Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XIV hoebe 's Good-Bye
HOLGRAVE, kastet ind i hans fortælling med energi og absorption naturligt at en ung
forfatter, havde givet en god del af indsatsen til de dele, der kan blive udviklet og
eksemplificeret i denne måde.
Han har nu observeret, at en bestemt bemærkelsesværdig døsighed (helt ulig den, som
læseren måske føler sig berørt) var blevet slynget over de sanser af hans
auditress.
Det var den effekt, utvivlsomt af de mystiske fagter, som han havde
søgt at bringe kropslig før Phoebe opfattelse tallet af hypnotiserende
tømrer.
Med låg hængende over hendes øjne, - nu løftet for et øjeblik, og trukket ned igen
som med bly vægte, - hun lænede sig en anelse mod ham, og syntes næsten at
regulere vejret ved hans.
Holgrave stirrede på hende, da han rullede sit manuskript, og indregnes en begyndende
etape af denne nysgerrige psykologisk tilstand, der som han selv havde fortalt
Phoebe, han havde mere end en almindelig fakultet til at producere.
Et slør var begyndt at blive dæmpet om hende, hvor hun kunne se kun ham,
og lever kun i sine tanker og følelser.
Hans blik, da han satte den på den unge pige, blev ufrivilligt mere koncentreret;
i hans holdning var der bevidstheden af magt, investere sin næsten modne
regne med en værdighed, der ikke hører til dens fysiske manifestation.
Det var tydeligt, at, men med en bølge af sin hånd og en tilsvarende indsats af hans
vil kunne han fuldføre sit herredømme over Phoebes dog fri og jomfru ånd: han
kunne etablere en indflydelse på dette
god, ren og enkel barn, som farlige, og måske så katastrofal, som den, der
tømreren af hans legende havde erhvervet og udøvet over den ulyksalige Alice.
For at en disposition som Holgrave har, på én gang spekulativ og aktiv der er ingen
fristelsen så stor mulighed for at erhverve imperium over den menneskelige ånd og er heller ikke
nogen idé mere forførende med en ung mand end
at blive dommer over en ung piges skæbne.
Lad os derfor - uanset hans fejl af natur og uddannelse, og på trods af hans
foragt for trosbekendelser og institutioner, - indrømmer til daguerreotypist den sjældne og høj
kvaliteten af ærbødighed for den andens individualitet.
Lad os give ham integritet, også altid efter at være betroet, da han forbød
sig til snor, at et link mere, som kunne have gjort sin magi over Phoebe
uløselig.
Han lavede en lille gestus opad med hånden.
"Du virkelig dræber mig, min kære frøken Phoebe!" Udbrød han, smilende halv-
sarkastisk på hende.
"Min stakkels historie, det er, men også indlysende, vil aldrig gøre for Godey eller Graham!
Kun tænke på din falde i søvn på, hvad jeg håbede avis kritikere ville udtale
en mest geniale, kraftfuld, fantasifuld, patetiske, og original likvidation!
Nå, det må manuskriptet tjene til at tænde lamper med, - hvis ja, er så gennemsyret
med min blide dulness, er det længere i stand til at flamme! "
"Mig i søvn!
Hvordan kan du sige det? "Svarede Phoebe, som ubevidst af den krise, hvorigennem hun
havde bestået som et spædbarn i afgrunden på randen, som den har rullet.
"Nej, nej!
Jeg betragter mig selv som værende yderst opmærksom, og selvom jeg ikke huske
hændelser ganske tydeligt, men jeg har et indtryk af en stor del af problemer og
ulykke, - så ingen tvivl om, vil historien vise sig overordentlig attraktiv ".
På dette tidspunkt var solen gået ned, og blev toning skyerne mod zenit med
de lyse nuancer, som ikke er set her indtil et stykke tid efter solnedgang, og når
horisont har helt mistet sin rigere glans.
Månen også, som længe havde været klatring overhead, og diskret smelter dets
disk i det azurblå, - som en ambitiøs demagog, der skjuler hans håbefulde formål
ved at antage den fremherskende nuance af populære
følelser, - nu begyndte at skinne ud, bred og oval, i sin midte vej.
