Tip:
Highlight text to annotate it
X
BLÅ
Kom, Anna.
Hop ind med dig.
Er De i stand til at tale?
Under...
har De da været ved bevidsthed?
Det er min tunge pligt...
Ved De det?
Deres mand mistede livet
ved ulykken.
Nej, De har ikke
været ved bevidsthed.
Anna?
Ja, også Deres datter.
Er der nogen?
Hvem gjorde det?
Monsieur Leroy.
Vil De tilkalde afdelingslederen?
En rude er blevet
knust på 1. etage.
Kommer De bagefter?
Jeg kigger lige i haven.
Jeg kan ikke gøre det.
Jeg har knust en rude.
- Det gør ikke noget.
- Undskyld.
- Vi skifter den ud.
- Undskyld.
Det gør ikke noget.
- Er det i dag?
- I eftermiddag klokken fem.
Kan jeg gøre noget for Dem?
Farvel.
Vi er samlet her i dag
for at ære -
- mindet om en mand -
- og en komponist, som hele verden
anerkendte som en af de største.
Ingen kan acceptere,
at han ikke er her mere.
Vi tænker også
på den lille 5-årige pige -
- som fulgte ham i døden.
Patrice, millioner af mænd
og kvinder ventede på den musik -
- du havde komponeret
til den store fest for Europa -
- som vi alle glæder os til
at kunne fejre...
Goddag.
Goddag.
- Jeg ved, De ikke vil tale med mig.
- Ja.
- Må jeg komme ind?
- Nej.
- Julie. Jeg vil ikke interviewe Dem.
- Hvad så?
Jeg skriver en artikel om Deres mand,
men der er noget, jeg ikke ved.
- Hvad?
- Hvor er Europa-koncerten?
- Den findes ikke.
- De har forandret Dem.
- Før var De ikke så ubehagelig.
- Har De ikke hørt det?
Jeg har mistet
min datter og min mand.
Julie. Er det sandt,
De skrev Deres mands musik?
Goddag, frue.
Goddag.
Bernard?
- Goddag, frue.
- Har De gjort, hvad jeg bad om?
- Har De ryddet det blå værelse?
- Det hele.
Frue.
Vi er alle meget ulykkelige.
Marie.
Marie.
Hvorfor græder De?
Fordi De ikke græder.
Jeg tænker på dem, min gud...
Jeg ved ikke mine levende råd.
Hvordan glemmer man?
Ingen må nogen sinde
få det at vide
De betaler min mors plejehjem
resten af hendes liv.
De sikrer Maries alderdom.
Og gartnerens.
De sælger alle vore ejendele.
Alle pengene sættes ind
på samme konto.
- Nr. 270641196?
- Ja.
Må jeg spørge hvorfor?
Nej.
Undskyld mig.
- Hvad er der tilbage til Dem?
- Min egen konto.
Jeg er ikke begyndt endnu.
- Jeg lagde det til side...
- Da jeg tog af sted.
Her er det.
Jeg ville vente på en beslutning.
Det var fornuftigt.
- Der er mange rettelser.
- Ikke flere end sædvanligt.
Det er meget smukt.
Jeg holder meget af koret.
Ja...
- Hallo.
- Det er Julie.
- Elsker De mig?
- Ja.
- Har De gjort det længe?
- Imensjeg har arbejdet med Patrice.
- Tænker De på mig? Savner De mig?
- Ja.
- Kom herhen, hvis De vil.
- Nu?
- Ja, med det samme.
- Mener De det?
Ja.
Olivier.
- Jeg ser herrens ud.
- Tag den af.
Også resten.
De har taget det hele.
Der er kun madrassen tilbage.
Jeg er glad for det,
du har gjort for mig.
Men jeg er som alle andre kvinder.
Jeg sveder, jeg hoster.
Jeg har caries.
Du vil ikke savne mig.
Det er nok gået op for dig.
Husk at smække døren efter dig.
Julie!
Julie!
Der må ikke være
børn i bygningen.
Må jeg være så fri at spørge,
hvad Deres beskæftigelse er?
