Tip:
Highlight text to annotate it
X
Ved I, hvad jeg elsker ved Chicago?
Pizzaerne.
Sig, hvad I vil, om New York, men de
kan ikke måle sig med Chicagos pizza.
- Derfor hader jeg herskerne.
- Cirka 32 km tilbage.
- Intet udenjordisk forsvar endnu.
- De venter på os.
Jeg håber, at Mason finder ud af,
hvordan man affyrer rumkanonen.
Når man har lært symbolikken,
er volmernes sprog ret intuitivt.
Det er næsten elegant.
Desværre er det et pragmatisk sprog,
ikke poetisk.
- Hvordan går det?
- Systemerne fungerer tilsyneladende.
"Tilsyneladende" er ikke godt nok.
Der er 94 procent chance for,
at våbnet vil fungere.
- Nogen kontakt med volm-skibet?
- Nej, som forventet.
- Men de kommer vel?
- De kan se, når vi ødelægger tårnet.
- Det bliver et navigationspunkt.
- Vi har gennemgået det ...
- Men planetens skæbne står på spil?
- Ja, noget i den stil.
Det skal nok gå, min ven.
Du må bare tro på det.
Det gør jeg også. Tak.
- Hold da op!
- Måske burde jeg tage den?
- Vil den her plan fungere, oberst?
- Det skal den.
Forstået, sir. Men var det nu klogt
at tage hende med?
Det håber jeg. Hendes øjenorm
er den madding, Karen skal bide på.
Det er svært at tro,
at krigen snart er overstået.
Overstået?
Det er jeg nu ikke så sikker på.
Hvis volmernes våben virker, ryger
kraftfeltet, og så er krigen ***.
Det er, som man siger:
Det er ikke ovre, før det er ovre.
Det ved jeg godt, men alligevel ...
Hvad?
Jeg tænker bare på tiden efter
og på at få mig et rigtigt liv.
- Hvordan skal det se ud?
- Ikke noget overdådigt.
- Et fint hus med en stor have.
- Herregud ...
- Mener du det?
- Ja.
Hold da op ...
Hvad med dig? Har du aldrig tænkt
på livet efter krigen?
Nej, jeg er god til at slås,
og sikkert ikke til ret meget andet.
- Det passer ikke.
- Jo, men det gør ikke noget.
Hvis jeg overlever,
og det er meget usikkert -
- så vil jeg nok bare fortsætte
med det, jeg gør.
- Fortsætte med at slås?
- Ja. Jeg mener ...
Ja ...
Vi kan ikke gøre noget, Anthony.
Hvad gør vi? Skyder vi først,
når vi har øjenkontakt?
Vent ikke på noget. Bare sørg for
at dræbe alle de fjender, I ser.
Det er et klassisk stormangreb,
og vi stopper ikke, før ...
Det var en ære at gøre tjeneste
med jer! Nu viser vi dem!
Smil, din skiderik!
- Vi nærmer os.
- Så er det nu, folkens!
- Der er flere stråler på himlen her.
- Fordi vi er tæt på tårnet.
- Det ligner en spøgelsesby.
- De tror, at vi er i Chicago.
- Karen må have fulgt Lourdes.
- Og du er ikke blevet overvåget.
- Men de indser snart fejltagelsen.
- Weaver vil kæmpe, men det er svært.
Dan Weaver består af støbejern.
Han skal nok klare den, Jeanne.
Vi ved, hvad vi skal gøre!
Lad os komme i gang!
- Dr. Kadar?
- Vi er vist klar.
Fyr!
- En gang til.
- Den skal oplade i ti minutter.
Der kommer to skibe!
De har set os og vender om!
Se!
- Det er væk!
- Matt har ret! Det er væk!
- Det gik ikke helt som forventet.
- Tårnet og kraftfeltet er væk!
- Hvad gør vi nu?
- Nu venter vi.
- Hej, far.
- Hej! Jeg vil gerne tale med dig.
Jeg skal mødes med volmernes leder
og vil nævne skitter-oprørerne.
Cochise har aldrig set
noget lignende ... Hvad er der?
Oprørerne er bange for volmerne
og har forladt lejren.
