Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Rune Sejr Fjord Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Jeg vil fortælle jer lidt om irrationel opførsel.
Selvfølgelig ikke jeres. Andre personers.
(Latter)
Efter at have været på MIT (Massachusetts Institute of Technology) et par år,
blev jeg klar over, at det ikke er særligt spændende at skrive akademiske afhandlinger.
Nu ved jeg ikke hvor mange af dem i har læst,
men de er ikke sjove at læse og er ofte ikke sjove at skrive.
Faktisk meget værre at skrive.
Så jeg besluttede, at prøve og skrive noget der er mere sjovt.
og jeg kom på den idé at jeg ville skrive en kogebog.
Og titlen på min kogebog skulle være
"Spise uden krummer: Kunsten af spise over håndvasken."
(Latter)
Og det skulle være et kig på livet, gennem køkkenet.
Og jeg var meget spændt på dette. Jeg ville snakke lidt
om forskning og en lille smule om køkkenet.
I ved, vi gør så mange ting i køkkenet, så jeg syntes det ville blive interessant.
Jeg skrev et par kapitler.
Og jeg tog det til MIT press og de sagde
"Sødt, men ikke for os. Gå ud og find nogle andre."
Jeg prøvede andre, men alle sagde det samme.
"Sødt. Ikke for os."
Indtil en eller anden sagde,
"Hør, hvis du er seriøs,
skal du først skrive en bog om din forskning. Do bliver nød til at udgive noget.
Og herefter får du muligheden for at skrive noget andet.
Hvis du virkelig vil gøre det, så skal du først gøre dét."
Så jeg sagde, "Ved du hvad, jeg vil virkelig ikke skrive om min forskning.
Jeg gør det her hele dagen lang. Jeg vil skrive noget andet.
noget mere frit, mindre regelbundet."
Den her person var meget bestemt og sagde
"Hør, det er den eneste måde hvor du nogensinde vil få det gjort"
Så jeg sagde, "Okay, hvis jeg blive nødt til at gøre det."
Jeg tog fri og sagde "Jeg vil skrive om min forskning
hvis der ikke er andre veje, og så vil jeg kunne lave min kogebog "
Så jeg skrev en bog om min forskning
og det viste sig at være sjovt på to måder,
for det første, nød jeg at skrive,
men det mere interessante var
at jeg begyndte at lære fra andre.
Det er en fantastisk tid at skrive i,
for der er så meget kritik man kan få fra andre.
Folk skriver til mig med deres personlige oplevelser,
og om deres eksempler og hvad de er uenige i,
og nuancer.
Også det at være her, de sidste par dage
har jeg opnået nye højder indenfor tvangsmæssig adfærd
jeg aldrig havde tænkt over
(latter)
Hvilket jeg synes er fascinerende.
Jeg vil fortælle jer en smule om irrationel adfærd.
Og jeg vil starte med at give jer nogle eksempler på visuelle illusioner.
som en metafor for irrationalitet.
Tænk på de her to borde,
og i må have set den her illusion.
Hvis jeg spurgte jer :"hvilken streg der er længst
den lodrette på det venstre bord eller den vandrette på det højre?"
Hvilken en virker længst?
Er der nogen der ikke kan se at den venstre er længst?
Nej vel? det er umuligt.
Men det gode ved illusioner er at vi nemt kan vise fejl
så jeg kan sætte nogle streger, hvilket ikke hjælper
jeg kan animere stregerne
og hvis i ikke tror jeg gør stregerne kortere,
hvilket jeg ikke gjorde, har jeg vist at jeres øjne snød jer.
Det interessante ved det her
er at hvis jeg fjerner stregerne,
er det som om i ingenting har lært
(Latter)
I kan ikke se på det her og sige "okay, nu ser jeg det rigtige"
Ikke sandt? det er umuligt at undgå
at tro at den her faktisk er længere.
Vores intuition snyder os på den gentagelig og forudsigelig måde,
og der er næsten ingenting vi kan gøre ved det,
bortset fra at tage en lineal og begynde at måle.
Her er en mere -- det her er en af mine yndlingsillusioner.
Hvilken farve peger den øverste pil på?
Brun, mange tak.
Den nederste pil? Gul.
Det viser sig at de er ens.
Er der nogen der kan se at de er ens?
Det er meget meget svært.
Jeg kan dække resten af terningen,
og hvis jeg dækker den, ser i at de er ens.
og hvis i ikke tror på mig kan i få den bagefter
og klippe-klistre og se at de er ens.
Igen er det den samme historie:
Hvis vi tager baggrunden væk,
kommer illusionen tilbage. ikke?
Der er ingen måde at undgå at se illusionen.
