Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL 13
I løbet af denne tid, at Jurgis var på udkig efter arbejde indtraf døden for lille
Kristoforas, et af børnene af TETA Elzbieta.
Både Kristoforas og hans bror, Juozapas var krøblinge, idet sidstnævnte mistede en
ben ved at få det kørt over, og Kristoforas have medfødt dislokation af hoften,
som gjorde det umuligt for ham nogensinde at gå.
Han var den sidste af TETA Elzbieta børn, og måske han havde været hensigten
af natur at lade hende vide, at hun havde fået nok.
I hvert fald var han elendig syg og undermålere, han havde engelsk syge, og selvom
han var over tre år gammel, var han ikke større end et almindeligt barn af én.
Hele dagen lang han ville kravle rundt på gulvet i en beskidt lille kjole, klynker og
bekymre sig, fordi gulvet var fuld af udkast, han var altid forkølet, og
snøvlende fordi hans næse løb.
Dette gjorde ham til et irritationsmoment, og en kilde til endeløse problemer i familien.
For hans mor, med unaturlige perversitet, elskede ham bedst af alle hendes børn, og
lavet en evig postyr over ham - ville lade ham gøre noget uforstyrret, og ville
brast i gråd, da hans fretting kørte Jurgis vilde.
Og nu er han død.
Måske var det røget pølse han havde spist om morgenen - der kan have været
lavet af nogle af de tuberkuloese svinekød, der blev fordømt som uegnet til eksport.
I hvert fald, en time efter at have spist det havde barnet begyndt at græde med smerter, og i
en time var han ruller rundt på gulvet i kramper.
Lille Kotrina, som var helt alene med ham, løb ud skrigende efter hjælp, og efter en
mens en læge kom, men først Kristoforas havde hylet hans sidste hyl.
Ingen var virkelig ked af det, undtagen stakkels Elzbieta, der var utrøstelig.
Jurgis annonceret, at så vidt han var bekymret barnet ville have til at blive begravet
af byen, eftersom de ikke havde penge til en begravelse, og på denne den stakkels kvinde næsten
gik ud af hendes sanser og vred sine hænder og skreg af sorg og fortvivlelse.
Hendes barn til at blive begravet i en fattiges grav! Og hendes steddatter at stå og høre
det sagt uden at protestere!
Det var nok til at gøre Ona far stige op af graven for at irettesætte hende!
Hvis det var kommet til dette, kan de lige så godt give op på én gang, og blive begravet dem alle
! sammen ... I sidste ende Marija sagde, at hun ville hjælpe med ti dollars, og Jurgis
bliver stadig forstokkede, Elzbieta gik i
tårer og tiggede penge fra naboerne, og så lidt Kristoforas havde en
masse og en rustvogn med hvide fjer på den, og en lille plot i en kirkegård med en
trækors for at markere stedet.
Den stakkels mor var ikke den samme for måneder efter, det blotte syn af gulvet
hvor lidt Kristoforas havde kravlet over ville gøre hende græde.
Han havde aldrig haft en fair chance, stakkels lille fyr, ville hun sige.
Han havde været handicappet fra sin fødsel.
Hvis bare hun havde hørt om det i tide, så hun kunne have haft den store læge
at helbrede ham for hans halthed! ... For nogen tid siden blev Elzbieta fortalt, en Chicago
milliardær havde betalt en formue for at bringe en
store europæiske kirurg end at helbrede sin lille datter af den samme sygdom fra
som Kristoforas havde lidt.
Og fordi denne kirurg skulle have organer til at demonstrere på, at han meddelte, at han
ville behandling af børn i de fattige, et stykke storsind over hvilken papirerne
blev ganske veltalende.
Elzbieta, ak, har ikke læst aviserne, og ingen havde fortalt hende, men måske var det
så godt, de for bare så ikke ville have haft carfare til overs til at gå hver dag for at
vente på kirurgen, eller for den sags skyld
nogen med tid til at tage barnet.
Alt dette samtidig med, at han søgte arbejde, var der en mørk skygge hængende over
Jurgis, som om en brutal bæst lurede et sted i vejen for hans liv, og
han vidste det, og alligevel kunne ikke lade være at nærme sig stedet.
