Tip:
Highlight text to annotate it
X
Alice's Adventures in Wonderland af Lewis Carroll
Kapitel VI. Svine-og Peber
For et minut eller to hun stod og så på
Huset, og spekulerer på hvad man skal gøre næste,
da pludselig en Schweizeren i bemaling kom
løber ud af skoven - (hun betragtede
ham til at være en Schweizeren, fordi han var i
bemaling: ellers, at dømme efter hans ansigt
kun, ville hun have kaldt ham en fisk) -
og rappede højlydt på døren med sin
knoer.
Det blev åbnet af en anden Tjeneren i bemaling,
med et rundt ansigt, og store øjne som en
frøen, og både fodfolk, Alice bemærket, havde
pulverform hår, der krøllede over hele deres
hoveder.
Hun følte sig meget nysgerrig efter at vide hvad det var
handler om, og krøb lidt vej ud af
træet til at lytte.
Fish-Schweizeren begyndte med at producere fra
under armen en stor brev, næsten lige så
stor som ham selv, og det har han overgivet
til den anden, sagde i en højtidelig tone,
»For Hertuginden.
En invitation fra Dronningen til at spille
kroket. '
Frøen-Tjeneren gentog i samme
højtidelige tone, blot at ændre rækkefølgen af
ord lidt, »Fra dronningen.
En invitation til Hertuginden at spille
kroket. '
Så de begge bukkede lav, og deres krøller
fik viklet sammen.
Alice lo så meget på dette, at hun havde
at løbe tilbage i skoven af frygt for deres
høre hende, og da hun næste kiggede ud
Fish-Tjener var borte, og de andre
sad på jorden i nærheden af døren,
stirrede dumt op i himlen.
Alice gik forsigtigt op til døren, og
bankede.
»Der er ingen form for anvendelse i banke,« sagde
tjenerne, «, og at af to grunde.
Det første fordi jeg er på den samme side af
dør, som du er, for det andet, fordi de er
foretager en sådan støj indeni, kunne ingen
muligvis høre dig. '
Og helt sikkert var der en meget
ekstraordinære støj foregår inden for - en
konstant hylen og nysen, og hver
nu og da en stor nedbrud, som hvis en parabol eller
kedel var blevet brudt i stykker.
»Please, da,« sagde Alice, 'hvordan skal jeg
komme ind? "
»Der kan være noget fornuft i din
banke, "tjenerne gik videre uden
passer hende, »hvis vi havde døren
mellem os.
For eksempel, hvis du var inde i dig måske
banke, og jeg kunne lade dig ud, du kender. '
Han var på udkig op i himlen hele tiden
han talte, og denne tænkte Alice
decideret uncivil.
»Men måske kan han ikke gøre for det,« sagde hun til
selv «hans øjne er så meget næsten på
toppen af hovedet.
Men i hvert fald han måtte svare på spørgsmål.
- Hvordan skal jeg få i 'gentog hun, højt?.
»Jeg skal sidde her,« sagde betjenten bemærkede,
»Till i morgen - '
På dette tidspunkt døren af huset
åbnet, og en stor tallerken kom skimming
ud, lige på Tjener hovedet: det
bare strejfede hans næse, og brød i stykker
mod en af træerne bag sig.
»- Eller næste dag, måske, 'tjenerne
fortsatte i samme Tone, præcis som hvis
intet var hændt.
"Hvordan skal jeg komme ind?" Spurgte Alice igen, i
en højere tone.
'Er du til at få ind på alle? "Sagde
Schweizeren.
»Det er det første spørgsmål, du kender. '
Det var uden tvivl: kun Alice kunne ikke lide
at blive fortalt det.
»Det er virkelig forfærdeligt," mumlede hun til
selv, »den måde, alle skabninger hævder.
Det er nok til at drive en sindssyg! "
Tjenerne syntes at synes, at det en god
mulighed for at gentage sin bemærkning, med
variationer.
»Jeg skal sidde her,« sagde han, »til og fra,
i flere dage og dage. "
»Men hvad skal jeg gøre?" Sagde Alice.
»Alt hvad du vil," sagde tjenerne, og
begyndte fløjten.