- Ingen.
- Hvad foretager De Dem?
- Intet.
- Slet intet?
Slet intet.
Jeg har det, De søger.
De vil elske den,
men den er stadig under ombygning.
- Men man kan bo der?
- Ja, væggene skal bare males.
- Kan jeg se den straks?
- Ja. Hvad er Deres navn?
Julie de Courcy med y.
Nej, Julie Vignon.
Jeg har taget mit ungpigenavn.
- Kaffe med is?
- Som sædvanlig.
Er der nogen?
Er der nogen?
Undskyld støjen.
Jeg er næsten færdig.
Jeg har ikke hørt noget.
Må jeg komme ind?
- De låste Dem ude?
- Ja, Deres mand lånte mig et tæppe.
- Jeg tilbragte natten på trappen.
- Vil De underskrive det her?
- Hvad er det?
- Alle andre har skrevet under.
Vi vil ikke have prostituerede her.
Den unge kvinde under Dem...
- Det vil jeg ikke blande mig i.
- Hun er luder.
Det angår ikke mig.
De er sund og rask.
Alt er, som det skal være.
De er ved godt mod.
- Goddag, det er Antoine.
- Ja. Det er til Dem.
Mit navn er Antoine.
De kender mig ikke.
- Undskyld mig. Hvem er det?
- En fyr, der har søgt Dem længe.
- Jeg gav ham lov.
- Det er i orden.
- Jeg må møde Dem. Det er vigtigt.
- Intet er vigtigt.
- Det drejer sig om en ting.
- Hvilken?
En kæde med et kors.
- Jeg havde glemt den.
- Den lå få meter fra bilen.
Men jeg kunne ikke beholde den.
Det var tyveri.
Er der noget, De vil vide?
Jeg var ved bilen...
Nej.
Undskyld mig.
Jeg har ledt efter Dem
på grund af kæden -
- men også fordi der er noget,
jeg vil spørge Dem om.
Da jeg åbnede døren,
levede Deres mand stadig.
Han sagde...
Jeg forstår ikke hvorfor.
Han sagde:
"Prøv engang at hoste nu."
Min mand var midt i
at fortælle en vittighed.
Om en kvinde, der går til lægen
med en forfærdelig hoste.
Lægen undersøger hende og giver
hende en pille, som hun sluger.
Lægen siger, det er det stærkeste
afføringsmiddel, der findes.
"Et afføringsmiddel mod hoste?"
"Ja," siger lægen.
"Prøv engang at hoste nu."
Det grinede vi ad.
I samme øjeblik kørte vi galt.
Min mand hørte til dem, der altid
fortæller slutningen to gange.
Du kom med den.
Nu må du beholde den.
Er De syg?
Alt vel?
- Man skal altid gemme noget.
- Hvad siger De?
- Tak.
- Hvorfor?
Jeg bliver. Alle skal skrive under,
for at de kan smide mig ud.
Så jeg bliver.
Her er hyggeligt.
Da jeg var lille,
havde jeg sådan en lampe.
Jeg stillede mig nedenunder
og rakte op efter den.
Jeg drømte om at hoppe så højt,
at jeg kunne røre den.
Da jeg blev større,
glemte jeg den.
- Hvor har du fundet den?
- Jeg har bare fundet den.
Er den et minde?
- Bor du alene?
- Ja.
Jeg kan ikke sove
alene om natten.
Der må være sket dig noget.
Du er ikke en, man lader i stikken.
Undskyld, jeg taler for meget.
- Stakkels fyr.
- Hvem?
Da jeg kom hjem i nat, sov han.
Nu er han gået uden sin fløjte.
Julie.
En kop kaffe.
Jeg har ledt efter dig.
- Og?
- Jeg har fundet dig.
- Ingen ved, hvor jeg bor.
- Nej.
Efter et par måneder var jeg heldig.
Min rengøringskones datter
havde set dig her.
- Jeg er kommet her i tre dage.
- Udspionerer du mig?
Nej, jeg savner dig.
