Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XXIX de ubeskyttede
Vi hører ofte af angst for neger tjenere, om tabet af en slags mester, og
med god grund, er for intet væsen på Guds jord efterladt mere aldeles ubeskyttet og
øde end slave under disse omstændigheder.
Det barn, der har mistet en far har stadig beskyttelse af venner, og af loven;
han er noget, og kan gøre noget, - har anerkendt rettigheder og position; slaven
har ingen.
Loven betragter ham, i enhver henseende, som blottet for rettigheder som en balle af merchandise.
Den eneste mulige anerkendelse af nogen af de længsler og ønsker en menneskelig og
udødelig skabning, som er givet til ham, kommer til ham gennem suveræn og
uansvarlige vil af sin herre, og når
at master er ramt ned, intet tilbage.
Antallet af de mænd, der ved, hvordan man bruger helt uansvarlige strøm humant, og
generøst er lille.
Alle kender dette, og slaven ved det bedste af det hele, så han føler, at der
er ti chancer for at han havde fundet en voldelig og tyrannisk herre, at en af hans
finde en hensynsfuld og venlig en.
Derfor er det, at jamre over en slags master er højt og længe, og det kan være.
Ved St. Clare udåndede, terror og bestyrtelse tog fat i alle hans
husstand.
Han havde været ramt ned, så i et øjeblik, i blomst og styrken af hans ungdom!
Alle værelser og galleri i huset genlød af gråd og skrig af fortvivlelse.
Marie, hvis nervesystem var blevet svækkede af en konstant løbet af selv-
nydelse, havde intet at støtte terror af det chok, og på det tidspunkt, hendes
mand udåndede, var at gå fra
en besvimelse passer til en anden, og han til hvem hun havde været samlet i den mystiske slips
af ægteskab gik fra hende for evigt, uden mulighed for selv en afsked
ord.
Frøken Ophelia, med karakteristiske styrke og selvkontrol, forblev havde med hende
slægtning til det sidste - alle øjne, alle øre, al opmærksomhed, gør alt for lille
der kunne gøres, og slutter sig sammen med hende
Hele sjæl i udbuddet og lidenskabelige Bønner, som den stakkels slave havde hældt
frem for sjælen af sin døende mester.
Da de blev arrangere ham for hans sidste hvile, fandt de på hans bryst en lille,
almindeligt miniature tilfælde, åbning med en fjeder.
Det var miniature af en ædel og smukke kvindelige ansigt, og på bagsiden,
under en krystal, låse en af mørke hår.
De lagde dem tilbage på den livløse bryst, - støv til støv, - dårlig sørgeligt
levn af tidlige drømme, som engang gjorde, at kolde hjerte bankede så varmt!
Toms hele sjæl var fyldt med tanker om evigheden, og mens han tjente omkring
den livløse ler, var han ikke engang tror, at den pludselige slag havde forladt ham i
håbløst slaveri.
Han følte sig i fred omkring sin herre, for i den time, da han havde udøst sin
bøn i favn af sin far, havde han fundet et svar af stilhed og sikkerhed
dukker op i sig selv.
I dybet af hans egen kærlige natur, følte han i stand til at opfatte noget
af fylden af den guddommelige kærlighed, for en gammel orakel har således skrevet: - "Den, der
bor i kærlighed bor i Gud, og Gud i ham. "
Tom håbede og betroede, og var i fred.
Men begravelsen gik, med alle dens parade af sort flor, og bønner, og
højtidelige ansigter, og tilbage rullede den kølige, mudrede bølger af daglige liv, og op kom
den evige hårde undersøgelsen af "Hvad skal der gøres næste?"
Den steg til sindet af Marie, som, klædt i løse morgen-dragter, og omgivet af
nervøse tjenere, satte hun sig op i en stor lænestol, og inspiceres prøver af flor
og bombazine.
Den steg til Frøken Ophelia, der begyndte at vende sine tanker mod hende nordlige hjem.
