Tip:
Highlight text to annotate it
X
-BOG ELLEVTE. KAPITEL I - DEL 2.
DEN LILLE sko.
En guttural grine svaret fra det indre af muren til disse blodige ord - "Hah!
hah! hah "-! Zigeuneren så præsten gå på pension i retning af Pont Notre-
Dame.
En kavalkade blev hørt i den retning. Den unge pige havde genkendt de arrige
eneboer. Gispende med terror, hun forsøgte at frigøre
sig selv.
Hun vred sig, hun lavet mange starter i smerte og fortvivlelse, men de andre holdt hende med
utrolige styrke.
De magre og knoklede fingre, som forslået hende, knyttede på hendes kød og mødtes omkring
den. Man skulle have sagt, at denne hånd var
nittet til hendes arm.
Det var mere end en kæde, mere end en lænke, mere end en ring af jern, det var en
levende par knibtang begavet med intelligens, der opstod fra væggen.
Hun faldt tilbage mod udmattede væggen, og så frygten for døden bemægtigede
af hende.
Hun tænkte på skønheden i livet, for unge, af den opfattelse af himlen, de aspekter,
af naturen, af hendes kærlighed til Phoebus, af alt der var at forsvinde, og alt hvad der var
nærmer sig, af den præst, som var
fordømme hende, for headsman, der skulle komme, den galge, som var der.
Så hun følte terror montere til den meget rødder af hendes hår, og hun hørte spottende
grine af eneboer, siger til hende i en meget lav tone: "Hah! hah! hah! du er
vil blive hængt! "
Hun vendte sig en døende kig mod vinduet, og hun saae den hårde ansigt
fyret nonne gennem tremmerne. "Hvad har jeg gjort dig?" Sagde hun, næsten
livløse.
The eneboer svarede ikke, men begyndte at mumle med en syngende irriteret, drillende
intonation: "Datter af Ægypten! datter af Ægypten! datter af Ægypten! "
Den ulykkelige Esmeralda faldt hendes hoved under hendes flagrende hår, forstå
at det var intet menneske hun var nødt til at beskæftige sig med.
Pludselig eneboer udbrød, som om sigøjner-spørgsmål havde taget alle
denne gang for at nå hendes hjerne ,--"' Hvad har du gjort for mig? 'du sige!
Ah! hvad har du gjort for mig, sigøjner!
Nå! høre .-- Jeg havde et barn! du ser!
Jeg havde et barn! et barn, siger jeg dig -! en smuk lille pige -! min Agnes "fortsatte hun
vildt, kysse noget i mørket .-- "Nå! Ser du, datter af Ægypten? de
tog mit barn fra mig, de stjal mit barn, de spiste mit barn.
Det er, hvad du har gjort mod mig "Den unge pige svarede som et lam,. -
"Ak! maaske var jeg ikke født dengang! "
"Oh! ja! "returnerede eneboer," du må have været født.
Du var blandt dem.
Hun ville være den samme alder som dig! så - jeg har været her i femten år;! femten år
Jeg har lidt; femten år har jeg bad; femten år har jeg slog mit hoved
mod disse fire vægge - jeg fortælle dig, at
"TWA sigøjnerne, der stjal hende fra mig, hører du det? og som spiste hende med deres
tænder .-- Har du et hjerte? forestille sig et barn, der leger, et barn sutter, et barn sover.
Det er så uskyldig en ting -! Nå! , at det er, hvad de tog fra mig, hvad de
dræbt. Den gode Gud kender det godt!
I dag er det min tur, jeg kommer til at spise sigøjnere .-- Oh!
Jeg vil bide dig godt, hvis barer ikke forhindre mig!
Mit hoved er for stor -! Stakkels lille en! mens hun sov!
Og hvis de vækkede hende op, når de tog hende, forgæves hun måtte græde, jeg var der ikke -!
Ah! sigøjner mødre, du slugte mit barn! Kom og se din egen. "
Så begyndte hun at grine eller til at skære hendes tænder, for de to ting lignede hver
andre i den rasende ansigt. Dagen var begyndt at dæmre.
En Ashy glimt svagt oplyste denne scene, og galgen blev mere og mere markante i
pladsen.
På den anden side, i retning af broen over Notre-Dame de fattige fordømte
Pigen troede, at hun hørte lyden af kavaleri nærmer sig.
"Frue," sagde hun, slår hænderne og falder på knæ, sjusket,
distraheret, gal med skræk; "frue! har medlidenhed!
De er på vej.
Jeg har ikke gjort noget for dig. Ville du ønsker at se mig dø i denne
forfærdelig mode for dine øjne? Du er ynkelig, er jeg sikker på.
Det er for forfærdeligt.
Lad mig gøre min flugt. Slip mig!
Mercy. Jeg ønsker ikke at dø sådan! "
"Giv mig mit barn tilbage!" Sagde eneboer.
"Mercy! Mercy! "
"Giv mig mit barn tilbage!" "Slip mig, i himlens navn!"
"Giv mig mit barn tilbage!"
Igen den unge pige faldt; udtømt, brudt, og har allerede den spejlblanke øjet
af en person i graven. "Ak!" Stammede hun, "du søger dit barn,
Jeg søger mine forældre. "
"Giv mig min lille Agnes!" Forfulgte Gudule.
"Du ved ikke, hvor hun er? Så dø - Jeg vil fortælle dig.
Jeg var en kvinde i byen, jeg havde et barn, de tog mit barn.
Det var sigøjnerne. Du ser tydeligt, at du skal dø.
Når din mor, sigøjner, kommer til at genvinde dig, må jeg sige til hende: "Mor,
se på det gibbet -! Eller giv mig mit barn tilbage.
Ved du hvor hun er, min lille datter?
Ophold! Jeg vil vise dig.
Her er hendes sko, alt hvad der er efterladt mig af hende.
Ved du, hvor dens mage er?
