Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL IX En båd
Men først var jeg til at forberede mere jord, for jeg havde nu frø nok til at så over en hektar
jorden.
Før jeg gjorde dette, havde jeg en uges arbejde mindst for at gøre mig til en spade, som, når det
blev gjort, men blev en sørgelig en virkelig, og meget tung, og krævede dobbelt arbejdskraft til
arbejde med det.
Men jeg kom igennem det, og sået mine frø i to store flade stykker jord, som
i nærheden af mit hus som jeg kunne finde dem til mit sind, og indhegnet dem i med en god hæk,
stave, som alle var skåret af, at
træ, som jeg havde sat før, og vidste at det ville vokse, så der i et års tid, jeg
vidste jeg skulle have en hurtig eller levende hæk, som ville have, men lidt reparation.
Dette arbejde har ikke taget mig mindre end tre måneder, fordi en stor del af denne
gang var den våde årstid, når jeg ikke kunne gå i udlandet.
Inden-døre, er, at når det regnede, og jeg kunne ikke gå ud, jeg fandt beskæftigelse i
Følgende ***-altid observere, at alt imens jeg var på arbejde, jeg omdirigeret
mig med at tale med min papegøje, og
lære ham at tale, og jeg hurtigt lærte ham at kende sit eget navn, og endelig til
at tale det ud temmelig højt, "Poll", som var det første ord, jeg nogensinde har hørt, der tales i
Øen af nogen munden, men min egen.
Det var derfor ikke mit arbejde, men en hjælp til mit arbejde, for nu, som jeg sagde,
Jeg havde en fantastisk beskæftigelse på mine hænder, som følger: Jeg havde længe studeret til at gøre, ved at
nogle midler eller andre, nogle jordiske redskaber,
som, ja, jeg ville hårdt, men vidste ikke hvor de skal komme på dem.
I betragtning af den varme klima, var jeg ikke i tvivl om, men hvis jeg kunne
finde ud af noget ler, kunne jeg lave nogle puljer, der kan, de tørres i solen, være svært
nok og stærke nok til at bære håndtering,
og til at holde noget, der var tør, og krævede at blive holdt så, og da det var
nødvendige i at forberede majs, gryn, & c., som var det ting, jeg lavede, besluttede jeg
at lave nogle så store som jeg kunne, og pasform
kun at stå som krukker, til at holde, hvad der bør sættes ind i dem.
Det ville gøre læseren medlidenhed mig, eller rettere grine ad mig, for at fortælle, hvor mange akavede måder
Jeg tog at rejse denne pasta, hvad mærkeligt, deforme, grimme ting jeg har lavet, hvor mange af
dem faldt i, og hvor mange der faldt ud,
ler ikke er stiv nok til at bære sin egen vægt, hvor mange knækkede af over-
voldsomme varme fra solen, blive sat ud for hurtigt, og hvor mange der faldt i stykker med
kun fjerne, såvel før som efter de
blev tørret, og i et ord, hvordan, efter at have arbejdet hårdt på at finde ler til
graver det, at temperere det, at bringe det hjem og arbejde, det, jeg kunne ikke få over to store
jordovn grimme ting (jeg kan ikke kalde dem krukker) i omkring to måneder arbejdskraft.
Men da solen bagte disse to meget tørre og hårde, løftede jeg dem meget forsigtigt op,
og satte dem ned igen i to store flettede kurve, som jeg havde lavet med vilje for
dem, at de ikke kan bryde, og da
mellem puljen og kurven der var lidt plads til overs, jeg proppet den fuld af
ris og byg halm, og disse to puljer bliver at stå altid tør jeg tænkte
ville holde mine tørre korn, og måske et måltid, når kornet var forslået.
Selvom jeg aborterede så meget i mit design til store potter, men jeg har lavet flere mindre
ting med bedre held, såsom lille runde potter, flade fade, kander, og
pipkins, og nogen ting min hånd vendte sig;
og varmen fra solen bagte dem temmelig hårdt.
Men alt dette ville ikke svare min ende, der var at få en jordovn gryde til at holde, hvad der var
væske, og bære den brand, som ingen af disse kunne gøre.
Det skete efter et stykke tid, hvilket gør en temmelig stort bål til madlavning mit kød, når
Jeg gik for at sætte den ud efter at jeg havde gjort med det, jeg fandt en brækket stykke af en af mine
lerkar i ilden, brændt så hårdt som en sten, og rød som en flise.
Jeg blev behageligt overrasket over at se det, og sagde til mig selv, at der helt sikkert de kunne
gøres til at brænde hele, hvis de ville brænde brudt.
Dette sæt mig til at studere, hvordan du bestiller min ild, så at gøre det brænde nogle potter.
Jeg havde ingen forestilling om en ovn, som pottemagere brænde i, eller af glas dem med
bly, selvom jeg havde nogle føre til, at gøre det med, men jeg placeret tre store pipkins og to eller
tre potter i en bunke, på hinanden, og
placeret mit brænde rundt om på den, med en stor bunke gløder under dem.
