Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL 34
Da de var gået, Elizabeth, som har til hensigt at forværre sig selv så meget som
muligt mod Mr. Darcy, valgte for hendes ansættelse undersøgelse af alle de
breve, som Jane havde skrevet til hende, siden hun blev i Kent.
De indeholdt ingen egentlig klage, der var heller ingen genoplivning af tidligere hændelser, eller
enhver form for kommunikation af nuværende lidelse.
Men i alle, og i næsten hver eneste linje i hver, var der en have af denne munterhed
som var blevet brugt til at karakterisere hendes stil, og som stammer fra den
sindsro af et sind på lethed med sig selv og
velvillig over for alle, var blevet næppe nogensinde forplumret.
Elizabeth bemærket hver sætning formidle ideen om uro, med en opmærksomhed
som den havde næppe fået den første orientering.
Mr. Darcy er skammeligt prale af, hvad elendighed, han havde været i stand til at påføre, gav hende en
skarpere sans for hendes søsters lidelser.
Det var en trøst at tro, at hans besøg i Rosings var at ende på dagen
efter den næste - og en endnu større, at der i mindre end to uger hun skal selv
være sammen med Jane igen, og i stand til at
bidrage til genopretningen af hendes spiritus, ved alt, hvad kærlighed kan gøre.
Hun kunne ikke tænke på Darcy er at forlade Kent uden at huske, at hans fætter var at
gå med ham, men oberst Fitzwilliam havde gjort det klart, at han ikke havde nogen intentioner på
alle, og behagelig som han var, havde hun ikke sige at være ulykkelig over ham.
Mens løse dette punkt, blev hun pludselig vækket ved lyden af dør-klokke, og
hendes humør var lidt flagrede af tanken om at det er oberst Fitzwilliam
selv, der engang havde før kaldt sent i
Om aftenen, magt og kommer nu til spørge især efter hende.
Men denne idé blev hurtigt forvist, og hendes humør var meget forskelligt påvirket,
hvornår, til hendes fuldkomne forbløffelse, så hun Mr. Darcy gå ind i rummet.
I et skyndte måde han straks begyndte en undersøgelse, efter at hendes helbred, at tilregne hans
besøg på et ønske om at høre, at hun var bedre.
Hun svarede ham med kold høflighed.
Han satte sig ned et øjeblik, og derefter rejste sig, gik rundt i rummet.
Elizabeth var overrasket, men sagde ikke et ord.
Efter en stilhed i flere minutter, kom han hen imod hende i en ophidset måde, og dermed
begyndte: "I forgæves jeg har kæmpet.
Det vil ikke gøre.
Mine følelser vil ikke blive undertrykt. Du skal tillade mig at fortælle dig, hvor inderligt
Jeg beundrer og elsker dig. "Elizabeths forbavselse var ud over
udtryk.
Hun stirrede, farvet, tvivlede, og tav.
Denne han anses for tilstrækkelig opmuntring, og den avowal af alt,
han følte, og havde længe følt for hende, fulgte umiddelbart efter.
Han talte godt, men der var følelser end dem i hjertet, som uddybes
og han var ikke mere veltalende om emnet ømhed end af stolthed.
Hans sans for hendes mindreværd - for det er en forringelse - af familien forhindringer
som altid havde i modsætning til hældning, blev der boede på med en varme, der syntes
på grund af den konsekvens, at han var såret, men det var meget usandsynligt, at anbefale hans trop.
På trods af sin dybt rodfæstet modvilje, kunne hun ikke være ufølsom for komplimenten
af en sådan en mands kærlighed, og selv om hendes intentioner ikke variere for et øjeblik, hun
blev først ked af den smerte, han skulle
modtager, indtil, vækkes til vrede ved hans efterfølgende sprog, hun mistede alle
medfølelse i vrede.
Hun forsøgte dog at komponere sig at svare ham med tålmodighed, når han skulle
har gjort.
Han sluttede med at repræsentere til hende styrken af den vedhæftede fil, som på trods
af alle hans bestræbelser, havde han fundet det umuligt at erobre, og med at udtrykke
hans håb, at det nu ville blive belønnet med hendes accept af hans hånd.
Som han sagde dette, kunne hun godt se, at han ikke var i tvivl af et gunstigt svar.
Han talte om frygt og angst, men hans ansigt udtrykte reel sikkerhed.
En sådan omstændighed kunne kun forværre længere, og da han ophørte, farven
steg ind i hendes kinder, og hun sagde:
"I sådanne tilfælde som dette, er det, tror jeg, de etablerede tilstand til at udtrykke en følelse af
forpligtelse for de følelser erklærede dog ulige de måtte blive returneret.
