Tip:
Highlight text to annotate it
X
-KAPITEL 12
»Alle omkring alt var stadig lige så langt som øret kan nå.
Tågen af sine følelser skiftede mellem os, som om forstyrret af hans kampe, og
i de kløfter af immaterielle sløret han ville synes at mine stirrende øjne adskiller sig fra
form og gravide med vage appel som en symbolsk figur i et billede.
Den kolde luft om natten syntes at ligge på mine lemmer så tungt som en plade af marmor.
"Jeg ser," Jeg mumlede, mere at bevise overfor mig selv, at jeg kunne bryde min tilstand
følelsesløshed end for nogen anden grund. '"The Avondale hentede os lige før
solnedgang, "bemærkede han melankolsk.
"Dampet rigtige lige for os. Vi havde kun sidde og vente. "
"Efter et langt interval, sagde han:" De fortalte deres historie. "
Og igen var der, at trykkende stilhed.
"Først da jeg vidste, hvad det var jeg havde besluttet mig til," tilføjede han.
"Du sagde ikke noget," hviskede jeg.
"Hvad kunne jeg sige?" Spurgte han, i den samme lave tone ...." Shock lille.
Stoppet skibet. Konstaterede skaden.
Tog skridt til at få bådene ud uden at skabe panik.
Som den første båd blev sænket skib gik ned i en byge.
Sank som bly .... Hvad kunne være mere klare "... han hang med hovedet ..." og meget mere
forfærdeligt? "Hans læber dirrede, mens han så lige
i mine øjne.
"Jeg havde sprunget - hadn't jeg?" Spurgte han forfærdet.
"Det er, hvad jeg havde at leve ned.
Historien gjorde ikke noget ."... Han foldede sine hænder for et øjeblik, kiggede til højre og
til venstre ind i mørket: "Det var som at snyde de døde," stammede han.
"Og der var ingen døde," sagde jeg.
'Han gik bort fra mig på dette. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det.
I et øjeblik jeg så hans ryg tæt på balustraden.
Han stod i nogen tid, som hvis beundre den renhed og ro i de
nat.
Nogle blomstrende-busk i haven nedenfor sprede sine stærke duft gennem det fugtige
luft. Han vendte tilbage til mig med hastige skridt.
"Og det gjorde ikke noget," sagde han, så stædig som du vil.
"Måske ikke," indrømmede jeg. Jeg begyndte at få et begreb, han var for meget
for mig.
Efter alt, gjorde hvad ved jeg? '"Dead or ikke død, kunne jeg ikke få klar,"
sagde han. "Jeg var nødt til at leve, havde jeg ikke?"
"Nå, ja - hvis du tager det på den måde,« mumlede jeg.
"Jeg var glad, selvfølgelig," han kastede sig uforsigtigt, med sit sind fastsat på
noget andet.
"Den eksponering," udtalte han langsomt, og løftede hovedet.
"Ved du, hvad der var min første tanke, da jeg hørte?
Jeg var lettet.
Jeg var lettet over at erfare, at de råber - fortalte jeg dig, jeg havde hørt råb?
Nej? Nå, jeg gjorde.
Råber om hjælp ... blæst sammen med støvregn.
Imagination, tror jeg. Og alligevel kan jeg næsten ikke ... Hvor dum .... Den
andre gjorde ikke.
Jeg spurgte dem bagefter. De har alle sagt Nej.
Nej? Og jeg hørte dem endnu da!
Jeg burde have vidst - men jeg syntes ikke - jeg lyttede kun.
Meget svage skrig - dag efter dag. Så den lille halv-kaste chap her kom
op og talte til mig.
»Det Patna ... franske kanonbåd ... trukket held til Aden ...
Undersøgelse ... Marine Office ... Sailors 'Home ... der truffet foranstaltninger til dit bord og
logi! '
Jeg gik sammen med ham, og jeg nød stilheden.
Så der havde været nogen råbe. Imagination.
Jeg var nødt til at tro ham.
Jeg kunne høre noget mere. Gad vide hvor længe jeg kunne have stået det.
Det var værre, alt for ... jeg mener - højere ".
"Han faldt i Tanker.
"Og jeg havde intet hørt! Nå - så må det være.
Men lysene! Lysene gik!
Vi kunne ikke se dem.
De var ikke der.
Hvis de havde været, ville jeg have svømmede tilbage - jeg ville have gået tilbage og råbte sammen-
-Jeg ville have tiggede dem om at tage mig med om bord .... jeg ville have haft min chance .... Du
tvivl mig? ... Hvordan ved du, hvordan jeg
? følte ... Hvad ret har du til at tvivle på ... jeg næsten gjorde det, som det var -? gør du
forstå? "Hans stemme faldt.
