Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL XIV Del 2 FRIGIVELSESBEVISET
Miriam gøs. Hun trak ham til hende, hun trykkede ham til sit
bryst, hun kyssede ham og kyssede ham. Han indsendt, men det var tortur.
Hun kunne ikke kysse hans pine.
Det var alene og hinanden. Hun kyssede hans ansigt, og vækkede hans blod,
mens hans sjæl fra hinanden var vrider med smerten ved døden.
Og hun kyssede ham og fingre hans krop, og til sidst, føler han ville gå gal, han
kom væk fra hende. Det var ikke hvad han ville bare så - ikke
det.
Og hun troede, hun havde beroliget ham og gjort ham godt.
December kom, og nogle sne. Han blev hjemme hele tiden nu.
De kunne ikke råd til en sygeplejerske.
Annie kom for at passe sin mor, sognet sygeplejersken, som de elskede, kom i
morgen og aften. Paul delte sygepleje med Annie.
Ofte om aftenen, når venner var i køkkenet med dem, de alle lo
sammen og rystede af latter. Det var reaktionen.
Paulus var så komisk, Annie var så smuk.
Hele part lo, så råbte de, forsøger at undertrykke lyden.
Og Fru Morel, der ligger alene i mørket hørte dem, og blandt hendes bitterhed var en
følelse af lettelse.
Så Paulus ville gå ovenpå forsigtigt, brødebetynget, for at se, om hun havde hørt.
"Skal jeg give dig noget mælk?" Spurgte han. "En lille," svarede hun klagende.
Og han ville lægge noget vand med det, så det burde ikke fodre hende.
Men han elskede hende mere end hans eget liv. Hun havde morfin hver aften, og hendes hjerte
blev urolig.
Annie sov ved siden af hende. Paulus ville gå ind i de tidlige morgentimer, når
hans søster stod op. Hans mor var spildt, og nærmest askegrå i
om morgenen med morfin.
Mørkere og mørkere voksede hendes øjne, alle elever, med tortur.
Om morgenen den træthed og smerte var for meget at bære.
Alligevel kunne hun ikke - ville ikke - græde, eller endda beklage meget.
"Du sov lidt senere i morgen, lille," han ville sige til hende.
"Har jeg?" Svarede hun, med irritabel træthed.
"Ja. Det er næsten 08:00" Han stod og kiggede ud af vinduet.
Hele landet var trist og blege under sneen.
Så mærkede han hendes puls. Der var en stærk slagtilfælde og en svag,
som en lyd og dens ekko.
Det var meningen, at bebude det sidste. Hun lod ham føle hendes håndled, vel vidende, hvad han
ønskede. Nogle gange er de så i hinandens øjne.
Så de næsten syntes at gøre en aftale.
Det var næsten som om han var enige om at dø også.
Men hun havde ikke tilladelse til at dø, hun ville ikke.
Hendes krop var spildt til et fragment af aske. Hendes øjne var mørke og fulde af tortur.
"Kan du ikke give hende noget at sætte en stopper for det?" Spurgte han lægen til sidst.
Men lægen rystede på hovedet. "Hun kan ikke vare mange dage nu, Hr. Morel,"
sagde han.
Paulus gik ind. "Jeg kan ikke holde det ud ret meget længere, vi skal alle
blive gal, "siger Annie. De to satte sig til morgenmad.
"Gå hen og sidde med hende, mens vi har morgenmad, Minnie," siger Annie.
Men pigen var bange. Paul gik gennem landet, gennem
skov, over sneen.
Han så de mærker af kaniner og fugle i den hvide sne.
Han vandrede miles og miles. En røget rød solnedgang kom langsomt,
smerteligt, dvælende.
Han troede, hun skulle dø den dag. Der var et æsel, der kom op til ham over
sneen ved træets kant, og lagde sit hoved mod ham, og gik med ham
ved siden af.
Han lagde sine arme rundt om æslets nakke, og strøg hans kinder mod hans ører.
Hans mor, tavs, var stadig i live, med hendes hårde munden greb grumt, hendes øjne
mørke tortur eneste levende.
Det var ved at være jul, og der var mere sne.
Annie og han følte det, som om de kunne gå på ikke mere.
Stadig hendes mørke øjne var i live.
Morel, tavse og bange, udslettet sig selv.
Nogle gange ville han gå ind i syge-rum og kigger på hende.
Så han bakkede ud, forvirret.
Hun holdt sit greb om livet stadig. Minearbejderne havde været ude i strejke, og
returnerede en fjorten dage eller deromkring før jul.
Minnie gik ovenpå med fodring-cup.
Det var to dage efter, at mændene havde været i. "Har mændene fået at sige deres hænder er
ømme, Minnie? "spurgte hun, i det svage, klynkende stemme, ville ikke give i.
Minnie stod overrasket.
"Ikke som jeg kender til, Fru Morel," svarede hun.
"Men jeg vil vædde de er ømme," sagde den døende kvinde, da hun flyttede hovedet med en
suk af træthed.
"Men i hvert fald, vil der være noget at købe ind med i denne uge."
Ikke en ting, lod hun glide.
"Din fars grav ting vil ønske god udluftning, Annie," sagde hun, når mændene var
gå tilbage til arbejdet. "Vil du ikke bekymre os om det, min kære,"
sagde Annie.
En nat Annie og Paul var alene. Sygeplejerske var ovenpå.
"Hun vil bo over julen," siger Annie. De var begge fulde af rædsel.
