Tip:
Highlight text to annotate it
X
BIND II
KAPITEL V
Lille hjerte havde Harriet for at besøge.
Kun en halv time før hendes ven ringede til hende på Mrs Goddard er, hendes onde stjerner
havde ført hende til det meget stedet hvor, i det øjeblik, en kuffert, rettet til The Rev
Philip Elton, White-Hart, Badekar, skulle
set i forbindelse med operationen for at blive løftet ind i slagter vogn, som var at
formidle det til, hvor trænere fortiden, og hver ting i denne verden, undtagen at
trunk og den retning, blev derfor en tom.
Hun gik dog, og da de nåede frem til gården, og hun var til at blive sat ned på
afslutningen af den brede, pæne grus gåtur, som førte mellem espalier æble-træer til
hoveddøren, synet af hver ting
som havde givet hende så meget glæde i efteråret før, var begyndt at genoplive en
lille lokal ophidselse, og da de skiltes, Emma observerede hende til at være på udkig
rundt med en slags frygtsom nysgerrighed,
der afgjorde hende ikke at lade besøget til at overskride den foreslåede kvarter.
Hun gik på sig selv, til at give denne del af tid til en gammel Tjener, der var gift,
og bosatte sig i Donwell.
Den fjerdedel af en time bragte hende rettidigt til den hvide porten igen, og
Miss Smith modtage hendes stævning, var sammen med hende uden forsinkelse, og uden opsyn af enhver
alarmerende ung mand.
Hun kom solitarily ned i gruset walk - en Miss Martin bare vises på døren, og
afskeden med hendes tilsyneladende med højtidelige høflighed.
Harriet kunne ikke meget snart give en forståelig konto.
Hun følte sig for meget, men til sidst Emma indsamlet fra hende nok til at forstå
form for møde, og den slags smerte, det skabte.
Hun havde set kun Mrs Martin, og de to piger.
De havde modtaget hendes tvivlende, hvis ikke køligt, og intet ud over den sande
banale havde været talt næsten hele tiden - indtil lige til sidst, da Fru Martins
siger, lige pludselig, at hun tænkte
Miss Smith blev dyrket, havde anlagt den et mere interessant emne, og en varmere måde.
I den meget rum hun havde været målt i september sidste år, med sine to venner.
Der var penciled mærker og notater på panel ved vinduet.
Han havde gjort det.
De har alle syntes at huske den dag, den time, den part, anledning - for at føle
samme bevidsthed, det samme beklager - at være parat til at vende tilbage til det samme gode
forståelse, og de var bare vokser
igen som dem selv, (Harriet, som Emma må formode, så klar som den bedste af dem
at være venlige og glade,), når vognen dukkede op igen, og alt var forbi.
Stilen af besøget, og dens korte af det, blev derefter anset for at være afgørende.
Fjorten minutter at blive givet til dem, med hvem hun havde heldigvis gået seks uger
ikke seks måneder siden -! Emma kunne ikke, men billedet det hele, og mærk, hvordan retfærdigt de
kan harmes over, hvor naturligt Harriet må lide.
Det var en dårlig forretning.
Hun ville have givet en hel del, eller udholdt en hel del, at have haft
Martins i en højere rang af livet.
De var så fortjent, at en lidt højere burde have været nok, men da det
var, hvordan kunne hun have gjort ellers? - Umuligt -! Hun kunne ikke omvende sig.
De skal være adskilt, men der var en stor smerte i processen - så meget
til sig selv på dette tidspunkt, at hun snart følte nødvendigheden af en ringe trøst, og
besluttet på at gå hjem i form af Randalls at skaffe det.
Hendes sind var helt syg af Mr. Elton og Martins.
Den forfriskning af Randalls var absolut nødvendigt.
Det var en god ordning, men om at køre til døren, de hørte, at hverken "master eller
Fruen var hjemme, "de havde begge været ude et stykke tid, manden troede, de var
gået til Hartfield.
"Det er for dårligt," sagde Emma, da de vendte sig bort.
