Tip:
Highlight text to annotate it
X
Tænk hvis du kunne absorbere en anden organisme
og overtage dens egenskaber.
Forestil dig, at du slugte en lille fugl og pludselig fik evnen til at flyve.
Eller hvis du spiste en kobra,
og derefter kunne sprøjte gift fra dine tænder.
Gennem livets historie,
specielt under udviklingen af komplekse eukaryote celler,
skete sådan nogle ting hele tiden.
En organisme absorberede en anden,
og de blev forenet til en ny organisme med en kombination af begges egenskaber.
For omkring 2 milliarder år siden
var de eneste levende organismer på Jorden prokaryoter,
encellede organismer uden membranbundne organeller.
Lad os se nærmere på tre af dem.
En af dem var en stor og simpel klumpet celle,
som havde evnen til at absorbere ting ved at svøbe sin cellemembran omkring dem.
En anden var en bakteriecelle,
som omdannede solenergi til sukkermolekyler gennem fotosyntese.
En tredje brugte ilt til at nedbryde materialer som sukker
og omdanne energien til en form, velegnet til livsaktiviteter.
Den klumpede celle ville til tider absorbere den lille fotosyntetiserende bakterie.
Bakterierne levede derefter inde i klumpen og delte sig, som de altid havde gjort,
men deres eksistens blev forbundet.
Hvis du løb ind i dette levende bofællesskab,
ville du sikkert tro, at det var en enkelt organisme,
at den grønne fotosyntetiserende bakterie bare var en del af klumpen,
der udførte en af dens livsfunktioner,
ligesom at dit hjerte er en del af dig,
der udfører den funktion at pumpe blodet rundt i kroppen.
Denne proces af levende celler, der bor sammen, kaldes endosymbiose,
en organisme der bor inde i en anden.
Men endosymbiosen stoppede ikke bare der.
Hvad ville der ske, hvis den anden bakterie også flyttede ind?
Nu begyndte denne celletype at blive meget kompleks.
De var store og fyldt med komplicerede strukturer,
som vi kalder grønkorn og mitokondrier.
Disse strukturer arbejder sammen om at udnytte sollyset,
lave sukker,
og nedbryde sukkeret ved hjælp af ilten,
der omkring dette tidspunkt begyndte at dukke op i Jordens atmosfære.
Organismer der absorberer andre organismer,
var en måde hvorpå, arterne tilpassede sig det skiftende miljø
i deres omgivelser.
Denne fortælling fremhæver, hvad biologer kalder for den endosymbiostiske teori,
den nuværende bedste forklaring på, hvordan komplekse celler opstod.
Der er mange beviser, der understøtter teorien,
med lad os kigge på de tre største.
For det første formerer grønkorn og mitokondrier i vores celler sig på samme måde,
som de gamle bakterier,
som forresten stadig eksisterer.
Ødelægger du disse strukturer i en celle, vil ingen nye opstå.
Cellen kan ikke lave dem.
De kan kun lave flere af sig selv.
Bevis nummer to.
Grønkorn og mitokondrier indeholder begge deres eget DNA og ribosomer.
Deres DNA har en rund struktur,
som påfaldende meget ligner de gamle bakteriers DNA,
og det rummer også mange lignende gener.
Ribosomerne, eller proteinmaskinerne, i grønkorn og mitokondria
har også samme struktur som ribosomerne i de gamle bakterier,
men er forskellig fra ribosomerne
i resten af den eukaryote celle.
Endeligt, tænk på de involverede membraner i absorptionsprocessen.
Grønkorn og mitokondrier er begge omgivet af to membraner,
en indre og en ydre membran.
Den indre membran indeholder nogle særlige fedtstoffer og proteiner,
som ikke er tilstede i den ydre membran.
Hvorfor er det væsentligt?
Fordi deres ydre membran engang tilhørte den klumpede celle.
Da de blev opslugt under den endosymbiotiske proces,
blev de pakket ind i membranen og bevarede deres egen indenunder.
Som forventet, er fedtstofferne
og proteinerne de samme som dem, fundet i de gamle bakterier.
Biologerne bruger denne teori
til at forklare den store mangfoldighed af eukaryote organismer.
Tag for eksempel grønalgen der gror på svømmepølens vægge.
En større eukaryot celle med roterende halestrukturer, eller flageller,
har engang absorberet alger som denne og dannet, hvad vi nu kalder for euglena.
Euglena kan lave fotosyntese,
nedbryde sukker ved hjælp af ilt
og svømme rundt i søer og damme.
Og som teorien forudsiger,
har grønkornene i euglena tre membraner,
da de havde to, inden de blev omslugt.
Absorptionsprocessen i den endosymbiotiske teori
tillod organismer at forene kraftfulde egenskaber
for at tilpasse sig bedre til livet på Jorden.
Resultatet var arter, der var i stand til meget mere,
end da de var separate organismer,
og dette var et evolutionært skridt,
der førte til de mikroorganismer, planter,
og dyr, vi kan observere på planeten i dag.