"Hun vil ikke," svarede han barsk.
"Jeg s'll give hende morfin." "Which?" Sagde Annie.
"Alle, der kom fra Sheffield," sagde Paul. "Ay -! Gøre" sagde Annie.
Den næste dag blev han maleriet i soveværelset.
Hun syntes at sove. Han traadte sagte frem og tilbage på
hans maleri.
Pludselig hendes lille stemme jamrede: "Du skal ikke gå om, Paul."
Han kiggede rundt. Hendes øjne, som mørke bobler i hendes ansigt,
kiggede på ham.
"Nej, min kære," sagde han blidt. En anden fiber syntes at smæld i hans hjerte.
Den aften fik han alle de morfin piller var der, og tog dem nedenunder.
Omhyggeligt han knuste dem til pulver.
"Hvad laver du?" Sagde Annie. "Jeg s'll sætte 'em i hendes nat mælk."
Så lo de begge sammen som to konspirere børn.
Oven i al deres gru knipsede denne lille tilregnelighed.
Sygeplejersken kom ikke den nat at bosætte Fru Morel ned.
Paul gik op med varm mælk i en foder-kop.
Det var 09:00.
Hun var vokset op i sengen, og han satte fodring-cup mellem hendes læber, at han ville
er døde for at redde fra nogen ondt.
Hun tog en slurk, og derefter sætte tuden af koppen væk og kiggede på ham med sine mørke,
undrende øjne. Han så på hende.
"Åh, det er bitter, Paul!" Sagde hun og gjorde en lille grimasse.
"Det er et nyt sovedrik lægen gav mig for dig," sagde han.
"Han troede, det ville efterlade dig i en sådan tilstand om morgenen."
"Og jeg håber, det vil ikke," sagde hun, som et barn.
Hun drak nogle flere af mælken.
"Men det er væmmelig!" Sagde hun. Han så hendes spinkle fingre over koppen, hendes
læber gør lidt træk. "Jeg ved - jeg smagte det," sagde han.
"Men jeg vil give dig nogle rene mælk bagefter."
"Jeg tror det," sagde hun, og hun gik videre med udkastet.
Hun var lydig mod ham som et barn.
Han spekulerede på, om hun vidste det. Han så hendes stakkels spildt hals bevægelse, som hun
drak med besvær. Så løb han nedenunder for mere mælk.
Der var ingen korn i bunden af koppen.
"Har hun havde det?" Hviskede Annie. "Ja - og hun sagde at det var bitter."
"Oh!" Lo Annie, sætte hendes underlæbe mellem hendes tænder.
"Og jeg fortalte hende, det var et nyt udkast. Hvor er det mælk? "
De gik begge ovenpå.
"Jeg spekulerer på, hvorfor sygeplejersken ikke kom til at bosætte mig ned?" Klagede moderen, som en
barn, vemodigt. "Hun sagde, hun skulle til en koncert, min
kærlighed, "svarede Annie.
"Havde hun?" De var tavse et minut.
Fru Morel slugte den lille ren mælk. "Annie, var, at udkastet til fæle!" Sagde hun
klagende.
"Var det, min kærlighed? Nå, skidt med det. "
Moderen sukkede igen med træthed. Hendes puls var meget uregelmæssig.
"Lad US bosætte dig ned," sagde Annie.
". Måske sygeplejerske vil være så sent" "Ja," sagde moderen - "prøve".
De vendte det tøj tilbage. Paulus så sin mor som en pige krøllet op
i hendes flannel natkjole.
Hurtigt de lavet den ene halvdel af sengen, flyttede hende, gjorde den anden, rettede hendes
natkjole over hendes små fødder, og dækkede hende op.
"Der," sagde Paul, strøg hende blidt.
"Der -!. Nu skal du sove" "Ja," sagde hun.
"Jeg troede ikke, du kunne gøre sengen så pænt," tilføjede hun, næsten muntert.
Så hun krøllet sammen med sin kind på hendes hånd, hendes hoved snugged mellem hendes
skuldre. Paul satte den lange tynde fletning af grå hår
over hendes skulder og kyssede hende.
"Du skal sove, min kærlighed," sagde han. "Ja," svarede hun tillidsfuldt.
"God nat." De slukkede lyset, og det var stadig.
Morel var i sengen.
Sygeplejersken kom ikke. Annie og Paul kom til at se på hende på omkring
elleve. Hun lod til at sove som sædvanligt efter
sit udkast.
Hendes mund var kommet lidt åben. "Skal vi sidde op?" Sagde Paul.
"Jeg s'll ligge med hende, som jeg altid gør," siger Annie.
"Hun kunne vågne op."
"Okay. Og ring til mig hvis du ser nogen forskel. "
"Ja".
De tøvede før soveværelset branden, følelse af natten stor og sort og sne
udenfor, deres to selv alene i verden.
Til sidst gik han ind i det næste værelse, og gik i seng.
Han sov næsten med det samme, men holdt vågne hver dag og igen.
Så gik han sov.
Han startede vågen om Annies hviskede: "Paul, Paul!"
Han så sin søster i hendes hvide natkjole, med sin lange fletning af hår ned ad ryggen,
stående i mørket.
"Ja?" Hviskede han og satte sig op. "Kom og se på hende."
Han gled ud af sengen. En knop af gas brændte i de syge
kammer.
Hans mor lå med kinden på hendes hånd, rullede op som hun var faldet i søvn.
Men hendes mund var faldet åben, og hun åndede med stor, hæse åndedrag, ligesom
snorken, og der var lange intervaller mellem.
