Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: David J. Kreps Finnemann Reviewer: Jette Derriche
Chris Anderson: Velkommen til TED
Richard Branson: Mange tak. Den første TED har været fantastisk.
CA: Er du stødt på interessante mennesker?
RB: Det fede ved TED er at alle er interessante.
Jeg var meget glad for at se Goldie Hawn,
fordi jeg skyldte hende en undskyldning.
For et par år siden var hende og jeg ude og spise --
jeg prøvede hendes store vielsesring, og kunne ikke få den af igen.
Da jeg kom hjem den aften ville min kone vide
hvorfor jeg havde en anden kvindes
massive, store vielsesring på fingeren
Næste morgen måtte vi hen til juveleren
og få den klippet af.
Så -- (Latter) --
undskyld til Goldie.
CA: Den var god.
Vi vil præsentere
nogle af dine virksomheder.
Du har startet et par stykker i din tid.
Du ved, *** Atlantic, *** Records --
Det hele startede nok med magasinet Student.
Og også alle de andre. Hvordan gør du det?
RB: Jeg læste alle disse TED instruktioner:
Tal ikke om din egen virksomhed, og lign.
og nu spørger du mig.
Jeg går ud fra du ikke smider mig af scenen,
siden du spørger.
(Latter)
CA: Det kommer dog an på svaret.
RB: Jeg lærte at kan man drive én virksomhed,
kan man drive alle.
Man finder de rigtige mennesker,
inspirerer dem og lokker de bedste til.
Og jeg elsker at lære og er utrolig spørgelysten.
Jeg elsker at udfordre status quo
og prøver at vende tingene på hovedet.
Jeg har set på livet som en lang læreprocess.
Hvis jeg rejser med fly
og finder oplevelsen ubehagelig, som det var for 21 år siden,
så tænker jeg, måske kan jeg skabe
den type flyselskab jeg gerne vil flyve med.
Så jeg købte en brugt 747 fra Boeing og prøvede det af.
CA: Det var bisart,
for du foretog dig noget mange mente var skørt.
Og på et tidspunkt fældede det næsten hele dit imperium.
Jeg talte med en investeringsrådgiverne,
da du dybest set solgte *** Records
og investerede stort i *** Atlantic,
og efter hans mening byttede du
verdens fjerde største pladeselskab
med det tyvende største flyselskab og at du var gået fra forstanden.
Hvorfor gjorde du det?
RB: Der er en meget fin grænse mellem succes og fiasko.
Starter man en virksomhed uden finansiel opbakning,
ender man sandsynligvis på den forkerte side af grænsen.
Vi blev angrebet af British Airways.
De ville udmanøvrere vores flyselskab,
og startede det der er blevet kendt som den beskidte tricks kampagne.
Og jeg blev klar over at hele emperiet ville styrte sammen
medmindre jeg spyttede i kassen.
Så for at beskytte de ansattes jobs i flyselskabet,
og i pladeselskabet,
måtte jeg sælge ud af arvesølvet.
CA: Efter Napster, ligner du lidt af et geni, faktisk,
også på grund af det.
RB: Ja, det viste sig at være et rigtigt træk.
Det var sørgeligt dengang, men vi kom videre.
CA: Du bruger *** brandet meget
og overfører synergi fra det ene projekt til den næste.
Hvad står brandet for, efter din mening?
RB: Det står for kvalitet,
dvs hvis nogen møder et *** selskab, --
CA: Kvalitet, det siger alle jo. Kom nu. Ånd?
RB: Nej, det kommer jeg til.
Vi har det sjovt og jeg tror at de ansatte nyder det.
Vi rusker op i andre brancher,
og gør det anderledes
og har ændret brancher
som resultat af at *** angreb markedet.
CA: Du har lancheret virksomheder
hvor brandet måske ikke var helt rigtigt.
Jeg mener, *** Brides -- hvad skete der der?
(Latter)
RB: Vi kunne ikke finde nogen kunder.
(Latter)
(Bifald)
CA: Jeg er også nysgerrig efter --
Jeg mener du missede en mulighed med dine kondomer Mates.
