Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL II MISTRESS MARY helt i strid
Mary havde holdt af at se på sin mor på afstand, og hun havde troet hende meget
kønne, men som hun vidste meget lidt om hende, at hun kunne næppe have forventet, at
elsker hende eller til at savne hende meget, når hun var væk.
Hun gik ikke glip af hende, i virkeligheden, og da hun var en selvoptaget barn, hun gav
hendes hele tænkte ved sig selv, som hun altid havde gjort.
Hvis hun havde været ældre ville hun uden tvivl have været meget bekymrede over at blive ladt alene
i verden, men hun var meget ung, og som hun altid havde taget sig af, hun
skulle hun altid ville være.
Hvad hun mente var, at hun ville gerne vide, om hun skulle til søde mennesker, der
ville være høflig til hende og give hende hendes egen måde som hendes Ayah og de andre indfødte
tjenere havde gjort.
Hun vidste, at hun ikke ville bo på den engelske præstens hus, hvor hun var
taget i første omgang. Hun ønskede ikke at blive.
Den engelske præst var fattig og havde fem børn næsten alle de samme alder og
de havde lurvet tøj og var altid skændes og snuppe legetøj fra hver
andre.
Mary hadede deres sjusket bungalow og var så ubehagelig for dem, at efter den første
dag eller to, ingen ville lege med hende. Ved den anden dag, de havde givet hende en
kaldenavn, der gjorde hende rasende.
Det var Basil, der tænkte på det først. Basil var en lille dreng med frække blå
øjne og en drejet op næse, og Mary hadede ham.
Hun legede med sig selv under et træ, ligesom hun havde spillet den dag,
koleraen brød ud.
Hun gjorde dynger af jord og stier til en have og Basil kom og stod nær
se hende. I øjeblikket fik han temmelig interesseret og
pludselig lavet et forslag.
"Hvorfor tager du ikke sætte en bunke sten der og lade som om det er en Stenhøjen?" Sagde han.
"Der i midten," og han lænede sig over hende til punkt.
"Forsvind!" Sagde Mary.
"Jeg vil ikke have drenge. Forsvind! "
Et øjeblik Basil så vred, og så begyndte han at drille.
Han var altid drille sine søstre.
Han dansede rundt og rundt hende og lavet ansigter og sang og lo.
"Mistress Mary, ganske tværtimod, hvordan din have vokse?
Med sølv klokker, og hjertemusling skaller, og morgenfruer alle i en række. "
Han sang den, indtil de andre børn hørt og lo også, og den Crosser Mary fik,
jo mere de sang "Mistress Mary, helt modsatte", og efter at så længe hun
blev hos dem, at de kaldte hende "Mistress
Mary helt i strid ", når de talte om hende til hinanden, og ofte, når de talte til
hende. "Du er ved at blive sendt hjem," Basil sagde
til hende: "i slutningen af ugen.
Og vi er glade for det. "" Jeg er glad for det også, "svarede Mary.
"Hvor er hjem?" "Hun ved ikke, hvor hjem er!" Sagde
Basil, med syv-årige hån.
"Det er England, selvfølgelig. Vores Grandmama bor der, og vores søster
Mabel blev sendt til hende sidste år. Du kommer ikke til din Grandmama.
Du har ingen.
Du kommer til at din onkel. Hans navn er Mr. Archibald Craven. "
"Jeg kender ikke noget om ham," vrissede Mary.
"Jeg kender dig ikke," Basil besvaret.
"Du kender ikke noget. Piger aldrig gøre.
Jeg hørte far og mor taler om ham.
Han bor i en stor, stor, øde gammelt hus på landet, og ingen kommer tæt på
ham. Han er så på tværs han vil ikke lade dem, og de
ville ikke komme, hvis han ville lade dem.
. He'sa pukkelrygget, og han er fæle "" Jeg tror ikke på dig, "sagde Mary, og hun
vendte hende ryggen og stak fingrene i ørerne, fordi hun ikke ville høre noget
mere.
Men hun tænkte over det en hel del bagefter, og da Fru Crawford fortalte hende
den nat, at hun ville sejle væk til England i et par dage og gå til hende
onkel, Mr. Archibald Craven, som boede på
Misselthwaite Manor, hun så så stenet og stædigt uinteresseret, at de gjorde
ikke hvad jeg skal tænke om hende.
