Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL 15
Den aften, kl 8-30, udsøgt klædt og iført en stor knap-hul
Parma violer, blev Dorian Gray vist ind Lady Narborough i salonen ved at bukke
tjenere.
Hans pande var dunkende med rasende nerver, og han følte sig vildt ophidset, men hans
måde som han bøjet over sin værtinde hånd var så let og yndefuld som nogensinde.
Måske man aldrig ser så meget på ens lethed, som når man har at spille en rolle.
Bestemt ingen ser på Dorian Gray den nat kunne have troet, at han havde
passerede gennem en tragedie så rædselsfuldt som enhver tragedie i vores tidsalder.
De fint formede fingre kunne aldrig have greb en kniv for synd, eller dem,
smilende læber har grædt ud på Gud og godhed.
Han selv kunne ikke lade være undrende på den rolige af hans opførsel, og et øjeblik
følt den frygtelige fornøjelsen af et dobbelt liv.
Det var et lille parti, rejste sig snarere i en fart af Lady Narborough, som var en meget
klog kvinde med hvad Lord Henry bruges til at beskrive som resterne af virkelig
bemærkelsesværdige hæslighed.
Hun havde vist sig at være en udmærket kone til en af vores mest kedelige ambassadører, og efter at have
begravet sin mand ordentligt i en marmor mausoleum, som hun selv havde designet,
og giftede sig med hendes døtre til nogle rige,
snarere ældre mænd, hun helliget sig nu til glæden ved fransk fiktion, Fransk
madlavning, og fransk esprit, da hun kunne få det.
Dorian var en af hendes especial favoritter, og hun altid fortalte ham, at hun var
ekstremt glad for at hun ikke havde mødt ham tidligt i livet.
"Jeg ved, min kære, jeg er faldet vildt forelsket i dig," plejede hun at sige,
"Og smidt min motorhjelm højre over de møller, for din skyld.
Det er meget heldigt, at du ikke var tænkt på på det tidspunkt.
Som det var, vores huer var så upassende, og møllerne var så optaget af at forsøge at
hæve vinden, at jeg aldrig havde endda en flirt med nogen.
Men det var alt Narborough skyld.
Han var frygtelig nærsynet, og der er ingen glæde i at tage på en mand, som
aldrig ser noget. "Hendes gæster denne aften var ret
trættende.
Sagen var, da hun forklarede Dorian, bag en meget lurvet fan, en af hendes
blev gift med døtre var kommet op ganske pludseligt at blive hos hende, og at gøre
tingene værre, havde faktisk bragt sin mand.
"Jeg synes, det er mest ondt af hende, min kære," hviskede hun.
"Selvfølgelig vil jeg gå ud og bo sammen med dem hver sommer, når jeg kommer fra Homburg, men så
en gammel kone som mig skal have frisk luft nogle gange, og desuden, jeg virkelig vække dem
op.
Du ved ikke, hvad en tilværelse, de fører dernede.
Det er ren uforfalsket landlivet.
De står tidligt op, fordi de har så meget at gøre, og gå tidligt i seng, fordi
de har så lidt at tænke over.
Der har ikke været en skandale i kvarteret, siden det tidspunkt, hvor dronning
Elizabeth, og derfor de alle falder i søvn efter middagen.
Du må ikke sidde ved siden af nogen af dem.
Du skal sidde ved mig og underholde mig. "Dorian mumlede en yndefuld kompliment og
kiggede rundt i rummet. Ja: Det var bestemt en kedelig fest.
To af de mennesker, han aldrig havde set før, og de andre bestod af Ernest
Harrowden, en af de midaldrende middelmådigheder så almindelig i London klubber der
har ingen fjender, men det er grundigt
uglesete af deres venner; Lady Ruxton en påklædte kvinde på 47, med en
kroget næse, der var altid forsøger at få hende selv i fare, men var så ejendommeligt
klart, at hun til sin store skuffelse ingen
man ville aldrig tro noget imod hende, Mrs Erlynne, en skubbe nogen, med en
dejlige Lisp og venetiansk-røde hår; Lady Alice Chapman, hans værtinde datter, en
gammeldags kedelige pige, med en af disse
karakteristiske britiske ansigter, at når set, er aldrig husket, og hendes
mand, en rødkindet, hvid-whiskered væsen, der ligesom så mange af hans klasse,
var under det indtryk, at overdrevne
Jovialitet kan sone for en hel mangel på ideer.
