybt han bøjede sig for ham, der var roligt
siddende.
"Siddhartha", talte han, "vi er blevet gamle mænd.
Det er usandsynligt, for en af os til at se de andre igen i denne inkarnation.
Jeg ser, elskede, at du har fundet fred.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet det. Sig mig, åh hæderlig en, en flere ord,
give mig noget på min måde, som jeg kan forstå, hvilket jeg kan forstå!
Giv mig noget at være sammen med mig på min vej.
Det det ofte svært, min vej, ofte mørk, Siddhartha. "
Siddhartha sagde ikke noget og så på ham med den stadigt uændret, stille smil.
Govinda stirrede på hans ansigt, med frygt, med længsel, lidelse, og den evige søgen
var synlig i hans blik, evige ikke-finde.
Siddhartha så det og smilede.
"Bent ned til mig!" Hviskede han stille og roligt i Govinda øre.
"Bøj ned til mig! Ligesom dette! Endnu tættere
Meget tæt!
Kys min pande, Govinda! "
Men mens Govinda med forundring, og alligevel trukket af stor kærlighed og forventning,
adlød hans ord, bøjede sig ned tæt til ham og rørte ved hans pande med sine læber,
noget mirakuløse sket med ham.
Mens hans tanker var stadig dvæle ved Siddhartha forunderlige ord, mens han var
stadig kæmper forgæves, og med modvilje mod at tænke væk tid, at forestille
Nirvana og Sansara som én, mens selv en
vis foragt for ordene fra hans ven kæmpede i ham mod en
enorme kærlighed og ærbødighed, det er sket for ham:
Han ikke længere så ansigt hans ven Siddhartha, i stedet så han andre ansigter,
mange, en lang sekvens, en strømmende flod af ansigter, af hundreder af tusinder, som alle
kom og forsvandt, og alligevel syntes at
være til stede samtidigt, hvor alle konstant ændres og fornyet sig,
og der var stadig alt Siddhartha.
Han så ansigtet af en fisk, en karpe, med et uendeligt smerteligt åbnede munden, ansigtet
af en døende fisk, med fading øjne - så han ansigtet af en nyfødt barn, rød og fuld
af rynker, forvrænget af gråd - han så
ansigtet af en morder, han så ham kaste en kniv i kroppen af en anden person - han
så, i samme sekund, det kriminelle i trældom, knælende og hans hoved var
huggede af bødlen med en
blæse af sit sværd - så han ligene af mænd og kvinder, nøgne i stillinger og kramper af
hektiske kærlighed - han så lig strakt ud, ubevægelig, kulde, tomrum - så han
hoveder af dyr, af orner, af krokodiller,
af elefanter, af tyre, af fugle - så han guder, så Krishna, så Agni - han så alle
disse tal og ansigter i tusind relationer til hinanden, hver
at hjælpe den anden, elsker det, hade det,
ødelægge det, der giver genfødsel til det, hver af dem var en vilje til at dø, et lidenskabeligt
smertefuld bekendelse af forgængelighed, og alligevel ingen af dem døde, hver eneste
forvandlet, blev altid genfødt, fik
stedse en ny overflade, uden nogen tid har passeret mellem den ene og den anden
ansigt - og alle disse tal og ansigter udhvilet, flød, genereret selv,
flød sammen og fusioneret med hinanden,
og de blev alle konstant dækket af noget tyndt, uden individualitet
alene, men alligevel findes som en tynd glas eller is, som en transparent hud, en
Skallen eller skimmel eller maske af vand, og denne
maske var smilende, og denne maske var Siddhartha smilende ansigt, som han,
Govinda, i denne meget samme øjeblik rørte med sine læber.
Og Govinda så det sådan her, det smil af masken, dette smil af enhed over
det strømmende former, dette smil af samtidighed over tusinde fødsler
og dødsfald, det smil af Siddhartha var
præcis det samme, var netop af samme art som den stille, sarte,
uigennemtrængelig, måske godgørende, måske spottende, klog, tusinde gange smil
Gotama, Buddha, som han havde set det selv med stor respekt hundrede gange.
Ligesom dette, vidste Govinda, den fuldkomne dem smiler.
Ikke at vide noget mere om tid eksisterede, om visionen havde varet et sekund eller en
hundrede år, ikke at vide noget mere om der fandtes en Siddhartha, en Gotama, en mig
og du føler i sit inderste selv som
hvis han var blevet såret af en guddommelig pil, skade, der smagte sødt, at
fortryllet og opløst i sit inderste selv, Govinda stod stadig for lidt
mens bøjet over Siddhartha rolige ansigt,
som han netop havde kysset, havde der bare været skueplads for alle manifestationer, alle
transformationer, al eksistens.
Ansigtet var uændret efter under overfladen af dybden af thousandfoldness
havde lukket op igen, han smilede stille, smilede stille og blødt, måske meget
velgørende, måske meget hånligt,
præcist som han plejede at smile, den ophøjede en.
Dybt, Govinda bøjede, tårer han ikke vidste noget af, løb ned ad hans gamle ansigt, som en
fyre brændt følelsen af det mest intime kærlighed, den ringeste veneration i hans hjerte.
Dybt, bøjede han sig, rører jorden, før ham, som sad motionlessly,
hvis smil mindede ham om alt, hvad han nogensinde havde elsket i sit liv, hvad der nogensinde havde
været værdifuldt og helligt for ham i hans liv.