Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL III udslagsgivende ud af MOREL - ADGANG TIL AF
WILLIAM
I den næste uge Morels temperament var næsten uudholdelig.
Som alle minearbejdere var han en stor elsker af lægemidler, der, mærkeligt nok, han
ville ofte betale for sig selv.
"Du Mun får mig en dråbe o 'laxy VITRAL," sagde han.
"Det er winder som vi Canna ha'ea sup i 'th' Ouse."
Så Fru Morel købte ham eliksir af vitriol, hans foretrukne første lægemiddel.
Og han gjorde sig en kande malurt te.
Han havde hængende i loftet store klaser af tørrede urter: malurt, rue, horehound,
hyldeblomster, persille-purt, lægestokrose, isop, mælkebøtte, og centaury.
Normalt var der en kande ene eller det andet afkog stående på kogepladen, hvorfra
han drak stort set. "Grand!" Sagde han og slog hans læber efter
malurt.
"Grand!" Og han formanede børnene til at prøve.
"Det er bedre end nogen af din te eller din kakao gryderetter," lovede han.
Men de var ikke at blive fristet.
Denne gang ville dog hverken piller eller vitriol eller alle sine urter flytte
"Nasty peens i hans hoved". Han var kvalmende for et angreb af en
betændelse i hjernen.
Han havde aldrig været godt, siden han sover på jorden, når han gik med Jerry til
Nottingham. Siden da han havde drukket og stormede.
Nu er han alvorligt syg, og Fru Morel havde ham til sygeplejerske.
Han var en af de værste patienter tænkelige.
Men på trods af alle, og at man skubber det faktum, at han var forsørger, hun aldrig
helt ville have ham til at dø. Alligevel var der en del af hendes ville have ham
for sig selv.
Naboerne var meget god til hende: lejlighedsvis nogle havde børnene i at
måltider, lejlighedsvis nogle ville gøre det nedenunder arbejde for hende, ville en hensyntagen til
barn for en dag.
Men det var en stor træk, alligevel. Det var ikke hver dag naboerne hjalp.
Så hun havde pleje af baby og mand, rengøring og madlavning, alt at gøre.
Hun var helt slidt op, men hun gjorde, hvad man ønskede af hende.
Og de penge var bare tilstrækkelig.
Hun havde sytten shillings om ugen fra klubber, og hver fredag Barker og
andre butty stillet af en del af boden er overskud til Morels kone.
Og naboerne gjorde bouillon, og gav æg, og sådanne invalide 'bagateller.
Hvis de ikke havde hjulpet hende så gavmildt i disse tider, ville fru Morel aldrig have
trukket igennem, uden at pådrage sig gæld, der ville have trukket hende ned.
Ugerne gik.
Morel, næsten mod håb, voksede bedre. Han havde en fin forfatning, således at når
i bedring, gik han lige frem til nyttiggørelse.
Snart var han tusser rundt nedenunder.
I løbet af sin sygdom, hans kone havde forkælet ham lidt.
Nu er han ville have hende til at fortsætte.
Han ofte lagde bandet til hovedet, trak ned i hjørnerne af hans mund, og shammed
smerter han følte sig ikke. Men der var ingen bedrager hende.
Ved første hun blot smilede til sig selv.
Hun skældte ham skarpt. "Herregud, mand, skal du ikke være så lachrymose."
Det sårede ham lidt, men han fortsatte med at foregive sygdom.
"Jeg ville ikke være en sådan Mardy baby," sagde konen snarest.
Så blev han vred, og forbandet under hans ånde, som en dreng.
Han blev tvunget til at genoptage en normal tone, og at ophøre med at klynke.
Ikke desto mindre var der en tilstand af fred i huset i nogen tid.
Fru Morel var mere tolerant over for ham, og han, afhængig af hende næsten som et barn,
var temmelig glad. Ingen vidste, at hun var mere tolerant
fordi hun elskede ham mindre.