Det er forståeligt. De har altid
betragtet hinanden som fjender.
Vi kan måske hjælpe
ved at føre dem sammen.
De er et værdifuldt aktiv.
- Er alt i orden, far?
- Jeg har det fint. Jeg er bare træt.
Det har været et sejt træk,
og der er lang vej tilbage.
Men vi er trods alt nået hertil.
Takket være dig.
Tak. Det betyder meget for mig.
Jeg håber, at ...
Far!
Min skat ...
Det er rigtig godt at se dig.
Det begynder at blive rutine.
- Støbejern. Gik alt efter planen?
- Langtfra.
- Vi ville være døde uden Cochise.
- Jeg vil ikke være lokkedue igen.
Forhåbentlig var det sidste gang.
Tak for hjælpen, min ven.
Vores befalingshavende tøvede ikke
med at sende et redningshold.
- Sig tak fra os.
- Du får selv muligheden i morgen.
- Det er lidt tidligere end ventet.
- Er det ikke tilfredsstillende?
Jo, jeg er meget tilfreds.
Jeg er straks tilbage.
- Hvad med Lourdes?
- Hun er bundet fast.
Hun bliver ikke sig selv igen med de
parasitter. Karen sporer hende nok.
Det håber jeg sandelig.
Højere end noget andet.
Spejderne meddeler, at esphenierne
trækker sig tilbage nordpå.
Der er ingen spor af dem
inden for en radius af 10 kilometer.
Giv mig den.
Jeg vil udbringe en skål!
Jeg har holdt taler og forelæst,
men nu vil jeg udbringe en skål.
Ord kan ikke udtrykke
den taknemlighed, jeg føler -
- over for dem, jeg har kunnet kalde
min familie under invasionen.
Nu er vi nået
til begyndelsen på enden.
Det svage lys for enden af tunnelen
skinner omsider på os.
Skål for afslutningen på rejsen!
Skål for fiskehovederne!
Må de fryse røven af på Nordpolen.
Skål for sejren!
Må den være hurtig, total og evig.
Jeg håber, at det smager bedre
end det her rottegift.
- Jeg står til tjeneste.
- Jeg støtter dig. Godt klaret.
- Er det de ledere, du ser op til?
- Ja, det her er Tom Mason.
Det er vist sådan,
at I hilser høfligt på hinanden.
- Det er en ære at møde dig.
- Æren er min, sir.
- Det her er oberst Dan Weaver.
- Som stod bag den afledende manøvre.
- Vi står sammen, som soldater.
- Ja ... Mange tak.
Jeg hedder Waschak-Cha'ab
og leder denne ekspeditionsstyrke.
Vi takker for jeres hjælp
og ser frem til et langt samarbejde.
Jeg vil også takke for vores sejr -
- og fordi I reddede min søn.
- Din søn?
- Waschak-Cha'ab er min far.
Hvis I vil undskylde mig.
Der er stadig meget at gøre -
- før vi har sikret området
og befæstet vores forsvar.
Vi ville gerne tale om en fælles
strategi i kampen mod esphenierne.
Vi har gjort nogle observationer,
som I sikkert kan drage nytte af.
Der vil blive masser af tid til
at gennemgå det, men ...
- Jeg vidste, at der var et "men".
- Forstå mig ret, oberst ...
Volmerne har udviklet strategier
for konflikter med esphenierne.
Ja, det håber jeg sandelig.
Det, min søn forsøger at sige, er ...
... at vi ikke har brug for
jeres deltagelse i krigen.
Krigen er ovre for jeres del.
Den er ovre for alle mennesker.
Volmerne kan håndtere fjenden,
og jeres styrker er ikke nødvendige.
- Faktisk ville I bare være i vejen.
- Undskyld, men det er vores planet.
- Det forstår jeg godt, men ...
- Det tror jeg ikke.
Hvis I ikke vil samarbejde,
hvad vil I så med os?
Vi flytter jer sydpå til det område,
I kalder for Brasilien.
- Hvad siger du? Brasilien?
- I får alt, hvad I har brug for.
Jeres familier og venner vil være
i sikkerhed. Vi beskytter jer.