De prøvede at være venlig til hende, men hun kun vendte ansigtet væk, når Fru Crawford
forsøgt at kysse hende, og holdt sig stiv, når Mr. Crawford klappede hende
skulder.
"Hun er sådan et almindeligt barn," Fru Crawford sagde medlidende, bagefter.
"Og hendes mor var sådan en smuk skabning.
Hun havde en meget smuk måde, også, og Mary har det mest uinteressante måder, jeg nogensinde har set
i et barn.
Børnene kalder hende 'Mistress Mary helt i strid', og selvom det er uartigt af dem,
kan man ikke undgå at forstå det. "
"Måske hvis hendes mor havde gennemført hendes smukke ansigt og hendes smukke manerer oftere
ind i barneværelset Mary kunne have lært nogle ret måder også.
Det er meget trist, nu den stakkels smukke ting er væk, at huske, at mange mennesker
ikke engang vidste, at hun havde et barn på alle. "
"Jeg tror, at hun næppe nogensinde så på hende," sukkede Fru Crawford.
"Da hendes Ayah var død, var der ingen til at give en tanke til den lille ting.
Tænk på de tjenere løbe væk og efterlod hende alene i øde
bungalow.
Oberst McGrew sagde, at han næsten sprang ud af sit skind, da han åbnede døren og fandt
hende stå ved sig selv i midten af rummet. "
Mary gjorde den lange rejse til England tilses af en officers kone, der var
tage hendes børn til at forlade dem i en kostskole.
Hun var meget optaget af sin egen lille dreng og pige, og var ret glad for at
hånd barnet over til kvinden Mr. Archibald Craven sendte hende i møde, i
London.
Kvinden var hans husholderske på Misselthwaite Manor, og hendes navn var Mrs
Medlock. Hun var en tyk kvinde, med meget røde kinder
og skarpe sorte øjne.
Hun havde en meget lilla kjole, en sort silke kappe med jet frynser på den og en sort
motorhjelm med lilla velour blomster, der stak op og rystede, da hun flyttede hendes
hoved.
Mary kunne ikke lide hende, men da hun meget sjældent kunne lide folk, der ikke var noget
bemærkelsesværdige i det, desuden, det var meget tydeligt Fru Medlock tænkte ikke
meget af hende.
"Mit ord! Hun er almindeligt lille stykke af varer! "sagde hun.
"Og vi havde hørt, at hendes mor var en skønhed.
Hun har ikke afleveret meget af det ned, har hun, frue? "
"Måske hun vil forbedre sig som hun bliver ældre," officer kone sagde farvel
naturedly.
"Hvis hun ikke var så gusten og havde et pænere udtryk, hendes træk er temmelig gode.
Børn ændre så meget. "" Hun bliver nødt til at ændre en god handel, "
svarede Fru Medlock.
"Og der er intet, der kan forbedre børn på Misselthwaite - hvis du spørger mig!"
De troede Mary var ikke lytte, fordi hun stod lidt, bortset fra dem
ved vinduet i den private hotellet, de havde gået til.
Hun sad og så den passerer busser og taxaer og mennesker, men hun hørte ganske godt, og
blev gjort meget nysgerrig efter, hendes onkel, og det sted, han boede i.
Hvilken slags et sted var det, og hvad ville han være?
Hvad var en pukkelrygget? Hun havde aldrig set en.
Måske var der ingen i Indien.
Da hun havde boet i andre folks huse og ikke havde haft nogen Ayah, var hun begyndt
at føle sig ensom og til at tænke mærkelige tanker, som var nye for hende.
Hun var begyndt at undre sig, hvorfor hun aldrig havde syntes at høre til nogen, selv når hendes
far og mor havde været i live.
Andre børn syntes at høre til deres fædre og mødre, men hun havde aldrig
syntes virkelig at være nogens lille pige. Hun havde haft tjenestefolk, og mad og tøj,
men ingen havde taget notits af hende.
Hun vidste ikke, at det var fordi hun var en ubehagelig barn, men så med
Selvfølgelig vidste hun ikke, hun var ubehagelig.
Hun tænkte ofte, at andre mennesker var, men hun vidste ikke, at hun var så
sig selv.