"Hun er i gang!" Hviskede han.
"Ja," sagde Annie. "Hvor længe har hun været lide det?"
"Jeg har kun lige vågnede op." Annie krøb ind i slåbrok og Paul
svøbt sig i et brunt tæppe.
Det var 03:00. Han anbefales branden.
Så de to sad og ventede. Den store, snorken åndedrag blev taget - afholdt
et stykke tid - så givet tilbage.
Der var et rum - et langt rum. Så de begyndte.
Den store, snorken åndedrag blev taget igen. Han bøjede sig tæt ned og så på hende.
"Er det ikke forfærdeligt!" Hviskede Annie.
Han nikkede. De satte sig ned igen hjælpeløst.
Igen kom den store, snorken ånde. Igen, de hang suspenderet.
Igen blev givet tilbage, lang og hård.
Lyden, så uregelmæssige, med så brede intervaller, lød gennem huset.
Morel, på sit værelse, sov på. Paul og Annie sad sammenkrøben, krøb,
ubevægelig.
Den store snorken lyd begyndte igen - der var en pinefuld pause, mens vejret var
holdt - tilbage kom raspende ånde. Minut efter minut passerede.
Paul så på hende igen, bøjede lavt over hende.
"Hun kan vare som denne," sagde han. De var begge tavse.
Han kiggede ud af vinduet, og kunne svagt skimte sneen på haven.
"Du går til min seng," sagde han til Annie. "Jeg vil sidde op."
"Nej," sagde hun, "Jeg vil stoppe med dig."
"Jeg vil hellere du gjorde ikke," sagde han. Til sidst Annie krøb ud af rummet, og han
var alene. Han omfavnede sig i sit brune tæppe,
krøb sammen foran sin mor, at se.
Hun så forfærdelig, med den nederste kæbe faldet tilbage.
Han iagttog. Sommetider tænkte han den store åndedrag ville
aldrig begynde igen.
Han kunne ikke bære det - de ventende. Så pludselig, overraskende ham, kom
store hårde lyd. Han anbefales ilden igen, lydløst.
Hun må ikke forstyrres.
Referatet gik. Natten gik, vejret ved at ånde.
Hver gang lyden kom han følte det vride ham, til sidst kunne han ikke føler sig så
meget.
Hans far stod op. Paul hørte minearbejder tegningen hans strømper
om, gaben. Så Morel, i skjorte og strømper,
indtastes.
"Hys!" Sagde Paul. Morel stod og så.
Så kiggede han på sin søn, hjælpeløst, og i rædsel.
"Havde jeg hellere stoppe a-whoam?" Hviskede han.
"Nej. Gå til arbejde. Hun vil vare frem til imorgen. "
"Jeg tror det ikke." "Ja.
Gå til arbejde. "
Minearbejderen så på hende igen, i frygt, og gik lydigt ud af lokalet.
Paulus så tapen af hans strømpebånd svinge mod hans ben.
Efter endnu en halv time Paulus gik ned og drak en kop te, så
tilbage. Morel, klædt på til pit, kom ovenpå
igen.
"Skal jeg gå?" Sagde han. "Ja".
Og i et par minutter Paul hørte sin fars tunge trin går dunkende over
lyddæmpende sne.
Minearbejdere kaldt i gaderne, da de trampede i bander for at arbejde.
Den frygtelige, langtrukne åndedrag fortsatte--hævning - iih - iih, så en lang pause -
Derefter - ah-hhhh! da det kom tilbage.
Langt hen over sneen lød det *** af jernværket.
Den ene efter den anden, de galede og boomede, nogle små og langt væk, nogle ganske nær, de
blæsere af kulminer og de andre værker.
Så var der stilhed.
Han anbefales branden. Den store vejrtrækninger brød tavsheden - hun
så bare det samme. Han lagde tilbage blinde og kiggede ud.
Alligevel var det mørkt.
Måske var der en lysere skær. Måske sneen var mere blå.
Han udarbejdede de blinde og fik klædt. Så gysende, han drak cognac fra
flaske på vask-standen.
Sneen voksede blå. Han hørte en vogn raslende ned ad gaden.
Ja, det var 07:00, og det kom en lille smule lys.
Han hørte nogle mennesker ringer.
Verden var vågne. En grå, dødsens daggry krøb over sneen.
Ja, kunne han se husene. Han slukkede for gassen.
Det virkede meget mørke.
Vejrtrækning kom stille, men han var næsten vant til det.
Han kunne se hende. Hun var bare det samme.
Han spekulerede på, om han stablet tunge tøj oven på hende, det ville stoppe.
Han så på hende. Det var ikke hende - ikke hende en smule.
Hvis han stablet tæppet og tunge frakker på hende -
Pludselig gik døren op, og Annie indtastet.
Hun så spørgende på ham.
"Bare det samme," sagde han roligt. De hviskede sammen et øjeblik, så han
gik nedenunder for at få morgenmad. Det var 07:40.
Snart Annie kom ned.
"Er det ikke forfærdeligt! Er hun ikke ser forfærdeligt! "Hviskede hun,
fortumlet med rædsel. Han nikkede.
"Hvis hun ser sådan ud!" Sagde Annie.
"Drik noget te," sagde han. De gik op ad trappen igen.
Snart naboerne kom med deres bange spørgsmål:
"Hvordan er hun?"
Det gik på netop det samme. Hun lå med kinden i hånden, hendes
munden faldet åben, og den store, uhyggelige snorker kom og gik.
