Tip:
Highlight text to annotate it
X
Sense and Sensibility
af Jane Austen (1811)
Kapitel 15
Fru Dashwood's besøg i Lady Middleton
fandt sted den næste dag, og to af hendes
døtre gik med hende, men Marianne
undskyldte sig fra at være af den part,
under nogle ubetydelige påskud af beskæftigelse;
og hendes mor, der konkluderede, at en
løfte var blevet foretaget af Willoughby i
Natten før at kalde på hende, mens de
var fraværende, var fuldt tilfreds med
hendes resterende derhjemme.
De vendte tilbage fra parken, de fandt
Willoughby's curricle og ansat i
venter i sommerhuset, og Fru Dashwood
var overbevist om, at hendes formodninger var blevet
bare.
Hidtil var det alle som hun havde forudset, men
på ind i huset hun saae, hvad ingen
fremsyn havde lært hende at forvente.
De var ikke tidligere i passagen end
Marianne kom hurtigt ud af stuen
tilsyneladende i voldsom trængsel, med hendes
lommetørklæde på hendes øjne, og uden
bemærke dem løb op ad trappen.
Overrasket og foruroliget de fortsatte
direkte ind i stuen hun netop havde
forladt, hvis de findes kun Willoughby,
der var lænet Mantel-stykke
med ryggen mod dem.
Han vendte rundt på deres kommer ind, og hans
Ansigt robede, at han kraftigt spiste
af de følelser, som over-drevne Marianne.
"Er der noget i vejen med hende?" Råbte
Fru Dashwood da hun trådte - "er hun syg?"
"Jeg håber ikke," svarede han og forsøgte at se
munter, og med en tvungen smil i øjeblikket
tilføjede: "Det er mig, der kan hellere forvente at blive
syg - for jeg er nu lider under en meget
tung skuffelse! "
"Skuffelse?"
"Ja, for jeg er ikke i stand til at holde mit engagement
med dig.
Mrs Smith har her til morgen udøvet
privilegium rigdomme på en dårlig afhængig
fætter, ved at sende mig på virksomhed til
London.
Jeg har netop modtaget mit forsendelser, og
taget min afsked med Allenham, og uanset
af opstemthed Jeg er nu kommet til at tage min
Afsked med dig. "
"Til London -! Og går du hen dette
Morgen? "
"Næsten dette øjeblik."
"Det er meget uheldigt.
Men Fru Smith skal være forpligtet til - og hendes
virksomhed vil ikke tilbageholde dig fra os længe jeg
håb. "
Han farvede som han svarede: "Du er meget
art, men jeg har ingen idé om at vende tilbage til
Devonshire straks.
Mine besøg på Mrs Smith er aldrig gentages
inden for tolv måneder. "
"Og er Mrs Smith din eneste ven?
Er Allenham den eneste hus i
kvarter, som du vil være velkommen?
For skam, Willoughby kan du vente på en
invitationen her? "
Hans farve øges, og med sine øjne
fast på jorden han kun svarede: "Du
er for godt. "
Fru Dashwood kiggede på Elinor med
overraskelse.
Elinor følte lige forbløffelse.
For et øjeblik hver ene var tavs.
Fru Dashwood første gang talte.
"Jeg har kun at tilføje, min kære Willoughby,
at der på Barton sommerhus vil du altid være
velkommen, for jeg ikke vil presse dig til at vende tilbage
her med det samme, fordi man kun kan
vurdere, hvor langt der kan være behageligt for
Mrs Smith, og på denne hoved jeg skal ikke
mere tilbøjelige til at spørgsmål din dømmekraft
end at tvivle på din hældning. "
"Min engagementer på nuværende tidspunkt," svarede
Willoughby, forvirret, "er af en sådan
natur - at - jeg tør ikke smigre mig selv "-
Han stopt.
Fru Dashwood var for meget forbavset over at
taler, og en anden pause lykkedes.
Dette blev brudt af Willoughby, som sagde
med et svagt smil: "Det er tåbeligt at dvæle
på denne måde.
Jeg vil ikke pine mig længere ved
fortsat er blandt venner, hvis samfund er det
umuligt for mig nu til at nyde. "
Han hastig tog afsked med dem alle og
forlod lokalet.
De så ham skridt ind i hans vogn, og i
et minut var det ude af syne.