Hvis du kender, fortæl mig, og hvis det kun er i den anden ende af verden, vil jeg kravle hen til
det på mit knæ. "
Da hun talte således, med hendes anden arm udvidet gennem vinduet, hun viste
sigøjner den lille broderede sko. Det var allerede lys nok til at skelne
dens form og dens farver.
"Lad mig se, at sko," sagde sigøjner, sitrende.
"Gud! Gud! "
Og på samme tid, med sin hånd, som var på fri fod, hun hurtigt åbnede
lille pose pyntet med grønne glas, som hun bar om hendes hals.
"Go on, go on!" Mumlede Gudule, "søg din dæmon er amulet!"
Alle på en gang, stoppede hun kort, bævede i alle lemmer, og råbte med en stemme, der
gik helt fra dybet af hendes væsen: "Min datter!"
Zigeuneren havde netop trukket fra posen lidt sko absolut ligner
andre.
Til dette lille sko var bilagt en pergament, som var indskrevet dette
charme, - Quand le parell retrouveras Ta blot te
tendras les bras .*
* Når du skal finde sin mage, vil din mor strække sine arme ud til dig.
Hurtigere end et lyn, havde eneboer lagt to sko sammen,
havde læst pergament og havde sat tæt på barer af vinduet hendes straalende Ansigt
med himmelske glæde, som hun græd, -
"Min datter! min datter! "" Min mor! "sagde sigøjner.
Her er vi ulige til opgaven af skildrer scenen.
Muren og jernstænger var mellem dem.
"Oh! væggen! "råbte eneboer. "Oh! at se hende og ikke til at omfavne hende!
Din hånd! din hånd! "
Den unge pige gik sin arm gennem åbningen, den eneboer kastede sig på, at
hånd, trykkede sine læber til det, og der stadig, begravet i at kysse, hvilket giver ingen
andre tegn på liv end en Hulken, der hev hendes bryst fra tid til anden.
I mellemtiden, græd hun i torrents, i stilhed, i mørke, ligesom en regn om natten.
Den stakkels mor udøst i oversvømmelser ved at forgudede hånd den mørke og dybe brønd
tårer, som lå inden i hende, og ind som hendes sorg havde filtreret, dråbe for dråbe, for
femten år.
Alle på én gang rejste hun sig, kastede bort sit lange grå hår fra hendes pande, og uden
mæle et ord, begyndte at ryste tremmerne af hendes bur celle, med begge hænder, mere
rasende end en løvinde.
Søjlerne holdt fast.
Så gik hun til at søge i hjørnet af sin celle en stor brosten, der tjente hende
som en pude, lanceret og det mod dem med en sådan vold, at en af de barer
brød, der udsender tusindvis af gnister.
Et andet slag helt smadret den gamle jern kors, som barrikaderede vinduet.
Så med sine to hænder, færdige hun bryde og fjerne de rustne stumper af
tremmerne.
Der er øjeblikke, hvor kvindes hænder besidder overmenneskelig styrke.
En passage brudt, var mindre end et minut kræves for hende at gribe sin datter ved at
midten af hendes krop, og trække hende ind i hendes celle.
"Kom lad mig trække dig ud af afgrunden," mumlede hun.
Da hendes datter var inde i cellen, hun lagde hende blidt på jorden, løftede
hende op igen, og med hende i armene, som om hun stadig kun var hendes lille
Agnes, hun gik frem og tilbage i sin lille
værelse, beruset, hektisk, glade, råbte, sang, kyssede hendes datter, taler
til hende, brister i latter, smelter i Graad, alle på én gang og med heftighed.
"Min datter! min datter! "sagde hun.
"Jeg har min datter! her er hun! Den gode Gud har givet hende tilbage til mig!
Ha dig! kommer jer alle! Er der nogen der for at se, at jeg har
min datter?
Herre Jesus, hvor smuk hun er! Du har gjort mig vente femten år, min
gode Gud, men det var for at give hende tilbage til mig smukke .-- Så sigøjnerne gjorde
ikke spise hende!
Hvem sagde det? Min lille datter! min lille datter!
Kys mig. De gode sigøjnere!
Jeg elsker sigøjnere -! Det er virkelig dig!
Det var hvad der gjorde mit hjerte spring, hver gang du gik forbi.
Og jeg tog den for had! Tilgiv mig, min Agnes, tilgiv mig.
Du troede mig meget ondsindet, gjorde du ikke?
Jeg elsker dig. Har du stadig den lille præg på din
halsen? Lad os se.
Hun har stadig det.
Oh! du er smuk! Det var mig, der gav dig de store øjne,
Mademoiselle. Kys mig.
Jeg elsker dig.
Det er ikke noget for mig, at andre mødre har børn, jeg foragter dem nu.
De har kun til at komme og se. Her er mit.
Se hendes hals, hendes øjne, hendes hår, hendes hænder.
Find mig noget så smukt er det! Oh! Jeg lover jer hun vil have kærester,
at hun vil!
Jeg har grædt i femten år. Alle mine skønhed har forladt og er faldet
til hende. Kys mig. "
Hun henvender sig til hende et tusinde andre ekstravagant bemærkninger, hvis accent
udgjorde deres eneste skønhed, disarranged den stakkels piges tøj selv til det punkt
at gøre hende til at rødme, glattede hendes silkebløde
hår med hånden og kyssede hendes fod, hendes knæ, hendes pande, hendes øjne, var i Henrykkelse
over alting.
Den unge pige lod hende få sin vilje, at gentage med mellemrum og meget lav og
med uendelig ømhed, "Min mor!"
"Ser du, min lille pige," genoptog eneboer, indflette hendes ord med
kys, "Jeg elsker dig inderligt? Vi vil gå væk herfra.
Vi vil blive meget glad.
Jeg har arvet noget i Reims, i vores land.