Indtil dette tidspunkt, på trods af alt havde han været hendes mand og hendes mand.
Hun havde følt, at mere eller mindre, hvad han gjorde for sig selv, han gjorde mod hende.
Hendes lever afhang af ham.
Der var mange, mange stadier i ebbe ud af hendes kærlighed til ham, men det var altid
ebbe.
Nu, med fødslen af denne tredje barn, hun selv ikke længere er sat mod ham, hjælpeløst,
men var som en flod, der næppe steg, stod ud fra ham.
Efter dette at hun næsten ikke ønskede ham.
Og, stående mere tilknappet fra ham, ikke at føle ham så meget en del af sig selv, men
blot en del af hendes omstændigheder har hun ikke noget imod så meget, hvad han gjorde, kunne forlade
ham alene.
Der var den stå, den wistfulness om det følgende år, der er som efteråret i en
mands liv.
Hans kone var casting ham, halvt desværre, men ubønhørligt; casting ham
off og vendte nu for kærlighed og liv til børnene.
Herefter blev han mere eller mindre en skallerne.
Og han selv samtykkede, som så mange mænd gør det, giver deres plads til deres børn.
Under sin rekonvalescens, da det virkelig var forbi mellem dem begge gjort en indsats for at
kommer noget tilbage til den gamle forholdet mellem de første måneder af deres ægteskab.
Han sad derhjemme, og da børnene var i seng, og hun var sy - hun havde alle sine
sy i hånden, gjorde alle skjorter og børnetøj - han ville læse til hende
fra avisen, udtaler langsomt og
levere de ord som en mand pitching ringspil.
Ofte hun skyndte ham, give ham en sætning i forventning.
Og så tog han hendes ord ydmygt.
Den tavshed mellem dem var ejendommelige. Der ville være hurtig, let "klukke" af
hendes nål, den skarpe "pop" af hans læber, da han lod røgen ud, varmen, den
syden på søjlerne, da han spyttede i ilden.
Så hendes tanker gik til William. Allerede han var ved at blive en stor dreng.
Allerede han var toppen af klassen, og skibsføreren sagde, at han var den klogeste dreng i
skole.
Hun så ham en mand, ung, fuld af vigør, at gøre verden gløde igen for hende.
Og Morel sad der, ganske alene, og har noget at tænke over, ville være
følelse vagt ubehageligt.
Hans sjæl ville nå ud i sin blinde vej til hende og finde hende væk.
Han følte en form for tomhed, næsten som et tomrum i hans sjæl.
Han var urolig og rastløs.
Snart kunne han ikke leve i denne atmosfære, og han påvirkede hans kone.
Begge følte en undertrykkelse på deres vejrtrækning, da de blev efterladt sammen i nogen tid.
Så gik han i seng, og hun slog sig ned for at nyde sig selv alene, arbejder, tænkning,
levende.
I mellemtiden et andet barn var på vej, frugten af denne lille fred og ømhed mellem
de adskille forældre. Paul var sytten måneder gammel, da den nye
barnet blev født.
Han var derefter en buttet, blegt barn, stille, med tunge blå øjne, og alligevel
ejendommelige lille strikke af bryn. Det sidste barn var også en dreng, fair og
Bonny.
Fru Morel var ked af, da hun vidste, hun var med barn, både af økonomiske grunde og
fordi hun ikke elskede sin mand, men ikke af hensyn til barnet.
De kaldte den lille Arthur.
Han var meget smuk, med en moppe af guld krøller, og han elskede sin far fra
først. Fru Morel var glad for dette barn elskede
far.
Afhøring af minearbejder fodspor, ville barnet sat sine arme og krage.
Og hvis Morel var i godt humør, han kaldte straks tilbage, i hans hjertelige,
blød stemme:
"Hvad så, min skønhed? Jeg sh'll kommer til dig i et minut. "
Og så snart han havde taget sin pit-coat, ville fru Morel sætte en forklæde runde
barnet, og give ham til hans far.