Der er alle faser af at være ude af arbejde i Packingtown, og han stod over i angst for
udsigter til at opnå de laveste.
Der er et sted, der venter for de laveste mand - den gødningsfabrik!
Mændene ville tale om det i ærefrygt-ramte hvisker.
Ikke mere end én ud af ti havde aldrig rigtig prøvet det, de øvrige ni var tilfreds
sig med rygter beviser og et kig gennem døren.
Der var nogle ting værre end selv at sulte ihjel.
De ville spørge Jurgis hvis han havde arbejdet der endnu, og hvis han tænkt, og Jurgis
ville debattere sagen med sig selv.
Så fattige som de var, og gøre alle de ofre, som de var, ville han turde
afvise enhver form for arbejde, der blev tilbudt ham, hvad enten det så forfærdeligt som nogensinde kunne det?
Ville han turde at gå hjem og spise brød, der var blevet optjent af Ona, svage og
klager som hun var, vidste at han havde fået en chance, og havde ikke haft
nerve til at tage det -? Og alligevel kunne han argumentere
på den måde med sig selv hele dagen, og en glimt i gødningen arbejder ville
sender ham væk igen gyse.
Han var en mand, og han ville gøre sin pligt, han gik og gjorde ansøgning - men sikkert han
var ikke også forpligtet til at håbe på succes! Gødningen værker af Durham er lå væk
fra resten af planten.
Få besøgende nogensinde har set dem, og de få, der gjorde ville komme ud at ligne Dante, af
hvem bønderne erklærede, at han havde været i helvede.
Til denne del af værfterne kom alle de "tankage" og affaldsprodukter af alle
slags, her er de tørrede ud af knoglerne, - og i kvælende kældre, hvor dagslyset
aldrig kom du kan se mænd og kvinder og
børn bøjet over hvirvlende maskiner og savning bits af knogle i alle slags
former, vejrtrækning deres lunger fulde af det fine støv, og dømt til at dø, hver eneste af
dem, inden for en bestemt bestemt tid.
Her gjorde blod ind æggehvidestof, og foretaget andre ildelugtende ting ind i ting
endnu mere ildelugtende.
I korridorerne og huler, hvor det blev gjort du kan miste dig selv som i
store grotter i Kentucky.
I støv og damp det elektriske lys vil skinne som langt-off funklende
stjerner - rød og blå-grønne og lilla stjerner, alt efter farven på tåge og
brygge, det kommer fra.
For at lugte af disse uhyggelige charnel huse kan der være ord på litauisk,
men der er ingen i engelsk. Den person ind ville have til at indkalde
hans mod som for en koldtvands-springet.
Han ville gå ind som en mand svømme under vand, han ville sætte sit lommetørklæde over
hans ansigt, og begynder at hoste og choker, og derefter, hvis han stadig var stædig, han ville
finde hans hoved begynder at ringe, og
blodårerne i panden til at banke, indtil han endelig ville blive angrebet af en
overvældende blast af ammoniak dampe, og ville vende om og løbe for sit liv, og komme
out halvt fortumlet.
Oven i dette var det rum, hvor de tørrede "tankage," massen af brune
trævlet ting der var tilbage efter, at affaldet dele af dyrekroppe havde haft svinefedt
og talg tørret ud af dem.
Det tørrede materiale, som de ville så male til et fint pulver, og efter at de havde blandet
det op godt med en mystisk, men harmløse brune sten, som de bragte
i og jorden op af de hundredvis af
carloads til dette formål, at stoffet var klar til at blive puttet i sække og sendt ud
til verden som en af en hundrede forskellige mærker af standard knogle
fosfat.
Og så landmanden i Maine eller Californien eller Texas ville købe, hos siger 25
dollar et ton, og plante det med hans korn, og i flere dage efter operationen
markerne ville have en stærk lugt, og
landmanden og hans vogn og den meget heste, der havde trukket det ville alle have det
også.
