Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL 6 MADEMOISELLE
Der var engang…
I 1920 blev Coco “Mademoiselle.”
Europa havde skabt en skrøbelig fred,
og kvinder tillagde sig den kvindes stil,
som havde givet dem ret til komfort.
Coco, som netop havde mistet sit livs kærlighed,
undertrykker sin sorg i Venedig
med Misia og José Maria Sert.
Der var engang… Der var Misia:
vennen fra Rusland, trofast og formidabel,
en løjerlig muse, en venlig smigrer, en inspiration for Proust,
en fejret pianist og en model for Toulouse-Lautrec,
Renoir, Bonnard og Vuillard.
Misia inspirerer Mademoiselle
til at blive forelsket i Italien og Russisk Ballet,
og præsenterer hende for sine venner Cocteau, Stravinski,
Diaghilev, Ravel og Picasso.
Der var engang…
En couturière elsket af kunstnere.
Hun designer kostumer til teaterforestillinger
af Dullin og Cocteau,
finansierer Rite of Spring,
huser Stravinski og hans familie,
hjælper Cocteau under hans rehabilitering
og arrangerer diskret Diaghilevs begravelse i Venedig.
Der var engang…
Der var en rig russer,
Storhertugen Dimitri,
som var flygtet fra den store bolshevik revolution,
en elsker med et melankolsk blik.
Hun er otte år ældre end ham.
Dimitri giver hendes kollektioner et stænk af de russiske stepper
med broderier, pelsværk og byzantinske smykker.
Takket være ham træffer Mademoiselle Ernest Beaux,
zarernes parfumør, som skaber den ultimative parfume i 1921:
Nr.5.
Der var engang…
Der var en gentleman med en engelsk elegance,
en luksus hinsides aristokrati: Hertugen af Westminster,
den rigeste mand i England
Gabrielle bliver inspireret af hans tweed jakker og strikkede trøjer,
af hans kammertjeneres veste, af hans matrosers baskerhuer.
De bliver forelskede.
Westminster inviterer hende til sine hjem og om bord på sine yachts,
sender et privat tog for at hente hende og dækker hende med blomster og smykker.
Deres kærlighed falmer hurtigt; hun bliver aldrig en Hertuginde.
Der var engang…
Sort indtager tronen.
I operaen, ved synet af det spraglede kaleidoskop af prangende kjoler,
giver Gabrielle Chanel udtryk for sin afsky for æraen og siger,
“Disse kvinder skal jeg sgu nok få klædt i sort.”
Sort, som tidligere var forbeholdt tjenestefolk eller sorg,
bliver den ultimative farve og nøglen til hendes succes.
Den lille sorte kjole er født.
Der var engang…
Der var kostume-smykker,
som Gabrielle Chanel elskede at blande med kostbare sten.
Hun bebrejder verdens kvinder
at bære deres formue omkring halsen, og siger
“det vigtigste er ikke karaterne, men illusionen.”
Der var engang…
En triumf.
Hele verden ønsker at bære CHANEL, inklusiv Hollywood.
Men Gabrielle bevæger sig hurtigt ud over sølvskærmens
lunefuldheder, vender tilbage til Frankrig
og slår sig ned på Ritz.
Der var engang…
I 1936 stod et firmas grundlægger over for 4.000 strejkende arbejdere,
under Folkefrontens forår.
De turde udfordre hende.
Mademoiselle, så urokkelig af natur, giver sig.
Der var engang…
Den Anden Verdenskrig bryder ud.
Da hun var 55, på toppen af sin glorie,
lukkede Gabrielle Chanel atelieret på rue Cambon.
Overbevist om at der ikke længere var tid til mode,
trækker hun sig tilbage til Schweiz.
Men, som hun yndede at sige,
“Jeg vil være en del af det, der sker, “
Mademoiselle var langt fra at have sagt sit sidste ord…