Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XIII vraget af en SPANSK SKIB
Jeg var nu i den treogtyvende år af mit ophold i denne ø, og var så
naturaliseret til det sted, og hvordan de skal leve, at kunne jeg men har nydt den
vished for, at ingen vilde ville komme til
sted at forstyrre mig, kunne jeg have været tilfreds med at have kapituleret til lommepenge
resten af min tid der, selv til det sidste øjeblik, før jeg havde lagt mig ned og døde,
som den gamle ged i hulen.
Jeg havde også kommet til nogle små adspredelser og forlystelser, hvilket gjorde
tiden til at gå en hel del mere behageligt med mig, end den gjorde før-først, havde jeg lært
min Poll, som jeg bemærkede før, at tale, og
han gjorde det så familiært, og talte så articulately og glat, at det var meget
behageligt for mig, og han boede hos mig ikke mindre end seks og tyve år.
Hvor længe han kunne have levet bagefter ved jeg ikke, selvom jeg ved, at de har en forestilling
i Brasiliens at de lever i hundrede år.
Min hund var en dejlig og kærlig følgesvend til mig for ikke mindre end seksten år af mit
tid, og derefter døde af simpel alderdom.
Med hensyn til mine katte, multipliceres de, som jeg har observeret, at den grad, at jeg var nødt
at skyde flere af dem i første omgang, at holde dem fra at fortære mig, og alt jeg havde, men
omsider, da de to gamle jeg bragte
med mig var væk, og efter et stykke tid til stadighed at køre dem fra mig, og
at lade dem har ikke nogen bestemmelse med mig, de alle løb vild i skoven, undtagen
to eller tre favoritter, som jeg holdt tam,
og hvis de unge, når de havde noget, jeg altid druknet, og disse var en del af min
familie.
Ud over disse har jeg altid holdt to eller tre husstand børn om mig, som jeg lærte at
foderet ud af min hånd, og jeg havde to papegøjer, der talte ganske godt, og
ville alle kalde "Robin Crusoe", men ingen
ligesom min første, og heller ikke, ja, gjorde jeg tage umage med nogen af dem, at jeg havde gjort med
ham.
Jeg havde også flere tamme hav-høns, hvis navn jeg vidste ikke, at jeg fangede på
shore, og klippe deres vinger, og den lille indsatserne, som jeg havde plantet før min
borg-mur, der nu er vokset op til en god
tykke lund, disse høns alle levede blandt disse lave træer, og opdrættet dér, som var
meget behageligt for mig, så, som jeg sagde ovenfor, begyndte jeg at være meget godt tilfreds
med det liv, jeg førte, hvis jeg kunne have været sikret af frygt for de Vilde.
Men det var ellers rettet, og det kan ikke være galt for alle mennesker, der mødes
med min historie at gøre dette blot observation fra det: Hvor ofte i løbet af
vores liv, det onde, hvilket i sig selv vi søger
mest til Shun, og som, når vi er faldet ned, er det mest forfærdelige til os, er
oftentimes den meget midler eller døren til vores frelse, ved at der alene vi kan være
rejst igen fra den lidelse vi er faldet ned.
Jeg kunne give mange eksempler på i løbet af mit uansvarlige liv, men i
intet var det især bemærkelsesværdigt, end under omstændighederne i mit sidste år
af ensomme ophold i denne ø.
Det var nu i december måned, som jeg sagde ovenfor, i mit 23. År, og dette,
at være den sydlige solhvervet (for vinteren kan jeg ikke kalde det), var det bestemt tidspunkt på
min høst, og krævede mig at være temmelig
meget i udlandet på markerne, når de, som går ud tidligt om morgenen, endnu før det blev
grundig dagslys, blev jeg overrasket over at se en lys af nogle ild på kysten,
i en afstand fra mig på omkring to miles,
mod denne del af øen, hvor jeg havde observeret nogle Vilde havde været, som før,
og ikke på den anden side, men til min store lidelse, var det på min side af
ø.