Kunne *** brandet ikke være brugt der også?
Er ikke *** [jomfru] mere, eller noget.
RB: Igen, det var måske svært.
Ofte, når man lancerer et firma og får klager fra kunder,
du ved, man kan håndtere dem.
Men cirka tre måneder efter lanceringen,
fik jeg et brev, en klage,
og skrev en lang undskyldning til kvinden.
Jeg kunne dog ikke gøre meget.
Og ni måneder efter problemet opstod,
fik jeg et dejligt brev med et billede af barnet
og blev spurgt om jeg ville være gudfader, hvilket jeg blev.
Så det endte godt.
CA: Virkelig? Du skulle have taget billedet med.
RB: Det skulle jeg.
CA: Men hjælp mig lige med tallene.
Hvad er tallene?
Hvor stor er koncernen?
Hvor meget -- hvor stor er omsætningen?
RB: Den er ca 25 milliarder dollars nu, i alt.
CA: Og ansatte?
RB: Ca 55.000.
CA: Du er fotograferet en del
og har aldrig bekymret dig om værdighed, og sådan.
Hvad var det? Var det ægte?
RB: Ja, vi åbnede en megabutik i Los Angeles, tror jeg.
Nej, jeg mener --
CA: Er det dit hår?
RB: Nej.
CA: Hvad var det?
RB: Kom forbi til te.
CA: OK.
(Latter)
RB: Ah, det var sjovt. En vidunderlig bil-båd hvor --
CA: Åh, den bil som vi -- faktisk --
det var et TEDster event, tror jeg.
Kan vi pause den her, et øjeblik?
(Latter)
RB: Er det hårdt?
CA: Jeg mener, det er hårdt arbejde.
(Latter)
Da jeg først kom til USA, gjorde jeg også dette ved de ansatte
og de -- de har andre regler her,
det er underligt.
RB: Advokaterne advarer imod det, men --
CA: og nu vi er ved det
RB: "Pammy", du ved --
vi troede fejlagtigt vi kunne gå efter Coca-Cola,
og lancerede en flaske der hed "The Pammy"
og den var formet lidt som Pamela Anderson.
Den blev dog ved med at falde forover, men --
(Latter)
CA: Designet af Philippe Starck måske?
RB: Selvfølgelig.
CA: Vi viser et par billeder mere. *** Brides. Meget fint.
Stop der. Dette var -- du fik en pris tror jeg?
RB: Jo, jamen, 25 år tidligere lancerede vi Sex Pistols'
"God Save The Queen," og jeg havde aldrig forventet
at hun 25 år senere ville slå os til ridder.
Men hun har nok en kort hukommelse, tror jeg.
CA: Jamen, Gud bevarede hende og du fik din fortjente pris.
Foretrækker du "Sir Richard", eller?
RB: Ingen kalder mig Sir Richard.
I USA er der af og til nogen der siger Sir Richard,
og det lyder som et Shakespeare stykke.
Men ingen andre steder, i hvert fald.
CA: Kan din titel bruges til noget …
RB: Nej. Jeg tænker hvis det er svært
at reservere plads i en restaurant,
kan det måske bruges.
CA: Det er ikke Richard Branson. Det er Sir Richard Branson.
RB: Jeg får sekretæren til at bruge det.
CA: Lad os se på rum tingen.
Jeg tror vi har et videoklip,
og *** Galactic i luften. (Video)
Det Bert Rutan designede rumskib?
RB: Ja, den er klar om 12 måneder
og derefter omfattende test i 12 måneder.
Og 24 måneder fra nu,
vil man kunne tage en tur ud i rummet.
CA: Dette interiør er designet af Philippe Starcke?
RB: Philippe har lavet temmelig meget af det:
Logoerne, og han bygger rumstationen i New Mexico.
Og dybest set, er det et øje.
Rumstationen bliver et gigantisk øje,
så når man er i rummet,
kan man se dette store øje kigge op på en.
Og når man lander, er man tilbage i dette kæmpestore øje.
Han er ganske enkelt et geni til design.
