Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Sune Vilsted Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Computere i dag er så utrolige,
at vi ikke bemærker, hvor skræmmende de faktisk er.
Jeg vil gerne tale med jer om det problem i dag,
og hvordan vi kan fikse det med neurovidenskab.
Først vil jeg gerne tage jer med tilbage til en kølig nat i Harlem i 2011,
som gjorde et stort indtryk på mig.
Jeg sad på et værtshus udenfor Columbia University,
hvor jeg studerede computer- og neurovidenskab,
og jeg havde gang i en god samtale med en anden studerende
omkring hologrammers mulighed for en dag at erstatte computere.
Og mens vi var ved, at komme til den bedste i samtalen,
lyser hans mobil op.
Og han tager den hen til sig, kigger ned og begynder at skrive løs.
Og så tvinger han sine øjenæbler tilbage op mod mine, og siger:
"Fortsæt bare. Jeg er her stadig."
Men selvfølgelig kiggede han væk,
og øjeblikket var ovre.
Imens, på tværs af baren,
så jeg en anden studerende der holdt sin mobil,
denne gang op foran en gruppe.
He bladrede igennem billeder på Instagram,
og de her knægte grinede hysterisk.
Og den her kontrast mellem, hvor dårligt jeg havde det
og hvor godt de havde det omkring den sammen teknologi
fik mig til at tænke.
Og jo mere jeg tænkte, desto mere opdagede jeg,
at det ikke var den digitale information, som var synderen,
det var simpelthen skærmen, som separerede mig fra min ven,
men som holdte de knægte sammen.
De var sammen omkring noget,
ligesom vores forfædre, der udviklede deres sociale kognition
ved at fortælle historier omkring lejrbålet.
Og det er hvad jeg synes, at værktøjer skal gøre.
De bør udvide vores krop.
Og jeg synes, at computere i dag gør det stik modsatte.
Uanset om du sender en mail til din kone,
eller om du er ved at komponere en symfoni
eller bare trøster en ven,
så gør man det på stort set den samme måde.
Man er bøjet over disse rektangler,
fumlende med knapper, og menuer og flere rektangler.
Og jeg synes, at det er den forkerte vej,
Jeg mener, at vi kan begynde og bruge en meget mere naturlig maskine.
Vi burde bruge maskiner, som bringer arbejdet tilbage til verden.
Vi burde bruge maskiner baseret på neurovidenskab
til at udvide vores sanser i stedet for at gå imod dem.
Nu er der så det, at jeg har sådan en maskine her.
Den hedder Meta 2.
Lad os prøve den.
Foran mig kan jeg se publikummet,
og jeg kan se mine hænder.
Og om tre, to, en,
vil vi kunne se et fængslende hologram dukke op,
et ret realistisk hologram kommer frem foran mig
fra selve de briller, som jeg har på hovedet lige nu.
Og det kan være noget, som vi er på indkøb efter
eller lærer fra,
og jeg kan bruge mine hænder
til at flytte det elegant rundt med fin kontrol.
Og jeg tror, at Iron Man ville være stolt.
Vi kommer tilbage til det her lige om lidt.
(Bifald)
Så hvis du er lidt ligesom mig, så er dit hoved allerede fyldt
med mulighederne af hvad man kan med den her slags teknologi,
så lad os se på nogle.
My mor er en arkitekt,
så det første, som jeg forestillede mig
var at udlægge en bygning i 3D.
i stedet for at skulle bruge 2D grundplaner.
Hun rører faktisk ved grafik lige nu
og er ved at vælge interiør.
Det her var alt sammen filmet gennem vores briller med et GoPro-kamera.
Og det næste her er meget personligt,
det er professor Adam Gazzaleys glashjerne projekt,
venligst udlånt af UCSF.
Som en neurologistuderende
ville jeg altid fantasere
omkring evnen til at lære og huske disse komplekse hjernestrukturer
med en faktisk maskine,
hvor jeg kunne røre og lege med de forskellige hjernestrukturer.
Det, som I ser nu, kaldes for udvidet virkelighed,
men for mig er det en del af en langt vigtigere fortælling --
en fortælling om, hvordan vi kan begynde, at udvide vores kroppe med digital enheder
i stedet for omvendt.
Så ...
Jeg tror, at menneskeheden gennemgår en fase i de næste par år.
Vi vil begynde, at putte et helt lag af digital information
ovenpå den virkelige verden.
Forestil for et øjeblik,
hvad det kunne betyde for historiefortællere,
for malere,
for hjernekiruger,
for indretningsarkitekter
og måske for alle os her i dag.
Og hvad jeg tror, at vi skal som et samfund,
er virkelig at prøve og forsøge,
at forestille os, hvordan vi kan skabe denne nye virkelighed
på en måde, som udvider den menneskelige oplevelse
fremfor gamification af virkeligheden
eller fylde den med digital information.
Og det er hvad jeg er passioneret omkring.
Lad mig fortælle jer en lille hemmelighed.
Om cirka fem år --
dette er ikke den mindste enhed --
om cirka fem år
vil alle disse ligne strimler af glas over vores øjne,
som viser hologrammer.
Og ligesom at vi ikke går så meget op i hvilken mobil vi køber
i henhold til hardware -- vi køber den for styresystemet --
som en neuroforsker,
har jeg altid drømt om, at skabe hjernens iOS.
Og det er rigtigt vigtigt, at vi får det gjort korrekt
fordi vi kunne leve indeni disse ting
for lige så længe, som vi har levet
med Windows grafiske brugerflade.