Du ved Reims? Ah! Nej, du ikke kender det, du var alt for
lille!
Hvis du bare vidste hvor smuk du var i en alder af fire måneder!
Små fødder, at folk kom selv fra Epernay, som er syv ligaer væk, at
se!
Vi skal have et felt, et hus. Jeg vil sætte dig til at sove i min seng.
Min Gud! min Gud! hvem ville tro det? Jeg har min datter! "
"Åh, min mor!" Sagde den unge pige, omsider finder styrke til at tale i hendes
følelser, "sigøjner-kvinde fortalte mig det.
Der var en god sigøjner af vores band, som døde sidste år, og som altid holdt af mig som
en sygeplejerske. Det var hende, der er placeret denne lille pose om
min hals.
Hun sagde altid til mig: 'Little én vagt denne juvel godt!
'Tis en skat. Det vil give dig at finde din mor en gang
igen.
Du wearest din mor om din Hals '-. Zigeuneren forudsagde det "!
De fyrede nonne igen pressede sin datter i sine arme.
"Kom, lad mig kysse dig!
Du siger at nydeligt. Når vi er i landet, vil vi placere
disse små sko på et spædbarn Jesus i kirken.
Vi har helt sikkert skylder den gode, hellige Jomfru.
Sikke en smuk stemme du har! Når du talte til mig netop nu, var det
musik!
Ah! min Herre Gud! Jeg har fundet mit barn igen!
Men er denne historie troværdig? Intet vil dræbe en - eller jeg burde have
døde af glæde. "
Og så begyndte hun at klappe i hænderne igen og til at le og græde ud: "Vi vil
at være så glad! "
I det øjeblik, genlød cellen med klang af våben og en galopperende heste
der syntes at komme fra Pont Notre-Dame, midt fremrykkende længere og
længere henne ad kajen.
Den sigøjner kastede sig med kvaler i armene på de fyrede nonne.
"Frels mig! frels mig! mor! De kommer! "
"Oh, himlen! Hvad siger du?
Jeg havde glemt! De er i jagten på dig!
? Hvad har du gjort "" Jeg ved ikke, "svarede den ulykkelige barn;
"Men jeg er dømt til at dø."
"! At dø" sagde Gudule, vaklende som om ramt af lynet, "! At dø" hun gentog
langsomt, stirrede på hende datter med stirrende øjne.
"Ja, mor," svarede den skræmte unge pige, "de ønsker at dræbe mig.
De kommer til at gribe mig. Det galger er for mig!
Spar mig! frels mig!
De kommer! Frels mig! "
The eneboer forblev i flere øjeblikke ubevægelig og forstenet, da hun flyttede
hendes hoved i tegn på tvivl, og pludselig får luftet et anfald af latter, men
med denne frygtelige latter, som var kommet tilbage til hende, -
"Ho! ho! nej! 'Tis en drøm, som du fortæller mig.
Ak, ja!
Jeg mistede hende, der varede femten år, og så fandt jeg hende igen, og det varede en
minut! Og de ville tage hende fra mig igen!
Og nu, når hun er smuk, når hun er vokset op, når hun taler til mig, når hun
elsker mig, og det er nu, at de ville komme til at fortære hende, for mine øjne, og jeg hende
mor!
Oh! nej! disse ting er ikke mulige. Den gode Gud tillader ikke sådanne ting som
det. "Her kavalkade syntes at standse, og en
stemme blev hørt, til at sige i det fjerne, -
"Denne måde, Messire Tristan! Præsten siger, at vi skal finde hende på
Rotten-Hole. "Støjen af hestene begyndte igen.
The eneboer sprang til hendes fødder med et skrig af fortvivlelse.
"Flyv! flyve! mit barn! Alle kommer tilbage til mig.
Du er rigtige.
Det er din død! Horror!
Forbandelser! Flyv! "
Hun stak hovedet ind af vinduet, og trak det igen hurtigt.
"Tilbage," sagde hun, i en lav, Curt, og lugubrious tone, da hun trykkede hånd
sigøjnere, der var mere død end levende.
"Bliv! Undgå indånding!
Der er soldater overalt. Du kan ikke komme ud.
Det er for lys. "
Hendes øjne var tørre og brændende.
Hun tav et øjeblik, men hun tempo cellen hurtigt, og standsede nu
og derefter at plukke ud håndfulde af hendes grå hår, som hun bagefter rev med hende
tænder.
Pludselig sagde hun: "De komme nær. Jeg vil tale med dem.
Skjul dig selv i dette hjørne. De vil ikke se dig.
Jeg vil fortælle dem, at du har lavet din flugt.
At jeg frigivet dig, jeg 'tro! "
Hun satte sin datter (ned til hun stadig bar hende), i det ene hjørne af
celle, som ikke var synlige udefra.
Hun fik hende til at sidde på hug, arrangeret hendes omhyggeligt, så at hverken fod eller hånd
fremskrevet fra skyggen, løste hendes sorte hår, som hun spredt ud over hendes hvide kjole
at skjule det, placeret foran hende hendes
kande og hendes brosten, den eneste af træ, som hun besad, at forestille sig
at denne kande og sten ville skjule hende. Og da dette var færdig blev hun mere
rolige, og knælede ned for at bede.
Dagen, der kun var gryende stadig efterladt mange skygger i Rat-Hole.
I det øjeblik, passerede stemme præsten, at infernalske stemme, meget tæt på
cellen, gråd, -
"Denne måde, kaptajn Phoebus de Chateaupers." På det navn, på den stemme, La Esmeralda,
krøb sammen i sit hjørne, gjorde en bevægelse. "Du skal ikke røre!" Sagde Gudule.
Hun havde knap nok færdig, når en tumult af mænd, sværd og heste standset omkring
celle.
Moderen rejste sig hurtigt og gik at skrive sig selv før hendes vindue, for at stoppe
det op. Hun så en stor flok bevæbnede mænd, både
hest og fods, udarbejdet på Greve.