Den steg, i stille rædsler, at hovedet på de ansatte, der godt kendte ufølsom,
tyranniske karakter elskerinde i hvis hænder de blev efterladt.
Alle vidste godt, at den aflad, der var blevet indrømmet dem ikke var
fra deres elskerinde, men fra deres herre, og at, nu var han væk ville der ikke være
ingen skærm mellem dem og hver tyranniske
Påføringen som et temperament syrnes ved lidelse kunne udtænke.
Det var om en fjorten dage efter begravelsen, at Frøken Ophelia, syslede en dag i hendes
lejlighed, hørte en blid tryk på døren.
Hun åbnede det, og der stod Rosa, den nydelige unge quadroon, som vi har foran
ofte bemærket, hendes hår i uorden, og hendes øjne svulmede af gråd.
"O, Miss Feeley," sagde hun og falder på knæ, og fange nederdel af hendes kjole,
"Gør, går med frøken Marie for mig! ikke påberåbe sig for mig!
Hun er goin 'for at sende mig ud til at blive pisket - se der! "
Og hun rakte til Frøken Ophelia et papir.
Det var en ordre, skrevet i Maries fine italienske side for føreren af et
piske-virksomhed for at give bæreren femten vipperne.
"Hvad har du lavet?" Sagde Frøken Ophelia.
"Du ved, frøken Feely, jeg har sådan et dårligt temperament, det er meget dårligt af mig.
Jeg prøvede på Miss Maries kjole, og hun slog mit ansigt, og jeg talte, før jeg
tanke, og var næsvis, og hun sagde at hun ville bringe mig ned, og har mig vide, når
for alle, jeg ikke ville være så
topping, som jeg havde været, og hun skrev dette, og siger, jeg skal bære det.
Jeg vil hellere hun ville slå mig ihjel, lige ud. "Frøken Ophelia stod i betragtning, med
papir i hånden.
"Du ser, Miss Feely," sagde Rosa, "jeg har ikke noget imod piskning så meget, hvis frøken Marie eller
du var at gøre det, men for at blive sendt til en mand! og sådan en fæl mand, - skammen over det,
Miss Feely! "
Frøken Ophelia vidste godt, at det var det universelle skik at sende kvinder og unge
piger til piskning-huse, i hænderne på den laveste af mænd - mænd nederdrægtig nok til at gøre
denne deres erhverv, - at der er
udsat for brutal eksponering og skammelige korrektion.
Hun havde vidst det før, men hidtil har hun aldrig havde indset det, indtil hun så
slanke form af Rosa næsten fortrukket af nød.
Alle ærlige blod kvindelighed, den stærke New England blod om frihed,
skylles for at hendes kinder, og dunkede bittert i hendes indignerede hjerte, men med
sædvanlige forsigtighed og selvbeherskelse, hun
mestret sig selv, og, knusning papiret fast i hendes hånd, hun sagde blot, at
Rosa, "Sid ned, barn, mens jeg gå til din
elskerinde. "
"Skammeligt! uhyrligt! oprørende! "sagde hun til sig selv, da hun var ved at krydse af malkestalden.
Hun fandt Marie sad op i sin lænestol, med Mammy stod ved hendes, kæmning
hendes hår; Jane satte sig på jorden foran hende, optaget i gnidning hendes fødder.
"Hvordan kan du finde dig selv i dag?" Sagde Frøken Ophelia.
Et dybt suk, og en lukning af øjnene, var det eneste svar, for et øjeblik, og så
Marie svarede: "O, jeg ved ikke, fætter;! Jeg formoder, jeg er så godt som jeg nogen sinde skal være"
og Marie tørrede sine øjne med en cambric
lommetørklæde, indhegnet med et par centimeter dyb sort.
"Jeg kom," sagde Frøken Ophelia, med en kort, tør hoste, som almindeligvis introducerer en
vanskeligt emne, - "jeg kom til at tale med dig om stakkels Rosa."