CA: Men du lod ham ikke designe motoren?
RB: Philippe er temmelig flakkende,
så han bør nok ikke designe motoren, nej.
CA: Han talte her for to dage siden.
RB: Ja? Nej, han er
CA: Nogle mente det var vidunderligt,
og andre at det var meget mærkeligt.
Jeg synes det var vidunderligt.
RB: Han er utrolig entusiastisk, og det elsker jeg ham for. Men …
CA: Så du har altid haft denne trang til at udforske.
Har du nogensinde fortrudt det?
RB: Ret ***.
Jeg mener, med ballon- og bådsport ekspeditionerne...
De hentede mig op af havet seks gange med helikopter så --
jeg havde ingen forventning om selv at kunne fortælle om det
I disse øjeblikke,
undrer man sig over hvad man egentlig laver --
CA: Hvornår var du tættest på,
at tænke: det var det, jeg stiller træskoene?
RB: Jeg tror luftballonerne -- hver eneste tur
var vel egentlig ret tæt på
Og for det første --
ingen havde krydset Atlanterhavet i en luftballon før,
så vi måtte bygge en varmluftballon der kunne flyve i jetstrømmen,
og vi var ikke sikre på,
om en ballon i jetstrømmen,
kunne klare vinde på 320 til 350 km i timen
Da vi første gang lettede fra Sugarloaf for at krydse atlanterhavet,
og nærmede os jetstrømmen, denne enorme ballon --
toppen af ballonen kom op på 300 km/t,
kapslen vi befandt os i var måske på 3 km/t,
og så kom der virkelig fart på.
Og det var som at holde på tusind heste.
Vi krydsede bare fingre,
og bad til at ballonen ville holde, det gjorde den heldigvis
Men alle de ballonrejser, du ved --
hver gang, gik noget galt,
og denne gang hoppede den erfarne ballonfarer ud
og efterlod mig, klyngende til livet
(Latter)
CA: Bad han dig hoppe ud, eller smuttede han bare? …
RB: Nej, han sagde jeg skulle hoppe, men da hans vægt var væk,
skød ballonen op til 3.600 meter og jeg …
CA: og du gav inspiration til en Ian McEwan roman.
RB: Ja. Nej, jeg tog min iltmaske på og stod på toppen af ballonen,
med min faldskærm og kiggede på de hvirvlende skyer under mig,
forsøgte at samle mod til at hoppe ned i Nordsøen, hvilket --
og jeg var meget ensom i det øjeblik.
Men vi overlevede det.
CA: Hoppede du? Eller styrtede den ned?
RB: Jeg vidste der var brændstof til en halv time mere.
og hvis jeg hoppede
havde jeg kun minutter at leve i
Så jeg klatrede tilbage i kapslen og prøvede desperat
at sikre jeg traf den rigtige beslutning.
Jeg skrev notater til familien. Og så klatrede jeg op igen,
kiggede ned på skyerne en gang mere,
kravlede tilbage i kapslen,
og tænkte så, at der var en bedre udvej.
Jeg havde denne enorme ballon over mig,
den største faldskærm. Hvorfor ikke bruge den?
Det lykkedes mig at styre den ned gennem skyerne
og ca 15 meter over bølgerne, kastede jeg mig ud over siden.
Og ballonen ramte havet
og skød så 3 km op over mig
Men det var en vidunderlig følelse at være i vandet og --
CA: Hvad skrev du til din familie?
RB: Bare det man ville skrive i sådan en situation:
Jeg elsker dig meget højt. Og
jeg havde allerede skrevet til dem inden jeg tog på denne tur, som --
i tilfælde af noget ville ske.
Heldigvis blev det aldrig afleveret.
CA: Dine virksomheder har fået utrolig PR ud af dine eventyr.
Årene -- og indtil jeg holdte op med at læse meningsmålinger,
blev du opfattet som den helt store helt i Storbritannien og andre steder.
Og kynikere vil måske sige du bare er en smart forretningsmand
der gør hvad den type marketing kræver.
Hvor stor en del af dette omhandlede PR værdien?
