Tip:
Highlight text to annotate it
X
KAPITEL VIII, del 1 stridigheder i KÆRLIGHED
ARTHUR færdig med sin læretid, og fik et job på det elektriske anlæg ved Minton
Pit. Han tjente meget lidt, men havde en god
chance for at komme videre.
Men han var vild og urolig. Han gjorde ikke drikke eller gamble.
Alligevel er han en eller anden måde formået at komme ind i endeløse skrammer, altid gennem nogle hot-
ledes tankeløshed.
Enten gik han rabbiting i skoven, som en krybskytte, eller han opholdt sig i Nottingham alle
natten i stedet for at komme hjem, eller han forregnet hans dykke ned i kanalen på
Bestwood, og scorede sit bryst i én
masse sår på den rå sten og dåser i bunden.
Han havde ikke været på hans arbejde mange måneder, da han igen kom ikke hjem en nat.
"Ved du, hvor Arthur er?" Spurgte Paul til morgenmaden.
"Jeg kan ikke," svarede hans mor. "Han er et fjols," sagde Paul.
"Og hvis han gjorde noget, jeg skal ikke have noget imod.
Men nej, han kan simpelthen ikke komme væk fra et spil whist, eller også må han se en pige
hjem fra skating-banen - helt proprietously - og kan derfor ikke komme hjem.
He'sa fjols. "
"Jeg ved ikke, at det ville gøre det noget bedre, hvis han gjorde noget for at gøre os alle
skammer sig, "sagde fru Morel. "Nå, jeg respekterer ham mere," sagde
Paul.
"Jeg tvivler stærkt på det," sagde hans mor koldt.
De gik videre med morgenmad. "Er du frygtsomt holder af ham?"
Paul spurgte hans mor.
"Hvad spørger du om, at for?" "Fordi de siger en kvinde altid som
. yngste bedste "" Hun kan gøre - men jeg gør ikke.
Nej, han trætter mig. "
"Og du vil egentlig hellere han var god?" "Jeg vil hellere viste han noget af en mands
sund fornuft. "Paul var rå og irritabel.
Han har også træt sin mor meget ***.
Hun så solskin at gå ud af ham, og hun hadede det.
Da de var færdig morgenmaden kom postbudet med et brev fra Derby.
Fru Morel skruet op hendes øjne til at se på adressen.
"Giv det her, blinde øje" udbrød hendes søn og rev det fra hende.
Hun begyndte, og næsten boksede hans ører.
"Det er fra din søn, Arthur," sagde han. "Hvad nu -" udbrød Fru Morel.
"'Min kæreste Moder," Paul læse, "Jeg ved ikke, hvad der fik mig sådan et fjols.
Jeg vil have dig til at komme og hente mig tilbage fra her.
Jeg kom med Jack Bredon i går, i stedet for at gå på arbejde, og hyret.
Han sagde, at han var træt af at bære sæde for en skammel ud, og ligesom den idiot, du ved, at jeg
am, jeg kom væk med ham.
"Jeg har taget kongens skilling, men måske hvis du kom til mig, de ville lade
mig gå tilbage med dig. Jeg var et fjols, da jeg gjorde det.
Jeg ønsker ikke at være i hæren.
Min kære mor, jeg er intet andet end en problemfri for dig.
Men hvis du får mig ud af det, jeg lover jeg vil have mere fornuft og omtanke ...'"
Fru Morel satte sig i sin gyngestol. "Nå, nu," råbte hun, "lad ham holde op!"
"Ja," sagde Paul, "lad ham stoppe."
Der var stille. Moderen sad med hænderne foldede i hendes
forklæde, hendes ansigt sæt, tænkning. "Hvis jeg ikke er syg!" Sagde hun pludselig.
"Sick!"
"Nu," sagde Paul, der begynder at rynke panden, "du kommer ikke til at bekymre dig din sjæl ud
om dette, hører du. "" Jeg tror jeg skal tage det som en velsignelse, "
hun blinkede, tænde hendes søn.
"Du kommer ikke til at montere den op til en tragedie, så der," svarede han.
"Den nar -! Den unge fjols" sagde hun. "Han vil se godt ud i uniform," siger Paul
irriterende.
Hans mor vendte sig om ham som en rasende. "Åh, vil han!" Sagde hun.
"Ikke i mine øjne!"
"Han burde få i en kavaleri regiment, han vil have tid af sit liv, og vil se en
. forfærdeligt svulme "" Swell -! svulme op -! en mægtig svulme idé
ja -! en fælles soldat "!
"Nå," sagde Paul, "hvad er jeg, men en fælles kontorist?"
"En god handel, min dreng!" Råbte hans mor, stukket.
"Hvad?"
"I hvert fald en mand, og ikke en ting i en rød frakke."
"Jeg burde ikke have noget imod at være i en rød frakke - eller mørk blå, ville det passe mig bedre - hvis
de ikke chef mig om for meget. "
Men hans mor havde holdt op med at lytte. "Ligesom han var ved at blive tændt, eller kan have
været at få den på sit job - en ung gene - her går han og ødelægger sig selv
for livet.
Hvad godt vil han være, tror du, efter dette? "
"Det kan slikke ham i form smukt," sagde Paul.
"Lick ham i facon -! Slikke hvad marv der var ude af hans knogler.
En soldat -! En fælles SOLDAT -! Intet andet end en krop, der gør bevægelser, når den hører en
Råb!
Det er en god ting! "" Jeg kan ikke forstå, hvorfor det forstyrrer dig, "
sagde Paul. "Nej, måske kan du ikke.
Men jeg forstår ", og hun sad tilbage i sin stol, hendes hage i den ene hånd og holdt hende
albue med den anden, brimmed op med vrede og ærgrelse.
"Og skal du gå til Derby?" Spurgte Paul.
"Ja." "Det er ikke godt."
"Jeg kan se for mig selv." "Og hvorfor i alverden du ikke lade ham stoppe.
Det er bare hvad han vil. "
"Selvfølgelig," sagde moderen, "du ved, hvad han vil!"
Hun fik klar, og gik de første tog til Derby, hvor hun så sin søn og
sergent.
Det var dog ikke godt. Da Morel var at have sin aftensmad i
aften, sagde hun pludselig: "Jeg har måttet tage til Derby i dag."
Den minearbejder vendte op hans øjne, viser det hvide i hans sorte ansigt.
"Har Ter, tøs. Hvad tog dig der? "
"Det Arthur!"
"Åh -? En 'hvad agat nu" "Han er bare hyret".
Morel lagde sin kniv og lænede sig tilbage i stolen.
"Nej," sagde han, "at han niver 'som!"
"Og er på vej ned til Aldershot i morgen." "Nå!" Udbrød den minearbejder.
"Sådan er winder." Han fandt det et øjeblik, sagde "Hm!" Og
fortsatte med sin middag.
Pludselig hans ansigt kontrakt med vrede. "Jeg håber, at han måske aldrig sat sine ben i 'mit hus
igen, "sagde han. "Ideen" udbrød Fru Morel.
"At sige sådan noget!"
"Jeg gør det," gentog Morel. "En tåbe som løber væk for en soldat, så lad 'im
passe 'issen, jeg s'll ikke gøre mere for "im".
"Et fedt syn du har gjort som det er," sagde hun.
Og Morel var næsten flov over at gå til hans offentlige-hus den aften.
"Nå, har du hen?" Sagde Paulus til sin mor, da han kom hjem.
"Jeg gjorde det." "Og kunne du se ham?"
"Ja".
"Og hvad sagde han?" "Han flæbede, da jeg kom væk."
"Hm!" "Og det gjorde jeg, så du ikke behøver at 'Hm'!"
Fru Morel båndede efter hendes søn.
Hun vidste, han ville ikke lide hæren. Han gjorde det ikke.
Disciplinen var uudholdelig for ham.
"Men lægen," sagde hun med en vis stolthed til Paul, "sagde han var helt
velproportioneret - næsten præcis, alle hans målinger var korrekte.
Han er god udseende, du ved. "
"Han er frygtelig pænt udseende. Men han gør ikke hente piger som
William, gør han "" Nej,? Er det en anden karakter.
He'sa god aftale som sin far, uansvarligt. "
At trøste sin mor, havde Paul ikke gå meget at Willey Farm på dette tidspunkt.
Og i efteråret udstilling af elevernes arbejde i Castle han havde to undersøgelser, en
landskab i vand-farve og en stadig liv i olie, som begge havde første-præmie
Awards.
Han var meget ophidset. "Hvad tror du, jeg har fået for min
billeder, mor? "spurgte han, der kommer hjem en aften.
Hun så med hans øjne, han var glad.
Hendes ansigt blussede. "Nu, hvordan skal jeg vide, min dreng!"
"En førstepræmie for dem, glas -" "Hm"!
"Og en første præmie for at skitse op på Willey Farm."
"Både først?" "Ja."
"Hm!"
Der var et rosenrødt, lys se om hende, men hun sagde ikke noget.
"Det er dejligt," sagde han, "er det ikke?" "Det er."
"Hvorfor tager du ikke rose mig op til skyerne?"
Hun lo. "Jeg skulle have besværet med at trække dig
ned igen, "sagde hun. Men hun var fuld af glæde, alligevel.
William havde bragt hende sin sportslige trofæer.
Hun holdt dem stadig, og hun ikke tilgive hans død.
Arthur var smuk - i det mindste et godt eksemplar - og varme og generøse, og
sandsynligvis ville gøre klogt i sidste ende. Men Paulus skulle til at skelne sig selv.
Hun havde en stor tro på ham, desto mere fordi han var uvidende om sine egne beføjelser.
Der var så meget at komme ud af ham. Livet for hende var rige med løfte.
Hun var til at se sig selv opfyldt.
Ikke for ingenting havde været hendes kamp. Flere gange i løbet af udstillingen Mrs
Morel gik til slottet ukendte til Paul. Hun vandrede ned ad den lange rummet kigger på
de andre udstillinger.
Ja, de var gode. Men de havde ikke i dem en vis
noget, som hun forlangte for sin tilfredshed.
Nogle gjorde hende jaloux, de var så gode.
Hun så på dem i lang tid på at forsøge at finde fejl ved dem.
Så pludselig havde hun et chok, der gjorde hendes hjerte slå.
Der hang Paulus 'billede!
Hun vidste det, som om den var trykt på hendes hjerte.
"Navn - Paul Morel -. Førstepræmie"
Det så så underligt, at der i offentligheden, på væggene af slottet galleri, hvor i
hendes liv, hun havde set så mange billeder.
Og hun kiggede rundt for at se, om nogen havde lagt mærke til hende igen foran samme
skitse. Men hun følte en stolt kvinde.
Da hun mødte velklædte damer gå hjem til Park, tænkte hun ved sig selv:
"Ja, du ser meget godt - men jeg spekulerer på, hvis din søn har to første præmier i
Slot. "
Og hun gik videre, så stolt en lille kvinde, som nogen i Nottingham.
