Tip:
Highlight text to annotate it
X
Engang til Gunnar Atle sendte den kløgtige Rytter, Knevrød ved Navn.
Han kom til Gjukes Gårde og til Gunnars Hal, til Bænkene om Arnen og det gode Øl.
Tavse var de; Vin der drak Kongsmænd i Hal, frygted Hunernes Vrede.
Da talte Knevrød med kold Røst, den sydlandske Mand, fra sit höje Sæde:
Hid sendte mig Atle sit Ærind at ride på Bidslets Tygger gennem tætte Vildskov
og byde eder, Gunnar! til Gæst på hans Bænk, om under hvælvede Hjelme I did vil vandre.
Gunnar vendte Hovedet og sagde til Högne:
Hvad tror du Kvinden råded, da en Ring hun os sendte i Ulvehår hyllet? Jeg tror, hun bød os Agtsomhed.
Et Ulvehår fandt jeg fæstet til den røde Ring; svigefuld vist er den Vej, vi skal ride.
Ulven mon råde for Nivlungers Arv, de gråpelsede gamle, om Gunnar bliver borte.
Sorthammede Björne vil bide med Rovtænder og glæde Gråhunde, hvis ej Gunnar kommer hjem.
Heltene lod de bidseltyggende Heste ile på Födderne hen over Fjælde, gennem den vildsomme Mörkved.
Alt Huneland bæved, hvor de bistre Kæmper fore; under Slag fore Hestene over Sletter grönne.
De så den vældiges Land og Vagttårne i Dalene. Bikkes Mænd stå på Borgen den höje
De så Sydfolkets Sal, omsat med Sæder, med bundne Skjolde, med blanke Skjolde.
Der drak Atle med sine Ædlinge Vin i Hallen; Vogtere sad derude
for at værge mod Gunnar, om han hid sig voved med klingende Spær til Kamp med Kongen.
Søsteren det mærked, da ind i Salen tren begge hendes Brødre; ej var hun dåret af Bægret.
Det er ude med dig, Gunnar! Hvad kan du mægtige göre mod Hunernes Svig? Il ud af Hallen!
Bedre var det, Broder! om i Brynje du dig klædte, end med hvælvede Hjelme at drage til Atles Hjem,
om i Sadler du sad de solhede Dage og lod Nornerne græde over gustne Lig
og Hunernes Skjoldmøer Harven styre og Atle selv i Ormegård slænges.
Nu er Ormegården eder beredt.
Da greb de Gunnar og lænked den gæve. Borgundernes Ven fast de bandt.
Syv slog Högne med det hvasse Sværd; den ottende han sparked ind i Ilden den hede.
Så skal den kække mod Fjender kæmpe. Så kæmped Högne Gunnar til Hånde. -
Da spurgte de Gunnar, Goternes Fyrste, om han nu vilde give Guld for sit Liv.
Högnes Hjerte skal i Hånd mig ligge blodigt, af den bolde Rytters Bryst,
af Kongesönnens, med Sværdsegg skåret.
Da skar de Hjertet af Hjalles Bryst, lagde det blodigt på Skål og bar det for Gunnar.
Da sagde Gunnar, Mændenes Drot:
Her har jeg Hjalle den fejges Hjerte, uligt Helten Högnes Hjerte;
stærkt det Skælver, mens på Skål det ligger, halvt mere det bæved, da det sad i hans Bryst.
Da lo Högne, da de udskar Hjertet på den kække Hjelmhamrer. Sidst tænkte han på at klage.
De lagde det blodigt på Skål og bar det for Gunnar.
Da mælte den höje Spydenes Hersker:
Her har jeg Helten Högnes Hjerte, uligt Hjalle den fejges Hjerte;
lidt det skælver, mens på Skål det ligger, end mindre det bæved, da det sad i hans Bryst.
Så skal du, Atle! fjærnes af Syne, såvist som du aldrig skal Skatten eje.
I min Vold ene er alle de skjulte dyre Skatte, da Högne er død.
Altid var jeg i Tvivl, mens vi tvende leved; nu har jeg ingen, da ene jeg lever.
Den vise Rhin for Kongernes Splid skal råde, for Nivlungers Arv, som Aser kende,
I det bølgende Vand blinke de dyre Ringe. Ej skal Hunernes Börn bære Guld på Hånd.
Kør bort med de rullende Vogne. Nu er han bunden i Lænker.
Bort da drog Bidslets Ryster, Kampens rige Konge, til Døden.
Kæmpernes Skare lagde Kongen levende i Gården, hvor lede Orme
i Bugter sig snoede. Harmfuld i Sinde Gunnar Harpen slog med Hånd.
Strengene toned. Så skal den tappre Giver af Ringe nægte Mændene Guld.
Atter til Gården lod Atle den jerntyggende Ganger ile, da Mordet var endt.
Dön var der i Gårde, fuldt af Gangere og Våbenklirren, da fra Heden de kom.
Ud gik da Gudrun Atle imøde med gyldent Bæger, bød det til Kongen:
Nyd nu, Hersker! i din egen Hal glad det slagtede Småkvæg hos Gudrun.
Skålerne klang; skænket blev Vinen, da Hunerne samledes i Hallen alle.
Der mødtes raske langskæggede Mænd.
For Bord gik den lyse Kvinde og bar dem Drikke; den vilde Dis ugerne bød Mad til Øllet
og talte spottende Ord til den blege Atle.
Sværdenes Giver! Dine Sönners Hjerter, de ligblodige, har du med Honning tygget.
Du modige kan döje Menneskelig til dit Øl og give din Gæst af Braden.
Ej kalder du mere til dine Knæ Erp og Ejtil, når ved Øl de glædes.
Ej Sidder du Siden i Sædet og Ser dem uddele guld, spore Gangere,
Skære Manker eller skæfte Spyd.
Gny blev der på Bænkene, vildt Bulder blandt Mændene. Hyl blandt de Smykkede over Hunernes Börn.
Gudrun ene aldrig græd for de björnhårde Brødre og de kære Börn,
de unge, uvoksne, som med Atle hun havde.
Atle aned intet; uvis havde han sig drukket, havde ingen Våben; ej vogted han sig for Gudrun.
Sengen gav hun Blod at drikke med Sværdsodd i mordgrisk Hånd. Hundene hun løste.
For Hallens Dör Huskarlene hun vakte slynged hun den hede Brand. Så hævned hun sine Brødre.
Til Ilden gav hun alle, som inde vare og vare komne fra Mörkhejm fra. Mordet på Gunnar.
Gamle Bjælker raved; Skatkamre røg; Skjoldmøers Liv i Luer endtes;
Budlungers Borg sank i den brændende Ild.
Nok er nu sagt; sådan farer ingen Mø siden i Brynje for Brødre at hævne.
Trende af Folkets Fyrster dræbte den lyse Kvinde, mens i Live hun var.