Tip:
Highlight text to annotate it
X
DEL I. en rejse til Lilliput.
KAPITEL VIII.
Forfatteren, ved en heldig ulykke, finder midler til at forlade Blefuscu, og efter nogle
vanskeligheder, vender tilbage sikkert til hans hjemland.
Tre dage efter min ankomst, gå ud af nysgerrighed til nord-østkysten af
ø, jeg observerede, omkring en halv mil ud i havet, noget, der lignede en
båden væltede.
Jeg trak mine sko og strømper, og jamrede to eller tre hundrede meter, jeg har fundet
objektet for at komme nærmere med magt af tidevandet, og så tydeligt så det at være en
rigtige båd, som jeg skulle måske af nogle uvejr er blevet drevet fra et skib.
Hvorpå, vendte jeg tilbage med det samme mod byen, og ønskede hans kejserlige majestæt
for at låne mig tyve af de højeste skibe, han havde forladt, efter tabet af sin flåde, og
3.000 søfolk, under kommando af hans vice-admiral.
Denne flåde sejlede rundt, mens jeg gik tilbage den korteste vej til kysten, hvor jeg
først opdagede båden.
Jeg fandt tidevandet havde drevet det stadig nærmere.
Søfolkene var alle forsynet med reb, som jeg havde på forhånd snoet til en
tilstrækkelig styrke.
Når skibene kom op, jeg strippet mig selv, og vadede indtil jeg kom i hundrede
meter væk fra båden, hvorefter jeg blev tvunget til at svømme, indtil jeg stod op til det.
Søfolkene kastede mig ende af ledningen, som jeg fastgjort til et hul i forgrunden-del
af båden, og den anden ende til en mand i krig, men jeg fandt alle mine arbejdskraft til lille
formål, for, at være ude af min dybde, jeg var ikke i stand til at arbejde.
I denne nødvendighed var jeg tvunget til at svømme bag, og skubbe båden frem, så ofte
som jeg kunne, med en af mine hænder, og tidevandet favorisere mig, avancerede jeg så langt, at jeg
kunne bare holde min hage og føle jorden.
Jeg hvilede to eller tre minutter, og derefter gav båden et andet skubbe, og så videre,
indtil Havet var ikke højere end min arm-pits, og nu, den mest krævende del
at være forbi, jeg tog mine andre kabler,
der var anbragt i en af de skibe, bandt dem først til båden, og derefter
til ni af de fartøjer, der deltog i mig, vinden er gunstige, at søfolkene
trukket, og jeg skubbede, indtil vi ankom
inden forty meter fra kysten, og vente på, at tidevandet var ude, fik jeg tør til
båden, og ved hjælp af to tusind mand, med reb og motorer, jeg
lavet et skift til at vende den på dens bund, og fandt det var, men lidt beskadiget.
Jeg skal ikke besvære læseren med de vanskeligheder, jeg var under, ved hjælp af
visse padler, hvilket kostede mig ti dage at gøre, at få min båd til den kongelige havn
Blefuscu, hvor en mægtig skare af
Folk kom frem på min ankomst, fuld af undren over synet af så formidabel en
fartøj.
Jeg sagde til kejseren ", at min lykke havde kastet denne båd i min måde at bære mig
til et sted hvorfra jeg kunne vende tilbage til mit eget land, og bad Hans Majestæts
ordrer for at få materialer til at passe det op,
sammen med sin licens til at afvige ", der efter en slags expostulations, han
var glad for at indrømme.
Jeg gjorde meget mærkeligt, i al denne tid, ikke at have hørt om nogen udtrykkelig forbindelse
til mig fra vores kejser til retten i Blefuscu.
Men jeg var bagefter privattimer givet til at forstå, at hans kejserlige majestæt,
aldrig forestille sig at jeg havde den mindste meddelelse om hans design, troede jeg kun var gået til
Blefuscu i udførelsen af mit løfte,
i henhold til licensen, han havde givet mig, som var velkendt på vores banehalvdel, og
ville vende tilbage i et par dage, da ceremonien var ***.
Men han blev til sidst i smerte på min lange fravær, og efter høring med
kasserer og resten af den klike, var en person med kvalitet afsendt med
kopi af artiklerne mod mig.
Denne udsending var anvisninger til at repræsentere den monark Blefuscu, "den store lenity
af sin herre, var der nøjes med at straffe mig ikke længere, end med tabet af mine øjne;
at jeg var flygtet fra retssystemet, og hvis jeg gjorde
ikke tilbage i to timer, skal jeg være berøvet min titel nardac, og
erklærede en forræder. "Den udsending yderligere tilføjede," at for at bevare freden
og Amity mellem de to riger, hans mester
forventes, at hans bror Blefuscu ville give ordrer til at få mig sendt tilbage til
Lilliput, bundet på hænder og fødder, for at blive straffet som en forræder. "Kejseren af
Blefuscu, at have taget tre dage til at
høre, returnerede et svar, der består af mange civilities og undskyldninger.