Og Paul følte, at han havde gjort noget for hende, hvis kun en bagatel.
Alle hans arbejde var hendes.
En dag, da han var på vej op Slot Gate, mødte han Miriam.
Han havde set hende på søndag, og havde ikke forventet at møde hende i byen.
Hun gik med en ret markant kvinde, blond, med et mut udtryk,
og en trodsig vogn.
Det var underligt, hvor Miriam, i hendes bøjede, meditativ lejer, så væksthæmmede ved siden af
denne kvinde med den smukke skuldre. Miriam så Paul søgende.
Hans blik var på den fremmede, der ignorerede ham.
Pigen så hans maskuline ånd bag sit hoved.
"Hej!" Sagde han, "du har ikke fortalt mig, at du kom til byen."
"Nej," svarede Miriam, halvt undskyldende. "Jeg kørte ind til Cattle Market med far."
Han så på hende følgesvend.
"Jeg har fortalt dig om fru Dawes," sagde Miriam hæst, hun var nervøs.
"Clara, kender du Paul?"
"Jeg tror, jeg har set ham før," svarede Fru Dawes ligegyldigt, da hun rystede
hænder med ham.
Hun havde hånlig grå øjne, en hud som hvide honning, og en fuld mund, med en
lidt løftet overlæbe, at ikke vidste, om det blev rejst i foragt af alle mænd
eller ud af iver efter at blive kysset, men som troede det tidligere.
Hun bar sit hoved tilbage, som om hun havde trukket bort i foragt, måske fra mænd
også.
Hun bar en stor, gammeldags hat af sort bæver, og en slags svagt påvirket
enkel kjole, der fik hende til at se temmelig sæk-lignende.
Hun var åbenbart dårligt, og havde ikke meget smag.
Miriam normalt så rart. "Hvor har du set mig?"
Paul spurgte kvinden.
Hun så på ham, som om hun ikke ville ulejlighed at svare.
Så: "Walking with Louie Travers," sagde hun.
Louie var en af de "Spiral" piger.
"Hvorfor, kender du hende?" Spurgte han. Hun svarede ikke.
Han vendte sig mod Miriam. "Hvor skal du hen?" Spurgte han.
"Til Slot."
"Hvad toget er du hjem med?" "Jeg er kørsel med far.
Jeg ville ønske, du kunne komme for. Hvad tid er du fri? "
"Du kender ikke til otte i nat, for fanden!"
Og direkte de to kvinder gik videre. Paul huskede, at Clara Dawes var
datter af en gammel ven af Mrs Leivers.
Miriam havde opsøgte hende, fordi hun engang havde været Spiral tilsynsmand i Jordan, og
fordi hendes mand, Baxter Dawes, var smed for fabrikken, hvilket gør jern til
krøbling instrumenter, og så videre.
Gennem hende Miriam følte, at hun kom i direkte kontakt med Jordan, og kunne estimere
bedre Paul holdning. Men fru Dawes blev skilt fra sin
mand, og havde taget op Kvinders Rettigheder.
Hun skulle være klog. Det interesseret Paul.
Baxter Dawes han kendte og brød. Smeden var en mand på 31 eller
30-2.
Han kom lejlighedsvis gennem Paulus 'hjørne--et stort, godt sæt mand, også slående at se
på, og smuk. Der var en ejendommelig lighed mellem
ham selv og hans kone.
Han havde den samme hvide hud, med en klar, gylden skær.
Hans hår var blødt brunt, hans overskæg var gyldne.
Og han havde en lignende trodsighed i hans lejer og måde.
Men så kom forskellen. Hans øjne, mørk brun og hurtigt skiftende,
var udsvævende.
De stak ganske lidt, og hans øjenlåg hang over dem på en måde, der var
halv hader. Hans mund var også sensuel.
Hele hans måde var kuet trodsighed, som om han var klar til at slå nogen ned, som
afvist af ham - måske fordi han virkelig afvist af sig selv.
Fra den første dag han havde hadet Paul.
Finde drengen er upersonlige, bevidst blik af en kunstner på hans ansigt, han kom ind
et Raseri. "Hvad er yer lookin 'på?" Han vrængede,
mobning.
Drengen kiggede væk. Men Smeden plejede at stå bag
tæller og snakke med Mr. Pappleworth. Hans tale var beskidt, med en slags
råddenskab.
Igen fandt han den unge med sin kølige, kritiske blik fast på hans ansigt.
Smeden startede runde, som om han var blevet stukket.
"What'r yer lookin 'på tre hap'orth o' PAP?" Snerrede han.
Drengen trak på skuldrene lidt. "Hvorfor yer -!" Råbte Dawes.
"Lad ham være," sagde Mr. Pappleworth i den indsmigrende stemme, som betyder, "Han er
kun et af dine gode lille standardforskrifter, der ikke kan lade være. "
Siden den tid drengen, der anvendes til at se på den mand, hver gang han kom igennem med
samme nysgerrige kritik, kigger væk, før han mødte smedens øjet.
Det gjorde Dawes rasende.
De hadede hinanden i stilhed. Clara Dawes havde ingen børn.
Da hun havde forladt sin mand i hjemmet var blevet brudt op, og hun var gået til at leve
med sin mor.
Dawes indgivet med hans søster. I samme hus var en søster-in-law, og
en eller anden måde Paulus vidste, at denne pige, Louie Travers, nu var Dawes er kvinde.
Hun var en smuk, fræk tøs, der spottede de unge, og alligevel skylles, hvis han
gik videre til stationen med hende, da hun gik hjem.
Den næste gang han kom til at se Miriam det var lørdag aften.
Hun havde en brand i stuen og ventede på ham.
De andre, bortset fra hendes far og mor og de små børn, væk var ude, så
de to havde i stuen sammen. Det var en lang, lav, varmt rum.
Der var tre af Pauls små skitser på væggen, og hans foto blev på
kaminhylde. På bordet og på den høje gamle palisander
piano var skåle af farvede blade.
Han sad i lænestolen, hun krøb sammen paa Tæppet ved hans fødder.
Den glød var varmt på hendes smukke, tankefulde ansigt, da hun knælede der som en hengiven.
"Hvad synes du om Fru Dawes?" Spurgte hun roligt.
"Hun ser ikke meget elskværdig," svarede han.
"Nej, men ikke du tror Hun er fin kvinde?" Sagde hun i en dyb tone,
"Ja - i statur. Men uden et gran af smag.
Jeg kan lide hende for nogle ting.
Er hun ubehagelig? "" Jeg tror det ikke.
Jeg tror, hun er utilfreds. "" Hvad med? "
"Nå - hvordan ønsker du at være bundet for livet til en mand kan lide det?"
"Hvorfor gjorde hun gifte sig med ham, så, hvis hun skulle have revulsions så snart?"
"Ja, hvorfor hun!" Gentog Miriam bittert.
"Og jeg skulle have troet, hun havde nok kæmpe i hende til at matche ham," sagde han.
Miriam bøjede hovedet.
"Ay?" Hun spurgte satirisk. "Hvad får dig til at tro det?"
"Se på hendes mund - skabt til lidenskab - og den meget tilbagegang på hendes hals -" Han kastede
hovedet tilbage i Claras udfordrende måde.
Miriam bøjede lidt lavere. "Ja," sagde hun.
Der var stilhed i nogle øjeblikke, mens han tænkte på Clara.
"Og hvad var de ting, du kunne lide ved hende?" Spurgte hun.
"Jeg kender ikke - hendes hud og tekstur af hende - og hendes - jeg ved ikke - there'sa slags
af vildskab et sted i hende.
Jeg sætter pris på hende som en kunstner, det er alt. "" Ja. "
Han undrede sig over, Miriam dukkede der rugende i den mærkelige måde.
Det irriterede ham.
"Du behøver ikke rigtig lide hende, gør du?" Spurgte han pigen.
Hun så på ham med sin store, blændede mørke øjne.
"Jeg gør," sagde hun.
"Du lad være - du Kan ikke -. Ikke rigtig"? "Så hvad" spurgte hun langsomt.
"Eh, jeg ved ikke - måske du kan lide hende, fordi hun har fået et horn i siden på mænd."
Det var mere sandsynligt en af sine egne grunde til at lide fru Dawes, men det gjorde
ikke forekomme ham. De var tavse.
Der var kommet ind i hans pande en strikkemaskine af bryn, som var ved at blive sædvanlige
med ham,. især når han var sammen med Miriam
Hun længtes efter at glatte det væk, og hun var bange for det.
Det virkede præg af en mand, der var ikke hendes mand i Paul Morel.
Der var nogle røde bær blandt bladene i skålen.
Han nåede over og trak et bundt.
"Hvis du sætter røde bær i dit hår," sagde han, "hvorfor vil du ligne nogle heks
eller præstinde, og aldrig som en reveler? "Hun lo med en nøgen, smertefulde lyd.
"Jeg ved det ikke," sagde hun.
Hans energiske varme hænder legede ophidset med bær.
"Hvorfor kan du ikke grine?" Sagde han. "Du har aldrig grine latter.
Du kan kun grine, når noget er ulige eller upassende, og så er det næsten ser ud til at
skade dig. "Hun bøjede sit hoved, som om han skælder
hende.
"Jeg ville ønske, du kunne grine ad mig bare i ét minut - bare i et minut.
Jeg føler som om det ville sætte noget fri. "
"Men" - og hun kiggede op på ham med øjne, skræmte og kæmper - "Jeg ler ad
dig - jeg gør "" Aldrig.!
Der er altid en form for intensitet.
Når du griner jeg altid kunne græde, det virker som om, det viser din lidelse.
Åh, du gør mig strikke øjenbryn af mine meget sjæl og fundere. "
Langsomt hun rystede på hovedet fortvivlet.
"Jeg er sikker på jeg ikke vil," sagde hun. "Jeg er så forbandet åndelige med dig altid!"
råbte han. Hun forblev tavs, tænker: "Hvorfor
du ikke være anderledes. "
Men han så hende sidde på hug, rugende figur, og det syntes at rive ham i to.
"Men der, det er efterår," sagde han, "og alle føler sig som en ulegemlig ånd
dengang. "
Der var endnu en tavshed. Dette ejendommelige tristhed mellem dem begejstret
hendes sjæl.
Han virkede så smuk med sine øjne væk mørke, og så ud som om de var dybt som
den dybeste godt. "Du gør mig så åndeligt!" Klagede han.
"Og jeg ønsker ikke at være åndelig."
Hun tog sin finger fra hendes mund med lidt pop, og kiggede op på ham næsten
udfordrende.
Men alligevel hendes sjæl var nøgen i hendes store mørke øjne, og der var den samme længsel
appel på hende. Hvis han kunne have kysset hende i abstrakte
renhed, han ville have gjort det.
Men han kunne ikke kysse hende dermed - og hun syntes at efterlade nogen anden måde.
Og hun længtes til ham. Han gav en kort latter.
