Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XXVIII
På den femte morgenen, eller rettere eftermiddagen nærmede sig en anderledes skridt - lettere og
kortere, og denne gang, den person ind i rummet.
Det var Zillah, iførte sig i hendes skarlagen sjal, med en sort silke motorhjelmen på hendes hoved, og en
pil-kurven svingede til hendes arm. "Eh, kære!
Fru Dean! "Udbrød hun.
"Nå! Der er en snak om dig på Gimmerton.
Jeg havde aldrig troet, men du var sunket i Blackhorse mosen og Missy med dig, indtil
mester fortalte mig, at du var blevet fundet, og han havde stillet dig her!
Hvad! og du skal have fået på en ø, sikker?
Og hvor længe var du i hullet? Har mester spare dig, fru Dean?
Men du er ikke så tynd - you've ikke været så dårligt, har du '?
'Din master er en rigtig slyngel! "Svarede jeg.
"Men han skal svare for det.
Han behøver ikke at have rejst, at fortælling: det skal alle være blotlagt '!
"Hvad mener du?" Spurgte Zillah.
"Det er ikke hans fortælling: de fortæller, at i landsbyen - om dit væsen tabt i
Marsh, og jeg opkald til Earnshaw, når jeg kommer i - "Eh, de er *** ting, Mr. Hareton,
sket, siden jeg gik ud.
Det er et trist skam over, at den sandsynlige unge pige, og kan ikke Nelly Dean. "
Han stirrede. Jeg troede, han havde ikke hørt noget som helst, så jeg fortalte
ham rygtet.
Føreren lyttede, og han smilede bare til sig selv, og sagde: "Hvis de har været i
Mosen, de er ude nu, Zillah. Nelly Dean er indgivet, i dette øjeblik, i
dit værelse.
Du kan fortælle hende til at flagre, når du går op, her er nøglen.
Mosen-vand kom ind i hendes hoved, og hun ville løbe hjem ganske flyvsk, men jeg
faste hende, til hun kom rundt til hendes sanser.
Du kan byde hende gå til Grange på én gang, hvis hun kunne, og bære en besked fra
mig, at hendes unge dame vil følge i tide til at deltage i godsejeren begravelse. ""
'Mr. Edgar er ikke død? "
Jeg gispede. "Oh! Zillah, Zillah! '
"Nej, nej, sidde dig ned, min gode frue," svarede hun, »du har ret sygelig endnu.
Han er ikke død; Doctor Kenneth tror, han kan vare en anden dag.
Jeg mødte ham på vejen og spurgte. "
I stedet for at sidde ned, snuppede jeg min udendørs ting, og skyndte sig under, for
vejen var fri. På ind i huset, så jeg omkring for
nogen til at give oplysninger af Catherine.
Stedet var fyldt med solskin, og døren stod på vid gab, men ingen syntes
Da jeg tøvede, om at gå ud på én gang, eller vende tilbage og søge min elskerinde, en lille
hoste henledte min opmærksomhed på arne.
Linton lå på bosætte sig, tunge lejer, sutte en pind af sukker-slik, og
forfølge mine bevægelser med apatiske øjne. "Hvor er Miss Catherine? '
Jeg forlangte strengt, at antage, jeg kunne skræmme ham til at give intelligens, ved at
fange ham dermed alene. Han suttede på den måde en uskyldig.
"Er hun væk?"
Sagde jeg. "Nej," svarede han, »hun er ovenpå: hun er
ikke at gå, og vi vil ikke lade hende '.' Du vil ikke lade hende, lille idiot! "
Udbrød jeg.
'Direkte mig til hendes værelse med det samme, eller jeg vil gøre dig synge skarpt. "
'Papa ville gøre du synger ud, hvis man forsøgte at komme dertil, "svarede han.
"Han siger, at jeg ikke til at være blød med Catherine: hun er min kone, og det er skammeligt, at hun
skulle ønske at forlade mig.
Han siger, at hun hader mig og vil have mig til at dø, at hun kan have mine penge, men hun må ikke
har det, og hun må ikke gå hjem! Hun vil aldrig -! Hun kan græde, og være syg
så meget, som hun har lyst! "
Han genoptog sin tidligere beskæftigelse, lukker hans låg, som om han mente at falde i søvn.