- Det her er uacceptabelt.
- Men sådan bliver det.
- Overflytningen påbegyndes i dag.
- Nej, desværre.
I behøver ikke at kæmpe sammen
med os, men det her er vores hjem.
- Vi kæmper for det, som vi vil.
- I bliver overflyttet. Punktum.
I behøver ikke at beskytte os.
Vi er allerede nået langt.
Sir, jeg beder dig ...
- Tom!
- Bliv der, oberst.
Hvis jeg får dine tånegle i kaffen,
kommer du til at fortryde det.
Professoren og Weaver har været
længe væk. Hvad vil de med volmerne?
- De lægger strategier.
- Find fiskehovederne, og dræb dem.
Hvis Napoleon havde haft dig med
i Rusland, var det gået meget bedre.
- Oberst Weaver!
- Gær jer klar til afgang om en time!
Mere tid har vi ikke.
Jeres far tilbageholdes af volmerne.
- Kan ikke forklare. Vi må af sted.
- Hvorfor har vi så travlt, oberst?
Det skal jeg fortælle dig.
Volmerne vil sende os til Brasilien.
Der er stadig millioner af espheniere
i USA. Hvad skal vi i Brasilien?
De vil flytte os dertil
og sætte os i lejre.
Men vi smutter,
før de driver os væk som kvæg.
Oberst Weaver! Vi kan ikke
tage af sted uden min far.
Bare rolig, han kommer.
Men nu må vi først af sted.
- Fart på!
- Volmerne er som fiskehovederne.
Jeg har ikke tid. Pak dine ting.
Uha ... Det er ikke noget.
- Far! Hvad sker der?
- Jeg har det fint.
Her ... Hvad er det her?
"Nitroglycerin"?
Er der noget galt med dit hjerte?
Hvor har du dem fra?
- Dr. Glass.
- Hvor længe har du taget dem?
I et par måneder.
Du må ikke sige det til nogen.
Især ikke Tom.
- Lov mig det.
- Okay, det lover jeg.
- Vi burde tage til Brasilien.
- Nej, ingen koncentrationslejr.
Vi har en opgave at udføre,
og jeg stoler ikke på volmerne.
Kan du i øvrigt forestille dig din
far sidde på en eller anden strand?
Vi må af sted.
- Hvor er min far?
- Din far er uskadt, Matt.
Jeg lover, at I bliver genforenet
på transportskibet.
- Du narrede os, dit boblehoved!
- Du tager fejl, John Pope.
Vi vil besejre esphenierne, mens I
lever i bekvemmelighed uden for fare.
Men nu må I lægge jeres våben
og gøre klar til afgang.
- Hvorfor afvæbner I jeres allierede?
- I får ikke brug for våben.
Drop det her! Lad os kæmpe os
ud af hvepseboet.
Se lidt bedre efter, Pope.
De har deres volm-våben.
- Hvorfor gør du det her?
- Jeg er en soldat som dig, oberst.
Jeg parerer ordre,
uanset om jeg er enig eller ej.
- Så ved du, at det er forkert.
- Kom nu, sir.
Jeg beder dig.
Tving mig ikke til at bruge magt.
Bed dine folk om at lægge våbnene
og gøre klar til afgang.
Læg våbnene!
Vi må kæmpe en anden dag.
Det er vores eneste mulighed.
Så det er altså enden
på den storslåede alliance?
Du vidste, at det var en fejl,
men Tom overtalte dig.
Tillykke, oberst.
Volmerne har overgået fiskehovederne
og tvunget os i knæ.
Min søn burde have advaret dig om,
at fysisk kontakt med en kommandør -
- er et alvorligt etikettebrud.
Der er meget,
han burde have advaret mig om.
- Han adlød blot strenge ordrer.
- Det forstår jeg nu.
- Alle i universet lyver vist.
- Vi ville ikke føre jer bag lyset.
Jeg var dum nok til at tro,
at din søn og jeg var venner.
Hvorfor vil I ikke gøre,
hvad vi beder jer om?
- Det er til jeres eget bedste.
- Der tager du fejl.