Maries øjne var åbne bred nok nu, og en flush steg til hendes blege kinder, da hun
svarede skarpt, "Nå, hvad med hende?"
"Hun er meget synd for hendes skyld."
"Hun er, er hun? Hun vil blive sorrier, før jeg har gjort med
hende!
Jeg har udholdt, at barnets frækhed længe nok, og nu vil jeg bringe hende ned, - jeg vil
få hende til at ligge i Støvet! "
"Men kan du ikke straffe hende på anden måde - en måde, der ville være mindre
? skammelige "" Jeg mener, at skam hende, det er lige hvad jeg
ønsker.
Hun har hele sit liv formodes på hendes delikatesse, og hendes gode udseende, og hendes lady-
som airs, hun indtil glemmer, hvem hun er, - og jeg vil give hende en lektion, der vil
bringe hende ned, jeg har lyst til! "
"Men, Cousin, mener, at hvis man ødelægger delikatesse og en følelse af skam i en ung
pige, du fordærve hende meget hurtigt. "" delikatesse! ", sagde Marie, med et haanligt
grine, - "et fint ord for som hun!
Jeg skal lære hende, med alle sine airs, at hun er noget bedre end den raggedest sorte
tøs, der går på gaden! Hun vil ikke tage mere airs med mig! "
"Du vil svare til Gud for sådan grusomhed!" Sagde Frøken Ophelia, med energi.
"Grusomhed, - jeg vil gerne vide, hvad den grusomhed er!
Jeg skrev ordrer på kun femten piskeslag, og fortalte ham om at sætte dem på let.
Jeg er sikker på der er ingen grusomhed der! "" Nej grusomhed! "Sagde Frøken Ophelia.
"Jeg er sikker på en pige måske snarere blive dræbt direkte!"
"Det kan synes så at enhver med din følelse, men alle disse skabninger vænne
til det, det er den eneste måde de kan holdes i orden.
Når lad dem føle, at de skal tage airs om delikatesse, og alt det, og
de vil køre alle over dig, ligesom mine tjenere altid har gjort.
Jeg er begyndt nu at bringe dem under, og jeg vil have dem alle til at vide, at jeg sender
en ud til at blive pisket, så snart en anden, hvis de ikke har noget imod sig selv! "sagde Marie,
ser omkring hende decideret.
Jane hang hovedet og krøb sammen på dette, for hun følte sig som om det var specielt rettet
til hende.
Frøken Ophelia sad et øjeblik, som om hun havde slugt nogle eksplosiv blanding, og
var klar til at briste.
Så, besindede den totale ubrugelighed i strid med en sådan karakter, hun lukkede sine
læber beslutsomt, samlet sig op, og gik ud af rummet.
Det var svært at gå tilbage og fortæller Rosa, at hun kunne gøre noget for hende, og snart
efter, en af de menneskeskabte tjenere kom for at sige, at hendes elskerinde havde beordret ham til at tage
Rosa med ham til piskning-huset,
hvorhen hun skyndte sig, på trods af hendes tårer og bønner.
Et par dage efter blev Tom stod drømmende af altanerne, da han fik følgeskab af
Adolph, som siden drabet på sin herre, havde været helt crest-faldet og
bedrøvet.
Adolph vidste, at han altid havde været et objekt af modvilje til Marie, men mens hans
Mester levede han havde betalt, men lidt opmærksomhed på det.
Nu, at han var væk, havde han bevæget sig rundt i daglig angst og bæven, ikke at vide, hvad
kunne overgå ham næste.
Marie havde haft flere drøftelser med sin advokat, efter at kommunikere med St.
Clare bror, blev det besluttet at sælge stedet, og alle tjenerne, undtagen hendes
egen personlige ejendom, og disse hun
beregnet til at tage med hende, og gå tilbage til sin fars plantage.
"Har I vide, Tom, at vi har alle fået til at blive solgt?" Sagde Adolph, og gå tilbage til hende
fars plantage.