'Master Heathcliff,' jeg genoptaget, "har du glemt alt Catherines venlighed til dig
sidste vinter, da du bekræftede du elskede hende, og da hun bragte dig bøger og
sunget dig sange, og kom mange gangen gennem vind og sne at se dig?
Hun græd at gå glip af en aften, fordi du ville blive skuffet, og man følte sig så
at hun var hundrede gange for godt til dig: og nu du mener, ligger din
Faderen fortæller, om du ved, at han hader jer begge.
Og du slutte sig til ham mod hende. Det er fint taknemmelighed, er det ikke? "
På hjørnet af Linton mund faldt, og han tog kandis fra hans læber.
Sagde hun kommer til Wuthering Heights, fordi hun hadede dig? '
Jeg fortsatte.
"Tænk selv! Med hensyn til dine penge, hun ikke engang kender
at du vil have nogen. Og du siger hun er syg, og alligevel du forlader
hende alene, deroppe i et fremmed hus!
Du, som har følt, hvad det er at være så forsømt!
Du kunne skam dine egne lidelser, og hun havde medlidenhed med dem også, men du vil ikke medlidenhed hendes!
Jeg græd, Master Heathcliff, ser du - en ældre kvinde, og en tjener blot - og
du, efter at foregive en sådan hengivenhed, og har grund til at tilbede hende næsten, lagre
hver en tåre, du har for dig selv, og ligge ganske rolig.
Ah! du er en hjerteløs, egoistisk dreng! '' Jeg kan ikke bo hos hende, "svarede han
gnavent.
'Jeg vil ikke bo ved mig selv. Hun græder, så jeg ikke kan bære det.
Og hun vil ikke give over, selvom jeg sige, at jeg vil ringe til min far.
Jeg kaldte ham en gang, og han truede med at kvæle hende, hvis hun ikke var stille, men hun
begyndte igen i det øjeblik han forlod rummet, stønnen og sørgende hele natten lang, men
Jeg skreg til ærgrelse, at jeg ikke kunne sove. '
"Er Mr. Heathcliff ud? '
Jeg spurgte, opfatte, at det elendige væsen ikke havde kompetence til at sympatisere med
hans kusine mentale tortur.
"Han er i retten," svarede han, 'at tale med Doctor Kenneth, der siger onkel er døende,
virkelig, omsider. Jeg er glad, for jeg skal være herre over
Grange efter ham.
Catherine altid talte om det som hendes hus. Det er ikke hendes!
Det er mine: Papa siger alt, hun har, er mit.
Alle hendes rart bøger er mine, hun tilbød at give mig dem, og hendes smukke fugle, og hendes
pony Minny, hvis jeg ville få nøglen til vores værelse, og lad hende ud, men jeg fortalte hende, at hun
havde intet at give, de ware alle, alle mine.
Og så råbte hun, og tog et lille billede fra hendes hals, og sagde jeg skulle
har det; to billeder i en guld tilfælde, på den ene side hendes mor, og på den anden
onkel, da de var unge.
Det var i går - jeg sagde, de var mine, alt for, og prøvede at få dem fra hende.
Den ondskabsfulde ting, ville ikke lade mig, hun skubbede mig væk, og såre mig.
Jeg skreg højt, - det skræmmer hende - hun hørte Papa kom, og hun brød hængslerne
og delt tilfældet, og gav mig hendes mors portræt, den anden hun forsøgte
at skjule: Men Papa spurgt, hvad der var i vejen, og jeg forklarede det.
Han tog den, jeg var væk, og beordrede hende til at gå af hendes til mig, hun nægtede, og han -
Han slog hende ned, og vristede den væk fra kæden, og knuste den med sin fod. "
"Og var du glad for at se hende, slog?"
Jeg spurgte: at have mine designs i at fremme sin tale.
"Jeg blinkede," svarede han: "Jeg kys at se min far finde en hund eller en hest, så gør han det
så hårdt.
Men jeg var glad for i første omgang - hun fortjente straffe ved at skubbe til mig: men da papa var
væk, hun fik mig til at komme hen til vinduet og viste mig hendes kind snit på indersiden,
mod hendes tænder, og hendes mund påfyldning
med blod, og så samlede hun op i bidder af billedet, og gik hen og satte sig
med ansigtet mod væggen, og hun har aldrig talt til mig siden, og jeg sommetider
tror, hun kan ikke tale for smerte.