Jeg var faktisk frygteligt overrasket ved synet, og stoppede kort i min lund,
ikke turde gå ud, for at jeg kunne blive overrasket, og alligevel havde jeg ikke mere ro
inden for, fra den frygt, jeg havde, at
hvis disse Vilde, i vandre over øen, finde skal min majs stående eller
klippe, eller nogen af mine værker eller forbedringer, ville de straks konkludere, at der
var mennesker på det sted, og ville derefter aldrig ro, før de havde fundet mig ud.
I denne ekstremitet gik jeg direkte tilbage til mit slot, trukket op af stigen efter mig,
og gjorde alle ting uden at se ud som vilde og naturlige som jeg kunne.
Så jeg forberedt mig på, at sætte mig selv i en tilstand af forsvar.
Jeg har indlæst alle mine kanoner, som jeg kaldte dem, det vil sige, mine geværer, som var
monteret på min nye befæstning, og alle mine pistoler, og besluttede at forsvare mig
til det sidste gisp-ikke at forglemme alvorligt
til at rose mig selv til det guddommelige beskyttelse og indtrængende at bede til Gud om at udfri mig
ud af hænderne på barbarerne.
Jeg fortsatte i denne stilling omkring to timer, og begyndte at blive utålmodig
intelligens i udlandet, for jeg havde ingen spioner til at sende ud.
Efter at have siddet et stykke tid længere, og drømmende hvad jeg skal gøre i dette tilfælde, var jeg ikke
stand til at bære sidde i uvidenhed længere, så jeg har oprettet min stigen til den side af
bakken, hvor der var et fladt sted, som jeg
observeret før, og derefter trække stigen efter mig, jeg sætte det op igen og
monteret i toppen af bakken, og trække ud mit perspektiv glas, som jeg havde taget
med vilje, lagde jeg mig fladt ned på min mave
på jorden, begyndte og se på det sted.
I øjeblikket findes der ikke var mindre end ni nøgne Vilde sidde rundt om et lille
brand, de havde gjort, for ikke at varme dem, for de havde ikke brug for, at vejret bliver
ekstremt varmt, men som jeg formodede, at klæde
nogle af deres barbariske diæt af menneskekød, som de havde bragt med sig, uanset om
levende eller død kunne jeg ikke sige.
De havde to kanoer med dem, som de havde trukket op på kysten, og da det var
da ebbe af tidevandet, syntes de at jeg skulle vente for tilbagelevering af oversvømmelse til at gå væk
igen.
Det er ikke let at forestille sig, hvad forvirring dette syn sætte mig ind i, især ser
dem kommer på min side af øen, og så nær til mig, men da jeg mente, at deres
kommende skal altid med strøm
ebbe, begyndte jeg bagefter at være mere rolige i mit sind, er overbevist om, at jeg
kan gå til udlandet med sikkerhed hele tiden af den strøm af tidevandet, hvis de ikke var på
shore før, og har gjort dette
observation, jeg gik i udlandet om mit høst arbejde med mere ro.
Som jeg havde forventet, så viste det sig, for så snart tidevandet gjorde mod Vest, jeg så dem
alle tager båd-og række (eller padle som vi kalder det) væk.
Jeg har observeret, at for en time eller mere, før de gik ud for de var
dans, og jeg kunne sagtens skimte deres arbejdsstillinger og bevægelser ved mit glas.
Jeg kunne ikke opfatte, ved min pæneste observation, men at de var Stark
nøgen, og havde ikke den mindste, der dækker over dem, men om de var mænd eller kvinder, jeg
kunne ikke skelne.
Så snart jeg så dem og sendt væk, jeg tog to kanoner på mine skuldre, og to
pistoler i mit bælte, og min store sværd ved min side uden en skede, og med alle
den hastighed jeg var i stand til at gøre gik bort for at
bakken, hvor jeg havde opdaget den første forekomst af alle, og så snart jeg får
did, som ikke var på mindre end to timer (for jeg kunne ikke gå hurtigt, være så
lastet med armene, da jeg var), jeg opfattede
havde der været tre kanoer flere af de vilde på dette sted, og kigger ud
længere, så jeg var de alle på havet sammen, hvilket gør løbet for de vigtigste.