"Der var ikke et glimt - ikke et glimt," protesterede han sørgmodigt.
"Kan du ikke forstå, at hvis der havde været, ville du ikke have set mig her?
Du ser mig - og du er i tvivl ".
"Jeg rystede på hovedet negativt. Dette spørgsmål af lysene går tabt
Synet af, når båden ikke kunne have været mere end en kvart mil fra skibet
var et anliggende for megen diskussion.
Jim holdt fast ved det, at der ikke var noget at blive set efter den første brusebad havde ryddet
væk, og de andre havde bekræftet de samme ting at officererne i Avondale.
Selvfølgelig er folk rystede på hovedet og smilede.
En gammel skipper, der sad i nærheden af mig i retten kildede mit øre med hans hvide skæg til
mumlen, "Selvfølgelig ville de lyve."
Som en kendsgerning ingen løj, ikke engang maskinchefen med sin historie om
mast-head lys droppe som en kamp du smider ned.
Ikke bevidst, i hvert fald.
En mand med hans lever i en sådan tilstand kan meget vel have set en svævende gnist i
øjenkrogen, når stjæle en skyndte blik over skulderen.
De havde set noget lys af nogen art om de var godt inden for rækkevidde, og de kunne
kun forklare det på én måde: at skibet var gået ned.
Det var indlysende og trøstende.
Den planlagte faktum, der kommer så hurtigt havde begrundet deres hastværk.
Intet under, at de kastede ikke om for nogen anden forklaring.
Men den sande ene var meget enkel, og så snart Brierly foreslog det retten
ophørte med at bekymre sig om spørgsmålet.
Hvis du kan huske, var skibet blevet stoppet, og blev liggende med hovedet på kurset
styret gennem natten, med hendes Stern hældende højt og hendes bukker bragte lavt ned
i vandet gennem opfyldning af forenden rum.
At være dermed ude af trim, når byge slog hende lidt på kvartal, hun
svingede hovedet til vinden så skarpt, som om hun havde været for anker.
Ved denne ændring i hendes holdning alle hendes lys var i en meget få øjeblikke slukke
fra båden til læ.
Det kan meget vel være, at de havde set, ville de have haft den effekt af en
mute appel - at deres glimt tabt i mørket af skyen ville have haft
mystiske kraft af den menneskelige blik, der
kan vække følelser af anger og medlidenhed.
Det ville have sagt, "jeg er her - stadig er her" ... og hvad mere kan øjet af
mest forladt af mennesker siger?
Men hun vendte ryggen til dem, som om i foragt for deres skæbne: hun havde svunget rundt,
belastet, at blænding stædigt på den nye fare for det åbne hav, som hun så
mærkeligt overlevede at ende sine dage i et
adskillelse værftet, som om det havde været hendes registreret skæbne at dø dunkelt under
slag af mange hamre.
Hvad var de forskellige ender deres skæbne i henhold til de pilgrimme jeg er ude af stand til at
siger, men den umiddelbare fremtid anlægges på omkring 9:00 næste morgen, en fransk
kanonbåden hjemad bundet fra Reunion.
Rapporten fra hendes chef var offentlig ejendom.
Han havde fejet lidt ud af sit selvfølgelig at fastslå, hvad der var i vejen med, at
damper flyder faretruende ved hoved på en stille og diset havet.
Der var et banner, union ned, fløj i hendes hoved Gaff (den Serang havde den mening at
gør et signal om nød ved dagslys), men kokkene forberedte maden i
madlavning-bokse videre som sædvanligt.
Dækkene blev pakket så tæt som et får-pen: Der var folk sad alle sammen
skinnerne, fastklemte på broen i en solid masse, hundredvis af øjne stirrede, og ikke en
lyd hørtes da kanonbåd varierede
ajour, som om alt det, mange af læber var blevet forseglet af en trylleformular.
"Franskmanden hyldet, kunne få noget forståeligt svar, og efter at have sikret
gennem sin kikkert, at publikum på dækket ikke se befængte, besluttede
at sende en båd.
To betjente kom om bord, lyttede til Serang, forsøgte at tale med den arabiske,
kunne ikke finde hoved eller hale på det: men selvfølgelig karakteren af undtagelsestilstanden blev
indlysende nok.
De var også meget ramt ved at opdage en hvid mand, døde og krøllet op
fredeligt på broen.
"Fort intriger par ce cadavre," som jeg blev informeret i lang tid efter af en ældre
Fransk løjtnant som jeg stødte på en eftermiddag i Sydney, ved at den sande chance,
i en slags café, og der huskede affæren perfekt.
Faktisk denne sag, jeg kan mærke i forbifarten, havde en ekstraordinær magt
trodser den korte minder og hvor lang tid: det syntes at leve med en
slags uhyggelige vitalitet, i hovedet på mænd, på spidsen af deres tunger.
Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at møde det ofte, år senere,
tusinder af miles væk, på vej ud af de fjerneste mulige tale, der kommer til
overfladen af de fjerneste hentydninger.
Har det ikke mødt op i aften mellem os? Og jeg er den eneste sømand her.
Jeg er den eneste, for hvem det er en hukommelse. Og alligevel har gjort sin vej ud!
Men hvis to mænd, som, ukendt for hinanden, vidste i denne sag mødtes ved et uheld på alle
plet denne jord, ville de ting dukker op mellem dem så sikkert som skæbnen, før de
skiltes.
Jeg havde aldrig set, at franskmand før, og ved slutningen af en time, vi havde gjort med hinanden
andre for livet: Han syntes ikke særligt snakkesalige enten, han var en
rolige, massiv fyr i en øget ensartet,
sidder døsigt over et bæger halvt fuld af nogle mørke væske.
Hans skulder-stropper var lidt plettet, hans rene-barberet kinder var store og
gusten, han lignede en mand, der ville blive givet til at tage snus - lad være, du kender?
Jeg vil ikke sige, han gjorde, men den vane ville have monteret den slags mand.
Det hele begyndte med hans rakte mig en række af Home News, som jeg ikke ønsker, på tværs af
marmorbord.
Jeg sagde "Merci".
Vi udvekslede et par tilsyneladende uskyldige bemærkninger, og pludselig, inden jeg vidste, hvordan det
var kommet om, vi var midt i det, og han fortalte mig, hvor meget de havde
blevet "fascineret af, at liget."
Det viste sig, han havde været en af de boarding officererne.
»I den virksomhed, hvor vi sad man kunne få en række udenlandske drikkevarer, der
blev holdt for de besøgende søofficerer, og han tog en slurk af den mørke medicinsk-
ser ting, der sandsynligvis var intet
mere ubehagelige end cassis a l'eau, og skævede med det ene øje ind i tørretumbler,
rystede lidt med hovedet.
"Umuligt de comprendre - vous concevez," sagde han, med en ejendommelig blanding af
sorgløshed og eftertænksomhed. Jeg kunne meget nemt forestille sig hvor umuligt
det havde været for dem at forstå.
Ingen i kanonbåd vidste nok engelsk til at få fat i historien som fortalt af
Serang. Der var en god portion støj, også, runde
De to officerer.
"De overfyldt på os. Der var en kreds udenom, at døde mand
(Autour de ce mort), "han beskrev. "Man var nødt til at tage sig af de mest presserende.
Disse mennesker var begyndt at agitere selv - Parbleu!
En hob kan lide det -? Lad være du ser "han indskød med filosofiske overbærenhed.
Med hensyn til skot, havde han rådede sin kommandant, at det sikreste var at
overlade det alene, det var så skurkagtige at se på.
De fik to trosserne ombord hurtigt (da Toute Hale) og tog Patna på slæb -
Stern fremmest på det - som under de givne omstændigheder, var ikke så dum, da
roret blev alt for meget ud af vandet for at
være til nogen stor nytte for styring, og denne manøvre lettet presset på skottet,
hvis staten, forklarede han med sløv glibness, krævede den største forsigtighed
(Exigeait les plus grands menagements).
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at mit nye bekendtskab må have haft en stemme i de fleste
af disse ordninger: han så en pålidelig officer, der ikke længere meget aktiv, og han var
seamanlike også på en måde, men da han sad
der, med sine tykke fingre trykkede let på maven, han mindede dig om
en af disse snuffy, rolig landsby præster, i hvis ører er hældte synder,
lidelser, den anger af bonde
generationer, på hvis står rolige og enkle udtryk er som en kastet slør
over mysteriet om smerte og lidelse.
Han burde have haft en luvslidt sort soutane knappet jævnt op til hans rigelig
hage, i stedet for en frakke med skulder-stropper og messing knapper.
Hans brede bryst hev regelmæssigt, mens han gik på at fortælle mig, at det havde været
allerhelvedes et job, som uden tvivl (sans doute) jeg kunne finde mig selv i min
kvaliteten af en sømand (da votre qualite de Marin).
I slutningen af den periode, han hælder sin krop lidt imod mig, og forfølger hans
barberede læber, lod luften slippe med en blid hvæse.
"Heldigvis," fortsatte han, "det var havet niveau, som denne tabel, og der var ingen mere vind
end der er her ."...
Stedet slog mig da også ulideligt indelukket, og meget varmt, mit ansigt brændt som
om jeg havde været ung nok til at blive flov og rødmende.