Måske hvis du er farveblind.
Jeg vil have at i tænker på illusionerne som en metafor.
At se er en af de ting vi er bedst til.
Vi bruger en stor del af vores hjerne på at se --
en større del end vi bruger til noget andet.
Vi ser i flere timer om dagen end vi gør noget andet.
og vi er udviklet til at se,
og hvis vi laver disse forudsigelige og gentagelige fejl med synet,
som vi er så gode til,
hvorfor skulle vi så ikke lave endnu flere fejl
med noget vi ikke er så gode til --
som for eksempel, økonomisk beslutningstagen:
(Latter)
Noget vi ikke har nogen evolutionær grund til at gøre,
vi har ikke en specialiseret del af hjernen,
og vi gør det ikke så mange timer om dagen.
og argumentet er at når det er sådan
kan det måske være at vi laver endnu flere fejl.
og værre endnu, at vi ikke har en nem måde at se dem.
for ved visuelle illusioner kan vi nemt vise fejlene,
ved tankemæssige illusioner er det meget, meget sværere
at vise folk fejlene.
Så jeg vil vise jer nogle tankemæssige illusioner,
eller beslutningsmæssige illusioner, på samme måde.
og det her er et af mine yndlingsgrafer i socialstudier.
Det er fra en artikel af Johnson og Goldstein,
og basalt set viser den
procentdelen af folk der siger
at de gerne vil være organdonorer
i forskellige lande i Europa, og grundlæggende
ser man to slags lande :
Landene til højre som ser ud til at donere meget;
og landene til venstre der ser ud til at donere lidt,
eller meget mindre,
spørgsmålet er, hvorfor? hvorfor donerer nogle lande meget
og nogle lande kun en smule?
Når du stiller det spørgsmål til folk,
tror de som regel at det er pga. forskellige kulturer,
Hvor meget du bekymrer dig om folk,
at give dine organer til en anden,
har nok noget at gøre med hvor knyttet du er til samfundet.
Måske handler det om religion,
men hvis du ser på det her,
så kan du se at lande som vi tænker som meget ens
faktisk opfører sig meget forskelligt.
for eksempel, Sverige er helt ude til højre,
og Danmark, som vi tænker som kulturelt meget ens,
er helt ude til venstre.
Tyskland er til venstre, og Østrig er til højre,
Holland er til venstre, og Belgien er til højre,
og til sidst, afhængig af din personlige mening
om europæiske ligheder,
tænker du England og Frankrig som kulturelt ens eller ej,
men det viser sig at med organdonation er de meget forskellige.
Forresten, Holland er et spændende tilfælde,
de er de højeste i den lave gruppe.
Det viser sig at de fik 28% til at donere
ved at sende et brev til hver husholdning
hvor de bad folk om at melde sig til donorprogrammet.
I kender udtrykket "Du kommer kun så langt ved at tigge"?
det er 28% i organdonation.
(Latter)
Men hvad end landene til højre gør,
så gør de noget meget bedre end at tigge,
så hvad gør de faktisk?
Det viser sig at det har at gøre med et skema hos motorkontoret,
her er historien :
Landene til venstre har et skema
der ser nogenlunde sådan her ud.
Sæt kryds hvis du vil deltage
i organdonorprogrammet.
og hvad sker der?
Folk sætter ikke kryds, og de melder sig ikke til.
Landene til højre, de der giver meget,
har et lidt anderledes skema.
det beder dig om at sætte kryds hvis du ikke vil deltage.
interessant nok, når folk får det her,
sætter de igen ikke kryds -- men nu melder de sig til.
(Latter)
Tænk på hvad det her betyder,
vi står op om morgenen og tror at vi beslutter ting
Vi står op og åbner skabet,
og føler at vi bestemmer hvad vi tager på,
så åbner vi køleskabet og føler at vi vælger vores mad,
hvad det her faktisk viser er
at mange af de her beslutninger ikke tages af os,
men tages af personen der designer skemaet.
Når du går ind i motorkontoret,
vil personen der har designet skemaet have stor indflydelse
på hvad du ender med at gøre.
Det er svært at huske de her resultater, tænk over det
hvor mange af jer tror
at hvis i fornyede jeres kørekort imorgen,
og i gik ind til motorkontoret
og stødte på et af de her skemaer,
at det faktisk ville ændre jeres adfærd?
Det er svært at tro at det vil påvirke os.
Vi siger "De sære europæere, selvfølgeligt vil det påvirke dem"
men når det handler om os selv
føler vi at det er os der bestemmer,
Vi føler det i sådan en grad,
og vi tager de her beslutninger,
at det er meget svært at acceptere
at vi faktisk bare har
illusionen af at tage en beslutning.