Det var en forfærdelig syn for mig, især da, at gå ned til stranden, kunne jeg se
mærker af rædsel, hvor triste arbejde, de havde været omkring havde efterladt det-dvs.
blodet, knogler, og en del af kødet
af menneskelige organer spist og fortæret af dem stakler med lystighed og sport.
Jeg var så fyldt med harme ved synet, at jeg nu begyndte at premeditate the
ødelæggelse af det næste, jeg så der, lad dem være, hvem eller hvor mange soever.
Det syntes indlysende for mig, at de besøg, som de gjorde således at denne ø var
ikke ret ofte, for det var over femten måneder inden nogen flere af dem kom på
shore der igen, det vil sige, jeg hverken
så dem eller nogen fodspor eller signaler af dem i al den tid, for med hensyn til den regnfulde
sæsoner, så de er sikre på ikke at komme til udlandet, i hvert fald ikke så langt.
Men alt dette, mens jeg boede ubehageligt på grund af den konstante frygt for
de kommer over mig som en overraskelse: hvorfra jeg observerer, at forventningen om
ondskab er mere bitter end de lidelser,
især hvis der ikke er plads til at ryste denne forventning, eller dem, ængstelse.
Under al denne tid, jeg var i et mord humor, og tilbragte de fleste af mine timer, hvilket
burde have været bedre erhvervsdrivende, inden opfinder hvordan man kan omgå og falde over
dem næste gang jeg skal se dem-
især hvis de skal fordeles, som de var sidste gang, i to partier;
heller ikke jeg mener overhovedet at hvis jeg har dræbt den ene part-vel ti eller et dusin, var jeg
stadig den næste dag, eller uge eller måned, at
dræber en anden, og så en anden, selv i en uendelighed, indtil jeg skal på længde, intet
mindre en morder, end de var i at være mand-spisere-og måske meget mere.
Jeg tilbragte mine dage nu i stor forvirring og angst i sindet, forventer, at jeg skulle
en dag eller andre falder, i hænderne på disse ubarmhjertig skabninger, og hvis jeg gjorde ved
enhver tid venture i udlandet, var det ikke uden
ser omkring mig med den største omhu og forsigtighed kan forestille sig.
Og nu fandt jeg, til min store trøst, hvor glad det var, at jeg havde givet en tam
flok eller besætning af geder, for jeg turde ikke på nogen konto brand min pistol, især
tæt på den side af øen, hvor de
normalt kom, så jeg ikke skulle alarmen de vilde, og hvis de var flygtet fra mig nu,
Jeg var sikker på at have dem komme igen med måske to eller tre hundrede kanoer med
dem i et par dage, og så vidste jeg, hvad de kan forvente.
Men jeg sled et år og tre måneder mere, før jeg nogensinde har set noget mere af
Vilde, og så fandt jeg dem igen, da jeg snart skal overholde.
Det er sandt, at de kunne have været der en gang eller to gange, men enten de gjorde ingen ophold, eller
i hvert fald jeg ikke se dem, men i maj måned, nær så da jeg kunne beregne,
og i mine fire og tyvende år, havde jeg en
meget mærkeligt møde med dem, der på sin plads.
Den forstyrrelse af mit sind i løbet af dette femten eller seksten måneders interval blev
meget stor, jeg sov unquietly, drømte altid frygtelige drømme, og ofte begyndte at
ud af min søvn i nat.
I dagens store problemer overvældet mit sind, og i nat drømte jeg ofte af
dræbe de vilde og af grundene til jeg kan retfærdiggøre at gøre det.
Men at give afkald på alt dette i et stykke tid.
Det var i midten af maj, den sekstende dag, tror jeg, såvel som min stakkels
træ kalender ville regne, for jeg markeret alle ved stillingen stadig, jeg siger, det var på
den sekstende maj, at det blæste en meget
store storm af vind hele dagen, med en stor del af lyn og torden, og; en meget
ulødigt nat var det efter den.
