Tip:
Highlight text to annotate it
X
Odin, Høner og Loke var komne til Andvarefos;
i den Fos var mange Fisk.
Der var en Dværg, der hed Andvare; han var længe i Fossen i en Geddes Lignelse og fangede sig der sin Mad.
Odder hed vor Broder, sagde Regin; han fór ofte ned i Fossen i en Odders Lignelse;
han havde fanget sig en Laks og sad på Åbredden og åd med lukkede Öjne.
Loke slog ham ihjæl med en Sten;
Aserne tykkedes sig at have været meget heldige og flåede Bælgen af Odderen.
Samme Aften toge de ind til Hreidmar og viste deres Fangst.
Da greb vi dem og bestemte de Løsepenge for deres Liv, at de skulde fylde Odderbælgen med guld
og ligeledes bedække den udenpå med det røde guld.
Da sendte de Loke afsted for at skaffe guld tilveje;
han kom til Ran og fik hendes Næt og drog da til Andvarefos
og kastede Nættet ud for Gedden. Den løb i Nættet.
Da sagde Loke:
Hvad er det for en Fisk, som render i Flod og kan ej for Ve sig værge?
Løs nu dit Hoved ud fra Hel; skaf mig Flodens Flamme.
Andvare jeg hedder; Oin hed min Fader; i mangen Fos har jeg faret.
En ynkelig Norne bestemte i Oldtid, at jeg skulde i Vandet vade.
Loke så alt det Guld, som Andvare ejede,
men da han havde hentet det frem altsammen, da beholdt han endnu en Ring,
men Loke tog den fra ham.
Dværgen gik ind i Stenen og sagde:
Dette Guld, som Gust har ejet, skal tvende Brødres Bane vorde
og volde Kiv mellem otte Konger. Ingen skal nyde, hvad jeg ejed.
Aserne hentede da Guldet til Hrejdmar; de fyldte Odderbælgen og satte den på Fødderne.
Da skulde Aserne stable Guldet op og skjule den.
Men da det var gjort, gik Hreidmar frem og så et Læbehår og bød dem at skjule det.
Da drog Odin Ringen Andvareseje frem og skjulte Håret.
Loke sagde:
Guld er dig givet; gylden Bøde du har for mit Hoved.
Ej bliver Skæbnen god for din Sön. Det vorder eder begge til Bane.
Hrejdmar.
Gaver du gav, men ej venlige Gaver, gav ej med ærlig Hu.
Havde jeg vidst eders onde Vilje, jert Liv I havde bødet til Bod.
End er værre - det tykkes jeg at vide - Slægtninges Strid om en Mø.
End monne de Fyrster ufødte være, som Had skulle høste heraf.
For det røde Guld skal jeg da råde, så længe jeg lever.
Din Trudsel jeg agter ej et Fnug. Nu kan I gå jer Gang.
Fåvne og Regin krævede af Hrejdmar Slægtningebod efter deres Broder Odder;
han sagde nej, men Fåvne gennemborede sin Fader Hreidmar med et Sværd, medens han sov.
Da døde Hreidmar, men Fåvne tog alt Guldet;
da gjorde Regin Fordring på sin Fædrenearv, men Fåvne sagde nej dertil.
Dette fortalte Regin Sigurd.
En Dag, da han kom hjem til Regin, blev han vel modtaget.
Regin sagde:
Hid er Sigmunds Sön nu kommen, den snarrådige Svend, til Salene vore.
Mere Mod han har end en gammel Mand; grisk efter Kamp er den grådige Ulv.
Jeg vil den kække Konge føde; til os er Ylvingers Ætling kommen.
Han bliver den stolteste Helt under Solen; gennem alle Lande er spændt hans Skæbnes Væv.
Sigurd var da stadig hos Regin, og denne sagde da til Sigurd,
at Fåvne lå på Gnitahede og var i en Orms Lignelse.
Regin gjorde Sigurd et Sværd, som hed Gram.
Derpå æggede Regin Sigurd til at dræbe Favne.