Tip:
Highlight text to annotate it
X
Ønsk mig held og lykke.
Det skal nok gå.
Vi mødes igen. Det lover jeg.
- Hvor langt er der igen?
- Det er svært at sige. Måske 500 km.
- Hvor lang tid tager det?
- Måske 12 timer, afhængig af vejen.
- Og om der bliver flere omveje.
- Så slipper brændstoffet op.
- Vi burde måske skaffe mere?
- Ikke med rumvæsnerne i hælene.
Når vi kommer til Charleston,
er vi i sikkerhed.
Far, jeg vil have,
du gemmer det her.
- Hvorfor skriver du testamente?
- De siger, at vi aldrig når frem.
Du kommer ikke til at dø,
og vi skal nok komme til Charleston.
Skriv det i dagbogen.
- Skal jeg afløse dig?
- Jeg klarer det, boss.
- Siger du boss, får du en på tuden.
- Undskyld, at jeg irriterer dig.
Jeg blev ret overrasket,
da du valgte mig til fører.
- Jeg er ikke den ordentlige type.
- Hvad er du så for en type?
- Det er det, jeg vil finde ud af.
- Også jeg.
Sig til, hvis du kan finde på
nogle gode teorier, kaptajn.
- Hvad så, unger?
- Gør det igen, så får du smæk.
- Ligesom før i tiden, Margaret.
- Hvad vil du?
En gang snart skal vi stoppe.
Det her øldrikkeri har effekt på mig.
Vi holder, når vi løber tør for
benzin. Vi er jo fortroppen.
Så må jeg vel gøre det på farten.
Ikke kigge.
- To dage til, så dræber jeg ham.
- Sig bare til, så hjælper jeg dig.
- Det ville du aldrig gøre.
- Dræbe Pope? Jeg gjorde det næsten.
- Har jeg ikke det, der skal til?
- Nej.
- Du har ikke nok mørke i sjælen.
- Hvad mener du? Jeg kan blive mørk.
Hvad er der mørkeste, du har gjort?
- Jo...
- Det tænkte jeg nok.
Giv ham væske.
Jeg kan ikke.
Fandens! Jeg har en vabel.
Det er så irriterende.
- Jeg ville prøve at få den løs.
- Onkel Scott byggede holdbare ting.
- Boltene er nok rustet fast.
- En båre mindre gør os ikke lettere.
- Må jeg se?
- Det er i orden.
- Der er langt endnu.
- Du lyder urolig.
Vi lægger det besværlige bag os.
Nu er det ned ad bakke.
- Sæt farten lidt ned.
- Okay, chef.
- Må jeg heller ikke sige chef?
- Boss? Chef? Hvorfor ikke "sir"?
- Jeg forstår ikke.
- Du vil fremstå som en bondedreng.
Men du håndterer snigskytteriflen som
en soldat, der har trænet med en M24.
Jo. Så du var i militæret?
Hvorfor prøver du at skjule det?
Vil du slappe af med Bersærkerne?
- Skal vi andre gøre det grove?
- Hvilken rolle spiller det?
Du gør tjeneste under mig, og jeg
vil vide, at jeg kan stole på dig.
Lige nu gør jeg det ikke.
- Var det en hjort?
- Det ved jeg ikke.
Et barn. Et tøjlet barn.
Hun er bevidstløs,
men er ved at vågne.
Seletøjet er vist skadet,
for den lyser ikke.
Vi kan ikke efterlade hende.
Jeg vil hjælpe hende, men tør ikke
udsætte os for en til fjendeagent.
Hvor er jeg?
Hvorfor har jeg ondt i kroppen?
Du var ude for en ulykke, men du
klarer det. Jeg hedder dr. Glass.
Hvor er Tyler?
- Hvem er Tyler?
- Min bror. Jeg vil have min bror.
- Vi ved ikke, hvor han er.
- Det gør ondt.
Nuvel... Anthony! Sikr hende
på bagsædet, vi må fortsætte.
- Mener du det?
- Gør det bare.