Han var temmelig ked af at han var kommet, indtil Lady Narborough, ser på den store Ormolu
forgyldt ur, der sprawled i spraglet kurver på lilla-draperet hyldeplanen, udbrød:
"Hvor fælt af Henry Wotton at være så sent!
Jeg sendte rundt til ham i morges på chancen, og han lovede trofast ikke at
skuffer mig. "
Det var en trøst, at Harry var at være der, og når døren blev åbnet, og han
hørte hans langsomme musikalske stemme udlån charme til nogle uoprigtig undskyldning, han er ophørt med at
føler sig kede sig.
Men ved middagen han kunne ikke spise noget. Plade efter plade gik bort untasted.
Lady Narborough holdt skælder ham for hvad hun kaldte "en fornærmelse mod de fattige Adolphe, der
opfandt menu specielt til dig, "og nu og da Lord Henry kiggede hen på
ham, undrede sig over hans tavshed og indvindes måde.
Fra tid til anden butler fyldte sit glas med champagne.
Han drak ivrigt, og hans tørst syntes at stige.
"Dorian," sagde Lord Henry til sidst, da chaud-Froid blev udleveret runde, "hvad
er der i vejen med dig i nat?
Du er helt ude af slags. "" Jeg tror, han er forelsket, "sagde Lady
Narborough ", og at han er bange for at fortælle mig, af frygt for jeg skulle blive jaloux.
Han har helt ret.
Jeg helt sikkert burde. "" Kære Frue Narborough, "mumlede Dorian,
smilende, "Jeg har ikke været forelsket i en hel uge - ikke i virkeligheden, da Madame de
Ferrol forladt byen. "
"Hvordan man mænd kan forelske sig i denne kvinde!" Udbrød den gamle dame.
"Jeg kan virkelig ikke forstå det."
"Det er simpelthen fordi hun husker dig, når du var en lille pige, Lady
Narborough, "sagde Lord Henry. "Hun er et link mellem os og din
korte kjoler. "
"Hun husker ikke min korte kjoler på alle, Lord Henry.
Men jeg husker hende godt i Wien tredive år siden, og hvordan decolletee hun
var dengang. "
"Hun er stadig decolletee," svarede han, idet en oliven i hans lange fingre, "og
når hun er i en meget smart kjole, hun ligner en udgave De Luxe af en dårlig fransk
roman.
Hun er virkelig vidunderlig, og fuld af overraskelser.
Hendes evne til familiens kærlighed er ekstraordinær.
Når hendes tredje mand døde, hendes hår blev ganske guld fra sorg. "
"Hvordan kan du, Harry!" Sagde Dorian. "Det er en meget romantisk forklaring,"
lo værtinden.
"Men hendes tredje mand, Lord Henry! Du behøver ikke betyde, at sige Ferrol er
fjerde? "" Selvfølgelig, Lady Narborough. "
"Jeg tror ikke et ord af det."
"Nå, så spørg Mr. Gray. Han er en af hendes mest intime venner. "
"Er det sandt, Mr. Gray?" "Hun forsikrer mig så, Lady Narborough," sagde
Dorian.
"Jeg spurgte hende om, som Marguerite de Navarre, hun havde deres hjerter balsameret og
hang ved hendes bælte. Hun fortalte mig, at hun ikke gjorde det, fordi ingen af
dem havde haft nogen hjerter overhovedet. "
"Fire mænd! Efter mit ord, som er trop de Zele. "
"Trop d'audace, jeg fortælle hende," sagde Dorian. "Oh! hun er fræk nok til noget,
min kære.
Og hvad er Ferrol lide? Jeg kender ham ikke. "
"Den ægtemænd af meget smukke kvinder hører til de kriminelle klasser," sagde Lord
Henry, nipper til sin vin.
Lady Narborough ramte ham med sin fan. "Herre Henry, jeg er slet ikke overrasket over, at
verden, siger, at du er ekstremt onde. "
"Men hvad verden siger det?" Spurgte Lord Henry og løfter hans øjenbryn.