Disse sølvfarvede bjælker allerede stærke nok til at ændre karakteren af
dvæler dagslys.
De blødgjort og forskønnet det aspekt af det gamle hus, selv om skyggerne faldt
dybere ind i de vinkler af sine mange gavle, og lå rugende under projekteringen
historie, og inden for den halvåbne dør.
Med bortfaldet af hvert øjeblik, voksede haven mere maleriske, det frugttræer,
buske og blomster-buske havde en mørk ubemærkethed blandt dem.
De banale egenskaber - som ved noontide, det synes at have taget et århundrede
af beskidt liv til at ophobe - var nu forvandlet af en charme af romantik.
Hundrede mystiske år hviskede blandt bladene, når den lille hav-
brise fandt vej derhen og omrøres dem.
Gennem blade, der overdækkede det lille sommer-hus måneskin flimrede til og
tilbage, og faldt sølvhvide på mørkt gulv, bordet, og den cirkulære bænken,
med en løbende skift og leg, efter
som sprækker og egensindige sprækker blandt de kviste optaget eller lukke ud glimmer.
Så sødt køligt var atmosfæren, efter alle de febrilske dag, at sommeren Eva
kan syntes som sprinkleranlæg dug og flydende måneskin, med et strejf af iskold temperament
i dem,. ud af en sølv vase
Her og der var et par dråber af denne friskhed spredt på et menneskeligt hjerte,
og gav den unge igen, og sympati med den evige ungdom i naturen.
Kunstneren tilfældigvis at være en for hvem genoplive indflydelse faldt.
Det fik ham til at føle - hvad han til tider glemte næsten, stak så tidligt som han havde været i
den rå kamp mand med mand - hvor ungdommelig han stadig var.
"Det forekommer mig," bemærkede han, "at jeg aldrig set det komme så smuk en
Eva, og aldrig følt noget så meget som lykke, som i dette øjeblik.
Efter alt, sikke en god verden, vi lever i
Hvor god, og smuk! Hvor ung er det også med noget virkelig
rådne eller alder-slidt i det!
Denne gamle hus, for eksempel, som til tider har positivt undertrykte min
ånde med sin lugt af rådnende træ!
Og haven, hvor den sorte skimmel altid klamrer sig til min spade, som om jeg var en
Sexton dykke ned i en kirkegård!
Kan jeg holde den følelse af, at nu besidder mig, ville haven hver dag være jomfru
jord, med jorden første friskhed i smagen af dets bønner og squash, og
huset -! det ville være som en hytte i
Eden, blomstrende med de tidligste roser, som Gud nogensinde er lavet.
Moonlight, og den følelse i menneskets hjerte lydhør over for det, er den største
renovators og reformtilhængere.
Og alle andre reformer og renovering, jeg formoder, vil vise sig at være bedre end
måneskin! "
"Jeg har været lykkeligere end jeg er nu, i hvert fald meget gayer," sagde Phoebe
eftertænksomt.
"Men jeg er fornuftigt af en stor charme i denne lysere Moonlight, og jeg elsker at se
hvordan dagen, træt som det er, halter væk modvilligt, og hader at blive kaldt
går så hurtigt.
Jeg har aldrig holdt meget om måneskin før. Hvad er der mon så smukt i
det, i aften? "
"Og du har aldrig følt det før?" Spurgte kunstneren, ser alvorligt på
pigen gennem tusmørket.
"Aldrig," svarede Phoebe, "og livet ser ikke det samme, nu hvor jeg har følt det
så.
Det virker som om jeg havde kigget på alt, hidtil, i fuldt dagslys, ellers i
rødmosset lyset af en munter ild, glimtende og dans gennem et værelse.
Ah, stakkels mig! "Tilføjede hun, med en halv-melankolsk latter.
"Jeg skal aldrig være så lystig som før jeg vidste fætter Hepzibah og fattige fætter Clifford.
Jeg er vokset en hel del ældre, i denne lidt tid.
Ældre, og jeg håber, klogere, og - ikke ligefrem mere trist, - men, i hvert fald, med ikke
halv så meget lethed i mit humør!