"Og nu skal vi bare savne dem alt for at provokere - jeg ved ikke, hvornår jeg har været!
så skuffet. "
Og hun lænede sig tilbage i hjørnet, til at nyde hendes mumler, eller til at ræsonnere dem
væk, nok lidt af begge dele - så er den almindeligste processen af en ikke dårligt bortskaffes
sind.
I øjeblikket Vognen stopt, hun så op, og det var stopt af Mr. og Mrs Weston,
der stod til at tale til hende.
Der var øjeblikkelig fornøjelse i synet af dem, og endnu større nydelse var
formidles i lyd - for Mr. Weston straks antastet hende med,
"Hvordan d'I gør - hvordan? D'I gør? - Vi har siddet med din far - glad for at se ham
så godt.
Frank kommer i morgen - Jeg fik et brev her til morgen - vi ser ham imorgen ved middag-
tid til en vished - han er ved Oxford i dag, og han kommer til en hel fjorten dage, jeg
vidste, det ville være så.
Hvis han var kommet i julen kunne han ikke have adstadig tre dage jeg var altid glad han
kom ikke til jul, nu vi skal have den helt rigtige vejr for ham,
fint, tørt, afviklet vejr.
Vi nyder ham helt, hver ting har vist sig præcis som vi kunne ønske ".
Der var ingen modstand mod en sådan nyhed, ingen mulighed for at undgå indflydelse fra
sådan et glad ansigt som Mr. Westons bekræftede da det hele var af ord og
Ansigt af sin kone, færre og mindre støjende, men ikke mindre til formålet.
At vide, at hun troede, hans komme visse var nok til at gøre Emma betragter det
så, og oprigtigt gjorde hun fryde sig i deres glæde.
Det var en meget dejlig genoplivning af udtømt spiritus.
Den nedslidte fortid blev sænket i friskhed af, hvad der var på vej, og i de hurtige
en halv øjeblik troede, at hun håbede Mr. Elton ville nu være talte ikke mere.
Mr. Weston gav hende historien om forpligtelser på Enscombe, der gav hans
søn til at svare for at have en hel fjorten dage på hans kommando, samt den
rute og metoden til sin rejse, og
Hun lyttede og smilede, og lykønskede.
"Jeg skal snart bringe ham over til Hartfield," sagde han, ved afslutningen.
Emma kunne forestille sig hun så et strejf af armen på denne tale, fra hans kone.
"Vi må hellere komme videre, Mr. Weston," sagde hun, "vi tilbageholder pigerne."
"Nå, ja, jeg er klar" - og vender igen til Emma, "men du må ikke være
forventer en sådan meget fin ung mand, du har kun haft min konto du ved, jeg tør
siger, han er virkelig noget ekstraordinært: "-
selvom hans egen strålende øjne på det øjeblik talte et helt andet overbevisning.
Emma kunne se helt ubevidst og uskyldige, og svare på en måde,
tilegnet ingenting.
"Tænk på mig i morgen, min kære Emma, omkring 04:00," var fru Westons Afskeden
påbud, talt med en vis angst, og kun beregnet til hende.
"Fire klokken -! Afhænger det vil han være her af tre," var Mr. Weston er hurtigt
ændring, og så endte en meget tilfredsstillende møde.
Emmas ånder blev monteret helt op til lykke, hver ting havde en anden
luft, James og hans heste syntes ikke halvt så træg som før.
Da hun kiggede på hække, tænkte hun den ældste i det mindste må snart være på vej ud;
og da hun vendte sig til Harriet, så hun noget i retning af et kig i foråret, en
bud smil selv dér.
"Vil Mr. Frank Churchill igennem bad samt Oxford?" - Var et spørgsmål,
Men, som ikke lover meget.
Men hverken geografi eller ro kunne komme på én gang, og Emma var nu i
en humor til at løse, at de skal både komme med tiden.
Morgenen den interessant dag ankom, og fru Westons trofaste elev ikke
glemmer enten på ti eller elleve, eller 0:00, at hun ville tænke på hende
fire.
"Min kære, kære ængstelige ven," - sagde hun, i mental monolog, mens du går
ned fra hendes eget værelse, "altid overcareful for alle kroppens komfort, men
din egen, jeg ser dig nu i alle dine små
Sidder uroligt, går igen og igen ind i hans værelse, for at være sikker på at alt er rigtigt. "
Uret slog tolv, da hun gik gennem hallen.