Det er naturligt, at forpligtelsen skal kunne mærkes, og hvis jeg kunne føle taknemmelighed, jeg
vil nu tak.
Men jeg kan ikke - jeg har aldrig ønsket din gode mening, og du har helt sikkert
skænket det mest modvilligt. Jeg er ked af at have foranlediget smerte
nogen.
Det har været mest ubevidst gjort, og jeg håber, vil være af kort
varighed.
De følelser, som du fortælle mig, har længe forhindret bekræftelse på din
henseende kan have lidt vanskeligt ved at overvinde det efter denne forklaring. "
Mr. Darcy, der stod lænet op ad kaminhylde med øjnene fikseret på hendes
ansigt, syntes at fange hendes ord med ikke mindre vrede end overraskelse.
Hans hud blev bleg af vrede, og den forstyrrelse af hans sind var synlig i
hver funktion.
Han kæmpede for tilsynekomsten af fatning, og ville ikke åbne sin mund, før
han mente selv at have opnået det. Pausen blev til Elizabeth følelser
forfærdelige.
Omsider, med en stemme af tvungen ro sagde han:
"Og det er alle de svar, som jeg skal have den ære at forvente!
Jeg kunne måske ønsker at blive informeret, hvorfor, med så lidt bestræbe sig på høflighed, jeg er
derfor afvist. Men det er af mindre betydning. "
"Jeg kan lige så godt spørge," svarede hun, "hvorfor med så indlysende et ønske om at fornærme
og fornærme mig, du valgte at fortælle mig, at du kunne lide mig, mod din vilje, mod
din grund, og selv mod din karakter?
Var det ikke nogle undskyldning for uhøflighed, hvis jeg var uncivil?
Men jeg har andre provokationer.
Du ved, jeg har.
Havde ikke mine følelser besluttet imod dig - hvis de havde været ligeglade, eller havde de selv
været gunstig, tror du, at enhver betragtning ville friste mig til at acceptere
mand, der har været midler til at ødelægge,
måske for evigt, "lykke den mest elskede søster?
Da hun udtalte disse ord, skiftede Mr. Darcy farve, men den følelse var kort,
og han lyttede uden at forsøge at afbryde hende, mens hun fortsatte:
"Jeg har al mulig grund i verden til at tænke ondt om dig.
Ingen motiv kan undskylde den uretfærdige og ungenerous del, du har handlet der.
Du tør ikke, du kan ikke benægte, at du er blevet den vigtigste, hvis ikke den eneste
middel til at opdele dem fra hinanden - at udsætte det ene til det mistillidsvotum i verden
for Caprice og ustabilitet, og den anden
til sin hån for skuffede forventninger, og inddrage dem begge i elendighed af
acutest slags. "
Hun standsede, og så med en ikke ringe forargelse, at han lyttede med en
luft, som viste ham helt uberørt af nogen følelse af anger.
Han selv så på hende med et smil af de berørte vantro.
"Kan du benægte, at du har gjort det?" Gentog hun.
Med påtaget ro han da svarede: "Jeg har intet ønske om at benægte, at jeg gjorde
alt i min magt for at adskille min ven fra din søster, eller at jeg fryder
i min succes.
Mod ham, at jeg har været venligere end mod mig selv. "
Elizabeth foragtede udseende bemærke denne civile refleksion, men dens
betyder undgik ikke, det var heller ikke sandsynligt, at forene hende.
"Men det er ikke kun denne sag," fortsatte hun, "på som min kan ikke lide bygger på.
Længe før den havde fundet sted efter min mening af jer blev besluttet.
Din karakter var udfoldet i betragtning, som jeg har modtaget mange måneder siden fra Mr.
Wickham. Om dette emne, kan hvad du har at sige?
I hvilke imaginære vennetjeneste kan du her forsvare dig selv? eller under hvilke
forvanskning kan du her påtvinge andre? "
"Du tager en ivrig interesse i, at gentleman bekymringer," sagde Darcy, i en
mindre rolig tone, og med en øget farve.
"Hvem, der ved, hvad hans ulykke har været, kan undgå at føle en interesse i ham?"
"! Hans uheld" gentog Darcy foragteligt, "ja, hans ulykke har
været fantastisk faktisk. "
"Og i din påførelsen," sagde Elizabeth med energi.
"Du har reduceret ham til hans nuværende tilstand af fattigdom - sammenlignende fattigdom.
Du har tilbageholdt de fordele, som du skal vide at have været designet til ham.
Du har frataget de bedste år af sit liv i denne uafhængighed, som var ikke mindre
hans grund end hans ørken.