Klokken ti sygeplejerske kom.
Hun så mærkelig og woebegone. "Sygeplejerske", råbte Paul, "hun vil sidste som denne
i dagevis? "" Hun kan ikke, Hr. Morel, "sagde sygeplejersken.
"Hun kan ikke."
Der var en stilhed. "Er det ikke forfærdeligt!" Jamrede sygeplejersken.
"Hvem skulle have troet, hun kunne holde det ud? Gå ned nu, Hr. Morel, gå ned. "
Til sidst, på omkring 11:00 gik han ned og satte sig i naboens
hus. Annie var nedenunder også.
Sygeplejerske og Arthur var ovenpå.
Paul sad med hovedet i hånden. Pludselig Annie kom flyvende over gården
gråd, halvgale: "Paul - Paul - hun er gået"
I et andet var han tilbage i sit eget hus og ovenpå.
Hun lå krøllet sammen og stadig med hendes ansigt på hendes hånd, og sygeplejersken var tørre hende
munden.
De har alle stod tilbage. Han knælede ned og lagde sit ansigt til hendes
og hans arme omkring hende: "Min kærlighed - min kærlighed - åh, min kærlighed!" siger han
hviskede igen og igen.
"Min kærlighed - Åh, min elskede" Så hørte han sygeplejersken bag sig, gråd,
siger: "Hun er bedre, Mr. Morel, hun er bedre."
Da han tog sit ansigt op fra hans varme, afdøde mor gik han lige ned og
begyndte at miste bevidstheden hans støvler. Der var en god handel at gøre, breve til
skrive, og så videre.
Lægen kom og kiggede på hende, og sukkede.
"Ay -! Dårlig ting," sagde han, og derefter vendte sig bort.
"Nå, så ring på operationsstedet omkring seks for certifikatet."
Faderen kom hjem fra arbejde omkring klokken fire.
Han trak lydløst ind i huset og satte sig.
Minnie Bustled at give ham hans aftensmad. Træt, han lagde sin sorte arme på bordet.
Der var svensker majroer for hans aftensmad, som han kunne lide.
Paul spekulerede på, om han vidste. Det var et stykke tid, og ingen havde talt.
Til sidst sønnen sagde:
"Du bemærkede blinds var nede?" Morel kiggede op.
"Nej," sagde han. "Hvorfor - er hun blevet af?"
"Ja".
"Når wor det?" "Omkring tolv her til morgen."
"Hm!" Den minearbejder sad stille et øjeblik, så
begyndte sin middag.
Det var som om intet var hændt. Han spiste sin majroer i tavshed.
Bagefter vaskede han og gik ovenpå for at klæde sig.
Døren til hendes værelse var lukket.
"Har du set hende?" Annie spurgte ham, når han kom ned.
"Nej," sagde han. I en lille, mens han gik ud.
Annie gik bort, og Paul opfordrede bedemanden, præsten, lægen, den
registrator. Det var en lang forretning.
Han kom tilbage på næsten 08:00.
Bedemanden kom snart efter mål til kisten.
Huset var tomt bortset fra hende. Han tog et Lys og gik ovenpå.
Rummet var koldt, der var blevet varm så længe.
Blomster, flasker, tallerkner, var alle syge-værelse-kuldet taget væk, og alt var hård
og barske.
Hun lå rejst på sengen, den feje af arket fra de rejste fødder var som en ren
kurve af sne, så tavse. Hun lå som en jomfru i søvn.
Med sit lys i hånden, bøjede han sig over hende.
Hun lå som en pige i søvn og drømte om hendes kærlighed.
Munden var lidt åben, som om undrende fra den lidelse, men hendes ansigt var ung,
hendes pande klar og hvid, som om livet havde aldrig rørt det.
Han kiggede igen på øjenbrynene, ved det lille, indtagende næse en smule på den ene side.
Hun var ung igen.
Kun hår, da det buede så smukt fra hendes tindinger blev blandet med sølv, og
de to simple fletningerne, der lå på hendes skuldre var filigran af sølv og
brun.
Hun ville vågne op. Hun ville løfte hende øjenlågene.
Hun var sammen med ham endnu. Han bøjede sig og kyssede hende lidenskabeligt.
Men der var kulde mod hans mund.
Han bed sig i læberne med rædsel. Ser man på hende, han følte, han kunne aldrig,
aldrig lade hende gå. Nej!
Han strøg håret fra hendes tindinger.
Det var også koldt. Han så munden så dumme og spekulerer på
det gør ondt. Så han sammenkrøbet på gulvet, hviskende
til hende:
"Mor, mor!" Han var stadig sammen med hende, når bedemænd
kom, unge mænd, som havde været i skole med ham.
De rørte hende ærbødigt, og i et roligt, forretningsmæssig måde.
De så ikke på hende. Han så nidkært.
Han og Annie bevogtede hende voldsomt.
De ville ikke lade nogen komme til at se hende, og naboerne blev fornærmet.
Efter et stykke tid Paul gik ud af huset, og spillede kort på en vens.
Det var midnat, da han kom tilbage.
Hans far rejste sig fra sofaen, da han ind, siger i en melankolsk måde:
"Jeg troede, tha wor niver Comin ', dreng." "Jeg troede ikke du ville sidde op," sagde Paul.
Hans far så så fortabt.
Morel havde været en mand uden frygt - blot ikke noget skræmte ham.
Paul realiseret med en start, at han havde været bange for at gå i seng, alene i huset
med hans død.