Og jeg ved ikke med jer,
men at leve indeni Windows skræmmer mig,
(Latter)
For at isolere den mest intuitive brugerflade nogensinde
bruger vi neurovidenskab til vores designretningslinjer
i stedet for at lade en flok designere slås om det i bestyrelseslokalet.
Og princippet som det hele handler om
hedder "Neural Path of Least Resistance."
Ved enhver lejlighed forbinder vi iOS hjernen med vores egen hjerne,
for første gang, på vores egen hjernes vilkår.
Sagt på en anden måde, vi prøver, at skabe en nul-indlæringskurve computer.
Vi laver et system, man altid har vidst, hvordan skal bruges.
Her er de første tre designretningslinjer, som vi anvender
i denne helt nye form for brugeroplevelse.
Først og fremmest, så er du styresystemet.
Traditionelle filsystemer er komplekse og abstrakte
og det tager vores hjerne ekstra tid at aflæse dem.
Vi går imod Neural Path of Least Resistance-princippet.
Men i udvidet virkelighed
kan du naturligvis tage dit holografiske TED-panel herhen
og din holografiske email hen på den anden side af skrivebordet,
og din rumlige hukommelse udviklede sig fint til at gå hen og tage dem.
Man kunne tage sin holografiske Tesla, man er på indkøb efter --
fordi mit juridiske hold sagde, at jeg skulle bruge den, lige før showet.
(Latter)
Perfekt. Din hjerne ved, hvordan man får det tilbage.
Brugerfladens anden retningslinje kalder vi for "rør for at se."
Hvad gør babyer, når de ser noget, som fanger deres interesse?
De prøver at række ud og røre det.
Og det er præcis sådan, som den naturlige maskine burde virke.
Det visuelle system får et fundamentalt skub fremad
fra en sans, som vi kalder ledsans --
sansen af vores kropsdeles stilling i rummet.
Så ved at røre vores arbejde direkte kan vi ikke bare styre det bedre,
men også få en dybere forståelse af det.
Deraf navnet "rør for at se".
Men det er ikke nok, at vi selv oplever ting.
Vi er sociale primater.
Det fører mig til den tredje retningslinje;
det holografiske lejrbål fra vores første historie.
Vores spejlneuroners delsystem antyder,
at vi kan forstå og arbejde med hinanden meget bedre,
hvis vi kan se hinandens ansigter og hænder i 3D.
Så hvis I kigger på videoen bag mig,
så kan I se to Meta-brugere, der leger med det samme hologram,
har øjenkontakt, forbundet omkring den her ting
i stedet for at være distraheret af eksterne anordninger.
Lad os prøve det igen med neurovidenskab i tankerne.
Vores ynglings brugerflade: hjernens iOS.
Jeg går nu et skridt videre,
og tager de her briller,
og lægger dem lige her ved bordet
Jeg er med jer, jeg er i øjeblikket,
vi er forbundet.
Min rumlig hukommelse går i gang, og jeg kan nu tage den,
og bringe den tilbage, hvilket minder mig om,
at jeg er styresystemet.
Og nu er min ledsans i gang,
og jeg kan eksplodere disse briller i tusind stykker
og røre selve den sensor, som lige nu er ved at scanne min hånd.
Men det er ikke nok, at se tingene alene,
så om et øjeblik vil min medstifter, Ray, lave et 3D opkald --
Ray?
(Ringer)
Hej Ray, hvordan går det?
Jeg kan se den her fyr foran mig i komplet 3D.
Og han er så fotorealistisk.
(Bifald)
Tak.
Mit spejlneuron delsystem antyder, at det her vil erstatte mobiler
om ikke så længe.
Ray, hvordan går det?
Ray: Godt. Vi er på direkte i dag.
(Bifald)
MG: Ray, giv publikum en gave
af den holografiske hjerne, som vi så tidligere.
Dette vil ikke kun forandre mobiler,
det vil også forandre måden, som vi samarbejder på.
Mange tak.
Tak, Ray.
Ray: Det var så lidt.
(Bifald)
MG: Så det her er budskabet, som jeg opdagede på det værtshus i 2011:
Computers fremtid er ikke låst fast inde i en af disse skærme.
Den er lige her, inden i os.
(Bifald)
Hvis der er én idé, som jeg vil have I skal tage med hjem,
så er det, at den naturlige maskine ikke er en fremtidsudsigt,
den er lige her i 2016.
Og det er derfor, at alle os hundrede ansatte i Meta,
inklusiv administrationen,
ledelsen,
designerne, ingeniørerne --
før TED2017,
vil smide alle vores eksterne skærme væk
og erstatte dem med en ægte og helt igennem mere naturlig maskine.
Mange tak.
(Bifald)
Tak, jeg sætter pris på det.
Tak, allesammen.
Chris Anderson: Så fortæl mig lige en ting:
der har været et par demoer med udvidet virkelighed
vist igennem det sidste års tid.
Og der er nogle gange en debat blandt teknologer
om hvorvidt vi virkelig ser den ægte vare igennem skærmen?
Der er problemet med synsvinklen;
at teknologien på en eller anden måde viser et bredere perspektiv
end man faktisk ville se, når man har brillerne på.
Så vi den ægte vare der?
MG: Det er den ægte vare.
Men ikke kun det,
vi gjorde en ekstra indsats i, at optage det igennem den faktiske linse
i de forskellige videoer, som I har set her.
Vi ønsker, at prøve og simulere oplevelsen for verden,
som vi faktisk ser igennem brillerne,
og ikke skyde genvej.
CA: Mange tak for at vise os det.
MG: Mange tak, det sætter jeg pris på.