"Hvor har du hørt det?" Sagde Tom. "Jeg gemte mig bag gardinerne, når
Frue talte med advokaten. I et par dage, vi skal sendes af sted til
auktion, Tom. "
"Herrens vilje ske!" Sagde Tom, folde armene og sukkede tungt.
"Vi får aldrig en anden sådan en mester," sagde Adolph, ængsteligt, "men jeg ville
i stedet blive solgt end at tage min chance under Frue. "
Tom vendte sig bort; hans hjerte var fuld.
Håbet om frihed, tanken om at fjerne kone og børn, rejste sig op, før hans
tålmodig sjæl, som til Mariner skibbrudne næsten i havn stiger visionen om det
kirke-spir og kærlige tagene i sin hjemstavn
landsby, set over toppen af nogle sorte bølge kun for et sidste farvel.
Han trak sine arme fast over hans bryst, og kvalte tilbage bitre tårer, og forsøgt
at bede.
Den stakkels gamle sjæl havde sådan en ental, uansvarlige forbehold til fordel for
frihed, at det var en hård skruenøgle for ham, og jo mere han sagde: "Ske din vilje,"
jo værre han følte.
Han søgte Frøken Ophelia, der, lige siden Evas død, havde behandlet ham med markante
og respektfuld venlighed. "Miss Feely," sagde han, "Mas'r St. Clare
lovede mig min frihed.
Han fortalte mig, at han var begyndt at tage det ud for mig, og nu, måske, hvis Miss Feely
ville være godt nok til at tale kamp den til Frue, vil hun føle sig som Goin 'på med
det, var det som Mas'r St. Klara ønske. "
"Jeg vil tale for dig, Tom, og gøre mit bedste," sagde Frøken Ophelia, "men, hvis det afhænger af
Fru St. Clare, kan jeg ikke håber meget for dig, --Ikke desto mindre vil jeg prøve ".
Denne hændelse fandt sted få dage efter, at Rosa, mens Frøken Ophelia var travlt
i præparater for at vende tilbage mod nord.
Seriøst reflekterende inde i sig selv, hun mente, at hun måske havde vist også
forhastede en varme af sprog i hendes tidligere interview med Marie, og hun besluttede, at
Hun vil nu bestræbe sig på at moderat hende
iver, og at være så imødekommende som muligt.
Så den gode sjæl samlet sig op, og, under sit strikketøj, besluttet at gå ind i
Maries værelse, være så behageligt som muligt, og forhandle Toms tilfældet med alle de
diplomatiske evner, som hun var elskerinde.
Hun fandt Marie liggende længe på en lounge, der støtter sig på den ene albue ved
puder, mens Jane, som havde været ude at handle, var at vise før hendes visse
prøver af tynde sorte foderstoffer.
"Det vil gøre," sagde Marie, vælge den ene, "bare jeg er ikke sikker på om det er korrekt
sorg. "
"Love, Frue," sagde Jane, meget ordrigt, "Mrs General Derbennon bar netop dette meget
ting, efter at General døde sidste sommer, og det gør op dejlige "!
"Hvad tror du?" Sagde Marie til Frøken Ophelia.
"Det er et spørgsmål om sædvane, vel," sagde Frøken Ophelia.
"Du kan bedømme om det bedre end I."
"Faktum er," sagde Marie, "at jeg haven'ta kjole i verden, som jeg kan bære, og,
som jeg kommer til at bryde op oprettelse, og gå ud, næste uge, jeg
skal træffe beslutning om noget. "
"Vil du gå så hurtigt?" "Ja.
St. Klara bror har skrevet, og han og advokaten mener, at tjenere og
møbler hellere blive sat op på auktion, og stedet tilbage med vores advokat. "
"Der er én ting, jeg ønskede at tale med dig om," sagde Frøken Ophelia.
"Augustine lovede Tom sin frihed, og begyndte den juridiske blanketter, der skal til det.
Jeg håber, du vil bruge din indflydelse til at få det perfektioneret. "
"Ja, skal jeg ikke gøre sådan noget!" Sagde Marie, skarpt.