Nu siger i måske,
"Det her er beslutninger vi er ligeglade med."
Faktisk, per definition, er det her beslutninger
om noget der skal ske efter at vi er døde,
hvordan kunne man være mere ligeglad
end med noget der sker efter man er død?
Så en standard økonom, en der tror på det rationelle,
ville sige "Ved du hvad? det koster mere at løfte blyanten
og sætte kryds,
end hvad jeg får ud af beslutningen
og det er derfor der er denne her effekt."
Men faktisk, er det ikke fordi det er nemt,
det er ikke fordi de er ligegyldigt eller vi er ligeglade,
det er fordi vi netop ikke er ligeglade.
Det er svært og det er indviklet,
og det er så indviklet at vi ikke ved hvad vi skal gøre,
og fordi vi ikke ved det
vælger vi bare det der var blevet valgt for os.
Jeg giver jer et eksempel mere på det,
det her er fra en artikel af Redelmeier og Schaefer.
og de siger "Det sker også for eksperter,
folk der er godt lønnet og eksperter
gør det her ofte."
De tog en gruppe læger
og viste dem et eksempel på en patient,
her er patienten, han er en 67-årig landmand,
som i noget tid har lidt af smerter i højre hofte,
så sagde de til lægen,
"Du besluttede for nogle uger siden,
at intet virker på den her patient,
intet af det her medicin virker til at virke,
så du henviser patienten til at få udskiftet hoften.
En hofteoperation, ikke?"
Så patienten er på vej til at få udskiftet hoften,
og så siger de til halvdelen af lægerne
"Igår gennemgik du patientens journal,
og du indså at du glemte at prøve en medicin,
du glemte ibuprofen.
Hvad gør du? trækker du patienten tilbage og prøver ibuprofen?
eller lader du dem få udskiftet hoften?"
Den gode nyhed er at de fleste læger i det her tilfælde
trak patienten tilbage og prøvede ibuprofenen,
godt for lægerne,
Til den anden gruppe af læger sagde de
"Igår da du gennemgik journalen
opdagede du at der var to slags medicin du ikke har prøvet
ibuprofen og piroxicam."
"du har to slags medicin du ikke har prøvet, hvad gør du?
Lader du dem fortsætte, eller trækker du dem tilbage?
Og hvis du trækker dem tilbage, hvilken medicin prøver du så?"
Tænk over det, den her beslutning
gør det ligeså nemt som før, at lade patienten fortsætte,
men at trække dem tilbage, bliver mere indviklet.
Der er nu en ny beslutning.
Hvad sker der så?
Nu beslutter størstedelen af lægerne at lade patienten fortsætte
med at få hoften udskiftet.
Jeg håber det her bekymrer jer forresten,
(Latter)
Når man tager ind og ser sin læge,
der er ingen læge der nogensinde ville sige,
"Piroxicam, ibuprofen, hofteudskiftning.
lad os udskifte hoften."
Men i det øjeblik hvor udskiftning bliver standardløsning
har den en stor magt over hvad folk ender med at gøre.
Jeg giver jer et par eksempler mere på irrationel beslutningstagen.
forestil jer at jeg giver jer et valg.
Vil du helst en weekend til Rom?
Alt betalt:
Hotel, transport, mad, morgenmad,
stor morgenmad, alt.
Eller en weekend til Paris?
En weekend i Paris og en i Rom er forskellige
de har forskellig mad, kultur og kunst.
Forestil jer at jeg tilføjede en mulighed
som ingen havde lyst til
forestil jer at jeg sagde "En weekend i Rom,
en weekend i Paris, eller at din bil bliver stjålet?"
(Latter)
Det er en sjov ide, for hvorfor ville den mulighed
ændre på noget?
(Latter)
Men hvad nu hvis det at få din bil stjålet
ikke var helt sådan.
hvad hvis det var, en tur til Rom, med alt betalt,
transport, morgenmad
men uden kaffe om morgenen,
hvis du vil have kaffe skal du selv betale 2.5 Euro.
På en måde nu,
hvor det er givet at du kan få Rom med kaffe,
hvorfor skulle du så ville have Rom uden kaffe?
det er ligesom at få din bil stjålet, en dårligere valgmulighed.
Gæt hvad der sker, i det øjeblik Rom uden kaffe bliver en mulighed
bliver Rom med kaffe mere populært, og folk vælger det.
det faktum at du har Rom uden kaffe
gør at Rom med kaffe virker overlegent,
og ikke bare til Rom uden kaffe, men også til Paris.
(Latter)
Her er to eksempler på det her princip,
Det her var en reklame i The Economist for nogle år siden,
den gav os tre valg,
et internet abonnement for 59 dollar,
et papir abonnement for 125,
eller begge dele for 125.