I Packingtown gødningen er rene, i stedet for at være en aroma, og i stedet
af et ton eller så spredt ud på flere tønder land under åben himmel, er der hundreder og
tusindvis af tons af det i én bygning,
topmål her og der i høstakken bunker, der dækker gulvet flere inches dyb, og
fylder luften med en kvælende støv, der bliver en blændende sandstorm, når vinden
rører.
Det var i denne bygning, som Jurgis kom dagligt, som om slæbt af en usynlig hånd.
Maj måned var en usædvanlig kold en, og hans hemmelige bønner blev tildelt;
men tidlig i juni kom der en rekord varm spell, og efter at der
var mænd ønskede i gødningen møllen.
Chefen for slibning rummet var kommet til at kende Jurgis på dette tidspunkt, og havde mærket
ham til en sandsynlig mand, og så da han kom hen til døren om to klokken
åndeløs varm dag, han følte en pludselig krampe
af smerte skyder gennem ham - chefen vinkede til ham!
Om ti minutter mere Jurgis havde revet hans frakke og overshirt, og satte tænderne
sammen og gået i arbejde. Her var en sværere for ham at
mødes og erobre!
Hans arbejde førte ham omkring et minut at lære.
Før ham var en af ventilationskanaler af møllen, hvor gødningen blev jorden -
farende frem i en stor brun flod, med en spray af de fineste støv slynget frem i
skyer.
Jurgis fik en skovl, og sammen med et halvt dusin andre, det var hans opgave at
skovl denne gødning i vogne.
At andre var på arbejde vidste han ved lyden, og af den kendsgerning, at han sommetider
kolliderede med dem, ellers kunne lige så godt ikke have været der, i
blændende støvstorm en mand ikke kunne se seks meter foran hans ansigt.
Da han havde fyldt en vogn, han var nødt til at famle rundt om ham, indtil en anden kom, og hvis der
var ingen på hånden han fortsatte med at famle til man ankom.
I fem minutter, han var naturligvis, en masse af gødning fra hoved til fødder, og de gav
ham en svamp til at binde over hans mund, så han kunne trække vejret, men svampen ikke
forhindre hans læber og øjenlåg fra klumpdannelse op med det, og hans ører fra påfyldning solid.
Han lignede en brun spøgelse i skumringen - lige fra hår til sko blev han farven på
bygningen og af alt i det, og for den sags skyld et par hundrede meter udenfor.
Bygningen skulle stå åben, og når vinden blæste Durham and Company mistet en
megen gødning.
Arbejde i skjorteærmer og med termometeret på over hundrede, den
fosfater dyppet i gennem hver pore af Jurgis 'hud, og i fem minutter, han havde en
hovedpine, og i femten var næsten fortumlet.
Blodet hamrede i hans hjerne som en motor er dunkende, der var en forfærdelig
smerter i toppen af hans kranie, og han kunne næsten ikke styre sine hænder.
Stadig, med mindet om hans fire måneders belejring bag ham, kæmpede han videre, i et vanvid
beslutsomhed og en halv time senere begyndte han at kaste op - han kastede op, indtil det virkede
som om hans indad skal være revet i stykker.
En mand kunne vænne sig til gødning møllen, havde chefen sagt, hvis han ville gøre
op hans sind for det, men Jurgis begyndte nu at se, at det var et spørgsmål om at gøre sit
maven.
Ved udgangen af denne dag i rædsel, kunne han næppe stå.
Han var nødt til at fange sig selv nu og da, og læne sig op ad en bygning og få hans
lejer.
De fleste af de mænd, når de kom ud, lavet direkte til en saloon - de syntes at placere
gødning og klapperslange gift i én klasse.
Men Jurgis var for syg til at tænke på at drikke - han kunne kun gøre sin vej til
gade og vakler videre til en bil.
Han havde en sans for humor, og senere, da han blev en gammel hånd, han brugte til at tænke det
sjovt ombord på en sporvogn og se, hvad der skete.
Men nu, han var for syg til at bemærke det - hvordan de mennesker i bilen begyndte at gispe og
sputter, til at sætte deres lommetørklæder til deres næser, og spidde ham med rasende
blikke.