Jeg kan ikke lide at tro det, men Hun er fræk ting for at græde hele tiden, og
hun ser så bleg og vild, jeg er bange for hende. "
"Og du kan få nøglen, hvis du vælger? '
Sagde jeg. "Ja, når jeg op ad trapperne," svarede han;
"Men jeg kan ikke gå op ad trapperne nu. 'I hvilken lejlighed er det?"
Spurgte jeg.
"Åh," udbrød han, 'jeg skal ikke fortælle dig hvor det er.
Det er vores hemmelighed. Ingen, hverken Hareton eller Zillah, er at
kender.
Der! du har træt mig - gå væk, gå væk "Og han vendte sit ansigt på hans arm, og!
lukkede øjnene igen.
Jeg fandt det bedst at forlade uden at se Mr. Heathcliff, og bringe en redningsaktion
for min unge dame fra Grange.
Da de nåede det, til forundring for mine medtjenere se mig, og deres glæde
også, var intens, og da de hørte, at deres lille elskerinde var sikker, to eller
tre blev ved at skynde sig op og råber
Nyheder hos Mr. Edgar dør: men jeg skræddersyede annonceringen af det selv.
Hvordan skiftede jeg fandt ham, selv i de få dage!
Han lå et billede af vemod og resignation afventer hans død.
Meget unge han så: selv om hans faktiske alder var 39, ville man have kaldt ham
ti år yngre, i hvert fald.
Han tænkte på Catherine, for mumlede han hendes navn.
Jeg rørte ved hans hånd, og talte. »Catherine er på vej, kære herre!"
Hviskede jeg, »hun er i live og godt, og vil være her, jeg håber, i aften."
Jeg rystede på de første virkninger af denne intelligens: han rejste sig halvt op, kiggede
ivrigt rundt i lejligheden, og derefter sank tilbage i afmagt.
Så snart han kom, jeg fortalte vores obligatorisk besøg, og tilbageholdelse på
Heights. Jeg sagde Heathcliff tvang mig til at gå i: hvor
var ikke helt sandt.
Jeg udstødte så lidt som muligt mod Linton, heller ikke jeg beskrive alle hans fars
brutale adfærd - mine intentioner er at tilføje nogen bitterhed, hvis jeg kunne gøre for det, til hans
allerede er over-strømmende kop.
Han anede at en af hans fjendens formål var at sikre de personlige ejendele, som
samt den ejendom, til sin søn: eller rettere selv, men hvorfor han ikke vente, indtil hans
dødsfald var et puslespil at min herre, fordi
uvidende, hvordan næsten han og hans nevø ville forlade verden sammen.
Men han følte, at han vil hellere måtte ændres: i stedet for at forlade Catherines
formue på hendes egen rådighed, besluttede han at sætte det i hænderne på trustees for hende
brug i løbet af livet, og for hendes børn, hvis hun havde nogen efter hende.
På den måde kunne den ikke falde til Mr. Heathcliff skal Linton dø.
Efter at have modtaget hans ordrer, jeg sendt en mand til at hente advokat, og fire mere,
forsynet med brugbar våben, til at kræve min unge dame af hendes arrestforvarer.
Begge parter er blevet forsinket meget sent.
Den fælles Tjeneren kom tilbage først.
Han sagde Mr. Green, advokaten, var ude, da han ankom til sit hus, og han måtte vente
to timer for hans re-indgang, og så Mr. Green fortalte ham, at han havde en lille forretning i
landsbyen, der skal gøres, men han ville være på Thrushcross Grange før morgen.
De fire mænd kom tilbage uledsagede også.
De bragte ord, at Katerina var syg: for syg til at forlade sit værelse, og Heathcliff
ville ikke tillade dem at se hende.
Jeg skældte de dumme fyre godt for at lytte til den historie, som jeg ikke ville
bære til min herre; løse til at tage en hel sværm op til højderne, på dag-lys,
og storm det bogstaveligt talt, med mindre fangen stille og roligt blev udleveret til os.
Hendes far skal se hende, jeg svor, og svor igen, hvis det djævelen blive slået ihjel på hans
egen doorstones i forsøget på at forhindre det!
Heldigvis blev jeg sparet rejsen og ballade.
Jeg var gået ned-trapper klokken tre for at hente en kande vand, og kom forbi
gennem salen med det i min hånd, mig, når en skarp banke på hoveddøren gjort spring.