"Sikke et syn Drengen ser ud!" Hun ville udbryde tider, idet der tilbage baby,
det var smutted i ansigtet fra sin fars kys og leg.
Så Morel lo glad.
"He'sa lidt Collier, velsigne sit bit o 'fårekød!" Udbrød han.
Og disse var de lykkelige øjeblikke i hendes liv nu, hvor børnene inkluderede
far i hendes hjerte.
I mellemtiden William voksede sig større og stærkere og mere aktiv, mens Paul, altid snarere
delikat og roligt, fik slankere, og travede efter hans mor som hende skygge.
Han var som regel aktiv og interesseret, men nogle gange ville han have anfald af depression.
Så mor ville finde den dreng på tre eller fire grædende på sofaen.
"Hvad er der i vejen?" Spurgte hun, og fik intet svar.
"Hvad er der i vejen?" Hun insisterede på, at komme på tværs.
"Jeg ved det ikke," hulkede barnet.
Så hun prøvede at ræsonnere ham ud af det, eller til at underholde ham, men uden effekt.
Det fik hende til at føle ude af sig selv. Så far, altid utålmodige, ville
springe fra sin stol og råbe:
"Hvis han ikke stopper, vil jeg smack ham, til han gør."
"Du vil ikke gøre noget af den slags," sagde moderen koldt.
Og så bar hun barnet ind i gården, dumpede ham ind i hans lille stol,
og sagde: "Nu græde der, Misery!"
Og så en sommerfugl på rabarber-bladene måske fangede hans øje, eller til sidst råbte han
sig til at sove.
Disse passer var ikke ofte, men de forårsagede en skygge i fru Morel hjerte, og hendes
behandling af Paul var forskellig fra de andre børn.
Pludselig en morgen, da hun kiggede ned i gyden af Bottoms for den barm-
mand, hørte hun en stemme kalde hende. Det var den tynde lille Fru Anthony i
brun fløjl.
"Her, fru Morel, jeg vil fortælle dig om din Willie."
"Å, du?" Svarede Fru Morel. "Hvorfor, hvad er der galt?"
"En dreng, som får" gamle af en anden en 'flår sit tøj off'n' er tilbage, "Mrs Anthony sagde,
"Ønsker, der viser noget." "Din Alfred er lige så gammel som min William," sagde
Fru Morel.
"'Appen' e er, men som ikke giver ham ret til at få fat i drengens krave, en '
retfærdigt rip den ren off ryggen. "
"Nå," sagde Fru Morel, "Jeg kan ikke thrash mine børn, og selv hvis jeg gjorde, vil jeg gerne
for at høre deres side af historien. "" De ville ske være en smule bedre, hvis de gjorde
får et godt skjulested, "svarede Fru Anthony.
"Når det kommer ter rippin 'en dreng er ren krave off'n' er tilbage-formål -"
"Jeg er sikker på han ikke gjorde det med vilje," sagde fru Morel.
"Gør mig en løgner!" Råbte Fru Anthony.
Fru Morel flyttet væk og lukket hendes gate. Hendes hånd skælvede da hun holdt krus
barm. "Men jeg s'll lad din Mester vide," Mrs
Anthony råbte efter hende.
På aftensmad-tid, da William var færdig med sit måltid og ønskede at være slukket igen - han var
Derefter elleve år gammel - hans mor sagde til ham:
"Hvad har du rive Alfred Anthony halsbånd til?"
"Hvornår har jeg rive hans krave?" "Jeg ved ikke hvornår, men hans mor siger, at du
gjorde. "
"Hvorfor - det var i går - et" det var revet a'ready. "
"Men du rev det mere." "Nå, jeg fik en skomager som 'ad slikket
Seventeen - en 'Alfy Ant'ny' e siger:
'Adam en' Eva en 'pinch-mig, gik ned til en flod for at bade.
Adam en 'Eva fik drownded, behøver Hvem yer tror fik frelst?'