Jeg tvistet ilden med nyt brændstof rundt udenfor, og på toppen, indtil jeg så den
potter i den indvendige rødglødende helt igennem, og bemærkede, at de ikke revner ved
alle.
Da jeg så dem klare røde, jeg lader dem stå i, at varmen omkring fem eller seks timer, indtil
Jeg fandt en af dem, selvom det ikke revner, gjorde smelte eller løbe, for det sand, der
var blandet med ler smeltede af
vold af varmen, og ville have løbet ind i glas hvis jeg var gået på, så jeg slacked
My Fire gradvist indtil gryderne begyndte at aftage i den røde farve, og se dem
hele natten, så jeg kunne ikke lade ilden
Abate for hurtigt, i morgen havde jeg tre meget god (Jeg vil ikke sige smuk)
pipkins, og to andre jordovn potter, så hårdt brændt som man kunne ønske, og en af
dem perfekt glaseret med driften af sandet.
Efter dette eksperiment, behøver jeg ikke sige, at jeg ikke ønskede nogen form for fajance for min brug;
men jeg må nødvendigvis sige, at formen af dem, de var meget ligeglade, som enhver
kan man antage, da jeg havde ingen mulighed for at
hvilket gør dem, men som børn gør snavs tærter, eller som en kvinde ville gøre tærter, at
aldrig lært at hæve pasta.
Ingen glæde ved en ting af, så betyder en sådan karakter nogensinde var lig med mit, da jeg fandt jeg havde lavet
en jordovn pot, der ville bære ilden, og jeg havde næsten ikke tålmodighed til at bo indtil de
var kolde, før jeg sætter en på ilden
igen med lidt vand i det at koge mig noget kød, som det gjorde glimrende godt, og med
et stykke af et kid jeg lavede nogle meget gode bouillon, selvom jeg gerne ville havregryn, og flere
andre ingredienser nødvendige for at gøre det så godt som jeg ville have haft det været.
Min næste bekymring var at få mig en sten, mørtel stempel-og slå nogle majs i, for
med hensyn til møllen, var der ingen tænkte på at nå til sikringsakt af kunst med et
par hænder.
At levere denne ønsker, jeg var til et stort tab, for, af alle handler i verden, var jeg
som perfekt ukvalificeret til en sten-cutter som for alle uanset, ej heller havde jeg nogen
værktøjer til at gribe det an med.
Jeg tilbragte mange om dagen for at finde ud af en stor sten stor nok til at skære hul og gøre
egnet til en morter, og kunne finde slet ingen, bortset fra hvad der var i klippen, og
som jeg havde ingen mulighed for at grave eller skæres ud og er heller ikke
faktisk var klipperne på øen hårdhed tilstrækkelig, men var alle af en
Sandy, smuldrende sten, som hverken skulle bære vægten af en tung støder, eller
ville bryde kornet uden at fylde det med sand.
Så efter en hel del tid tabt med at lede efter en sten, gav jeg det over, og
besluttet at se ud for en stor blok af hårdt træ, som jeg har fundet, ja, meget
lettere, og få en lige så stor som jeg havde
styrke til at røre, jeg rundede det, og dannede det på ydersiden med min økse og økse,
og derefter ved hjælp af ild og uendelig arbejdskraft, lavet en hule sted i det, som
Indianerne i Brasilien gøre deres kanoer.
Efter dette, lavede jeg en stor tung støder eller piskeris af træ kaldet jern-træ;
, og dette har jeg forberedt og lagt af mod, jeg havde min næste afgrøde af majs, som jeg foreslog
til mig selv at male, eller rettere pund til mel til at bage brød.
Mit næste problem var at lave en sigte eller searce, at klæde mit måltid, og en del det
fra klid og skallerne, uden hvilken jeg ikke se det muligt jeg kunne have nogen
brød.
Dette var en meget vanskelig ting selv til at tænke på, for at være sikker på jeg havde ikke noget som
de nødvendige ting for at gøre det, jeg mener fine tynde lærred eller ting til searce måltidet
igennem.
Og her var jeg på et fuld stop for mange måneder, heller ikke jeg virkelig ved hvad de skal gøre.
Linen Jeg havde ingen tilbage, men hvad der var blot klude, jeg havde ged hår, men ingen vidste
hvordan man kan væve det eller spinde det, og havde jeg vidst, hvordan her var ingen redskaber til at arbejde med.
Alle de retsmidler, som jeg fandt for dette var, at jeg til sidst huskede jeg havde, blandt
søfolkene klæder, som blev reddet ud af skibet, nogle neckcloths af Calico eller
musselin, og med nogle stykker af disse jeg
lavet tre små sier korrekt nok for det arbejde, og dermed jeg lavede skiftet for nogle
år: hvordan jeg gjorde bagefter, skal jeg vise på sin plads.
Bagningen del var den næste ting der skal overvejes, og hvordan jeg skulle gøre brød
da jeg kom til at have majs, for først, jeg havde ingen gær.
Med hensyn til den del, var der ingen leverer ønsker, så jeg ikke beskæftige mig meget
om det. Men for en ovn jeg rent faktisk var i store smerter.