"Åh, er der ingen brug for at tale med ham,«
sagde Alice desperat: 'Han er perfekt
idiotisk! '
Og hun åbnede døren og gik ind
Døren førte lige ind i en stort køkken,
som var fuld af røg fra den ene ende til den
andre: Hertuginden sad på en tre-
legged taburet i midten, ammer et spædbarn;
Kokken lænede sig over ilden,
omrøring en stor gryde, der syntes at
være fuld af suppe.
»Der er helt sikkert for meget peber i, at
suppe! "
Sagde Alice til sig selv, så godt hun kunne
for nysen.
Der var helt sikkert for meget af det i
luft.
Selv Hertuginden nøs lejlighedsvis, og
som for barnet, var det nysen og
hylende skiftevis uden et øjebliks
pause.
Det eneste ting i køkkenet, der ikke
nyse, var kokken, og en stor kat
der sad på skorstenen og
grinende fra øre til øre.
»Vær venlig vil du fortælle mig," sagde Alice, en
lidt frygtsomt, for hun var ikke helt sikker
om det var gode manerer for hende at
tale først, 'hvorfor din kat griner gerne
det? "
»Det er en Cheshire kat," sagde hertuginden,
«, Og det er derfor.
Svin! '
Hun sagde det sidste ord med en sådan pludselig
vold, Alice helt sprang, men hun
så i et øjeblik, at det var rettet
til barnet, og ikke til hende, så hun tog
mod, og gik igen: -
»Jeg vidste ikke, at Cheshire katte altid
grinede, faktisk, jeg vidste ikke, at katte
KUNNE grin. "
»De kan alle," sagde hertuginden, "og de fleste
af 'em gøre.
»Jeg kender ikke nogen, der gør," sagde Alice
meget høfligt, føles helt glad for at
har fået ind i en samtale.
»Du kender ikke meget," sagde hertuginden;
«Og sådan er fakta."
Alice har slet ikke lide tonen i denne
bemærkning, og tænkte det ville være så godt at
indføre nogle andre omfattet af
samtale.
Mens hun prøvede at lave den ene, den
kok tog heksekedel af suppen ud
brand, og straks sat i arbejde smide
alt inden for hendes rækkevidde på Duchess
og barnet - den brand-jern kom først;
Derefter fulgte en byge af gryder,
plader, og retter.
Hertuginden tog ingen notits af dem selv
når de ramte hende, og barnet blev hylende
så meget allerede, at det var ganske
umuligt at sige, om det blæser ondt det
eller ej.
"Åh, PLEASE sind, hvad du laver!" Råbte
Alice, hoppe op og ned i en kvaler
terror.
"Åh, der går sin dyrebare næse« som en
usædvanlig stor gryde fløj tæt ved det,
og næsten bar den ud.
»Hvis alle minded deres egen virksomhed,«
Hertuginden sagde i en hæs knurre, »den
verden ville gå rundt en del hurtigere, end det
gør. '
»Som ikke ville være en fordel,« sagde
Alice, der følte sig meget glade for at få en
mulighed for at vise lidt af hendes
viden.
»Bare tænk på, hvad arbejde det ville gøre med
dag og nat!
Du kan se Jorden tager 24 timer
at vende rundt om sin egen akse - '
»Talking af akser," sagde hertuginden, "hugge
hovedet af hende! "
Alice kiggede temmelig spændt på kokken,
at se, om hun mente at tage vink, men
Kokken var travlt omrøring suppen, og
syntes ikke at lytte, så hun gik på
igen: »fireogtyve timer, tror jeg, eller er
det tolv?
I - '
"Åh, ikke genere mig," sagde hertuginden, 'jeg
aldrig kunne overholde tal! '
Og med at hun begyndte sygepleje hendes barn
igen, synger en slags vuggevise til det som
hun gjorde det, og giver det en voldsom ryste
i slutningen af hver linje:
| 'Tal nogenlunde til din lille dreng,
| Og slog ham, når han nyser:
| Han kun gør det for at irritere,
| Fordi han ved, at det driller '.
| CHORUS.
| (Hvor kok og sluttede baby):
| 'Wow! wow! wow! '
Mens Hertuginden sang andet vers af
den sang, holdt hun kastede babyen
voldsomt op og ned, og den stakkels lille
ting hylede så, at Alice næppe kunne
høre ordene: -
| 'Jeg taler alvorligt med min dreng,
| Jeg slog ham, når han nyser;
| For han kan godt nyde
| De peber, når han lyster '!
| CHORUS.
| 'Wow! wow! wow! '
'Her! kan du sygeplejerske det en smule, hvis du
har lyst! "Hertuginden sagde til Alice, slynge
barnet på hende mens hun talte.