"Nå," sagde han, "få det franske, og vi vil gøre nogle -. Nogle Verlaine"
"Ja," sagde hun i en dyb tone, næsten af fratræden.
Og hun rejste sig og fik bøgerne.
Og hendes temmelig røde, nervøse hænder så så ynkelige, at han var gal at trøste hende og kysse
hende. Men så skal turde ikke - eller ikke kunne.
Der var noget forhindrede ham.
Hans kys var forkert for hende. De fortsatte med at læse indtil ti
klokken, da de gik ud i køkkenet, og Paul var naturlig og munter igen med
far og mor.
Hans øjne var mørke og skinnende, og der var en slags fascination om ham.
Da han gik ind i laden for sin cykel, han fandt forhjulet punkteret.
"Hent mig en dråbe vand i en skål," sagde han til hende.
"Jeg skal være sent, og så jeg s'll fange den."
Han tændte orkanen lampe, tog sin frakke, dukkede op på cyklen, og indstil
hurtigt til at arbejde. Miriam kom med skål med vand og
stod tæt på ham, ser.
Hun elskede at se hans hænder at gøre tingene på. Han var slank og kraftig, med en slags
lethed selv i hans mest forhastede bevægelser. Og travlt på hans arbejde, han syntes at glemme
hende.
Hun elskede ham absorbedly. Hun ville køre sine hænder ned ad hans sider.
Hun har altid ønsket at omfavne ham, så længe han ikke ønskede hende.
"Der!" Sagde han, stiger pludselig.
"Nu, du kunne have gjort det hurtigere?" "Nej!" Lo hun.
Han rettede sig. Hans ryg var imod hende.
Hun lagde begge sine hænder på hans sider, og løb dem hurtigt ned.
"Du er så fin!" Sagde hun. Han lo, hadede hendes stemme, men hans blod
vakte en bølge af flammer ved hjælp af hendes hænder.
Hun syntes ikke at realisere Ham i alt dette.
Han kunne have været et objekt. Hun aldrig realiseret den mandlige han var.
Han tændte sin cykel-lampe, kastet maskinen på laden gulvet for at se, at
dæk var sunde, og knappede sin frakke. "Det er okay!" Sagde han.
Hun prøvede at bremse, at hun vidste, var brudt.
"Var du har dem klinket?" Spurgte hun. "Nej!"
"Men hvorfor gjorde du ikke?"
"Bagsiden man kommer om lidt." "Men det er ikke sikkert."
"Jeg kan bruge min tå." "Jeg ville ønske, du havde haft dem klinket," siger hun
mumlede.
"Bare rolig - kom til te i morgen, med Edgar."
"Skal vi?" "Do - omkring fire.
Jeg kommer til at møde dig. "
"Meget godt." Hun var glad.
De gik over den mørke gård til gaten.
Ser på tværs, så han gennem uncurtained vindue i køkkenet lederne
af Mr. og Mrs Leivers i den varme glød. Det så meget hyggeligt.
Vejen, med fyrretræer, var helt sort i front.
"Indtil i morgen," sagde han, hoppe på sin cykel.
"Du tager pleje, vil du ikke?" Bønfaldt hun.
"Ja." Hans stemme allerede kom ud af mørket.
Hun stod et øjeblik at se lyset fra hans lampe løb i ubemærkethed langs
jorden.
Hun vendte sig meget langsomt indendørs. Orion blev Wheeling op over skoven, hans
Hunden blinkende efter ham, halvt kvalt.
For resten af verden var fuld af mørke, og stille, bortset fra
indånding af kvæg i deres boder. Hun bad inderligt for hans sikkerhed, at
nat.
Da han forlod hende, hun ofte lå i angst, gad vide om han var kommet sikkert hjem.
Han faldt ned ad bakker på sin cykel. Vejene var fedtede, så han var nødt til at lade det
gå.
Han følte en glæde, da maskinen kastet over den anden, stejlere fald i bakken.
"Her går!" Sagde han.
Det var risikabelt, på grund af kurven i mørket på bunden, og på grund af
bryggerier 'vogne med berusede waggoners søvn.
Hans cykel syntes at falde under ham, og han elskede det.
Hensynsløshed er næsten en mands hævn over sin kvinde.
Han føler, han er ikke værdsat, så vil han risikere at ødelægge sig selv til at fratage hende
helt.
Stjernerne på søen syntes at springe som Græshopper, sølv på den sorte, som
Han snurrede forbi. Så var der den lange opstigning hjem.
"Se, mor!" Sagde han, da han kastede hende bær og blade på til bordet.
"Hm!" Sagde hun og kigger på dem, så væk igen.
Hun sad og læste, alene, som hun altid gjorde.
"Er de ikke smukke?" "Ja."
Han vidste, hun var vred på ham. Efter et par minutter sagde han:
"Edgar og Miriam kommer til te i morgen."
Hun svarede ikke. "Du har ikke noget imod?"
Stadig hun svarede ikke.
"Gør du det?" Spurgte han. "Du ved, om jeg øje eller ej."
"Jeg kan ikke se hvorfor du skulle. Jeg har masser af måltider der. "
"Du gør."
"Så hvorfor gør du unde dem te?" "Jeg unde hvem te?"
"Hvad er du så væmmelig for?" "Åh, siger ikke mere!
Du har bedt hende om at te, det er ganske tilstrækkeligt.
Hun vil komme. "Han var meget vred på sin mor.
Han vidste, at det blot var Miriam hun modsatte sig.
Han kastede ned af hans støvler og gik i seng. Paulus gik til møde sine venner den næste
eftermiddagen.
Han var glad for at se dem komme. De kom hjem omkring klokken fire.
Overalt var rent og stille søndag eftermiddag.
Fru Morel sad i sin sorte kjole og sort forklæde.
Hun rejste sig for at opfylde de besøgende. Med Edgar var hun hjertelig, men med Miriam
kold og temmelig modstræbende.
Men Paul syntes, at pigen var så dejligt i hendes brune cashmere kjole.
Han hjalp sin mor for at få te klar. Miriam ville have glæde tilbudt, men blev
bange.
Han var temmelig stolt af sit hjem. Der var over det nu, tænkte han, en
visse sondring. Stolene var kun træ, og sofaen
var gammel.
Men Tæppet og puder var hyggeligt, billederne blev udskrifter i god smag;
der var en enkelhed i alt, og masser af bøger.
Han var aldrig skamme sig i den mindste af hans hjem, var heller Miriam af hende, fordi både
var hvad de burde være, og varm. Og så var han stolt af bordet, den
Kina var smuk, kluden var fint.
Det gjorde ikke noget, at skeer ikke var sølv eller knive elfenben-håndteres;
Alt så godt ud.
Fru Morel var lykkedes vidunderligt, mens hendes børn voksede op, således at
intet var malplaceret. Miriam talte bøger lidt.
Det var hendes aldrig svigtende emne.
Men fru Morel var ikke hjertelig, og vendte snart Edgar.
Ved første Edgar og Miriam bruges til at gå ind i Fru Morels bænk.
Morel har aldrig gik til kapellet, foretrækker den offentlige-huset.
Fru Morel, som en lille mester, sad i spidsen for hendes Pew, Paulus i den anden ende;
og ved første Miriam sad ved siden af ham.
Så kapel var som hjemme. Det var et smukt sted, med mørke stolestader og
slanke, elegante søjler, og blomster. Og de samme mennesker havde siddet i det samme
steder, lige siden han var dreng.
Det var vidunderligt sødt og beroligende at sidde der i en time og en halv, ved siden af
Miriam, og tæt på sin mor, forene sine to elsker under fortrylles af det sted,
tilbedelse.
Så følte han sig varm og glad og religiøse på en gang.
Og efter kapel han gik hjem med Miriam, tilbragte mens fru Morel resten af
om aftenen med sin gamle ven, Mrs Burns.
Han var meget vågen på hans ture på søndag nætter med Edgar og Miriam.
Han gik aldrig forbi pitten om natten, ved den tændte lampe-huset, høje sorte
spindeldokker og linjer af lastbiler, forbi fans spinning langsomt som skygger, uden at
følelsen af Miriam vende tilbage til ham, ivrig og næsten uudholdelig.
Hun havde ikke meget lange besætte Morels 'Pew.
Hendes far tog en for sig selv igen.
Det var under det lille galleri, overfor Morels '.
Da Paulus og hans mor kom i kapellet på Leivers er Pew var altid tom.
Han var ivrig efter af frygt for hun ville ikke komme: det var så langt, og der var så mange regnfulde
Søndage.
Så ofte meget sent ja, hun kom ind, med sin lange skridt, bøjet hoved, hendes
ansigtet skjult under hendes bat af mørk grøn fløjl.
Hendes ansigt, da hun sad overfor, var altid i skygge.
Men det gav ham en meget ivrig følelse, som om alle hans sjæl rørte sig i ham, for at se hende
der.
Det var ikke den samme glød, lykke og stolthed, at han følte sig i at have sin mor i
opladning: noget mere vidunderligt, mindre menneskeligt, og skær til intensiteten af en smerte,
som om der var noget, han ikke kunne komme til.
>
KAPITEL VIII, del 2 stridigheder i KÆRLIGHED
På dette tidspunkt var han begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den ortodokse tro.
Han var 21, og hun var tyve. Hun var begyndt at frygte om foråret: Han
blev så vild, og såret hende så meget.
Hele vejen gik han grusomt at smadre hende tro.
Edgar nød det. Han var af natur kritisk og ret
lidenskabsløs.
Men Miriam lidt udsøgte smerte, som, med en intelligens som en kniv, den mand, hun
elskede undersøgt hendes religion, hvor hun levede og bevægede og havde hendes væsen.
Men han havde ikke skåne hende.
Han var grusom. Og når de gik alene blev han endnu mere
hård, som om han ville dræbe hendes sjæl. Han blødte hendes tro, indtil hun næsten mistede
bevidsthed.
"Hun jubler - hun jubler, da hun bærer ham væk fra mig," Fru Morel råbte i hendes hjerte
da Paul var gået. "Hun er ikke som en almindelig kvinde, der kan
lad mig min andel i ham.
Hun ønsker at optage ham. Hun ønsker at trække ham ud og absorbere ham
indtil der intet tilbage af ham, selv for sig selv.
Han vil aldrig være en mand på hans egne ben - hun vil sutte ham op ".
Så mor sad og kæmpede og grublede bittert.
Og han, der kommer hjem fra sine ture med Miriam, var vild med tortur.
Han gik bider sine læber og med knyttede næver, der går til en fantastisk pris.
Derefter bringes op mod en stil, stod han i nogle minutter, og rørte sig ikke.
Der var et stort hul af mørke fronting ham, og på den sorte upslopes
pletter af bittesmå lys, og i den laveste truget af natten, en opblussen af pit.
Det hele var underligt og frygtelige.
Hvorfor blev han revet så, næsten forvirret, og ude af stand til at bevæge sig?
