Tip:
Highlight text to annotate it
X
«Pigen med svovlstikkene» af H.C. Andersen
Det var gyseligt koldt. Det sneede, og det begyndte at blive en mørk aften.
Det var også den sidste aften af året.
Og sneen faldt tæt.
I denne kulde og i dette mørke gik en lille fattig pige, barhovedet og med bare tæer gennem gaderne.
Ja, egentlig havde hun tøfler på da hun gik hjememfra
Men de var ikke til stor hjælp.
Det var nogle rigtig store tøfler, så store at hendes mor havde brugt dem
Og den lille pige havde mistet dem da hun skyndte sig over gaden, fordi der kom to vogne
forbi i en voldsom fart.
Den ene tøffel kunne hun ikke finde igen, og den anden blev taget at en dreng som løb sin vej med den.
Så gik den lille pige med de bare, små ben, var røde og blå af kulde.
I et gammelt forklæde havde hun en mængde svovlstikker, og hun havde et bundt i hånden.
Ingen havde købt noget fra hende hele dagen. Ingen havde givet hende en eneste lille skilling.
Sulten og forfrossen gik hun der.
Stakkels lille pige! Snefnuggene faldt i det lange, gule hår,
Som krøllede sig pænt over skuldrene.
Fra lle vinduer skinnede der lys, og det duftede så godt af gåsesteg i gaden
Fordi det var jo nytårsaften - ja det huskede hun.
Borte i en korg mellem to huse satte hun sig foldede sig selv godt sammen.
De små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs mere og mere
Og hun turde ikke gå hjem, for hun havde jo ikke solgt nogen svovlstikker
Hun havde heller ikke fået en eneste skilling
Faren ville helt sikker slå hende
Det var også koldt derhjemme
For de boede lige under et tag
Hendes små hænder var næste døde af kulde.
O! Så godt som en lille svovlstik ville gøre!
Hvis hun bare ville vove at tage en fra bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene!
Hun trak en ud, og ritsj! som den futtede og brændte!
Luen var varm og klar som et lille lys da hun holdt hånden omkring den.
Den lille pige troede at hun sat foran en stor jernovn
Med blanke messingkuler på
Hvor flammen dog brændte!
Og virkde så vidunderlig varmt at den lille pige allerede stratke fødderne frem for også at varme dem
Da gik flammen ud
Kakkelovnen forsvandt, og han sad der med resten af den udbrændte svovlstik i hånden.
Hun tændte en ny
Den brændte og lyste, og der hovor lysskinnet faldet på muren, blev den gennemsigtigt som et stykke flor
Hun så helt ind i stuen.
Bordet stod dækket med en skinnende hvid dug
Og fint porcelæn, og en stægt gås stod og dampede så dejligt
Fyldt med svesker og æbler.
Da slukkede svovlstikken, og så var der intet andet tilbage end den tykke, kolde mur.
Så tændte hun en ny. Da sad hun under det vidunderlige juletræ.
Tusind lys brændte på de grønne grene
Og farverige billeder, som dem de pynter butiksvinduer med, tittede ned på hende.
Den lille pige stratek straks begge hænder i vejret - og da slukkede svovlstikken.
Alle julelys steg højere og højere, og nu så hun at de var de klare stjerner deroppe.
En af dem faldt og lavede en lang ildstribe på himmelen.
«Nu døde et menneske» tænkte den lille pige
For hendes gamle mormor, den eneste som en gang har været glad for hende
og som nu var død, havde sagt at når en stjerne falder så går en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen en svovlstik mod muren. Den lyste op rundt om
I skinnet stod gamle mormor, så klar, så strålende. Så mild og god
«Mormor» råbte den lille pige. «O, lad mig være hos dig!
Jeg ved at du er bort når svovlstikkene går ud
Præcis som den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, flotte juletræ»
Og så strøg hun fort alle svovlstikker som var tilbage i bundtet
For hun vilde røre ved mormoren.
Og svovlstikkene lyste med en sådan glans at det blev lysere end mit på dagen.
Mormor havde aldrig været så flot før.
Hun løftede den lille pige på på sin arm, og de fløj i lys og glæde så højt, så højt
Der fandtes ingen kulde mere og ingen sult og angst - de var hos Gud
Nytårsmorgen gik op over den lille pige
Stille sat hun, frosset ihjel
Hun havde svovlstikkene i hånden. Et bundt af dem var næsten brændt op
«Hun har villet varme sig», sagde folk
Ingen vidste noget om alt det flotte hun havde set
Eller hvordan hun var gået sammen med mormor ind i stråleglans denne nytårsaften
Sandelig siger jeg jer: Alt hvad I gjorde mod en af disse mine mindste, det gjorde I mod mig.
[...] Sandelig siger jeg jer: Det I ikke gjorde mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.