RB: PR eksperterne sagde, at som ejer af et flyselskab,
er balloner og både det sidste man bør rejse ud i
og styrte i havet med
(Latter)
CA: De har en pointe, Richard.
RB: Jeg mener at flyselskabet dengang lavede en helsides annonce hvor der stod,
Hør nu, Richard,
der er bedre måder at krydse Atlanterhavet på.
(Latter)
CA: At du gennemførte alt dette
må have krævet du var et geni helt fra starten, ikke?
RB: Jeg siger dig ikke imod.
(Latter)
CA: OK, jeg er vidst for blid.
Var du ikke forfærdelig i skolen?
RB: Jeg var ordblind og forstod intet
Jeg ville helt sikkert have dumpet IQ testene.
Bl.a. derfor gik jeg ud af skolen som 15-årig.
Hvis noget ikke fanger mig forstår jeg det heller ikke.
Og som ordblind
kommer man ud i bisarre situationer.
For eksempel... Jeg har ledet
den største gruppe af private virksomheder i Europa,
men kendte ikke forskel på netto og brutto.
Bestyrelsesmøderne har været fascinerende.
(Latter)
Man tænker: Er det godt eller dårligt nyt?
De fleste ville sige at det er dårligt nyt.
CA: Men de 25 milliarder er brutto, ikke?
(Latter)
RB: Jeg håber det er netto, faktisk --
(Latter)
Jeg har styr på det.
CA: Nej, stol på mig, det er brutto.
(Latter)
RB: Som 50 årig, blev jeg hevet til side:
"Hør engang Richard, lad mig illustrere det.
Her er et net i havet,
og fiskene i nettet
er overskuddet som er tilbage
når andet er blevet spist."
Og endelig forstod jeg det.
(Latter)
(Bifald)
CA: I skolen -- ud over at være,
du ved, temmelig dårligt akademisk,
var du også kaptajnen på cricket- og fodboldholdene.
Du var en naturlig leder,
men måske også en smule rebelsk?
RB: Jeg var nok lidt af en enspænder, men
heldigvis god til sport,
så noget kunne jeg da udmærke mig ved, i skolen.
CA: Og tidligt i livet, skete der underlige ting
jeg mener, historien om din mor
der angiveligt efterlod dig på en mark som 4 årig, og bad dig finde hjem selv.
Skete dette virkeligt?
RB: Hun var, du ved,
hun mente vi skulle være selvstændige fra en tidlig alder.
Så hun gjorde ting man bliver arresteret for i dag.
som f.eks. at sætte os af,
8 km før bedstemors hjem
så vi selv skulle finde vej.
Og sendte os på lange vidunderlige cykelture.
Fjernsyn og lign. var forbudt.
CA: Men er der en risiko her?
Der er mange velhavende forældre her i lokalet,
og vi har alle dette dilemma omkring opdragelse.
Tænker du om den nuværende generation
at der bliver pylret for meget om dem,
og de bliver for priviligerede …
RB: Nej, når man har børn,
vil man bare elske, rose og motivere dem.
Jeg mener ikke man kan pylre for meget.
CA: Det er nu gået meget godt for dig, må jeg sige...
Din rektor sagde --
eller mente, at du var lidt af et mysterie --
han sagde, du bliver millioner eller kriminel,
og jeg er ikke sikker på
hvilken af de ting skete først?
(Latter)
RB: De skete begge. Jeg kom vist i fængsel først.
Faktisk blev jeg tiltalt på to punkter i Storbritannien.
Jeg blev retsforfulgt under 1889 Venereal Diseases Act
og 1916 Indecent Advertisements Act.
Først for offentligt at nævne ordet kønssygdom --
vi havde et center for unge med problemer.
Et af dem var kønssygdomme.
Og en gammel lov siger
at man ikke må sige eller skrive ordet kønssygdom offentligt.
Derfor bankede politiet på døren, og ville arrestere os
hvis vi fortsat nævnte ordet kønssygdomme.
Vi ændrede det til sociale sygdomme
og folk kom med akne og pletter,
men ingen kom med KS mere.