(Latter)
Jeg så det her, og ringede til The Economist.
Jeg forsøgte at regne ud hvad de tænkte på,
og de henviste mig fra en person til en anden til en tredje,
indtil jeg til sidst kom til ham der stod for hjemmesiden,
og jeg ringede til dem, og de tjekkede hvad meningen var.
og pludseligt var reklamen væk, uden forklaring.
Så jeg besluttede mig for at udføre eksperimentet,
som jeg ville have elsket at The Economist havde været med i,
jeg tog annoncen og gav den til 100 studerende,
og spurgte dem "Hvad ville du vælge?"
Det her er er et diagram over beslutningerne,
de fleste valgte at få begge, ingen valgte kun papir,
hvilket betyder at vores studerende kan læse.
(Latter)
Men hvis du har en mulighed som ingen vil have,
så kan du bare fjerne den, ikke?
Så jeg lavede en ny version af den her,
hvor jeg fjernede papir-muligheden,
og gav den nye reklame til 100 studerende, her er hvad der skete,
nu bliver den mest populære den mindst populære,
og den mindst populære blev den mest populære,
det der skete var at den ubrugelige mulighed,
i midten, var ubrugelig ved at ingen havde lyst til den,
men den var ikke ubrugelig ved at hjælp folk
med at finde ud af hvad de ville have,
faktisk, i forhold til den midterste mulighed,
som var kun at få papir-versionen for 125,
virkede kombinationen og papir- og netversionen for 125 fantastisk,
og derfor valgte folk den.
Den generelle ide er, for resten,
at vi ikke kender vores præferencer særligt godt,
og fordi vi ikke kender dem særligt godt,
er vi tilbøjelige til at blive påvirket udefra:
Standarden, den specifikke løsning vi bliver vist, osv.
Et mere eksempel.
Folk tror at når det handler om fysisk tiltrækning,
ser vi nogen og ved med det samme om vi kan lide dem eller ej,
om vi er tiltrukket eller ej.
Hvilket er grunden til at vi har de her 4-minutters dates.
Så jeg besluttede mig for at lave et eksperiment,
jeg vil vise nogle tegninger af folk, ikke rigtige folk.
eksperimentet gik ud på
at jeg viste folk et billede af Tom, og et af Jerry,
og spurgte "Hvem vil du date? Tom eller Jerry?"
Men for halvdelen af personerne tilføjede jeg en grim version af Jerry.
Jeg brugte Photoshop og gjorde Jerry lidt grimmere.
(Latter)
Hos den anden halvdel, tilføjede jeg en grimmere version af Tom.
og spørgsmålet var, vil grimme Jerry og grimme Tom
hjælpe deres kønnere brødre?
og svaret var absolut ja.
Når grimme Jerry var der, var Jerry populær,
når grimme Tom var der, var Tom populær.
(Latter)
Det her har to klare konsekvenser
for livet generelt.
Hvis du tager i byen, hvem vil du så have med dig?
(Latter)
Du vil have en lidt grimmere version af dig selv.
(Latter)
Ens, men en lille smule grimmere.
(Latter)
Den anden konsekvens er selvfølgeligt
at hvis nogen inviterer dig med i byen, ved du hvad de synes om dig
(Latter)
Nu forstår i det.
Hvad er hovedpointen?
Hovedpointen er at når vi tænker på vores økonomiske system,
det smukke billede af menneskelig natur.
"Hvilket et pragtstykke er mennesket, så fornuftigt!"
Har vi det her billede af os selv, og af andre,
det adfærdsøkonomiske perspektiv,
er en smule mindre rosenrødt,
faktisk, i medicinske termer, er det her vores synspunkt.
(Latter)
Men der er en god side,
den gode side er, synes jeg,
en af grundene til at adfærdsøkonomi er spændende,
er vi Superman? eller er vi Homer Simpson?
Når det handler om at lave vores fysiske verden,
forstår vi næsten vores grænser.
Vi bygger trapper, vi bygger alle de her ting,
som ikke alle kan bruge.
(Latter)
Vi forstår vores grænser,
og vi bygger omkring dem.
Men af en eller anden grund, når det kommer til det mentale,
når vi designer sygehusvæsenet, pensioner og aktiemarkeder,
glemmer vi at vi er begrænsede,
jeg tror, at hvis vi forstod vores mentale begrænsninger,
på samme måde som vi forstår vores fysiske,
selvom de ikke er tydelige på samme måde,
kunne vi lave en bedre verden.
og det, tror jeg, er mit håb med det her.
Mange tak.
(Bifald)