Hvorfor gjorde hans mor sidde derhjemme og lider? Han vidste, at hun har lidt dårligt.
Men hvorfor skulle hun?
Og hvorfor hadede han Miriam, og føler sig så grusom mod hende, ved tanken om hans
mor. Hvis Miriam forårsagede hans mor lidelser, så
Han hadede hende - og han nemt hadede hende.
Hvorfor har hun få ham til at føle som om han var usikre på sig selv, usikker, en
ubestemt ting, som om han ikke havde tilstrækkelig beklædning til at forhindre natten
og den plads, bryde ind i ham?
Hvor han hadede hende! Og så, hvad et kapløb af ømhed og
Ydmyghed! Han pludselig kastet ud igen, løb hjem.
Hans mor så på ham mærkerne af nogle smerte, og hun sagde ikke noget.
Men han var nødt til at få hende til at tale med ham. Så hun var vred på ham for at gå så
langt med Miriam.
"Hvorfor kan du ikke lide hende, mor?" Råbte han i fortvivlelse.
"Jeg ved det ikke, min dreng," svarede hun ynkeligt.
"Jeg er sikker på at jeg har prøvet at kunne lide hende.
Jeg har prøvet og prøvet, men jeg Kan ikke - jeg kan ikke "!
Og han følte sig trist og håbløs mellem de to.
Foråret var den værste tid.
Han var foranderlig, og intens og grusom. Så han besluttede at holde sig væk fra hende.
Så kom de timer, hvor han vidste, at Miriam ventede ham.
Hans mor så ham stadig rastløs.
Han kunne ikke gå videre med sit arbejde. Han kunne intet gøre.
Det var som om noget var at trække sin sjæl ud mod Willey Farm.
Så han tog sin hat og gik og sagde ingenting.
Og hans mor vidste, at han var væk. Og så snart han var på den måde, han sukkede
med relief.
Og da han var sammen med hende, blev han grusom igen.
En dag i marts lå han på bredden af Nethermere, med Miriam sidder ved siden af ham.
Det var en funklende, hvid-og-blå dag.
Store skyer, så strålende, gik overhead, mens skygger stjal med på vandet.
Den klare rum på himlen var af ren, kold blå.
Paul lå på ryggen i den gamle græsset, se op.
Han kunne ikke holde ud at se på Miriam. Hun syntes at have ham, og han modstod.
Han modstod hele tiden.
Han ønskede nu at give hende lidenskab og ømhed, og han kunne ikke.
Han følte, at hun ønskede sjælen ud af hans krop, og ikke ham.
Alle hans kræfter og energi, hun trak ind i sig selv gennem nogle kanaler, der forenede
dem. Hun ønskede ikke at møde ham, så der
var to af dem, mand og kvinde sammen.
Hun ønskede at drage alle af ham ind i hende. Det opfordrede ham til en intensitet som vanvid,
der fascinerede ham, som doping kan. Han var diskutere Michael Angelo.
Det føltes for hende som om hun var fingering den meget dirrende væv, meget protoplasma
af livet, da hun hørte ham. Det gav hendes dybeste tilfredshed.
Og i sidste ende det skræmte hende.
Der lå han i den hvide intensiteten af sin jagt, og hans stemme efterhånden fyldte hende
med frygt, så niveauet var det, næsten umenneskelige, som i en trance.
"Du skal ikke snakke mere," bønfaldt hun sagte, om hendes hånd på hans pande.
Han lå helt stille, næsten ude af stand til at bevæge sig. Hans krop var et eller andet sted kasseret.
"Hvorfor ikke?
Er du træt? "" Ja, og det slider dig ud. "
Han lo kort tid, at realisere. "Men du altid gøre mig kan lide det," sagde han.
"Jeg ønsker ikke at," sagde hun, meget lav.
"Ikke når du er gået for vidt, og du føler, du ikke kan bære det.
Men dit ubevidste selv altid spørger det af mig.
Og jeg tror jeg vil have det. "
Han gik videre, i hans død mode: "Hvis bare du kunne ønske mig og ikke vil have
! hvad jeg kan rulle ud for dig "" Jeg! "hun græd bitterligt -" jeg!
Hvorfor, vil, når du lader mig tage dig? "
"Så er det min skyld," sagde han, og samle sig sammen, stod han op og
begyndte at tale trivialiteter. Han følte uvæsentlige.
På en *** måde, han hadede hende for det.
Og han vidste, han var så meget at bebrejde sig selv.
Dette er dog ikke forhindrede ham hade hende.
En aften ved denne tid, han havde gået langs hjem vejen med hende.
De stod af græs der fører ned til træet, ude af stand til at deltage.
Da stjernerne kom ud skyerne lukket.
De havde glimt af deres egen konstellation, Orion, mod vest.
Hans juveler flimrede et øjeblik, hans hund løb lav, kæmper med besvær gennem
den spume af skyen.
Orion var for dem chef i betydning blandt de konstellationer.
De havde stirret på ham i deres underlige, ekstraomkostninger timers følelse, indtil de
syntes selv at leve i hver eneste af sine stjerner.
Denne aften Paulus havde været mut og pervers.
Orion havde syntes bare en almindelig konstellation til ham.
Han havde kæmpet mod sin glamour og fascination.
Miriam var at se sin elskede humør omhyggeligt.
Men han sagde ikke noget, der gav ham væk, indtil det øjeblik kom til en del, da han stod
frowning mørkt, samledes skyerne, bag hvilken den store konstellation skal
være Skridtstillingen stadig.
Der skulle være en lille fest i hans hus, den næste dag, hvor hun skulle deltage.
"Jeg skal ikke komme og møde dig," sagde han. "Åh, meget godt, det er ikke særlig rart ud,"
svarede hun langsomt.
"Det er ikke, at - kun de ikke kan lide mig. De siger, jeg bryder mig mere for dig end for dem.
Og du forstår, ikke sandt? Du ved, det er kun venskab. "
Miriam blev forbavset og ondt for ham.
Det havde kostet ham en indsats. Hun forlod ham, der ønsker at skåne ham
yderligere ydmygelse. En fin regn blæste i hendes ansigt, da hun gik
langs vejen.
Hun var såret dybt nede, og hun foragtede ham for at være blæst omkring af nogen vind
myndighed.
Og i hendes hjerte af hjerter, ubevidst, hun følte, at han prøvede at komme væk
fra hende. Det ville hun aldrig have erkendt.
Hun havde medlidenhed med ham.
På dette tidspunkt Paulus blev en vigtig faktor i Jordans lager.
Mr. Pappleworth venstre til at oprette en virksomhed af sin egen, og Paul forblev med Mr.
Jordan som Spiral overseer.
Hans løn skulle blive hævet til tredive kroner ved årets udgang, hvis tingene gik
godt. Stadig fredag aften Miriam kom ofte
ned til hende fransk lektion.
Paul gik ikke så ofte til Willey Farm, og hun bedrøvet ved tanken om hendes
uddannelse kommer til at ende, og desuden, de begge elskede at være sammen, på trods af
Disharmonier.
Så de læser Balzac, og gjorde kompositioner, og følte mig meget kultiveret.
Fredag aften var opgør nat for minearbejderne.
Morel "regnede" - delt op i penge af stall - enten i New Inn at Bretty
eller i sit eget hus, efter som hans kolleger-butties ønskede.
Barker havde vendt en ikke-drikker, så nu er mændene regnet på Morels hus.
Annie, der havde været undervisning væk, var hjemme igen.
Hun var stadig en drengepige, og hun blev forlovet.
Paulus var at studere design.
Morel var altid i godt humør fredag aften, medmindre uges indtjening var
lille. Han skyndte sig straks efter sin middag,
parat til at få vasket.
Det var anstand for kvinderne at fraværende sig selv, mens mændene regnede.
Kvinder var ikke meningen at spionere ind i sådan en maskulint privatliv som butties '
regnskab, de var heller ikke at kende det nøjagtige beløb af ugens indtjening.
Så, mens hendes far var spruttende i bryggers, Annie gik ud for at tilbringe en
time med en nabo. Fru Morel gik til hende bagning.
"Shut at doo-is!" Skrålede Morel rasende.
Annie slog det bag hende, og var væk. "Hvis tha oppens den igen, mens jeg er weshin '
mig, jeg vil ma'e din kæbe rasle, "truede han fra midt i sin sæbe-skum.
Paul og moderen rynkede panden for at høre ham.
I øjeblikket han kom løbende ud af bryggers, med sæbevand dryppende
fra ham. dithering med kold "Åh, mine Herrer!" Sagde han.
"Wheer er mit håndklæde?"
Den blev hængt op på en stol for at varme før branden, ellers ville han have mobbet og
blustered. Han sad på hug på hælene før det varme
bage-ild til tørre sig selv.
"F-FF-f!" Han gik, foregiver at gyse af kulde.
"Herregud, mand, skal du ikke være sådan et barn!" Sagde Fru Morel.
"Det er ikke koldt."
"Dig strimmel Thysen Stark nak'd til wesh dit kød jeg", der bryggers, "sagde minearbejder, som
han gned hans hår; "! nowt b'ra is-'ouse" "Og jeg skal ikke gøre dette vrøvl," svarede
hans kone.
"Nej, tha'd drop down stiv, så død som en dør-knop, wi 'din nesh sider."
"Hvorfor er en dør-knop deader end noget andet?" Spurgte Paul, nysgerrig.
"Eh, jeg dunno, det er hvad de siger," svarede hans far.
"Men der er så meget udkast i 'hin bryggers, da det blæser gennem dit ribben
som gennem en fem-spærret porten. "
"Det ville have nogle problemer med at blæse gennem dit," sagde fru Morel.
Morel kiggede ned ruefully på hans sider. "Mig!" Udbrød han.
"Jeg er nowt b'ra flået kanin.
Mine knogler rimelig rager ud på mig. "" Jeg vil gerne vide, hvor, "svarede hans
kone. "Iv'ry-wheer!
Jeg er nobbut en sæk o 'bøsserøve ".
Fru Morel lo. Han havde stadig en vidunderlig unge krop,
muskuløs, uden nogen form for fedt. Hans hud var glat og klar.
Det kunne have været liget af en mand på 28, bortset fra at der var,
måske, alt for mange blå ar, ligesom tatovering-mark, hvor kul-støv forblevet under
huden, og at hans bryst var for behåret.
Men han lagde sin hånd på sin side ruefully. Det var hans faste overbevisning, at fordi han
fik ikke fedt, at han var lige så tynd som en udsultet rotte.
Paul kiggede på hans fars tykke, brunlige hænder alle arret, med brækkede negle,
gnide den fine glathed af hans sider, og det misforhold slog ham.
Det virkede mærkeligt de var de samme kød.
"Jeg tror," sagde han til sin far, "du havde en god figur én gang."
"Eh!" Udbrød minearbejder, kiggede rundt, forskrækkede og frygtsomme, som et barn.