Jurgis kun vidste, at en mand foran ham straks rejste sig og gav ham en plads, og
, at et halvt minut senere to personer på hver side af ham stod op, og at en fuld
minut overfyldte bilen var næsten tom -
de passagerer, der ikke kunne få plads på platformen har fået ud at gå.
Selvfølgelig Jurgis havde gjort sit hjem en miniature gødning mølle et minut efter
indtastning.
De ting var en halv tomme dybt i hans hud - hele hans system var fuld af det, og
det ville have taget en uge ikke blot af skrubbe, men kraftig motion, for at få
det ud af ham.
Som det var, kunne han sammenlignes med noget kendt til mænd, redde denne nyeste
Opdagelsen af de lærde, et stof, som udsender energi på ubestemt tid, uden at
som selv står i det mindste formindsket ved magten.
Han lugtede så han gjorde alt det mad ved bordet smag, og sæt hele familien
til opkastning, for selv det var tre dage, før han kunne holde noget på hans
maven - han kunne vaske sine hænder, og brug en
kniv og gaffel, men var ikke hans mund og hals fyldt med gift?
Og alligevel Jurgis stak det ud!
På trods af at opdele hovedpine ville han vakler ned til anlægget og tage sit
stå en gang mere, og begynde at skovle i blændende skyer af støv.
Og så i slutningen af ugen var han en gødning mand for livet - han var i stand til at spise
igen, og skønt hans hoved aldrig stoppet ømme, det ophørte med at være så slemt, at han
kunne ikke arbejde.
Så der gik en anden sommer.
Det var en sommer med velstand, over hele landet, og landet spiste generøst af
pakning hus produkter, og der var masser af arbejde for hele familien, på trods
af emballeringsvirksomhederne bestræbelser på at holde en overflod af arbejdskraft.
De var igen i stand til at betale deres gæld og til at begynde at spare en lille sum, men der
var en eller to ofre, de betragtes som værende for tunge til at blive for lange - det var for
slemt, at drengene skulle have til at sælge papirer på deres alder.
Det var aldeles nytteløst at advare dem og bønfalde dem helt uden at vide det,
de tog på tonen i deres nye omgivelser.
De var at lære at sværge på veltalende engelsk, de var at lære at samle op
cigar træstubbe og røg dem, til at videregive timer af deres tid på at spille hasard med øre og
terninger og cigaret-kort, de var
lære placeringen af alle husene i prostitution på "Levee", og navnene
af "Madames", der holdt dem, og de dage, hvor de gav deres tilstand banketter,
som politiet kaptajner og de store politikere alle deltog.
Hvis en besøgende "land kunde" skulle spørge dem, kunne de vise ham, som blev
"Hinkydink er" berømt salon, kunne og endda påpege over for ham ved navn, de forskellige
spillere og bøller og "hold-up mænd", der har fremsat placere deres hovedkvarter.
Og værre endnu, var drengene at komme ud af vane med at komme hjem om natten.
Hvad var brug, ville de bede, for at spilde tid og energi og en mulig
carfare ride ud til kreaturindelukker hver aften, når vejret var behageligt og
de kunne kravle ind under en lastbil eller ind i en tom døren og sove lige så godt?
Så længe de hjembragte en halv dollar for hver dag, hvad betød det, når de
bragte det?
Men Jurgis erklærede, at fra dette at ophøre med at komme på alle ikke ville være en meget
lange skridt, og så det blev besluttet, at Vilimas og Nikalojus bør vende tilbage til
skolen i efteråret, og i stedet
Elzbieta skal gå ud og få noget arbejde, bliver hendes plads i hjemmet taget af hende
yngste datter.
Lille Kotrina var som de fleste børn af de fattige, for tidligt gjorde gammel, hun var nødt til at
tage sig af sin lillebror, der var en krøbling, og også barnet, hun var nødt til at
koge måltider og vaske op og
rent hus og have maden klar, når arbejderne kom hjem om aftenen.
Hun var kun tretten, og lille til hendes alder, men hun gjorde alt dette uden at kny;
og hendes mor gik ud, og efter at traske et par dage om værfterne, afgøres
ned som en Tjener af en "pølse maskine."