Langt om længe fandt jeg ud af et eksperiment for at også, der var denne: Jeg lavede nogle
jordovn-fartøjerne meget bred, men ikke dybt, det vil sige omkring to meter i diameter,
og ikke over ni inches dyb.
Disse jeg brændt i ilden, som jeg havde gjort de andre, og lagde dem ved, og når jeg
ønskede at bage, jeg lavede en stor brand på min arne, som jeg havde brolagt med nogle firkantede
fliser af min egen bagning og brændende også, men jeg burde ikke kalde dem pladsen.
Når brændet er brændt temmelig meget ind i gløderne eller gløder, jeg tegnede dem
frem på denne arne, så dækker det hele, og der jeg lod dem ligge indtil
Skorstenen var meget varmt.
Så fejer væk alle gløder, satte jeg ned af min brød eller brød, og overvældende ned
the jordiske pot på dem, trak gløderne hele vejen rundt på ydersiden af potten, for at holde
ind og tilføje til varmen, og dermed samt
i den bedste ovnen i verden, bagte jeg min byg-brød, og blev på kort tid en
god konditteren i købet, for jeg gjorde mig selv flere kager og buddinger af
ris, men jeg gjorde ingen tærter, ej heller havde jeg
noget at sætte ind i dem hvis jeg nu havde, med undtagelse af kødet enten af høns eller geder.
Det behøver ikke være underligt, hvis alle disse ting tog mig det meste en del af den tredje
år af mit ophold her, for det er, der skal overholdes, at der i intervaller af disse
ting, jeg havde min nye høst og opdrætsmetoder
til at styre, for jeg høstede mine majs i sin sæson, og bar det hjem, så godt jeg
kunne, og lagde det op i øret, i min store kurve, indtil jeg havde tid til at gnide det
ud, for jeg havde noget gulv at prygle den, eller instrument til at prygle den med.
Og nu, ja, mit lager af korn stiger, jeg virkelig ønskede at bygge min
staldene større, jeg ville have et sted at lægge det op i, for en forøgelse af majs nu
givet mig så meget, at jeg havde af
byg omkring tyve skæpper, og ris, som meget eller mere, sådan grad, at jeg nu
besluttet at begynde at bruge det frit, for mit brød havde været helt væk en stor, mens;
jeg også besluttet at se, hvad mængde ville
være tilstrækkeligt for mig et helt år, og at så, men en gang om året.
Efter det hele, fandt jeg, at de fyrre tønder byg og ris er meget mere
end jeg kunne forbruge på et år, så jeg besluttede at så bare den samme mængde
hvert år, som jeg såede den sidste, i håb
at en sådan mængde fuldt ud ville give mig med brød, & c.
Alt imens disse ting var i gang, kan du være sikker på mine tanker løb mange gange på
udsigten til land, som jeg havde set fra den anden side af øen, og jeg var ikke
uden hemmelige ønsker, at jeg var på stranden
der, fancying at se fastlandet, og en beboet land, kunne jeg finde nogle
eller anden måde at udtrykke mig selv yderligere, og måske omsider finde nogle flugtveje.
Men alt dette mens jeg gjorde ingen hensyn til farerne ved en sådan virksomhed, og hvordan
Jeg kan falde i hænderne på Vilde, og måske som jeg kunne have grund til at
tror, langt værre end de løver og tigre
af Afrika: at hvis jeg engang kom i deres magt, skal jeg køre en risiko på mere end en
tusind til én for at blive dræbt, og måske for at blive ædt, for jeg havde hørt
, at befolkningen i den caribiske kyst blev
kannibaler eller mand-spisere, og jeg vidste af det spillerum, at jeg ikke kunne være langt fra, at
shore.
Derefter antages de ikke var kannibaler, men de ville slå mig ihjel, så mange europæere
som var faldet i deres hænder var blevet serveret, selv når de havde været ti eller
twenty sammen-meget mere jeg, det var, men
en, kunne og gøre lidt eller intet forsvar, alle disse ting, siger jeg, som jeg burde
har overvejet godt, og kom ind i mine tanker bagefter, men gav mig ikke
bekymringer i starten, og mit hoved løb
mægtigt ved tanken om at komme over til kysten.
Nu jeg ønskede for min dreng Xury, og den lange båd med skulder-of-fårekød sejl med
som jeg sejlede over tusind miles på Afrikas kyst, men det var forgæves:
så jeg troede jeg ville gå og se på vores
skibets båd, der, som jeg har sagt, blev blæst op på kysten en god måde, i
storm, da vi først blev kastet væk.
Hun lå nærmest hvor hun gjorde i starten, men ikke helt, og blev afvist, af den kraft af
bølgerne og vinden, næsten bunden opad, mod en høj bakkekam i Beachy,
groft sand, men ingen vand om hende.
Hvis jeg havde haft hænder til at få ombygget hende, og at have lanceret hende i vandet,
båden ville have gjort det godt nok, og jeg kunne være gået tilbage i Brasiliens med
hendes let nok, men jeg kunne have
forudset, at jeg kunne ikke mere vende hende og satte hende oprejst på hendes bund, end jeg
kunne fjerne ø, men jeg gik i skoven, og skæres håndtag og ruller, og
bragte dem til båden løse for at prøve
hvad jeg kunne gøre, tyder for mig selv at hvis jeg kunne, men vende hende ned, jeg kan
reparere de skader, hun havde modtaget, og hun ville være en meget god båd, og jeg kan gå
til søs i hendes meget let.