Er du flygtet?
Er du flygtet fra mig?
Har du hørt,
hvad han spiller?
- Det lyder som...
- Ja.
Jeg har set dig.
Måske er det nok lige nu.
Jeg vil prøve.
Hvor kender De den musik fra?
Jeg finder på alt muligt.
Jeg elsker at spille.
Et øjeblik...
Er De utilfreds med stedet?
Nej, jeg vil gerne have
en lejlighed mage til.
- Det vil nok tage et stykke tid.
- Hvor længe?
2-3 måneder.
Har De skåret Dem
med barberkniven?
Min kat har kradset mig.
Mor?
Marie-France.
Det er mig.
Julie.
Julie!
Kom ind til mig.
De sagde, du var død.
Du ser godt ud.
Så ung, purung.
Det har du altid været, men nu
ligner du en på 30. Da vi var små...
Jeg er ikke din søster.
Jeg er din datter. Jeg er 33.
Det ved jeg.
Det var min spøg.
Jeg har det godt. Jeg mangler
ikke noget. Jeg har fjernsyn...
Man kan se hele verden.
- Ser du også tv?
- Nej.
Du ville fortælle mig noget om din
mand og dit hus... eller dine børn.
- Eller om dig selv?
- Mor.
Min mand og min datter er døde.
Jeg har ikke noget hus mere.
Det har jeg hørt.
Før var jeg lykkelig.
De elskede mig,
og jeg elskede dem.
- Mor, hører du efter?
- Jeg hører dig, Marie-France.
Nu er der kun et tilbage
for mig at gøre... Ingenting.
Ikke flere ejendele eller minder.
Ingen venner, ingen mand.
- Det er alt sammen fælder.
- Har du penge at leve for, mit barn?
- Jeg har nok.
- Man kan ikke give afkald på alt.
Mor.
Var jeg bange for mus,
da jeg var lille?
Du var ikke bange.
Det var Julie, der var bange.
Nu er jeg bange.
Tak skal De have.
Hyggeligt at se Dem.
Kom indenfor.
- Jeg vil bede Dem om en tjeneste.
- Min kone er her ikke. Kom ind.
- Kan jeg låne Deres kat?
- Hvabehar?
Deres kat. Jeg skal bruge
en kat i et par dage.
Den er ikke kastreret.
Den kan være aggressiv.
Værsgo. Jeg ved ikke,
om han synes om Dem.
- Hvad laver du her?
- Jeg så dig før. Er der noget galt?
Græder du?
Nej, det er vandet.
Går du ikke med trusser?
Aldrig.
Jeg har lånt naboens kat,
så den kan æde musen.
- Den havde fået unger.
- Det er naturligt, Julie.
Er du bange for at tage hjem?
Giv mig din nøgle,
så gør jeg rent.
Jeg venter dig hos mig.
Det er Lucille.
Julie, gør mig en tjeneste.
Kom herhen i en taxi.
Jeg betaler.
- Nu? Det er midt om natten.
- Den er 23.30. Du har 25 minutter.
- Det kan jeg ikke.
- Vil du ikke nok? Det er vigtigt.
- Hvor?
- Cité du Midi 3. Første dør til højre.
Ring på og spørg efter mig.
Kommer du?
- Ja?
- Jeg skal tale med Lucille.
Du kom.
Ja.
Du må undskylde.
Undskyld.
- Er du vred?
- Nej.
Lucille. Det er os om fem minutter.
Varm mig op.
Da jeg havde skiftet,
tog jeg herhen.
Jeg kiggede tilfældigt
rundt blandt publikum.
Midt for på første række
sad min far.
Han så træt ud...
Han sad og faldt hen...
med blikket rettet mod pigens røv.
Skiderikken, der lukkede dig ind,
ville ikke smide ham ud.
Hvis man betaler, må man se.
Er du med?
Jeg vidste ikke,
hvem jeg kunne stole på.
Jeg var ude af mig selv.
- Så jeg ringede til dig.
- Og din far?
Ti minutter efter så han
på uret og rejste sig.