"Han havde," udbrød Fru Morel, "hvis han ikke slynge sig op som om han var
forsøger at komme i de mindste rum, han kunne. "
"! Me" udbrød Morel - "mig en god figur!
Jeg wor niver meget mere n'ra skelet. "" Mand! "Råbte konen," du skal ikke være en sådan
pulamiter! "" 'Strewth! "sagde han.
"Tha er niver knowed mig, men hvad jeg så ud, som om jeg wor Goin 'off i et hurtigt fald."
Hun sad og lo.
"Du har haft en forfatning som jern," sagde hun, "og aldrig en mand havde en bedre start,
hvis det var kroppen, der tælles.
Du skulle have set ham som en ung mand, "råbte hun pludselig til Paul, at trække sig
op at efterligne hendes mands gang smuk leje.
Morel iagttog hende forlegent.
Han så igen, den lidenskab, hun havde haft for ham.
Det flammede på hende et øjeblik. Han var genert, temmelig bange, og ydmyg.
Endnu en gang følte han sin gamle glød.
Og derefter straks han følte ruin, han havde gjort i disse år.
Han ville travlhed om, at løbe væk fra det.
"Gi'e min ryg lidt af en wesh," spurgte han hende.
Hans kone havde et godt sæbede flannel og klappede den på sine skuldre.
Han gav et hop.
"Eh, tha mucky lille 'ussy!" Råbte han. "Cowd som død!"
"Du burde have været en salamander," hun lo, vask ryggen.
Det var meget sjældent at hun ville gøre noget så personligt for ham.
Børnene gjorde disse ting. "Den næste verden vil ikke være halvt varmt nok
for dig, hun "tilføjet.
"Nej," sagde han, "tha'lt ser som det er utætte for mig."
Men hun var færdig.
Hun tørrede ham i en usammenhængende måde, og gik ovenpå, vender tilbage øjeblikkeligt med
hans skiftende-bukser. Da han blev tørret han kæmpede i hans
shirt.
Så, rødmosset og skinnende, med hår på højkant, og hans flannelette skjorte hængende over hans
pit-bukser, han stod opvarmning tøjet han skulle tage på.
Han vendte dem, trak han dem ud og ind, han brændte dem.
"Herregud, mand!" Råbte fru Morel, "få klædt!"
"Skal dig gerne klappe Thysen i bukser så cowd som en balje o 'vand?" Siger han
sagde. Til sidst tog han sin pit-bukser og
iførte sig anstændig sort.
Han gjorde alt dette paa Tæppet, som han ville have gjort, hvis Annie og hendes velkendte
venner havde været til stede. Fru Morel vendte brødet i ovnen.
Så fra den røde lertøj panchion af dejen, der stod i et hjørne hun tog
en anden håndfuld pasta, arbejdede den til den korrekte form, og faldt det ind i en dåse.
Da hun gjorde det Barker bankede og gik.
Han var en stille, kompakt lille mand, der så ud som om han ville gå gennem en sten
væg.
Hans sorte hår var beskåret kort, hans hoved var benet.
Som de fleste minearbejdere, var han bleg, men sund og stram.
"Evenin ', Frue," han nikkede til Fru Morel, og han satte sig med et suk.
"God aften," svarede hun hjerteligt. "Tha er lavet dine hæle crack," siger Morel.
"Jeg ved ikke, som jeg har," sagde Barker.
Han sad, som mænd altid gjorde i Morels køkken, udslette sig selv i stedet.
"Hvordan har Frue?" Spurgte hun ham. Han havde fortalt hende noget tid tilbage:
"Vi er expectin 'os third lige nu, ser du."
"Ja," svarede han og gned sig i hovedet, "hun holder temmelig middlin ', tror jeg."
"Lad os se - hvornår?" Spurgte Fru Morel.
"Nå, skal jeg ikke være overrasket over nogen tid nu."
"Ah! Og hun holdt en retfærdig måde? "" Ja, tidy. "
"Sådan er velsignelse, for hun er ikke alt for stærk."
"Nej. En "Jeg har gjort en anden fjollet trick." "Hvad er det?"
Fru Morel vidste Barker ville ikke gøre noget meget dumt.
"Jeg kommer BE-out th" marked-posen. "" Du kan få mit. "
"Nej, vil du blive wantin", som dig selv. "
"Jeg skal ikke. Jeg tager en snor pose altid. "
Hun så bestemt lille Collier købe i ugens dagligvarer og kød på
den fredag aften, og hun beundrede ham.
"Barker er lille, men han er ti gange den mand du er," sagde hun til sin mand.
Netop da Wesson indtastet.
Han var tynd, temmelig skrøbelig udseende, med et drenget oprigtighed og en lidt tåbelig
smil, på trods af hans syv børn. Men hans kone var en lidenskabelig kvinde.
"Jeg ser, du har kested mig," sagde han smilende frem vapidly.
"Ja," svarede Barker. Den nyankomne tog sin kasket og hans store
uldne lydpotte.
Hans næse var spidse og røde. "Jeg er bange for du er kold, Mr. Wesson," sagde
Fru Morel. "Det er lidt rap," svarede han.
"Så kom til ilden."
"Nej, jeg s'll gøre, hvor jeg er." Både Colliers satte sig borte tilbage.
De kunne ikke være tilskyndet til at komme videre til skorstenen.
Skorstenen er helligt for familien.
"Go dine veje i 'th' lænestol," sagde Morel lystigt.
"Nej, tak yer;. Jeg er meget pænt her" "Ja, kom, naturligvis, insisterede" Mrs
Morel.
Han rejste sig og gik akavet. Han sad i Morels lænestol akavet.
Det var for stor en fortrolighed. Men ilden gjorde ham lykkelig.
"Og hvordan er det bryst af dig?" Forlangte Fru Morel.
Han smilede igen, med sine blå øjne temmelig solrig.
"Åh, det er meget middlin '," sagde han.
"Wi" en rangle i den som en kedel-tromme, "sagde Barker kort.
"Tttt!" Gik Fru Morel hurtigt med hendes tunge.
"Havde du, at flannel singlet gjort?"
"Ikke endnu," smilede han. "Så, hvorfor har du ikke?" Råbte hun.
"Det skal nok komme," smilede han. "Ah, en 'Doomsday" udbrød Barker.
Barker og Morel var begge utålmodige af Wesson.
Men, da de begge var så hårdt, som negle, fysisk.
Da Morel næsten var færdig, han skubbet pose penge til Paul.
"Tæl det, dreng," spurgte han ydmygt.
Paul utålmodigt vendte sig fra hans bøger og blyant, tippede posen op og ned på
tabel. Der var en fem-pund pose med sølv,
regenter og løs penge.
Han talte hurtigt, henvist til kontrol--de skriftlige opgaver giver mængden af kul -
sætte penge i orden. Så Barker kiggede på kontrollen.
Fru Morel gik ovenpå, og de tre mænd kom til bord.
Morel, som mester i huset, sad i sin lænestol, med ryggen til den varme ild.
De to butties havde køligere pladser.
Ingen af dem talte pengene. "Hvad sagde vi siger Simpsons var?" Spurgte
Morel, og den butties cavilled for et minut over det dayman indtjening.
Så beløbet blev sat til side.
"En 'Bill Naylor er?" Disse penge blev også taget ud af pakken.
Så, fordi Wesson boede i et af virksomhedens huse, og hans husleje var blevet
fratrukket, tog Morel og Barker fire og seks hver.
Og fordi Morels kul var kommet, og det førende blev stoppet, tog Barker og Wesson
fire skilling hver. Så var det vind i sejlene.
Morel gav hver af dem en suveræn indtil der var ikke flere regenter, hver en halv
krone indtil der ikke var flere halv-kroner, hver en skilling, indtil der ikke var flere
shillings.
Hvis der var noget i slutningen, der ikke ville split, Morel tog det og stod
drinks. Da de tre mænd rejste sig og gik.
Morel sænket ud af huset, inden hans kone kom ned.
Hun hørte døren lukke og ned. Hun kiggede hurtigt på brødet i
ovn.
Derefter kigger på bordet, så hun sine penge liggende.
Paul havde arbejdet hele tiden. Men nu følte han sin mor at tælle
uges penge, og hendes vrede stiger,
"Ttttt!" Gik sin tunge. Han rynkede panden.
Han kunne ikke arbejde, da hun var på tværs. Hun talte igen.
"En sølle 25 kroner!" Udbrød hun.
"Hvor meget var check?" "Ti pounds elleve," sagde Paul irriteret.
Han frygtede, hvad der var på vej.
"Og han giver mig en scrattlin '25, en' sin klub i denne uge!
Men jeg kender ham. Han mener, fordi du tjener han ikke behøver at
holde huset længere.
Nej, alt, hvad han har at gøre med sine penge, er at guttle det.
Men jeg vil vise ham! "" Åh, mor, må du ikke! "Råbte Paul.
"Gør ikke det, vil jeg gerne vide?" Udbrød hun.
"Du skal ikke bære den igen. Jeg kan ikke arbejde. "
Hun gik meget stille.
"Ja, det er alt sammen meget godt," sagde hun, "men hvordan tror du jeg har tænkt mig at styre?"
"Nå, vil det ikke gøre det noget bedre at snitte om det."
"Jeg vil gerne vide, hvad du ville gøre, hvis du havde den til at affinde sig med."
"Det vil ikke vare længe. Du kan have mine penge.
Lad ham gå ad helvede til. "
Han gik tilbage til sit arbejde, og hun bandt hende Bonnet-strenge barsk.
Da hun var båndede han ikke kunne bære det. Men nu begyndte han at insistere på hendes
anerkende ham.
"De to brød på toppen," sagde hun, "vil blive gjort i tyve minutter.
. Glem ikke dem "" All right, "svarede han, og hun gik til
markedet.
Han forblev alene arbejder. Men hans sædvanlige intense koncentration blev
urolig. Han lyttede til værftet-gate.
På et kvart over syv kom en lav banke, og Miriam indtastet.
"Alle alene?" Sagde hun. "Ja".
Som om derhjemme, tog hun hendes Tam-o'-shanter og hendes lange frakke, hænge dem op.
Det gav ham et gys. Dette kan være deres eget hus, hans og
hendes.
Så kom hun tilbage og kiggede over hans arbejde.
"Hvad er det?" Spurgte hun. "Still design, til dekoration af foderstoffer, og
til broderi. "
Hun bøjede sig nærsynet over tegningerne. Det irriterede ham, at hun kiggede så ind
alt, hvad der var hans, søge ham ud. Han gik ind i stuen og kom tilbage med
et bundt af brunlige linned.
Omhyggeligt udfolde det, han lagde det på gulvet.
Det viste sig at være et gardin eller portieren, smukt stencilleret med et design på
roser.
"Ah, hvor smukt!" Sagde hun. Spredningen klud, med sin fantastiske
rødlige roser og mørkegrønne stængler, alle er så enkle, og en eller anden måde så ond ud, lå
ved hendes fødder.
