Angela Lee Duckworth - The key to success? grit

Translator: Morten Kelder Skouboe Reviewer: Anders Finn Jørgensen Da jeg var 27 år, forlod jeg et krævende job som ledelseskonsulent for et job, der var endnu mere krævende: undervisning. Jeg underviste syvende klasser i matematik i New Yorks folkeskoler. Og som enhver lærer lavede jeg quizzer og test. Jeg gav opgaver for. Da opgaverne kom tilbage, beregnede jeg karakterer. Det slog mig, at intelligenskvotienten ikke var den eneste forskel mellem mine bedste og værste elever. Nogle af dem, der klarede sig bedst, havde ikke en stratosfærisk intelligenskvotient. Nogle af mine kvikkeste børn klarede sig ikke så godt. Det fik mig til at tænke. De ting man skal lære i syvende klasses matematik, ja, de er svære: forhold, decimaler, et parallelograms areal. Men de er ikke umulige, og jeg var fast overbevist om, at hver af mine elever kunne lære materialet, hvis de arbejdede hårdt og længe nok. Efter flere års undervisning kom jeg til den konklusion, at hvad vi behøver i uddannelse, er en meget bedre forståelse for elever og læring fra et motivationsperspektiv, fra et psykologisk perspektiv. I uddannelse er det, vi er bedst til at måle, er intelligenskvotienten, men hvad hvis det at klare sig i skolen og livet afhænger af meget mere, end ens evne til at lære hurtigt og let? Så jeg forlod klasseværelset, og jeg tog på universitetet for at blive psykolog. Jeg begyndte at studere børn og voksne i alle slags superudfordrende miljøer, og i hvert studie var mit spørgsmål, hvem får succes her og hvorfor? Mit forskningshold og jeg tog til West Point Military Academy. Vi prøvede at forudsige, hvilke rekrutter ville blive i militærtræning, og hvilke ville droppe ud. Vi tog til den Nationale Stavekonkurrence og prøvede at forudsige, hvilke børn ville nå længst i konkurrencen. Vi studerede nyklækkede lærere, der arbejdede i udsatte kvarterer, og spurgte, hvilke lærere vil stadig være her og undervise ved slutningen af skoleåret og af disse, hvem vil være de mest effektive til at forbedre læringsudbyttet for deres elever? Vi slog os sammen med private firmaer og spurgte, hvilke af disse sælgere beholder deres job? Og hvem kommer til at tjene mest? I alle disse forskellige sammenhænge dukkede ét træk op, der kunne forudsige succes. Det var ikke social intelligens. Det var ikke et godt udseende, helbred, og det var ikke intelligenskvotient. Det var viljefasthed. Viljefasthed er lidenskab og vedholdenhed for meget langsigtede mål. Viljefasthed er at være udholdende. Viljefasthed er at kæmpe for sin fremtid dag ind, dag ud, ikke bare denne uge, ikke bare denne måned, men i årevis og at arbejde virkeligt hårdt for at gøre den fremtid til virkelighed. Viljefasthed er at leve som var livet et maraton, ikke en sprint. For et par år siden begyndte jeg at studere viljefasthed i Chicagos folkeskoler. Jeg bad tusindvis af niende klasser besvare spørgsmål om viljefasthed og ventede så mere end et år for at se, hvem ville bestå. Det vise sig, at viljefaste børn havde væsentligt større sandsynlighed for at bestå, selv da jeg matchede dem på ethvert træk jeg kunne måle, som familieindkomst, standardiseret test scorer, selv hvor trygge børn følte sig, når de var i skole. Så det er ikke blot på West Point eller Stavekonkurrencen, at viljefasthed betyder noget. Også i skolen især for børn, der risikerer at droppe ud. For mig er det mest chokerende ved viljefasthed, hvor lidt vi ved, hvor lidt videnskaben ved om at opbygge det. Hver dag spørger forældre og lærere mig, "Hvordan opbygger jeg viljefasthed i børn? Hvordan lærer jeg børn en solid arbejdsetik? Hvordan holder jeg dem motiverede på den lange bane?" Det ærlige svar er, det ved jeg ikke. (Latter) Hvad jeg ved, er, at talent ikke gør dig viljefast. Vores data viser meget tydeligt, at der er mange talentfulde individer, der simpelthen ikke følger deres forpligtelser til dørs. Faktisk er viljefasthed i vores data uden relation til eller omvendt proportional med talent. Den bedste idé jeg endnu har hørt om at opbygge viljefasthed hos børn er noget, der hedder "væksttænkning." Det er en idé udviklet på Stanford Universitet af Carol Dweck, og det er opfattelsen, at evnen til at lære ikke er fastlagt, at den kan ændres ved din indsats. Dr. Dweck har vist, at når børn læser og lærer om hjernen, og hvordan den ændrer sig og vokser når den møder udfordringer, er det mere sandsynligt, de rejser sig igen, når de fejler, for de tror ikke på, at det at fejle er en permanent tilstand. Så væksttænkning er en god idé til at opbygge viljefasthed. Men vi behøver mere. Og det er, hvor jeg vil slutte mine kommentarer, for det er, hvor vi er. Det er det arbejde, der står foran os. Vi er nødt til at tage vores bedste idéer, bedste intuitioner, og vi må *** dem. Vi må måle, om vi har haft succes, og vi må være villige til at tage fejl, at starte forfra med lektier lært. Med andre ord må vi blive viljefaste om at gøre vores børn mere viljefaste. Tak. (Bifald)