Fru Dashwood følte for meget for tale, og
straks forlod stuen for at vige
i ensomhed til bekymring og alarm,
denne pludselige afgang anledning.
Elinor's Uro var mindst lig med
hendes mors.
Hun tænkte på, hvad der var lige gået med
angst og mistillid.
Willoughby's adfærd ved at tage afsked med
dem, hans forlegenhed, og påvirkning af
munterhed, og frem for alt hans
uvillighed til at acceptere sin mors
invitation, en tilbageståenhed så ulig en
elsker, så i modsætning til sig selv, forstyrret i høj grad
hende.
Det ene øjeblik hun frygtede, at ingen alvorlige
design nogensinde havde dannet på hans side;
og det næste, at nogle uheldige skænderi
havde fundet sted mellem ham og hende
søster - de nød, hvor Marianne havde
forlod rummet var sådan som en alvorlig
skænderi kunne de fleste med rimelighed tage højde for
men når hun overvejede, hvad Marianne's
kærlighed til ham var, skændes en syntes næsten
umuligt.
Men hvad der måtte være oplysninger om
deres separation, hendes søster's lidelse
var utvivlsomme, og hun tænkte med det
ømmeste medfølelse i denne voldsomme sorg
som Marianne var efter al sandsynlighed ikke
blot giver efter som en lettelse, men
fodring og opmuntrende som en pligt.
I omkring en halv time hendes mor tilbage,
og skønt hendes øjne var røde, hendes
Ansigt var ikke uncheerful.
"Vores kære Willoughby er nu nogle miles fra
Barton, Elinor, "sagde hun, da hun satte sig ned
at arbejde, "og med hvor tunge et hjerte gør
han rejser? "
"Det er alt sammen meget mærkeligt.
Så pludselig at være væk!
Det synes, men arbejdet i et øjeblik.
Og i går aftes, han var med os så glad, så
munter, så kærlig?
Og nu, efter kun ti minutter varsel -
Gået for uden hensigt til at vende tilbage! -
Noget mere end hvad han ejede til os
må være sket.
Han talte ikke, han ikke opfører sig som
sig selv.
Du skal have set den forskel, samt
Hvad kan det være?
Kan de have skændtes?
Hvorfor ellers skulle han have shewn sådan
uvilje til at acceptere din invitation
her "? -
"Det var ikke lyst, at han ønskede,
Elinor, jeg kunne godt se, at.
Han havde ikke magt for at acceptere det.
Jeg har tænkt det hele jeg forsikre dig,
og jeg kan udmærket konto for hver ting
at i første syntes mærkeligt for mig også
som dig. "
"Kan du, ja!"
"Ja. Jeg har forklaret det for mig selv i
mest tilfredsstillende måde - men du, Ellinor,
der elsker at tvivle, hvor du kan - det vil
ikke tilfredsstille dig, jeg kender, men du skal ikke
tale mig ud af min tillid til det.
Jeg er overbevist om, at Mrs Smith mistænkte hans
hensyntagen til Marianne, afstand fra det,
(Måske fordi hun har andre synspunkter for
ham,) og af denne grund er ivrig efter at få
ham bort, - og at den virksomhed, som hun
sender ham ud for at handle er opfundet som en
undskyldning for at afskedige ham.
Dette er hvad jeg mener at have fundet sted.
Han er i øvrigt opmærksom på, at hun gør
afviser forbindelsen, han tør ikke
derfor på nuværende tidspunkt bekende til hende hans
engagement med Marianne, og han føler sig
selv pligt til fra sin afhængige
situation, for at give ind i hendes planer, og
fraværende sig fra Devonshire i et stykke tid.
Du vil fortælle mig, jeg kender, at dette kan eller
kan ikke være sket, men jeg vil lytte til
ingen kværulere, medmindre du kan pege på en
anden metode til at forstå sagen som
tilfredsstillende på dette.
Og nu, Ellinor, hvad har du at sige? "
"Intet, for du har foregrebet min
svar. "
"Så ville du have fortalt mig, at det kunne
eller måske ikke være sket.
Åh, Elinor, hvordan uforståeligt er dine
følelser!
Du havde hellere tage ondt på kredit end
godt.
Du havde snarere se ud for elendighed for
Marianne, og skyldfølelse for dårlig Willoughby,
end en undskyldning for sidstnævnte.
