Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Fabienne Muggli Reviewer: Niels Justus
Vi skriver nu 2009
Dette er 200-året for Charles Darwin fødselsdag.
Over hele verden er fremtrædende evolotutionister
ivrige efter at fejre dette.
De vil oplyse os
om næsten alt
omkring Darwin og hans liv
og hvordan han ændrede vor tankegang.
Jeg siger næsten alt,
fordi der er eet aspekt ved dette,
som de slet ikke har kastet lys over.
De synes ivrige efter at gå udenom eller springe henover det,
og tale om noget andet.
Så det vil jeg nu tale om.
Det er spørgsmålet: Hvorfor vi er så forskellige fra chimpanserne?
Vi har genetikerne, som hele tiden siger
hvor utrolig tæt vi er beslægtet, der er næsten ingen forskel i generne,
meget, meget tæt beslægtet.
Og så - hvis man kigger på fænotyperne,
her er en chimpanse, her en mand.
De er utrolig forskellige.
Ingen ligheder overhovedet.
Jeg taler ikke om fantasier
eller om kultur eller psykologi eller adfærd.
Jeg taler om helt jordnære
målbare fyskiske forskelle.
Den ene er
pelset og går på fire ben.
Den anden er nøgen og tobenet. Hvorfor?
Altså...
(latter)
hvis jeg er en god Darwinist, så er jeg nødt til at tro,
at der er en grund til det.
Hvis vi har forandret os så meget, så må der være sket noget.
Men hvad skete der?
For 50 år siden var det et ret simpelt spørgsmål.
Enhver kendte svaret.
De vidste, hvad der var sket.
Abernes forfader opholdt sig i træerne.
Vore forfædre gik ud i de åbne vidder.
Det forklarede alt.
Vi var nødt til at rejse os op på vore to ben, for at se over det høje græs,
eller for at jage dyr,
eller gøre hænderne frie til våben.
Vi blev så overophedet i jagten,
at vi var nødt til at tage pelsen af og smide den væk.
I generationer vidste alle det.
Men så i 90-erne kom der mere lys over sagen.
Palæontologerne kiggede nærmere
på den medfølgende mikrofauna,
som eksisterede på samme tid og sted som menneskerne.
De var ikke savanna-arter.
De så på planteæderne. Og de var ikke planteædere fra savannaen.
De var så kløgtige, at de fandt en måde at analysere
fossil-pollen.
Oh rædsel.
Dette fossil-pollen kom ikke fra savannaen.
Noget af det kom endda fra lianer,
det der hænger inde midt i junglen.
Så vi havde et problem hvor
vi vidste at vore forfædre
bevægede på fire ben oppe i træerne,
før savanna-økosystemet overhovedet fandtes.
Det er ikke noget jeg har fundet på.
Det er ikke en mindretals-teori.
Enhver er enige i det.
Professor Tobias kom hertil fra Sydafrika
og talte i "University College London".
Han sagde: "Glem alt hvad jeg har fortalt i de sidste 20 år.
Glem det. Det er forkert.
Vi er nødt til at starte helt forfra."
Det gjorde ham upopulær. De ville ikke starte helt forfra igen.
Tro mig: det var forfærdeligt.
Man har et dejligt pardigme.
Man har troet på det i generationer.
Ingen har betvivlet det.
Man har bygget smukke ting ovenpå det,
i forvisningen om, at det var bundsolidt.
Og så bliver det revet væk under dig.
Hvad gør man så? Hvad gør en forsker i sådan en situation?
Jo, vi kender svaret fordi
Thomas S. Kuhn
skrev en skelsættende afhandling
om det tilbage i 1962.
Han sagde, at det en forsker gør,
når et paradigme ikke holder længere, er ...
de fortsætter, som intet var sket.
(latter)
Hvis man ikke har et paradigme, så kan man ikke stille spørgsmålet.
De siger så: "Ja, det er forkert
men hvis nu det var rigtigt..."
(latter)
Den eneste mulighed, der er tilbage
er at lade være med at stille spørgsmål.
Det er hvad de har gjort nu.
Derfor hører man ikke dem tale om det. Det hører gårsdagen til.
Nogle af dem har endda hævet det op til at være et princip.
Dette er, hvad vi burde gøre.
Aaron Filler fra Harvard sagde:
"Er det ikke på tide at vi hører op med at tale om selektivt tryk?
Hvorfor taler vi ikke om... dér er kromosomerne og dér er generne.
Lad os bare notere hvad vi ser."
Charles Darwin må rotere i sin grav!
Han kendte til alt om den slags videnskab.
Han kaldte det hypotese-fri videnskab.
Han foragtede det af hele sit hjerte.
Hvis man vil sige:
"Jeg vil nu holde op med at tale om selektivt tryk"
så kan man tage "Arternes Oprindelse" og smide den ud af vinduet,
for den drejer sig kun om selektivt tryk.