Et »så jeg siger:" Åh, Klem-YOU, 'en', så jeg klemt 'im, et' e var gal, en ' , så han
snuppede min skomager en 'løbe væk med den.
Et »så jeg løbe efter 'IM, en' da jeg var gettin 'fat i' im, 'e undveget, en' det
rippede 'er krave. Men jeg fik min skomager - "
Han trak op af lommen en sort gammel kastanie hængende på en snor.
Denne gamle skomager havde "brolagte" - ramte og smadrede - sytten andre skomagere på
lignende strenge.
Så drengen var stolt af sin veteran. "Nå," sagde Fru Morel, "du ved, du har
fik ingen ret til at rippe hans krave. "" Nå, mor! "svarede han.
"Jeg har aldrig ment tr'a gjort det - en 'det var on'y en gammel indirrubber krave, som blev revet
a'ready. "" Næste gang, "sagde hans mor," du blive mere
forsigtig.
Jeg skal ikke lide det, hvis du kom hjem med din krave revet af. "
"Jeg er ligeglad, vores mor, jeg aldrig gjorde det til et formål."
Drengen var temmelig ulykkelig over at blive irettesat.
"Nej -. Ja, du være mere forsigtig" William flygtede væk, glad for at blive fritaget for ansvar.
Og Fru Morel, som hadede alle gider med de naboer, troede, hun ville forklare
til fru Anthony, og virksomheden ville være overstået.
Men den aften Morel kom ind fra graven ser meget sur.
Han stod i køkkenet og gloede rundt, men talte ikke i nogle minutter.
Dernæst:
"Wheer er det Willy?" Spurgte han. "Hvad vil du ham?" Spurgte Fru
Morel, som havde gættet.
"Jeg vil lade" im vide, når jeg får ham, "sagde Morel, banke sit pit-flasken videre til
dresser.
"Jeg tror Mrs Anthony har fået fat i dig og været yarning til dig om Alfy er
krave, "sagde Fru Morel, snarere spottende. "Niver sind, der har fået fat i mig," sagde
Morel.
"Når jeg får fat i 'IM jeg vil gøre hans knogler rasle."
"Det er en dårlig fortælling," sagde fru Morel, "at du er så klar til at side med et spinkelt
*** der kan lide at komme at fortælle historier mod dine egne børn. "
"Jeg vil lære 'IM!" Sagde Morel.
"Det ingen spørgsmål til mig, hvis dreng 'e er;' e er ingen Goin 'rippin' en 'tearin' Om
lige så he'sa sind. "" 'Ripping og tåreflåd om! "gentog
Fru Morel.
"Han var ved at løbe efter, at Alfy, der havde taget hans skomager, og han ved et uheld fik
fat i hans krave, fordi den anden undgik - som Anthony ville ".
"Jeg ved!" Råbte Morel truende.
"Du ville, før du får at vide," svarede hans kone bidende.
"Niver du noget imod," stormede Morel. "Jeg kender min virksomhed."
"Det er mere end tvivlsomt," sagde fru Morel, "at antage nogle højt mund
væsen havde været at få dig til at prygle dine egne børn. "
"Jeg ved," gentog Morel.
Og han sagde ikke mere, men sad og ammede sit dårlige temperament.
Pludselig William løb ind og sagde: "Kan jeg få min te, mor?"
"Tha kan ha'e mere end det!" Råbte Morel.
"Hold støj, mand," sagde Fru Morel, "og ikke ser så latterligt."
"Han vil se latterligt, før jeg har gjort wi 'ham!" Råbte Morel, nemlig fra sin stol
og iøjnefaldende på sin søn.
William, der var en høj dreng for hans år, men meget følsom, var gået bleg, og blev
at kigge i en slags rædsel ved hans far. "Gå ud!"
Fru Morel befalede sin søn.