Chefen afmonteret, og kom hen imod hende.
"Old kvinde!" Sagde denne mand, som havde et grusomme ansigt, "vi er på jagt efter et
heks til at hænge hende, fik vi at vide, at du havde hende ".
Den stakkels mor antages som indifferent en luft, som hun kunne, og svarede: -
"Jeg ved ikke, hvad du mener." Den anden blev genoptaget, "Tete Dieu!
Hvad var det, bange Stiftsprovsten sagde?
Hvor er han? "" Monseigneur, "sagde en soldat," han har
forsvundet. "
"Kom nu, gamle galning," begyndte chefen igen, "lyver ikke.
En troldkvinde blev givet i omkostninger for dig. Hvad har du gjort med hende? "
The eneboer ønskede ikke at benægte alt, af frygt for at vække mistanke, og svarede
en oprigtig og uvenlig tone, -
"Hvis du taler om en stor ung pige, som blev lagt i mine hænder et stykke tid siden, jeg
vil fortælle dig, at hun bed mig, og at jeg løsladt hende.
Der!
Lad mig være i fred. "Kommandanten lavede en grimasse af
skuffelse. "Du skal ikke lyve for mig, gamle spøgelse!" Sagde han.
"Mit navn er Tristan l'Hermite, og jeg er Kongens sladder.
Tristan Eremit, hører du? "
Han tilføjede, da han kiggede på Place de Greve omkring ham, "'Tis et navn, der har en
ekko her. "
"Du kan være Satan Eremit," svarede Gudule, som var at genvinde håbet, "men jeg
burde ikke have noget andet at sige til dig, og jeg vil aldrig være bange for dig. "
"Tete-Dieu," siger Tristan, "her er der en kælling!
Ah! Så heksen pigen har flygtede! Og i hvilken retning gjorde hun hen? "
Gudule svarede i en ligegyldig tone, -
"Gennem Rue du Mouton, tror jeg." Tristan drejede hovedet og gjorde tegn til
hans tropper til at forberede at fastsætte på march igen.
The eneboer trak vejret frit igen.
"Monseigneur", pludselig sagde en bueskytte, "spørger den gamle elver, hvorfor tremmerne af hendes vindue
er brudt på denne måde. "Dette spørgsmål bragt kvaler igen til
hjertet af den elendige mor.
Alligevel havde hun ikke mister alle åndsnærværelse.
"De har altid været således," stammed hun.
"Bah!" Svarede bueskytten, "kun går de stadig dannede en fin sort kors, som
inspirerede hengivenhed. "Tristan øst et sideblik på
eneboer.
"Jeg tror, den gamle dame bliver forvirret!" Den uheldige kvinde følte, at alle
afhang af hendes egen besiddelse, og selv med døden i hendes sjæl, begyndte hun
til grin.
Mødre har en sådan styrke. "Bah!" Sagde hun, "manden er beruset.
'Tis mere end et år siden halen af en sten vogn styrtede mod mit vindue, og
brød på risten.
Og hvordan jeg forbandede Carter, også. "" 'Det er sandt, "sagde en anden bueskytte," Jeg var
der. "Altid og overalt mennesker skal
fundet, der har set alt.
Dette uventet vidneudsagn fra bueskytten igen opfordrede eneboer, hvem dette
spørgende blev tvunget til at krydse en afgrund på kanten af en kniv.
Men hun var dømt til en evig alternativ håb og alarm.
"Hvis det var en vogn, der gjorde det," svarede den første soldat, "de stumper af stængerne
bør være stak indad, mens de rent faktisk bliver skubbet udad. "
"Ho! ho! "sagde Tristan til soldaten," du har næsen af en inkvisitor af
Chatelet. Svar på hvad han siger, gamle kvinde. "
"Herregud!" Udbrød hun, drevet til bugten, og i en stemme, der var fuld af tårer
på trods af hendes indsats: "Jeg sværger til dig, Eders Hojhed, at det var en vogn, der brød
disse barer.
Du hører den mand, der så det. Og så, hvad er der at gøre med din
sigøjner? "" Hm! "brummede Tristan.
"Djævelen!" Gik på den soldat, smigret af Fogdens ros, "disse frakturer
af jern er helt friske. "Tristan kastede hovedet.
Hun vendte sig bleg.
"Hvor længe siden, siger du, gjorde vognen gøre det?"
"En måned, to uger, måske monseigheur, ved jeg ikke."
"Hun først sagde mere end et år," bemærkede soldaten.
"Det er mistænkeligt," sagde Provost.
"Monseigneur!" Sagde hun, stadig presset mod åbningen, og bævende frygt
mistanke bør føre dem til at stikke deres hoveder igennem og se ind i hendes celle;
"Eders Hojhed, jeg sværger dig, at det var en vogn, der brød denne rist.
Jeg sværger det til dig af engle paradis.
Hvis det ikke var en vogn, kan jeg være evigt fordømt, og jeg afviser Gud! "
"Du sætter en hel del varme til denne ed," sagde Tristan, med hans inkvisitoriske
blik.
Den stakkels kvinde mærkede hendes sikkerhed forsvinder mere og mere.
Hun havde nået det punkt at famle, og hun forstod med rædsel, at hun
sagde, hvad hun ikke burde have sagt.
Her en anden soldat kom op, grædende, - "Monsieur, den gamle heks ligger.
Heksen har ikke flygte gennem Rue de Mouton.
Gaden kæden har været spændt hele natten, og kæden vagten har set ingen
passere. "Tristan, hvis ansigt blev mere skummel
med hvert øjeblik, talte til eneboer, -
"Hvad har du at sige til det?" Hun forsøgte at gøre hoved mod denne nye
hændelse, "at jeg ikke kender, Eders Hojhed, at jeg
kan have taget fejl.