"Det kan kun være den næste verden. Denne verden og jeg er på gode vilkår. "
"Alle jeg kender siger, at du er meget ond," sagde den gamle dame og rystede hende
hoved. Lord Henry så alvorlig for nogle øjeblikke.
"Det er helt uhyrligt," sagde han til sidst, "den måde, folk gå om i dag
sige ting mod en bag ens ryg, der er absolut og helt rigtigt. "
"Er han ikke uforbederlig?" Råbte Dorian, læner sig frem i stolen.
"Jeg håber det," sagde hans værtinde og lo.
"Men virkelig, hvis du alle tilbeder Madame de Ferrol på denne latterlige måde, skal jeg have
at gifte sig igen, så de er i mode. "" Du vil aldrig gifte sig igen, Lady
Narborough, "brød i Lord Henry.
"Du var alt for glad. Når en kvinde gifter sig igen, er det fordi
hun hadede hendes første mand. Når en mand gifter sig igen, er det fordi han
elskede sin første kone.
Kvinder prøve lykken;. Mænds risiko for deres "" Narborough var ikke perfekt, "råbte den gamle
dame. "Hvis han havde været, ville du ikke have elsket
ham, min kære frue, "var duplikken.
"Kvinder elsker os for vores fejl. Hvis vi har nok af dem, vil de
tilgive os alt, selv vores intellekt.
Du vil aldrig bede mig om at spise igen efter at have sagt dette, er jeg bange for, Lady Narborough,
men det er ganske sandt. "" Det er selvfølgelig sandt, Lord Henry.
Hvis vi kvinder ikke elske dig for dine fejl, hvor ville du så alle blive?
Ikke én af jer nogensinde ville blive gift. Du vil være en række uheldige
bachelorer.
Imidlertid ikke, at dette ville ændre dig meget.
I dag er alle de gifte mænd lever som ungkarle, og alle bachelorer som
gifte mænd. "
"Fin de siècle," mumlede Lord Henry. "Fin du Globe," svarede hans værtinde.
"Jeg ville ønske, det var fin du Globe," sagde Dorian med et suk.
"Livet er en stor skuffelse."
"Åh, min kære," sagde Lady Narborough, sætte på hendes handsker, "gør ikke fortælle mig, at
du har udtømt liv. Når en mand siger, at man ved, at livet
har udtømt ham.
Lord Henry er meget onde, og jeg nogle gange ønske, at jeg havde været, men du er skabt til at
være godt - du ser så godt ud. Jeg må finde dig en dejlig kone.
Lord Henry, tror du ikke, at Mr. Gray skulle gifte? "
"Jeg er altid fortæller ham så, Lady Narborough," sagde Lord Henry med en bue.
"Nå, det må vi se ud for et passende match for ham.
Jeg skal gå igennem DeBrett grundigt i nat og trække en liste over alle de
berettiget unge damer. "
"Med deres alder, Lady Narborough?" Spurgte Dorian.
"Selvfølgelig, med deres alder,. Let redigeret
Men intet skal gøres i en fart.
Jeg ønsker det skal være, hvad The Morning Post kalder for et passende alliance, og jeg ønsker jer begge til at
være glad. "" Sikke noget sludder folk taler om lykkelige
ægteskaber, "udbrød Lord Henry.
"En mand kan være lykkelig med en kvinde, så længe han ikke elsker hende."
"Ah! hvad en kyniker er du! "sagde den gamle dame, at rykke stolen og nikkede til
Lady Ruxton.
"Du skal komme og spise med mig snart igen. Du er virkelig en beundringsværdig tonic, meget
bedre end hvad Sir Andrew foreskriver for mig.
Du skal fortælle mig, hvad folk du gerne vil mødes, selv om.
Jeg ønsker, at det er en dejlig sammenkomst. "" Jeg kan lide mænd, der har en fremtid og kvinder, der
har en fortid, "svarede han.
"Eller tror du, der ville gøre det til et skørt parti?"
"Jeg frygter det," sagde hun og lo, da hun stod op.
"Tusind tilgiver, min kære frue Ruxton," tilføjede hun, "jeg så ikke du havde ikke
færdig med din cigaret. "" Pyt med, Lady Narborough.
Jeg ryger en hel del for meget.