"Oh! det er grønt, "sagde jeg, besindede mig selv -'only Green, 'og jeg gik videre,
har til hensigt at sende en anden til at åbne den, men den afsmittende blev gentaget: ikke højt, og
stadig importunately.
Jeg sætter kanden på gelænderet og skyndte sig at lade ham selv.
Høsten Månen skinnede klart udenfor. Det var ikke advokat.
Min egen lille søde elskerinde sprang på min hals hulkende, "Ellen, Ellen!
? Er Papa i live '' Ja, 'råbte jeg: "ja, min engel, han er, Gud
være takkede, du er sikre hos os igen! "
Hun ville løbe, forpustet som hun var, op-ad trappen til Mr. Linton værelse, men jeg
tvunget hende til at sidde ned på en stol, og gjorde hende drikke, og vaskede hendes blege ansigt,
gnidning det til en svag farve med mit forklæde.
Så jeg sagde, at jeg må gå først, og fortælle om hendes ankomst, bønfaldt hende om at sige, at hun
bør være tilfreds med unge Heathcliff.
Hun stirrede, men snart forstå, hvorfor jeg rådede hende til at udtale de usandhed, hun
forsikrede mig om hun ville ikke klage. Jeg kunne ikke overholde at være til stede på deres
møde.
Jeg stod uden for mødesalen-dørs en fjerdedel af en time, og næppe vovede nær
seng, da. Alt var sammensat, dog: Catherines
fortvivlelse var lige så tavs som hendes fars glæde.
Hun støttede ham roligt, i udseende, og han fast på hendes træk den hævede
øjne, som syntes dilating med ecstasy. Han døde saligt, Mr. Lockwood: han døde
så.
Kysser hende på kinden, mumlede han - »jeg vil hende, og du, elskede barn, skal
kommer til os 'og aldrig rørte eller talte igen! men fortsatte med at henførte, strålende
blik, indtil hans puls umærkeligt stoppet og sin sjæl bort.
Ingen kunne have lagt mærke til den nøjagtige minut af hans død, det var så helt uden en
kamp.
Uanset om Catherine havde brugt sine tårer, eller om den sorg var for tungtvejende til at lade
dem flyde, hun sad der tør-eyed indtil solen stod op: hun sad til middag, og ville
stadig er forblevet ruge over, at
dødsleje, men jeg insisterede på at hun kommer væk og tage nogle hvile.
Det var godt jeg lykkedes at fjerne hende, for på middag tid dukkede den advokat,
at have kaldt på Wuthering Heights for at få hans instruktioner hvordan man opfører sig.
Han havde solgt sig selv til Mr. Heathcliff: det var årsagen til hans forsinkelse i at adlyde min
herres stævning.
Heldigvis, ingen tænkte på verdslige anliggender krydsede dennes sind, at forstyrre ham,
efter sin datters ankomst. Mr. Green påtog sig at bestille
alt og alle om stedet.
Han gav alle tjenere, men mig, opsigelse.
Han ville have båret sin uddelegeret autoritet til det punkt i at insistere på at
Edgar Linton bør ikke blive begravet ved siden af sin kone, men i kapellet, med sin
familie.
Der var viljen, dog at forhindre det, og min larmende protester mod enhver
overtrædelse af dens retninger.
Begravelsen blev skyndte sig forbi, Catherine, Mrs Linton Heathcliff nu, var lidt til
ophold på Grange indtil hendes fars lig havde forladt det.
Hun fortalte mig, at hendes kvaler havde omsider ansporede Linton at pådrage sig risikoen for
befriende hende.
Hun hørte de mænd, jeg sendte bestride på døren, og hun samlede den følelse af
Heathcliff svar. Det kørte hendes desperate.
Linton, som har været ført op til den lille stue hurtigt efter at jeg forlod, var
forfærdede ind hente nøglen, før hans far igen steg.
Han havde den snedige for at låse op og re-låse døren, uden at lukke det, og når han
burde være gået i seng, bad han om at sove med Hareton, og hans andragende blev tildelt
for en gangs skyld.
Catherine stjal ud før daggry.
Hun turde ikke prøve dørene frygt for hundene bør hæve en alarm, hun besøgte
tomme kamre og undersøgt deres vinduer, og, heldigvis, belysning på sin mors, hun
kom let ud af gitter, og videre til
jorden, ved hjælp af grantræ tæt ved.
Hendes medskyldig lidt for hans andel i flugten, trods hans frygtsomme
frembringelser.