Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Marie Møller Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Hvad sker der
i dette barns sind?
Hvis du spurgte folk for 30 år siden,
ville de fleste, også psykologer,
have sagt, at dette barn var irrationelt,
ulogisk, egocentrisk --
at han ikke kunne forstå andres perspektiv
eller forstå årsag og virkning.
Indenfor de sidste 20 år
har udviklingspsykologien fuldstændig omstødt det billede.
Så på sin vis synes vi,
at dette barns tankemåde
er som den mest strålende forskers.
Lad mig give et enkelt eksempel.
En ting, som dette barn kunne tænke på,
som måske sker i hans hoved,
er at prøve at regne ud,
hvad der sker i hovedet på det andet barn.
Det er jo noget af det sværeste for os alle
at regne ud, hvad andre tænker og føler.
Og måske er det sværeste
at regne ud, at hvad andre tænker og føler
faktisk ikke er det samme, som vi tænker og føler.
Enhver, som har fulgt med i politik, kan vidne om
hvor svært det er for nogen at forstå.
Vi ville vide,
om spædbørn og småbørn
kunne forstå denne gennemgribende ting om andre mennesker.
Spørgsmålet er: Hvordan kunne vi spørge dem?
Spædbørn kan jo ikke tale,
og hvis du beder en treårig
om at fortælle dig, hvad han tænker,
så får du en smuk bevidsthedsstrøm
om ponyer og fødselsdage og den slags.
Så hvordan stiller vi dem reelt spørgsmålet?
Det viste sig, at hemmeligheden var broccoli.
Det, vi gjorde -- Betty Rapacholi, som var en af mine elever, og jeg --
var faktisk at give børnene to skåle mad:
En skål med rå broccoli
og en skål med lækre guldfiskekiks.
Alle børnene, selv dem i Berkeley,
kan lide kiksene og kan ikke lide rå broccoli.
(Latter)
Men hvad Betty så gjorde,
var at tage en lille bid fra hver skål.
Og hun ville lade som om, hun kunne lide det eller ej.
Så hver anden gang lod hun som om,
hun kunne lide kiksene og ikke broccolien --
ligesom barnet og enhver fornuftig person.
Men hver anden gang gjorde hun det,
at hun tog en smule broccoli
og sagde: "Mmm, broccoli.
Jeg smagte broccolien. Mmm."
Og så tog hun lidt af kiksene
og sagde: "Adr badr, kiks.
Jeg smagte kiksene. Adr badr."
Så hun lod som om, hun ville have
det modsatte af, hvad børnene ville have.
Vi gjorde dette med spædbørn på 15 og 18 måneder.
Og så stak hun bare hånden frem og sagde:
"Kan du give mig noget?"
Så spørgsmålet er: Hvad ville barnet give hende,
det, de kunne lide eller det, hun kunne lide?
Og det bemærkelsesværdige er, at børn på 18 måneder,
som kun lige havde lært at gå og tale,
ville give hende kiks, hvis hun kunne lide kiks,
men de ville give hende broccoli, hvis hun kunne lide broccoli.
Derimod ville børn på 15 måneder
stirre længe på hende,
hvis hun lod som om, hun kunne lide broccoli,
som om de ikke kunne regne den ud.
Men når de så havde stirret et stykke tid,
ville de bare give hende kiksene,
som de tænke, at alle kunne lide.
Så der er to bemærkelsesværdige ting her.
Den første er, at disse børn på 18 måneder
allerede har opdaget
den gennemgribende kendsgerning om menneskets natur,
at vi ikke altid vil det samme.
Og derudover følte de, at de faktisk skulle gøre noget
for at hjælpe andre med at få, hvad de ville have.
Endnu mere bemærkelsesværdigt:
Det, at børn på 15 måneder ikke gjorde dette,
tyder på, at de 18 måneder gamle børn havde lært
denne dybe kendsgerning om menneskets natur
på tre måneder, siden de var 15 måneder gamle.
Så børn både ved og lærer mere,
end vi nogensinde ville have troet.
Og dette er bare en af hundredvis af undersøgelser gennem de sidste 20 år,
som har demonstreret det.
Det, man måske spørger om, er:
Hvorfor lærer børn så meget?
Og hvordan kan de lære så meget
på så kort tid?
Jeg mener, hvis du ser overfladisk på spædbørn,
virker de ret ubrugelige.
Og på mange måder er de faktisk værre end ubrugelige,
fordi vi er nødt til at ofre så megen tid og energi
bare for at holde dem i live.
Men hvis vi vender os mod evolutionen
for at få svar på,
hvorfor vi bruger så megen tid
på at tage os af ubrugelige spædbørn,
viser det sig, at der faktisk er et svar.