»Jeg må gå ud og få klar til at spille kroket
med dronningen, "og hun skyndte sig ud af
værelse.
Kokken kastede en stegepande efter hende som
hun gik ud, men det bare savnede hende.
Alice fanget barnet med noget besvær,
som det var en ***-formet lille væsen,
og holdt sine arme og ben i alle
retninger, »ligesom en stjerne-fisk,"
tænkte Alice.
Den stakkels lille ting var fnysende som en
dampmaskinen, da hun fangede det og holdt
fordobling sig op og glatning selv
ud igen, så alt i alt for
første minut eller to, var det så meget som hun
kunne gøre for at holde den.
Så snart hun havde lavet den rigtige måde
af sygepleje det, (som blev til at dreje det op
til en slags knude, og derefter holde stram
fat i sin højre øre og venstre fod, så
at forhindre at løsne sig,) hun bar
det ud i det fri.
»Hvis jeg ikke tager dette barn væk med mig,"
tænkte Alice, "de er sikker på at dræbe den i
en dag eller to: Ville det ikke være mord at
efterlade det? "
Hun sagde de sidste ord højt, og
lille ting gryntede i replikken (det havde efterladt
off nysen på dette tidspunkt).
"Du må ikke grynte,« sagde Alice, »det er ikke på
alle en ordentlig måde at udtrykke sig selv. '
Barnet gryntede igen, og Alice kiggede
meget spændt på sit ansigt for at se hvad
var i vejen med den.
Der kunne ikke være tvivl om, at det havde en MEGET
turn-up næse, meget mere som en snude end en
virkelige næse, også sine øjne var ved at blive
ekstremt lille for en baby: helt
Alice kunne ikke lide udseendet af ting på
alle.
"Men måske var det kun hulkede,» hun
tænkte, og så i sine øjne igen, for at
se, om der var nogen tårer.
Nej, der var ingen tårer.
»Hvis du vil blive til en gris, min
kære, «sagde Alice, alvorligt,» jeg vil have
intet mere at gøre med dig.
Mind nu! '
Den stakkels lille ting hulkede igen (eller
gryntede, det var umuligt at sige hvilke),
og de gik på for nogle mens der i tavshed.
Alice var lige begyndt at tænke på
selv, »Nu, hvad skal jeg gøre med dette
væsen, når jeg får det hjem? ", når det
gryntede igen, så voldsomt, at hun
kiggede ned i sit ansigt i nogle alarm.
Denne gang kunne der ikke herske tvivl om
det: det var hverken mere eller mindre end en
svin, og hun følte, at det ville være helt
absurd for hende at bære det yderligere.
Så satte hun den lille væsen ned, og
følte helt lettede over at se det Trav væk
stille og roligt ind i skoven.
»Hvis det var vokset op,« sagde hun til sig selv,
»Det ville have gjort en frygtelig grim
barn: men det gør derimod en smuk gris,
Tror jeg. '
Og hun begyndte at tænke over andre børn
Hun vidste, hvem kan gøre meget godt som svin,
og var bare at sige til sig selv, »hvis man
kun kendte den rigtige måde at ændre dem - '
da hun var en lille forskrækket ved at se
Cheshire Cat sad på en gren af en
træ et par meter væk.
The Cat eneste grinede da den så Alice.
Det så godmodige, tænkte hun: stadig
det havde meget lange kløer og en lang række
tænder, så hun følte, at det burde være
behandles med respekt.
»Cheshire *** 'begyndte hun snarere frygtsomt,
da hun ikke gjorde det på alle vide, om det ville
som navnet: Det er imidlertid kun grinede en
lidt bredere.
»Kom, det er tilfreds indtil videre,« tænkte Alice,
og hun gik videre.
»Vil du fortælle mig, please, hvilken vej jeg
skulle gå herfra? "
»Det afhænger en hel del om, hvor du vil
at komme til, «sagde Cat.
»Jeg ved ikke meget pleje, hvor -" sagde Alice.