De havde rettet deres kursus, han forfulgte, til den nærmeste engelske havn
"Naturellement", hvor deres ansvar ophørt, "Dieu merci ."... Han blæste sin
flad kinderne lidt ...." Fordi, vel at mærke
(Notez bien), hele tiden at slæbe havde vi to quartermasters udstationeret med økser af
trosserne, at skære os fri af vores blår i tilfælde af hun ... "
Han flagrede nedad sine tunge øjenlåg, hvilket gør hans mening så tydeligt, som
muligt ...." Hvad ville du!
Man gør hvad man kan (på fait ce qu'on peut) ", og et øjeblik lykkedes det ham at
investere sin svære immobilitet med en air af fratræden.
"To quartermasters - 30 timer - der altid.
To! "Gentog han, løftede sin højre hånd en lille smule, og udstille to fingre.
Dette var absolut den første gestus jeg så ham gøre.
Det gav mig mulighed for at "bemærke" en stjerne ar på bagsiden af sin hånd -
effekten af et pistolskud klart, og, som om mit syn var blevet gjort mere akut ved denne
opdagelse, jeg opfattede også sømmen af en
gamle sår, som begynder lidt under templet og gå ud af syne under de
korte grå hår på siden af hovedet - den græsse af et spyd eller skære en sabel.
Han foldede sine hænder på hans mave igen.
"Jeg opholdt sig om bord, at - at - min hukommelse går (s'en VA).
Ah! Patt-na.
C'est bien ca.
Patt-na. Merci.
Det er pudsig hvordan man glemmer. Jeg opholdt sig på, at skibet 30 timer ...."
"" Du gjorde! "
Udbrød jeg. Stadig stirrede på hans hænder, han spidsede sine
læber lidt, men denne gang gjorde ingen hvæsende lyd.
"Det var dømt korrekt," sagde han, løftede øjenbryn lidenskabsløst, "at en af
officererne bør forblive at holde øje åbent (pour ouvrir l'oeil )"... han sukkede
passivt ... "og til at kommunikere ved signaler
med det trækkende skibet - ser du -? og så videre.
For resten, var det min mening også. Vi har gjort vores både klar til at falde over - og jeg
også på, at skibet traf foranstaltninger ....
Enfin! Man har gjort ens muligt.
Det var en vanskelig situation. Tredive timer!
De forberedte mig noget mad.
Med hensyn til vin - gå ud og fløjte for det -. Ikke en dråbe "
I nogle usædvanlig måde, uden nogen markant ændring i hans inaktivt holdning og i
the rolige udtryk i hans ansigt, han formået at formidle ideen om dybe
væmmelse.
"Jeg - du ved - når det kommer til at spise uden min glas vin - jeg er ingen steder."
"Jeg var bange for han ville udbrede sig om forurettelse, for selvom han slet ikke rørte en legemsdel
eller spjæt en funktion, han gjorde en bevidst om, hvor meget han var irriteret over erindring.
Men han syntes at glemme alt om det.
De afleverede deres afgift til "havnemyndigheder", som han udtrykte det.
Han blev slået af den ro, som det havde modtaget.
"Man kunne have troet, de havde sådan en pudsig finde (drole de trouvaille) bragte
dem hver dag.
Du er ekstraordinære - du andre, "kommenterede han, med ryggen lænet mod
væggen, og ser sig selv som ude af stand til en følelsesmæssig vises som en sæk mel.
Der skete for at være en mand-over-krig og en indisk Marine damper i havnen på
tid, og han ikke skjule sin beundring af den effektive måde, hvorpå bådene
af disse to skibe ryddet Patna af hendes passagerer.
Faktisk hans dorsk fremtræden skjulte ingenting: det havde den mystiske, næsten
mirakuløse, magt til at producere markante effekter ved hjælp umuligt for afsløring
som er det sidste ord af den højeste kunst.
"Tyve-fem minutter - ur i hånden - 25, ikke mere ."... Han unclasped og
trykkede igen hans fingre uden at fjerne hænderne fra hans mave, og gjort det
uendeligt meget mere effektivt, end hvis han havde
kastet op sine arme mod himlen i forundring ...." Alle pågældende parti (tout ce monde)
på land - med deres små anliggender - ingen tilbage, men en vagt af søfolk (Marins de
l'Etat), og at interessante lig (CET Interessant cadavre).
Femogtyve minutter ."... Med nedslåede øjne og hovedet vippes lidt på den ene side han
syntes at rulle bevidst om sin tunge the smage af en smart smule arbejde.
Han overtalte ene uden yderligere bevis på, at hans godkendelse var
eminent værd at have, og genoptage hans næppe afbrudt immobilitet, fortsatte han
at informere mig, at være under ordrer til
få det bedste ud af deres måde at Toulon, de forlod i to timers tid, "så at (de Sorte
que) Der er mange ting i denne episode af mit liv (dans CET episode de ma vie)
, der har opholdt dunkle. ""