Han var ked af det. "Jeg har glemt du ville være alene, far," sagde han.
"Dost ønsker owt at spise?" Spurgte Morel. "Nej."
"Sithee - jeg gør dig en dråbe o 'varm mælk.
Få det ned Dig, det er koldt nok til owt ".
Paul drak det. Efter et stykke tid Morel gik i seng.
Han skyndte sig forbi den lukkede dør, og forlod sin egen dør åben.
Snart søn kom ovenpå også. Han gik ind for at kysse hende god nat, da
sædvanlige.
Det var koldt og mørkt. Han ville ønske, de havde holdt hende ild.
Stadig hun drømte sin unge drøm. Men hun ville blive kold.
"Min kære!" Hviskede han.
"Min kære!" Og han kyssede hende ikke, af frygt for hun
skal være kold og fremmed for ham. Det lettede ham, at hun sov så smukt.
Han lukkede sin dør sagte, for ikke at vække hende, og gik i seng.
Om morgenen Morel kaldte hans mod, hørelse Annie nedenunder og Paul hoste
i rummet på tværs af landingen.
Han åbnede døren og gik ind i det mørke rum.
Han så de hvide opløftet form i tusmørket, men hendes han turde ikke se.
Forvirrede, for bange til at besidde nogen af hans evner, fik han ud af lokalet
igen og forlod hende. Han aldrig kiggede på hende igen.
Han havde ikke set hende i flere måneder, fordi han ikke havde vovet at se ud.
Og hun lignede hans unge kone igen. "Har du set hende?"
Annie spurgte ham skarpt efter morgenmaden.
"Ja," sagde han. "Og tror du ikke hun ser pænt ud?"
"Ja." Han gik ud af huset kort efter.
Og hele den tid, han syntes at være krybe til side for at undgå det.
Paul gik fra sted til sted, gør virksomheden i det døden.
Han mødte Clara i Nottingham, og de drak te sammen i en café, da de blev
ganske munter igen. Hun var uendelig lettet over at opdage han gjorde
ikke tage det tragisk.
Senere, når de pårørende begyndte at komme til begravelsen, sagen blev offentliggjort, og
Børnene blev sociale væsener. De satte sig selv til side.
De begravede hende i et rasende storm af regn og vind.
Den våde ler skinnede, alle de hvide blomster var gennemblødt.
Annie greb hans arm og lænede sig frem.
Dernede hun så et mørkt hjørne af William kiste.
Egen boks sank støt. Hun var væk.
Regnen skyllede i graven.
Processionen af sort, med dens paraplyer glinsende, vendte sig bort.
Kirkegården blev forladt under den silende kolde regn.
Paul gik hjem og gav sig forsyne gæsterne med drikkevarer.
Hans far sad i køkkenet med Fru Morels slægtninge, "overlegne" mennesker, og
græd og sagde, hvad en god pige, hun havde været, og hvordan han havde prøvet at gøre alt, hvad han
kunne for hende - alt.
Han havde kæmpet hele sit liv at gøre, hvad han kunne for hende, og han havde intet at bebrejde
sig med. Hun var væk, men han havde gjort sit bedste for
hende.
Han tørrede sine øjne med sit hvide lommetørklæde.
Han havde intet at bebrejde sig selv for, gentog han.
Hele sit liv havde han gjort sit bedste for hende.
Og det var, hvordan han forsøgte at afskedige hende. Han har aldrig tænkt på hende personligt.
Alt dybt i ham, han benægtede. Paul hadede sin far til at sidde
sentimentalising over hende.
Han vidste, han ville gøre det i den offentlige-huse.
For den virkelige tragedie foregik i Morel på trods af sig selv.
Nogle gange, senere kom han ned fra sin eftermiddags søvn, hvid og skjuler sig.
"Jeg har drømt om din mor," sagde han i en lille stemme.
"Har du, far?
Når jeg drømmer om hende, det er altid lige som hun var, da hun var godt.
Jeg drømmer ofte om hende, men det ser ganske pænt og naturligt, som om intet var
ændres. "
Men Morel krøb sammen foran ilden i terror.
Ugerne gik halvt virkelige, ikke meget smerte, ikke meget af noget, måske lidt
relief, for det meste en nuit blanche.
Paul gik rastløs fra sted til sted. For nogle måneder, hans mor da havde været
værre, havde han ikke gjort kærligheden til Clara. Hun var, som det var dumt at ham, snarere
fjernt.
Dawes så hende en sjælden gang, men de to kunne ikke få en tomme over det store
Afstanden mellem dem. De tre af dem var drivende fremad.
Dawes klinket meget langsomt.
Han var i rekreationshjem på Skegness i julen, næsten godt igen.
Paulus gik til havet i et par dage. Hans far var med Annie i Sheffield.
Dawes kom til Paulus 'logi.
Hans tid i hjemmet var op. De to mænd, mellem hvem var så stor en
Reserve, syntes trofaste mod hinanden. Dawes afhang af Morel nu.
Han vidste Paul og Clara havde praktisk adskilt.
To dage efter jul Paulus var at gå tilbage til Nottingham.
Aftenen før han sad med Dawes ryge før branden.
"Du ved Clara kommer ned for dagen i morgen?" Sagde han.
Den anden mand kiggede på ham.
"Ja, du fortalte mig," svarede han. Paul drak resten af hans glas
whisky. "Jeg sagde værtinden din kone var på vej,"
sagde han.