Jeg har sparet smerter, ja, i dette stykke resultatløse slid, og brugte, tror jeg, tre
eller fire uger om det; til sidst at finde det umuligt at hive det op med min lille
styrke, faldt jeg for at grave ud i sandet,
at underminere det, og så at gøre det falde ned, etablering stykker træ til fremdrift og
guide det rigtigt i efteråret.
Men da jeg havde gjort dette, kunne jeg ikke røre det op igen, eller komme ind under det, meget
mindre at flytte det frem mod vandet, så jeg blev tvunget til at give det over, og dog,
selvom jeg gav over forhåbninger af båden,
mit ønske at vove sig over til de vigtigste steget snarere end faldet, da
betyder for det syntes umuligt.
Dette omsider satte mig ved at tænke, om det ikke var muligt at gøre mig en kano,
eller periagua, som de indfødte i disse klimaer gør, selv uden brug af værktøj, eller, som jeg
kan sige, uden hænder, af stammen af et stort træ.
Det jeg ikke kun troede muligt, men let, og glade for mig særdeles med
tanker om at gøre det, og med at jeg havde meget mere bekvemt for det end nogen af
negrene eller indianere, men slet ikke
i betragtning af den særlige gener, som jeg lå under mere end inderne
DID-dvs. mangel på hænder til at flytte den, da den blev lavet, i vandet, og et problem meget
sværere for mig at overvinde end alle de
Konsekvenserne af mangel på værktøjer kunne være at dem, for hvad var det til mig, hvis da jeg havde
valgt et stort træ i skoven, og med meget besvær skære den ned, hvis jeg havde været
stand med mine redskaber til at hugge og dub det
udenfor i den korrekte form af en båd, og brænde eller skære ud indersiden for at gøre det
hule, således at en båd af det-hvis det, efter alt dette, skal jeg lade det lige der
hvor jeg fandt det, og ikke være i stand til at lancere den i vandet?
Man skulle have troet, jeg kunne ikke have haft den mindste refleksion over mit sind af mine
omstændigheder, mens jeg lavede denne båd, men jeg burde have tænkte straks, hvordan jeg
skal få det i havet, men mine tanker
var så opsat på min rejse over havet i den, at jeg aldrig engang overvejet, hvordan jeg
skal få det væk fra jorden: og det var virkelig i sin egen natur, mere let for mig
til at guide den over 45 miles af havet
end omkring 45 favne af jord, hvor den lå, at sætte den i live i
vand.
Jeg gik til at arbejde på denne båd det mest som en nar, der nogensinde mand gjorde, som havde nogle af hans
sanser vågne.
Jeg glæder mig med design, uden at fastslå, om jeg var aldrig i stand til at
forpligter sig til det, ikke andet end, at det er vanskeligt at lancere min båd kom ofte ind i min
hovedet, men jeg sætter en stopper for min undersøgelse af
det ved denne tåbelige svar, som jeg gav mig selv-"Lad mig først gøre det, jeg garanterer jeg
vil finde en eller anden måde at få det med, når det er gjort. "
Det var en meget absurd metode, men den iver af mine fancy fremherskende, og at
arbejde, jeg gik.
Jeg har fældet et cedertræ-træ, og jeg spørger mig meget, om Solomon nogensinde har haft sådan en for
bygningen af templet i Jerusalem, det var fem fødder ti inches diameter på den nederste
del næste stumpen, og fire fødder elleve
inches diameter i slutningen af 22 meter, hvorefter den formindsket i et stykke tid,
og derefter skiltes til filialer.
Det var ikke uden uendelig arbejdskraft, at jeg fældede det træ, jeg var 20 dage hacking
og hugger på det i bunden, jeg var fjorten mere få grene og
lemmer og langt de spreder hovedet skåret af,
som jeg hacket og huggede igennem med økse og økse, og usigelig arbejdskraft;
efter dette, koster det mig en måned til at forme det, og dub det til en del, og at
noget lignende i bunden af en båd, at det kan svømme oprejst som det burde gøre.
Det kostede mig i nærheden af tre måneder mere for at klare den indvendige side, og finde ud af det, således at
en nøjagtig båd af det, og dette gjorde jeg, ja, uden ild, alene ved hammer og mejsel,
og af den kraft af hårdt arbejde, indtil jeg havde
bragte det at være en meget smuk periagua, og stor nok til at have gennemført seks-og-
tyve mand, og dermed stor nok til at have foretaget mig og al min last.
Da jeg havde været igennem dette arbejde, jeg var ekstremt glad for det.
Båden var virkelig meget større end nogensinde så jeg en kano eller periagua, som var lavet af
et træ, i mit liv.
Mange trætte slagtilfælde det havde kostet, kan du være sikker på, og jeg havde fået det ned i vandet, jeg
gør ingen tvivl om, men jeg burde være begyndt den galeste rejsen, og de mest usandsynlige
der skal udføres, der nogensinde var foretaget.