Hvis vi ser på mange forskellige dyrearter,
ikke kun os primater,
men også andre pattedyr, fugle,
selv pungdyr
som kænguruer og vombatter,
viser det sig, at der er en sammenhæng
mellem, hvor lang barndom en art har,
og hvor store deres hjerner er i forhold til deres kroppe,
og hvor kloge og smidige, de er.
Og en slags frontfigur for denne tanke er fuglene deroppe.
På den ene side
er en ny-kaledonisk krage.
Og krager og andre corvidae, ravne, råger osv.,
er utroligt kloge fugle.
De er på sin vis så kloge som chimpanser.
Og dette er en fugl på forsiden af Science,
som har lært at bruge et redskab til at få mad.
På den anden hånd
har vi vores ven tamhønen.
Og høns og ænder og gæs og kalkuner
er stort set så dumme som døre.
De er utroligt gode til at finde korn,
og de er ikke ret gode til andet.
Nå, men det viser sig, at ungerne,
de ny-kaledoniske krageunger, er skrællinger.
De er afhængige af, at deres mødre
stopper orme i deres små, åbne munde
i op til to år,
hvilket er en virkelig stor del af en fugls levetid.
Hvorimod kyllingerne faktisk bliver modne
på et par måneder.
Så barndom er årsagen til,
at kragerne ender på forsiden af Science,
og hønsene ender i suppegryden.
Der er noget med den lange barndom,
som synes at være forbundet
med viden og læring.
Hvilken forklaring kan vi have på dette?
Jo, nogle dyr, som hønen,
virker fantastisk velegnede
til at gøre én ting utroligt godt.
Så de virker fantastisk velegnede
til at finde korn i ét miljø.
Andre skabninger, som kragerne,
er ikke utroligt gode til noget særligt,
men de er yderst gode
til at lære forskrifterne i forskellige miljøer.
Og vi mennesker
er selvfølgelig langt ude mod enden af skalaen som kragerne.
Vi har langt større hjerner i forhold til vores kroppe
end noget andet dyr.
Vi er klogere, vi er smidigere,
vi kan lære mere,
vi overlever i flere forskellige miljøer,
vi migrerer og dækker verden, og vi tager endda til det ydre rum.
Og vores spædbørn og børn er afhængige af os
i meget længere tid, end nogen anden arts børn.
Min søn er 23.
(Latter)
Og i hvert fald til de er 23,
stopper vi stadig orme
i de små, åbne munde.
Hvorfor skulle vi se den sammenhæng?
Jo, tanken er, at den strategi, den læringsstrategi,
er en særdeles kraftfuld strategi for at klare sig i verden,
men den har én stor ulempe.
Og den store ulempe er,
at indtil du faktisk har gennemgået al den indlæring,
er du hjælpeløs.
Så du har jo ikke lyst til, at mastodonten stormer mod dig,
og du siger til dig selv:
"En slangebøsse eller måske et spyd kunne virke. Hvilket ville være bedst?"
Du vil hellere vide alt det,
før mastodonterne faktisk dukker op.
Og evolutionen lader til at have løst problemet
gennem en slags arbejdsdeling.
Så tanken er, at vi har en tidlig periode, hvor vi er fuldstændigt beskyttet.
Vi behøver ikke at gøre noget. Alt, vi skal gøre, er at lære.
Og når vi så er voksne,
kan vi tage alle de ting, vi lærte som spædbørn og børn
og anvende dem til at gøre ting ude i verden.
Så én måde at se det på er,
at spædbørn og småbørn
er som menneskehedens forsknings- og udviklingsafdeling.
Så de er de beskyttede fantaster,
som bare skal ud at lære og få gode idéer,
og vi er produktion og markedsføring.
Vi skal tage alle de idéer,
som vi lærte, da vi var børn,
og faktisk anvende dem.
En anden måde at se det på er
i stedet for at tænke på spædbørn og børn
som ufuldstændige voksne,
burde vi tænke på dem
som om de er på et andet udviklingsstadie indenfor samme art --
lidt ligesom larver og sommerfugle --
bortset fra, at de er de strålende sommerfugle,
som flagrer rundt i haven på udforskning,
og vi er larverne,
som kryber hen ad vores snævre, voksne sti.
Hvis det er sandt, hvis disse børn er skabt til at lære --
og udviklingshistorien synes at sige, at børn er til for at lære,
det er, hvad de er til for --
så kan vi antage,
at de burde have meget kraftfulde læringsmekanismer.
Og faktisk ser det ud til,
at spædbarnets hjerne er den mest kraftfulde indlæringscomputer
på planeten.
Men rigtige computere bliver faktisk bedre og bedre.
Og der har være en revolution
indenfor vores forståelse af maskinlæring for nylig.
Og det afhænger alt sammen af denne mands idéer,
pastor Thomas Bayes,
som var statistiker og matematiker i det 18. århundrede.