Jeg har givet dem mit solskin, og har været glad for at give det, men, selvfølgelig, jeg
kan ikke både give og holde det. De er velkommen, uanset! "
"Du har mistet noget, Phoebe, værd at holde, eller hvor det var muligt at
holde, "siger Holgrave efter en pause.
"Vores første ungdom er ingen værdi, for vi aldrig er bevidste om det, før det er
væk.
Men nogle gange - altid, tror jeg, medmindre man er yderst uheldigt - der kommer
en følelse af anden ungdom, fosser ud af hjertets glæde ved at være forelsket, eller eventuelt
det kan komme til at krone en anden grand
festival i livet, hvis alle andre sådan der.
Det begræder af sig selv (som du gør nu) over den første, skødesløse, lavvandet
Munterhed af unge forladt, og dette dyb lykke på unge igen, - så meget
dybere og rigere, end at vi tabte, - er afgørende for sjælens udvikling.
I nogle tilfælde kommer de to stater næsten samtidigt, og blande den sorg og
bortrykkelsen i en mystisk følelse. "
"Jeg tror næppe jeg forstår dig," sagde Phoebe.
"Intet under," svarede Holgrave, smilende, "for jeg har fortalt dig en hemmelighed, som jeg
næppe begyndte at vide, før jeg fandt mig selv at give det ytring.
Husk det dog, og når sandheden bliver klart for dig, så tænk på dette
Moonlight scene! "
"Det er helt måneskin nu, undtagen kun en lille flush af svag Crimson, opad
fra vest, mellem disse bygninger "bemærkede Phoebe.
"Jeg skal gå i.
Fætter Hepzibah er ikke hurtig på tallene, og vil give sig en hovedpine over
dagens regnskab, medmindre jeg hjælpe hende. "Men Holgrave tilbageholdt hende lidt længere.
"Miss Hepzibah fortæller mig," bemærkede han, "at du vender tilbage til landet i et par
dag. "
"Ja, men kun for en stund," svarede Phoebe, "for jeg ser dette som
min nuværende hjem.
Jeg går at lave et par arrangementer, og tage en mere bevidst orlov af min mor
og venner.
Det er rart at bo, hvor man er meget ønsket, og meget nyttigt, og jeg tror, jeg må
få den tilfredsstillelse at føle mig så her. "
"Du sikkert kan, og mere end du forestiller dig," sagde kunstneren.
"Uanset hvad sundhed, komfort, og naturligt liv findes i huset er indeholdt i dit
person.
Disse velsignelser kom sammen med dig, og vil forsvinde, når du forlader tærsklen.
Miss Hepzibah, ved secluding sig fra samfundet, mistede har alle sande forbindelse med
det, og er i virkeligheden død, selvom hun opildner sig ind en antydning af
liv, og står bag hende tæller,
hærger verden med en stærkt-til-være-frarådet skulen.
Din stakkels fætter Clifford er en anden død og lang-begravede person, på hvem
guvernør og Rådet har gjort en necromantic mirakel.
Jeg burde ikke undre, hvis han skulle smuldre væk, en morgen, når du er væk, og
intet set af ham mere, end en bunke støv.
Miss Hepzibah, i hvert fald taber hvad vil lidt fleksibilitet hun har.
De har begge findes af dig. "" Jeg skal være meget ked af at tænke, "
svarede Phoebe alvorligt.
"Men det er rigtigt, at mine små evner var præcis, hvad de havde brug for, og jeg har
en reel interesse i deres velfærd, - en mærkelig form for moderlige følelser, - som jeg ønsker
ville du ikke grine ad!
Og lad mig fortælle dig ærligt, Mr. Holgrave, jeg nogle gange forundret vide, om du
ønsker dem alt godt eller dårligt. "
"Utvivlsomt," sagde daguerreotypist, "Jeg føler en interesse i denne forældede,
fattigdomsramte gamle pige, og det nedbrydes og knust herre, - denne
mislykkede elsker den smukke.
En venlig interesse, også hjælpeløse gamle børn, at de er!
Men du har ingen forestilling om hvad en anden form for hjerte mine er fra din egen.