KI. 23.45 går det sidste tog
til Montpellier.
- Lucille, hvorfor gør du det?
- Fordi jeg elsker det.
Det tror jeg, alle gør.
- Du har reddet mit liv.
- Vel har jeg ej.
- Jo, du kom. Det er det samme.
- Nej.
Julie, er det dig?
Lucille, det er os nu.
Det er mig.
Europarådet bad Dem færdiggøre
Patrice de Courcys komposition.
Jeg sagde ja og arbejder nu på
at forstå, hvad han sigtede på.
Det er ikke nemt.
Kan De sige noget om det partitur,
der offentliggøres for første gang?
Det er første del af en koncert,
Europarådet bestilte hos Patrice.
Koncerten skulle opføres én eneste
gang af tolv symfoniorkestre -
- i et forenet Europas
tolv hovedstæder.
Patrice var meget reserveret.
Der var nok kun én person,
der forstod ham. Hans kone, Julie.
Jeg prøvede at få hende til
at deltage i programmet -
- men desværre afslog hun.
Jeg går ud fra, at partituret
stammer fra Deres arkiv?
Nej, der er intet arkiv.
Hvem kunne have forudset det?
Det er dokumenter fra Patrices
skrivebord på konservatoriet.
Hans kone ville ikke have dem.
Jeg bør vist ikke vise dem.
Han var en af vor tids
største komponister.
Fem minutter.
Hvor har jeg lagt det?
Det er et lysegrønt visitkort.
- Har De ikke set tv i dag?
- Nej, slet ikke.
Her er det. Hendes nummer
privat og på arbejdet.
Hvorfor vil De have
hendes nummer?
På tv har de lige vist det partitur,
jeg hentede hos Dem.
Efter ulykken lavede jeg en kopi.
Jeg forstod,
at De ville destruere partituret.
Jeg beholdt kopien
og sendte den til Strasbourg.
Hvorfor gjorde De det?
Musikken er så smuk.
Den må ikke gå til.
Olivier!
Olivier! Olivier!
- Undskyld mig.
- Det er ikke noget.
- Du vil færdiggøre Patrices koncert?
- Jeg ville prøve.
Det har du ikke ret til.
Det bliver aldrig det samme.
Jeg har kun sagt ja til at prøve,
og jeg skal sige dig hvorfor.
Det er en måde, tænkte jeg,
at få dig til at græde på.
At tvinge dig til at sige:
"Jeg vil!" eller "Jeg vil ikke!"
- Det er uretfærdigt.
- Du gav mig ikke noget valg.
- Du har ikke ret til det.
- Vil du se, hvad jeg har lavet?
Jeg har måske ikke forstået det.
Jeg ville gerne spille det for dig.
- Ved du, hvad koret synger?
- Nej.
Jeg troede, Patrice havde sagt det.
På græsk er det en anden rytme.
- Hvem var pigen?
- Hvilken pige?
På fotografierne i tv?
Hun var sammen med Patrice.
Vidste du ikke det?
- Havde de et forhold?
- Ja.
- Igennem hvor lang tid?
- Flere år.
- Hvor bor hun?
- Tæt på Montparnasse.
De mødtes ofte i retsbygningen.
Hun er advokat.
Nej, under uddannelse som advokat.
Hvad vil du gøre?
Møde hende.
Betyder lighed intet?
Er det, fordi jeg ikke kan
udtrykke mig på fransk?
- Undskyld mig.
- Ja.
Ja?
- De var min mands elskerinde?
- Ja.
Jeg vidste det ikke.
Jeg har lige opdaget det.
Det er synd. Nu vil
De hade både ham og mig.
Det er ikke sikkert.
Selvfølgelig vil De det.
Er det hans barn?
Ja, men han vidste det ikke.
Jeg fandt ud af det...
...efter ulykken.
Jeg har aldrig villet have børn, men
det skete, og jeg vil beholde det.
Har De en cigaret?
De burde ikke ryge.
Vil De vide hvornår og hvor?
Og hvor ofte?
Nej.