Men alle mine enheder for at få den i vandet svigtet mig, selvom de koster mig uendelig
arbejdskraft også.
Den lå omkring hundrede meter fra vandet, og ikke mere, men det første
ulempe var, var det op ad bakken mod åen.
Nå, at fjerne denne modløshed, besluttede jeg at grave ind i overfladen af
jorden, og så lave en Skrænt: dette begyndte jeg, og det kostede mig en uhyre del af
Smerterne (men hvem nag smerter hvem deres
udfrielse i betragtning)? men da dette blev arbejdet igennem, og denne vanskelighed
lykkedes, var det stadig meget det samme, for jeg kunne ikke mere røre i kanoen, end jeg kunne
den anden båd.
Så jeg målte afstand af jorden, og besluttede at skære en dock eller en kanal, til at bringe
vandet op til kanoen, ser jeg ikke kunne bringe kano ned til vandet.
Nå, jeg begyndte dette arbejde, og da jeg begyndte at komme ind på det, og beregne, hvor dybt det
skulle graves, hvor bred, hvor de ting var at blive smidt ud, fandt jeg at der ved
antallet af hænder, jeg havde, da ingen andre end min
selv, må det have været ti eller tolv år, før jeg kunne have gået igennem med det;
for kysten lå så højt, at der i den øvre ende det må have været mindst tyve
meter dyb, og så længe, men med stor reluctancy, gav jeg dette forsøg i løbet også.
Det bedrøvede mig inderligt, og nu er jeg så, om end alt for sent, det tåbelige i begyndelsen en
arbejde, før vi tælle de omkostninger, og før vi dømmer med rette af vores egen styrke til at gå
igennem med det.
I midten af dette arbejde, jeg færdig med mit fjerde år på dette sted, og holdt min
jubilæum med samme hengivenhed, og med så megen komfort som nogensinde før, for,
med en konstant undersøgelse og seriøs ansøgning
til Guds ord, og ved hjælp af hans nåde, fik jeg en anden
viden fra hvad jeg havde før. Jeg underholdt forskellige opfattelser af tingene.
Jeg så nu på verden som noget fjernt, som jeg intet havde at gøre med, ingen
forventninger fra, og, ja, ingen ønsker om: i et ord, havde jeg intet faktisk to
gøre med det, var heller ikke nogen sinde kan få, så
Jeg syntes, det så ud, som vi måske kan se på det herefter-dvs. som et sted, jeg havde
boede i, men var kommet ud af det, og vel vil jeg gerne sige, som Fader Abraham til Dives,
"Mellem mig og dig er en stor fast afgrund."
For det første, jeg var fjernet fra al ondskab i verden her, jeg havde
hverken kødets lyster, de lyster i øjet, eller stolthed i livet.
Jeg havde intet at begære, for jeg havde alt, hvad jeg nu var i stand til at nyde, jeg var herre
af hele herregården, eller, hvis jeg glad, kunne jeg kalde mig konge eller kejser over
hele landet som jeg havde besiddelse af:
var der ingen rivaler, jeg havde ingen konkurrent, ingen at bestride suverænitet eller kommando med
mig: Jeg kunne have rejst skibs-belastninger af majs, men jeg havde ikke brug for det, så jeg lod som
lidt vokse som jeg troede nok for min lejlighed.
Jeg havde skildpadde eller skildpadde nok, men nu og da en var lige så meget som jeg kunne sættes
enhver brug: Jeg havde træ nok til at have opbygget en flåde af skibe, og jeg havde druer nok
for at have fremstillet vin, eller at have kureret ind
rosiner, at have læsset denne flåde, da den var blevet bygget.
Men alt hvad jeg kunne gøre brug af var alt, hvad der var værdifuldt: Jeg fik nok at spise og
forsyning mine ønsker, og hvad var alt det andet til mig?
Hvis jeg dræbte mere kød end jeg kunne spise, skal hunden spise det, eller skadedyr, hvis jeg såede
mere korn end jeg kunne spise, må det blive forkælet, de træer, jeg skære ned var
liggende til at rådne på jorden, jeg kunne gøre noget
mere brug af dem, men for brændstof, og at jeg ikke havde nogen anledning til, men at klæde min mad.
I et ord, dikterede natur og erfaring af ting til mig, når bare
refleksion, at alle de gode ting i denne verden er ikke længere gode for os end
de er til vores brug, og at, uanset hvad vi
kan dynge op for at give andre, vi nyder lige så meget som vi kan bruge, og ikke mere.
Den mest begærlige, griping gnier i verden ville være blevet helbredt af næstformændene for
begærlighed, hvis han havde været i mit tilfælde, for jeg havde uendeligt meget mere end jeg vidste
hvad de skal gøre med.
Jeg havde ikke plads til lyst, bortset fra at det var af ting, som jeg ikke havde, og de var, men
bagateller, men, ja, til stor nytte for mig.
Jeg havde, som jeg antydede før, en parcel af penge, såvel guld som sølv, omkring
thirty-six pounds sterling.