Det er ikke min impuls, for så vidt angår disse to personer, enten at hjælpe eller hindre, men
at se på, at analysere, forklare spørgsmål til mig selv, og at forstå dramaet
der for næsten 200 år, har
varet sin langsomme længde over jorden, hvor du og jeg nu træde.
Hvis tilladelse til at overvære den tætte, jeg tvivler ikke at udlede en moralsk tilfredsstillelse ved det,
gå spørgsmål hvordan de kan.
Der er en overbevisning i mig, at slutningen trækker nær.
Men selvom Providence sendt dig hid til at hjælpe, og sender mig kun som en privilegeret og
mødes tilskuer, jeg forpligter mig til at låne disse ulykkelige væsener, hvad hjælpe jeg
kan! "
"Jeg ville ønske, du ville tale mere tydeligt," råbte Phoebe, forvirret og misfornøjet;
"Og, frem for alt, at du ville føle sig mere som en kristen og et menneske!
Hvordan er det muligt at se folk i nød uden at ønske, mere end
noget andet, for at hjælpe og trøste dem?
Du taler som om det gamle hus var et teater, og du synes at se på Hepzibah s
og Cliffords ulykker, og de af generationer før dem, som en tragedie, som
som jeg har set handlet i hallen af en
landhotel, kun den nuværende ser ud til at blive spillet udelukkende til din
morskab. Jeg kan ikke lide denne.
Stykket koster de optrædende for meget, og publikum er for kold om hjertet. "
"Du er alvorlig," sagde Holgrave, tvunget til at genkende en vis grad af sandhed i
pikant skitse af sin egen stemning.
"Og så," fortsatte Phoebe, "hvad kan du mener med din overbevisning, som du fortælle mig
af, at enden nærmer sig? Kender du nogen nye problemer hængende over
mine stakkels slægtninge?
Hvis ja, fortæl mig en gang, og jeg vil ikke lade dem! "
"Tilgiv mig, Phoebe!" Sagde daguerreotypist, rakte hånden, til
som pigen blev tvunget til at give sin egen.
"Jeg er lidt af en mystiker, skal det tilstod.
Tendensen er i mit blod, sammen med Det Naturvidenskabelige hypnose, som kan have
bragte mig til Gallows Hill, i de gode gamle tider med hekseri.
Tro mig, hvis jeg virkelig var bekendt med nogen hemmelighed, at offentliggørelse ville
gavne dine venner, - som er mine egne venner, ligeledes, - du skal lære det
før vi skilles.
Men jeg har ikke en sådan viden. "" Du holder noget tilbage! "Sagde Phoebe.
"Intet, - ingen hemmeligheder, men min egen," svarede Holgrave.
"Jeg kan opfatte, ja, at dommer Pyncheon stadig holder sit øje med Clifford,
i hvis ruin han havde så stor en andel. Hans motiver og intentioner, men er en
mysterium for mig.
Han er en beslutsom og nådesløs mand, med ægte karakter af en inkvisitor, og
havde han et objekt at vinde ved at sætte Clifford til rack, jeg sandelig mener, at
han ville nøgle sine samlinger fra deres stikkontakter, med henblik på at gennemføre det.
Men så velhavende og fremtrædende, som han er, - så kraftfuld i sin egen styrke, og i
støtte fra samfundet på alle sider, - hvad kan bedømme Pyncheon nødt til at håbe eller frygte fra
den idiot, mærkevarer, halv-dorsk Clifford? "
"Men," opfordrede Phoebe, "du talte, som om ulykke var nært forestående!"
"Åh, det var fordi jeg er morbid!" Svarede kunstneren.
"Mit sind har en twist til side, som næsten alles sind, undtagen din egen.
Desuden, det er så mærkeligt at finde mig en fange i dette gamle Pyncheon House, og
sidder i denne gamle haven - (hør, hvor Maule har godt knurre!) - at, var det
kun for denne ene omstændighed, kan jeg ikke
hjælpe fancying at Skæbnen arrangerer sin femte akt for en katastrofe. "
"! Der" råbte Phoebe med fornyet ærgrelse, for hun var af natur som fjendtligt
til mysterium som solskin til et mørkt hjørne.