- Vil De vide, om han elskede mig?
- Ja, det ville jeg.
Men nu ved jeg,
at han elskede Dem.
Ja, han elskede mig.
Julie...
Vil De hade mig?
Kom indenfor.
Er der sket noget?
Har du mødt hende?
En gang bad du mig om
at tage Patrices papirer.
- Du ville ikke.
- Nej, og havde jeg taget dem...
- Billederne var blandt papirerne.
- Ja.
Havde jeg taget dem,
ville jeg have opdaget det.
Havde jeg brændt dem,
havde jeg aldrig opdaget det.
Måske er det bedst på denne måde.
Må jeg høre, hvad du har komponeret?
- Er det violinerne?
- Bratscherne.
Og nu...
Vent!
Lettere og uden slagtøj.
Vi fjerner trompeterne.
Piano... sul tasto.
- I stedet for klaveret...
- En fløjte?
Tag det derfra.
- Længere er jeg ikke kommet.
- Og finalen?
- Det ved jeg ikke.
- Der var et ark.
Kontrapunktet skulle
vende tilbage i finalen.
Han sagde: "Det er et memento."
- Prøv at føje det ind.
- Van den Budenmeyer.
Han skulle manes frem til ***.
Du ved, hvor højt han værdsatte ham.
- Er du i kontakt med min advokat?
- Af og til.
- Har de solgt huset?
- I så fald havde de nok ringet.
- Sig, de ikke må gøre det.
- Udmærket.
Hvis du kan klare det hele.
Følger du mig ud?
Der lå en madras derinde.
Monsieur Olivier kom og købte den.
- De skulle vel ikke bruge den?
- Det er i orden.
Goddag.
- Har De nogen sinde været her?
- Nej, aldrig.
Ovenpå er der soveværelse og kontor.
Det får De at se om lidt.
Og her er køkkenet.
Sådan har det altid set ud.
- Bliver det en dreng eller en pige?
- En dreng.
- Ved De, hvad han skal hedde?
- Ja.
Jeg syntes, at han skulle have
hans navn og hans hus her.
- Har De brug for mig?
- Nej tak. De kan tage hjem.
- Jeg vidste det.
- Hvad?
- Patrice fortalte meget om Dem.
- Jaså. Hvad?
At De er god.
God og gavmild.
Sådan ønske de at være.
Man kan altid stole på Dem.
Selv jeg.
Undskyld.
Det er mig. Jeg er færdig.
Du kan hente det i morgen eller nu.
Nej, jeg går ikke i seng,
men jeg henter ikke partituret.
Jeg henter det ikke.
Jeg har overvejet det hele ugen.
Musikken kan være min,
lidt kejtet, måske...
... men min musik.
Eller din, men så må verden vide det.
- Er du der?
- Ja.
Du har ret.
Det er mig igen.
Jeg har et spørgsmål.
- Sover du på den madras, hvor vi...
- Ja.
- Det har du ikke sagt.
- Nej.
Elsker du mig stadig?
Jeg elsker dig.
- Er du alene?
- Selvfølgelig.
Jeg kommer.
Talte jeg end
med menneskers
og engles tunger
men ikke
havde kærlighed
var jeg
et rungende malm
eller
en klingende bjælde.
Og havde jeg end
profetisk gave
og kendte alle hemmeligheder
og sad inde med al kundskab
og havde
jeg al tro
så jeg kunne
flytte bjerge
men ikke
havde kærlighed
men ikke
havde kærlighed
men ikke havde kærlighed,
da var jeg intet.
Kærligheden er langmodig.
Kærligheden er mild.
Kærligheden tåler alt
og håber alt.
Kærligheden
ophører aldrig.
De profetiske gaver
skal forsvinde.
Tungetalen
skal forstumme.
Kundskab
skal forsvinde.
Så bliver da
tro, håb
og kærlighed.
Men størst af tro,
håb og kærlighed
er kærligheden.
Dansk oversættelse:
Ellen Mygind Kristensen
Tekster:
Scandinavian Tekst Service