"Vidste du?" Sagde Dawes, krympning, men næsten efterlader sig i den andens
hænder. Han rejste sig lidt stift, og nåede til
Morels glas.
"Lad mig fylde dig op," sagde han. Paul sprang op.
"Du sidder stille," sagde han. Men Dawes, med temmelig rystende hånd,
fortsatte med at blande drikke.
"Sig da," sagde han. "Tak!" Svarede den anden.
"Men du har ingen virksomhed til at stå op." "Det gør mig godt, min dreng," svarede Dawes.
"Jeg begynder at synes, jeg er til højre igen, så."
"Du er ved lige, du ved." "Jeg er, i hvert fald er jeg," sagde Dawes og nikkede
til ham. "Og Len siger, at han kan få dig videre i
Sheffield. "
Dawes kiggede på ham igen, med mørke øjne, der er aftalt med alt, hvad den anden ville
sige, måske en bagatel domineret af ham. "Det er sjovt," sagde Paul, "starter igen.
Jeg føler mig i en meget større rod end dig. "
"På hvilken måde, dreng?" "Jeg ved det ikke.
Jeg ikke kender.
Det er som om jeg var i en sammenfiltret slags hul, temmelig mørk og trist, og ingen vej
hvor som helst "" Jeg ved, - jeg forstår det, ". Dawes sagde,
nikke.
"Men du vil finde det kommer i orden." Han talte kærtegnende.
"Jeg tror det," sagde Paul. Dawes bankede sin pibe i en håbløs
mode.
"Du har ikke gjort for dig selv, som jeg har," sagde han.
Morel så håndleddet og den hvide hånd den anden mand at tage fat i stilken af røret
og bankede ud af asken, som om han havde givet op.
"Hvor gammel er du?"
Paul spurgte. "Tredive-ni," svarede Dawes, kigger på
ham.
De brune øjne, fulde af bevidstheden om fiasko, næsten forbøn for
tryghed, at for nogen genetablere manden i sig selv, at varme ham, at sætte ham
sig fast igen, urolige Paul.
"Du vil bare være i din bedste alder," siger Morel. "Du behøver ikke ser ud som om meget liv var gået
ud af dig. "De brune øjne den anden fløj
pludseligt.
"Det har ikke," sagde han. "Den go er der."
Paul kiggede op og lo. "Vi har begge to masser af liv i os endnu
gøre tingene flyve, "sagde han.
Øjnene på de to mænd mødtes. De udvekslede et blik.
Efter indregning af stress af lidenskab hver i den anden, de begge drak deres
whisky.
"Ja, begod!" Sagde Dawes, stakåndet. Der var en pause.
"Og jeg kan ikke se," sagde Paul, "hvorfor du skal ikke gå på hvor du slap."
"Hvad -" sagde Dawes, suggestively.
"Ja -. Passer til dit gamle hjem sammen igen" Dawes skjulte hans ansigt og rystede på hovedet.
"Kunne ikke lade sig gøre," sagde han, og så op med et ironisk smil.
"Hvorfor?
Fordi du ikke vil have? "" Måske. "
De røg i stilhed. Dawes viste sine tænder da han bed sin pibe
stængel.
"Du mener at du ikke vil have hende?" Spurgte Paul. Dawes stirrede op i billedet med en
kaustisk udtryk i ansigtet. "Jeg næsten ikke kender," sagde han.
Røgen flød blødt op.
"Jeg tror, hun vil have dig," sagde Paul. "Gør du?" Svarede den anden, blødt,
satirisk, abstrakt. "Ja.
Hun har aldrig rigtig spændt på mig - du var der altid i baggrunden.
Det er derfor, hun ville ikke få en skilsmisse. "
Dawes fortsatte med at stirre på en satirisk mode på billedet over
kaminhylde. "Det er, hvordan kvinder er med mig," sagde Paul.
"De vil have mig som gale, men de ønsker ikke at tilhøre mig.
Og hun tilhørte dig hele tiden. Jeg vidste. "
Den triumferende mandlige kom op i Dawes.
Han viste sine tænder mere tydeligt. "Måske var jeg et fjols," sagde han.
"Du var et stort fjols," sagde Morel. "Men måske selv da du var en større
fjols, "sagde Dawes.
Der var et strejf af triumf og ondskab i det.
"Tror du så?" Sagde Paul. De var tavse i nogen tid.
"I hvert fald, jeg rydde ud i morgen," sagde Morel.
"Jeg ser," svarede Dawes. Så de ikke snakke mere.
Det instinkt til at myrde hinanden var vendt tilbage.
De næsten undgik hinanden. De delte den samme soveværelset.
Når de gik på pension Dawes syntes abstrakt, tænke på noget.
Han sad på siden af sengen i hans skjorte, ser på hans ben.
"Er du ikke at få kolde?" Spurgte Morel.
"Jeg var lookin 'på disse ben," svarede den anden.
"Hvad sker der med dem? De ser det godt ", svarede Paul, fra
hans seng.
"De ser alle ret. Men der er noget vand i 'em endnu. "
"Og hvad med det?" "Kom og se."
Paul modvilligt fik ud af sengen og gik til se på den temmelig flotte ben
andet menneske, der var dækket med glinsende, mørke guld hår.
"Hør her," sagde Dawes og pegede på hans skinneben.
"Kig på vand under her." "Hvor?" Sagde Paul.
Manden trykkede i hans finger-tips.
De efterlod små buler, der fyldte op langsomt.