Jeg tror faktisk, at hun krydsede vandet. "
"Det er i den modsatte retning," sagde Provost, "og det er ikke særlig sandsynligt
at hun ville ønske at vende tilbage til byen, hvor hun blev forfulgt.
Du lyver, gamle kvinde. "
"Og så," tilføjede den første soldat, "der er ingen båd enten på denne side af
Stream eller på den anden. "" Hun svømmede tværs, "svarede eneboer,
forsvare hendes jord fod for fod.
"Gør kvinder svømme?" Sagde soldaten. "Tete Dieu! gammel kvinde!
Du lyver! "Gentog Tristan vredt. "Jeg har et godt sind til at opgive den
troldkvinde og tage dig.
En fjerdedel af en time af tortur vil, maaske, tegne sandheden fra din hals.
Kom! Du er til at følge os. "
Hun greb om disse ord med Lidenskab.
"Som du vil, Eders Hojhed. Gør det.
Gør det. Tortur.
Jeg er villig til.
Tag mig væk. Hurtig, hurtig! Lad os, der er fastsat på en gang! -
I løbet af denne tid, "sagde hun til sig selv," min datter vil få hende til at flygte. "
"'S død!" Sagde Provost, "hvad en god appetit til rack!
Jeg forstår ikke denne galning på alle. "
En gammel, grå-hårede sergent af afskærmningen trådte ud af rækken, og tackle
Stadsfogden - "Mad i sooth, Eders Hojhed.
Hvis hun udgivet sigøjner, det var ikke hendes skyld, for hun ikke elsker sigøjnere.
Jeg har været af den se disse femten år, og jeg hører hende hver aften bander
den bøhmiske kvinder med endeløse forbandelser.
Hvis den ene af hvem vi er i forfølgelsen er, som jeg formoder, den lille danserinde med geden,
Hun afskyr at man først og fremmest resten "Gudule gjort en stor indsats og sagde,. -
"At man først og fremmest."
Den enstemmige vidnesbyrd om mænd af uret bekræftede den gamle sergent ord til
Stadsfogden.
Tristan l'Hermite, i fortvivlelse til at udvinde noget fra eneboer, vendte ryggen
på hende, og med usigelig angst hun saae ham direkte hans kursus langsomt i retning af
sin hest.
"Kom!" Sagde han, mellem hans tænder, "March on! Lad os sætte ud igen på stræben.
Jeg skal ikke sove, før at sigøjner er hængt. "
Men han tøvede stadig i nogen tid, før montering sin hest.
Gudule palpitated mellem liv og død, da hun så ham kaste om stedet, at
urolig udseendet af en jagthund, der instinktivt føler, at de hule af
Dyret er tæt på ham, og er tilbageholdne med at gå væk.
Til sidst rystede han på hovedet og sprang ind i hans sadel.
Gudule er frygteligt komprimeret hjerte nu udspilede, og hun sagde i en lav stemme, som
hun kastede et blik på sin datter, som hun ikke havde vovet at se på, mens de var
der, "Saved!"
Det stakkels barn var forblevet al denne tid i sit hjørne, uden at trække vejret, uden at
bevæger sig, med ideen om død før hende.
Hun havde ikke mistet noget af scenen mellem Gudule og Tristan, og de kvaler af hendes
Moderen havde fundet sit ekko i hendes hjerte.
Hun havde hørt alle de successive snappings af den tråd, som hun hang suspenderet
over den kløft, tyve gange hun havde syntes, at hun så det pause, og til sidst hun
begyndte at trække vejret igen og at føle hendes fod på fast grund.
I det øjeblik hun hørte en stemme sige til prorektor: "Corboeuf!
Monsieur le Prevot, 'tis ingen affære af mig, en mand af våben, til at hænge hekse.
Pøbelen af befolkningen er undertrykt. Jeg forlader dig til at deltage til sagen alene.
Du vil tillade mig at slutte min virksomhed, der venter på deres kaptajn. "
Stemmen var, at af Phoebus de Chateaupers, at der fandt sted inden for
hende var ubeskriveligt.
Han var der, hendes veninde, hendes beskytter, hendes støtte, hendes tilflugt, hendes Phoebus.
Hun rejste sig, og før hendes mor kunne forhindre hende, havde hun styrtede hen til vinduet,
gråd, -
"Phoebus! hjælp mig, min Phoebus! "Phoebus ikke længere var der.
Han var lige vendt hjørnet af Rue de la Coutellerie i galop.
Men Tristan havde endnu ikke taget hans afgang.
The eneboer styrtede ind på sin datter med et brøl af smerte.
Hun slæbte hende voldsomt tilbage, grave sine negle ind i hendes hals.
En tigerinde mor ikke stå på bagateller. Men det var for sent.
Tristan havde set.
"Han! han! "udbrød han med et grin, der blottede alle sine tænder og gjorde hans ansigt
ligne næseparti af en ulv, "to mus i fælden!"
"Jeg mistænkte så meget," sagde soldaten.
Tristan klappede ham på skulderen, - "Du er en god kat!
Kom! "Tilføjede han," hvor er Henriet Fætter? "En mand, der havde hverken tøj eller
luften af en soldat, trådte fra rækkerne.
Han var iført et kostume halv grå, halvt brune, flade hår, læder ærmer og bar en
bundt af reb i hans store hånd. Denne mand altid deltog Tristan, der
altid deltog Ludvig XI.
"Ven," sagde Tristan l'Hermite, "Jeg formoder, at dette er troldkvinden hvoraf
vi er på jagt. Du vil hænge mig denne ene.
Har du din stige? "
"Der er en derovre, under skuret af søjle-House," svarede manden.
"Er det på denne retfærdighed, at de ting er at blive gjort?" Tilføjede han og pegede på stenen
gibbet.