Hun gik på knæ, før det, hendes mørke krøller faldende.
Han så hende krøb sammen vellystigt før hans arbejde, og hans hjerte slog hurtigt.
Pludselig kiggede hun op på ham.
"Hvorfor virker det grusomme?" Spurgte hun. "Hvad?"
"Der synes at være en følelse af grusomhed om det," sagde hun.
"Det er rigtig god, uanset om eller ej," svarede han, folde sit arbejde med en elskers
hænder. Hun rejste sig langsomt, grublede.
"Og hvad vil du gøre med det?" Spurgte hun.
"Send den til Liberty er. Jeg gjorde det for min mor, men jeg tror, hun havde
hellere have pengene. "" Ja, "siger Miriam.
Han havde talt med et strejf af bitterhed, og Miriam sympatiserede.
Penge ville have været noget for hende. Han tog kluden tilbage ind i stuen.
Da han vendte tilbage kastede han til Miriam et mindre stykke.
Det var en pude-betræk med samme design.
"Jeg gjorde det for dig," sagde han.
Hun fingre arbejdet med rystende hænder, og talte ikke.
Han blev flov. "Ved at Jove, brødet!" Råbte han.
Han tog toppen brødene ud, tappet dem kraftigt.
De blev gjort. Han lagde dem på arne til afkøling.
Så gik han til bryggerset, vædede hans hænder, snuppede den sidste hvide dejen ud af
de punchion, og faldt i en bage-tin.
Miriam var stadig bøjet over hende malet klud.
Han stod gnide bits af dejen fra hans hænder.
"Du kan lide det?" Spurgte han.
Hun kiggede op på ham med sine mørke øjne, en flamme af kærlighed.
Han lo ubehageligt. Så begyndte han at tale om design.
Der var for ham den mest intense nydelse i at tale om sit arbejde for at Miriam.
Alle hans lidenskab, alle hans vilde blod, gik ind i dette samleje med hende, når han
talte og udtænkt sit arbejde.
Hun fødte ham hans fantasi. Hun forstod ikke, nogen mere end en
Kvinden forstår da hun undfanger et barn i hendes livmoder.
Men det var livet for hende og for ham.
Mens de talte, en ung kvinde på omkring 22, lille og bleg, hule-
øjne, men med en ubønhørlig se sig om hende, ind i stuen.
Hun var en ven på Morels.
"Tag dine ting ud," sagde Paul. "Nej, jeg ikke stoppe."
Hun satte sig i lænestolen overfor Paul og Miriam, der var på sofaen.
Miriam flyttet lidt længere væk fra ham.
Rummet var varmt, med en duft af nyt brød.
Brown, sprøde brød stod på ildstedet.
"Jeg burde ikke have forventet at se dig her i nat, Miriam Leivers," sagde Beatrice
ondt. "Hvorfor ikke?" Mumlede Miriam grødet.
"Hvorfor, lad os se på dine sko."
Miriam forblev ubehageligt stille. "Hvis tha gør ikke tha durs'na," lo
Beatrice. Miriam satte fødderne væk under hendes kjole.
Hendes støvler var, at ***, ubeslutsomme, temmelig patetisk at se om dem, der
viste, hvordan selvbevidste og selvstændige mistroisk hun var.
Og de var dækket af mudder.
"Glory! Du er en positiv muck-bunke, "udbrød
Beatrice. "Hvem renser dine støvler?"
"Jeg rense dem selv."
"Så du ville have et job," sagde Beatrice. "Det ville ha 'taget en masse mænd til at ha'
bragte mig ned her i nat. Men kærligheden griner på slam, ikke sandt,
'Apostel Paulus min and? "
"Bl.a." sagde han. "Oh, Herre! vil du tud udenlandske
sprog? Hvad betyder det, Miriam? "
Der var en fin sarkasme i det sidste spørgsmål, men Miriam ikke se det.
"'Blandt andet," Jeg tror, "sagde hun ydmygt.
Beatrice stak tungen mellem hendes tænder og lo ondt.
"'Blandt andet' Apostel Paulus?" Gentog hun.
"Mener du elsker griner på mødre og fædre, søstre og brødre, og mænd
venner og veninder, og endda på b'loved selv? "
Hun ramte en stor uskyld.
"Faktisk er det et stort smil," svarede han. "Op i ærmet," Apostel Paulus Morel - du tror
mig, "sagde hun, og hun gik hen til en anden briste af ond, stille latter.
Miriam sad tavs, trukket ind i sig selv.
Hver eneste af Pauls venner glæde i at tage parti imod hende, og han forlod hende
i stikken - syntes næsten at have en slags hævn over hende dengang.
"Er du stadig i skole?" Spurgte Miriam af Beatrice.
"Ja." "Du har ikke haft din varsel, så?"
"Jeg forventer, at det i påsken."
"Er det ikke en frygtelig skam, for at slå dig ned, blot fordi du ikke har bestået eksamen?"
"Jeg ved det ikke," sagde Beatrice koldt. "Agatha siger, du er så god som enhver lærer
overalt.
Det forekommer mig latterlig. Jeg spekulerer på, hvorfor du ikke forbi. "
"Short af hjerner, hva ',' Apostel Paulus?" Sagde Beatrice kort.
"Kun hjerner til at bide med," svarede Paul leende.
"! Gener" råbte hun, og sprang fra hendes plads, hun styrtede og boxed hans ører.
Hun havde smukke små hænder.
Han holdt hendes håndled, mens hun brødes med ham.
Til sidst brød hun fri, og tog to håndfulde af hans tykke, mørke brunt hår,
som hun rystede.
"Beat!" Sagde han, da han trak sit hår lige med fingrene.
"Jeg hader dig!" Hun lo af glæde.
"Mind!" Sagde hun.
"Jeg vil sidde ved siden af dig." "Jeg ville da Leif blive naboer med ***"
sagde han, ikke desto mindre gør plads for hende mellem ham og Miriam.
"! Havde det flæse hans smukke hår, derefter" råbte hun, og med hendes hår-kam, hun kæmmet
ham lige. "Og hans hyggelig lille overskæg!" Hun
udbrød.
Hun lagde hovedet tilbage og redte hans unge overskæg.
"Det er onde overskæg, 'Apostel Paulus," sagde hun.
"Det er en rød for fare.
Har du fået nogen af disse cigaretter? "Han trak sin cigaret-sag fra hans
lomme. Beatrice kiggede inde i det.
"Og tænk mig at have Connie sidste cigaret.", Siger Beatrice, sætte ting mellem
hendes tænder. Han holdt en tændt match til hende, og hun pustede
daintily.
"Tak så meget, skat," sagde hun hånligt.
Det gav hende en ond fryd. "Tror du ikke han gør det pænt,
Miriam? "Spurgte hun.
"Åh, meget!" Siger Miriam. Han tog en cigaret for sig selv.
"Lys, gamle dreng?" Sagde Beatrice, vippe hende cigaret på ham.
Han bøjede sig frem til hende for at tænde sin cigaret i hendes.
Hun var blinke til ham, da han gjorde det.
Miriam så hans øjne skælvende med fortræd, og hans fulde, næsten sensuel,
munden dirrende. Han var ikke sig selv, og hun kunne ikke bære
den.
Da han var nu, hun ikke havde nogen forbindelse med ham, hun kunne lige så godt ikke have eksisteret.
Hun så cigaretten danse på hans fulde røde læber.
Hun hadede hans tykke hår for at være tumlede løs på hans pande.
"Sweet dreng!" Sagde Beatrice, deponering op hagen og give ham et lille kys på
kind.
"Jeg s'll kysser dig tilbage, Beat," sagde han. "Tha wunna!" Hun grinede, hoppe op og
at gå væk. "Er han ikke skamløse, Miriam?"
"Quite," siger Miriam.
"Af den måde, er du ikke glemmer brødet?"
"Ved Jupiter!" Råbte han, kaste åbne ovnlågen.
Out pustede den blålige røg og en lugt af brændt brød.
"Åh, golly!" Råbte Beatrice, der kommer til hans side.
Han krøb sammen, før ovnen, hun kiggede over hans skulder.
"Dette er hvad der kommer af glemsel af kærlighed, min dreng."
Paulus var ruefully fjerne brød.
Den ene var brændt sort på den varme side, en anden blev hårdt som en mursten.
"Stakkels mater!" Sagde Paul. "Du ønsker at rist det," sagde Beatrice.
"Hent mig muskatnød-rivejern."
Hun arrangerede brødet i ovnen. Han bragte rivejern, og hun revet den
brød på til en avis på bordet. Han satte dørene åbne til at blæse væk
Lugten af brændt brød.
Beatrice revet væk, pustede hendes cigaret, banke trækul fra
dårlige brød. "Mit ord, Miriam! du er i for det på denne
tid, "sagde Beatrice.
"Jeg!" Udbrød Miriam i forbløffelse. "Du må hellere være væk, når hans mor kommer
i. Jeg ved, hvorfor Kong Alfred brændte kager.
Nu kan jeg se det!
'Apostel Paulus ville ordne en fortælling om hans arbejde at gøre ham til at glemme, hvis han troede, det ville
vask.
Hvis det gamle kvinde var kommet i en lidt bedre, ville hun have pakket de skamløse ting ører
der har fremsat glemsel, i stedet for dårlig Alfreds. "
Hun fniste, da hun skrabede brødet.
Selv Miriam lo på trods af sig selv. Paul anbefales ilden ruefully.
Havelågen hørte til ***. "Quick!" Råbte Beatrice, der giver Paulus
skrabet brød.
"Pak den ind i et fugtigt håndklæde." Paul forsvandt ind i bryggerset.
Beatrice hurtigt blæste hende afskrab ind i ilden, og satte sig uskyldigt.
Annie kom sprængning i.
Hun var en brat, ganske intelligent ung kvinde. Hun blinkede i det stærke lys.
"Lugten af brændende!" Udbrød hun. "Det er cigaretterne," svarede Beatrice
demurely.
"Hvor er Paul?" Leonard havde fulgt Annie.
Han havde en lang komisk ansigt og blå øjne, meget trist.
"Jeg tror han har forladt dig til at afgøre det mellem dig," sagde han.
Han nikkede med sympati til Miriam, og blev blidt sarkastisk til Beatrice.
"Nej," sagde Beatrice, "han er gået ud med nummer ni."
"Jeg har lige mødt nummer fem spurgte efter ham," sagde Leonard.
"Ja - we're kommer til at dele ham op som Salomons baby," sagde Beatrice.
Annie lo. "Åh, ja," sagde Leonard.
"Og hvor lidt skal du have?"
"Jeg ved det ikke," sagde Beatrice. "Jeg vil lade alle de andre vælge først."
"En 'du har levninger, kan lide?" Sagde Leonard, vride en tegneserie ansigt.
Annie var på udkig i ovnen.
Miriam sad ignoreret. Paul indtastet.
"Dette bread'sa fine syn, vores Paulus," siger Annie.