Hun tænkte Fru Medlock den mest ubehagelige person, hun nogensinde havde set, med
hendes almindelige, stærkt farvet ansigt og hendes fælles fine motorhjelm.
Når den næste dag de sætter ud på deres rejse til Yorkshire, hun gik igennem
stationen til togvogn med hovedet op og forsøger at holde så langt væk
fra hende, som hun kunne, fordi hun ikke ønskede at synes at høre til hende.
Det ville have gjort hende vred over at tænke folk forestillede sig at hun var hendes lille pige.
Men fru Medlock var ikke det mindste forstyrret af hende og hendes tanker.
Hun var den slags kvinde, der ville "stå no nonsense fra unger."
I det mindste er, at hvad hun ville have sagt, hvis hun var blevet spurgt.
Hun havde ikke ønsket at tage til London lige da hendes søster Maria datter gik
at være gift, men hun havde et behageligt, godt betalt sted som husbestyrerinde på
Misselthwaite Manor, og den eneste måde,
som hun kunne holde det var at gøre på en gang, hvad Mr. Archibald Craven fortalte hende at gøre.
Hun har aldrig turde selv at stille et spørgsmål.
"Kaptajn Lennox og hans hustru døde af kolera," Mr. Craven havde sagt i sit korte,
kold måde. "Kaptajn Lennox var min kones bror og jeg
er deres datters værge.
Barnet skal bringes her. Du skal tage til London og bringe hende
dig selv. "Så hun pakkede sin lille kuffert og gjort
rejse.
Mary sad i sit hjørne af jernbane transport og så almindeligt og irritabel.
Hun havde intet at læse eller at se på, og hun havde foldet sine tynde lille sort handske
hænderne i skødet.
Hendes sorte kjole fik hende til at se yellower end nogensinde før, og hendes slatne lyse hår straggled
fra under hendes sorte crepe hat. "En mere skæmmet udseende ung, jeg aldrig
så i mit liv, "Fru Medlock eftertanke.
(Skæmmet er en Yorkshire ord og betyder forkælet og pettish.)
Hun havde aldrig set et barn, der sad så stille uden at gøre noget, og til sidst fik hun
træt af at se hende og begyndte at tale på en frisk, hård stemme.
"Jeg tror jeg kan da godt fortælle dig noget om hvor du skal hen til," sagde hun.
"Ved du noget om din onkel?" "Nej," sagde Mary.
"Aldrig hørt din far og mor tale om ham?"
"Nej," sagde Mary vred.
Hun rynkede panden, fordi hun huskede, at hendes far og mor aldrig havde talt med hende
om noget i særdeleshed. Ganske vist havde de aldrig fortalt hende ting.
"Humph," mumlede Mrs Medlock og stirrede på hende ***, reagerer lille ansigt.
Hun sagde ikke noget mere for et øjeblik og så begyndte hun igen.
"Jeg formoder, du kan lige så godt være fortalt noget - til at forberede dig.
Du kommer til et *** sted. "
Maria sagde ingenting, og Fru Medlock kiggede snarere forvirring af hendes tilsyneladende
ligegyldighed, men efter at have taget et åndedrag, gik hun videre.
"Ikke, men at det er et grand stor plads i en dyster måde, og Mr. Craven er stolt af det i
hans måde - og det er dystre nok, også.
Huset er 600 år gammel og det er på kanten af mosen, og der er i nærheden af en
hundred værelser i det, selvom de fleste af dem er lukket op og låst.
Og der er billeder og fine gamle møbler og ting, som har været der i årevis, og
there'sa stor park rundt omkring den og haver og træer med grene trailing til jorden-
-Nogle af dem. "
Hun standsede og tog en anden ånde. "Men der er ikke noget andet," hun endte
pludseligt. Mary var begyndt at lytte på trods af
sig selv.
Det hele lød så i modsætning til Indien, og noget nyt i stedet tiltrak hende.
Men hun havde ikke til hensigt at se ud, som om hun var interesseret.
Det var en af hendes ulykkelige, ubehagelige måder.
Så sad hun der stadig. "Nå," sagde fru Medlock.
"Hvad mener du om det?"
"Ingenting," svarede hun. "Jeg ved intet om sådanne steder."