Hovedsageligt gjorde Bayes det,
at han leverede en matematisk metode
ved hjælp af sandsynlighedsregning
som kunne karakterisere, beskrive,
hvordan forskere undersøger verden.
Så forskere
har en hypotese, som de mener kunne være et sandsynligt udgangspunkt.
Det tester de så mod beviserne.
Beviserne får dem til at ændre hypotesen.
Så tester de den nye hypotese,
og så videre.
Og Bayes fremsatte en matematisk metode til at gøre det.
Og den matematik er central
for de bedste maskinlæringsprogrammer, vi har nu.
Og for omtrent 10 år siden
foreslog jeg, at spædbørn måske gør det samme.
Så hvis du vil vide, hvad der sker
bag de smukke, brune øjne,
tror jeg faktisk, det ser nogenlunde sådan ud.
Dette er pastor Bayes' notesbog.
Så jeg tror, de børn faktisk laver komplicerede udregninger
med betingede sandsynligheder, som de reviderer
for at finde ud af, hvordan verden hænger sammen.
Det virker nok som en endnu sværere ting at påvise.
For hvis du spørger selv voksne om statistikker,
ser de temmelig dumme ud.
Hvordan skulle det være muligt, at børn beregner statistikker?
Så for at *** dette, brugte vi en maskine, som vi har,
som hedder Blicket-detektoren.
Det er en kasse, som lyser og spiller musik,
når du putter visse ting på den, og ikke andre.
Og med denne meget simple maskine,
har mit laboratorium og andre udført snesevis af forsøg,
som viser, præcis hvor gode børn er
til at lære om verden.
Lad mig nævne bare et,
som vi foretog med Tumar Kushner, min elev.
Hvis jeg viste dig denne detektor,
ville du som udgangspunkt sandsynligvis tænke,
at man får detektoren til at virke
ved at sætte en klods ovenpå den.
Men faktisk virker denne detektor
på en lidt mærkelig måde.
For hvis du vifter med en klods ovenover detektoren,
noget, du slet ikke ville finde på til at begynde med,
bliver detektoren faktisk aktiveret to ud af tre gange.
Hvorimod hvis du gør det sandsynlige, sætter klodsen på detektoren,
aktiveres den kun to ud af seks gange.
Så den usandsynlige hypotese
har faktisk stærkere beviser.
Det ser ud til, at det at vifte
er en mere effektiv strategi, end den anden strategi.
Så vi gjorde simpelthen således: Vi gav fireårige dette bevismønster,
og bad dem få den til at virke.
Og ganske rigtigt brugte de fireårige beviset
til at vifte med objektet ovenover detektoren.
Der er to ting ved dette, som er meget interessante.
Den første er -- igen, husk på, at dette er fireårige.
De har lige lært at tælle.
Men underbevidst
udfører de disse ganske komplicerede udregninger,
som vil give dem en betinget sandsynligheds-målestok.
Og den anden interessante ting er,
at de bruger dette bevis
til at få en idé, få en hypotese om verden,
som virker meget usandsynlig til at begynde med.
Og i lignende forsøg, som vi lige har udført i mit laboratorium,
har vi påvist, at fireårige faktisk er bedre
til at nå frem til en usandsynlig hypotese,
end voksne, når vi giver dem præcis samme opgave.
Så under disse omstændigheder,
bruger børn statistikker til at undersøge verden.
Men forskere eksperimenterer jo også,
og vi ville se, om børn også eksperimenterer.
Når børn eksperimenterer, kalder vi det "at blive opslugt"
eller "at lege".
Og der er dukket en masse interessante undersøgelser op for nylig,
som har påvist, at denne "leg"
faktisk er en slags eksperimentel forskning.
Her er en fra Cristine Legares laboratorium.
Cristine brugte vores Blicket-detektorer.
Og hun viste børnene,
at de gule fik den til at virke, og ikke de røde,
og så viste hun dem en afvigelse.
Og det, vi ser,
er, at denne lille dreng gennemgår fem hypoteser
på to minutter.
(Video): Dreng: Hvad med sådan?
Det samme som den anden side.
Alison Gopnik: Okay, så hans første hypotese er lige blevet afkræftet.
Dreng: Ingenting! (Latter)
Den her lyste, og den her ingenting.
AG: Okay, han har sin notesbog fremme.
Dreng: Hvad får den her til at lyse?
(Latter)
Jeg ved det ikke.
AG: Enhver forsker vil genkende det fortvivlede udtryk.
(Latter)
Dreng: Åh, det er fordi, denne her skal være sådan her,
og denne her skal være sådan her.
AG: Okay, anden hypotese.
Dreng: Det er derfor.
Åh.
(Latter)
AG: Dette er hans næste idé.
Han bad forsøgslederen gøre dette,
at prøve at sætte den på den anden plads.