"Du puslespil mig mere end nogensinde!"
"Så lad os en del venner!" Sagde Holgrave, trykke hendes hånd.
"Eller, hvis ikke venner, lad os del, før du helt hader mig.
Du, som elsker alle andre i verden! "
"Farvel da," sagde Phoebe ærligt. "Jeg mener ikke at være vred en stor stykke tid,
og bør være ked af at have du tror det.
Der har Fætter Hepzibah stået i skyggen af døren, i dette kvartal
en time fortid! Hun tror, jeg for længe i det fugtige
haven.
Så god nat, og god-by. "
På den anden morgenen derefter kunne Phoebe er set, i hendes halm motorhjelm,
med et sjal på den ene arm og et lille tæppe-taske på den anden side, bød farvel til
Hepzibah og fætter Clifford.
Hun var til at tage plads i det næste tog af biler, som ville transportere hende til inden for
en halv snes miles fra hendes landsby.
Tårerne var i Phoebes øjne, et smil, dugfrisk med kærlig beklagelse, var
glimtende omkring hende behagelig munden.
Hun spekulerede på, hvordan det skete, at hendes liv et par uger, her i denne tunge
hearted gammel gård, havde taget sådan fat i hende, og så smeltede i hendes foreninger,
som nu synes vigtigere center-
punkt i erindring end alle, der var gået forud.
Hvordan havde Hepzibah - grim, tavs, og irresponsive til hende overløb af saft
følelser - konstrueret til at vinde så meget kærlighed?
Og Clifford, - i hans forfejlede forfald, med mysteriet om frygtelige forbrydelser over ham, og
den tætte fængslet atmosfære endnu lurer i hans ånde, - hvordan havde han forvandlet sig
i det enkleste barnet, filt som Phoebe
forpligtet til at våge over, og være, som det var, forsyn hans uset timer!
Alt, i det øjeblik farvel, stod tydeligt at hendes synspunkt.
Se hvor hun vil lægge sin hånd på, hvad hun kunne, det objekt, svarede til hendes
bevidsthed, som et fugtigt menneskehjerte var det.
Hun kiggede fra vinduet i haven, og følte sig mere beklagende på forlader
denne plet af sort jord, er behæftet med en sådan alder, lang væksten af ukrudt, end
glad ved tanken om igen vejrer hendes fyrreskove og frisk kløver-felter.
Hun kaldte Chanticleer, hans to koner, og den ærværdige kylling, og smed dem nogle
brødkrummer fra morgenbordet-tabellen.
Disse blev hurtigt ædt op, kyllingen sprede sine vinger, og stod tæt ved
Phoebe på vindueskarmen, hvor det så alvorligt ind i hendes ansigt og udluftet dens
følelser i en kvækker.
Phoebe bad det være en god gammel kylling under sit fravær, og lovede at bringe det en
lille pose med boghvede.
"Ah, Phoebe!" Bemærkede Hepzibah ", behøver du ikke smiler så naturligt, som da du kom til
os! Derefter smil valgte at lyse ud, og nu,
du vælger det skal.
Det er godt, at du går tilbage, for en stund, i dit eget luft.
Der har været alt for meget vægt på dine spiritus.
Huset er for dystert og ensom, butikken er fuld af fortrædeligheder, og som for mig, jeg
har ingen fakultet at gøre tingene ser lysere, end de er.
Kære Clifford har været din eneste trøst! "
"Kom hid, Phoebe," pludselig råbte hendes fætter Clifford, som havde sagt meget lidt
hele formiddagen. "Luk -! Tættere -! Og se mig i ansigtet!"
Phoebe satte en af sine små hænder på hver albue af hans stol, og lænede hendes ansigt
hen imod ham, han så, der kan gennemgå det så omhyggeligt, som han ville.
Det er sandsynligt, at de latente følelser af denne afsked timer havde genoplivet, i nogle
grad, hans bedimmed og svækkede fakulteter.
Under alle omstændigheder snart Phoebe følte, at hvis ikke den dybe indsigt af en seer, endnu mere
end feminine delikatesse påskønnelse, så blev hendes hjerte genstand for sin forbindelse.