Jeg vidste ikke, hvad der var den særlige anledning af det, men da jeg læste i Bibelen,
og taget op med meget alvorlige tanker om min nuværende tilstand, blev jeg overrasket
med støj fra en pistol, som jeg troede affyret mod havet.
Dette var, at være sikker på, en overraskelse helt af en anden art fra nogen, jeg havde mødt
før, for begreberne denne sat i mine tanker var helt af en anden art.
Jeg startede op i største hast tænkelige, og i en håndevending, klappede min
stigen til midten sted af klippen, og trak det efter mig, og montere det
anden gang, kom til toppen af bakken
det øjeblik, et glimt af ild byd mig at lytte til en anden pistol, som,
overensstemmelse hermed, i omkring et halvt minut, jeg hørte, og ved lyden, at det var kendte
fra den del af havet, hvor jeg blev kørt ned ad strøm i min båd.
Jeg straks mente, at dette skal være en skib i nød, og at de havde
nogle kammerat, eller et andet skib i selskabet, og fyrede disse for signaler af
nød til og få hjælp.
Jeg havde åndsnærværelse på dette minut til at tænke, at selv om jeg ikke kunne hjælpe
dem, kan det være, at de kunne hjælpe mig, så jeg samlet alle de tørre træ, jeg
kunne få ved hånden, og gør en god
pæn bunke, jeg satte den i brand på bakken.
Træet var tør, og flammede frit, og selv om det blæste meget hårdt, men det
brændt nogenlunde ud, så jeg var sikker, hvis der var noget sådant som et skib, de
må nødvendigvis se det.
Og ingen tvivl om, de gjorde, for så snart som nogensinde min ild blussede op, hørte jeg endnu en pistol, og
efter at flere andre,. alle fra samme kvartal
Jeg tvistet min ild hele natten lang, indtil daggry, og da det var bredt dag, og
luften ryddet op, så jeg noget på lang afstand på havet, fuld øst for
øen, uanset om et sejl eller et skrog jeg kunne
ikke skelne-nej, ikke med mit glas: afstanden var så stor, og vejret
stadig noget diset også, i hvert fald, det var så ude på havet.
Jeg kiggede *** på det hele dagen, og snart opfattede, at det ikke bevæge sig, så jeg
dag konkluderede, at det var et skib for anker, og være ivrig, kan du være sikker på,
at være opfyldt, tog jeg min pistol i hånden,
og løb mod den sydlige side af øen til klipperne, hvor jeg tidligere havde
er blevet ført væk af strømmen, og komme derop, vejret på dette tidspunkt
bliver helt klart, kunne jeg tydeligt se,
til min store sorg, støbt vraget af et skib, væk i natten for dem skjult
sten, som jeg fandt, da jeg var ude i min båd, og som sten, da de kontrollerede
vold af åen, og lavede en slags
counter-stream, eller Eddy, var i anledning af mit komme fra de mest desperate,
håbløse betingelse, at jeg nogensinde havde været på i hele mit liv.
Derfor, hvad er én mands sikkerhed er en anden mands ødelæggelse, for det synes disse mænd,
hvem de var, at være ude af deres viden, og klipperne er helt hører ind under
vand, var blevet kørt på dem i nat, vinden blæser hårdt på ØNØ.
Hvis de havde set øen, som jeg nødvendigvis må formode de ikke, de
skal, som jeg troede, har bestræbt sig på at have reddet sig i land ved hjælp
af deres båd, men deres fyre kanoner
om hjælp, især da de så, som jeg forestillede mig, mit brand, fyldte mig med mange
tanker.
Først vil jeg forestillede mig, at når han ser mit lys, de kunne have sat sig ind i deres
båd, og forsøgt at gøre kysten: men at havet kører meget høje, de
kunne have været kastet væk.
Andre gange har jeg forestillet mig, at de måske har mistet deres båd før, kunne da være
tilfældet på mange måder, bl.a. ved at bryde af havet på deres skib, som
mange gange tvunget mænd til stav, eller tage i
stykker, deres båd, og nogle gange for at smide det overbord med deres egne hænder.