Det gjorde Fru Medlock grine en kort form for latter.
"Eh!" Sagde hun, "men du er som en gammel kvinde.
Må ikke du holder af? "" Det gør ikke noget ", sagde Mary," om jeg
pleje eller ej. "
"Du har ret nok der," sagde fru Medlock.
"Det gør den ikke.
Hvad er du til at blive fastholdt på Misselthwaite Manor for jeg ved ikke, medmindre fordi det er
den nemmeste måde. Han kommer ikke til at bekymrer sig om
Dem, det er sikkert og vist.
Han har aldrig bekymrer sig om ingen. "Hun holdt op med sig selv, som om hun lige havde
huskede noget i tiden. "Han har en skæv ryg," sagde hun.
"Det satte ham forkert.
Han var en sur ung mand og fik intet godt af alle hans penge og store sted, indtil han blev
gift. "Marys øjne vendte sig mod hende på trods af
hendes intention om ikke at synes at pleje.
Hun havde aldrig tænkt på den pukkelryggede der bliver gift, og hun var en bagatel
overrasket.
Fru Medlock så dette, og da hun var en snakkesalig kvinde, hun fortsatte med mere
interesse. Dette var en måde at videregive nogle af de
tid, i hvert fald.
"Hun var en sød, smuk ting, og han ville have gået verden over for at få hende en
klinge o 'græs hun ønskede.
Ingen troede, hun ville gifte sig med ham, men hun gjorde det, og folk sagde, at hun giftede sig med ham for
hans penge. Men hun didn't - hun gjorde det ikke, "positivt.
"Da hun døde -"
Mary gav en lille ufrivillig hop. "Oh! gjorde hun dø! "udbrød hun, ganske
uden mening.
Hun havde lige husket en fransk fe historie, hun engang havde læst hedder "Riquet a la
Houppe. "
Det havde været om en stakkels pukkelrygget og en smuk prinsesse, og det havde gjort hende
pludselig ondt af Mr. Archibald Craven. "Ja, hun døde," Fru Medlock besvaret.
"Og det gjorde ham queerer end nogensinde før.
Han bekymrer sig for nogen. Han vil ikke se folk.
Det meste af tiden går han bort, og når han er på Misselthwaite han lukker sig inde i
West Wing, og vil ikke lade nogen anden end Pitcher se ham.
Pitcher er en gammel fyr, men han tog sig af ham, da han var barn, og han kender sine
måder. "Det lød som noget i en bog, og det
gjorde ikke Mary føler sig munter.
Et hus med hundrede værelser, næsten alle kæft og med dørene låst - en
hus på kanten af en mose - Hvad et mose var - lød trist.
En mand med en skæv ryg, der lukkede sig inde også!
Hun stirrede ud af vinduet med hendes læber klemt sammen, og det var ganske
naturligt, at regnen skulle have begyndt at hælde ned i grå skrå linjer og plask
og streame vinduet ned-ruder.
Hvis de smukke kone havde været i live, hun kunne have gjort tingene munter ved at være
noget som hendes egen mor og ved at køre ind og ud og gå til parter som
hun havde gjort i kjoler "fuld af blonder."
Men hun var der ikke noget mere. "Du skal ikke forvente at se ham, fordi ti
til én du vil ikke, "sagde fru Medlock. "Og du skal ikke forvente at der vil være
folk til at tale med dig.
Du bliver nødt til at spille om og passe på dig selv.
Du vil blive fortalt, hvad værelser du kan gå ind og hvad rum du er til at holde sig ude af.
Der er haver nok.
Men når du er i huset ikke går vandrer og snagen.
Mr. Craven vil ikke have det. "
"Jeg skal ikke ønsker at gå stikke om," sagde sur lille Mary og lige så pludseligt som
hun var begyndt at blive temmelig ondt af Mr. Archibald Craven hun begyndte at ophøre med at være
ked af det og til at tænke at han var ubehagelig nok til at fortjene, hvad der var sket med ham.
Og hun vendte ansigtet mod streaming ruder i vinduet for
jernbanevogns-og stirrede ud på den grå regn-storm, der så ud som om den ville gå
for evigt og altid.
Hun så det så længe og roligt, at gråt blev tungere og tungere
før hendes øjne, og hun faldt i søvn.