Jeg har spekuleret på,
at når vi kommer til Charleston...
- Hvad sker der så?
- Jeg håber, Ben dukker op der.
Jeg forstod ikke, hvad han gennemgik.
Det ville være godt at tale med ham.
Det er ikke for sent for forsoning.
Ben kommer tilbage.
Jeg kan mærke det.
Jeg ville gerne tro det,
men jeg kan ikke se hvordan?
Nogle gange må man stole på,
at skæbnen begunstiger én af og til.
Jeg ved det, for det skete for mig.
Jeg troede aldrig, jeg skulle
komme mig fra mit gamle liv.
Og så kom...
Du.
Vi har et problem.
- Hvad sker der?
- Køleren har for lidt vand.
Fortsæt lidt længere. Der er en flod
længere fremme, hvor vi kan fylde op.
Jeg tog denne vej,
når jeg besøgte mine børn i Florida.
- Han laver sjov, ikke?
- Nej.
Pope har et barn. Skræmmende tanke.
Jeg har noget til dig.
Det modvirker dehydrering.
- Hvordan har pigen det?
- Hun er stille og virker fortabt.
- Hun udgør ikke nogen trussel.
- Måske ikke.
Hvor mange flere af dem er der?
Tusinder? Millioner?
Selv om vi besejrer rumvæsnerne,
hvilket vi kommer til at gøre -
- hvad skal vi så
gøre af alle børnene?
Selv om vi fjerner seletøjet,
bliver de aldrig normale børn igen.
Måske ikke,
men de kommer til at tilpasse sig.
- Hvad glor du på?
- Ikke noget.
Jeg ville bare se,
om du vil have noget at spise?
Det er pærer. Hvis du ikke er sulten,
så behøver du ikke spise dem.
Det er længe siden,
jeg har spist noget.
Min bror blev sulten igen
uden seletøjet.
Dit er bare skadet,
så det er måske derfor.
Var din bror forbundet? Hvor er han?
Han er væk.
- Må jeg også spise dem?
- Ja.
Undskyld.
- Det er længe siden, jeg har bøvset.
- Det gør ikke noget.
- Jeg hedder Matt, forresten.
- Jenny.
Forbandet! Det passer ikke.
Rolig, unge Mason.
Floden er indenfor gåafstand.
Det håber jeg, for vi skal egentlig
finde en sikker vej til konvojen.
Heureka! Kølerslangen er i stykker.
Ved du hvad? Jeg laver den,
hvis nogen går ud og henter vand.
Bare rolig. Jeg kan håndtere ham.
Ser man det.
Her står vi endelig, Maggie May.
- Nu ingen gode ideer, Pope.
- Hvor langt lader du ham gå?
Som sædvanlig har jeg ingen
anelse om, hvad du taler om.
Hvad vil der ske,
når han hører sandheden om dig?
Hvem og hvad du egentlig er.
Hvad sker der så?
Vi har kørt på ujævn vej i 20 timer.
Vibrationerne må have flækket den.
Vandtanken har tabt en tredjedel,
og Anne har en dehydreret patient.
Jeg burde have holdt øje med den.
- Er du bekymret for Hal?
- Han skal nok klare sig.
Han har været fortrop før.
Fandens osse!
Undskyld. Måske kan vi tømme den
i feltflaskerne, vi har tilbage.
- Er du færdig med den her?
- Ja.
Jamils værktøj.
Overvejer I at slå jer ned
i Charleston?
Måske klemme et par Masonbørn ud?
Du vil kede dig ihjel,
men det er bare min mening.
Kom til sagen, Pope.
Folk som du og jeg hører
ikke hjemme i Charleston.
Jeg ved ikke, hvad du planlægger, men
jeg sluger hellere glas end følger.
Jeg er ikke spor lig dig.
Jeg væmmes ved dig.
- Engang i tiden lød det anderledes.
- Nej.
- Engang i tiden løj jeg for dig.
- Du er i hvert fald konsekvent.
Intet godt kan komme ud af
at fortælle om min fortid.