William havde ikke Vid at flytte. Pludselig Morel knyttede næven, og
krøb sammen. "Jeg vil GI'E ham 'gå ud'!" Råbte han gerne
en sindssyg ting.
"Hvad!" Sagde Fru Morel, gispende af raseri.
"Du skal ikke røre ham for hende at fortælle, du skal ikke!"
"Shonna jeg?" Råbte Morel.
"Shonna jeg?" Og grelt på drengen, løb han fremad.
Fru Morel sprang ind mellem dem, med sin knytnæve løftet.
"Må ikke du tør!" Sagde hun.
"Hvad!" Råbte han, forvirret for tiden. "Hvad!"
Hun snurrede rundt til hendes søn. "Gå ud af huset!" Hun befalede ham i
raseri.
Drengen, som hypnotiseret af hende, vendte pludselig og var væk.
Morel skyndte sig hen til døren, men det var for sent. Han vendte tilbage, bleg under hans pit-snavs med
raseri.
Men nu er hans kone var fuldt vækket. "Kun tør!" Sagde hun i et højt, ringer
stemme. "Kun tør, Milord, at lægge en finger på, at
barn!
Du vil fortryde det for evigt. "Han var bange for hende.
I en tårnhøj raseri, sad han ned. Når børnene var gamle nok til at blive
venstre, sluttede Fru Morel Kvindernes Guild.
Det var en lille klub af kvinder, der er knyttet til Co-operative Wholesale Society, som
mødtes mandag aften i det lange rum over dagligvarebutik af Bestwood "Co-op".
Kvinderne skulle diskutere de fordele, der stammer fra samarbejdet,
og andre sociale spørgsmål. Sommetider Fru Morel læse en avis.
Det virkede underligt til børnene at se deres mor, som var altid travlt om
Huset, der sidder skriver i sin hurtige mode, tænkning, henvisning til bøger, og
at skrive igen.
De følte for hende ved sådanne lejligheder den dybeste respekt.
Men de elskede Guild.
Det var det eneste, som de ikke nag deres mor - og det delvist
fordi hun nød det, dels på grund af de godbidder, de stammer fra det.
The Guild blev kaldt af nogle fjendtlige ægtemænd, der fandt deres koner at blive for
uafhængige, den "clat-prut" shop - det vil sige, at sladder-shop.
Det er sandt, fra off grundlag af Guild, kunne kvinderne se på deres hjem,
på vilkårene for deres eget liv, og finde fejl.
Så Colliers fundet deres kvinder havde en ny standard af deres egne, i stedet
forvirrende.
Og også, fru Morel havde altid en masse nyheder om mandagen, så børnene
kunne godt lide William til at være i, når deres mor kom hjem, fordi hun fortalte ham tingene.
Så, da drengen var tretten, fik hun ham et job i "Co-op." Kontor.
Han var en meget klog dreng, Frank, med noget rå features og ægte viking blå
"Hvad Dost ønsker ter ma'ea taburet-harsed Jack på 'im til?" Sagde Morel.
"Alt hvad han vil gøre, er at bære hans bukser bag ud en 'tjener nowt.
Hvad er 'e Startin' wi '? "
"Det er ligegyldigt hvad han starter med," sagde fru Morel.
"Det wouldna! Put 'im i' th 'pit vi mig, en' ell tjene en
nem ti Shillings en Wik fra th 'start.
Men seks Shillings wearin 'hans lastbil-ende ud på en skammel er bedre end ti Shillings' jeg '
th 'pit wi'me, jeg kender. "" Han er ikke at gå i pit, "sagde Fru
Morel, "og der er en ende på det."
"Det wor godt nok for mig, men det er ikke godt nok for ham."
"Hvis din mor sætte dig i pit på tolv, det er ingen grund til, hvorfor jeg skulle gøre det
Samme med min dreng. "
"Tolv! Det wor et syn oven det! "
"Når det var," sagde Fru Morel. Hun var meget stolt af sin søn.