"Ja." "Ho, han!" Fortsatte manden med en enorm
latter, som var endnu mere brutal end Provost, "vi har ikke langt
at gå. "
"Skynd dig!" Sagde Tristan, "du skal grine bagefter."
I mellemtiden havde eneboer ikke sagt et ord siden Tristan havde set
hendes datter, og alt håb var tabt.
Hun havde slynget den stakkels sigøjner, halvdød, ind i hjørnet af kælderen og havde
lagt sig igen ved vinduet med begge hænder hvilende på vinklen på karmen
som to kløer.
I denne holdning hun blev set til at kaste over alle dem, soldaterne hendes Blik, som havde
bliver vilde og vanvittige gang mere.
I det øjeblik, hvor Osteløbe Fætter nærmede sig hende celle, hun viste ham så vild et ansigt
at han veg tilbage. "Monseigneur," sagde han, tilbage til
Provost ", som skal jeg tage?"
"Den unge en." "Så meget desto bedre, for den gamle
det synes svært. "" Stakkels lille danserinde med ged! "sagde
den gamle Vagtmesteren.
Osteløbe Fætter nærmede sig vinduet igen. Moderens øjne lavet sin egen hænge.
Han sagde med en god portion af frygtsomhed, - "Madam" -
Hun afbrød ham i en meget lav, men rasende stemme, -
"Hvad spørger du?" "Det er ikke dig," sagde han, "det er den
andre. "
"Hvad andet?" "Den unge en."
Hun begyndte at ryste hovedet, græder, - "Der er ingen! der er ingen! Der er
Ingen! "
"Ja, der er!" Svarede bøddelen, "og du kender det godt.
Lad mig tage de unge en. Jeg har intet ønske om at skade dig. "
Hun sagde, med en mærkelig vrængen, -
"Ah! så du har intet ønske om at skade mig "" Lad mig få den anden, frue;! 'tis
Monsieur Stadsfogden, der ønsker det "Hun gentages med et blik af galskab,. -
"Der er ingen her."
"Jeg siger jer, at der er!" Svarede bøddelen.
"Vi har alle set, at der er to af dig."
"Se så!" Sagde eneboer, med et hånligt smil.
"Thrust dit hoved gennem vinduet." Skarpretteren observerede moderens
finger-negle og turde ikke.
"Skynd dig!" Råbte Tristan, der netop havde varierede sine tropper i en cirkel rundt om
Rotte-hul, og der sad på sin hest ved siden af galgen.
Osteløbe vendte atter tilbage til Stadsfogden i stor forlegenhed.
Han havde kastet sit reb på jorden, og var vride sin hat mellem hans hænder med
en akavet luft.
"Monseigneur", spurgte han, "hvor skal jeg komme ind?"
"Ved døren." "Der er ingen."
"Ved vinduet."
»Det er for lille." "Gør det større," siger Tristan vredt.
"Har du ikke hakker?" Moderen stadig kiggede på standhaftigt fra
dybderne af hendes hule.
Hun ikke længere havde håbet på noget, hun ikke længere vidste, hvad hun ønskede, bortset fra at
hun ikke ønsker dem til at tage sin datter.
Osteløbe Fætter gik på jagt efter brystet af værktøjer for natten manden, under skuret
af søjle-House.
Han drog det også det dobbelte stigen, som han straks i gang med op mod
galgen.
Fem eller seks af Fogdens mænd bevæbnet sig med hakker og brækjern, og
Tristan begav sig selv, i selskab med dem, mod vinduet.
"Gamle," sagde Provost, i en alvorlig tone, "levere op for os, at pigen stille."
Hun så på ham som en, der ikke forstår.
"Tete Dieu!" Fortsatte Tristan, "hvorfor prøver du at forhindre dette troldkvinde, der hang som
det behager kongen? "De elendige kvinde begyndte at grine i hendes
vilde måde.
"Hvorfor? Hun er min datter. "Tonen, hvori hun udtalte disse
ord gjort endnu Henriet fætter gyser. "Jeg er ked af det," sagde Provost,
"Men det er Kongens god fornøjelse."
Hun græd, forstærket hendes forfærdelige grine, - "Hvad er din konge til mig?
Jeg siger jer, at hun er min datter! "" Pierce væggen, "siger Tristan.
For at gøre en tilstrækkelig bred åbning, er det tilstrækkeligt at fordrive et kursus
af sten under vinduet.
Da moderen hørte hakker og brækjern minedrift hendes fæstning, hun udstødte et
forfærdelige skrig, og så begyndte hun at stride om hendes celle med frygtelig hurtighed, en
vilde dyr 'vane, som hendes bur havde formidles til hende.
Hun ikke længere sagde noget, men hendes øjne flammede.
Soldaterne blev kølet til selve sjælen.
Alle på én gang greb hun sin brosten, lo, og kastede den med begge næver, når
arbejderne.
Stenen, dårligt kastede (til hendes hænder rystede), rørte ingen, og faldt kort
under fødderne på Tristans hest. Hun skar hendes tænder.
I mellemtiden, selv om solen endnu ikke var steget det var højlys dag, en
smukke rosa farve oplivet den gamle, forfaldne skorstene af søjle-House.
Det var den time, hvor de tidligste vinduerne i den store by åbne glæde på
tagene.
Nogle håndværkere, et par frugt-sælgere på deres vej til markederne på deres æsler, begyndte at
krydse Greve, de standsede et øjeblik, før denne gruppe af soldater
grupperet rundt om Rat-Hole, stirrede på det med en luft af forbavselse og gik videre.
The eneboer havde gået og satte sig af hendes datter, der dækker hende med hendes krop,
foran hende, med stirrende øjne, lytte til det stakkels barn, som ikke
røre, men der holdt mumlende i en lav stemme, disse ord kun, "Phoebus!
Phoebus! "
I samme grad som arbejdet i demolishers syntes at forhånd, moderen
mekanisk trak sig tilbage, og pressede den unge pige tættere og tættere på væggen.