Andre gange har jeg forestillet mig de havde nogle andre skibe eller skibe i virksomheden, der, på den
signaler af nød de lavede, havde taget dem op, og bar dem ud.
Andre gange har jeg syntes de alle var gået ud til havet i deres båd, og at være skyndte
væk af strømmen, jeg havde været tidligere i gennemførte var ude i
Great Ocean, hvor der var lutter
elendighed og omkom:, og at der måske kan de på dette tidspunkt tænke på sultende,
og af at være i en tilstand at spise hinanden.
Da alle disse var, men formodninger i bedste, så, i den tilstand jeg var i, kunne jeg gøre
ikke mere end at se på på elendighed for de fattige mænd, og medlidenhed med dem, der havde endnu
denne gode virkning på min side, at det gav
mig mere og mere grund til at takke Gud, som havde så lykkeligt og komfortabelt
for mig i min øde tilstand, og at af to skibe «virksomheder, som var
nu kastet væk på denne del af verden, bør ikke ét liv blive skånet, men mine.
Jeg lærte her igen for at observere, at det er meget sjældent, at Guds forsyn kaster
os ind i enhver tilstand så lav, eller nogen elendighed så stor, men vi kan se noget eller andet
at være taknemmelig for, og kan se andre i dårligere forhold end vores egen.
Sådanne helt sikkert var tilfældet af disse mænd, hvoraf jeg kunne ikke så meget som ser plads til at
formoder alle blev reddet; intet kunne gøre det hensigtsmæssigt så meget som at ønske eller forventer
at de ikke alle omkomme der, bortset
muligheden eneste af deres bliver taget op af et andet skib i virksomheden, og det var
men blot en mulighed ja, for jeg så ikke det mindste tegn eller udseende af en sådan
ting.
Jeg kan ikke forklare, ved at eventuelle energi af ord, hvad en underlig længsel jeg følte i mit
sjæl på dette syn, at bryde ud nogle gange således: "Åh, at der havde været, men
en eller to, ja, eller, men én sjæl frelst ud
af dette skib, er nødt til at undslap mig, at jeg kunne, men har haft en kammerat, en
fyr-væsen, at have talt til mig og har talt med! "I hele tiden
af mit ensomme liv har jeg aldrig følt mig så
alvor, så stærkt et ønske efter samfundet af mine medskabninger, eller så dybt
en beklagelse over de ønsker af det.
Der er nogle hemmelige kilder i kærlighed som, når de er sat en-gang
af nogle objekt i udsigt, eller dog ikke i udsigt, gjort det endnu til stede i sindet ved at
kraften i fantasien, at motion
udfører sjælen med sin heftighed, at sådanne voldsomme, ivrige embracings af
objekt, at fraværet af det er uudholdeligt.
Sådanne var disse alvorlige wishings det, men én mand var blevet gemt.
Jeg tror, jeg gentog ordene: "Åh, at det havde været, men en!" Et tusinde gange, og mit
begær var så bevæget af den, at da jeg talte de ord, mine hænder ville klinke
sammen, og mine fingre ville trykke på
i mine hænder, så hvis jeg havde haft nogen bløde ting i min hånd, jeg skulle have knust
det ufrivilligt, og tænderne i mit hoved ville strejke sammen, og sæt mod en
anden, så stærk, at der for nogen tid kunne jeg ikke skille dem igen.
Lad naturforskere forklare disse ting, og årsagen og måden af dem.
Alt, hvad jeg kan gøre, er at beskrive virkeligheden, som var endog overraskende for mig, da jeg fandt det,
selvom jeg ikke vidste, hvorfra det gik, det var utvivlsomt effekten af glødende
ønsker, og af stærke ideer dannes i mit
sind, at realisere den komfort, som den samtale af en af mine kolleger-kristne
ville have været for mig.