Cochise burde have forklaret,
hvordan mennesket er som art.
Ja, men indtil nu
har vi udelukkende mødt -
- føjelige indfødte væsener
på de planeter, vi har befriet.
Ingen har modsat sig overflytning.
De har faktisk påskønnet den.
Så du må forstå, at vi forbløffes -
- over jeres modstand
og vedholdenhed.
Vi kan også være selvcentrerede
og har ført tilintetgørende krige.
Vi har bekæmpet hinanden
af meget trivielle årsager.
Men vi vil slås for vores ret
til at eksistere.
Vi modsætter os altid dem, der
forsøger at undertrykke vores frihed.
Vi vil hellere dø end fratages vores
rettigheder, som esphenierne prøvede.
- Ja, jeg kan se, at du har ret.
- Så lad os slås.
Hvis I lader os slås,
vil vi overgå jeres forventninger.
Jeg er blot en soldat.
Jeg har aldrig sat mig ud over
mine afgrænsede kompetencer.
Jeg har aldrig stillet spørgsmål
ved bestemmelser eller ordrer ...
... indtil nu.
Jeg finder det yderst foruroligende
og forvirrende.
Din søn har forklaret,
at vi virker sådan på jer.
Du har givet mig meget at tænke over,
professor Mason.
- Vi må tales ved.
- Det ser jeg frem til.
Må jeg lige se til hende?
Lourdes ...
- Hvordan går det?
- Mit kranie er fuld af orme.
De snor sig vildt omkring.
Hvordan tror du, jeg har det?
- Jeg ved præcis, hvordan det føles.
- I må få dem ud!
Kom nu, Hal!
Hør her. Vi skal nok få dem ud,
men du må være tålmodig.
- Stoler du på mig?
- Ja ... Det har jeg altid gjort.
Lige fra begyndelsen.
Kan du huske dengang?
Du gav mig mad, når jeg havde
været ude, og du tog dig af mig.
- Det virker som 1000 år siden.
- Nu må jeg tage mig af dig.
Det lover jeg.
Hal ... Jeg ...
Vi kan blive nødt til
at gøre en ende på hendes lidelser.
- Hvorfor siger du det?
- Karen må ikke kunne spore hende.
- Er I klar, oberst Weaver?
- Hvor er Tom?
Han vil slutte sig til jer.
Lad os komme af sted.
Far!
- Skal vi virkelig til Brasilien?
- Vi har nok ikke noget valg.
- Er alt i orden?
- Ja, nu hvor vi er sammen igen.
Denne vej.
- Jeg forstår ikke.
- I må gøre, hvad I vil.
Men I skal forlade Boston
hurtigst muligt.
Kom så, folkens!
- Vi vil fortsætte med at slås.
- Det ved jeg godt.
- Vi vil måske komme i vejen.
- Det er jeg klar over.
Tag den her. Den kan vise sig nyttig.
Vær forsigtig, Tom Mason.
Tak, min ven.
Jeg håber, at vi snart ses igen.
Intet ville glæde mig mere.
Kom af sted.
De overlever ikke, min søn.
Men de ville dø i fangenskab,
højtærede fader. Det ved jeg.
Vi har aldrig før ladet indfødte
væsener blive udsat for fare.
Vi har svoret at beskytte dem.
Men som du forstår nu,
er mennesker meget anderledes.
Det håber jeg sandelig,
for deres skyld.
- Hvad er der?
- Duften af fyrretræer.
Det er skønt at komme ud af byen.
Det får blodet til at pumpe.
Det er kun, fordi du tror,
at krigen fortsætter.
Du tror, at du vil have fred og ro,
men du kan ikke leve i en villa.
Weekender med havearbejde?
Du ville blive gal i hovedet.
Hun har ret. Sammenlignet med
forstædernes stille desperation -
- er en udenjordisk invasion
det rene paradis.
Er du glad for at slippe for junglen,
doktor?
Vores skove vrimler med myg
og skovflåter, der suger blod.
Ved du, hvad borreliose gør ved en?
Stop!
- Hvad er det?
- Jeg ved det ikke. Noget stort.
Lourdes! Lourdes!
Far!