"'Tis tolv; jeg skal ikke glemme at tænke på dig fire timer dermed, og ved denne tid
i morgen, måske, eller lidt senere, er jeg måske tænker på muligheden for at deres
alle ringer her.
Jeg er sikker på at de vil bringe ham snart. "Hun åbnede stuen døren, og så to
herrer sad med hendes far - hr.. Weston og hans søn.
De havde været ankommet kun et par minutter, og Mr. Weston var næppe færdig med sin
forklaring af Frank der bliver en dag før hans tid, og hendes far var endnu i
Midt i hans meget civile velkommen og
lykønskninger, da hun syntes, at hendes andel af overraskelse, indledning, og
fornøjelse.
Frank Churchill så længe talt om, så højt i renter, var faktisk før hende -
han blev præsenteret for hende, og hun ikke tænker for meget var blevet sagt i sin lovprisning;
han var en meget flot ung mand;
højde, luft, adresse, alle var uangribelig, og hans ansigt havde en
stor del af ånd og livlighed i hans fars, han kiggede hurtigt og fornuftigt.
Hun følte straks, at hun skulle lide ham, og der var en velopdragen let
måde, og en parathed til at tale, der overbeviste hende om, at han kom til hensigt at blive
bekendtskab med hende, og at kende de snart skal være.
Han havde nået Randalls aftenen før.
Hun var tilfreds med iver efter at komme der havde gjort ham til at ændre sin plan,
og rejser tidligere, senere, og hurtigere, så han kunne få en halv dag.
"Jeg fortalte dig i går," sagde Mr. Weston hoverende, "Jeg fortalte dig alt, hvad han
ville være her før tiden navngivet. Jeg huskede, hvad jeg plejede at gøre mig selv.
Man kan ikke krybe på en rejse, kan man ikke hjælp til at komme på hurtigere, end man har
planlagt, og fornøjelsen af at komme ind til sine venner, før udkig begynder,
er værd at en hel del mere end nogen lidt anstrengelse, den har brug for. "
"Det er en stor fornøjelse, hvor man kan nyde det," sagde den unge mand, "skønt
Der er ikke mange huse, at jeg skulle formoder på hidtil, men i de kommende hjem jeg
følte, at jeg kan gøre nogen ting. "
Ordet hjemmelavede hans far ser på ham med friske selvtilfredshed.
Emma var direkte sikker på, at han forstod at gøre sig behagelige, en overbevisning var
styrkes ved, hvad fulgte.
Han var meget tilfreds med Randalls, syntes det en yderst beundringsværdigt arrangeret hus,
næppe ville tillade det endda at være meget lille, beundret situationen, gå til
Highbury, Highbury selv, Hartfield stadig
mere, og erklærede sig altid har følt den form for interesse i landet
som ingen andre end ens eget land giver, og den største nysgerrighed efter at besøge det.
At han aldrig skulle have haft mulighed for at forkæle så amiable en feeling før, passed
mistænkeligt gennem Emmas hjerne, men alligevel, hvis det var en løgn, det var en
behagelig, og behageligt håndteres.
Hans måde havde ingen luft i studie-eller overdrivelse.
Han gjorde virkelig se og tale som i en tilstand af ingen fælles nydelse.
Deres *** i almindelighed blev som hører til en åbning bekendtskab.
På sin side var de henvendelser, - "Var hun en rytterske -? Pleasant forlystelser -? Pleasant
gåture - Havde de et stort kvarter -? Highbury, måske, gav samfundet
nok -? Der var flere meget smuk
huse i og omkring det .-- Balls - havde de bolde? - Var det en musikforening "?
Men når det er godtgjort på alle disse punkter, og deres bekendtskab proportionably avancerede,
han formået at finde en lejlighed, mens deres to fædre var i færd med hver
andre, for at indføre hans mor-in-law,
og taler om hende med så meget smuk ros, så meget varm beundring, så meget
taknemmelighed for den lykke, hun sikret til hans far, og hendes meget venlig modtagelse af
selv, som var et ekstra bevis på hans
vide, hvordan man vil - og af hans helt sikkert tro, at det værd at prøve at behage
hende.