"Tom er en af de mest værdifulde ansatte den plads, - det kunne ikke ydes nogen
måde. Ud over, hvad han ønsker om frihed?
He'sa meget bedre stillet som han er. "
"Men han ønsker det, meget alvorligt, og hans mester lovet det," sagde Frøken Ophelia.
"Jeg tør sige, at han ikke ønsker det," sagde Marie, "de alle ønsker det, bare fordi de er en
utilfredse sæt, - altid ønsker, hvad de har ikke fået.
Nu er jeg principiel mod frigøre, under alle omstændigheder.
Hold en neger tilses af en mester, og han gør det godt nok, og er
respektable, men sætte dem fri, og de bliver dovne og vil ikke arbejde, og tage til
drikke, og gå hele vejen ned at være betyde,
værdiløse stipendiater, jeg har set det forsøgt, hundredvis af gange.
Det er ingen fordel at sætte dem fri. "" Men Tom er så stabil, flittig, og
fromme. "
"O, du skal ikke fortælle mig! Jeg har se hundrede som ham.
Han vil gøre meget godt, så længe han har taget sig af, - det er alle ".
"Men så overveje," sagde Frøken Ophelia, "når du sætter ham til salg, er chancerne
af hans få en dårlig mester. "
"O, det er alt humbug", sagde Marie, "det er ikke en gang i hundrede at en god
fyr får en dårlig mester, de fleste mestre er gode, for al den snak, der er lavet.
Jeg har levet og vokset op her, i syd, og jeg endnu aldrig var bekendt med en
mester, der ikke behandler sine tjenere godt, - helt så godt som er værd.
Jeg føler ikke nogen frygt for, at hovedet. "
"Nå," sagde Frøken Ophelia, energisk, "Jeg ved, at det var en af de sidste ønsker
din mand, at Tom skulle have sin frihed, det var en af de løfter, som han
til kære lille Eva på hendes dødsleje,
og jeg skal ikke tro, du ville føle frit at se bort fra det. "
Marie havde ansigtet dækket med lommetørklædet på denne appel, og begyndte
hulkende og bruge sit duftende-flaske, med stor heftighed.
"Alle går imod mig!" Sagde hun.
"Alle er så hensynsløse! Jeg skulle ikke have forventet at du ville
opdrage alle disse erindringer af mine problemer for mig, - det er så hensynsløse!
Men ingen nogensinde anser, - mine forsøg er så mærkelige!
Det er så hårdt, at når jeg kun havde en datter, skulle hun have været taget -! Og
da jeg havde en mand, der lige præcis passer mig, - og jeg er så svært at være egnet! -
han skulle være taget!
Og du synes at have så lidt fornemmelse for mig, og holde bringe det op til mig så
uforsigtigt, - når du ved, hvordan det overvinder mig!
Jeg formoder du mener det godt, men det er meget ubetænksomme, - meget "!
Og Marie hulkede, og snappede efter vejret, og kaldte Mammy at åbne vinduet, og at
Bring hende kamfer-flaske, og at bade hovedet, og løsn hendes kjole.
Og i den almindelige forvirring, der fulgte, gjorde Miss Ophelia hende med at flygte til hende
lejlighed.
Hun så, på én gang, at det ville gøre noget godt at sige noget mere, for Marie havde en
ubegrænset kapacitet for hysterisk passer, og efter dette, når hendes mands eller Evas
ønsker med hensyn til tjenerne var
hentydede til, at hun altid fundet det praktisk at placere en i drift.
Frøken Ophelia, derfor gjorde det næstbedste hun kunne for Tom, - hun skrev en
brev til Fru Shelby for ham, idet hans problemer, og opfordre dem til at sende til sin
relief.
Den næste dag, Tom og Adolph, og nogle et halvt dusin andre ansatte, blev der marcherede ned
til en slave-lager, til at afvente bekvemmeligheden af den erhvervsdrivende, der skulle
gør en masse for auktion.