Han vil finde ud af det. Men mine
læber er forseglede, på æresord.
Men hvad hvis han finder ud af det?
- Elsker du ham, som du siger...
- Det har jeg aldrig sagt.
Hvis du virkelig holder af ham,
så burde du samle mod -
- og fortælle ham hele sandheden
og intet andet end sandheden.
Jeg har gemt den her i en måned.
Vil du dele?
Hvordan føles det... at være sådan?
Jeg har vænnet mig til det.
Min bror Tyler er ligesådan.
Er din bror også tøjlet?
Ikke min rigtige bror. Han og jeg
blev søskende under samme beskytter.
- Mener du en Skitter?
- Ja, hvis det er det, I kalder dem.
Hvad skete der?
Min beskytter og mine søskende
blev dræbt af menneskene.
- Du er et menneske, Jenny.
- Jeg elskede min beskytter.
Hun tog sig af mig,
og det føltes som en rigtig familie.
- Den første familie, jeg har haft.
- Vi kan også blive din familie.
Alle her i 2nd Mass er smaddersøde.
Vent, til vi når Charleston.
Det bliver alle tiders der.
- Hvad er der i Charleston?
- Du får se. Jeg vil vise dig noget.
Hvad har du været?
En kommandosoldat?
- Det tror jeg.
- Hvorfor tror du det?
Jeg har set dig med en AG-90.
En marinesoldat skyder ikke så godt.
Det tror du...
Så du var marinesoldat?
Jeg tænkte det nok.
- Med hvilken grad?
- Seniorsergent.
- Hvor har du gjort tjeneste?
- Irak og Afghanistan, to ture.
Jeg vil tale med kaptajnen.
Vi behøver ledere som dig.
Min plan er at føre dig sikkert
til Charleston og så drage videre.
- Hvor skal du hen?
- Hvor som helst.
Jeg har mine grunde.
Og med al respekt -
- så vil jeg ikke tale mere om det.
Far siger, at Charleston har
sine fordele. Mad, vand og medicin.
Vi får også tid
til at gå i skole og læse.
Du kan jo godt lide at læse. Der er
flere børn på min alder at lege med.
At få flere venner
ville være alle tiders...
"For jeg savner at have venner.
Især efter Ben tog af sted."
Jeg ville ikke skrive det i dagbogen,
hvis det ikke var sandt.
Jeg vil gerne gå med jer,
men du så, hvordan de så på mig.
Du havde samme blik i starten.
Ja, men jeg tog fejl.
De andre vil ændre deres syn på dig.
Jeg vil sørge for det.
Kan du ikke tage med os?
Jeg beder dig.
Måske.
Ja!
- Hvad er der?
- Tyler er her. Jeg mærker ham.
- Far, hjælp!
- Hvad er der? Stands bussen!
Er du uskadt?
- Hvad det end var, så er det væk.
- Broren vil have hende tilbage.
- Vi kan ikke tro på det, hun siger.
- Vi har ikke ammunition nok.
Jeg taler med Weaver.
Tilbage i spillet!
Vi tabte en time. Konvojen er foran
os. Vi ved ikke, hvor de kører.
De er gode og hæderlige folk
De klarer sig sikkert.
Vi tager op til hovedvejen,
så finder vi dem.
Jeg kunne køre, men jeg ved,
at I har meget at tale om.
- Er alt i orden?
- Ja, jeg har det fint.
- Sikker?
- Ja.
- Har Pope sagt noget?
- Nej.
- Du er så underlig.
- Intet, han siger, betyder noget.
Hvad? Jeg standser bilen og tæver
ham, hvis han har sagt noget grimt.
- Hvad skete der?
- Ikke noget.
Okay, som du vil.
- Hal...
- Jeg sagde, det er i orden.
Tydeligvis er det ikke det.
- Hvis der er noget mellem dig og...
- Pope?... Nej, nej.
Hvad er det så?
Da jeg blev udskrevet fra hospitalet,
virkede alting så falsk.
Alle smilte og spurgte,
hvordan jeg havde det.