Han gik på aftenskole, og lærte stenografi, så vi ved den tid, han var
seksten han var den bedste stenografi degnen og bog-keeper på plads, undtagen én.
Så han undervist i aftenskoler.
Men han var så gloende, at kun hans Godmodighed og hans størrelse beskyttede ham.
Alle de ting, som mænd gør - de anstændige ting - William gjorde.
Han kunne køre som vinden.
Da han var tolv vandt han en første præmie i et løb, et blækhus af glas, formet som
en ambolt. Den stod stolt på kommoden, og gav
Fru Morel en ivrig fornøjelse.
Drengen kun kørte for hende. Han fløj hjem med hans ambolt, stakåndet,
med et "Se, mor!" Det var den første rigtige hyldest til sig selv.
Hun tog det som en dronning.
"Hvor smuk!" Udbrød hun. Så han begyndte at få ambitiøs.
Han gav alle sine penge til sin mor.
Da han tjente fjorten shillings om ugen, gav hun ham tilbage to for sig selv, og som
han aldrig drak, han følte sig rig. Han gik omkring med de borgerlige af
Bestwood.
Den townlet indeholdt intet højere end præsten.
Så kom den bankrådgiver, så læger, så de næringsdrivende, og efter
at den hærskare Colliers.
William begyndte at omgås sønner af den kemiker, skolelæreren, og
håndværkere. Han spillede billard i Mechanics 'Hall.
Også han dansede - dette på trods af sin mor.
Alt det liv, som Bestwood tilbydes han nød, fra Sixpenny-humle ned Kirke
Street, til sport og billard.
Paul blev behandlet for at blændende beskrivelser af alle former for blomster-lignende damer, de fleste af
hvem levede som skæres blomstrer i William sit hjerte for en kort fjorten dage.
Lejlighedsvis nogle flamme ville komme i jagten på hendes omflakkende Swain.
Fru Morel ville finde en fremmed pige ved døren, og straks hun snusede luften.
"Er Mr. Morel i?" Pigen beder bønligt.
"Min mand er hjemme," Fru Morel svarede.
"Jeg - jeg mener UNGE Mr. Morel," gentog pigen smerteligt.
"Hvilken en? Der er flere. "
Hvorpå meget rødmende og stammende fra messen én.
"Jeg - jeg mødte Mr. Morel - på Ripley," forklarede hun.
"Åh -! På en dans"
"Ja." "Jeg kan ikke godkende af de piger, min søn mødes
på danse. Og han er ikke hjemme. "
Så kom han hjem vred på sin mor for at have slået pigen væk, så brutalt.
Han var en skødesløs, men ivrige udseende fyr, der gik med lange skridt,
sommetider frowning, ofte med kasketten skubbet jollily til bagsiden af hovedet.
Nu kom han i vred.
Han smed sin kasket på sofaen, og tog hans stærke kæbe i hånden og gloede ned
på hans mor. Hun var lille, med sit hår taget direkte
tilbage fra panden.
Hun havde en stille luft af autoritet, og alligevel af sjældne varme.
Kendskab til hendes søn blev vred, hun skælvede indadtil.
"Har en dame opfordring til mig i går, mor?" Spurgte han.
"Jeg kan ikke vide om en dame. Der var en pige kom. "
"Og hvorfor har du ikke fortælle mig?"
"Fordi jeg har glemt, simpelthen." Han pyrogen lidt.
"En flot pige - syntes en dame?" "Jeg så ikke på hende".
"Big brune øjne?"
"Jeg kiggede ikke. Og fortæl dine piger, min søn, at når
de kører efter dig, de er ikke til at komme og spørge din mor for dig.
Fortæl dem, at - uforskammede baggages du møder på danse-klasser ".
"Jeg er sikker på hun var en sød pige." "Og jeg er sikker på, hun ikke var."
Der endte skænderi.
I løbet af de dansende var der en stor strid mellem mor og søn.