Du er fast besluttet på at tænke ham blameable,
fordi han tog afsked med os med mindre
hengivenhed end hans sædvanlige opførsel har
shewn.
Og er ikke fradrag skal foretages for
fejltagelse, eller for spiritus deprimeret af
seneste skuffelse?
Er ingen sandsynligheder for at blive accepteret, blot
fordi de ikke er visheder?
Er intet på grund af den mand, som vi alle har
sådan grund til at elske, og ingen grund i
verden til at tænke ondt om?
Muligheden for at motiver ubesvarlige
i sig selv, men uundgåeligt hemmelige
for et stykke tid?
Og efter alt, hvad er det du mistænker ham
af? "
"Jeg kan næsten ikke sige mig selv.
Men mistanken om noget ubehageligt er
den uundgåelige konsekvens af en sådan
ændring, som vi netop har set i ham.
Der er stor sandhed, men i hvad du
har nu opfordret de kvoter, som
bør gøres for ham, og det er mit ønske
at være ærlig i min dom af hvert organ.
Willoughby utvivlsomt kan have meget
tilstrækkelig begrundelse for sin adfærd, og jeg
vil håbe, at han har.
Men det ville have været mere som Willoughby
at anerkende dem på en gang.
Hemmeligholdelse kan være tilrådeligt, men jeg
kan ikke hjælpe undrende på at det er
praktiseres af ham. "
"Du skal ikke bebrejde ham, men for afgående
fra hans karakter, hvor afvigelsen er
nødvendigt.
Men du virkelig indrømme det retfærdige i, hvad
Jeg har sagt i sit forsvar? - Jeg er glad for -
og han er frikendt. "
"Ikke helt.
Det kan være passende at skjule deres
engagement (hvis de er involveret) fra Mrs
Smith - og hvis det er tilfældet, skal det være
meget hensigtsmæssigt for Willoughby at være, men
lidt i Devonshire i øjeblikket.
Men det er ingen undskyldning for deres tilsløring
det fra os. "
"At skjule det fra os! mit kære barn, gør
De beskylder Willoughby og Marianne af
fortielse?
Det er mærkeligt, når dine øjne har
bebrejder dem hver dag for
incautiousness. "
"Jeg vil intet bevis for deres hengivenhed," siger
Elinor, "men for deres engagement, jeg gør."
"Jeg er helt tilfreds med begge dele."
"Men ikke en stavelse er blevet sagt til dig på
emnet, af en af dem. "
"Jeg har ikke ønsket stavelser, hvor aktioner
har talt så tydeligt.
Har ikke hans opførsel til Marianne og
os alle, for mindst de seneste to uger,
erklærede, at han elskede og betragtede hende
som hans kommende kone, og at han følte for os
udlæg i den nærmeste relation?
Har vi ikke helt forstod hver
andre?
Har ikke mit samtykke er blevet daglige spurgt af hans
ser, hans måde, hans lydhør og
kærlig respekt?
Min Elinor, er det muligt at betvivle deres
engagement?
Hvordan kunne en sådan tanke opstår for dig?
Hvordan er det at formode, at Willoughby,
overtalt som han skal være din søsters
kærlighed, bør forlade hende, og lade hende
måske flere måneder, uden at fortælle hende om
hans kærlighed - at de skulle deltage
uden en gensidig udveksling af tillid? "
"Jeg bekender," svarede Elinor, "at hver
omstændighed undtagen én er tilhænger af
deres engagement, men at man er den samlede
tavshed af både om emnet, og med mig
det næsten opvejer alle andre. "
"Hvor mærkeligt det er!
Du skal tænke elendigt sags skyld
Willoughby, hvis det, efter alle, der har åbent
passerede mellem dem, kan du betvivle
arten af de betingelser, hvorunder de er
sammen.
Har han været fungerende en del i hans opførsel
til din søster al den tid?
Tror du ham virkelig ligeglad med
hende? "
"Nej, jeg kan ikke tænke det.
Han skal og gør elske hende er jeg sikker på. "
"Men med en mærkelig form for ømhed, hvis
han kan forlade hende med en sådan ligegyldighed,
sådan skødesløshed i fremtiden, som du
tillægger ham. "
"Du skal huske, min kære mor, at jeg
har aldrig betragtet denne sag som
sikker.
Jeg har haft mine tvivl, jeg tilstå, men de
er svagere end de var, og de kan
snart være helt afskaffet.
