Tip:
Highlight text to annotate it
X
«...og der er himmelske legemer og der er jordiske legemer.
En glans har solen, en månen, og en anden stjernerne.
For den ene stjerne skiller sig fra den anden i glans.
Sådan er det også med de dødes opstandelse.
Det såes i forgængelighed – det opstår i uforgængelighed.
Det såes i vanære – det opstår i herlighed.
Det såes i skrøbelighed – det opstår i kraft.
Alt begynder i det lille.
Eiker-menighedens begyndelse var i sandhed spæd og skrøbelig.
I 1920-erne var der kun nogle få menighedsfamilier i Eiker, spredt rundt omkring i bygden.
Broderskabet havde endnu ikke slået rod, men der var ved at ske noget.
På en gård i Nedre Eiker boede en familie som hed Døviken,
og til dem sendte Gud hændelser, der skulle betyde meget for Eikers menighedshistorie.
Min søster Else og jeg er jo født her i Eiker.
Jeg voksede op i et meget trygt og godt hjem,
jeg havde en utrolig fin barndomstid.
Så jeg synes ingen i hele verden havde det bedre end mig.
Else og Esthers forældre hed Karen og Peder Døviken
Selvom de på mange måder var ekstra gode mennesker var de ikke omvendte troende på det tidspunkt.
Men meget skulle komme til at forandre sig da deres lille datter Eli, på 10 år,
pludselig blev alvorlig syg, og efter kort tid hentet hjem af Gud.
Hun var kun syg i fire dage.
Men på det tidspunkt ville hun have at søndagsskolelæreren skulle komme på besøg.
Mine forældre var jo ikke omvendte den gang,
men hun sendte bud efter søndagsskolelæreren.
Og han kom og bad for hende, og sang, kan jeg huske.
Han sang «Navnet Jesus blegner aldrig,
tæres ej af tidens tand»
Da han var gået foldede hun sine små hænder
og sagde: «Kære Jesus! Frels mig, Jesus!
Tilgiv mig, Jesus!»
Og så faldt hun tilbage på puden
og så lå hun lidt, og sagde: «I må møde mig hos Jesus».
På Elis kiste lagde Peder Døviken otte røde rosenknopper.
En for hvert barn som levede,
og en udsprungen rose for Eli.
Det var jo en forfærdenlig sorg for os at miste hende,
men samtidig blev der forandringer,
ja, det blev en total forvandling.
Der blev ligesom en helt anden atmosfære.
Og jeg kan huske –
min far – jeg havde aldrig hørt ham nævne Jesu-navnet.
Men den dag hun døde
skulle han jo ned til byen og melde om dødsfald og ordne sådanne ting.
Og da han kom hjem havde han plukket nogle nyperoser på vejen.
–Ja, jeg har plukket nogle nyperoser, for de skal Eli have med sig til Jesus
til minde om tornekransen han bar for os.
Og – det glemmer jeg aldrig.
Og så græd han.
Og siden det, var der en fuldstændig forvandling.
Elis tragiske død blev på alle måder et vendepunkt for familien Døviken.
I sin store sorg vendte de sig helt og fuldt til Gud
som den lille, døende pige også havde formanet dem til.
Det var på Elis begravelse, at den første kontakt med vennerne blev knyttet.
Min mors brødre var jo omvendte og var i menigheden.
Og de havde sangbøger med sig,
så vi gik ind i det rum hvor kisten havde stået
og så sad de der og sang fra Herrens Veje.
Det var meget rørende og godt.
Så gav den ældste bror sangbogen som de havde sunget fra, til mor.
Og siden dengang, hver dag, hver aften
sad vi og sang fra Herrens Veje.
Sang og sang.
Og jeg tror vi sang os frelst, -for evangeliet er jo i sangene.
Familien Døviken mærkede at de behøvede næring for sin ånd,
og i sin nød begyndte de derfor tidligt at holde møder hjemme i stuen,
selvom der ikke var andre end dem selv tilstede.
Og da sang vi først fra Herrens Veje.
Og så trak vi et mannakorn, og samtalte lidt om det.
Vi trak et mannakorn hver.
Så havde vi bønnemøde, og der blev bedt inderligt til Gud.
Og Gud har hørt de bønner –
han har set den ringe begyndelse.
–Det såes i skrøbelighed, men opstår i kraft.
Året efter rejste den ældste datter i familien, Mary,
til Hønefoss, og her kom hun ind under broder Aslaksens forkyndelse.
Den unge pige blev grebet af budskabet,
og sendte opbyggende breve hjem om det hun oplevede.
Hendes iver og glød gjorde et stort indtryk på moderen og hendes små søstre,
som også blev smittet af den samme ånd.