Og det sjove er,
at dette var et tilfælde af et paradigme-kollaps,
hvor vi ikke skulle vente på et nyt paradigme.
Der ventede een i kullissen.
Den har ventet siden 1960
da Alister Hardy, en havbiolog,
sagde: "Jeg tror, at det der er sket,
er, at vore forfædre måske
- for en tid -
havde en større tilknytning til vandet."
Han holdt det for sig selv i 30 år.
Men så fik pressen fat i det og helvede brød løs.
Alle kollegerne sage: "Det er ude i hampen.
Du latterliggør os i offentligheden!
Dét gør du ikke igen!"
Og dengang blev det mejslet i sten:
Vandabe-teorien bør betragtes
ligesom UFO'er og Yeti'er,
som noget gak-gak videnskab.
Men det tror jeg ikke det er.
Jeg tror at Hardy havde fat i noget.
Jeg vil tale om nogle
af de ting, som betragtes som
særkender for mennesket.
De ting som gør os forskellige fra alle andre
og alle vore slægtninger.
Se på hvor nøgne hud.
Det er klart, at de fleste dyr, som vi tænker på,
som har mistet deres kropsbehåring, - pattetdyr uden kropsbehåring -
er knyttet til vand. Såsom Dygong'en, Hvalrossen,
Delfinen, Flodhesten, Manateren.
Og nogle mudder-væltende dyr såsom Hjortesvin.
Man skulle næsten tro, at måske
er det derfor vi er nøgne?
Jeg foreslog det, men man sagde: "Nej nej nej.
Hvad med elefanten?
Du har glemt alt om elefanter, ikke også?"
I 1982 sagde jeg:
"Elefanten har måske en akvatisk forfader."
Og de grinede!
"Det gale kvindemenneske. Hun vrøvler igen."
Men nu er enhver enige om, at elefanten har en akvatisk forfader.
Nu hedder det, at alle de nøgne tykhudede dyr
har en akvatisk forfader.
Det sidste undtagelse, mente man, var Næsehornet.
I Florida fandt man sidste år en uddød forfader til Næsehornet
og man sagde: "Det synes at den har tilbragt meget tid i vandet."
Så der er en tæt forbindelse mellem nøgenhed og vandet.
Som en absolut forbindelse, virker det kun i en retning.
Man kan ikke sige, at alle akvatiske dyr er nøgne,
for se på havodderen.
Men man kan sige
at ethvert dyr, som er blevet nøgent,
er blevet det af vandet, i dens fortid,
eller i forfædrenes levetid. Jeg mener, at dette er vigtigt.
Den eneste undtagelse er den somaliske nøgenrotte,
som aldrig stikker næsen over jordens overflade.
Eller tag to-benet gang.
Her kan man ikke finde noget at sammenligne det med
for vi er de eneste dyr som går oprejst.
Men man kan sige, at alle aber
er i stand til at gå på to ben,
hvis de ønsker det, men kun for en kort tid.
Der er kun een situation, hvor de altid
- det gælder alle - går på to ben
og det er, når de vader i vand.
Tror I at det er vigtigt?
David Attenborough mener der er vigtigt
som en mulig begyndelse til to-benet gang.
Se på fedtlaget.
Under vor hud har vi et fedtlag over det hele.
Intet ligner dette hos nogen abeart.
Hvorfor skulle de have det ?
Man ved, at ser man på andre akvatiske pattedyr,
er fedtet i de fleste land-pattedyr
gemt inde i kroppen
omkring nyrerne og tarmene og sådan
og begyndte at vandre udad
og spredtes i et lag under huden.
Hos hvalen er det sket fuldstændigt:
der er ikke noget fedt inden i den, det hele er spæk under huden.
Man kan ikke lade være med at tænke,
at det i vores tilfælde allerede er begyndt at ske.
Vi har dette fedtlag under huden.
Det er den eneste måde at forklare,
hvorfor mennesker, hvis de er meget uheldige
kan blive voldsomt fede
på en måde, som er fuldstændig umulig for nogen abe - fysisk umuligt.
Det er noget meget underligt, men sandt og aldrig forklaret.
Spørgsmålet om hvorfor vi kan tale.
Vi kan tale.
Og gorillaen kan ikke tale - hvorfor ?
Det har intet at gøre med dens tænder, tunge, lunge eller noget andet.
Men har udelukkende noget at gøre med dens bevidste kontrol af vejrtrækningen.
Man kan ikke engang lære en gorilla at sige "Ah" på kommando.
De eneste væsener, som har bevidst kontrol af vejrtrækningen
er dykkende dyr og dykkende fugle.
Det var en afgørende forudsætning for at være i stand til at tale.
Og en anden ting - den kendsgerning at vi er strømliniede.
Prøv at forestille jer en svømmer,
som dykker ned i vandet, uden noget stort splask.
Forestil jer en gorilla
som gør det samme.