Vi gik tilbage til KS og blev straks arresteret.
Og efterfølgende, "Glem '***' , Her er Sex Pistols',"
ordet '***', var for vulgært og vi blev arresteret
for at bruge ordet på Sex Pistols' album.
John Mortimer, skriptforfatteren, forsvarede os.
Han bad mig finde en ekspert indenfor lingvistik
som kunne finde et synonym for ordet '***'.
Så jeg ringede til Nottingham University,
og talte med professoren i lingvistik.
Og han sagde, "Hør engang, '***' har intet at gøre med nosser.
Det er et navn for præster i det 18. århundrede."
(Latter)
Og han sagde, "Iøvrigt, er jeg selv præst."
Jeg spurgte: "Vil du sige det i retten?"
Det ville han hjertens gerne.
"Skal jeg bære min præstekrave?"
Og jeg sagde, "Ja, bestemt. Gerne."
(Latter)
CA: Fantastisk!
RB: Han bevidnede at, vi egentlig skrev
"Glem Præsten, Her er Sex Pistols.'"
(Latter)
Dommeren måtte modvilligt erklære os ikke-skyldig.
(Latter)
CA: Det er skandaløst!
(Bifald)
Men seriøst, er der en mørk side?
Mange vil sige at man umuligt
kan opbygge en så utrolig samling virksomheder
uden at have spidse albuer
du ved, stikke nogen.
Du er blevet kaldt hensynsløs.
Der skrevet en ubehagelig biografi om dig.
Er der et element af sandhed i det?
RB: Jeg tror ikke at stereotypen
på en forretningsmand der træder andre over tæerne på vej op,
generelt set, fungerer.
Behandler man andre ordenligt,
kommer de tilbage igen og igen efter mere.
Det eneste man har, er sit gode navn
og verden er meget lille.
Jeg mener at den bedste måde
at blive succesrig forretningsleder, er at behandle andre fair og ordenligt,
og sådan gør vi i ***.
CA: Og hvad med dem der elsker dig og ser dig bruge --
du involverer dig konstant i nye projekter,
og virker nærmest afhængig af at lancere nye tiltag.
Du begejstres af en ide og, kapow!
Hvordan balancerer du
mellem familie
og nye projekter?
RB: Jeg mener det at være far er utrolig vigtigt,
så lige fra ungerne var helt små,
tog jeg på ferie med dem.
Vi havde tre gode måneder på ferie sammen.
Vi holder kontakten. Vi er meget heldige,
at have en lille ø i Caribien,
hvor vi mødes og har venner med
og vi kan lege sammen,
men jeg får også føling med hvad der sker.
CA: Du er de senere år begyndt at tale
om kapitalistisk filantropi.
Hvad er det?
RB: Kapitalisme har vist sig at fungere.
Alternativet, kommunismen, har ikke fungeret.
Men problemet med kapitalisme er
at kæmpe formuer ender i hænderne på få mennesker,
som dermed har et enormt ansvar.
Disse heldige individer,
må ikke ende med at konkurrere
om større og større både og biler,
men i stedet investere og skabe nye jobs
eller løse problemer rundt om i verden.
CA: Og hvad optager dig mest - hvad bekymrer dig,
hvad vil du bruge dine ressourcer på?
RB: Jamen, der er meget -
global opvarmning er bestemt en massiv trussel mod menneskeheden
vi investerer meget tid og energi i,
A) at finde alternativt brændstof
og, B), vi har indstiftet en pris, en stor pris
i tilfælde af vi ikke finder alternativt brændstof,
at vi ikke hurtigt mindsker udledningen
af CO2, og rammer et kritiske punkt.
Vi må motivere folk til at opfinde metoder
der kan hive CO2 ud af jordens atmosfære.
Tidligere forskede ingen i den retning
så vi ville have folk til at --
alle de bedste hjerner i verden, til at overveje det,
og også at trække metanen ud
af jordens atmosfære.
15.000 mennesker har udfyldt blanketterne
og sagt de vil forsøge det.
Og vi har kun brug for en, så vi er håbefulde.