Alle på én gang, er eneboer skuede stenen (for hun stod vagt og aldrig tog
hendes øjne fra den), bevæge sig, og hun hørte Tristan stemme opmuntrende arbejderne.
Hun vakte fra depressionen, hvori hun var faldet i løbet af de sidste par
øjeblikke, råbte, og da hun talte, hendes stemme nu leje øret som en sav, så
stammede, som om alle slags
forbandelser skulle trykke på for at hendes læber at bryde ud på én gang.
"Ho! ho! ho! Hvorfor dette er forfærdeligt!
Du er lømler!
Er du virkelig vil tage min datter? Oh! af kujoner!
Oh! bøddelen lakajer! de elendige, blackguard mordere!
Hjælp! hjælp! brand!
Vil de tage mit barn fra mig på den måde? Hvem er det så, der kaldes den gode Gud? "
Så fat Tristan, fråde om munden, med vilde øjne, alle strittende og på
alle fire som en kvindelig Panther, -
"Tegn nær og tage min datter! Kan du ikke forstå, at denne kvinde fortæller
dig, at hun er min datter? Ved du, hvad det er at have et barn?
Eh! los, har du aldrig ligget med din kvindelige? har du aldrig haft en hvalp? og hvis
du har små, når de hyle har du noget i din livstegn, der bevæger sig? "
"Kast ned stenen," sagde Tristan, "det ikke længere holder."
The brækjern rejste den tunge bane. Det var, som vi har sagt, moderens sidste
bolværk.
Hun kastede sig over det, hun prøvede at holde det tilbage, hun ridsede stenen med
hendes negle, men den massive blok, sat i bevægelse af seks mænd, undslap hende og gled
blidt til jorden langs jern håndtag.
Moderen, opfatte en gennemført indgang, faldt ned foran
åbning, barrikadere bruddet med sin krop, at slå fortovet med hovedet,
og skriger med en stemme gengives så
hæs af træthed, at det var næppe hørbar, -
"Hjælp! brand! Ild! "" Nu tager tøs, "siger Tristan, der stadig
passive.
Moderen stirrede på soldaterne i sådanne formidable måde, at de var mere
tilbøjelige til at trække sig tilbage end at gå videre. "Kom nu," gentog Provost.
"Her, Osteløbe Fætter!"
Ingen tog et skridt. The Provost svor, -
"Tete de Kristus! mine mænd i krig! bange for en kvinde! "
"Monseigneur", sagde Osteløbe, "kalder du at en kvinde?"
"Hun har i manken på en løve," sagde en anden. "Kom!" Gentog Provost, "gabet er
bred nok.
Indtast tre ajour, som ved brud på Pontoise.
Lad os gøre en ende på det, død Mahom! Jeg vil gøre to stykker af den første mand, der
trækker tilbage! "
Placeres mellem Provost og moderen, både truende, soldaterne tøvede
et øjeblik, tog derefter deres opløsning, og avancerede mod Rat-Hole.
Da eneboer så det, rejste hun sig pludselig på knæ, kastede bort hendes hår
fra hendes ansigt, så lad da hendes tynde flåede hænderne falde ved hendes side.
Så store tårer faldt, en efter en, fra hendes øjne, de flød ned ad hendes kinder gennem et
fure, som en torrent gennem en seng, som den har udhulet for sig selv.
Samtidig begyndte hun at tale, men i en stemme, så bønfaldende, så blid, så
underdanig, så hjerteskærende, at mere end en gammel straffefanger-Warder omkring Tristan, der
må have ædt menneskekød tørrede sine øjne.
"Messeigneurs! Messieurs sergenterne, ét ord.
Der er én ting, som jeg må sige til jer.
Hun er min datter, ser du? min kære lille datter, som jeg havde tabt!
Lyt. Det er noget af en historie.
Tænk, at jeg vidste, at sergenter meget godt.
De var altid godt til mig i de dage, hvor små drenge kastede sten efter mig,
fordi jeg levede et liv i glæde.
Kan du se? Du vil forlade mig, mit barn, når du ved!
Jeg var en fattig kvinde fra byen. Det var bohemer, der stjal hende fra mig.
Og jeg holdt hende sko til femten år.
Stay, her er det. Det var den slags fod, som hun havde.
På Reims! La Chantefleurie!
Rue Folle-Peine!
Maaske, du vidste om det. Det var I.
I din ungdom, så var der en glædelig tid, når man passerede gode timer.
Du vil tage medlidenhed med mig, vil du ikke, mine herrer?
Sigøjnerne stjal hende fra mig, de skjulte hende fra mig i femten år.
Jeg troede hende død.
Tænk, mine gode venner, troede hun at være død.
Jeg er gået femten år her i denne kælder, uden at en brand i vinteren.
Det er hårdt.
Den stakkels, kære lille sko! Jeg har grædt så meget, at den gode Gud har
hørte mig. Denne aften, han har givet min datter tilbage til
Det er et mirakel af den gode Gud. Hun var ikke død.
Du vil ikke tage hende fra mig, er jeg sikker på. Hvis det var mig, ville jeg sige noget, men
hun, et barn af seksten!
Lad hende tid til at se solen! Hvad har hun gjort dig? slet ingenting.
Har heller ikke I.
Hvis du gjorde, men ved, at hun er alt, hvad jeg har, at jeg er gammel, at hun er en velsignelse, som
den hellige Jomfru har sendt til mig! Og så, du er alle så gode!
Du vidste ikke, at hun var min datter, men nu du kender det.
Oh! Jeg elsker hende! Monsieur, Grand Provost.
Jeg ville foretrække et stik i min egen Vitals til en ridse på hendes finger!
Du har luften i sådan en god Herre! Hvad jeg har fortalt dig, forklarer sagen,
gør det ikke?
Oh! hvis du har haft en mor, monsiegneur! Du er kaptajnen, lad mig mit barn!