Men det var ikke at være, enten deres skæbne eller mine, eller begge dele, forbød det, for, indtil
sidste år af mit væsen på denne ø, jeg aldrig vidste, om der blev reddet ud af
at skib eller ingen, og havde kun det
lidelse, nogle dage efter, for at se liget af en druknet dreng kommer på kysten ved
enden af øen, som lå ved siden forliset.
Han havde intet tøj på, men en søfartsbog trafikvest, et par af åbne knæene linned
skuffer, og en blå linned skjorte, men intet direkte mig så meget som at gætte
hvad nation, han var.
Han havde intet i sine lommer, men to stykker af otte og en tobak pipe-den sidste
var til mig ti gange mere værd end den første.
Det var nu rolig, og jeg havde en stor lyst til at vove sig ud i min båd til dette vrag, ikke
tvivle, men jeg kunne finde noget om bord, der kan være nyttige for mig.
Men det var ikke helt trykke mig så meget som muligheden for, at der kan være
Men nogle levende væsen om bord, hvis liv jeg måske ikke kun spare, men kan ved
besparelse, liv, min egen komfort til
sidste grad, og denne tanke klamrede sig så at mit hjerte, at jeg ikke kunne stille nat eller
dag, men jeg må vove sig ud i min båd om bord på dette vrag, og begået resten
til Guds forsyn, tænkte jeg
indtryk var så stærk på mig, at det ikke kunne modstå, at det må komme
fra nogle usynlige retning, og at jeg skal ønske for mig selv hvis jeg ikke
gå.
Under den magt dette indtryk, skyndte jeg tilbage til mit slot, tilberedt
alt for min rejse, tog en mængde brød, en stor gryde med frisk vand, en
kompas at styre efter, en flaske rom (for jeg
havde stadig en stor del af denne til venstre), og en kurv med rosiner, og således, lastning mig selv
med alt nødvendigt.
Jeg gik ned til min båd, fik vand ud af hende, fik hende oven vande, indlæst alle mine gods
i hende, så og gik hjem igen efter mere.
Min anden last var en stor pose ris, paraplyen at sætte op over mit hoved for en
skygge, en anden stor gryde med vand, og omkring to dusin små brød, eller byg
kager, mere end før, med en flaske
gedemælk og en ost, som alle, der med stor arbejdskraft og sved jeg bar til min
båd, og at bede til Gud om at rette min rejse, jeg satte ud, og ro eller padle
kanoen langs kysten, kom omsider til
det yderste punkt på øen på den nord-østlige side.
Og nu var jeg for at starte ud i havet, og enten at vove eller ikke at vove.
Jeg kiggede på den hurtige strømninger, der kørte hele tiden på begge sider af øen på en
afstand, og som var meget frygteligt for mig fra erindringen om den fare, jeg havde
været i før, og mit hjerte begyndte at svigte
mig, for jeg forudså, at hvis jeg var kørt ind i nogen af disse strømme, skal jeg være
bar en fantastisk måde ud på havet, og måske uden for min rækkevidde og syn af øen
igen, og som derefter, da min båd var, men
lille, hvis nogen lille Storm skal stige, skal jeg være uundgåeligt tabt.
Disse tanker, så undertrykte mit sind, at jeg begyndte at give i løbet af min virksomhed, og
at have trukket min båd i en lille bugt på kysten, jeg trådte ud, og satte sig ned
på en stigende smule af jorden, meget eftertænksom
og ængstelig, mellem frygt og begær, om min rejse, og da, som jeg var drømmende, jeg kunne
opfatter, at tidevandet var vendt, og syndfloden kommer på, på hvilken jeg går blev
praktisk muligt for så mange timer.
Efter dette, er det på nuværende tidspunkt forekom mig, at jeg skal gå op til det højeste stykke
jorden jeg kunne finde, og observere, hvis jeg kunne, hvordan det sæt af tidevandet eller strømninger
lå, da Syndfloden kom i, så jeg kunne
bedømme, om, hvis jeg var kørt én vej ud, kan jeg ikke forvente at blive drevet på en anden måde
hjem, med den samme hurtighed, hvormed strømninger.