"Det er ikke noget," sagde Paul. "Du føler dig," sagde Dawes.
Paul prøvede med fingrene.
Det gjorde lidt buler. "Hm!" Sagde han.
"Rotten, er det ikke?" Sagde Dawes. "Hvorfor?
Det er ikke meget. "
"Du er ikke meget af en mand med vand i benene."
"Jeg kan ikke se, da det gør nogen forskel," siger Morel.
"Jeg har fået en svag brystet."
Han vendte tilbage til sin egen seng. "Jeg formoder, resten af mig er i orden,"
sagde Dawes, og han slukkede lyset. Om morgenen regnede det.
Morel pakkede sin taske.
Havet var gråt og Shaggy og trist. Han syntes at være at skære sig selv fra
livet mere og mere. Det gav ham en ond fornøjelse at gøre det.
De to mænd var på stationen.
Clara trådte ud af toget, og kom den platform, meget rank og koldt
sammensat. Hun var iført en lang frakke og en tweed hat.
Begge mænd hadede hende for hendes fatningen.
Paulus rystede hænder med hende på barrieren. Dawes stod lænet op ad bladkiosk,
ser. Hans sorte frakke var knappet op til
hage på grund af regnen.
Han var bleg, med næsten et strejf af adel i sin stilhed.
Han kom frem, haltende lidt. "Du burde se bedre ud end det her," hun
"Åh, jeg er okay nu." De tre stod med tab.
Hun beholdt de to mænd tøvende i nærheden af hende. "Skal vi gå, at der stilles lige ud,"
sagde Paul, "eller et andet sted?"
"Vi kan lige så godt gå hjem," sagde Dawes. Paul gik på ydersiden af fortovet,
Derefter Dawes, så Clara. De lavede høflig samtale.
Dagligstuen stod over havet, hvor tidevandet, grå og Shaggy, hvæsede ikke langt væk.
Morel svingede op ad store arm-stol. "Sæt dig ned, Jack," sagde han.
"Jeg ønsker ikke, at stol," sagde Dawes.
"Sid ned!" Morel gentaget.
Clara tog sine ting og lagde dem på sofaen.
Hun havde en svag luft af vrede.
Løft hendes hår med fingrene, satte hun sig ned, snarere tilknappet og sammensat.
Paul løb ned for at tale med værtinden.
"Jeg synes, du er kold," sagde Dawes til sin kone.
"Kom tættere på ilden." "Tak, jeg er ret varmt," svarede hun.
Hun kiggede ud af vinduet på regnen og på havet.
"Hvornår er du tilbage?" Spurgte hun. "Nå, er værelserne træffes, indtil imorgen,
så han vil have mig til at stoppe.
Han kommer tilbage i aften. "" Og så er du tænker på at gå til
Sheffield? "" Ja. "
"Er du egnet til at begynde at arbejde?"
"Jeg har tænkt mig at begynde." "Du har virkelig fået et sted?"
"Ja - begynder på mandag." "Du ser ikke passer".
"Hvorfor kan jeg ikke?"
Hun kiggede igen ud af vinduet i stedet for at svare.
"Og har du fået logi i Sheffield?" "Ja."
Igen hun kiggede væk ud af vinduet.
Ruderne var sløret med streaming regn. "Og kan du styre alle rigtige?" Spurgte hun.
"Jeg s'd tror det. Jeg s'll nødt til! "
De var tavse, da Morel vendte tilbage.
"Jeg skal gå med 4-20," sagde han da han kom ind.
Ingen svarede. "Jeg ville ønske, du ville tage dine støvler af," sagde han
til Clara.
"There'sa par tøfler af mine." "Tak," sagde hun.
"De er ikke våd." Han satte tøfler nær hendes fødder.
Hun forlod dem der.
Morel satte sig ned. Både mænd virkede hjælpeløse, og hver af
dem havde en temmelig jaget look.
Men Dawes nu foretaget sig roligt, syntes at give sig selv, mens Paul syntes
til at skrue sig op. Clara troede, hun havde aldrig set ham til at se
så lille og betyder.
Han var som om at forsøge at få sig selv i den mindste mulige kompas.
Og da han gik om at arrangere, og mens han sad og talte, der var noget forkert
om ham og ud af melodi.
Ser ham ukendt, sagde hun til sig selv, var der ingen stabilitet om ham.
Han var fin i vejen for ham, lidenskabelig, og i stand til at give hende drikke af rene liv, når
Han var i et humør.
Og nu er han så sølle og ubetydelige. Der var intet stabilt om ham.
Hendes mand havde mere mandig værdighed. I hvert fald han ikke svæver rundt med nogen
vind.
Der var noget flygtige om Morel, tænkte hun, noget skiftende og falsk.
Han ville aldrig sørg jorden for enhver kvinde at stå på.
Hun foragtede ham i stedet for hans faldende sammen, bliver mindre.
Hendes mand var i det mindste mandig, og da han blev slået gav i.
Men denne anden ville aldrig selv at blive slået.
Han ville flytte rundt og rundt, strejfer, få mindre.
Hun foragtede ham.
Og alligevel er hun så ham i stedet for Dawes, og det var som om deres tre skæbner lå
i hans hænder. Hun hadede ham for det.
Hun lod til at forstå bedre nu om mænd, og hvad de kunne eller ville gøre.
Hun var mindre bange for dem, mere sikker på sig selv.
At de ikke var de små egoister hun havde forestillet sig dem, gjorde hende mere
behagelig. Hun havde lært en hel del - næsten lige så meget
da hun ønskede at lære.