»Så er det ligegyldigt, hvilken vej du går,«
sagde Cat.
»- Så længe jeg får et sted, 'Alice tilføjede
som en forklaring.
'Åh, du er sikker på at gøre det, "sagde katten,
', Hvis du kun går længe nok. "
Alice mente, at dette ikke kunne nægtes,
så hun prøvede et andet spørgsmål.
"Hvad slags folk bor her? '
»I den retning," Kat sagde, vinker
sin ret pote runde, liv en Hatter: og
i den retning, viftede 'den anden pote,
Liv en haren.
Besøg enten du kan lide: de er begge gal «.
»Men jeg ønsker ikke at gå blandt gal folk,«
Alice.
"Åh, kan du ikke hjælpe," sagde Kat:
»Vi er alle gal her.
Jeg er gal.
Du er gal. "
»Hvordan kan du vide, at jeg er gal?" Sagde Alice.
'Du skal være, "sagde Cat,' eller du
ville ikke være kommet her. "
Alice syntes ikke at bevist, at det på alle;
Men hun gik på 'Og hvordan kan du vide
at du er gal? "
»Til at begynde med," sagde Cat, "en hund er ikke
gal.
Du giver det? "
»Jeg formoder det er tilfældet,« sagde Alice.
"Nå, så 'the Cat fortsatte:" du ser, en
hund knurrer når det er vred, og logrende
Halen når det er glad for.
Nu har jeg knurrer, når jeg er glad for, og logre min
halen, når jeg er vred.
Derfor er jeg gal. "
»Jeg kalder det spinder, ikke knurren,« sagde
Alice.
»Kald det hvad du vil," sagde Cat.
»Vil du spille kroket med dronningen til-
dag? "
»Jeg kan lide det meget," sagde Alice,
»Men jeg har ikke været inviteret endnu. '
'Du vil se mig der, "sagde katten, og
forsvandt.
Alice var ikke meget overrasket over dette, hun
var ved at blive så vant til at *** ting
sker.
Mens hun var på udkig efter det sted, hvor
havde været det pludselig dukkede igen.
»Ved det er sandt, hvad blev der af baby?" Sagde
the Cat.
'Jeg vil næsten glemt at spørge. "
»Det blev til en gris," Alice roligt sagde,
lige som hvis det var kommet tilbage i en naturlig
måde.
»Jeg troede, det ville," sagde Cat, og
forsvandt igen.
Alice ventede en lille, halvt forventer at
se det igen, men det syntes ikke, og
efter et minut eller to hun gik ind i
retning, som haren blev sagt
at leve.
»Jeg har set Hattemagerne før,« sagde hun til
selv «haren vil være meget
mest interessante, og måske som det er
Maj vil det ikke være rablende gal - i hvert fald ikke så
gal som det var i marts. '
Som hun sagde, hun kiggede op, og der
var Cat igen, sidder på en gren af en
træ.
»Sagde du svin, eller figen?" Sagde Cat.
»Jeg sagde gris,« svarede Alice, »og jeg ønsker
ville du ikke dukker op og forsvinder
så pludselig: du laver en helt svimmel.
'Okay, "sagde Cat og denne gang er det
forsvandt ganske langsomt, begyndende med
ende af halen, og slutter med grin,
som forblev nogen tid efter resten af
det var gået.
"Nå!
Jeg har *** set en kat uden et grin, "
tænkte Alice, "men et grin uden en kat!
Det er det mest pudsige jeg nogensinde har set i
mit liv! "
Hun havde ikke gået meget længere, før hun
kom i syne af huset i marts
Hare: Hun troede, det skal være den rigtige
hus, fordi skorstene blev formet
som ører og taget var tækket med
pels.
Det var så stort et hus, at hun ikke
lide at gå nærmere førend hun havde fremvise spor af afgnavning nogle
mere af den venstre lidt af champignon, og
rejste sig til omkring to meter høj: endnu
Derefter gik hun hen til det snarere
frygtsomt, siger til sig selv 'formoder, det
bør rablende gal efter alle!
Jeg næsten ville ønske jeg havde gået til se hattemageren
i stedet! "
cc prosa ccprose lydbog lydbog klassisk litteratur lukket billedtekster captioning undertekster ESL synkroniseret tekst