Denne tanke var ikke før i mit hoved end jeg kastet mit øje på en lille bakke, der
tilstrækkeligt overset havet begge veje, og hvorfra jeg havde en klar opfattelse af
strømninger eller sæt af tidevandet, og hvilken vej jeg skulle guide mig i min tilbagevenden.
Her fandt jeg, at da den nuværende af ebbe fastsat tæt ved den sydlige punkt af
øen, så den aktuelle for oversvømmelse sat i tæt ved bredden af den nordlige side, og
at jeg ikke havde noget at gøre end at holde sig til
nordlige side af øen i min hjemkomst, og jeg vil gøre det godt nok.
Opmuntret af denne observation, besluttede jeg næste morgen at sætte ud med den første
af tidevandet, og hvilede mig for natten i min kano, under uret-coat jeg
nævnt, jeg startede ud.
Jeg først lavet en lille ud på havet, fuld nord, indtil jeg begyndte at føle gavn for
den strøm, der fastsætter mod øst, og som bar mig til en fantastisk pris, og alligevel ikke
så skynd mig som den aktuelle på den sydlige
side havde gjort før, så der kan tages fra mig alle regeringen i båden, men at have en
stærke dæksplads med min pagaj, gik jeg på et stort sats direkte til vraget, og i
mindre end to timer jeg kom op til det.
Det var et trist syn at se på, det skib, som ved sin bygning var spansk, stak
hurtigt, sidder fast i mellem to klipper.
Alle Stern og fjerdedel af hendes blev slået i stykker af havet, og da hendes
bakken, der sidder fast i klipperne, havde kørt videre med stor voldsomhed, hendes stormasten
og formasten blev anlagt af bestyrelsen, det
Det vil sige, fordelt korte off, men hendes bovspryd var sund, og hovedet og bukke
dukkede firma.
Da jeg kom tæt på hende, en hund dukkede på hende, der ser mig komme, yelped og
græd, og så snart jeg kaldte ham, sprang i havet for at komme til mig.
Jeg tog ham op i båden, men fandt ham næsten døde af sult og tørst.
Jeg gav ham en kage af mit brød, og han slugte det som en glubende Ulv, der havde
været sulte i fjorten dage i sneen, jeg gav derefter den stakkels skabning nogle friske
vand, som, hvis jeg ville have ladet ham, ville han have sprænge sig selv.
Efter dette gik jeg ombord, men det første syn jeg mødte var to mænd druknet i
koge-værelse, eller bak af skibet, med armene fast om hinanden.
Jeg konkluderede, som er faktisk sandsynligt, at da skibet ramte, det er i en storm,
havet brød så høj og så hele tiden over hende, at mændene ikke var i stand til at
bære det, og blev kvalt med de
konstant farende med af vandet, lige så meget som hvis de havde været under vand.
Ud over hunden, var der intet tilbage i skibet, der var liv, og heller ikke alle varer, der
Jeg kunne se, men hvad var ødelagt af vandet.
Der var nogle fade af spiritus, uanset om vin eller cognac jeg vidste ikke, der lå lavere
i lastrummet, og som det vand, der ebbede ud, kunne jeg se, men de var for
store til at blande sig med.
Jeg så flere kister, som jeg tror tilhørte nogle af de søfolk, og jeg fik
to af dem ind i båden, uden at undersøge hvad der var i dem.
Havde agterstavnen af skibet er fastsat, og den forreste afbrudt, er jeg overbevist om jeg
kunne have gjort en god rejse, ved, hvad jeg fandt i de to kister jeg havde plads til
formoder, at skibet havde en stor rigdom
om bord, og hvis jeg kan gætte fra kurset, hun styrede, skal hun have været
bundet fra Buenos Ayres, eller Rio de la Plata, i den sydlige del af Amerika, ud over
de Brasiliens til Havannah, i Den Mexicanske Golf, og så måske til Spanien.
Hun havde uden tvivl en stor skat i hende, men til nogen nytte, på daværende tidspunkt, at nogen;
og hvad der blev af besætningen jeg så vidste det ikke.