Jeg vil begrænse mig, for fremtiden. "
"Bed ikke, Lady Ruxton," sagde Lord Henry. "Mådehold er en fatal ting.
Nok er lige så slemt som et måltid.
Mere end nok er lige så god som en fest. "Lady Ruxton kiggede nysgerrigt på ham.
"Du skal komme og forklare det til mig noget om eftermiddagen, Lord Henry.
Det lyder en fascinerende teori, "mumlede hun, da hun fejede ud af lokalet.
"Nu, vel at mærke ikke bo for længe over din politik og skandale," sagde Lady
Narborough fra døren.
"Hvis du gør det, vi er sikker på at skændes ovenpå."
Mændene lo, og Mr. Chapman rejste sig højtideligt fra foden af bordet og
kom op til toppen.
Dorian Gray skiftede sin plads og gik hen og satte sig ved Lord Henry.
Mr. Chapman begyndte at tale med høj stemme om situationen i House of
Commons.
Han guffawed på hans modstandere. Ordet doktrinære - ord fuld af terror
til den britiske sind - genopstået fra tid til anden mellem hans eksplosioner.
En alliterative præfikset tjent som et ornament af talekunst.
Han hejst Union Jack på tinder til at tænke.
Den nedarvede dumhed af løbet - en god engelsk fornuft han jovialt kaldes det-
-Viste sig at være den rette bolværk for samfundet.
Et smil buet Lord Henry læber, og han vendte sig og kiggede på Dorian.
"Er du bedre, min kære?" Spurgte han. "Du virkede snarere ud slags til middag."
"Jeg er ganske godt, Harry.
Jeg er træt. Det er alt. "
"Du var charmerende aftes. Den lille Duchess er ganske glad for dig.
Hun fortæller mig, at hun går ned til Selby. "
"Hun har lovet at komme på den tyvende."
"Er Monmouth at være der, også?" "Åh, ja, Harry."
"Han keder mig frygteligt, næsten lige så meget som han keder hende.
Hun er meget klog, for klog en kvinde. Hun mangler den udefinerbare charme
svaghed.
Det er på lerfødder, der gør guld af billedet dyrebare.
Hendes fødder er meget smuk, men de er ikke lerfødder.
Hvid porcelæn fødder, hvis du har lyst.
De har været gennem ilden, og hvad branden ikke ødelægge, det hærder.
Hun har haft oplevelser. "" Hvor længe har hun været gift? "Spurgte
Dorian.
"En evighed, fortæller hun mig. Jeg tror, ifølge adelsrang, er det
ti år, men ti år med Monmouth må have været som evighed, med kastet tid
i.
Hvem ellers kommer? "" Åh, den Willoughbys, Lord Rugby og hans
kone, vores værtinde, Geoffrey Clouston, de sædvanlige sæt.
Jeg har spurgt Lord Grotrian. "
"Jeg kan lide ham," sagde Lord Henry. "Der er rigtig mange mennesker ikke, men jeg finder ham
charmerende.
Han soner for at være lejlighedsvis lidt påklædte ved at være altid absolut
over-uddannede. Han er en meget moderne type. "
"Jeg ved ikke, om han vil være i stand til at komme, Harry.
Han kan blive nødt til at gå til Monte Carlo med sin far. "
"Ah! hvad en plage folk folk er!
Prøv og få ham til at komme. Af den måde, Dorian du løb meget tidligt
i aftes. Du forlod før elleve.
Hvad gjorde du bagefter?
Har du gå lige hjem? "Dorian kiggede på ham hurtigt og
rynkede panden. "Nej, Harry," sagde han til sidst, "jeg har ikke
kommer hjem indtil næsten tre. "
"Gik du i klubben?" "Ja," svarede han.
Så han bed sig i læben. "Nej, det mener jeg ikke det.
Jeg gik ikke til klubben.
Jeg gik ca. Jeg glemmer hvad jeg gjorde ....
Hvordan nysgerrige du er, Harry! Du altid ønsker at vide, hvad man er blevet
gør.
Jeg ønsker altid at glemme, hvad jeg har gjort.
Jeg kom ind klokken halv to, hvis du ønsker at kende den nøjagtige tid.