Han sagde, "det som for at sende mig bundet, hans bror vidste, at det var umuligt, det,
selv om jeg havde berøvet ham hans flåde, men han skyldte store forpligtelser til mig for at
mange gode kontorer, jeg havde gjort ham i at gøre fred.
Det ville imidlertid både deres Majestæter snart blive gjort let, for jeg havde fundet en
uhyre skib på kysten, i stand til at bære mig på havet, som han havde givet
ordrer til at passe op, med min egen hjælp
og retning, og han håbede, i et par uger, ville begge imperier blive befriet for så
. uudholdeligt en behæftelse "Med dette svar på udsending tilbage til Lilliput, og
monarken af Blefuscu relateret til mig alt
, der havde passeret; tilbyde mig på samme tid (men under den strengeste tillid)
hans nådige beskyttelse, hvis jeg ville fortsætte i hans tjeneste, hvori, selv om
Jeg troede ham oprigtig, men jeg besluttede
aldrig mere at lægge nogen tillid til prinser og ministre, hvor jeg eventuelt kunne undgå
det, og derfor, med al anerkendelser for sin gunstige
intentioner, jeg ydmygt bad om at være undskyldt.
Jeg fortalte ham, "at siden formue, hvad enten de gode eller onde, havde kastet et fartøj i min
måde, var jeg besluttet at vove mig på havet, snarere end at blive en anledning for
Forskellen mellem to så mægtige
. monarker "Hverken fandt jeg kejseren på alle misfornøjede, og jeg opdagede, af en
visse uheld, at han var meget glad for min beslutning, og så var de fleste af hans
ministre.
Disse overvejelser flyttede mig at fremskynde min afrejse lidt hurtigere, end jeg havde tænkt;
som domstolen, utålmodige efter at få mig væk, meget let bidraget.
Fem hundrede arbejdere var ansat til at lave to sejl til min båd, ifølge mine
retninger, ved at quilte tretten folderne i deres stærkeste linned sammen.
Jeg var i smerter af at gøre reb og kabler, ved at vride ti, tyve eller tredive
af de tykkeste og stærkeste af deres.
En stor sten, som jeg fandt, efter lang tids søgen, ved havet-shore,
tjent mig for et anker. Jeg havde talg af 300 køer, for
smøring min båd, og andre anvendelser.
Jeg var på utrolige smerter i at skære ned nogle af de største træ-træer, for årer
og master, hvori jeg var dog meget bistået af hans Majestæts skibe tømrere,
som hjalp mig i udjævning dem, efter at jeg havde gjort det grove arbejde.
I omkring en måned, når alle var parat jeg sendte til at modtage Hans Majestæts kommandoer, og
at tage min orlov.
Kejseren og kongelige familie kom ud af slottet, jeg lagde sig på mit ansigt for at kysse
hans hånd, som han meget elskværdigt gav mig: så gjorde kejserinden og unge prinser af
blod.
Hans majestæt præsenterede mig med halvtreds punge af 200 sprugs a-stykke, sammen
med hans billede i fuld længde, som jeg satte straks ind i en af mine handsker, til
holde det fra at blive såret.
Ceremonierne ved min afrejse var for mange til at besvære læseren med på dette
tid.
Jeg har gemt båden med kroppe af hundrede okser og 300 får, med
brød og drikker proportionable, og så meget kød klar klædt ud som 400 kokke
kunne give.
Jeg tog med mig seks køer og to tyre i live, med så mange moderfår og væddere,
har til hensigt at bære dem ind i mit eget land, og udbrede racen.
Og for at fodre dem om bord, jeg havde en god bunke hø, og en pose majs.
Jeg ville gerne have taget et dusin af de indfødte, men det var en ting kejseren
ville på ingen måde tillader det, og, foruden en omhyggelig søgning i mine lommer, hans
Majestæt engageret min ære "ikke at bære
væk nogen af sine undersåtter, selv med deres eget samtykke og vilje. "Efter således at have
forberedt alt så godt som jeg kunne, jeg satte sejl på den fireogtyvende dag i
September 1701, klokken seks om morgenen, og
da jeg var gået omkring fire-ligaer mod nord, vinden være på syd-øst på
seks om aftenen jeg descried en lille ø, omkring en halv mil mod nord-
vest.
Jeg avancerede frem og kastede anker på læ-siden af øen, som syntes at være
ubeboet. Jeg tog nogle forfriskning, og gik til
min hvile.
Jeg sov godt, og som jeg gættet på mindst seks timer, for jeg fandt den dag brød i to
timer efter jeg vågnede. Det var en klar nat.
Jeg spiste min morgenmad, før solen var oppe, og bølgende anker, vinden bliver
gunstige, jeg styrede det samme kursus, som jeg havde gjort dagen før, hvor jeg var
instrueret af min lomme kompas.