Hvis vi oplever, at de svarer, hver frygt for
Minen vil blive fjernet. "
"En mægtig koncession sandhed!
Hvis du skulle se dem på alteret, du
ville antage de ville blive
gift.
Ungracious pige!
Men jeg kræver ikke et sådant bevis.
Intet i min mening nogensinde har gået til
begrunde tvivl, og ingen hemmelighed er blevet
forsøgt, alle har været jævnt åben og
uforbeholden.
Du kan ikke tvivle på din søster ønsker.
Det skal være Willoughby derfor, hvem du
mistænkte.
Men hvorfor?
Er han ikke en mand af ære og følelse?
Har der været nogen uoverensstemmelse med hans
side at skabe alarm? kan han være bedragerisk? "
"Jeg håber ikke, jeg tror ikke," råbte Elinor.
"Jeg elsker Willoughby, oprigtigt elsker ham, og
mistanke om hans integritet kan ikke være mere
smertefuldt for dig selv end for mig.
Det har været ufrivillig, og jeg vil ikke
opmuntre det.
Jeg var forbløffet, jeg indrømme, af
ændring i hans manerer i morges - han
talte ikke lide sig selv, og ikke
returnere din venlighed med nogen hjertelighed.
Men alt dette kan forklares ved en sådan
situation hans affærer, som du har
antaget.
Han havde lige skiltes fra min søster, havde set
hendes forlade ham i den største sorg;
og hvis han følte sig forpligtet af en frygt for
fejlende Mrs Smith, til at modstå den
fristelsen til at vende tilbage her snart, og alligevel
opmærksom på, at ved faldende din invitation, ved
sagde, at han gik for nogle
tid, bør han synes at handle en smålige,
en mistænkelig del af vores familie, han kunne
meget vel være flov og forstyrres.
I et sådant tilfælde, en almindelig og åben avowal af
hans problemer ville have været mere til
hans ære Jeg tror, samt mere
overensstemmelse med hans almindelige karakter - men
Jeg vil ikke gøre indsigelse mod enhver
en adfærd på, så uliberal en fond,
som en forskel i vurderingen fra mig selv, eller
en afvigelse fra hvad jeg kan tænke ret og
konsekvente. "
"Du taler meget korrekt.
Willoughby bestemt ikke fortjener at blive
mistænkte.
Selvom vi ikke har kendt ham længe, han ikke er
fremmed i denne del af verden, og som
nogensinde har talt med hans skade?
Havde han været i en situation til at handle
uafhængigt og gifte sig straks, det
kunne have været mærkeligt, at han skulle forlade os
uden at anerkende alt for mig på
én gang: men dette er ikke tilfældet.
Det er en engagement i nogle ikke henseender
prosperously begyndt, for deres ægteskab, skal
være på et meget usikkert afstand og endda
tavshedspligt, så vidt det kan iagttages, kan
nu være meget tilrådeligt. "
De blev afbrudt ved indgangen til
Margaret og Elinor blev derefter frit for at
tænke over repræsentationer hendes
mor, at anerkende sandsynligheden for
mange, og håb for retfærdighed for alle.
De så ikke noget af Marianne indtil middag
tid, da hun kom ind i rummet og tog
sin plads ved bordet uden at sige en
Ord.
Hendes øjne var røde og opsvulmede, og det
syntes som om hendes tårer var allerede dengang
behersket med besvær.
Hun undgik den ser ud i dem alle, kunne
hverken spise eller tale, og efter et stykke tid,
på hendes mor tavst presserende hendes hånd
med bud medfølelse, hendes lille grad af
sjælsstyrke var ganske overvundet, hun brast
i gråd og forlod lokalet.
Denne voldelige undertrykkelse af spiritus
fortsatte hele aftenen.
Hun var uden strøm, fordi hun var
uden ønske om kommando over sig selv.
Den mindste omtale af noget i forhold
til Willoughby overmandede hende i en
instant, og skønt hendes familie var mest
ængsteligt opmærksom på hende komfort, det var
umuligt for dem, hvis de talte på alle,
at holde klar af alle emner, som hendes
følelser forbundet med ham.
cc prosa ccprose lydbog audio bog gratis hele fuld komplet læsning læse LibriVox klassisk litteratur lukket billedtekster captioning undertekster ESL undertekster fremmedsprog oversætte oversættelse