Ak! der den ked af, ubrugelige ting lå, havde jeg ikke flere slags forretning for det, og
*** tænkt med mig selv, at jeg ville have givet en håndfuld det for en grov af
tobaks-rør, eller en hånd-mølle til at male
Min majs, nej, ville jeg have givet det hele til en Sixpenny-værdi af majroe og gulerod frø
ud af England, for eller en håndfuld ærter og bønner, og en flaske blæk.
Som det var, jeg havde ikke den mindste fordel ved det eller drage fordel af det, men det lå i
en skuffe, og voksede muggent med den fugtige af hulen i de våde årstider, og hvis jeg havde
havde skuffen fuld af diamanter, det havde
været den samme sag, de havde været af nogen form for værdi for mig, fordi ingen nytte.
Jeg havde nu bragt min tilstand af liv til at være meget lettere i sig selv, end det var i første omgang,
og meget nemmere at mit sind, samt til min krop.
Jeg ofte satte sig til kød med taknemmelighed, og beundrede hånd Guds
forsyn, som således havde spredt mit bord i ørkenen.
Jeg lærte at se mere på den lyse side af min tilstand, og mindre på de mørke
side, og at overveje, hvad jeg nød, snarere end hvad jeg ønskede, og dette gav mig
nogle gange sådanne hemmelige bekvemmeligheder, at jeg
kan ikke udtrykke dem, og som jeg lægge mærke til her, at sætte disse utilfredse
folk til at tænke på det, der ikke kan nyde komfortabelt, hvad Gud har givet dem,
fordi de ser og higer efter noget, han ikke har givet dem.
Alle vores utilfredshed over, hvad vi ønsker, syntes mig at springe fra den mangel på
taknemlighed for, hvad vi har.
En anden refleksion var til stor nytte for mig, og uden tvivl ville være så for nogen, at
skal falde i en sådan nød, min var, og det var, at sammenligne min nuværende
stand med, hvad jeg i første omgang forventes det
ville være, ja, med hvad det ville helt sikkert have været, hvis den gode Guds forsyn
havde ikke vidunderligt beordret skibet at blive kastet op tættere på kysten, hvor jeg ikke
kun kunne komme på hende, men kunne bringe
hvad jeg fik ud af hende til kysten, til min lettelse og komfort, uden hvilke, jeg havde
eftersøgt for værktøjer til at arbejde, våben til forsvar, og krudt og skudt for at få
min mad.
Jeg tilbragte hele timer, jeg kan sige hele dage, i at repræsentere mig selv, på den mest
livlige farver, hvordan jeg skal have handlet, hvis jeg havde fået noget ud af skibet.
Hvordan jeg kunne ikke have så meget som fik noget mad, bortset fra fisk og skildpadder, og at der som
Det var længe før jeg fandt nogen af dem, skal jeg være gået til grunde først, at jeg skulle
har levet, hvis jeg ikke var omkommet, ligesom en
blot vilde, at hvis jeg havde dræbt en ged eller en høne, af nogen fiduser, havde jeg ingen mulighed for at
Flay eller åbne det, eller en del kødet fra huden og tarm, eller at skære det op, men
skal gnave det med mine tænder, og træk det med mine klør, ligesom et dyr.
Disse overvejelser gjorde mig meget fornuftigt af godhed i Providence til mig, og meget
taknemmelig for min nuværende tilstand, med alle dens strabadser og ulykker, og denne
del også kan jeg ikke, men anbefale
refleksion af dem, der er egnet i deres elendighed, at sige, "Er enhver lidelse som
mit? "Lad dem overveje, hvor meget værre tilfælde af nogle mennesker, og deres
tilfælde kunne have været, hvis Forsynet havde tænkt pasform.
Jeg havde en anden refleksion, som hjalp mig også at trøste mit sind med håb og
dette var at sammenligne min nuværende situation med, hvad jeg havde fortjent, og havde derfor
grund til at forvente fra hånden af Providence.
Jeg havde levet et forfærdeligt liv, fuldstændig blottet for viden og frygt for Gud.
Jeg var blevet godt instrueret af far og mor, ej heller hvis de havde haft lyst til mig
i deres tidlige bestræbelser på at indgyde en religiøs ærefrygt over for Gud ind i mit sind, en følelse
af min pligt, og hvad karakteren og slutningen af mit væsen, der kræves af mig.
Men, ak! falder tidligt ind i søfartserhvervet livet, hvilken af alle liv er det mest
nødlidende af frygt for Gud, selvom hans rædsler er altid foran dem, jeg siger,
falder tidligt i søfart liv, og
til søfarende virksomhed, alt det ikke meget mening af religion, som jeg havde underholdt
var lo af mig ved min messmates, ved en hærdet afsky for farer, og
visninger af død, som voksede sædvanlige til mig
af min lange fravær fra alle mulige muligheder for at kommunikere med andet end
hvad der var som mig, eller til at høre noget, der var godt eller havde en tendens hen imod det.