Min hensigt var at nå, hvis det er muligt, en af de øer, som jeg havde grund til at
tror, lå mod nord-øst for Van Diemens Land.
Jeg opdagede ikke noget hele dagen, men på den næste, omkring tre om eftermiddagen,
da jeg havde ved min beregning foretaget 24 ligaer fra Blefuscu, jeg descried en
sejle styring mod syd-øst; mit kursus var stik øst.
Jeg har hyldet hende, men fik intet svar, men jeg fandt jeg fik på hende, for vinden
slækkes.
Jeg lavede alle de sejl, jeg kunne, og i en halv time hun spioneret mig, så hang ud af hendes
gamle, og udledes en pistol.
Det er ikke let at udtrykke den glæde, jeg var i, efter den uventede håb om en gang mere
se min elskede land, og den kære løfter jeg tilbage i den.
Skibet slappedes hendes sejl, og jeg kom op med hende mellem fem og seks i
aften, 26 sep, men mit hjerte sprang inden i mig at se hende engelsk
farver.
Jeg sætter mine køer og får i min frakke-lommer, og kom om bord med alle mine
lidt last af bestemmelser.
Skibet var en engelsk handelsskib, der vender tilbage fra Japan af Nord og Syd
hav; kaptajnen, Mr. John Biddel af Deptford, en meget civil mand, og en
fremragende sømand.
Vi var nu i breddegrad af 30 grader syd, der var et halvt hundrede mænd i
skibet, og her mødte jeg en gammel kammerat af mig, den ene Peter Williams, som gav mig en
god karakter til kaptajnen.
Denne herre behandlede mig med venlighed, og ønskede jeg ville lade ham vide, hvilken plads
Jeg kom fra sidste, og hvor jeg var bundet, som jeg gjorde i et par ord, men han tænkte
Jeg var rasende, og at de farer jeg
undergik havde forstyrret mit hoved, hvorefter jeg tog min sorte kvæg og får ud af min
lomme, som efter stor forbavselse, klart overbeviste ham om min troværdighed.
Jeg så viste ham det guld, givet mig af kejser Blefuscu, sammen med sin
Majestæts billede i fuld længde, og nogle andre sjældenheder i det pågældende land.
Jeg gav ham to punge af to hundrede sprugs hver, og lovede, da vi ankom
i England, gøre ham en gave af en ko og et får stor med unge.
Jeg skal ikke besvære læseren med en særlig hensyntagen til denne rejse, som
var meget velstående for det meste. Vi ankom i Downs den 13.
April, 1702.
Jeg havde kun én ulykke, at rotterne ombord rive en af mine får, og jeg fandt
hendes knogler i et hul, plukket rent fra kødet.
Resten af mit kvæg fik jeg sikkert i land, og satte dem en-græsning i et bowling-grøn
ved Greenwich, hvor finheden af græsset gjort dem foder meget hjerteligt, selvom
Jeg havde altid frygtet det modsatte: hverken
kunne jeg muligvis have bevaret dem i så lang en rejse, hvis kaptajnen ikke havde
tilladt mig nogle af hans bedste kiks, som gnides til pulver og blandet med vand,
var deres konstante mad.
Den korte tid, jeg fortsatte i England, jeg lavede en betydelig fortjeneste ved at vise min
kvæg til mange personer af kvalitet og andre: og før jeg begyndte min anden
rejse, jeg solgte dem for seks hundrede pounds.
Siden min sidste gengæld finder jeg det racen er steget betydeligt, især
får, som jeg håber vil vise sig meget til fordel for den uldne fremstilling, ved
finheden af uld.
Jeg boede men to måneder med min kone og familie, for min umættelige ønske om at se
fremmede lande, ville lide mig til at fortsætte længere.
Jeg forlod fifteen hundred pounds med min kone, og faste hende i et godt hus på Redriff.
Min restlageret Jeg bar med mig, en del i penge og en del med varer i håber at
forbedre min formuer.
Min ældste onkel John havde efterladt mig en ejendom i jord, nær Epping, på omkring tredive
pounds et år, og jeg havde en lang lejekontrakt af Black Bull i Fetter-Lane, som
givet mig så meget mere, så jeg var ikke
i nogen fare for at forlade min familie på sognet.
Min søn Johnny, navngivet, så efter hans onkel, var på grammatik-skolen, og en towardly
barn.
Min datter Betty (hvem er nu godt gift og har børn) blev derefter på hende nåle-
arbejde.
Jeg tog afsked med min kone og dreng og pige, med tårer på begge sider, og gik om bord
Adventure, et handelsskib med 300 tons, på vej til Surat, kaptajn John
Nicholas, af Liverpool, kommandant.
Men min højde for denne sejlads skal henvises til anden del af mine rejser.