Jeg havde glemt min lås-nøgle derhjemme, og min tjener måtte lade mig ind
Hvis du vil have nogen indicier om emnet, kan du spørge ham. "
Lord Henry trak på skuldrene.
"Min kære, som om jeg holdt! Lad os gå op til salonen.
Nej sherry, tak, Mr. Chapman. Noget er sket for dig, Dorian.
Fortæl mig hvad det er.
Du er ikke selv i nat. "" Har ikke noget imod mig, Harry.
Jeg er irritabel, og ud af temperament. Jeg skal komme rundt og se dig i morgen,
eller næste dag.
Gør til min undskyldninger for at Lady Narborough. Jeg skal ikke gå ovenpå.
Jeg skal gå hjem. Jeg må gå hjem. "
"All right, Dorian.
Jeg tør sige, at jeg skal se dig imorgen på te-tid.
Hertuginden er på vej. "" Jeg vil forsøge at være der, Harry, "sagde han,
forlader rummet.
Da han kørte tilbage til sit eget hus, han var bevidst om, at den følelse af rædsel han
troede, han havde kvalt var kommet tilbage til ham.
Lord Henrys afslappet afhøring havde gjort ham miste sin nerver i øjeblikket, og han
ønskede sin nerve stille. Ting, der var farlige skulle
ødelagt.
Han krympede sig. Han hadede tanken om at røre dem.
Men det skulle gøres.
Han indså, at, og da han havde låst døren til sit bibliotek, han åbnede
hemmelige presse ind, som han havde stukket Basil Hallward pels og taske.
En kæmpe brand var flammende.
Han stablet en anden logger på den. Lugten af svidning tøj og
brændende læder var forfærdelig. Det tog ham tre-fjerdedele af en time til
forbruge alt.
I slutningen han følte sig svimmel og syg, og efter at have tændt nogle algeriske pastiller i en
gennemboret kobber Brazier, han badede hans hænder og pande med en kølig moskus-duftende
eddike.
Pludselig begyndte han. Hans øjne blev underligt lys, og han
gnavet nervøst på hans Underlæbe.
Mellem to af vinduerne stod en stor florentinsk kabinet, lavet af ibenholt og
indlagt med elfenben og blå lapis.
Han så det som om det var noget, der kunne fascinere og gøre bange, da
selvom det holdt noget, at han længtes efter, og alligevel næsten afskyede.
Hans ånde levendegjort.
En gal trangen kom over ham. Han tændte en cigaret og derefter smed det væk.
Hans øjenlåg hang indtil den lange fringed vipper næsten rørte ved hans kind.
Men han stadig så kabinettet.
Til sidst rejste han sig fra sofaen, hvor han havde ligget, gik over til den og have
låst op, rørte ved nogle skjulte foråret. En trekantet skuffe gik langsomt ud.
Hans fingre bevægede instinktivt imod det, dyppet i, og lukkede på noget.
Det var en lille kinesisk æske af sort og guld-støv lak, kunstfærdigt udvirket, at
sider mønstret med buede bølger, og den silkebløde snore hang med runde krystaller og
tasselled med flettet metaltråd.
Han åbnede den. Indeni lå en grøn pasta, voksagtige i glans,
den lugt nysgerrigt tunge og vedholdende. Han tøvede nogle Øjeblikke, med en
mærkeligt immobile smil på hans ansigt.
Så kuldegysninger, selv om stemningen i rummet var frygtelig varmt, han rettede sig
op og kiggede på uret. Det var 11:40.
Han lagde æsken tilbage og lukkede skabslåger, som han gjorde det, og gik ind i hans
soveværelse.
Som midnat var slående bronze slag på dunkle luft, Dorian Gray, klædt
almindeligt, og med en lyddæmper svøbt om hans hals, krøb stille ud af hans hus.
I Bond Street han fandt en hansom med en god hest.
Han hyldede den og i en lav stemme gav chaufføren en adresse.
Manden rystede på hovedet.
"Det er for langt for mig," mumlede han. "Her er en suveræn for dig," sagde Dorian.
"Du skal have en anden, hvis du kører hurtigt."
"All right, sir," svarede manden, "du vil være der i en time", og efter hans
billetpris havde fået i vendte han sin hest rundt og kørte hurtigt mod floden.