Den klage nåede sit højdepunkt, da William sagde, han skulle Hucknall
Torkard - betragtes som en lav by - til en fancy-kjole bolden.
Han skulle være en Highlander.
Der var en kjole, han kunne leje, som en af hans venner havde haft, og som er monteret
ham perfekt. The Highland jakkesæt kom hjem.
Fru Morel modtaget det koldt og ville ikke pakke den ud.
"Min jakkesæt komme?" Råbte William. "There'sa parcel i det forreste rum."
Han styrtede ind og klippe snoren.
"Hvordan har du lyst til din søn i dette!" Sagde han, henrevet, viser hende trop.
"Du ved, jeg ønsker ikke at fancy dig i den."
Om aftenen dansen, da han var kommet hjem for at klæde Fru Morel tog sin
pels og motorhjelm. "Skal du ikke til at stoppe op og se mig,
mor? "spurgte han.
"Nej, jeg ønsker ikke at se dig," svarede hun. Hun var temmelig bleg, og hendes ansigt var
lukket og hårdt. Hun var bange for hendes søns gå den samme
måde som sin far.
Han tøvede et øjeblik, og hans hjerte stod stille med angst.
Så fik han øje på Highland motorhjelmen med sine bånd.
Han tog den op triumferende, at glemme hende.
Hun gik ud. Da han var nitten han pludselig forlod
Co-op. kontor og fik en situation i Nottingham.
I hans nye sted, han havde tredive shillings om ugen i stedet for atten.
Dette var faktisk en stigning. Hans mor og hans far var skygge op
med stolthed.
Alle roste William. Det syntes han skulle komme videre hurtigt.
Fru Morel håbede, med hans hjælp, for at hjælpe hendes yngre sønner.
Annie var nu studerede til at være lærer.
Paul, også meget klog, var det godt, at have lektioner i fransk og tysk
fra hans gudfar, den præst, der stadig var en veninde til fru Morel.
Arthur, en forkælet og meget flot dreng, blev i bestyrelsen skolen, men der var tale
af hans forsøger at få et stipendium til High School i Nottingham.
William forblev et år på sin nye post i Nottingham.
Han studerede hårdt, og voksende alvorlig. Noget syntes at være fretting ham.
Alligevel gik han ud til dans og floden parterne.
Han drak ikke. Børnene var alle rabiat teetotallers.
Han kom hjem meget sent om aftenen, og sad endnu længere studerer.
Hans mor bad ham om at tage mere pleje, til at gøre det ene eller det andet.
"Dans, hvis du ønsker at danse, min søn, men tror ikke du kan arbejde på kontoret, og
Derefter underholde dig selv, og derefter studere på toppen af alle.
Du kan ikke; den menneskelige skikkelse vil ikke holde det ud.
Gør det ene eller det andet - more dig eller lære latin, men ikke forsøger at gøre begge dele ".
Så fik han en plads i London, på et hundrede og tyve år.
Dette syntes en fabelagtig beløb.
Hans mor tvivlede næsten om at glæde sig eller sørge.
"De vil have mig i Lime Street mandag uge, mor," råbte han, hans øjne flammende
da han læste brevet.
Fru Morel følte alting gå stille indeni hende.
Han læste brevet: "Og vil du svare senest torsdag, om du accepterer.
Med venlig hilsen - "De vil have mig, mor, på et hundrede og tyve år, og ikke
selv bede om at se mig. Sagde jeg ikke fortælle dig, at jeg kunne gøre det!
Tænk på mig i London!
Og jeg kan give dig tyve pounds et år, mater.
Vi s'll alle være rullende i penge. "" Vi skal, min søn, "svarede hun bedrøvet.
Det faldt ham aldrig ind, at hun kan være mere til skade på hans gå væk end glad for
hans succes.
Faktisk, da dagene nærmede sig for hans afrejse, hendes hjerte begyndte at lukke og
vokser trist med fortvivlelse. Hun elskede ham så meget!