Han havde ikke før en ros ud over, hvad hun vidste at blive grundigt fortjent ved
Fru Weston, men uden tvivl kunne han ved meget lidt om sagen.
Han forstod, hvad der ville være velkommen, han kunne være sikker på lidt andet.
"Hans fars ægteskab," sagde han, "havde været den klogeste foranstaltning, hver ven skal
fryde sig i det; og familien fra hvem han havde fået en sådan velsignelse, skal altid være
anses for at have tildelt den højeste forpligtelse på ham. "
Han fik så tæt som han kunne, for at takke hende for Miss Taylor fortjenester, uden at virke
helt at glemme, at i den fælles løbet af ting, det var at være temmelig formodes, at
Miss Taylor havde dannet Miss Woodhouse er
karakter, end Miss Woodhouse Miss Taylor.
Og til sidst, som om besluttet at kvalificere hans mening helt for at rejse rundt til
dens formål, han trak det hele op med forundring på ungdom og skønhed i hendes
person.
"Elegant, behagelige manerer, var jeg forberedt på," sagde han, "men jeg indrømmer, at
overvejer hver eneste ting, havde jeg ikke forventet mere end en meget nogenlunde godt udseende
kvinde af en vis alder, jeg vidste ikke, at
Jeg var at finde en smuk ung kvinde i fru Weston. "
"Man kan ikke se for meget perfektion i fru Weston for mine følelser," sagde Emma, "var
dig til at gætte, hvad hun at være atten, jeg lytter med glæde, men hun ville være
klar til at skændes med dig for at bruge sådanne ord.
Lad hende ikke forestille mig, at du har talt om hende som en smuk ung kvinde. "
"Jeg håber, at jeg burde vide bedre," svarede han, "nej, afhænger af det, (med en galant bue,)
at tackle Fru Weston Jeg burde forstå, hvem jeg måske ros, uden at nogen
fare for at blive tænkt ekstravagante i mit udtryk. "
Emma spekulerede på, om den samme mistanke om, hvad man kunne forvente fra deres vide
hinanden, som havde taget stærkt i besiddelse af hendes sind, nogensinde havde krydset
hans, og hvorvidt hans komplimenter skulle
betragtes som varemærker af passivitet, eller beviser på trods.
Hun skal se mere af ham til at forstå hans veje; på nuværende tidspunkt hun kun følte, de var
behagelig.
Hun var ikke i tvivl om, hvad Mr. Weston var ofte tænker på.
Hans hurtig øjet hun opdaget igen og igen skævede mod dem med en lykkelig
udtryk, og selv, når han kunne have fast besluttet på ikke at se, at hun var sikker
at han ofte lyttede.
Hendes egen far er perfekt fritagelse fra enhver tanke om den slags, hele mangel
i ham af alle sådanne slags penetration eller mistanke om, var en meget behagelig
omstændighed.
Heldigvis var han ikke længere fra godkendelse ægteskab end fra forudse det .-- Skønt
altid gøre indsigelse mod ethvert ægteskab, der blev arrangeret, han aldrig har lidt i forvejen fra
pågribelsen af enhver, det var som om han
kunne ikke tænke så syg af to personers forståelse for, formoder de har til formål at
gifte sig indtil det var bevist imod dem. Hun velsignede favoriserer blindhed.
Han kunne nu, uden den ulempe, at en enkelt ubehagelig formodning, uden et blik
frem til eventuelle forræderi i hans gæst, vige for alle sine naturlige faglige
hjerte høflighed i omsorgsfuld forespørgsler
efter Mr. Frank Churchills indkvartering på sin rejse gennem triste onder
sove to nætter på vejen, og udtrykke meget ægte ublandet angst for at
vide, at han helt sikkert var flygtet fange
kold - som dog kunne han ikke give ham lov til at føle sig ganske sikker på sig selv indtil
Efter endnu en nat. En rimelig besøg betalt, begyndte Mr. Weston
at flytte .-- "Han skal være i gang.