Det virker heller ikke.
Dreng: Åh, fordi lyset virker kun her,
ikke her.
Åh, bunden af den her kasse
har elektricitet herinde,
men den her har ikke elektricitet.
AG: Okay, det er en fjerde hypotese.
Dreng: Den lyser!
Så når du putter fire --
Så du putter fire på den her for at den lyser
og to på den her for at den lyser.
AG: Okay, der er hans femte hypotese.
Det er en særligt --
det er en særligt bedårende og veltalende lille dreng,
men Cristine opdagede, at det faktisk er temmelig typisk.
Hvis du ser på, hvordan børn leger, når du beder dem forklare noget,
foretager de i virkeligheden en række eksperimenter.
Det er faktisk meget typisk for fireårige.
Men hvordan er det så at være sådan et væsen?
Hvordan er det at være en af de strålende sommerfugle,
som kan afprøve fem hypoteser på to minutter?
Jo, hvis man vender tilbage til psykologerne og filosofferne,
så har mange af dem sagt,
at spædbørn og småbørn knapt var bevidste,
hvis de overhovedet var bevidste.
Jeg tror, det stik modsatte er sandt.
Jeg tror, at spædbørn og børn faktisk er mere bevidste, end vi er som voksne.
Her er, hvad vi ved om, hvordan voksnes bevidsthed fungerer.
Og voksnes opmærksomhed og bevidsthed
ligner lidt et spotlys.
Det, der sker for voksne, er,
at vi beslutter, at noget er relevant eller vigtigt,
at vi bør være opmærksomme på det.
Vores bevidsthed omkring den ting, som vi er opmærksomme på,
bliver særdeles klar og levende,
og alt andet bliver på en måde mørkt.
Og vi ved endda noget om, hvordan hjernen gør dette.
Det, der sker, når vi er opmærksomme, er,
at den præfrontale cortex, den administrerende del af hjernen,
sender et signal,
som gør en lille smule af hjernen meget mere fleksibel,
mere plastisk, bedre til indlæring,
og lukker for aktivitet
i hele resten af hjernen.
Så vi har en meget fokuseret, formålsdreven form for opmærksomhed.
Hvis vi ser på spædbørn og småbørn,
ser vi noget ganske andet.
Jeg tror, at spædbørn og småbørn
nærmere har en bevidstheds-lanterne
frem for et bevidstheds-spotlys.
Spædbørn og småbørn er meget dårlige
til at indsnævre sig til en enkelt ting.
Men de er meget gode til at modtage megen information
fra mange forskellige kilder på en gang.
Og hvis du faktisk ser på deres hjerner,
vil du se, at de er overstrømmet af signalstoffer,
som er meget gode til at tilskynde læring og plasticitet,
og den hæmmende del er ikke slået til endnu.
Så når vi siger, at spædbørn og småbørn
er uopmærksomme,
mener vi i virkeligheden, at de er dårlige til ikke at være opmærksomme.
De er dårlige til at slippe
alle de spændende ting, som kunne fortælle dem noget,
og fokusere på det, som er vigtigt.
Det er den slags opmærksomhed og bevidsthed,
som vi kan forvente
af de sommerfugle, som er skabt til at lære.
Hvis vi kunne tænke os
en smagsprøve på den slags spædbarnsbevidsthed som voksne,
tror jeg, det er bedst at forestille sig de tilfælde,
hvor vi er i en ny situation, som vi aldrig har været i før --
når vi forelsker os i en ny person,
eller når vi er i en ny by for første gang.
Det, der så sker, er ikke, at vores bevidsthed trækker sig sammen,
den udvider sig,
så de tre dage i Paris
virker mere fulde af bevidsthed og oplevelser,
end alle de måneder, hvor man var
en gående, talende, fakultetsmøde-deltagende zombie derhjemme.
Og for resten, den kaffe,
den vidunderlige kaffe, som I har drukket nedenunder,
efterligner faktisk effekten
af de spædbarns-signalstoffer.
Så hvordan er det at være et spædbarn?
Det er som at være forelsket
i Paris for første gang
efter du har drukket tre dobbelte espressoer.
(Latter)
Det er en fantastisk tilstand,
men du får tendens til at vågne grædende klokken tre om morgenen.
(Latter)
Men det er godt at være voksen.
Jeg vil ikke sige for meget om, hvor fantastiske spædbørn er.
Det er godt at være voksen.
Vi kan gøre ting såsom at binde vores snørebånd og gå over gaden alene.
Og det giver mening, at vi gør en stor indsats
for at få spædbørn til at tænke som voksne.
Men hvis vi vil være som de sommerfugle,
fordomsfri, åbne for indlæring,
med fantasi, kreativitet, innovation,
måske i hvert fald noget af tiden,
bør vi få de voksne
til at tænke mere som børn.
(Bifald)