"Så du skal stoppe med en 'se efter det," sagde Paul.
"Du mener DU bør gøre, hvad du regnskab at gøre," svarede Annie.
"Han burde, bør han ikke!" Sagde Beatrice.
"Jeg s'd tror, at han havde fået rigeligt på hånden," sagde Leonard.
"Du havde en grim tur, ikke sandt, Miriam?" Sagde Annie.
"Ja - men jeg havde været på hele ugen -"
"Og du ville have en lidt af en forandring, som" insinueret Leonard venligt.
"Nå, kan du ikke blive hængende i huset for evigt," Annie aftalt.
Hun var ganske elskværdig.
Beatrice trak på hendes frakke og gik ud med Leonard og Annie.
Hun ville møde hendes egen dreng. "Glem ikke, at brød, vores Paulus," råbte
Annie.
"Godnat, Miriam. Jeg tror ikke, det bliver regnvejr. "
Da de alle var kommet, Paul hentede hyllet brød, pakkede det og undersøgte det
desværre.
"Det er noget rod!" Sagde han. "Men," svarede Miriam utålmodigt, "hvad
er det trods alt -. twopence, Ha'penny "" Ja, men - det er den mater dyrebare
bagning, og hun vil tage det til hjerte.
Men det nytter ikke generer. "Han tog brødet tilbage i bryggers.
Der var en lille afstand mellem ham og Miriam.
Han stod afbalanceret overfor hende for nogle øjeblikke overvejer, at tænke på hans
adfærd med Beatrice. Han følte sig skyldig indeni sig selv, og alligevel
glad.
Af en eller anden uransagelig grund er det serveret Miriam højre.
Han var ikke til at omvende sig. Hun spekulerede på, hvad han tænkte på, da han
stod suspenderet.
Hans tykke hår var væltede over hans pande.
Hvorfor kunne hun ikke skubbe det tilbage for ham, og fjerne mærker af Beatrices kam?
Hvorfor kunne hun ikke trykke på hans krop med sine to hænder.
Det så så fast, og enhver henseende lever. Og han ville lade andre piger, hvorfor ikke hende?
Pludselig begyndte han ind i livet.
Det gjorde hende sitre næsten med terror som han hurtigt skubbede håret ned af hans pande
og kom hen imod hende. "Half-seneste otte!" Sagde han.
"Vi må hellere sorteper op.
Hvor er din fransk? "Miriam forlegent og temmelig bittert produceret
hendes motion-bog. Hver uge skrev hun for ham en slags
dagbog af hendes indre liv, i hendes eget fransk.
Han havde fundet dette var den eneste måde at få hende til at gøre kompositioner.
Og hendes dagbog var for det meste en kærlighed-brev.
Han ville læse det nu, hun følte det som om hendes sjæls historie ville blive vanhelliget
af ham i hans nuværende humør. Han sad ved siden af hende.
Hun så på hans hånd, fast og varm, strengt scoring hendes arbejde.
Han læste kun den franske, ignorerede hendes sjæl, der var der.
Men efterhånden hans hånd glemt sit arbejde.
Han læste i stilhed, ubevægelig. Hun skælvede.
"'Ce matin les Oiseaux m'ont eveille," læste han.
"'Il faisait encore un crepuscule.
Mais la petite Fenetre de ma chambre etait bleme, et puis, jaune, et Tous les Oiseaux
du Bois eclaterent dans un chanson VIF et resonnant.
Toute l'Aube tressaillit.
J'avais reve de vous. Est-ce que vous voyez aussi l'Aube?
Les Oiseaux m'eveillent Presque Tous les Matins, et Toujours il ya quelque valgte de
terreur dans le CRI des grives.
Il est si clair - '"Miriam sad skælvende, halvt skamfuld.
Han forblev ganske stille, forsøger at forstå.
Han kun vidste, at hun elskede ham.
Han var bange for hendes kærlighed til ham. Det var for god til ham, og han var
utilstrækkelig. Hans egen kærlighed var skyld i ulykken, ikke hendes.
Skamme, rettede han sit arbejde, ydmygt at skrive over hendes ord.
"Se," sagde han roligt, "fortiden participium konjugeret med avoir enig
med det direkte objekt, når det går forud. "
Hun bøjede sig frem, forsøger at se og forstå.
Hendes gratis, fine krøller kildede hans ansigt. Han startede som hvis de havde været rødglødende,
gyse.
Han så hende kiggede frem på den side, hendes røde læber skiltes ynkeligt, det sorte hår
dukker i fine tråde over hendes tawny, røde kind.
Hun var farvet som et granatæble for rigdom.
Hans ånde kom kort som han betragtede hende. Pludselig kiggede hun op på ham.
Hendes mørke øjne var nøgen med deres kærlighed, bange, og længsel.
Hans øjne også var mørke, og de gør ondt hende.
De syntes at mestre hende.
Hun mistede al sin selvkontrol, blev udsat i frygt.
Og han vidste, før han kunne kysse hende, skal han drive noget ud af sig selv.
Og et strejf af had til hende krøb tilbage i hans hjerte.
Han vendte tilbage til hendes motion. Pludselig smed han ned blyant, og var
i ovnen i et spring, dreje brød.
For Miriam han var for hurtig. Hun begyndte voldsomt, og det gør ondt hende med
reel smerte. Selv den måde, han krøb sammen, før ovnen
såre hende.
Der syntes at være noget grusomt i det, noget grusomt i den hurtige måde, han slog
brødet ud af formene, fangede det op igen.
Hvis bare han havde været blid i sine bevægelser, hun ville have følt mig så rig og varm.
Som det var, blev hun såret. Han vendte tilbage og sluttede øvelsen.
"Du har gjort det godt i denne uge," sagde han.
Hun så, at han var smigret af hendes dagbog. Det gjorde ikke tilbagebetale hende helt.
"Du virkelig blomstre ud nogle gange," sagde han.
"Du burde skrive poesi."
Hun løftede hovedet af glæde, da hun rystede den mistroisk.
"Jeg stoler ikke på mig selv," sagde hun. "Du skulle prøve!"
Igen rystede hun på hovedet.
"Skal vi læse, eller er det for sent?" Spurgte han.
"Det er sent - men vi kan læse bare lidt," bønfaldt hun.
Hun var virkelig får nu mad til hendes liv i løbet af næste uge.
Han fik hende til at kopiere Baudelaires "Le Balcon". Så han læste det for hende.
Hans stemme var blød og kærtegnende, men vokser næsten brutal.
Han havde en måde at løfte hans læber og vise tænder, lidenskabeligt og
bittert, da han var meget bevæget.
Det gjorde han nu. Det fik Miriam føles som om han tramper
på hende. Hun turde ikke se på ham, men sad med hende
bøjet hoved.
Hun kunne ikke forstå, hvorfor han kom ind i en sådan tumult og raseri.
Det gjorde hende ulykkelig. Hun kunne ikke lide Baudelaire, i det hele taget -
eller Verlaine.
"Se hende synge i feltet Yon ensomme højland tøs."
Det nærede hendes hjerte. Det samme gjorde "Fair Ines".
Og -
"Det var en dejlig aften, rolig og ren, og vejrtrækningen hellig stille som en nonne."
Disse var som hende selv. Og der var han, siger i halsen
bittert:
". Tu Te rappelleras la Beauté des kærtegn" Digtet var færdig, tog han brødet
ud af ovnen, arrangere brændt brød i bunden af panchion, den gode
dem i toppen.
Den udtørret Loaf forblev svøbt op i bryggerset.
"Mater behøver ikke at vide til i morgen," sagde han. "Det vil ikke forstyrre hende så meget dengang som på
nat. "
Miriam kiggede i reolen, så, hvad postkort og breve, han havde modtaget, så
hvilke bøger var der. Hun tog en, der havde interesseret ham.
Så vendte han sig ned for gassen, og de af sted.
Han havde ikke problemer med at låse døren. Han var ikke hjemme igen før et kvarter i
elleve.
Hans mor sad i gyngestolen. Annie, med et reb af hår hængende ned over hendes
tilbage, blev siddende på en lav skammel før branden, albuerne på knæene,
dystert.
På bordet stod den fejlende unswathed brød.
Paul indgået temmelig forpustet. Ingen talte.
Hans mor læste den lille lokale avis.
Han tog sin frakke og gik til at sidde ned i sofaen.
Hans mor flyttede tvært side for at lade ham passere.
Ingen talte. Han var meget ubehageligt.
For nogle minutter sad han foregiver at læse et stykke papir, han fandt på bordet.
Så - "Jeg glemte, at brød, mor," sagde han.
Der var intet svar fra enten kvinde.
"Nå," sagde han, "det er kun twopence ha'penny.
Jeg kan betale dig for det. "Være vred, satte han tre øre på
bord og gled dem til sin mor.
Hun vendte sig bort hovedet. Hendes mund var lukket tæt.
"Ja," sagde Annie, "du ved ikke, hvor dårligt min mor er!"
Pigen sad og stirrede glumly ind i ilden.
"Hvorfor er hun dårligt?" Spurgte Paul, i hans anmassende måde.
"Nå!" Sagde Annie. "Hun kunne næsten ikke komme hjem."
Han kiggede nøje på sin mor.
Hun så syg. "Hvorfor kunne du næsten ikke komme hjem?" Spurgte han
hende stadig skarpt. Hun ville ikke svare.
"Jeg fandt hende hvid som et lagen sidder her," sagde Annie, med en antydning af
tårer i hendes stemme. "Nå, HVORFOR?" Insisterede Paul.
Hans bryn var strikning, hans øjne dilating lidenskabeligt.
"Det var nok til at genere nogen," sagde fru Morel, "kramme dem pakker - kød, og
grøn-dagligvarer, og et par gardiner - "
"Nå, hvorfor du kramme dem, og du behøver ikke have gjort."
"Så der vil?" "Lad Annie hente kødet."
"Ja, og jeg ville hente kødet, men hvordan skulle jeg vide det.
Du var afsted med Miriam, i stedet for at være i, da min mor kom. "
"Og hvad var der galt med dig?" Spurgte Paul af hans mor.
"Jeg tror det er mit hjerte," svarede hun. Bestemt hun så blålig rundt
munden.
"Og har du følt det før?" "Ja - ofte nok".
"Så hvorfor har du ikke fortalt mig -? Og hvorfor har du ikke set en læge?"
Fru Morel flyttede i sin stol, vred på ham for hans hectoring.
"Du ville aldrig mærke noget," siger Annie. "Du er for ivrig efter at være slukket med Miriam."
"Åh, jeg - og værre, end du med Leonard?"
"Jeg var i et kvarter i ti." Der var stille i rummet for en tid.
"Jeg skulle have tænkt," sagde Fru Morel bittert, "at hun ikke ville have besat
du så fuldstændig som at brænde en hel ovenful af brød. "
"Beatrice var her så godt hun."