De vidste ikke, hvad de skulle sige
om mit skaldede hoved og arrene.
Til sidst var jeg nødt til at
komme væk fra alt og alle.
Pludselig var jeg 18 år
og boede hos en fyr i et hul -
- sov på en snavset madras...
Vi sprøjtede alt det narko,
vi havde råd til, i årerne.
Så begyndte vi at begå indbrud
og stjæle alt, vi kunne finde.
Vi blev fanget og...
Jeg havnede på kvindefængslet
i Framingham.
Jeg fik at vide,
at jeg var i tredje måned.
Jeg fødte min søn i Framingham.
Hans smukke øjne...
Det er alt, hvad jeg husker om ham,
inden de tog ham fra mig.
Så... det er min livshistorie.
Det er alt.
- Hvad har vi mistet?
- GTO. Brækket aksel.
Hun har tjent os godt.
Vi har ikke set nogen spor efter Hal,
Maggie og Pope. Det er 400 km.
Når vi kommer frem,
tager vi tilbage og leder.
Hal er en kvik dreng. Han klarer sig.
Begge veje fører til Charleston,
men vi ved ikke, hvilken er sikker.
52. Kom så. Det sidste stykke vej.
- Næste stop Charleston.
- Tilbage til køretøjerne!
Kan du lugte det, Tector?
Det er havet. Havet...
- De har valgt vejen til Charleston.
- Her kommer vi!
- Jeg beskytter dig.
- Det behøves ikke. Jeg må gå.
- Nej!
- Han er min bror. Jeg må gå.
Jeg lader dig ikke gå!
Matt!
Hej, makker.
- Hvad skete der med Jenny?
- Hun gik tilbage til sin bror.
Tror du,
Ben elsker Skitters mere end os?
Ben elsker ikke Skitters.
Han vil bare slås med dem
for at beskytte os, og dig.
Tænk, hvis han opdager,
at han bedre kan lide dem.
- Det gør han ikke.
- Men tænk, hvis han gør det.
- Hvad hvis han ikke kommer hjem?
- Så leder vi efter ham.
- Hvad hvis han dør?
- Han dør ikke.
- Lover du det?
- Det lover jeg.
Far! Ved du, hvor min dagbog er?
God bedring.
- Han er vågen.
- Godt. Han klarer det.
Jeg ser til ham.
- Du kan ikke hjælpe ham nu.
- Du sagde det samme om Jamile.
Den replik er ved at blive gammel.
Fingrene væk! Hold op!
- Vi burde indhente dem snart.
- Ja.
- Det bliver vist varmere.
- Det er stadig køligt udenfor.
Okay...
- Hold op.
- Hvad?
Vil du ikke sige noget?
- Som hvad?
- Hvad som helst.
- Det er meget at fordøje.
- Tror du, det var let at sige det?
Eller at opleve det?
Eller overleve det?
Nej, absolut ikke.
Jeg...
- Jeg skal lige fordøje det.
- Ja.
Du har al tid i verden.
Kom og smag!
Det er det, der skete med Boon,
der får dig til at ville flygte.
Det må have været hårdt.
Du var som en storebror for ham.
Du lærte ham at være soldat.
En død soldat.
Jeg kan ikke lære nogen noget.
Det er et stort spring, Tector.
Det er ikke bare Boon.
I Afghanistan ledede jeg en patrulje
i et uudforsket område.
Jeg førte dem direkte
ind i et baghold.
Jeg burde have vidst bedre.
Topografien var perfekt.
Jeg var træt. Jeg ved,
det ikke er nogen undskyldning.
De skød fra alle sider
med maskingeværer og RPG'er.
Jeg så mig omkring
og så tre af mine mænd ligge der.
Alle var døde.
Det var din skyld.
Du dræbte dem,
ligesom du dræbte Boon.
- Vent nu lidt!
- Du myrdede dem! Din kryster!
- Det passer ikke, det passer ikke!
- Tector!
Selvfølgelig passer det ikke.
Du dræbte hverken mændene eller Boon.
Det var fjenden, der gjorde det.