Så tomrum var jeg af alt, hvad der var godt, eller den mindste fornemmelse af, hvad jeg var, eller var
være, at der i den største udfrielse Jeg nød-såsom min flugt fra Sallee; min
bliver taget op af den portugisiske mester
skibet jeg er plantet så godt i Brasiliens, min modtagelse af gods fra
England, og lignende, jeg aldrig havde engang ordene "Tak Gud!" Så meget som på mit sind,
eller i min mund, eller i de største
krise havde jeg så meget som en tanke at bede til ham, eller så meget som at sige, "Herre, har
nåde over mig! "Nej, heller ikke at nævne Guds navn, medmindre det var at sværge ved, og
spotter det.
Jeg havde frygtelige refleksioner over mit sind for mange måneder, som jeg allerede har bemærket, på
højde af min onde og hærdet liv fortiden til, og da jeg kiggede omkring mig, og
overvejet, hvad særligt forsyn havde
deltog i mig, siden jeg kom ind i dette sted, og hvordan Gud havde behandlet rigeligt
med mig-ikke blot havde straffet mig mindre end min skyld havde fortjent, men havde så
rigeligt for mig, dette gav mig
store forhåbninger til, at min omvendelse blev accepteret, og at Gud havde endnu nåde i
butik for mig.
Med disse refleksioner arbejdede jeg mit sind op, ikke kun til en afskedsbegæring til vilje
Gud i den nuværende disponering af mine omstændigheder, men selv med en oprigtig
taknemmelighed for min tilstand, og at jeg,
der var endnu et levende menneske, ikke burde klage, ser jeg ikke havde det på grund
afstraffelse af mine synder, at jeg nød så mange barmhjertighed, som jeg ikke havde nogen grund til at have
forventes på dette sted, at jeg aldrig burde
mere til repine på min tilstand, men til glæde, og give daglige tak for det
daglige brød, som intet andet end en flok vidundere kunne have bragt, at jeg burde
mener jeg har fået, selv af et mirakel,
endda så stor som for fodring Elias af ravne, ja af en lang række af mirakler;
og at jeg næppe kunne have opkaldt en plads i ubeboeligt del af verden
hvor jeg kunne have været kastet mere til min
fordel; et sted, hvor, som jeg havde intet samfund, som var min lidelse på én
hånd, så jeg fandt ingen glubende dyr, ingen rasende ulve eller tigre, til at true min
liv, ingen giftige skabninger, eller gift,
som jeg kan leve af til min skade, ingen vilde at myrde og æde mig.
I et ord, som det var mit liv et liv i sorg én måde, så det var et liv i barmhjertighed en anden;
og jeg ville intet at gøre det til et liv af komfort, men at være i stand til at gøre min følelse af
Guds godhed for mig, og bekymrer sig for mig i
denne betingelse, være min daglige trøst, og efter at jeg lavede en retfærdig forbedring i forhold til
disse ting, jeg gik bort, og var ikke mere ked af det.
Jeg havde nu været her så længe, at mange ting, som jeg havde taget på land for min
hjælp var enten helt væk, eller meget går til spilde og i nærheden brugt.
Min blæk, som jeg observerede, havde været væk et stykke tid, alle, men en meget lidt, som jeg eked
ud med vand, lidt og lidt, indtil det var så bleg det knappe efterladt nogen
udseende sort på papiret.
Så længe det varede jeg gjort brug af det til minut ned dage i måneden, hvor
nogen bemærkelsesværdig ting skete for mig, og først ved at kaste op forgangne tider, jeg
huske, at der var en mærkelig
sammenfald af dage i de forskellige forsyn, der ramte mig, og som, hvis
Jeg havde været overtroisk tilbøjelige til at observere dage som dødelige eller heldige, jeg kan
har haft grund til at have set på med stor nysgerrighed.
Først havde jeg bemærket, at samme dag, som jeg brød væk fra min far og
venner og løb væk til Hull, for at gå til havet, samme dag bagefter var jeg
truffet af Sallee mand-of-krigen, og lavede en
slave, den samme dag i året, at jeg flygtede ud af vraget af det pågældende skib i
Yarmouth Veje, samme dag-årige bagefter jeg lavede min flugt fra Sallee i
en båd, samme dag i året jeg blev født
on-dvs. den 30. september, samme dag jeg havde mit liv, så mirakuløst reddet
26 år efter, da jeg blev kastet i land på denne ø, så min onde
liv og mit ensomme liv begyndte begge på en dag.
Den næste ting til mit blæk er spildt var, at af mit brød, jeg mener den kiks, som jeg
bragt ud af skibet, og dette havde jeg husbanded til det sidste grad, så
mig selv, men en kage brød a-dag for
over et år, og alligevel var jeg helt uden brød for tæt på et år før jeg fik nogen majs
af mine egne, og store hvorfor jeg skulle være taknemmelig, at jeg havde nogen overhovedet, de få
det er, som det er allerede konstateret, ved siden af mirakuløse.
Mit tøj, også begyndte at visne, at linned, havde jeg haft nogen et godt stykke tid, undtagen
nogle ternede skjorter, som jeg fandt i kister med de andre søfolk, og som jeg
omhyggeligt bevaret, fordi mange gange jeg
kunne bære intet andet tøj på, men en skjorte, og det var en meget stor hjælp for mig, at jeg
havde, blandt alle mænds tøj af skibet, næsten tre dusin af skjorter.