Du har gjort alt dette! og alligevel kan man behandle omtale af hans ulykke med
foragt og latterliggørelse. "
"Og det," råbte Darcy, som han gik med hurtige skridt hen over rummet, "er din
udtalelse fra mig! Det er skønnet, hvor du holder
mig!
Jeg takker Dem for at forklare det så fuldt ud. Min fejl, ifølge denne beregning,
er tunge sandhed!
Men måske, "tilføjede han, at stoppe i sin tur, og vender sig mod hende," disse
lovovertrædelser kunne være blevet overset, havde ikke din stolthed er blevet såret af mit ærlige
tilståelse af skrupler, der længe havde forhindret mine danner alvorlige design.
Disse bitre beskyldninger kunne have været undertrykt, jeg havde, med større politiske,
skjult mine kampe, og smigret dig til at tro, af mit væsen drevet af
ukvalificerede, ulegeret hældning, på grund af refleksion, ved alt.
Men tilsløring af enhver art er min afsky.
Jeg er heller ikke skammer mig over de følelser jeg fortalte.
De var naturlig og retfærdig.
Kunne du forventer mig til at glæde sig underlegenhed af dine forbindelser -? Til
lykønsker mig på håb om relationer, hvis tilstand i livet er så
decideret under mit eget? "
Elizabeth følte sig stadig mere vred hvert øjeblik, men hun prøvede til det yderste
at tale med fatning, da hun sagde:
"Du tager fejl, Mr. Darcy, hvis du tror, at tilstanden af din anmeldelse
påvirkede mig på nogen anden måde, end da det sparet mig den bekymring, som jeg kunne have
følte ved at nægte dig, havde du forholdt sig på en mere gentlemanlike måde. "
Hun så ham starte på dette, men han sagde intet, og hun fortsatte:
"Du kunne ikke have gjort tilbud om din hånd på nogen mulig måde, der ville have
fristede mig til at acceptere det. "
Igen hans forbavselse var åbenlyse, og han så på hende med et udtryk af blandet
Vantro og skuffelse. Hun fortsatte:
"Helt fra begyndelsen - fra det første øjeblik, kan jeg næsten sige - af mine
bekendtskab med dig, din manerer, imponere mig med den størst tro på
Deres arrogance, din indbildskhed, og din
egoistiske foragt for andres følelser, var tilstrækkelige til at danne grundlaget for
Misbilligelse, som efterfølgende begivenheder har bygget, så fast en ikke lide, og jeg
ikke havde kendt dig for en måned, før jeg følte
at du var den sidste mand i verden, som jeg nogensinde kunne blive herskede på
gifte sig. "" Du har sagt nok, frue.
Jeg perfekt forstå dine følelser, og har nu kun til at skamme sig over, hvad min egen
har været.
Tilgiv mig for at have taget så meget af din tid, og acceptere mine bedste ønsker for
dit helbred og lykke. "
Og med disse ord, han hastigt forlod rummet, og Elizabeth hørte ham den næste
øjeblik at åbne hoveddøren og lukke huset.
Den tumult hendes sind, var nu smerteligt stor.
Hun vidste ikke hvordan man kan støtte sig selv, og fra de faktiske svaghed satte sig ned og græd for
en halv time.
Hendes forbavselse, da hun reflekterede over, hvad der var passeret, blev forøget med hver efterprøvning
af det. At hun skulle modtage et tilbud om
ægteskab fra Mr. Darcy!
At han skulle have været forelsket i hende i så mange måneder!
Så meget kærlighed som at ønske at gifte sig med hende på trods af alle de indsigelser, som havde gjort
ham at forhindre sin vens gifte sig med hendes søster, og som skal synes i hvert fald med
lige kraft i sin egen sag - var næsten utroligt!
Det var glædeligt at have inspireret ubevidst så stærk en hengivenhed.
Men hans stolthed, hans afskyelige stolthed - hans skamløse avowal af, hvad han havde gjort med
hensyn til Jane - hans utilgivelige kvalitetssikring i at anerkende, selvom han ikke kunne
retfærdiggør det, og ufølsom måde i
som han havde nævnt Mr. Wickham, hans grusomhed over for hvem han ikke havde forsøgt
at benægte, snart overvandt den medlidenhed, som behandlingen af hans tilknytning havde til en
øjeblik begejstrede.
Hun fortsatte i meget ophidset refleksioner indtil lyden af Lady Catherine er befordring
gjorde hende til at føle, hvordan ulige hun skulle møde Charlotte bemærkning, og
skyndte hende til hendes værelse.