Hendes kop var blevet fuld. Det var stadig så fuld, som hun kunne bære.
I det hele taget, ville hun ikke være ked af, når han var væk.
De spiste middag, og sad og spiste nødder og drak ved ilden.
Ikke et alvorligt ord var blevet sagt.
Men Clara indså, at Morel trak fra cirklen, efterlod hende
mulighed for at bo hos sin mand. Det vred hende.
Han var en gennemsnitlig fyr, trods alt, til at tage hvad han ønskede, og derefter give hende tilbage.
Hun vidste ikke huske, at hun selv havde haft, hvad hun ville, og virkelig, på
Bunden af hendes hjerte, ønskede at blive givet tilbage.
Paul følte krøllet op og ensom.
Hans mor havde virkelig støttede hans liv. Han havde elsket hende, de to havde i virkeligheden,
står verden sammen.
Nu var hun væk, og for altid bag ham var hullet i livet, rive i slør,
hvorigennem hans liv syntes at drive langsomt, som om han blev trukket mod døden.
Han ville have en person af egen fri initiativ for at hjælpe ham.
De mindre ting, han begyndte at slippe fra ham, af frygt for at dette store ting, bortfalder
mod døden, følger i kølvandet på hans elskede.
Clara kunne ikke stå for ham at holde fast.
Hun ville have ham, men ikke til at forstå ham. Han følte, at hun ønskede, at manden på toppen, ikke
virkelige ham, der var i problemer.
Det ville være for meget besvær for hende, han turde ikke give hende det.
Hun kunne ikke klare ham. Det gjorde ham til skamme.
Så hemmeligt skamfuld, fordi han var i en sådan et rod, fordi hans eget hold på livet var så
usikker, fordi ingen holdt ham, følelse skøre, skyggefulde, som om han ikke
tæller meget i denne konkrete verden, han trak sig sammen mindre og mindre.
Han ønskede ikke at dø, han ville ikke give i.
Men han var ikke bange for døden.
Hvis ingen ville hjælpe, ville han gå videre alene. Dawes var blevet drevet til det yderste af
liv, indtil han var bange. Han kunne gå på randen af døden, han kunne
ligger på kanten og kigge i.
Så kuet, bange, han var nødt til at kravle tilbage, og som en tigger tage, hvad der tilbydes.
Der var en vis adelen i det. Som Clara så, han ejede selv slået, og
han ønskede at blive taget tilbage eller ej.
At hun kunne gøre for ham. Det var 03:00.
"Jeg går med 4-20," sagde Paul igen til Clara.
"Kommer du dengang eller senere?"
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Jeg skal møde min far i Nottingham på
7-15, "sagde han. "Så," svarede hun, "jeg skal nok komme senere."
Dawes revet pludselig, som om han havde været holdt på en stamme.
Han kiggede ud over havet, men han så intet.
"Der er en eller to bøger i hjørnet," siger Morel.
"Jeg har gjort med 'em." Omkring 04:00 gik han.
"Jeg skal se jer begge senere," sagde han, da han rystede hænder.
"Jeg tror det," sagde Dawes. "En 'måske - en dag - jeg s'll være i stand til at
betale dig de penge tilbage, som - "
"Jeg skal komme til det, vil du se," lo Paul.
"Jeg s'll være på klipperne, før jeg er meget meget ældre."
"Ja - ja -" sagde Dawes.
"Farvel," sagde han til Clara. "Farvel," sagde hun og gav ham hånden.
Hun kiggede på ham for sidste gang, stum og ydmyg.
Han var væk.
Dawes og hans kone satte sig ned igen. "Det er en grim dag for at rejse," sagde
mand. "Ja," svarede hun.
De talte på en usammenhængende måde, indtil det blev mørkt.
Værtinden bragte i te. Dawes udarbejdede sin stol til bordet
uden at være inviteret, som en mand.
Så satte han sig ydmygt venter på sin kop. Hun tjente ham som hun ville, som en kone,
ikke hørt hans ønske. Efter te, da det nærmede sig 06:00,
Han gik til vinduet.
Alt var mørkt udenfor. Havet var brølende.
"Det regner endnu," sagde han. "Er det?" Svarede hun.
"Du vil ikke gå i nat, skal du?" Sagde han, tøvende.
Hun svarede ikke. Han ventede.
"Jeg bør ikke gå i regnvejr," sagde han.
"Vil du have mig til at bo?" Spurgte hun. Hans hånd, mens han holdt den mørke gardin
skælvede. "Ja," sagde han.
Han forblev med ryggen til hende.
Hun rejste sig og gik langsomt til ham. Han slap gardinet, drejede, tøvende,
imod hende.
Hun stod med hænderne på ryggen og kiggede op på ham i en tung, uudgrundelig
mode. "Vil du have mig, Baxter?" Spurgte hun.
Hans stemme var hæs, da han svarede:
"Ønsker du at komme tilbage til mig?" Hun lavede en klagende lyd, løftede arme,
og sætte dem rundt om halsen, der trækker ham ind til sig.
Han skjulte sit ansigt på hendes skulder, holdt hende knugede.
"Tag mig tilbage!" Hviskede hun, ekstatisk. "Tag mig tilbage, tag mig tilbage!"
Og hun stak fingrene gennem hans fine, tynde mørke hår, som om hun kun var semi-
bevidst. Han strammede sit greb om hende.
"Vil du have mig igen?" Mumlede han, brudt.