Moderen, Karen Døviken, åbnede sit hjerte og sit hjem
på vid gab for brødrene og den forkyndelse de havde med sig.
Hun blev en troens kvinde, -en forkæmper for sin familie og for samfundet.
Da Mary kom hjem fra Hønefoss begyndte hun med det samme at holde børnemøder på gården.
Familien fik meget vanære på grund af dette,
men børnene – de elskede det!
Og da var hele nabolaget jo samlet i vores stue.
Der var rimelig fyldt mange gange.
Nogle gange bagte hun boller, og lavede fest.
Og så sang og spillede hun, og vi fik noget ind i os som børn,
som jeg tror har båret rige frugter.
Jeg har mødt flere nu, efter at vi er blevet gamle,
som siger at nogne af de bedste barndomsminder de har
er børnemøderne hos Mary.
Så der blev nok sået noget i hjerterne,
både i mit hjerte og i mange andres hjerter.
Det frø som var sået, blandt andet ved Elis død i 1931,
havde ved troskab og bønner fået nåde fra Gud til at vokse frem
sådan at der i 1934 var en hel flok med unge i Eiker
som blev grebet af den åndsvækkelse der gik over menigheden.
Sommeren 1934 holdt Elias Aslaksen et ungdomsstævne i Eiker.
Søstrene Døviken og flere andre lod sig dengang døbe
og mange af disse er siden blevet stående som trofaste støtter iblant os.
Utvælgelsen kan vi takke og love Gud for nat og dag, altså.
At han har set os, og sender ting og forhold som gør at
vi bliver draget ind i det himmelske.
Da krigen kom i 1940 blev den nye familie stærkt indvolveret i modstandsbevægelsen.
Og efter krigen kunne man læse om Døviken i avisen:
«Ingen kunne ane at gården var et af de vigtigste centre
for det illegale arbejde under krigen.
Det ånder af fred fra hver mindste detalje,
fra hesten der møder os lige bagved gaden,
til en lille charmetrold på syv måneder
der sidder tilfreds på et tæppe ude på græsset,
et barnebarn fra Horten som med tiden sikkert bliver en farlig illegalist.»
Charmetrolden hed Kåre Johan Smith,
og besteforældrenes gård i Eiker, som også var hans fødested,
blev hurtigt hans barndoms ferieparadis.
Der var en utrolig god atmosfære, kan jeg huske
en utrolig fredelig og god atmosfære.
Og en meget positiv ånd imod menigheten.
Men det var jo i al skrøbelighed!
Og bestefar forstod vel ikke så meget af evangeliet,
men han havde stor respekt for Johan Oscar Smith.
Og derved åbnede han sit hjem.
Han havde jo et større hus end almindelige arbejdsfolk havde,
for han var jo bondemand og havde gård.
Derved havde han også plads i stuen til lidt flere mennesker.
Så når Smith var i bygden, var de hjertelig velkomne hjemme hos Peder Døviken.
Vi havde jo en helt ekstra respekt for ham,
men uden frygt – han var som en af os.
Som sin mor blev disse søstre også til sejrende troens kvinder.
Jeg vil prise og takke Gud for menigheden.
For at jeg tidligt fik øjnene op for det og fik lov til at give mig til Jesus.
Jeg er inderlig taknemlig for menigheden.
Jeg vil inderlig takke jer allesammen her, som har arbejdet og gjort klar,
og vist kærlighed og godhed på alle måder.
Og jeg ber jer, jer unge,
jeg tænker specielt på jer;
–Vær trofaste!
Så I kan leve et lykkeligt liv!
Det vil jeg formane meget til.
Jeg må prise og takke Gud for hans store nåde imod mig.
At han har ladet mig leve alle disse år,
og at jeg har fået lov til at være nogenlunde frisk.
Også vil jeg prise og takke Gud inderligt for alle mine søsknene,
og svogre, også alle mine børn...
–Mary Jansen fortæller om dengang Johan Oscar Smith stoppede regnen–
Der var stævne på Tonsåsen.
Vejret var fint da vi rejste opover.
Broder Smith var også med.
Der var en lille cafè, men der var ikke plads til alle.
Vi havde begyndt mødet udenfor,
men så begyndte det at øs-regne!
Smith var lige begyndt at tale.
Så strækker Smith hænderne i vejret og beder til Gud
om at han må stoppe regnvejret.
For vi havde jo møde udenfor. –Det sagde han ikke, altså, men...
Og med det samme stoppede regnen.
Så det har jeg altså oplevet.
–Brug tid og kræfter i Guds tjeneste!
Og vis de unge, at det er et lykkeligt liv de kommer ind i,
og at de aldrig kommer til at fortryde det!