Elzbieta var vant til at arbejde, men hun fandt denne ændring en hård en, af den grund, at
hun var nødt til at stå ubevægelig på hendes fødder fra 7:00 i morgen til
halv tolv, og igen fra den ene indtil halv fem.
For de første par dage, det forekom hende, at hun ikke kunne holde det ud - hun led
næsten lige så meget som Jurgis havde fra gødningen, og ville komme ud ved solnedgang
med hovedet nogenlunde afhaspning.
Ud over dette, blev hun arbejder i en af de mørke huller, med elektrisk lys, og
fugt, også var dødbringende - der var altid vandpytter på gulvet, og en
kvalmende lugt af fugtige kød i rummet.
De mennesker, der arbejdede her fulgt gammel skik af naturen, hvorved
ryper er farven af visne blade i efteråret og af sne om vinteren, og den
kamæleon, der er sort, når han ligger på en
Stump og bliver grøn, når han flytter til et blad.
De mænd og kvinder, der arbejdede i denne afdeling var netop farven på
"Frisk land pølse" de lavede.
Pølsen-værelse var et interessant sted at besøge, for to eller tre minutter, og
forudsat at du ikke ser på de mennesker, de maskiner var måske den mest
vidunderlige ting i hele planten.
Formentlig pølser var engang hakket og proppet i hånden, og hvis så det ville være
interessant at vide, hvor mange arbejdere var blevet fordrevet af disse opfindelser.
På den ene side af rummet var de tragte, i hvor mænd skovlet masser af kød og
trillebøre fulde af krydderier, og i disse store skåle sprang knive, der fremsatte to
tusinde omdrejninger i minuttet, og når
kød blev jorden fint og forfalsket med kartoffelmel, og godt blandet med vand, det
blev tvunget til at fyldet maskiner på den anden side af lokalet.
Sidstnævnte blev passet af kvinder, der var en slags tud, som dysen af en slange,
og en af kvinderne ville tage en lang perlerække af "beklædning" og sætte ende over
dyse og derefter arbejde det hele om, så
man arbejder på fingeren af en stram handske.
Denne streng ville være tyve eller tredive meter lang, men kvinden ville have det hele på i
et snuptag, og da hun havde flere på, ville hun trykke på en løftestang, og en strøm af
pølsevarer ville blive skudt ud under huset med det som det kom.
Således kan man stå og se ud, mirakuløst født fra maskinen, en
sprællende slange af pølse af utrolige længde.
Foran var en stor gryde, der fangede disse væsner, og to flere kvinder, der beslaglagt
dem så hurtigt som de dukkede op og snoede dem til links.
Dette var for de uindviede det mest forvirrende arbejde for alle; for alle, at de
Kvinden havde at give var et enkelt drej med håndleddet, og i nogle måde, hun formået at
giver det så at i stedet for en endeløs kæde
af pølser,, den ene efter den anden der voksede under hendes hænder en flok strygere, der alle
dinglende fra et enkelt center.
Det var helt som det kunststykke af en prestidigitator - for kvinden virkede så
hurtigt, at øjet bogstaveligt talt ikke kunne følge hende, og der var kun en tåge af
bevægelse, og virvaret efter virvar af pølser vises.
Midt i tågen, dog vil den besøgende pludselig mærke den spændte sæt
ansigt, med de to rynker udskårne i panden, og den uhyggelige bleghed af
kinder, og så ville han pludselig huske, at det var tid han var i gang.
Kvinden kom ikke på, hun boede lige der - time efter time, dag efter dag, år
efter år, vride pølse links og Racing med døden.
Det var akkordarbejde, og hun var egnet til at have en familie til at holde i live, og streng og
hensynsløse økonomiske love havde arrangeret det, at hun kun kunne gøre dette ved at arbejde lige så
hun gjorde, med hele sin sjæl på hendes arbejde,
og med aldrig et øjeblik til et blik på de velklædte damer og herrer, som
kom til at stirre på hende, som på nogle vilde dyr i et menageri.