Han havde forretninger på Crown om hans hø, og mange ærinder for Fru Weston på
Fords, men han behøver ikke at skynde sig ethvert organ andet. "
Hans søn, alt for godt avlet til at høre hint, steg umiddelbart også, idet han sagde,
"Som du kommer længere væk på forretningsrejse, sir, vil jeg benytte lejligheden til at betale en
besøg, der skal betales en dag eller andet, og derfor kan lige så godt være udbetalt
nu.
Jeg har den ære at være bekendt med en nabo til dit, (vender sig til Emma,) en
dame med bopæl i eller i nærheden af Highbury, en familie af navnet på Fairfax.
Jeg har ingen problemer, jeg formoder, at finde huset, selvom Fairfax, jeg
tror, er ikke det rigtige navn - jeg skulle hellere sige Barnes, eller Bates.
Kender du nogen familie af dette navn? "
"For at være sikker på at vi gør det," råbte faderen, "Mrs Bates - vi passerede hendes hus - Jeg så Miss
Bates ved vinduet.
Sandt, sandt, er du bekendt med Miss Fairfax, jeg husker du kendte hende på
Weymouth, og en fin pige, hun er. Ring på hende, med alle midler. "
"Der er ingen nødvendighed for mit kald her til morgen," sagde den unge mand, "en anden dag
ville gøre det så godt, men der var, at graden af bekendtskab på Weymouth, der - "
"Oh! Gå til dag, gå til-dag.
Du må ikke udsætte det. Hvad er rigtigt, der skal gøres, kan ikke gøres for
snart.
Og desuden, må jeg give dig et vink, Frank; eventuel mangel på opmærksomhed på hende her
bør omhyggeligt undgås.
Du så hende med Campbell, da hun var på lige fod med alle kroppens hun blandet med,
men her er hun med en fattig gammel bedstemor, der har knap nok til at leve
på.
Hvis du ikke kalder begyndelsen vil det være en let. "
Sønnen så overbevist.
"Jeg har hørt hende tale om det bekendt," sagde Emma, "hun er en meget
elegant ung kvinde. "
Han er aftalt til det, men med så stille et "Ja", som tilbøjelig hende næsten til at tvivle på sin virkelige
sammenfald, og dog der må være en meget tydelig form for elegance for
fashionable verden, hvis Jane Fairfax kunne tænkte kun normalt begavet med det.
"Hvis du aldrig var særligt ramt af hendes manerer før," sagde hun, "jeg tror, at du
vil til-dag.
Du vil se hende til fordel se hende og høre hende - nej, jeg er bange for du vil ikke høre
hende, for hun har en tante, der aldrig holder tungen. "
"Du er bekendt med Miss Jane Fairfax, sir, er du?" Sagde Mr. Woodhouse, altid
den sidste til at gøre sin vej i samtalen, "så giv mig tilladelse til at forsikre dig, at du
vil finde hende en meget behagelig ung dame.
Hun opholder sig her på et besøg til hendes Grandmama og tante, meget værdige mennesker, jeg
har kendt dem hele mit liv.
De vil være meget glade for at se dig, jeg er sikker på, og en af mine tjenere skal gå
med dig for at forkynde dig vejen "" Min kære herre, ikke på nogen konto i verden.
min far kan styre mig. "
"Men din far ikke gå så langt, han er kun at gå til Crown, helt på den anden side
side af gaden, og der er rigtig mange huse, du måske være meget på et
tab, og det er en meget beskidt tur, medmindre
du holder på fortovet, men min kusk kan fortælle dig, hvor du havde bedste krydser
gade. "
Mr. Frank Churchill stadig faldt det ser så alvorligt, som han kunne, og hans
Faderen gav sin hjertelige support ved at ringe ud, "Min gode ven, det er helt
unødvendig, Frank kender en pøl af vand
når han ser det, og da til Fru Bates er, kan han komme dertil fra Crown i et hop,
trin, og hoppe. "
De fik lov til at gå alene, og med en hjertelig hilsen fra én, og en yndefuld bue
fra de andre, tog de to herrer forlade.
Emma var meget godt tilfreds med denne begyndelse af bekendtskab, og kunne
nu forpligter sig til at tænke på dem alle på Randalls som helst tidspunkt af dagen, med fuld tillid
i deres komfort.