Der var også, ja, flere tykke se-frakker af de søfolk, er der blev
venstre, men de var for varmt til at bære, og selvom det er rigtigt, at vejret var så
voldsomt varmt, at der ikke var behov for
tøj, men jeg kunne ikke gå helt nøgen-nej, om jeg havde været tilbøjelig til det, som jeg
var ikke-jeg kunne heller ikke tåle tanken om det, selvom jeg var alene.
Grunden til at jeg ikke kunne gå nøgen var, kunne jeg ikke tåle varmen fra solen så godt
når ganske nøgne som med nogle tøj på, ja, den meget varme ofte blæret mig
Huden: henviser til, at med en skjorte på, luft
selv lavet nogle bevægelse, og fløjtende under skjorten, blev dobbelt køligere end
uden.
Ikke mere kunne jeg nogensinde få mig selv til at gå ud i varmen fra solen uden en hætte eller en
hat, varmen fra solen, slå med en sådan vold, som det gør på dette sted, ville
give mig hovedpine i øjeblikket, ved at der stod
så direkte på mit hoved, uden en kasket eller hat på, så jeg kunne ikke bære det;
der henviser til, hvis jeg tog min hat ville det i øjeblikket gå væk.
Ved disse synspunkter begyndte jeg at overveje, om at sætte nogle klude, jeg havde, som jeg kaldte
tøj, i nogle orden, jeg havde slidt alle de veste jeg havde, og min virksomhed
var nu at prøve, hvis jeg ikke kunne lave jakker
ud af den store ur-frakker, som jeg havde af mig, og med andre materialer, som jeg havde;
så jeg i gang med arbejdet, skræddersy, eller rettere, ja, dilettanteri, thi jeg gjort størst ynkeligt
arbejde af det.
Men jeg gjorde skift til lave to eller tre nye veste, som jeg håbede ville tjene
mig en stor, mens: som for knickers eller skuffer, gjorde jeg men en meget ked af skift
ja indtil bagefter.
Jeg har nævnt, at jeg reddede skind af alle de skabninger, jeg dræbte, mener jeg
firbenede dem, og jeg havde dem hængt op, strakte ud med pinde i solen, ved at
hvilket betyder, at nogle af dem var så tør og
hårdt, at de var egnede til lidt, men andre var meget nyttig.
Det første, jeg lavede af disse var en stor cap for mit hoved, med hår på
udenfor, til at skyde ud af regnen, og dette har jeg udført så godt, at efter at jeg har gjort mig til en
klæder udelukkende af disse skind, det
Det vil sige, en vest, og knickers åbne på knæ, og begge løs, for de var
snarere ønsker at holde mig kølig end at holde mig varm.
Jeg skal ikke undlade at erkende, at de elendigt blev foretaget, for hvis jeg var en dårlig
tømrer, jeg var en værre skrædder.
Men de var som jeg gjorde meget godt skifte med, og da jeg var ude, hvis det
sket med regn, håret af min vest og kasket blive yderste, var jeg holdt meget
tør.
Efter dette, brugte jeg en hel del tid og umage med at lave en paraply, jeg var,
ja, i store ønsker for en, og havde en stor lyst til at lave en, jeg havde set dem
foretaget i Brasiliens, hvor de er meget
nyttige i den store heat der, og jeg følte opvarmer hver tøddel så stor her, og
større for, at blive nærmere jævndøgn, desuden, som jeg var nødt til at være meget
i udlandet, var det en meget nyttig ting for mig, som godt for regnen som heats.
Jeg tog en verden af smerter med det, og var en stor tid før jeg kunne gøre hvad som helst
tilbøjelige til at holde: ja, efter at jeg havde troet, jeg havde ramt den måde, jeg forkælet to eller tre
før jeg lavede en til mit sind: men til sidst jeg
lavet en, der svarede ligegyldigt godt: det største problem jeg fandt var at gøre det
svigtet.
Jeg kunne gøre det spredes, men hvis det ikke lod også ned, og træk, var det ikke
bærbare til mig nogen måde, men lige over mit hoved, ville der ikke gør.
Men til sidst, som jeg sagde, jeg lavede en til at svare, og dækkede den med skind, hår
opad, så den lukkes regnen som en pent-house, og holdt væk fra solen, så
virkningsfuldt, at jeg kunne gå ud i
hotteste af vejret med større fordel end jeg kunne før i den
fedeste, og da jeg havde ikke brug for det kunne lukke det, og bære den under armen.
Således levede jeg vældig behageligt, at være min mening helt komponeret af afgående mig selv
til Guds vilje, og kaste mig helt på bortskaffelse af hans forsyn.
Dette gjorde mit liv bedre end omgængelig, for da jeg begyndte at fortryde det mangel på
samtale, jeg ville spørge mig selv, uanset hvilket samtale gensidigt med mine egne
tanker, og (som jeg håber, jeg kan sige) med
endda Gud selv, ved udløsninger, var ikke bedre end den største nydelse af menneskelige
samfund i verden?