"Meget sandsynligt. Men vi ved, hvorfor brødet er forkælede. "
"Hvorfor?" Han lynede. "Fordi du var optaget med Miriam,"
svarede Fru Morel hidsigt.
"Åh, meget godt -! Så det var ikke" svarede han vredt.
Han var bedrøvet og elendig. Greb et papir, han begyndte at læse.
Annie, hendes bluse løste, hendes lange reb af hår snoet i en fletning, gik op
i seng, ham en meget Curt godnat bud. Paul sad foregiver at læse.
Han vidste, at hans mor ville bebrejde ham.
Han ønskede også at vide, hvad der havde gjort hende syg, for han var urolig.
Så i stedet for at løbe væk i seng, som han ville have ønsket at gøre, sad han og ventede.
Der var en anspændt tavshed.
Uret tikkede højlydt. "Du må hellere gå i seng før din far
kommer ind, "sagde moderen hårdt. "Og hvis du vil have noget at
spiser, så må du hellere få det. "
"Jeg vil ikke have noget." Det var hans mors vane at bringe ham
nogle trifli til aftensmaden fredag aften, natten til luksus for Colliers.
Han var for vred til at gå ud og finde det i pantry denne nat.
Dette fornærmet hende.
"Hvis jeg ville have dig til at gå til Selby fredag aften, kan jeg forestille mig den scene," sagde Fru
Morel. "Men du er aldrig for træt til at gå, hvis hun
vil komme til dig.
Nej, du hverken ønsker at spise eller drikke dengang. "
"Jeg kan ikke lade hende gå alene." "Kan du ikke?
Og hvorfor hun kommer? "
". Ikke fordi jeg spørger hende" "Hun kommer ikke, uden at du vil have hende -"
"Nå, hvad nu hvis jeg vil have hende -" svarede han. "Hvorfor, er der intet, hvis det var fornuftigt eller
rimelig.
Men at gå trapseing derop miles og miles i mudderet, kom hjem ved midnatstid,
og fik at gå til Nottingham i morgen-- "
"Hvis jeg ikke havde, ville du være lige det samme."
"Ja, jeg burde, fordi der er ingen mening i det.
Er hun så fascinerende, at du skal følge hende hele den måde? "
Fru Morel var bittert sarkastisk.
Hun sad stille med bortvendt ansigt, strøg med en rytmisk, rykket bevægelse, den sorte
satin af hendes forklæde. Det var en bevægelse, som gør ondt Paulus at se.
"Jeg kan lide hende," sagde han, "men -"
"Lide hende!" Sagde Fru Morel, i samme bidende toner.
"Det forekommer mig, at du som intet og ingen andre.
Der er hverken Annie eller mig, eller nogen nu for dig. "
"Sikke noget vrøvl, mor - du ved, jeg ikke elsker hende - jeg - jeg fortæller dig, at jeg ikke elsker hende -
hun ikke engang gå med min arm, fordi jeg ikke vil have hende til. "
"Så hvorfor gør du flyve til hende så ofte?"
"Jeg kan lide at snakke med hende - jeg har aldrig sagt, at jeg ikke gjorde det.
Men jeg elsker hende ikke. "" Er der ingen andre at snakke med? "
"Ikke om de ting, vi taler om.
There'sa masse ting, du ikke er interesseret i, at - "
"Hvilke ting?" Fru Morel var så intens, at Paulus begyndte
at stønne.
"Hvorfor - maleri - og bøger. Du behøver ikke bekymre sig om Herbert Spencer. "
"Nej," var det triste svar. "Og du vil ikke i min alder."
"Nå, men jeg gør nu - og Miriam går -"
"Og hvordan kan du vide," Fru Morel glimtede trodsigt, "at jeg ikke skulle.
Har du nogensinde prøve mig! "
"Men du behøver ikke, mor, du ved, du er ligeglad, om et billede er dekorativt eller ej;
du er ligeglad hvilket omfang det er i. "" Hvordan kan du vide jeg er ligeglad?
Har du nogensinde prøve mig?
Har du nogensinde tale med mig om disse ting, at prøve? "
"Men det er ikke, at det betyder noget for dig, mor, du ved t er det ikke."
"Hvad er det, så - hvad er det da, der betyder noget for mig" hun blinker.
Han rynkede brynene med smerter. "Du er gammel, mor, og vi er unge."
Han kun betød, at interesserne for hendes alder ikke var til gavn for hans.
Men han indså det øjeblik, han havde talt, at han havde sagt noget forkert.
"Ja, jeg ved det godt - jeg er gammel.
Og derfor kan jeg træde til side, jeg har intet mere at gøre med dig.
Du skal kun have mig til at vente på dig - resten er til Miriam ".
Han kunne ikke bære det.
Instinktivt forstod han, at han var liv til hende.
Og trods alt, var hun den ledende ting til ham, den eneste øverste ting.
"Du ved det ikke, mor, du ved det ikke!"
Hun blev flyttet til medlidenhed af hans råb. "Det ser meget lide det," sagde hun,
halv lægge til side hendes fortvivlelse.
"Nej, mor - jeg virkelig ikke elsker hende. Jeg taler med hende, men jeg vil gerne komme hjem til
dig. "Han havde taget hans krave og slips, og
rose, bare-throated, for at gå i seng.
Da han bøjede sig for at kysse sin mor, hun kastede armene om hans hals, skjulte hendes ansigt
hans skulder, og græd i en klynkende stemme, så i modsætning til hendes eget, at han vred sig i
smerte:
"Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kunne lade en anden kvinde - men ikke hende.
Hun ville forlade mig ikke plads, ikke en smule af plads - "
Og straks han hadede Miriam bittert.
"Og jeg har aldrig - du ved, Paul - æ har aldrig haft en mand - ikke rigtig -"
Han strøg sin mors hår, og hans mund var på hendes hals.
"Og hun jubler, så i at tage dig fra mig - hun er ikke som almindelige piger."
"Nå, jeg ikke elsker hende, mor," mumlede han, bøjede hovedet og skjule sin
øjne på hendes skulder i elendighed.
Hans mor kyssede ham en lang, brændende kys. "Min dreng!" Sagde hun med en stemme skælvede
med lidenskabelig kærlighed. Uden at vide, blidt han strøg hende
ansigt.
"Der," sagde moderen, "nu går i seng. Du vil blive så træt om morgenen. "
Da hun talte hun hørte sin mand komme.
"Der er din far - nu gå."
Pludselig så hun på ham næsten som om i frygt.
"Måske er jeg egoistisk. Hvis du vil have hende, tag hende, min dreng. "
Hans mor så så underligt, Paul kyssede hende, rysten.
"Ha -! Mor" sagde han sagte. Morel kom ind, gå ujævnt.
Hans hat var over det ene hjørne af øjet.
Han balanceret i døråbningen. "På din ballade igen?" Sagde han
ondskabsfuldt.
Fru Morels følelser forvandlet til pludselige had af drukkenbolt, der var kommet i dermed
på hende. "Under alle omstændigheder er det ædru," sagde hun.
"Hm - hm! Hm -! hm "vrængede han.
Han gik ind i passagen, hængte sin hat og frakke.
Da de hørte ham gå ned tre trin til spisekammer.
Han vendte tilbage med et stykke flæsk-pie i hans knytnæve.
Det var, hvad fru Morel havde købt til sin søn.
"Ej heller var det købt til dig.
Hvis du kan give mig ikke mere end 25 shilling, er jeg sikker på jeg har ikke tænkt mig at købe
Du svinekød-pie til ting, når du har swilled en bellyful af øl. "
"Wha-at -! WHA-at" snerrede Morel, vælte i sin balance.
"Wha-at -? Ikke for mig"
Han så på det stykke af kød og skorpe, og pludselig, i en ond voldsomme temperament,
kastede den i ilden. Paul begyndte at hans fødder.
"Affald dine egne ting!" Råbte han.
"Hvad - hvad" pludselig råbte Morel, hoppe op og knytter næven.
"Jeg vil vise yer, yer unge jockey!" "All right," sagde Paul ondskabsfuldt, sætte
hovedet på den ene side.
"Vis mig!" Han ville i dette øjeblik inderligt har elsket
at have en lussing på noget. Morel var halvt sammenkrøbet, knytnæver op, klar
til foråret.
Den unge mand stod og smilede med sine læber. "Ussha!" Hvæsede faderen, at føre runde
med et stort slag lige forbi sin søns ansigt.
Han turde ikke, selvom så tæt, virkelig røre den unge mand, men svingede en tomme
væk.
"Right," sagde Paul, hans øjne på den side af hans fars mund, hvor der i en anden
Øjeblikkelig hans næve ville have ramt. Han fik ondt for at slagtilfælde.
Men han hørte en svag jamre bagfra.
Hans mor var ligbleg og mørk i munden.
Morel dansede op til at levere et slag.
"Far!", Sagde Paul, således at ordet ringede.
Morel startet, og stod på opmærksomhed. "Mor!" Stønnede drengen.
"Mor!" Hun begyndte at kæmpe med sig selv.
Hendes åbne øjne betragtede ham, selvom hun ikke kunne bevæge sig.
Gradvist hun kom til sig selv.
Han lagde hende ned på sofaen, og løb ovenpå for en lille whisky, som omsider
hun kunne SIP. De tårer hoppede ned over hans ansigt.
Da han knælede foran hende, at han ikke græde, men tårerne løb ned ad hans ansigt
hurtigt.
Morel, på den modsatte side af lokalet, sad med albuerne på knæene grelle
på tværs. "Hvad er der i Vejen med 'is?" Spurgte han.
"Svage!", Svarede Paul.
"Hm!" Den ældre mand begyndte at unlace hans støvler.
Han snublede i seng. Hans sidste kamp blev udkæmpet i det pågældende hjem.
Paul knælede der, strøg sin mors hånd.
"Du skal ikke være dårligt, mor -! Lad være være dårligt", sagde han gang efter gang.
"Det er ikke noget, min dreng," mumlede hun.
Til sidst stod han op, hentede i et stort stykke kul, og ragede i Ilden.
Så han ryddet lokalet, lægge alt lige, lagde tingene til morgenmad,
og bragte hans mors stearinlys.
"Kan du gå i seng, mor?" "Ja, jeg kommer."
"Sov med Annie, mor, ikke med ham." "Nej. Jeg vil sove i min egen seng. "
"Må ikke sove med ham, mor."
"Jeg vil sove i min egen seng." Hun rejste sig, og han viste sig for gassen, så
fulgte hende tæt op ad trappen, transporterer hendes stearinlys.
På landing kyssede han hende tæt på.
"Godnat, mor." "Godnat!" Sagde hun.
Han trykkede sit ansigt på puden i et raseri af elendighed.
Og dog, et sted i hans sjæl, han var i fred, fordi han stadig elskede sin mor
bedst. Det var den bitre fred i resignation.
Bestræbelser på hans far at forene ham næste dag var en stor ydmygelse for ham.
Alle prøvede at glemme den scene.
>