Et skib nærmer sig!
Karen bed på.
Det virkede. Det er hende.
- Hal, Ben og Maggie ...
- Søg dækning!
Tom, Hal ...
Vi må tale sammen.
Det er godt, at du er uskadt, Hal.
Jeg har savnet dig.
Jeg har også set frem til at mødes.
- Hvorfor skulle jeg ikke dræbe dig?
- Rolig, Tom.
Det her er vigtigere
end vores personlige uenigheder.
- Det handler om volmerne.
- Kom til sagen.
Det gik ikke som planlagt. I og jeres
kære allierede er gået hver til sit.
De er ikke de noble riddere,
som I troede, vel?
Bliv der.
Du er vist ekspert i skuffelser.
Du vil kun tale med os,
fordi volmerne jagter dig.
Du stoler ikke på mig,
men jeg havde haft det på samme måde.
Jeg kunne sige undskyld, men
det ville bare lyde som tomme ord.
Derfor troede jeg heller ikke,
at én samtale ville være nok.
I vil snart opdage flere
ubehagelige ting ved volmerne.
Krigen har stået på i århundreder
og vil fortsætte meget længere.
Som I selv har erfaret, vil vi måske
en dag få fælles interesser.
- Min dør står altid åben.
- Det kan du ikke mene alvorligt?
Det gør jeg.
Jeg har taget en gave med, som jeg
tror, at du vil blive glad for, Tom.
Hvor sjovt.
Jeg har også noget til dig.
Kom nu. Er du uskadt?
Ja.
Tom? Tom!
Jeg ville bare være sammen med dig.
Jeg er ked af det.
- Anne! Anne?
- Tom?
Anne?
Jeg troede, at du var død.
Det er godt, at du er uskadt.
Har du Lexie med?
- Har de gjort hende noget?
- Hun har det fint, Tom.
Men ...
- Jeg forstår ikke.
- Det er Lexie, vores datter.
Hej, far!
Jeg troede virkelig,
at vi var tæt på slutningen.
- Af krigen, altså.
- Vi er kommet lidt nærmere.
Nu slipper du da for
at være urolig for Karen.
Ja, selvfølgelig.
- Men ..?
- Ikke noget men.
Jeg synes ellers, at jeg hørte et.
- Lad mig hjælpe. Vi trækker sammen.
- Jeg klarer det, Tom.
Du kan hjælpe til derovre.
Jeg kan selv ordne det.
- Okay?
- Ja.
Prøv at starte, Lyle! Vent lidt ...
- Hvor længe, Pope?
- Hvor skal jeg begynde?
Du har ti minutter,
ellers må vi bruge Lourdes lastbil.
- Ingen vil køre med det misfoster.
- Vi har måske ikke noget valg.
- Hvordan går det med dr. Glass?
- Hun sover. De gør hun meget i.
- Sagde hun noget om det, der skete?
- Hun husker intet.
Ingen tegn på parasitter
eller sporing?
Det tror jeg ikke,
men vi må være på vagt.
- Hvad med min datter?
- Hvad mener du?
Hun blev født for to måneder siden
og ligner nu en seksårig.
- Dna-prøven viste den mulighed.
- Vil hun fortsætte med at vokse?
Det kan jeg ikke spekulere i.
En sidste afskedsgave
fra Karen og esphenierne.
Jeg troede, at de var døde,
og at jeg havde mistet dem.
Når Anne vågner, kan hun fortælle,
hvad der skete med din datter.
- Men indtil da ...
- Jeg ved det godt.
- Okay, så er vi klar!
- Få jeres ting ind! Vi kører snart.
- Ligesom i gamle dage, oberst.
- Hvor skal vi så hen?
- Vi vil starte med Charleston.
- Og advare om overflytningen.
Så må vi finde Hathaways folk
og danne en ny modstandsbevægelse.
En menneskelig modstandsbevægelse.
Lad volmerne slås mod esphenierne.
Vi har vores egen kamp.
Pope har ret i én ting.
Det føles som i gamle dage.
Der er lang vej tilbage, Dan.
Alexis?
Tekster: Lasse Petersen
www.sdimedia.com