Jeg fandt, foruden disse kister, lidt fad fuld af spiritus, på omkring tyve
gallon, hvilket jeg kom ind i min båd med meget besvær.
Der var flere musketter i kabinen, og en stor pulver-horn, med omkring fire
pounds af pulver i den, som for de geværer, havde jeg ingen lejlighed til dem, så jeg forlod dem,
men tog pulveret-horn.
Jeg tog en brand-skovl og tang, som jeg gerne ville meget, som det også er to små messing
kedler, en kobber puljen for at gøre chokolade, og et gitternet, og med denne last, og
hunden, jeg kom væk, tidevandet begynder at
gøre hjem igen og samme aften, cirka en time inden aften, jeg nåede øen
igen, trætte og udmattede til den sidste grad.
Jeg hvilede den aften i båden, og om morgenen, besluttede jeg at havnen hvad jeg havde
fik i min nye hule, og ikke bære det hjem til mit slot.
Efter forfriskende mig selv, fik jeg alle mine last i land, og begyndte at undersøge
oplysninger.
Fadet af spiritus fandt jeg at være en slags rom, men ikke som vi havde på Brasiliens;
og i et ord, slet ikke godt, men da jeg kom til at åbne kister, jeg har fundet flere
ting af stor nytte for mig for eksempel, jeg
fundet i den ene en fin tilfælde af flasker, af en ekstraordinær art, og fyldt med hjertelige
farvande, fint og meget godt; flaskerne afholdes omkring tre liter hver, og blev
tippes med sølv.
Jeg fandt to potter af meget god succades eller kringler, så fastgjort også på toppen
at salt-vand ikke havde skade dem, og to mere af det samme, hvor vandet havde
forkælet.
Jeg fandt nogle meget gode skjorter, der var meget velkommen til mig, og omkring et dusin, og en
halvdelen af hvid linned lommetørklæder og farvet neckcloths, førstnævnte blev også
meget velkommen, var overordentlig forfriskende at tørre mit ansigt i en varm dag.
Ud over dette, da jeg kom til kassen i brystet jeg fandt der tre store tasker
af stykker af otte, som holdt omkring 1100 stykker i alt, og i en af dem,
pakket ind i et papir, seks dubloner af
guld, og nogle små barer eller kiler af guld, jeg formoder, de måske alle veje i nærheden af et
pund.
I de øvrige brystet var noget tøj, men af ringe værdi, men af de omstændigheder,
det må have tilhørt skytten mage, selv om der var noget pulver i det, bortset fra
two pounds af fine glaserede pulver, i tre
kolber, holdt, jeg formoder, til opladning af deres fowling-stykker på lejlighed.
Efter det hele, fik jeg meget lidt af denne rejse, der var til nogen nytte for mig, for, som
på pengene, havde jeg ingen måde anledning til det, det var for mig som det snavs under mine
fødder, og jeg ville have det hele for
tre eller fire par engelske sko og strømper, der var ting, jeg i høj grad
ville, men havde ingen på mine fødder i mange år.
Jeg havde faktisk fik to par sko nu, som jeg tog ud for fødderne af to druknede
mænd, som jeg så i vraget, og jeg fandt to par mere i en af de kister, der
var meget velkommen til mig, men de var ikke
ligesom vores engelske sko, enten for at lette eller tjeneste, idet der snarere det, vi kalder pumper
end sko.
Jeg fandt i denne sømandens bryst omkring halvtreds stykker af otte, i materialer, men ingen guld: Jeg
formodes denne tilhørte en fattigere mand end de andre, der syntes at tilhøre nogle
officer.
Nå, men jeg slæbt disse penge hjem til min hule, og lagde det op, som jeg havde gjort det
før, som jeg havde taget fra vores eget skib, men det var en stor skam, som jeg sagde,
at den anden del af dette skib ikke havde
kommer til min del, for jeg er tilfreds jeg kunne have lagt min kano flere gange
over med penge, og, tænkte jeg, hvis jeg nogensinde flygte til England, kan det ligge her sikkert
nok til jeg kommer igen og hente den.