CA: Og du arbejder på et par projekter i Afrika?
RB: Ja, vi starter noget der hedder
krigsværelset, hvilket måske er det forkerte ord.
Måske ændrer vi det - men lige nu er det krigsværelset
hvor vi prøver at koordinere indsatsen,
på de forskellige sociale problemer i Afrika,
og bedste praksis
For eksempel,
en læge i Afrika har fundet ud af,
at giver man antiretroviral medicin i graviditetens 24. uge,
spredes *** ikke fra mor til barn.
At udbrede den information til
resten af Afrika, er vigtigt.
CA: Krigsværelset, det lyder magtfuldt og dramatisk.
Og er der en risiko for at vestens virksomheds-helte
bliver så begejstrede - jeg mener, de er vant til at få en ide,
og føre den ud i livet
og deres mulighed for at gøre en forskel.
Er der risiko for at vi i lande som Afrika,
mener at vi kan og bør imødegå udfordringer
med alle disse milliarder af dollars.
Vi blander os måske i komplekse situationer
og ender med at kludre i det. Bekymrer det dig?
RB: Faktisk, i dette tilfælde
samarbejder vi med regeringen.
Thabo Mbekis ville helst ikke acceptere at
*** og AIDS er relateret. Det er hans måde, tror jeg
at håndtere det. Så i stedet for at kritiserer ham
er der en måde at samarbejde med ham og hans regering.
Hvis folk vil til Afrika for at hjælpe, er det vigtigt
de ikke bare er der et par år og så rejser igen.
Indsatsen skal være konsistent.
Virksomhedsledere kan bidrage med iværksætter erfaring,
og hjælpe regeringer med alternative tilgange
F.eks. starter vi klinikker i Afrika
hvor vi uddeler
gratis antiretroviral medicin, gratis TB behandling
og gratis malaria behandling.
Men det skal også være selvkørende klinikker,
så der skal også investeres i andre aspekter.
CA: Kynikere siger om personer som dig eller Bill Gates,
at man bare ønsker at
tillægge sig det rigtige image, og dumle sin skyldfølelse
og ikke er drevet af ægte filantropi.
Hvad vil du sige til dem?
RB: Alle mennesker
handler på baggrund af en række forskellige årsager.
På mit dødsleje,
vil jeg føle at jeg har gjort en forskel
i andre menneskers liv.
Og det er måske egoistisk,
men det er sådan jeg er opdraget.
Hvis jeg har mulighed, for at ændre
menneskers liv radikalt i en bedre retning,
bør jeg gøre det.
CA: Hvor gammel er du?
RB: Jeg er 56.
CA: Som jeg forstår psykologen Erik Erikson
og jeg er en glad amatør - men i 30-40 års alderen
ønsker vi personlig udvikling.
I 50-60 års alderen søger vi visdom
og et eftermæle.
Det virker som om du stadig
udvikler dig personligt,
og stadig udtænker fantastiske nye planer.
Tænker du på dit eftermæle,
og hvad det skal være?
RB: Jeg tænker ikke så meget på mit eftermæle.
Min bedstemor blev 101 år,
så jeg har forhåbentlig 30-40 år tilbage.
Jeg vil bare leve livet fuldt ud.
Hvis bare jeg kan gøre en forskel,
og det håber jeg, jeg kan.
Noget positivt i øjeblikket er f.eks.
at vi har Sergey og Larry fra Google,
der er gode venner.
Og heldigvis er der disse to
som oprigtigt bekymrer sig om verden og med den form for rigdom -
hvis de ikke bekymrede sig om verden,
ville det være foruroligende.
De kommer til at gøre en kæmpe forskel.
Og det er vigtigt
at mennesker i den position gør en forskel.
CA: Da jeg startede
vidste jeg intet om at drive forretning og troede
at forretningsfolk skulle være hensynsløse
og at det var sådan man fik succes.
Du inspirerede mig. Jeg tænkte,
måske er der andre måder.
Jeg takker for den inspiration,
og for at komme til TED i dag. Tak.
Mange tak.
(Bifald)