Min ven. Tror du, du er den eneste,
der har begået nogle fejl?
Jeg ligger vågen om natten
og tænker på mine fejltagelser -
- og de mennesker, der havde levet,
havde jeg gjort anderledes.
Efter Fitchburg, da vi mistede
så mange, pakkede jeg tasken.
Jeg ville stikke af midt om natten.
Jeg ville gemme mig og flygte.
- Jeg nåede aldrig ud af teltet.
- Hvad stoppede dig?
Tanken om alle de mennesker,
som lå og sov i deres telt.
De stolede på,
at jeg ville være der -
- for at lede dem om morgenen.
Jeg følte for første gang,
hvilket slags ansvar jeg havde.
Jeg vidste, de behøvede mig.
Og de har også brug for dig.
- Hvad sker der?
- Ved ikke. Alle er gået i stå.
Anne!
Undskyld.
- Jeg er bare stadig så vred.
- Det ved jeg godt.
- Jeg tror, vi er fremme.
- I Charleston? Sikker?
Det er svært at tro,
at vi klarede det.
- Hvad sker der?
- Det ved jeg ikke.
Tal til mig, Tom.
Jeg var så sikker på,
at Charleston var det rigtige.
Jeg ønskede, at det var sandt.
For din skyld,
for Matt og for alle andre.
For min skyld.
En chance for at starte
forfra med vores liv.
Bare for at se en mening i alt,
hvad der er sket... med Ben.
- Og så er der ingenting. Ingenting!
- Det er ikke ingenting.
Jeg ved ikke, hvor Hal er. Og jeg får
måske aldrig Ben at se igen.
Og min niårige har
lige skrevet sit testamente.
Vi er hele tiden
et hjerteslag fra døden.
Det har vi altid været,
og det vil vi altid være.
Vi må ikke miste håbet.
Vi er ikke døde endnu.
De venter på dig, kaptajn.
- Ikke nu, Tector.
- De behøver dig mere end nogensinde.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Så foreslår jeg, du finder på noget.
Sir.
Samling!
Charleston var et vildspor.
Vi forventede et paradis
serveret på et sølvfad.
Vi burde have vidst bedre.
Jeg burde have vidst bedre.
Det betyder ikke,
det var en dårlig drøm.
Det betyder kun, at vi må arbejde
hårdere for at opfylde den.
Det er et let valg.
I kan lægge jer ned og give op -
- og forbande Gud
for uretfærdigheden!
Eller også kan I følge med mig
og finde et andet sted at bo.
Et sted, hvor vi kan bygge det
samfund, vi havde håbet at finde her.
Sådan vil vi gøre...
Vi går tilbage til vores køretøjer!
Og vi fortsætter fremad!
Selv om vi skal bære det hele
på vores skuldre.
Hvem der?
- Identificer jer!
- Skyd ikke.
Oberst Porter,
første kontinentale hær.
- Hej, Dan!
- Jim?
Jeg hørte skuddet og så jeres folk.
Det er skønt at se jer.
Hvorfor tog det så lang tid?
Vi standsede ved nogle gavebutikker
og rastepladser undervejs.
Vi kan overgå det. Giv mig dem.
- Smag det her.
- Jordbær.
Hej, Tom! Du har haft travlt.
- Der laves legender om dig.
- Hvor kommer det her fra?
Fra USA's nye hovedstad:
Charleston, South Carolina.
- Vi fandt intet i Charleston.
- Øjet kan bedrage.
Saml jeres styrke.
I må slå jer ned for natten.
Vi ses, Tom. Fart på!
Du gjorde mig helt bekymret!
Oberst Porters patrulje fandt os,
og jeg sagde, at I var derude.
Nu mangler vi bare Ben.
Jeg har på fornemmelsen,
at vi kommer til at se Ben igen.
Jeg har indset, at sommetider
begunstiger skæbnen én.
Vi må bare være forberedt på det.
Hvor stor du er blevet.
Nu tager vi til Charleston.
Tekster: Michael Asmussen
www.sdimedia.com