Et øjeblik før, hvis hun havde vidst noget som hun ville have forsøgt at skjule.
Nu, som om nogle hemmelige blev antydet til hendes egen bevidsthed gennem mediet af
en anden opfattelse, blev hun gad at lade hendes øjenlåg hænge under Clifford blik.
En blush, også - den rødere, fordi hun kæmpede hårdt for at holde det ned, - opfaren
større og større, i en bølge af urolig fremskridt, indtil engang hendes pande var alt
gennemtrængt det.
"Det er nok, Phoebe," siger Clifford, med et melankolsk smil.
"Da jeg først så dig, du var den smukkeste lille pige i verden, og
nu har du uddybet i skønhed.
Barndomsveninder er gået ind i kvindelighed, om knoppen er en flor!
Gå nu - føler jeg ensom, end jeg gjorde. "
Phoebe tog afsked med det øde par, og ledes gennem butikken, blinkende hendes
øjenlågene til at ryste en dug-drop, for - i betragtning af hvor kort hendes fravær var at
være, og derfor tåbeligt at blive støbt
ned omkring det - hun ville ikke så langt anerkende hendes tårer, da at tørre dem med
sit lommetørklæde.
På døren, mødte hun den lille urchin, hvis fantastiske bedrifter i gastronomi har
blevet registreret i de tidligere sider af vores fortælling.
Hun tog fra vinduet en prøve eller anden of Natural History, - hendes øjne være
for svagt med fugt til at informere hende præcist, om det var en kanin eller en
flodhest, - sætte det ind i barnets hånd som en afsked gave, og gik sin vej.
Gamle Onkel Venner var lige på vej ud af sin dør, med en træ-hest og så på hans
skulder, og trudging hen ad gaden, han scrupled ikke at holde selskab med
Phoebe, så vidt deres veje lå sammen;
heller ikke, på trods af hans patched pels og rusten bæver, og den besynderlige måde af hans blår-
klud bukser, hun kunne finde det i sit hjerte til outwalk ham.
"Vi skal savne dig, næste sabbat eftermiddag," observerede gaden
filosof.
"Det er uforklarligt, hvor lidt, mens det tager nogle folk til at vokse lige så naturligt at
en mand som hans egen ånde, og tigger om forladelse, Miss Phoebe (selvom der kan være nogen
handling i en gammel mand der siger det), det er lige hvad du har vokset til mig!
Mine år har været rigtig mange, og dit liv er, men bare begyndelsen, og dog, du
eller anden måde er så velkendt for mig, som om jeg havde fundet dig på min mors dør, og du havde
blomstrede, ligesom en løbende vin, omkring min vej siden.
Kom tilbage snart, eller jeg skal være væk til min gård, for jeg begynder at finde disse træ-savning
job lidt for hårdt for min ryg-ondt. "
"Meget snart, Onkel Venner," svarede Phoebe. "Og lad det være hele før, Phoebe, for
af hensyn til de fattige sjæle derude, "fortsatte hendes følgesvend.
"De kan aldrig gøre uden dig, nu, - aldrig, Phoebe, aldrig - ikke mere end hvis en
Guds engle havde levet med dem, og gøre deres dystre hus behageligt og
Lad det ikke ud til dig, at de ville være i en trist sag, hvis nogle god sommer morgen som
dette, bør engel bredte sine vinger, og flyver til det sted, han kom fra?
Nå, bare så de føler, nu hvor du går hjem fra jernbanen!
De kan ikke bære det, Frøken Phoebe, så vær sikker på at komme tilbage "!
"Jeg er nogen engel, Onkel Venner," sagde Phoebe, smilende, da hun tilbød ham sin hånd på
street-hjørne.
"Men, jeg tror, folk føler sig aldrig så meget som engle, som når de gør, hvad
lidt godt de kan. Så jeg skal nok komme tilbage! "
Således skiltes den gamle mand og den rosenrøde pigen, og Phoebe tog morgenrødens vinger,
og blev hurtigt flagrer næsten lige så hurtigt væk som hvis udstyret med antenne
bevægelse af engle til hvem Onkel Venner havde så nådigt sammenlignet hende.