Mener, at jeg beder dig på mine knæ, som man beder til Jesus Kristus!
Jeg beder ikke om noget af nogen, jeg er fra Reims, herrer, jeg ejer en lille arvet felt
fra min onkel, Mahiet Pradon. Jeg er ikke tigger.
Jeg ønsker ikke noget, men jeg vil have mit barn! oh!
Jeg ønsker at beholde mit barn! Den gode Gud, som er mesteren, ikke har
givet hende tilbage til mig for ingenting! Kongen! du siger kongen!
Det ville ikke give ham meget glæde at have min lille datter dræbt!
Og så, kongen er god! hun er min datter! hun er min egen datter!
Hun hører ikke til konge! hun er ikke dit!
Jeg ønsker at gå væk! vi ønsker at gå væk! og da to kvinder forbi, den ene en mor og
anden en datter, man lader dem gå!
Lad os gå! vi hører i Reims. Oh! du er meget god, Messieurs the
sergenter, jeg elsker jer alle. Du vil ikke tage min kære lille en, er det
umuligt!
Det er aldeles umuligt, er det ikke? Mit barn, mit barn! "
Vi vil ikke forsøge at give et indtryk af hendes bevægelser, hendes tone, for de tårer, som hun
indtagelse, da hun talte, af hænderne, som hun foldede og så vred, af hjerte-
bryde smiler, for svømning blikke,
af de stønner, de suk, de elendige og påvirker skrig, som hun blandede sig med hendes
uorganiseret, vilde, og usammenhængende ord.
Da hun blev tavs Tristan l'Hermite rynkede panden, men det var at skjule en tåre, der
vældede op i hans tiger øje. Han erobrede denne svaghed, imidlertid, og
sagde i en kort tone, -
"Kongen ønsker det." Så han bøjede sig ned til øret af Osteløbe
Fætter, og sagde til ham i en meget lav tone, -
"Gør en ende på det hurtigt!"
Muligvis, følte den gæve Stadsfogden hans hjerte også mangel ham.
Bødlen og sergenter ind i cellen.
Moderen tilbydes ingen modstand, kun hun slæbte sig i retning af hendes datter og
kastede sig kropsligt på hende. Zigeuneren set soldaterne tilgang.
Rædsel for døden genoplivet hende, -
"Mor!" Skreg hun, i en tone af ubeskrivelig nød, "Mor! de er
kommer! forsvare mig! "
"Ja, min kærlighed, jeg forsvarer dig" svarede moderen, i en døende stemme, og slår
hende tæt i hendes arme, dækket hun hende med kys.
De to ligger dermed på jorden, moderen på datteren, fremlagde en forestilling
værdig til medlidenhed.
Osteløbe Fætter greb den unge pige i midten af hendes krop, under hendes smukke
skuldre. Da hun følte, at hånd, sagde hun, "Heuh!"
og besvimede.
Bødlen, der var kaste store tårer over hende, dråbe for dråbe, var ved at
bære hende væk i sine arme.
Han forsøgte at frigøre moderen, som havde så at sige, knyttede hænderne omkring hende
datters talje, men hun klyngede sig så stærkt til sit barn, at det var umuligt at
adskille dem.
Så Osteløbe Fætter slæbte den unge pige uden for cellen, og moderen efter hende.
Moderens øjne var også lukket.
I det øjeblik, steg solen, og der var allerede på Place en forholdsvis talrige
forsamling af mennesker, som kiggede på fra en afstand på, hvad der blev således trukket
langs fortovet til gibbet.
For det var Provost Tristans måde ved henrettelser.
Han havde en passion for at forhindre tilgangen i den nysgerrige.
Der var ingen i vinduerne.
Kun på afstand, på topmødet for, at et af tårnene i Notre-Dame, som
kommandoer Greve, to mænd, der er skitseret i sort mod den lyse morgen himlen, og
der syntes at være på udkig på, var synlige.
Osteløbe Fætter standsede ved foden af den fatale stigen, med det, som han var
trække, og knap nok trække vejret, med så meget medlidenhed gjorde de ting inspirere ham, han
passerede rebet omkring det dejlige halsen på den unge pige.
Den uheldige barn følte forfærdelige berøring af hamp.
Hun løftede øjenlågene, og så fleshless arm af stenen galgen udvidede
over hendes hoved. Så hun rystede sig selv og skreg i en
højt og hjerteskærende røst: "Nej! nej!
Jeg vil ikke! "
Hendes mor, hvis hoved var begravet og skjult i hendes datters tøj, siger
ikke et ord, kun hele hendes krop kunne ses at sitre, og hun blev hørt i
fordoble hendes kys på hendes barn.
Skarpretteren benyttede sig af dette øjeblik til at hastigt miste arme, med hvilken
Hun knugede den dødsdømte pige. Enten gennem udmattelse eller fortvivlelse, hun
lade ham få sin vej.
Så tog han den unge pige på hans skulder, hvorfra den charmerende væsen
hang, yndefuldt bøjede sig over hans store hoved. Så han satte sin fod på stigen for at
at bestige.
I det øjeblik, åbnede mor, som var sammenkrøbet på fortovet, hendes øjne
bred.
Uden at sige et skrig, rejste hun sig oprejst med et frygteligt udtryk, da hun
kastet sig over den hånd bøddel, som et dyr på sit bytte, og
bit det.
Det blev gjort som et lyn. The headsman hylede af smerte.
De tæt ved styrtede op. Med besvær, de trak hans blødende
hånd fra moderens tænder.
Hun bevarede en dyb tavshed. De stak hende tilbage med stor brutalitet,
og bemærkede, at hendes hoved faldt tungt på fortovet.
De løftede hende, hun faldt tilbage igen.
Hun var død. Bødlen, der ikke havde løst sin
holde på den unge pige, begyndte at stige op ad stigen igen.