Mere end det, hun håbede i ham så meget.
Næsten hun levede af ham. Hun kunne godt lide at gøre ting for ham, hun kunne lide
at sætte en kop til hans te og at stryge hans kraver, som han var så stolt.
Det var en glæde for hende at have ham stolt af sit halsbånd.
Der var ingen vasketøj.
Så hun brugte til at gnide løs på dem med sin lille konveks jern, til at polere dem, indtil
de skinnede fra selve trykket af hendes arm.
Nu ville hun ikke gøre det for ham.
Nu han var på vej væk. Hun følte sig næsten som om han går så godt
ud af hendes hjerte. Han syntes ikke at forlade hende beboet med
sig selv.
Det var sorgen og smerten til hende. Han tog næsten alle sig væk.
Et par dage før hans afgang - han var bare tyve - han brændte sin kærlighed-breve.
De havde hængt på en fil i toppen af køkkenskab.
Fra nogle af dem, han havde læst uddrag til sin mor.
Nogle af dem havde hun gjort sig den ulejlighed at læse selv.
Men de fleste var for triviel. Nu på lørdag morgen, sagde han:
"Kom nu, Apostel Paulus, lad os gå igennem mine breve, og du kan få fuglene og
blomster. "
Fru Morel havde gjort hendes lørdagens arbejde om fredagen, fordi han havde en sidste
dags ferie. Hun gjorde ham til en ris kage, som han
elskede, at tage med ham.
Han var næppe bevidst om, at hun var så elendigt.
Han tog det første bogstav fra fil. Det var lilla-tonet, og havde lilla og
grøn tidsler.
William snusede siden. "Nice duft!
Smell. "Og han stak arket under Paulus 'næse.
"Um!", Sagde Paul, trække vejret i.
"Hvad mener du kalder det? Lugt, mor. "
Hans mor dukkede hendes små, fine næse ned til papiret.
"Jeg ønsker ikke at lugte deres affald," sagde hun, indsnuses.
"Dette pigens far," sagde William, "er lige så rig som Krøsus.
Han ejer ejendom uden ende.
Hun kalder mig Lafayette, fordi jeg kender fransk.
'Du vil se, jeg har tilgivet you' - jeg kan lide hende tilgive mig.
"Jeg fortalte mor om dig i morges, og hun vil have meget glæde, hvis du kommer til
te på søndag, men hun bliver nødt til at få fars samtykke også.
Jeg håber inderligt, at han vil være enig.
Jeg vil lade dig vide, hvordan det viser sig. Hvis du derimod - '"
"'Lade dig vide, hvordan det' hvad?" Afbrød Fru Morel.
"'Transpires' -! Åh ja"
"'Sig,!'" Gentog Fru Morel spottende.
"Jeg troede, hun var så veluddannet!"
William følte sig lidt utilpas, og forladte denne pige, som giver Paulus
hjørne med tidsler.
Han fortsatte med at læse uddrag fra hans breve, hvoraf nogle morede hans mor,
hvoraf nogle kede hende og gjorde hende angst for ham.
"Min dreng," sagde hun, "de er meget kloge.
De ved, de har kun at smigre din forfængelighed, og du trykker på op til dem som en hund
som har sit hovedsæde ridset. "" Nå, kan de ikke gå på ridse for
nogensinde, "svarede han.
"Og når de har gjort, jeg trav væk." "Men en dag vil du finde en snor rundt
halsen, at du ikke kan trække ud, "svarede hun.
"Ikke mig!
Jeg er lige til nogen af 'em, mater, behøver de ikke smigre sig selv. "
"Du smigrer dig selv," sagde hun roligt.
Snart var der en bunke snoet sorte sider, alle, der forblev på filen i
duftende breve, bortset fra, at Paul havde tredive eller fyrre smuk billetter fra
hjørner af brevpapir - Svalerne og glem-mig-nots og vedbend sprays.
Og William tog til London, for at starte et nyt liv.