Man ser, at sammenlignet med gorillaen
er vi halvt på vej til at være formet som en fisk.
Jeg vil hævde, at man i omtrent 40 år
har fejlplaceret vandabe-ideen som en gakket ide.
Men det er ikke en gakket ide.
Og det sjove er,
at de ikke udelukker ikke vandabe-teorien
for at beskytte deres egen teori
som de alle er enige om og holder af.
Det er ikke det.
De udelukker vandabe-teorien
for at beskytte et vakuum
(latter)
(applaus)
Hvordan reagerer de, når jeg siger sådan noget?
En meget almindelig reaktion, som jeg har hørt 20 gange er:
"Men det er blevet undersøgt.
Man udførte en seriøs undersøgelse allerede
da Hardy fremkom med sin artikel."
Det kan jeg ikke tro.
I 35 år har jeg ledt efter et bevis
for dette
og jeg må fastslå, at det er en fritløbende myte.
Det er aldrig blevet gjort.
Jeg spørger ofte nogle, og de svarer:
"Jeg synes godt om vandabe-teorien!
Enhver kan lide vandabe-teorien.
Naturligvis tror de ikke på det, men de kan lide den."
Så spørger jeg: "Hvorfor tror du det er noget vås ?"
Så svarer de: "Jah...
alle jeg har talt med, siger det er noget vås.
Og de kan ikke alle tage fejl, kan de?"
Svaret til det er et rungende: "Jo! De kan alle tage fejl."
Historien er fyldt med tilfælde, hvor de alle tog fejl.
(applaus)
Hvis man har et videnskabeligt problem
så kan det ikke løses ved at tælle folk som er for eller imod
og så sige: "Flere siger ja end nej."
(latter)
Bortset fra det, så tæller nogle mere end andre.
Nogle er kommet hertil.
Det var professor Tobis. Han kom hertil.
Daniel Dennett kom hertil.
Sir Dave Attenborough, kom hertil.
Er der flere derude?
Vandet er rart.
(applaus)
Så nu skal vi se på fremtiden.
I sidste ende vil een af tre ting ske.
Enten vil man fortsætte de næste 40, 50, 60 år.
"Ja, vi taler ikke om det. Lad os snakke om noget interessant."
Det ville være meget trist.
Det andet, som kunne ske
er at et ungt geni kommer på scenen
og siger: "Jeg har opdaget det.
Det var ikke savannaen, det var ikke vandet, det var 'dette'!"
Der er ikke noget som tyder på, at det sker heller.
Jeg tror ikke, at der er en tredie mulighed.
Men den tredie mulighed, som kunne ske
er noget meget smukt.
Hvis man ser tilbage på de tidlige år af det forrige århundrede,
da var der en voldsom diskussion og nag
mellem tilhængere af Mendel,
og tilhængere af Darwin.
Det endte med en ny syntese:
Darwins tanker og Mendels tanker
blandedes.
Jeg tror, at det samme vil ske her.
Man vil få en syntese.
Hardys og Darwins ideer
vil blive blandet sammen.
Så kan vi komme videre derfra
og virkelig opnå noget.
Det ville være dejligt.
Det ville være skønt for mig, hvis det skete snart.
(latter)
For jeg er ældre end George Burns var, da han sagde:
"I min alder, køber jeg ikke engang grønne bananer."
(latter)
Hvis det sker, og det vil ske
hvad stopper det så?
Jeg kan sige det med tre ord.
Akademia siger nej.
De afgjorde i 1960:
"Det hører til med UFO'er og Yetier."
Det er svært at ændre deres opfattelse.
De professionelle journaler
vil ikke røre det med en ildtang.
Lærebøgerne omtaler den ikke.
Læseplanen omtaler ikke engang den kendsgerning at vi er nøgne
for ikke at tale om grunden til det.
TV-programmet "Horizon", som følger den akademiske linje
vil ikke røre det med en ildtang.
Vi har aldrig hørt nogen forsvare det
med undtagelse af spøgefulde henvisninger
til gakkede mennesker.
Jeg ved ikke præcis hvor dette diktat stammer fra.
Nogen deroppe
udsteder et bud:
"Du må ikke tro på vandabe-teorien.
Og hvis du vil gøre fremskridt i denne profession
og du faktisk tror på den, så hold det hellere for dig selv
for det vil blot gøre livet surt for dig."
Jeg har det indtryk, at nogle dele af
det videnskabelige opstilling
smelter sig sammen til en slags præsteskab.
Men jeg skal sige jer, at det gør mig glad
for Richard Dawkins fortalte os
hvordan man skal behandle præsteskab.
(latter)
Han sagde: "For det første, så lad være med at give dem
al den overdrevne ærefrygt og respekt
som de er vant til at modtage."
Så det vil jeg gøre.
For det andet sagde han:
"Man skal aldrig være bange for at udfordre dem."
Det vil jeg også gøre.
Mange tak.
(applaus)